e-Bog

DEN HEMMELIGE RELIGION

ATTENTATET PÅ MOSES 4

Af Ove von Spaeth

Du kan frit downloade e-bogen "DEN HEMMELIGE RELIGION" - Attentatet på Moses 4 - af Ove von Spaeth. For at kunne læse filen, skal du have programmet Acrobat Reader, som du kan hente på www.adobe.com/dk - det er gratis. Materialet downloades ved at klikke på pdf-filen i ruden til højre.

Vi har brug for din støtte

VisdomsNettet er en fond, der ikke ejes af nogen, og alle arbejder gratis. Arbejdet opretholdes alene af donationer, og alle bidrag er altid velkomne. Dit bidrag kan indsættes på vores girokonto … Danske Bank - Reg. 1551 - girokonto nr. 16-973-335 - SWIFT-BIC: DABADKKK - IBAN: DK11 3000 0016 9733 35

På forhånd tak!

Kort omtale af denne bog:

• Hvor udbredte var de første ideer om kun én gud?
• Hvad betød talen fra 'den brændende tornebusk'?
• Hvad ligger der bag beretningen om Guldkalvens kult?
• Hvordan ses den gamle stjernelæres præg i Bibelen?
• Hvilke spor fra mysteriekult kan findes i Moses' religion?

Eksklusiv viden fra en mysteriekultisk og kosmologisk overbygning i Moses' religion kan stadig spores i Bibelen - og med sammenhænge det ikke tidligere har været muligt at vise. En indviet elite fastholdt gennem tiderne denne hemmelige, delvis egyptiske lære, som Moses havde videregivet til israelitterne.

Bibelen viser sig desuden at have fungeret som mysterietekst, og der udvikledes et særligt sprog "inde i" de bibelske tekster. Det blev siden glemt - men kendte andre end de gamle præster de skjulte læseformer?

Den "egyptiske faktor" - hidtil mindre betonet i bibelforskningen - kan nu påvises i udvidet grad at være blandt de vigtigste forudsætninger overhovedet for at forstå vitale forhold bag Bibelens ældste indhold. Bibelen stod i århundreder øverst på kirkens sorte liste. Forinden var dele af den skjulte lære genopdukket hos Egyptens gnostikere og i antikkens kulter; og siden i Hermeslæren der bidrog til renæssancen, samt i nutiden. Ny viden afdækkes i emnerne om religionens tabte dimension.

Anmeldelser:

Dette er en anbefaling, en anbefaling af et usædvanligt arbejde, og adjektivet "usædvanligt" skal tages i den mest positive forstand, man kan forestille sig. Det er Ove von Spaeths (fjerde) bog om "Moses' drama og mysterium revurderet".

Det er bogen om Moses, i sandhed et revolutionerende værk - med koder der tydes, og astronomiske beregninger der går op. Et stringent og disciplineret værk, seriøst, uden at fantasien løber løbsk.

Værket kan læses som en spændende roman selv af lægfolk; men det er bydende nødvendigt, at der sker en udbredelse, så det kan blive vurderet i hele sin epokegørende fortolkning!

De specielle emner såsom "Den brændende tornebusks mysterium", "Æselhovens magi", "Den hemmelige religion" og mange flere vækker med rette yderligere interesse, og dette værk skal kunne læses af mange.

Jes P. Asmussen, prof., dr.phil. et theol.h.c.,
tidl. Carsten Niebuhr Inst., Kbh.s Univ.

(De flg. introduktioner angår alene afhandlingen i Appendiks vedrørende forskerstriden om Mosebøgerne som kilde:

Fremstillingen læses med stor interesse, den er fint og logisk opbygget og får fortalt mange andre ting undervejs - og jeg må komplimentere for den.

Bent Melchior
tidl. overrabbiner, præst ved Det mosaiske Trossamfund i København

Det er en udsøgt fornøjelse at følge argumenterne, og listen med særlige argumentpunkter er mildt sagt genial. Fremstillingen og formuleringen er i topklasse, og det hele hænger sammen på en virkelig god måde. Desuden sprogligt stramt og præcist. Også citaterne er velvalgte, de er præcise og gode - og bruges på en måde, der falder logisk sammen med fremstillingens idé.

Jens Jørgensen
Historiker, cand.mag., tidl. historiecensor ved Københavns, Aarhus og
Odense Universiteter

DEN HEMMELIGE RELIGION

Ove von Spaeth

OVE VON SPAETH

- begejstrede og vakte røre hos læsere, forskning og presse lige fra første bog i serien om den historiske Moses − og har som forsker og forfatter solid basis i historiske og astronomiske studier. Til de mange års intensive undersøgelser har han benyttet omfattende forskning i arkæologi, antropologi, oldtidssprog, religionshistorie, egyptisk tradition − samt i mysterielæren, mytologien og kosmologien. Han belyser det usædvanligt righoldige og kontroversielle materiale også fra en holistisk vinkel.

INDHOLD PÅ VISDOMSNETTET:

• Side 1: DEN HEMMELIGE RELIGION
• Side 2: 1. DEL - 1. KAPITEL - Moses - den første religionsstifter
• Side 3: Den egyptiske faktor
• Side 4: Moses har ikke efterlignet farao Akhenaton
• Side 5: Et skjult område i Moses religion?
• Side 6: 2. KAPITEL - Indvielsesmysterierne bag Moses religion
• Side 7: Mysteriespil - både skjult og åbent
• Side 8: Dyreskindsdragter til mysteriespillene
• Side 9: Stadig spor fra de gamle mysteriespil
• Side 10: 3. KAPITEL - Den brændende tornebusks mysterium
• Side 11: Kongetornebuskens gåde
• Side 12: Moses udklædning med horn på hovedet
• Side 13: 4. KAPITEL - Æselhovens magi
• Side 14: Rabbinerskrifterne og den egyptiske faktor
• Side 15: Den magiske æselhov
• Side 16: Hove - klove i glemt kultisk ritual?
• Side 17: Æselbroen mellem stjernerne
• Side 18: 5. KAPITEL - Jahweh-navnets mysterium
• Side 19: Månen og Sinai-bjerget
• Side 20: Jeg er den jeg er
• Side 21: Genopdagelse af egyptisk forlæg for jeg er den jeg er
• Side 22: 6. KAPITEL - Moses som mystiker
• Side 23: Det mystiske udtaleforbud
• Side 24: 7. KAPITEL - Den hemmelige religion
• Side 25: Er læren efterlignet?
• Side 26: Træk fra en mysteriereligion
• Side 27: Egyptens præg og Jethros indflydelse
• Side 28: Den usynlige gud
• Side 29: Et nyt perspektiv i striden om Bibelen som kilde
• Side 30: 8. KAPITEL - Den gådefulde Guldkalv af Egyptens guld
• Side 31: Himlens okser
• Side 32: Skriften og religionen
• Side 33: Skriften på tavlerne
• Side 34: Skriften, koderne - og Guldkalven
• Side 35: Alkymi og magi bag Guldkalven?
• Side 36: Kosmologiske træk
• Side 37: 9. KAPITEL - Moses som profet
• Side 38: Stedfortræderen
• Side 39: Den første profet
• Side 40: 10. KAPITEL - Stjerner og mysteriespil i Jobs Bog
• Side 41: Guds sønner
• Side 42: Egyptiske stjernebilleder og astromytologi i Jobs Bog
• Side 43: Sporene fra Job i tekster og sprogbrug
• Side 44: Yderligere spor af Job i Mellemøsten
• Side 45: Tradition om Moses som forfatter til Jobs Bog
• Side 46: 11. KAPITEL - Jerusalem - det oprindelige helligsted?
• Side 47: Ændringer i religionen - allerede hos David
• Side 48: Fra israelitisk religionskult til jødedom
• Side 49: Samaritanerstriden
• Side 50: Fortsat erindring om det rette (?) helligsted
• Side 51: 12. KAPITEL - Ældre spor af religionens fortrængte overbygning?
• Side 52: Den mundtlige tradition - og Talmud
• Side 53: Hemmelig lære i mundtlig tradition
• Side 54: 13. KAPITEL - Blev Moses tekster ændret?
• Side 55: Ezra og tekstudlægningen
• Side 56: Samaritanernes tekststrid med jøderne
• Side 57: Ezra - hovedmanden bag ændringer i Bibelen
• Side 58: Septuaginta, den græske - og ældste - hele bibelversion
• Side 59: Den Hebraiske Bibels tradition
• Side 60: Regler mod tekstændring kom for sent
• Side 61: 14. KAPITEL - Den besynderlige reduktion af Moses
• Side 62: Forskningens holdningsændring til Moses rolle
• Side 63: Statistik kan indikere et falsk historisk billede
• Side 64: 2. DEL - 15. KAPITEL - Moses bag mysterierne
• Side 65: Jødiske og kristne mysterier
• Side 66: Ahron-mysterierne
• Side 67: Moses-mysterierne
• Side 68: Sirius og Verdensaksen
• Side 69: Bygmesteren og himmelteltet
• Side 70: Himlens dække og hemmelighederne
• Side 71: 16. KAPITEL - Logos-erkendelserne
• Side 72: Kundskabens træ, Verdensaksen og logos-sønnen
• Side 73: Det hemmelige ord eller navn
• Side 74: Sefirot og universet
• Side 75: 17. KAPITEL - Paradis-koderne
• Side 76: Skriften på himlen
• Side 77: Templers målforhold og symbolik
• Side 78: De syv segls hemmeligheder
• Side 79: Bibellæsning og kabbalas metoder
• Side 80: De syv trin
• Side 81: Traditionens koder i udbredt anvendelse
• Side 82: 18. KAPITEL - Bibelen som flerdimensionalt mysterieskrift?
• Side 83: To skabelsesberetninger i Bibelen
• Side 84: Månen og Eva - og haven i himlen
• Side 85: Adam gav dyrene "i himlen" navne
• Side 86: Tærskepladsens magiske kreds
• Side 87: 19. KAPITEL - Stjernemysterier udbredt i Bibelen
• Side 88: Stjernelærens paralleller i Bibelen
• Side 89: Rabbinerne om astronomi i Bibelen
• Side 90: Qumran-skrifterne og stjernerne
• Side 91: Stjernekoder i Noah-beretning - og hos Homer og Æsop
• Side 92: Sfinxens gåde, - den gordiske knude, - og Dantes system
• Side 93: 20. KAPITEL - Arkens og kurvens hemmelighed
• Side 94: Den nye - genfødte - fra kurven
• Side 95: Sirius, buen på himlen
• Side 96: Arkens dobbelttydning
• Side 97: Arken - Himmelskibet
• Side 98: Kursen markeret på himlen
• Side 99: Skød gamle Jakob med bue?
• Side 100: Plejaderne i de indviedes kosmologi
• Side 101: 21. KAPITEL - Esoterisk himmelgeometri
• Side 102: Æselbroen - og Noahs fuglevarsel
• Side 103: Himmelgeometriske mysterier
• Side 104: Jeres segl skal være Duen
• Side 105: Nyplatonisk og hermetisk astrofilosofi
• Side 106: 22. KAPITEL - Paulus-rejsens mysterier
• Side 107: Paulus-rejsens stjernekurs
• Side 108: Himlens geografi genspejlet på jordisk plan
• Side 109: Solformørkelsen indkredses
• Side 110: Himmelgeografi og Verdens-akse skjult i anden litteratur
• Side 111: At læse teksten under teksten
• Side 112: 3. DEL - 23. KAPITEL - Den religiøse arv fra Egypten
• Side 113: Mithras-kultens 7 trin - og korsfæstelsen
• Side 114: Oldkirkens gnostiske pave var på vej
• Side 115: Gnostikerne og deres forgreninger fordømt af kirken
• Side 116: Gnostikernes arvtagere - bl.a. manikæerne
• Side 117: Gnostisk prægede katharer, albigensere og valdensere
• Side 118: 24. KAPITEL - Religionens tabte dimension?
• Side 119: Reinkarnation i egyptisk og i græsk opfattelse
• Side 120: Reinkarnationslære - hos jøderne
• Side 121: Reinkarnationslære - i kristendommen hos kirken
• Side 122: Officiel kristen reinkarnationslære bandlyst ved kup
• Side 123: Markus Hemmelige Evangelium
• Side 124: 25. KAPITEL - Fra kristen kult til kirkens sorte liste
• Side 125: Moses ti bud - og billedforbudet
• Side 126: Det store skisma - og Bibelen øverst på kirkens sorte liste
• Side 127: Ændringer uden baggrund hos Moses og Jesus
• Side 128: Fra oldkristendom til kirkens lære
• Side 129: Ritualer overtaget fra de ældre religioner
• Side 130: Tempel-banker, kirkens materielle problemer - og Luther
• Side 131: Dogmerne - og afstemning om Helvedet
• Side 132: Religionen eller kirken?
• Side 133: Moses lære og kristne værdier
• Side 134: 26. KAPITEL - De forsvundne nøgler
• Side 135: Himmeriges nøgler
• Side 136: Stjernelære var idestudium på Europas universiteter
• Side 137: 27. KAPITEL - Moses og Corpus Hermeticum
• Side 138: Corpus Hermeticum og skabelsen
• Side 139: Kirkefædre begejstrede for Corpus Hermeticum
• Side 140: Ældste kendte definition af videnskab
• Side 141: Det genfundne Corpus Hermeticum
• Side 142: Det Platoniske Akademi
• Side 143: Moses repræsenteret af Hermes i Sienas katedral
• Side 144: Efterskrift: Miraklet ved tekstens overlevelse
• Side 145: 28. KAPITEL - Moses og Corpus Hermeticum
• Side 146: Moses og Tycho Brahe - religion og kosmos
• Side 147: Det hermetiske helhedssyn
• Side 148: Alkymien - den jordiske astronomi
• Side 149: Antiqua sophia - og empirisk videnskab
• Side 150: Åndelig kraft og mekanisk kraft
• Side 151: Egyptens gyldne kar - annekteret af Kepler
• Side 152: Renæssancen - en åndelig bevægelse før videnskaben
• Side 153: Splittelsen i to kulturer
• Side 154: Hermetikeres subkultur - og forfølgelserne
• Side 155: Beskyttet bag kodeskrift
• Side 156: Kulturchokket
• Side 157: Verdensrummet og religionen
• Side 158: 29. KAPITEL - Fra Moses til den ny æra
• Side 159: Individualitet og frihedens ansvar
• Side 160: Individ og suverænitet
• Side 161: Frihedens præsident, frimurerne - og egyptisk symbolik
• Side 162: Det friere menneske
• Side 163: Gnosticismens aktuelle genfund
• Side 164: Vatikanet anklager new age
• Side 165: Moses - og etiske ideer i oldtiden
• Side 166: Moses lære - mellem dag og nat
• Side 167: 30. KAPITEL - Den religiøse arv fra Moses
• Side 168: Sporene fra mysterielæren
• Side 169: APPENDIKS

INDHOLD I eBOGEN:

1: MOSES - DEN FØRSTE RELIGIONSSTIFTER

Moses efterlignet af farao Akhenaton? - En skjult side af Moses' religion?

2: Indvielsesmysterierne bag Moses' religion

Mysteriespil, åbent og skjult. - Dyreskindsdragter i mysterierne

3: Den brændende tornebusks mysterium

Hvem talte fra den brændende tornebusk? - Kongetornebuskens gåde

4: Æselhovens magi

Æslets særlige tradition i mysterierne. - Et glemt kultritual?

5: Jahweh-navnets mysterium

Moses' indvielse, i egyptisk regi. - Egyptisk forlæg for ‘jeg er den, jeg er'

6: Moses som mystiker

Flere hemmelige navne for Jahweh. - Det mystiske udtaleforbud

7: Den hemmelige religion

Hemmelig lære i Moses' religion. - Jethros indflydelse, og den usynlige gud

8: Den gådefulde Guldkalv af Egyptens guld

Fortsatte Guldkalv-dyrkelsen som hemmelig kult? - Magien bag Guldkalven

9: Moses som profet

Urim og Tummim og de 12 ædelstene. - Den første profet

10: Stjerner og mysteriespil i Jobs Bog

Mysteriespillet med Djævelens advokat. - Jobs spor i Mellemøsten

11: Var Jerusalem det oprindelige helligsted?

Ændringer i religionen allerede hos David. - Erindring om det rette helligsted

12: Ældre spor af religionens fortrængte overbygning

Mysterieformen inden for Moses' religion. - Den mundtlige tradition

13: Blev Moses' tekster ændret?

Ezra bag omredigering af Bibelen. - Regler mod tekstændring kom for sent

14: Den besynderlige reduktion af Moses

Ændringen af Moses' rolle. - Statistik indikerer historieforfalskning?

15: MOSES BAG MYSTERIERNE

Ahron-mysterierne og Moses-mysterierne. - Bygmesteren og himmelens dække

16: Logos-erkendelserne

Kundskabens træ, Verdensaksen. - Logos-sønnen. - Sefirot og universet

17: Paradis-koderne

Bibelens skjulte læsemåder. - De syv segls hemmeligheder

18: Bibelen i brug som flerdimensionalt mysterieskrift

Bibelteksternes flerdobbelte lag. - Tærskepladsens magiske kreds

19: Stjernemysterier udbredt i Bibelen

Rabbinerne og bibelsk astrologi. - Stjernekoder også hos Homer og Shakespeare

20: Arkens og kurvens hemmelighed

Kurvens okkulte indhold. - Arkens dobbelttydning. - Sirius i indviedes kosmologi

21: Esoterisk himmelgeometri

Æselbroen og kosmos-nøglerne. - Gemt i nyplatonisk og hermetisk astrofilosofi

22: Paulus-rejsens mysterier

Paulus-rejsens stjernekurs. - Astronomisk datering skjult i beretningen

23: DEN RELIGIØSE ARV FRA EGYPTEN

Fra Jethro-mysteriet via gnosticisme til renæssancen. - Gnostikernes arvtagere

24: Religionens tabte dimension

Reinkarnationslæren, hos jøder og i kirken. - Læren bandlyst ved et kup

25: Fra kristen kult til kirkens sorte liste

Johannes' hoved og kirkens billeddyrkelse. - Bibelen på Vatikanets sorte liste

26: De manglende nøgler

Stjernelæren i kirkens fundament og symbolik. - "Himmeriges nøgler"

27: Moses og Corpus Hermeticum - genfunden egyptisk visdom

Corpus Hermeticum og Bibelen. - Moses'/Hermes' visdom i renæssancen

28: Moses og Corpus Hermeticum - og det nye verdensbillede

Det hermetiske helhedssyn. - Miraklet ved teksten overlevelse

29: Fra Moses til den ny æra

Individualitet og frihedens ansvar. - Gnosticismens aktuelle genfund

30: Den religiøse arv fra Moses

Overlever Moses' hemmelige lære?

APPENDIKS:

Bibelforskning og nyorientering

Denne revurdering af bl.a. særlige inspirationer bag Moses' virke er funderet i tværvidenskabelig kulturhistorisk forskning, sammenfattende arkæologiske fund, tekstforskning og astronomisk datering sat i relation til Bibelen, rabbinerskrifter og oldtidsforfattere. Mange overleveringer og fund er for første gang sat i større sammenhæng og må bedømmes ud fra helheden, da bogen ikke er baseret på enlige kilder eller enkeltstående afgørelser, men på fremlæggelse af en lang række indicier; disse kan betragtes som "tilbud" - til videre udforskning.

Bogen læses uden videnskabelige forudsætninger, og er ikke forsøg på "levnedsskildring" af Moses, "documentary fiction" eller modebetonet historiefremstilling. Et noteapparat er udeladt til fordel for sammenhæng og læseforløb. I stedet er notemateriale indarbejdet som læsestof i den fortløbende fremstilling; kildereferencer nævnes direkte på stedet og kan, som ved resuméer og Appendiks, efter behag forbigås el. udnyttes i videre dokumentation. Desuden kompenseres med en omfattende bibliografi med bogens oplysninger yderligere dokumenteret og med vidtgående specificering i emneområder, så verifikation lettes.

Den britiske egyptolog Alan H. Gardiners transskription af egyptiske navne er foretrukket. Bibelcitater gengives med basis i hhv. den Hebraiske eller Græske Bibels version.

En række forskere og fagfolk har fra deres videnskabsområder imødekommende bidraget med vejledning, kritik, modargumenter og opmuntring. Disse eksperter har naturligvis intet ansvar for anvendelsen af deres oplysninger. En særlig tak rettes til:

Historisk astronomi: dr.scient. Kristian Peder Moesgaard, Institut for De Eksakte Videnskabers Historie, Aarhus Universitet, - tidl. direktør for Steno Museet, Danmarks Videnskabsmuseum.

Egyptologi: egyptolog dr.phil.h.c. Erik Iversen, København; mag.art. Eva Richter Ærøe, tidl. Carsten Niebuhr Instituttet, Københavns Universitet.

Hebraisk filologi, hebraiske/græske bibeltekster og Talmud-skrifter: fagreferent Egon K. Keck og rab. S. Heimann, begge tidl. Judaistisk Afd., Det Kgl. Bibliotek, København; cand.mag. i religionsstudier og semitiske sprog Jens-André P. Herbener, Det Kgl. Bibliotek.

Josefus-forskning: dr.theol. Per Bilde, Religionsstudiet, Aarhus Universitet.

Bibelforskning: fagreferent dr.theol. Jakob H. Grønbæk, tidl. Det Kgl. Bibliotek, Kbh.

Græsk filologi og mytologi: univ.lekt. Leo Hjortsø, tidl. Inst.f. Græsk og Latin, KUA.

Historie: cand.mag. Jens Jørgensen, historiecensor v. Kbhs., Aarh. og Odense Univ.

Alkymihistorie: dr.phil. Johannes Fabricius, Blaagaard Statsseminarium, København.

Renæssancehistorie: dr.phil. Alex Wittendorff, Institut for Historie, Kbhs. Universitet.

Astronomiske beregninger: magister K.A.Thernøe, tidl. Fysisk Institut, Danmarks Lærerhøjskole, København; univ.lekt. Kyril Fabrin, tidl. Aalborg Universitet.

Også tak til: forskningsbibliotekar Eva Bjørnbøl, Cairo; Bodil Eeg Neumann; Asmus Koefoed; idéhistoriker, red. Rune Engelbreth Larsen; cand.jur. Jannie Fursund; journalist Karine Smidth; forfatter Erling Haagensen; Asmus Koefoed; Any Høegh; cand.mag. i filosofi og græsk Christoffer Gertz Bech; Evan Bogan; Det Kgl. Bibliotek; Universitetsbibliotekets 2. afd.; og for edb-specialprogram fra Laurids Pedersen, Nysted; og for astronomiske computerberegninger af Jarl Hansen, Macrosys Ltd., Coín, Spanien.

En særlig tak til de mange læsere, der med deres interesse har bidraget til, at publicering af det langvarige forskningsarbejde, nu i forløbig 4 bind i denne serie, har kunnet realiseres uden på nogen måde at have fået støtte fra hverken private eller offentlige midler og fonde.

OvS.

“Nuk pu kheper" ('Jeg er den jeg er/vil være') er - en særlig nøgle: guden Ra's magiske ord i egyptisk skabelsesberetning (kendt 2500 f.Kr.). Præcis samme magiske egyptiske ord fik Moses åbenbaret 1000 år senere. En sen udgave ses i koptisk bibel, 2.Mos.3,14.

1. KAPITEL

Moses - den første religionsstifter

Bødlen huggede ti gange mod Moses' nakke, men lod sværdet lige akkurat berøre huden uden at skade. Et hug for hver af Egyptens ni hovedguder - mens magiudøvende præster for hvert slag messede en af disse guders navne ledsaget af en stærk forbandelse mod Moses. Ved det tiende slag messedes en kraftig magisk formel, der skulle "opløse" Moses' identitet.

Selve hændelsen er behandlet i forskelligt perspektiv i tidligere bind (og baggrunden er uddybet i bind 2), men der er yderligere aspekter. Et uddrag af overleveringen - fra Louis Ginzbergs Talmud-samling "The Legends of the Jews" (vol. 2, 1910, s. 282) - lyder:

"… Et sværd, uforligneligt skarpt, blev ført mod hans (Moses') hals ti gange, men blev hele tiden afbødet, fordi hans nakke var hård som elfenben …".

Ordet 'elfenben' rummer her et egyptisk ordspil vedrørende en flad pind af elfenben, der var faraos beskyttelsestegn og segl (der kunne hænge i en halskæde). Men det blev uforståeligt i hebraisk oversættelse. Henrettelse dengang skete uden direkte halshugning, men med kølleslag mod hovedet, som derefter blev skåret/savet af med et skarpt sværd. Moses beskyttedes mod begge dele - og blev ved et nu afbødet slag blot slået bevidstløs.

Men de ti gange berøring med sværdet mod hans hals var et magisk ritual. Dette omfattede en stærk forbandelse, der ved denne symbolske henrettelse skulle gøre ham "ikke-eksisterende" - også for politisk at skabe tvivl om hans selvværd og formåen. Og det medførte destruktion af hans navne, status og embeder. Herved var "attentatet på Moses" iværksat - hvorefter Moses' spor som tronarving i Egypten blev effektivt opløst.

I detaljer beretter rabbinerskrifterne om henrettelsesforløbet, at en anden blev henrettet i Moses' sted, og at denne anden var udklædt til at se ud som Moses. Således fulgtes også her en af den gamle verdens udbredte traditioner: Anvendelse af "stedfortrædende offer".

Netop dette er essentielt for forståelsen af, hvad der egentlig skete. For hele ritualet udførtes i mysteriespil - et betydningsfuldt element i den gamle verdens kultiske religionsudøvelse. Deltagerne var udklædt som guder, konger og dæmoner - alle handlinger og udsagn fulgte nøje fastsatte regler for, hvad de pågældende guder m.v. repræsenterede.

De to absolut vigtigste personlige vendepunkter i Moses' liv var denne mindre kendte hændelse samt en følgende, der ligeledes - som det skal vise sig - foregik i form af et kultisk mysteriespil.

Det sidstnævnte ritual foregik - under Moses' eksil på Sinai - ved en "brændende tornebusk". Her tilskyndedes han til at gøre sig til leder af israelitterne for at starte et oprør i Egypten - og han begyndte da at realisere sine visioner om en ny religionsform. Den fornyelse blev siden hen, ad forskellige veje, basis for flere af verdensreligionerne.

I denne series forudgående bind - der kan læses uafhængigt af hinanden, - blev der først fastlagt den bestemte periode af Egyptens historie, som Moses tilhørte. Heraf afsløredes yderligere, at han som egyptisk tronkandidat, men også på andre betydelige områder - i tænkning, politik og videnskab - havde spillet større og mere alsidige roller, end hvad senere bibelredaktører forstod eller prioriterede at gengive.

"Den egyptiske faktor" har vist sig af væsentlig betydning som et af de mest grundlæggende forhold bag Moses-beretningens forskellige faser. Historikernes hidtidige billede har, temmelig uundgåeligt, i særlig grad været påvirket af en senere jødisk-kristen og teologisk tradition og dennes billede af Bibelens Moses-beretning.

Det har hertil ikke været tilstrækkeligt f.eks. at søge efter eventuelle arkæologiske fund, der kunne sættes i relation til Bibelen. Derimod burde der lægges vægt på i større udstrækning at analysere egyptiske historiske forhold på Moses' tid som værende selve udgangspunktet.

Her viser der sig en række overraskende perspektiver i Bibelens Moses-beretning. Mange hidtil mindre forståelige forhold heri synes at finde afklaring. Den ofte underkendte "egyptiske faktor"s tilstedeværelse i bibelteksterne åbner for en stadig bedre indsigt i mindre tilgængelige områder angående Moses' religion og begivenhederne i hans liv.

Ligesom tidligere i denne bogserie er Moses-tiden fastlagt nær ved et tidsniveau, der i egyptologien kaldes high-datering: Kilder anvendt i bøgerne indikerer, at Tuthmosis III's død skete i 1455 f.Kr. - det viser sig ækvivalent med året for israelitterns udvandring fra Egypten.

Rabbinerskrifterne, der anvendes i denne bog, er i deres ældste kerne en historisk kilde på niveau med Bibelens ligeledes ældste dele. Her påvises træk fra især egyptiske mysterie-kulter genkendelige bag Moses' religionsdannelse. Hidtil skjulte forhold afdækkes, forbundet med den gamle verdens vidt omspændende viden bag religion og religiøse idéer - hvoraf elementer senere også indgik i den ældste kristne kirke.

Moses er i eftertiden især kendt som indstifteren af en religion, der videreførtes af jøderne - og som nævnt blev et hovedgrundlag for verdensreligioner som kristendommen og islam.

Moses' religion er karakteriseret af en lære om én gud, der ikke må afbildes. Dette til dels abstrakte gudsbegreb udvikledes yderligere, især senere i den vestlige verden, efter at Jesus gav læren fornyelse 1.400 år efter Moses. Forholdet mellem det konkrete og det abstrakte spiller en stor rolle i det tænkende menneskes liv, og præget fra sådanne idéer i religionen gennem to årtusinder har også påvirket den vestlige verdensopfattelse, kulturhistorie og måde at tænke på. Denne udvikling var netop influeret af, f.eks. at Jesus var præget af religionens tradition fra Moses.

Som lovgivende religionsstifter kan Moses betragtes som "den første teolog" i moderne forstand. Blandt datidens religionsformer - evt. startet som f.eks. lokal shamanisme eller som stjernedyrkelse, eller en lære der ikke i første omgang var tænkt anvendt i en organiseret storreligion - er Moses den første kendte enkeltperson, der i det hele taget stiftede en religion.

Dette skete næsten tusind år før f.eks. Gautama Buddha i Indien, Zarathustra (Zoroaster) i Persien og Lao Tze's lære i Kina. Flere forskere anser religion for et socialt skabt samfundsfænomen. Dog har det vist sig, at religioner kan være begyndt som en personlig erkendelse - og først under udbredelsen bliver til et socialt/politisk fænomen.

At Moses overhovedet kom igennem med en sådan nyskabelse, en ny religion for et helt folk - og herunder på flere punkter brød med samtidens etablerede religionsformer - skyldtes at folket, israelitterne, var sammensat af hebræere i Egypten og af folk af anden oprindelse, de såkaldte "proselytter" der også ønskede at deltage i exodus. Der var herved ikke en fast og ensartet tradition, som skulle nedbrydes først - og her, i 1400-tallet f.Kr., kunne Moses indføre sin nye religion med ét slag.

Oprindelig, som delvis nomadefolk, havde hebræerne ikke hidtil haft præsteskab og religiøs organisation. Moses indførte hos dem som noget helt nyt - og da efter egyptisk forbillede - et præsteskab. Præsterne rekrutteredes fra den israelitiske gruppe Levi, en stamme i hvilken særligt mange havde egyptiske navne. Den blev en art præstekaste.

Flere oldtidsforfattere, bl.a. Aristobulos af Panea (150 f.Kr.), hævder at Moses, mens han var ved faraos hof, indførte reformer i Egyptens religion. Ligeledes beretter den egyptisk-jødiske historiker Artapanos (100-tallet f.Kr.), at Moses havde sat sine spor i den egyptiske kultur ved at indføre nogle ændringer i den egyptiske religionspraksis.

Denne lurende konkurrence til den etablerede egyptiske religion synes medvirkende til de egyptiske præsters i så fald forståelige konflikt med Moses. Det foregik i den periode, hvor det egyptiske præsteskab var i sin største ekspansion nogensinde, så faraos magt reelt undermineredes. Især Amon-præsteskabet har kunnet modsætte sig reform-idéerne - ved at lade Moses fortrænge fra sit indflydelsesrige position ved faraos hof.

Konflikten kom åbent til syne ved at den højtstående Moses blev anklaget for drab. Bibelen omtaler kun sidste del af denne sag. Men flere rabbinerskrifter og oldtidsforfattere lader forstå, at drabssituationen var et frame-up (jf. bind 2). "Drabet" udløste en henrettelsesstraf, men ændredes til den nævnte symbolske handling med bandlysning og officiel udslettelse af identitet, så han måtte flygte til eksil i udlandet.

At det mægtige præsteskab - af frygt for de nye idéer - uundgåeligt har medvirket stærkt ved denne intrige, må ses i sammenhæng med følgende: Ældste spor i Egypten af idéen om én skabergud kendes før pyramidetiden 2.500 f.Kr. (dvs. før 5. dynasti). Træk af denne religionsidé (henoteisme) med en lære med koncentration om én gud ses stadig f.eks. på Amenhotep II's tid efter 1460 f.Kr. Dette ifølge emnet "monoteisme", i standardværket "Lexicon der Ägyptologie" (Band 5, Wiesbaden 1980).

Med andre ord, endnu under 18. dynasti - præcis på den tid (1400-tallet f.Kr.) da Moses organiserede israelitternes udvandring og indførte sin nye religion - findes i selve Egypten spor af revival af den lære om én (skaber)gud, der i princippet kendetegner Moses' religion. Derved kan Moses her i Egypten have påbegyndt en nytænkning af disse idéer.

Således, både ud fra nævnte forhold og ifølge oldtidsforfatterne, synes Moses at have fremlagt religionsreformer allerede tidligt. Det er ikke usandsynligt, at han endnu i Egypten, inden præsteskabet fortrængte ham fra hans høje position, havde kunnet plante nogle idéer, der var videreudviklet på de eksisterende strømninger. Senere har bl.a. farao Akhenaton (Amenhotep IV, ca. 1373-1355 f.Kr.) haft mulighed for netop også at lade sig influere inden for dette religiøse koncept.

Hermed var det under alle omstændigheder ikke denne senere farao Akhenaton - med sine forsøg på at ændre egyptisk religion i mere monoteistisk retning - der har inspireret Moses til sin nye religion, hvilket flere forskere gennem tiden har hævdet. Det vil forholde sig omvendt, da Moses' religion som nævnt allerede ved 1460 f.Kr. var mere end hundrede år forud for farao Akhenatons religionsreform. I sidstnævnte var Aton, der var manifesteret som guden for solskiven, fremhævet. Kulten skulle koncentreres om denne udvalgte gud som den største og eneste værdifulde (dog ansås Aton ikke som eneste eksisterende gud).

I Egypten blev kongen i sit embede betragtet som en gud - foruden at være gudernes talerør. Men hos israelitterne havde Moses ændret på dette, skønt han ifølge rabbinerskrifterne og flere oldtidsforfattere grundlæggende var en egyptisk kronprins. Ifølge sin nye religion var han ikke en hellig skikkelse. I den Hebraiske Bibel er "profet" og "Guds talerør" ofte det samme. Som lovgiver og første leder af den nye israelitiske nation skulle Moses ikke selv - modsat andre herskere - dyrkes som et kongeligt overhoved, der var "gudens talerør" - han blev nu "den første profet".

Anderledes træk ses 150 år senere, i farao Akhenatons reform: Egypterne skulle tilbede Aton gennem kongen - og kongen, skønt fortsat æret som en gud, skulle mere tilbedes som gudens talerør end som konge.

At Moses' nyskabelser inden for religionsdyrkelse var revolutionerende, ville let have vanskeliggjort fastholdelsen af hans lære - for i modgang kunne folket vælte skylden over på den nye gudsdyrkelse. En sådan reaktion skete netop ved farao Akhenatons senere religionsreform.

Dette potentielle problem har Moses kunnet imødegå på to måder: - ved at lægge usædvanlig vægt på religionens særlige krav i sine love - samt ved at lade hele fire ud af "de ti bud", endda de fire første, værne Jahwehs position og ukrænkelige hellighed.

Et af disse fire første bud er i realiteten en bandlysning af alle andre guder. Nutidens forskere har derfor debatteret, om dette var et sandt udtryk for monoteisme, læren om én gud. For Moses' lære, som den fremlægges i den overleverede version af Bibelen, er ikke monoteisme i den filosofiske betydning heraf, der kendes fra senere tider, men en koncentration om én gud, der yderligere fremstilles så ophøjet, at guder hos andre folk skulle være underlagt denne Jahwehs magt og kontrol.

Israelitterfolkets interesse for religionen blev også fastholdt ved at bevare dele af traditionen for ofring af dyr. Men denne form tog i flere senere perioder overhånd, hvorved forholdene ikke adskilte sig væsentligt fra nabolandenes religionsudøvelse. Senere fremstod profeter, som med stor kraft fordømte israelitternes dyreofringer.

Moses påbød at undgå unødig brug af gudens navn. Hans forbud mod billeddyrkelse kan yderligere ses som forholdsregel mod ikke at ende i en form, der medfører at underkaste sig afbildninger, billeder der "binder". Det bud havde en ekstra effekt, nemlig som bevarende for læren, den nye religion, idet det ville være sværere at få fjernet en ikke-afbildet gud.

Jahweh-kultens udvikling er et vidtspændende emne og kan næppe vises med rimeligt tilfredsstillende overblik uden at inddrage mysteriekultiske begreber, der i flere træk er sammenvævet med Moses' religion.

Moses er i nutiden kendt og omtalt som religionsstifter. Men var det blot sådan? I dag har vi fra traditionen samt fra fund og forskning opnået en udvidet viden om mysteriekultisk virksomhed gennem historien, især fra Egypten og Mellemøsten.

I alle gamle kultursamfund var mysteriekultiske forhold ofte hemmelige. Mysterium er en afledning af græsk myein, 'at lukke' (læber eller øjne, dvs. "ikke afsløre"), heraf mysticisme fra græsk mystikos, 'tilhørende hemmelige riter'. Mysterierne til brug for de kultisk indviede har eksisteret hos alle de store religioner, og synes - som denne bog bl.a. vil søge at fremdrage: - også at have været anvendt i et, nu forsvundet, overordnet trin i Moses' religion.

Mysteriereligion var ofte et hierarkis egen lukkede kultudøvelse. Det var tidligere stærkt indflydelsesrige retninger inden for de store religioner i det hele taget. Sådanne højere mysteriekulter, der eksisterede indtil nutiden, endda i buddhismen, er temmelig upåagtede i historien.

Flere elementer af den hemmelige lære fra de ældgamle indvielseskulter viser sig at være viderebragt i Moses' nye religion, i flere tilfælde direkte og åbent. Mens andre dele fremstår som at have været til brug for netop en religiøs elite og var en mere skjult overbygning på religionen hos israelitterne. Det udviklingsmønster, at religionen i starten var opdelt i to niveauer, synes i nogen grad også at have gentaget sig hos visse grene inden for den oldkristne kirkes tidlige virke.

Det var velkendt hos jøderne, at Moses ved siden af sine nedskrevne love også gav mundtligt overleverede love. Mange af dem blev nedskrevet for at bevare dem intakt, da referencer forsvandt 70 e.Kr. ved ødelæggelsen af tempelarkivet og splittelsen af jødernes hjemland.

Ligeledes - som det vil blive fremlagt - kan der fra Moses også have eksisteret en mundtlig mysterietradition af viden eller en mere udførlig lære om "livet efter døden". Det emne synes israelitter og jøder, ene af alle kulturfolk, udadtil at have haft kun besynderlig lidt information om. At dén viden må have eksisteret, kan stadig skimtes bag om den overleverede lære i Bibelen.

Visse traditioners fortsatte praksis i religiøst ceremoniel, bl.a. via recitation, og sikrede her deres "opbevaring" i relativ uændret form.

Da kendskab til Moses' mysterietraditioner delvis fortrængtes, har presset fra åndelige behov senere i stedet kanaliseret sig ud i også en religiøs lidenskab, som det kendes fra Bibelens senere profetskrifter.

I det følgende fremdrages forhold omkring: (1) en mysteriekultisk overbygning - og (2) sporene af indflydelsen derfra gennem tiderne.

Forskernes tvivl om Moses' eksistens modsiges af, at hans religion eksisterer. Traditionens tilstedeværelse er ellers utænkelig. Den amerikanske hebraisk-ekspert John Bright hævder i sin "A History of Israel" (2nd ed., London 1981) om Moses som grundlægger af Israels religion:

"… At frasige Moses denne rolle ville tvinge os til at indføre en anden person af samme navn …".

Især har det vist sig af største betydning for videreførelsen af Moses' "specialiserede" religion, at den - modsat f.eks. hinduismen - både har en bestemt grundlægger og tager udgangspunkt i en særlig bog. Med begge disse specielle forhold som baggrund er Moses' religion verdens første, og hermed ældste, stadigt fungerende boglige religion.

I forbindelse med at Moses under sit eksil opholdt sig på Sinai hos Jethro, omtaler Bibelen, at han på et bjerg i disse egne fik en usædvanlig oplevelse. Det var den episode, der viste sig at blive et nyt vendepunkt af største betydning i hans liv. Noget af det, der nu skete her, findes i "2. Mosebog"s beretning om "den brændende tornebusk". (Enkelte dele i det følgende er videreført fra mysteriespil-omtalen i bind 1).

I mysteriekulterne var der forskellige grader af indvielse. Indviede personers tilhørende titler (jf. også bind 1's kap. 14-19) kendtes som bl.a. kongelig gartner, hyrde, kongelig tømmermand eller bygmester. At Moses i Bibelen og rabbinerskrifterne kaldes "hyrde", må også ses i det lys.

I hele Mellemøsten var dette en kultisk titel. En særlig indvielse, på Sinai, synes reflekteret i "2. Mosebog" (3,1), hvor Moses "blev hyrde under præsten Jethro". Efter det kultiske indvielsestrin som "hyrde" kunne Moses modtage "den brændende tornebusk"s åbenbaring, hvor den indre skjulte mening af gudsnavnet Jahweh afsløredes.

Således skulle "hyrde" ikke tages bogstaveligt, som om den højtuddannede og nu midaldrende Moses med sin fornemme kongelige baggrund hos det egyptiske hof nu havde løbet omkring med en gedeflok. I oldtiden kaldtes netop kultisk indviede konger ofte "hyrde" - og det var ofte en guddomstitel (f.eks. Bibelens "Herren er min hyrde").

I babyloniske inskriptioner 1800 f.Kr. omtales kong Hammurapi (Hammurabi) som "hyrde", og han skulle hertil praktisere visse handlinger (kittu og mesharu) ifølge sin egen lov (codex 5,20-23).

Egyptiske faraoner var obligatorisk indviede. Farao Seti I, og også f.eks. Akhenatons ypperstepræst Merire, kaldte sig "den gode hyrde". Faraos ene scepter fremtræder som en regulær hyrdekrumstav. På sumerisk hed en hyrdestav reg, hvilket, som bl.a. den engelske semitologiforsker John Allegro påviste, senere indgik i indoeuropæiske sprog som regent, rex, royal, raja m.fl. - dvs. kongelige udtryk. Levn fra den kultsymbolik findes stadig i den kristne kirke, hvor biskoppernes stave er hyrdekrumstave, og hvor præsterne benævnes med den latinske titel pastor, dvs. 'hyrde'.

I Tell-el-Amarna-brevene, 1300-tallet f.Kr., insisterer Egyptens lokale hersker i Jerusalem, Abdi-Hiba, på at være ikke blot hazanu, 'guvernør', men endda ú-e-ú, '(fåre)hyrde'. Både i praksis og som "titel" havde kong David hyrdebetegnelsen. En farao lod også Josefs brødre blive hyrder. De var "kongelige hyrder". For Josef, der besad et af Egyptens højeste embeder, fik naturligvis ikke sine brødre gjort til vogterdrenge - i realiteten har farao foranlediget, at de fik denne indvielsestitulatur.

Ligeledes omtales kongelige hyrder at have bistået kongebarnsritualet, F.eks. modtog "den kongelige hyrde" Faustulus kongebarnet Romulus (Roms såkaldte "grundlægger"), der ankom på Tiberfloden.

Det blev også tillagt særlig betydning, at "(kongelige) hyrder" optræder i beretningen om Jesu fødsel. Det Nye Testamente omtaler Jesu stamtavle, der skal vise, at han var af kongeæt. Senere blev også han selv betegnet "den gode hyrde". Den udtryksform blev både i ord og billeder ofte anvendt om mange af Mellemøstens konger, f.eks. den græske sagnkonge Orfeus såvel som den persiske kultgud Mithras, længe før dette udtryk brugtes om Jesus. "Alle vidste", at disse skikkelser ikke sprang rundt og passede får og geder (evt. undtagen kongsemnet David).

Hos udenforstående opstod der let rygter om, at der foregik "orgier" i de hemmelighedsomgærdede kulter, hvor "hyrderne" var kultdeltagere, og hvor der bl.a. var mysterier, hvori også indgik seksuelle emner. Det satte sig spor i den græsk-romerske litteraturs temaer om hyrders påståede frie kærlighedsliv ("hyrdetimer" etc.).

I de gamle samfund havde mysteriespil en uhyre vigtig funktion. Den vægt og opmærksomhed, der blev denne kultiske form til del, overses let i nutidig vurdering. Det glemmes især, i hvor overvældende grad den tids samfund var indrettet som "religiøse" samfund, hvor mystik og religion i det meste gik op i en højere enhed og prægede utallige gøremål i dagligdagen samt selve sproget.

Religiøse optog i det gamle Egypten foregik ofte ved, at gudestatuerne blev taget ud af templerne, klædt ud i særlige dragter og derpå båret rundt i procession med ophold på bestemte steder undervejs. Her kunne de ledsagende præster og publikum give deres hyldest, synge hymner, gøre knæfald eller kaste sig udstrakt på jorden til ære for guderne.

Lignende praksis fandtes i oldtidens Babylon. Og dette særlige udslag af religionsudøvelse kendes også med de gamle romerske guder. Nu, mange tusinde år efter, er dette i princippet stadig i funktion og fuldt genkendeligt i den katolske kirkes religiøse optog med figurer udformet som Jesus, Madonna og diverse helgener, der iføres tøj og bæres rundt ad en bestemt rute, som ligeledes har særlige stationer undervejs, hvor der sker knæfald, påkaldelse og bøn.

I stedet for at bruge gudebilleder kunne allerede de gamle religiøse optrin komme til udtryk ved, at bestemte personer optrådte forklædt som guder og her gennemspillede gudernes part af optrinnets handling - dvs. netop den praksis der kendetegner mysteriespil.

I de ældste store kultursamfund fandtes næppe udført noget offentligt gøremål, hvad enten det blot var en rutinedisposition for administration af årets høst eller f.eks. en iværksættelse af ændret strategi for hærens grænsekontrol, uden at handlingen altid først skulle rekommanderes af et orakel i templet. Men større forehavender skulle endda først bearbejdes og "velsignes" ved at gennemspilles i et mysteriespil.

Hos et delvist nomadestammesamfund som den hebræiske Isak-familie oplyser rabbinerskrifterne, at kulten blev ledet af slægtens ældste, som her var Isaks ældre søster. Rabbinerskrifterne oplyser, at hun til det brug iførte sig et særligt ceremonielt og magisk bælte.

Mysteriespil var kultisk drama bestående af hellige handlinger: riter med trin og mimik - samt hellige ord, f.eks. magiske ord der indgik i den myte, som gennemspilledes. Mange mysteriespil var offentlige - men i indvielseskulterne udførtes også ceremoniel som mysteriespil af en anden type, hemmelige for udenforstående. Alt dette var i oldtiden et "internationalt" fænomen med mange i princippet ensartede former for kultpraksis - og ligeledes en fælles kerne af religionsfilosofiske idéer.

Mysteriespil praktiseredes over det meste af den gamle verden i Mellemøsten og Kina - og i Indien stadig med helligt drama, senere i form af meta-teater; og i Mellemamerika hos mayaernes hemmelige forbund "ørnene" (med visse ligheder med "leopardmændene"s hemmelige selskaber i nyere Vestafrika). Mysteriespil findes stadig i frimurerloger, f.eks. ved ceremonier især for medlemmernes indvielse.

Mysteriespillene udspilledes i kulterne som en hellig handling bl.a. for at kanalisere gudernes magi til opfyldelse og frugtbargørelse af visse ønsker og formål. Mysteriespillet var især i brug i den kultiske mysterieindvielse, der udøvedes inden for religionens øverste niveauer og overbygning. Spillets særlige form havde betydning som psykodrama - også med terapeutiske eller gestaltterapi-lignende elementer - til at udløse bestemte erkendelser hos den kandidat, der blev indviet.

Herved har de implicerede med deres deltagelse ofte uundgåeligt modtaget en form for suggestiv påvirkning til at intensivere opfyldelsen af nogle planlagte formål. Ligeledes kunne spontane episoder, der opstod i spillet, optages som varsel for sagens udfald og afsløre på hvilke områder, der skulle vises en særlig agtpågivenhed.

Nogle mysteriespil opfattedes som egnede til at opbygge beskyttelse mod onde påvirkninger. Andre mysteriespil var af en særlig form, hvor fremstillingen skulle afbalanceres af en optrædende "modstander". Men det kunne sket, at de implicerede også misbrugte det til skjulte private politiske magtkampe, hvor lejligheden udnyttedes - stadig inden for spillets rammer - til at fremme egne formål og få disse sanktionerede, uanset om evt. nogen kunne skades. - De fortsatte opførelser af mysteriespil var bevarende for deres ofte ikke-nedskrevne indhold.

Blandt de mere religiøse handlinger, hvori mysteriespil indgik, var f.eks. det kongelige undfangelsesritual, hieros gamos, til brug for stadig at bevare guddommelighed i den kongelige arvefølge.

Ligeledes ved de kongelige fødsler. Rester af traditionen for et sådant kultisk mysteriespil afspejles i brødrene Grimms genfortælling af beretningen om Tornerose. Her ankom der til den nyfødte tre feer (oprindelig gudinder), som gav dette kongebarn magiske vuggegaver, heraf den ene i en form der svarer til den førnævnte "modstand".

I dette mysteriespil har kongehusets kvinder været udklædt som gudinder (senere som feer) og forlenet barnet med kongelige egenskaber som klogskab, styrke, skønhed, pligttroskab etc. Disse mysteriespil med "gudinder/gode feer" ved tronarvingers fødsel er i Egypten omtalt i "Papyrus Westcar" allerede fra kong Kheops' tid ca. 2500 f.Kr.

Specielt de gamle egyptere anvendte mysteriespil meget i deres religionsudøvelse. Et stort antal afbildninger i templer og gravanlæg viser disse religiøse handlinger med præster og højtstående personer iført masker og udklædning som guder. Der er gjort fund af præsternes gudemasker og gudeudklædning. Ligeledes er bevaret egyptiske tekster om mysteriespillenes arrangement og de medvirkendes replikker.

Optegnelser fra det gamle Egypten giver indblik i mysteriespillene - bl.a. i den tyske egyptolog Kurt Sethes værk "Dramatische Texte zu altägyptischen Mysterienspielen" (Leipzig 1928). Teksterne afslører ikke alt, men af helhedsindtryk fra Mellemøstens kulter vil fremgå, at blandt personer med den højeste indvielse, "den kongelige grad", var den regerende konge blot én af disse indviede, men hvor det i hans tilfælde også udtryktes i det ydre regi. Adskillige elementer fra mysterieindvielse var, og er undertiden stadig, indeholdt i tronfølge-riter og i kroningsceremoniel. - Jf. standardværker som Henri Frankfort's "Kingship and the Gods" (Chicago 1948) samt W.H. Fairman & S.H. Hooke's "The Kingship Rituals of Egypt" (Oxford 1958).

Også stedfortrædende kongeoffer/drab udførtes som mysteriespil. Kongen som guddommens repræsentant var et hovedfundament i det kultiske drama og skulle f.eks. påtage sig lidelser ("vicariatlidelse") for at ændre landets ulykke, eller dø, så fornyelse kunne ske. En kongeudklædt dukke kunne være stedfortræder og "dø" i stedet for kongen.

Fra kulternes mysterieoptrin overlevede idéer bag senere talemåder som "at gå gennem ild og vand"; også bag legene "bro, bro, brille" og "hinke til Paradis". I kulternes ydre optrin, der kunne iagttages offentligt, var der processioner med fremvisning af gudebilleder og kultisk symbolik. F.eks. det latinske fasces, en økse indsat i et fast sammenbundet bundt stokke, kæppe, køller (blev også tarok-symbolik) eller strå:

- Jf. Josefs drøm, Odins neg og kong Skjolds leje af neg. Mysteriernes symbolik var udbredt i mange lande og tidsaldre - deres betydning bag ydre historie anes stadig i religionens og magtens udtryk.

Også ordet "religion" er latin for 'fast sammenbundet' og var ligesom regentskab forbundet med fasces (uafhængigt genoptaget i senere tider som navn og symbol for fascismen), idet lederne i oldtidens samfund ofte var obligatoriske deltagere i mysteriekultiske broderskaber. Jf. senere "klub", fra medlemmernes 'stok/kølle', f.eks. club på engelsk, og hvor "stok(ke)" oprindelig ses at indgå i udtrykket stick together, dvs. 'holde sammen' i et bundt (og derfra også til at betyde 'sammen-klæbe').

Allerede hos såkaldte stenalderfolk, der udførte hulemalerier i Europa for mange tusinde år siden - og stadigvæk hos visse naturfolk - findes traditionen med udklædning i dyreham. Det var et magisk ritual ikke alene til f.eks. at fremme jagtlykken, men også til indvielse.

Ligeledes foregik denne rituelle udklædning i dyreham overalt i den gamle verden: Hos sumerere, babyloniere, egyptere, grækere, keltere, skytere, indere og kinesere. I præcolumbiansk Sydamerika og stadigvæk hos stammer både dér og i Afrika samt hos australske aboriginals brugtes og bruges sådanne indvielsesritualer.

Denne side af religiøs udøvelse er hverken indbefattet i den jødiske eller kristne bibelforskning. Men en så betydningsfuld faktor i livsførelsen hos de gamle israelitiske stammer må ikke, som det ofte er sket, udelukkes fra deres historie, som om det ikke eksisterede.

Skønt der nu er flere tusinde års afstand, og kulternes ritualer ofte var af hemmelig natur, er dog alligevel flere sådanne forhold stadig genkendelige i mange af bibelteksterne.

Eksempelvis fremgår dette af bibelteksten om Jakob, der havde taget en dyreham over sig ved et kultisk overdragelsesceremoniel hos sin far, Isak. Den overleverede version af Bibelen fremstiller, ved velsignelsen af Jakob, hans udklædning i gedeskind som led i et bedrag. Men at den gamle blinde Isak ikke skulle kunne føle forskel på et gedeskind og en stærkt behåret menneskehud, er utroværdigt.

I Egypten skulle højtstående præster have et leopardskind over sig. I de græske myter var Herkules iført et løveskind, da han arbejdede sig igennem de sidste af "de 12 arbejder", der fremtræder som 12 indvielsestrin med referencer til astromytologiens 12-delte stjernehimmel.

I Babylons kult for guden Oannes var præsterne klædt ud som fisk, ligesom i kulten for filistrenes gud Dagon. I Egyptens kulter var der i gudinden Isis' udstyr tilføjet en fiskehale bag på hovedet. Kultdeltagere, der optrådte som guden Thoth, var udklædt som en ibisstork. I Egyptens langt senere gnostiske kulter ses fuglemasker anvendt.

Ligeledes i beretningen om "Jason med det gyldne skind": Jason stjal guld og hemmeligheden ved guldudvinding, hvilket han bragte ud af landet (Kaukasus). Men i virkeligheden synes han at have tilranet sig mysteriekultisk viden i dette land, der ifølge den oldgræske historiker Herodot (400-tallet f.Kr.) havde været egyptisk koloni. Mysterierne omtaler det reneste, mest uangribelige og derfor ædleste metal guld, et symbol for kulternes højere viden; jf. ligheder med alkymistiske idéer. Myten om Jason (navnet er ifølge Josefus ækvivalent med Joshua - og dermed Jesus) synes at indeholde elementer med paralleller til, at Moses lod israelitterne stjæle (de 'vise') egypteres guld ved udvandringen.

Af Bibelens "2. Kongebog" (1,8) fremgår, at den type kultus, hvor de medvirkende er iklædt en dyreham, stadig fandtes hos israelitterne, også efter kong Salomons tid (900-tallet f.Kr.). Således bar profeten Elias et langhåret kamelskind og bælte. Flere af mysteriespillenes udklædte skikkelser kan også identificeres forskellige steder i Bibelen, og benævntes her, alt efter karakter, engle eller dæmoner.

Senere omtales i det Nye Testamente, at også Johannes Døberen var iført et kamelskind - og bælte. Men et kamelskind er tykt og tungt og ikke egnet til påklædning. Johannes Døberen havde denne dyreham på, når han optrådte for sine tilhængere under udførelsen af et bestemt ceremoniel, dåben. Dåb er veldokumenteret som et allerede dengang gammelt indvielsesritual, bl.a. ved renselses- og genfødselsriter.

Det er ligeledes veldokumenteret, at et rudemønstret kostume hos en af commedia dell'arte-figurerne, Harlequin, var en efterligning af flagrende tøjlapper og strimler, der igen efterlignede den oprindeligt langhårede brogede dyreham, som denne skikkelse i de tidlige mysterier var klædt i. I det gamle Rom skulle de mænd, der ved de kultiske optrin svingede med "livskvisten", være forklædt i gedebukkehuder. Deres magiske stav eller kvist genkendes senere som Harlequins tryllestav, og som fastelavnskøllen eller -riset ved de udklædte deltageres oprindelig kultiske karnevaller (hvor der blev parodieret og vendt op og ned på alt, også de religiøse handlinger).

Denne mysteriekultmand med dyreskind og magisk stav eller kølle betragtedes som en magisk og stærk figur. Det fik konger og adelige til senere at bruge ham i dekorationen på deres skjold eller som skjoldholder, for at styrke deres slægtsvåben. Denne magiske skikkelse (nu misvisende kaldt "vildmand") ses også f.eks. i Danmarks rigsvåben.

Der har i nogle af oldtidens mysteriekulter været praktiseret en grusom ritus, hvor der blev udpeget et stedfortrædende offer, som iført gedebukkeskind skulle være syndebuk og derefter blev stenet bort, undertiden til døde. Den israelitiske stamfader Jakob var på flugt - efter at han, udklædt i gedebukkeskind til ritualet hos Isak, stod i fare for at blive dræbt - hvilket på ovennævnte baggrund samtidig kunne indikere en syndebukfordrivelse af et menneske, i stedet for bukken.

Det var almindeligt i Mellemøsten med stening til straf for en persons forbrydelse. Moses synes ikke at have kunnet afskaffe en så indgroet tradition, men indførte en gedebuk til syndsoverførelse, dvs. stedfortrædende offer. Den dræbes ikke, men forjages med stenkast som afværgemanøvre, også som symbolsk attitude, idet andre regler i hans lov kan straffe for dyrplageri. Syndebukken kan ses som en mentalhygiejnisk foranstaltning, især i små samfund (her ørkenlejr) for at "lukke dampen ud", før nogen gjorde hinanden skade. Et menneske skulle ikke længere lægge krop og liv til at være syndebuk.

Gennem tiderne praktiserede kulterne, både ikke-hemmeligt og hemmeligt, deres mysteriespil hovedsagelig blandt et lands kongelige, adelsfamilier og øverste præstelige personer. Den omstridte engelske egyptolog og antropolog Margaret A. Murray er - med sit værk "The God of the Witches" (London 1936) og sine talrige afhandlinger - blandt de få, der tidligt har forsket i Egyptens mysteriespils videreførelse i Europa.

Sporene efter oldtidens mysteriespil op gennem middelalderen - i kongernes kroningsritual, i commedia dell'arte, i kirkens krybbespil, passionsspil og f.eks. i frimurernes ceremoniel - kan stadig give indtryk af denne særlige del af kulturen i den gamle verden.

Teaterspillet i Europa er oprindelig udsprunget af mysteriespil via de græske tragedier og satirer, hvor mysteriespillets masker og udklædning, især som guder og dæmoner, videreførtes. Ordet person er dannet af et latinsk ord persona, 'maske' (oprindelig gude- og dæmonmasker), gennem hvilken skuespilleren talte, og hævdes af flere forskere også at forbindes til: 'lyd igennem'. Det udtryk fik senere betydningen 'selve rollen i stykket', og siden i det virkelige livs drama blev det et begreb (jf. også C.G. Jung's definition): 'det individuelle menneske'.

Senere hen i Europa, i middelalderen, spilledes teater - lige fra commedia dell'arte til marionet (betyder 'lille Maria-dukke'), en egyptisk skik - med magiske stykker og emner. Til sidst forsvandt den religiøse baggrund helt, hvorefter det blev den nyere tids afmytologiserede teater.

Så sent som i 1600-tallet har Shakespeare i et af sine skuespil - der ofte var arketypiske lignelser - "A Midsummernight's Dream", indlagt et mysteriespil, der foregår blandt medlemmer af en loge eller et laug. I det spil optræder en person i dele af en dyreham, et æselhoved, mens andre er udklædt som guder. Ligeledes lod Mozart med sin forbindelse til frimurerlogen i Wien brudstykker af mysteriespil udføre midt i en opera, "Tryllefløjten" (som er en Pan-fløjte; jf. også Pan i kap. 4).

Den sagnomspundne Robin Hood fra 1100-1200-tallets England var en udgave af Robin Goodfellow, hvilket navn igen var almindeligt for "skovguden" Puck (Puk, Pokker) eller Pan (ligeledes at finde i nævnte Shakespeare-spil "A Midsummernight's Dream"). Navnet Hood, kommer af Hodeken, 'en magisk skovmand' og tilmed betyder 'hætte', fra hide, 'skjule', 'skjule sig eller forklæde sig' - mens samme hide også betyder 'en (dyre)hud bl.a. som de 'skind' der ofte brugtes til forklædning ved mysteriespillene.

Det var også karakteristisk for fremgangsmåden i kultisk praksis, at særlige opgaver, pligter eller en mission kunne pålægges en udvalgt person. At modtage direktiver gennem mysteriespil fremtræder ifølge den engelske ekspert i disse emner, Richard Cavendish, i legender om Robin Hood: I skoven optrådte en højtstående person, udklædt som en hornet gud, Hernie ('den hornede') og af udseende som kelternes hornede gud Cernunos ('den hornede', latiniseret form). Og denne - kendt fra bl.a. keltiske afbildninger - gav Robin Hood og hans folk befalinger til at udføre bestemte gavnlige handlinger for landet, præcis som ved mysteriekulter ude i det fri - ligesom i de gamle keltiske druiders kulter. Netop den type hornede figurer er stadig traditionel udklædning ved engelske landsby-forårsfester.

Den danske astronom Tycho Brahe udsendte i 1573 til Europas lærde sin afhandling "De Nova Stella" om en supernovas fremkomst - en eksploderende stjerne på himlen i november 1572. I sin bogs tillæg beskriver han i sit digt, at han ude i den skånske skov fik pålagt af astronomiens muse Urania at arbejde mere med astronomien i stedet for "Vulcans kunst", dvs. alkymien, som han angiver helst at ville arbejde med. Efter dette optrin brugte han, ifølge eget udsagn, nu halvdelen af sin tid på astronomien og resten på alkymien. Denne episode i digtet fulgte udadtil klassiske litterære forbilleder, men har for inderkredsen fremstået som en beskrivelse fra et mysteriedrama, hvor en bestemt hensigt skulle fremmes ved denne fremgangsmåde. (Jf. nærv. kap. 28).

Det bør erkendes, at de gamle mysteriespil med de nu så fremmede elementer har haft omfattende betydning bag kulturudvikling og påvirkning af afgørende historiske beslutninger. Adskillige dunkle forhold i de gamle tekster viser sig på den baggrund mere logiske og forståelige.

Sådan som allerede Moses oplevede det, genkendes disse spil i episoder i Bibelen, rabbinerskrifterne og hos visse oldtidsforfattere. Fra Moses' oplevelser ved "den brændende tornebusk", og fra andre lignende beskrivelser fra oldtidens mysteriekulter, vil det også af det følgende blive tydeligt, at der var tale om, at han, på et bjerg på Sinai, gennemgik bestemte former for indvielse.

Overalt brugte shamaner rituelt at iklæde sig en dyreham til magisk brug,
f.eks. ved healing og jagt. (Her: fra hulemalerier).

Vægmaleri i Dura-synagogen, 250 e.Kr.,
viser Moses og hans æselskind-støvler.

Jesus, hyldet med palmegrene, rider ind i Jerusalem på et æselføl
(hebraisk: Aton !).

Den egyptiske gud Seth som æselfigur (ofte tilknyttet Solen),
og Khnum med palmegren.

Præsten Jethro, til hvem Moses flygtede i eksil ifølge Bibelen, synes at have haft opholdssted ved Sinai-halvøens dengang eneste tempel. Dets ruiner findes stadig ved Serabit el-Khadims kobber- og turkisminer.

Dette lille egyptiske tempel var viet til gudinden Isis i hendes version som himmelko-gudinden Hathor/Balith og som stjernen Sobdet/Sirius. Ved det tempel i ødemarken er der foregået noget særligt - for her blandt Sinais egyptiske hieroglyfinskriptioner findes også en helt anden type skrift: I minernes klippevægge er indhugget skrifttegn af en særlig art, nemlig Jordens første og ældste alfabetskrift.

Inskriptioner med dette Sinai-alfabet fortæller - ifølge den tyske semitologi-autoritet Hubert Grimme - om bl.a. "opsynsmanden for tempelskatten" og "Hatshepsuts Moses", en omdiskuteret oversættelse, der dog ikke har kunnet modbevises (jf. bind 5, kap. 16 samt H. Grimme: "Die Lösung des Sinaischriftproblems", Münster i.W., 1926). Det kan sættes i relation til, at alfabet-inskriptionerne på Sinai-halvøen dateres til Egyptens Hatshepsut-periode. Dvs. dermed fra Moses' tid.

De mysteriekultiske indvielsestrin, som Moses - med sin uddannelse ved faraos hof - måtte have gennemgået i Egypten, har i så fald forlenet ham med særlige titler, der i Serabit el-Khadim på Sinai synes udtrykt i de omtalte inskriptioner, hvor "Moses" var "templets administrator" og dermed også bestyrer af tempelskatten.

Den lærde, tidligere faraorådgiver, Jethro - ligeledes eksileret til Sinai - kunne her få kendskab til den urgamle viden og magi hos lokale folk: midianitter og qainitter (kenitter). Et par generationer tidligere opholdt Josef sig, på vej til Egypten, hos nogle rejsende midianitter, ifølge "1. Mosebog". Han har her kunnet tilegne sig noget af deres særlige viden, inden han i Egypten tilmed blev faraorådgiver.

Sinai-områdets beboere, midianitterne var beslægtet med qainitterne/kenitterne, der efter gammel tradition og også ifølge Bibelen opfattedes som "Kains efterkommere". De var først udbredt fra Nord- og Østetiopien og i Yemen, Vestarabien og Sinai til Kanaan og Libanon. De var tidligt kendt som et folk af overvejende mørk hudfarve, f.eks. kommer betegnelsen etiopier fra græsk ethiops, dvs. 'mørk, sort'.

I nordlige Etiopien findes historiens ældste kendte metalsmelterier med de overhovedet ældste spor af jernfremstilling. Men ved Sinais østligste udkant nær Eilat (Elath) findes nogle af de ældste kobberminer (senere bl.a. omtalt som kong Salomons kobberminer). Her er bygget en medianitisk helligdom, dog på et senere tidspunkt end templet ved Sinais vestlige, lige så gamle, kobberminer i Serabit el-Khadim (netop hvor Jethro med sandsynlighed har opholdt sig).

Qainitterne var kendt for deres tradition, der indeholdt ældgammel viden - også fra deres virksomhed som smede og tidlige alkymikyndige - og for at have bevaret mange rituelle hemmeligheder helt fra "Adams tid", som de ældste tider også kaldtes. Arkæologiske fund viser, at disse smede har haft en kunnen, der ikke overgås af nutidens smede.

Inden for qainitisk tradition blev den hemmelige viden overgivet fra far til søn. Ligeledes findes stadig mange steder i Arabien og i Afrika, hvor hver smed, en qain, følger de indgiftede smedeklaners mange tusinde år gamle traditioner og den dag i dag "kun videregiver sine hemmeligheder hviskende" - og alene til sin søn.

Moses, der i mange overleveringer fremstod som velorienteret om Egyptens visdomsskatte, har desuden søgt andet end blot en tilflugt hos Jethro blandt midianitterne på Sinai - for her var mere at lære. I "1. Mosebog"s kap. 4 nævnes en quainitisk tradition om Jahweh-læren.

Ved episoden med den brændende tornebusk kan det ifølge Bibelens korte gengivelse se ud til, at Moses kom ud for en visionær spontan-oplevelse. Her synes Jethro at have assisteret under forløbet.

Der har, som ved de fleste mysterieindvielser, været tale om, at en højt indviet spillede gudens rolle - og rabbinerskrifterne "Palæstina Targum" (I, S. 449) og "Abulfeda" (S. 31) angiver da heller ikke, at det var Jahweh, men en (Jahwehs) "engel", Zagnugael, som talte til Moses fra tornebusken. Senere gengiver også disciplen Stefanus beretningen og omtaler her både Gud og en engel. Og i "2. Mosebog"s (3,2-4) lød det:

-"… Og Jahwehs engel kom til syne for ham i en ildflamme midt i en tornebusk …", - og - "… da Jahweh så, at han (Moses) gik hen for at se, råbte Elohim ud fra tornebusken - og sagde: 'Moses, Moses' …".

Denne bibeltekst afslører herved, at der var flere til stede for at gennemspille episoden: Denne del af beretningen starter med en unavngiven "Jahwehs engel" i "ildflammen midt i tornebusken" - men i næste øjeblik var det alligevel ikke englen, men Elohim, der dermed "uventet" er omtalt som yderligere tilstedeværende person eller væsen.

Ligeledes fremgår det, at selve navnet på den ene af dette mysteriespils skikkelser, "Jahwehs engel", som rabbinerskrifterne kalder Zagnugael, viser sig i virkeligheden som egyptisk. Navnet har en bestemt betydning (og er senere tilføjet semitisk gudsbetegnelse el) og har tjent som forlæg også ved Jahweh-navnets oversættelse (jf. kap. 5).

Vedrørende selve den brændende tornebusk på Sinai-bjerget står der intet i Bibelen ("2. Mosebog" 3,2) om, at denne episode skulle være "et mirakel" el.lign., men kun at:

-"… ilden brændte i tornebusken, men tornebusken blev ikke fortæret …".

I tilfælde af, at det ikke var en vision, er fænomenet søgt forklaret ved, at der i Sinai-området findes en plante, hvis olier - der i den stærke hede fordamper i luften tæt omkring den - kan (selv)antændes i et par sekunder som ved en flambering. Selv i sparsomme ørkenområders "vækstlag" kan der dannes en tørv, der selvantændes (og bliver 700°C, både ifølge Nature og Science), der så kan sprede ilden. Men den pgl. plante er hverken tornebusk eller tornet træ. Desuden beskriver bibelteksten ikke, at flammen var omkring busken, men utvetydigt:

-"… en ildflamme midt i en tornebusk …", og "… tornebusken opbrændte ikke …"

Det kan henlede opmærksomheden på, at der ikke var tale om rigtig ild.

I værket "Naturalis Historia" beretter den romerske historiker Plinius d. Ældre (23-79 e.Kr.), at i Babylon fandtes "en kongetornebusk", som en bestemt art mistelten voksede i.

Det er en kendsgerning, at visse netop sydlige arter af misteltenen bærer glødende røde blomster, hvorfor de træer, den vokser i, med en talemåde omtales som at "stå i brand": Præcis som fønikspalmerne ved oasens kilder og med deres flammende røde blomster har været omtalt lige fra oldtiden som at "stå med hovedet i ild og fødderne i vand".

Og da misteltenen endda blomstrer på en anden årstid - om vinteren - end andre vækster, har dens blomster blandt omgivelsernes tornede grene altid og uvægerlig påkaldt sig en særlig opmærksomhed.

Det er velkendt, at misteltenen blev brugt i forbindelse med magi, mytologi og mysterier - lige fra Mellemøsten og Middelhavsområdet (jf. "Æneas' rejse i dødsriget") til Skandinavien (jf. "Balders død"). Mistelten anvendtes, især hos kelterne, ved hellige ritualer, f.eks. omskæring og kastration - bl.a. fremlagt i James Frazer's værk "The Golden Bough" (London 1907-1915). Her har det også haft betydning, at misteltenen plantemedicinsk er kendt for sin blodstandsende effekt. I Bibelen fremgår det lige efter episoden med den brændende tornebusk, at døden var inde i billedet, og at der - på Moses' søn - blev foretaget omskæring, hvilken omtales som blodig. En misteltens voksested kunne betragtes som et lille helligsted, der skulle beskyttes mod krænkelse. Det blev også fortalt Moses, at han netop her befandt sig på hellig grund.

Med en baggrund i den semitiske skik for barneofring angiver Bibelen, at i stedet for en offerdød for Abrahams søn Isak blev forløbet ændret til at anvende en vædder (i Mellemøstens tradition for astrosymbolik forbundet med ildelementet), der var indfiltret i en tornebusk. Abraham brugte herefter vædderen som offer til at opbrænde i ilden.

I Bibelens "Dommerbog" (9,5-16) beretter Jotam - på det hellige bjerg Gerizim i Samaria - om "tornebusken (tjørnen), der kronedes til konge" (jf. førnævnte "kongetornebusk"). Her forkyndte han, at:

-"… ild skulle stå ud af tornebusken …"

- et billede, han brugte til at lægge kraft i forbandelsen over folket.

At det Nye Testamentes beretter, at Jesus krones til jødernes konge med tornekrone, har yderligere bidraget traditionen om tornegrene.

Et arketypisk tema genkendes i sagnet om kongedatteren Torneroses opvågnen efter mange års "ubevidsthed" bag tornebuskhækken.

Ved tornebusk-episoden synes Moses at have haft en speciel psykisk oplevelse, der indeholdt en vigtig erkendelse. Den synes opstået ved den åbenbarede oplysning om, hvad gudsnavnet udtrykker om sig selv. I forløbet, kendt i andre lignende tilfælde gennem tiderne fra talrige beskrivelser af mystikernes oplevelser, kan desuden have været en vision af netop særlig ild eller lys. En vision igangsat, f.eks. spontant ved et billede eller under et indvielsesrituals nøje programmerede psykiske forløb.

Det er nærliggende, at omtalte hellige misteltens flammeblomst har været triggereffekt for visionen af ild, der brændte uden at opbrænde. I traditionen kendtes det som typisk udtryk for guddomskraftens manifestation i den hellige flammes stærke lys. Så Moses skjulte først sit ansigt og turde ikke se. Men "gudsstemmen" sagde til ham: "… jeg vil vise dig, at jeg er med dig …" - og opklarede for ham også en højere identitet bag udtrykket: "… jeg er den, jeg er …" - hvilket på egyptisk(!) just var det førnævnte udtryk zagnuga (jf. Zagnugael). Se også kap. 5.

Samtidig var der en bestemt symbolik i omtalen af selve tornebusken - og hertil fortæller rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 90), at:

-"… tornebusken var det første træ, der voksede på jorden …".

Der synes her relationer til en tidligere udbredt idé om Verdensaksen eller Verdenstræet: Paradisets Livets træ og Kundskabens træ opfattedes i mysterierne som ud i ét, hvoraf den enes krone er den andens rod.

Bemærkelsesværdigt ved dette "hellige træ" er også, at det hebraiske og kanaanæiske gudsnavn Elohim og dets variationer - bl.a. El, Eloah, aramaisk Elah (f.eks. hos "Ezra" og "Daniel") og syrisk Ilu samt arabisk Allah (al-Ilahu) - kan være af fælles basis med Bibelens ord for 'stort træ', elah, elohn eller for 'massivt træ' allah, allohn. (Jf. betydning af keltisk druide, der både er 'hellig præst' og 'egetræ').

I indiske mysterieskolers ældgamle tradition forstås Verdensaksen på himlen bl.a. som menneskets rygsøjle ud fra systemet: makrokosmos har sin genpart i mikrokosmos. I den 3000-årige Vedanta-litteratur er rygsøjlen relateret til den såkaldte Kundalinikraft (bl.a. ifølge Webster's Dictionary) og benævnes, jf. ryghvirvlernes tappe, "det tornede træ".

Omtalte mysterieskoler kalder kroppens psykiske centre for chakras, 'hjul', ved opfattelsen bl.a. under meditative tilstande. De beskrives som lysende eller 'brændende' energihvirvler, udstrålende fra et fæste langs rygsøjlen - med de magiske og seksuelle kræfter forbundet med dennes nederste pol. Det klassiske forløb i disse skolers indvielsesform omtales som kundalinirejsning op gennem de syv chakras, så - ifølge den traditions egne ord - skillevægge mellem bevidstheden og parafysiske niveauer 'bortbrændes'. Det er endda kendt hos jesuitterne. Antropologer kender mysteriekonceptet fra kulturer overalt i verden.

De nævnte "energistrålende hjul" langs den "tornede" rygsøjle er kendt tilsvarende som "roser" i romertidens Isis-kulter. De ses i senere kristne kulter (f.eks. rosenkreuzerne, navnet betyder 'roserne på korset', 'de korsfæstede roser') som flammende røde roser på en tornet gren.

I astromytologien ses tornekronen som stjernebilledet Corona Borealis, 'Nordlige Krone', der har sin placering i den øverste del af Verdenstræet, Verdenssøjlen (Verdensaksen) på himlen - og er ækvivalent med Kether, 'kronen'. Denne er en af de ti såkaldte sephirot-"roser" øverst på de jødiske mystikeres og kabbalisters Sephirot-træ (se kap. 15 og 16). I Bibelen og anden oldtidslitteratur nævnes torne og tidsler ofte under ét. Og når kapitælen på græske helligdommes søjler var formet som torneblade (akantus-tidsler), var det mere end blot udsmykning.

I korthed: Der synes reelt tale om et indvielsesforløb ved tornebusken. Det bestyrkes ved oplysninger i rabbinerskrifterne og Bibelens beretning om, at her afsløredes Jahweh-navnets betydninger for Moses. Nuværende bibelversion, der gengiver episoden i sammentrængt form, kan efterlade det indtryk, at Moses var alene ved helligstedet på Sinai-bjerget, hvor han som "hyrde" iagttog en særlig tornebusk. Som tidligere nævnt var "hyrde" også en titel for mysteriernes kultmedlemmer - og ingen ville have optrådt her som enlig person i denne rituelle rolle, men kun sammen med kultbrødre i et ceremoniel.

Sinai-bjerget har været et "helligsted", der opfattedes at kunne give "kraft" til ritualerne. Senere, under udvandringen, befandt Moses sig ved forberedelsen af lovgivningen igen på dette samme Sinai-bjerg og helligsted som ved tornebusk-episoden. Og her skete der mere end lovudformningen, idet der yderligere fandt en indvielse sted:

- Ifølge rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 108) oplevede Moses et fænomen - hyppigt i mysterier og indvielsesprocesser - "tærskelens vogter". Han overvandt dette væsen med hemmelige besværgelser, der på dette bjerg allerede afsløredes for ham ved tornebusk-episoden.

Under nedstigningen fra bjerget ved den seneste af disse episoder på dette helligsted - hvor Moses nu havde fået udformet indholdet af Lovens tavler - beretter "2. Mosebog" (34,29-30), at Moses' ansigt havde et specielt udseende. Hertil bruger den Hebraiske Bibels vokalløse skrift ordet qrn, som kan læses med to betydninger.

- Den ene læsning, qeren, angiver, at Moses "havde horn på hovedet". Dvs. netop som det kendes fra udklædningen ved mysterieindvielser, og som det kendes fra utallige afbildninger af de babyloniske guder som symbol på guddommelighed og ophøjet særlig kraft (jf. også tidligere omtalte Cernunos). Et kendt eksempel er afbildninger, bl.a. på mønter, af Alexander d. Store, hvor han er udstyret med horn. Den billedtradition hos Alexander udbredtes efter hans indvielse, som foregik i Egypten i det berømte Amon-orakels tempel ude i Siwa-oasen.

Kendskab til oldtidens mysteriepraksis var vidt udbredt. Da rabbi Aquiba 130 e.Kr. på baggrund af hele sin jødiske tradition og autoritet oversatte den Hebraiske Bibel til græsk (400 år efter Septuaginta), oversatte han, at "Moses' hoved havde horn" ("var behornet"). Hieronimus, der i 300-tallet oversatte Bibelen fra hebraisk til latin - hovedsubstansen i den senere udbredte udgave, "Vulgata" - lod det betyde, at Moses bar horn på hovedet. Det ses fortsat 1.200 år senere, da Michelangelo skabte sin berømte Moses-statue i Vatikanet som cornuta, dvs. 'med horn'.

- Den anden læsning, qaran, et verbum af samme hebraiske rod qeren, er: At Moses' ansigt var 'strålende' eller 'skinnende'. Det brugtes især om guder og konger, foruden at det hos personer, der ansås for psykisk "ophøjet" gennem mysterieindvielse, kendtes som karakteristisk at have den stærke udstråling. De babyloniske kongers og guders horn udtrykte derfor i semitisk ordspil: "mægtig udstråling" (i ordspillet i princippet som når den egyptiske gud Amon, dvs. 'hemmelighed', på sit hoved har store fjer, og gudenavnets hieroglyf for 'hemmelig' forestiller en fjer).

På hebraisk har qaran (qrn) således samme grundbetydning, der dækker begge nævnte betydninger - og begge har umiskendeligt mysteriekultisk baggrund.

_________________________________

• "Den brændende tornebusk" som begreb synes velkendt i oldtidens verden - den romerske historiker Plinius d. Ældre omtaler en sådan busk med de særpræg, der kan være anvendt i en sådan pgl. anledning.
• Optrinene på Sinai-bjerget - jævnført med andre overleveringer fra kilder om indvielsespraksis - sandsynliggør detaljeret, at der også netop i Moses' tilfælde var tale om et mysteriekultisk optrin.

_________________________________

Vædder i tornekrat,
et velkendt motiv i oldtidens Mellemøsten.
Babylonisk statuette.

Afbildninger af personer ved mysteriekultus og indvielse, i hel eller delvis iklædning af dyreham, er at finde overalt i den gamle verden.

En del kultbilleder viser "haltefanden"-lignende skikkelser med ben forsynet med hov(e). I babyloniernes, egypternes og senere grækernes og romernes mysteriespil ses klædninger af dyreskind med ben og hove eller klove på de personer, der skulle forestille behornede satyrer eller naturguden Pan (det navn blev i nordiske sprog til 'Fanden'), der ligeledes havde horn og bukkefod.

Herodot (2,76) oplyser, at det var fra den egyptiske kultus, grækerne overtog idéen om Pan og satyrerne, der alle var forsynet med gedebukkeskind med hove, bukkehorn og hale.

Pans hårede iklædning af gedeskind om benene blev til et udbredt europæisk ord for Pans 'bukser' - pan-talone og herfra til det nutidige engelske ord pants. Den tilsvarende udklædning, der anvendtes til at forestille satyrer, havde gedebukkeben som benklæder, hvilket udmøntedes i bl.a. det skandinaviske ord bukser (buk-hoser), dvs. 'strømper (eller bukseben) af bukkeskind'.

Denne udklædningstradition opleves senere i forbindelse med karnevalsgøglerne, især i den ældre teaterform comedia dell'arte. En af hovedpersonerne, Pantalone, er således opkaldt fra Pans dyreskindsbukser - og er omtalt som udstyret med horn som en hanrej. (Senere, i f.eks. dansk pantomimeteater ses hans navn ændret til Cassander).

Reminiscenser af mysteriespilformen forekom også senere som optagelsesceremonier i de gamle håndværkerlaug, jf. Shakespeares - i kap. 2 nævnte - skuespil "En Skærsommernatsdrøm". Heri optræder pludselig en kandidat iført en del af en æselham, nemlig et æselhoved.

Dette går direkte tilbage til oldtiden, hvor kandidaten ved visse indvielsesformer blev forbundet med et æsel. F.eks. ved indvielsen af medernes kong Mithridates, i 100-tallet f.Kr. - en barsk prøve, hvor han red nøgen fastsurret til et vildæsel, der blev stenet bort. Senere kendes en romersk officer Alexamenos' indvielse, ifølge en indskrift til en afbildning af en korsfæstet person påsat et æselhoved. Det er den ældste kendte afbildning af korsfæstelse - fundet i Rom ved Quirinale i en udgravet kasernes vagtstue fra 100 e.Kr. eller tidligere.

Den romerske forfatter, kultmedlem og senere Osiris-præst, Apuleius fra Kartago i Tunis (200-tallet e.Kr.), beskriver i sit værk "Det Gyldne Æsel" sin indvielse. Han optræder som hovedpersonen Lucius ('lys') i et æsels skikkelse - og lod sig ad magisk vej (ved hjælp af "magisk" salve eller drugs) ligefrem identificere med dette dyr, også delvis seksuelt, indtil gudinden Isis løste ham. Lignende værk om mystisk forvandling til æsel er skrevet af Lucian ('lys') fra Samosata (d. 180 e.Kr.).

Ved personernes udklædning i dyreham i mysteriespillene kunne en æselforklædning undertiden blot antydes, som nævnt, ved et æselhoved eller - tilsvarende symbolværdi - ved pantaloner (skindstrømper) i form af æselstøvler.

Det opdagedes tidligt, at æsler er mere intelligente end heste. Et sumerisk skrifttegn, der viser et par æselører betyder 'forstå'. Denne semitiske talemåde genkendes også hos Jesus: "den, der hører, forstår".

Flere steder i oldtiden blev æslet æret som helligt dyr, bl.a. ved Isis-kulten. Lignende antydes hos vildæslet i "Jobs Bog". I Mosebøgerne er omtalt, at da magikeren Balaam - der ligesom Moses betegnes som profet - blev lejet af en fjendtlig konge til at kaste forbandelse over israelitterne, afledtes aktionen på mystisk vis af Balaams æsel, så at forbandelsen vendtes til profetering af et godt varsel.

Ifølge Bibelens beretning om den brændende tornebusk ("2. Mosebog", 3,2-4,26) blev Moses befalet:

-"… Tag dine sko af dine fødder, for det sted, du står på, er et helligt område …" -

og derefter:

-"… Moses tilhyllede sit ansigt, for han frygtede at se på Elohim …".

Det var et af de mere kendte led i forløbet af en mysterieindvielse, at kandidaten på et bestemt tidspunkt fik sit hoved tilhyllet. Og det var almindeligt, at indvielsesstedet betragtedes som "et helligsted".

Rabbinerskrifterne består bl.a. af oprindelige beretninger, der ikke kom med i samlingen af Bibelens tekster. Lad det være sagt straks:

- Forskningen anser almindeligvis rabbinerskrifterne som ikke ældre end fra de første århundrede af vor tidsregning, dvs. fra den tid, hvor man især satte ind med bevarende nedskrivning af en i mange tilfælde mundtlige tradition. Det overses, at indholdet i rabbinerskrifternes ældste dele er af præcis samme alder som Mosebøgernes ældste indhold!

Ud over at autenticiteten af de ældste dele af rabbinerskrifterne kan bestyrkes i visse detaljer ud fra astronomiske dateringsoplysninger, kan ligeledes skrifternes omtale af egyptiske forhold bestyrkes gennem arkæologien. Men blandt skrifternes øvrige indhold findes også langt senere kommentarer til Bibelens beretninger er tilføjet på større afstand af begivenhederne.

I tilknytning til beretningen om den brændende tornebusk fortæller rabbinerskrifterne, at det fodtøj, som Moses fik befaling om at tage af, var lavet af æselskind. Disse skrifter angiver, at årsagen til, at han skulle tage sin fodbeklædning af, var, at der sad en "æselklump" under.

På baggrund af den hos mysterierne udbredte skik med dyreskinds-iklædninger, vil det betyde, at han til dette indvielsesritual til at begynde med var iført en slags støvler lavet direkte af skindet fra et æsels ben med æselhovens "klump" nederst.

En 'klov' hedder på hebraisk parsah. Dette ords betydning var oprindelig om 'spaltningen' i en klov (ligesom dansk klov er beslægtet med kløve), men brugtes alligevel også om en 'hov', selv om denne ikke er spaltet. Derfor, når der skulle skelnes, findes 'klov' udtrykt (unødigt) dobbeltvirkende som en "spaltet klov". En "klump" - dvs. uden nogen spaltning - ville være mere betegnende for en "hov" og hedder nemlig på hebraisk garap, der ordret betyder 'en knyttet næve'. F.eks. ville en klumpfod følgelig kunne opfattes som en "knyttet fod" og på et æsel dermed som en hov.

Den problematik kom ind i oversættelsen fra egyptisk til hebraisk. Til stadighed bør der være opmærksomhed på "den egyptiske faktor"s eksistens bag mange bibelske forhold i forbindelse med Moses.

På egyptisk hed 'en hov/klov' uhem (whm), som i egypternes hieroglyfskrift skrives med et billedskrifttegn, der viser det nederste af et hovdyrs ben med hoven (eller kloven). Handlede det specielt om "et æsels hov", brugtes til stavningen flere hieroglyffer, men kunne forkortes til kun den ene hieroglyf, der viser underben og hov. Endda kunne denne hieroglyf alene bruges for 'æsel' som helhed - jf. Alan H. Gardiner's "Egyptian Grammar" (3rd ed., London 1960, s. 464).

Efter præsten Ezra's religionsreform for jøderne i 400-tallet f.Kr., hvor en hovedpart af dette folk var spredt til andre lande, forglemtes en stor del af de bagvedliggende kultiske såvel som egyptiske forhold.

Æselhoven tillægges også særlig vigtighed i andre middelhavskulturer. Især opfattedes æselhoven som besiddende en kraftig magi. Senere, da hesteskoen opfandtes - af romerne - blev der til denne overført den særlige tradition om hovens tilknytning til magiske kræfter.

Romerne forbandt æselhoven også med seksuelle kræfter - og her med en særlig gudinde, (Lamia eller) Empusa, fra græsk empousa, 'den, der hæmmer'. Den ældste kendte tale herom findes hos grækerne, f.eks. Herodot (485-425 f.Kr.) og senere Plutarch (45-120 e.Kr.).

I græske myter boede hun bl.a. i underverdenen - og kaldtes også dæmoninden Ono-skilos, 'Æselben' (og Empusa-gilos), der lokker mænd ud i huler og slugter. Hun var et udyr, menneske øverst og fra hoften og ned æselben og æselfod. Et senere hebraisk værk "Zohar" omtaler, at Moses' modstander Balaam desuden udnyttede æslet seksuelt.

Traditionen angiver om Salomon, der selv deltog i flere kulter, at en af hans koner, overleveret ham af Beelzebul, var forhekset - og i den form var hun denne dæmoniske æselgudinde. Salomons astrologisk-magiske recept på "modgift" var - under rette astrale forhold og i relation til Månen - bl.a. at få bundet æselhud eller "æselpergament" om halsen på hende, så ville dæmonindens sande natur som æsel træde frem.

Den hellige Frans af Assisi (d. 1226) sagde, han "fremmede søster dyd, men disciplinerede broder æsel", dvs. kroppens lyster. - Stadig i den engelsktalende verden er en kendt samlejestilling "æselstilling".

Tilbage til Moses' handling; her synes at have været tegn på, at en bestemt kultisk handling, der krævede optræden i æselforklædning, nu gik over til en anden fase.

Næsten alle større officielle beslutninger blev i oldtiden foretaget i forbindelse med orakelsvar - eller andre tilsvarende tilkendegivelser fra guderne. Bl.a. når en person under mysteriespil, som tidligere beskrevet, ad denne vej blev dirigeret til at opfylde en bestemt hensigt. Det kunne dreje sig om formål, der var ønsket gennemført af selve den person - f.eks. kongen eller hans ypperstepræst - der havde arrangeret, at mysteriespillet blev iværksat.

Således skete det i Moses' tilfælde, idet han ved den brændende tornebusk ifølge Bibelen blev givet anvisninger og "sanktion" til sit kommende forehavende. Nemlig at gøre oprør imod farao og få støtte ved at gøre sig til leder af en stor gruppe fremmedarbejdere, hebræerne, der i flere generationer havde boet i Egypten.

Hermed fik Moses ad denne vej - altså normal praksis for en kongelig leder - kultisk arrangeret en støtte til sine planer for at generobre magten i Egypten: Et oprør, konkret omtalt af den egyptiske historiker Manetho (280 f.Kr.). Det var det rette tidspunkt at starte opstanden på: Bibelen beretter, at modstanderne i Egypten, den (gamle) farao og øvrige, der stræbte Moses efter livet, alle nu var døde.

Da Moses senere efter tornebusk-episoden red på et æsel, oplyser "2. Mosebog" (4,24) overraskende, at Jahweh pludselig ville slå Moses ihjel (der er mindelser om føromtalte ritualofferdød). Men der blev grebet ind, ved at hans søn blev omskåret (jf. de omtalte seksuelle kræfter) - og her anvendtes udtrykket "en blodbrudgom" (jf. bl.a. bind 1's kap. 10 om det "hellige ægteskab ved Canopus/Æselfoden").

Det nævnte udtryk "blodbrudgom" i "2. Mosebog" (4,26) har mystificeret mange sprogforskere og teologer. Der er blevet skrevet adskillige afhandlinger herom gennem tiderne, uden at der er fundet nogen tilfredsstillende løsning. Men viden om mysteriekultisk praksis i oldtiden har ikke været inddraget tilstrækkeligt i bibelforskningen.

At Moses under ritualet ved den brændende tornebusk skulle tage det specielle æselskindsfodtøj af - som nævnt skindstøvler, der var udformet som en del af et æselben med en æselhov under foden - synes at være udtryk for en bestemt tilstand under den pågældende indvielsesforms indledende fase. Idet det bl.a. var afgørende, at den indviede bogstavelig talt skulle have jordforbindelse.

Omtalen af æselhoven som "æselklumpen" under foden blev hos nogle af de senere jødiske kommentatorer i ramme alvor forstået som værende "et æsel-ekskrement", som Moses ikke måtte indtræde med på et helligt sted. Sådanne senere indføjede mærkværdigheder har været medvirkende til, at rabbinerskrifterne ofte er blevet ignoreret, også hvad angår deres ofte konkrete oplysninger af historisk værdi.

Aristophanes (450-385 f.Kr.) skrev sine græske teaterstykker med dobbeltbund: - Komedie for folket og indlagte arketypiske lignelser for de indviede. Metoden kendes hos flere græske digtere (og langt senere f.eks. Shakespeare). I en Aristophanes-komedie findes dette udtryk:

-"… den med æselmøg beklæbede æselhov …".

Når den seksuelt besatte gudinde Empusa i sin græske skikkelse var Lamia, var hendes ene fod af kobber, den anden af - æselgødning.

Der er stadig mange uafklarede forhold i forbindelse med "hove" i bibelteksterne og mytologien (f.eks. at Djævelen er udstyret med en hov i stedet for sin fod). Og i en episode kort før udvandringen fra Egypten fremsatte Moses en gådefuld udtalelse, i "2. Mosebog" (10,25-29), til farao, der efter pres var indstillet på at lade israelitterne tage af sted ud i ørkenen - men uden deres kvæg. Moses sagde:

-"… Du må også give os slagtofre og brændofre med, da vi skal frembære dem for Jahweh vor gud. Og vort eget kvæg vil også rejse med os. Ikke en klov vil blive ladt tilbage, for af dem vil vi tage nogle og dyrke Jahweh vor gud med, og vi ved ikke, hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til stedet …".

Denne gengivelse er fra en almindelig bibeloversættelse, men på hebraisk kan sidste sætning ligeså vel oversættes:

-"… Ikke en klov vil blive ladt tilbage, for af dem/den/det vil vi tage nogle at dyrke Jahweh vor gud med, og vi ved ikke selv, hvad vi skal dyrke Jahweh med, før vi kommer dertil …".

Med læsningen af "ikke en (eneste) klov" synes der umiddelbart at gives udtryk for "ikke et eneste klovdyr". Men udtrykket "(for af) dem/den/det" er på hebraisk mimmennu, hvilket er dobbelttydigt. Det kan derfor vise tilbage til en maskulin flertalsform "vi" såvel som til en maskulin entalsform, dvs. det "kvæg" der var tale om. Men i tilfælde af at det - i denne vokalløse hebraiske skrift - var forstået som mimmennah (hunkønsformen), vil det henvise til kloven!

Den hebraiske sætning er grammatisk korrekt, hvis der menes kvæget, men ifølge tekstens indhold ville det være naturligt, at der mentes "klov" opfattet som kollektivt repræsenterende kvæg (der også er en kollektiv form). Og i så tilfælde kan der oprindeligt i teksten lige såvel have stået mimmennah, der henviser til "kloven".

Som teksten nu er overleveret, er der tale om en senere forståelse. Fordi den hebraiske bibeltekst var uden vokaler - dem satte læseren altid selv ind - kunne den pgl. tekst læses på flere måder. Hunkønsformens slut-'h' fungerer blot som markering af lang slutvokal og udtales ikke i sig selv. Da der endelig, frem til 900 e.Kr., indsattes vokalanvisninger ("masoretiske" tegn) 2.300 år efter de oprindelige dele af Mosebøgerne skabtes, tabtes mange bibelteksters flerdobbelte tydning, hvorved den oprindelige (eller alternative) mening i forbindelse med klove/hove afgørende forsvandt. - Bibelteksten siger videre:

-"… Så lod Jahweh faraos hjerte forhærdes, og han indvilligede ikke i at sende dem bort. Derfor sagde farao til ham (Moses): 'Gå væk fra mig og prøv ikke mere at se mit ansigt igen, for den dag du ser mit ansigt, skal du dø'. Hertil sagde Moses: 'Sådan har du talt. Jeg vil ikke prøve at se dit ansigt igen' …".

Med (modbesværgende?) brug af faraos egne ord lover Moses ikke at skulle se hans ansigt igen.

Faraos trussel synes nemlig i modstrid med, hvad der i de efterfølgende linjer bliver fortalt, nemlig at Moses mødte farao igen og forlod ham atter - og der ser ud til at være foregået et gevaldigt skænderi:

- Der synes at være klippet noget væk, idet Moses, her i "2. Mosebog" (3,2-8), starter med at tale til folket, men da han slutter, er det farao, han har talt til. Skønt dette ikke lige omhandler æsler, kan der bag disse kryptiske bibelord, "vi ved ikke, hvad vi skal dyrke Jahweh med", i forbindelse med omtalen af hove/klove have været tale om en tekst med dobbelt tydning, hvilken her henviste til et kultritual.

Med andre ord - i stedet for at berette ligeud, hvad det drejede sig om, bliver det udtrykt uklart og på en sådan måde, at der også kan gemme sig en alternativ betydning om en mærkelig kultudøvelse, hvor Moses ville tage nogle klove at dyrke Jahweh med, men dog synes at være lidt i vildrede med, hvad der skal anvendes. Det ser besynderligt ud, at Moses til sin fjende, farao, omtaler ikke selv at vide, hvad eller hvor meget israelitterne skal dyrke deres gud med.

Senere, i Moses' love, findes særlige regler om, at visse dyr er tilladt at ofre og/eller spise, idet der her skelnes mellem "rene" og "urene" dyr, så ejendommeligt bedømt alt efter om de har hove eller klove.

Bag alt dette synes der således at have været et senere glemt, og nu ukendt eller skjult, kultritual i forbindelse med hove eller klove.

Så sent som 1.400 år efter Moses blev jøderne forbundet med tilbedelse af "et forgyldt æsel". Dette omtales hos egyptiske, græske og romerske forfattere lige fra 200-tallet f.Kr. - bl.a. Mnaseas - og i de følgende århundreder, hvor antikkens historikere og forfattere som Apion, Diodorus Siculus, Plutarch, Tacitus og i "Suidas" m.fl. omtaler dette.

Den førstnævnte, Mnaseas, beskrev hvorledes en vis Zabidus under en krig mellem jøderne og idumæerne (edomitterne) trængte ind i Jerusalems tempel og fjernede et guldæselhoved. Lignende beretninger omhandler jødernes helligholdelse - eller tilbedelse - af en statue af et forgyldt æsel, der holdt lovens bøger eller tavler ligesom Moses.

Diodorus Siculus (cirka 20 f.Kr.) beretter, at en syrisk-græsk konge (200 f.Kr.) gik ind i Jerusalem-templets allerhelligste:

-"… Da Antiochus (IV), også kaldet Epiphanes, førte krig mod jøderne, trængte han ind i gudens helligdom, hvor det kun var tilladt præsten at gå ind. Herinde fandt han en stenfigur af en tyk, skægget mand siddende på et æsel og holdende en bog i hånden. Han antog, at det var Moses …".

Det er tvivlsomt, om det udsagn var for at spotte jøderne, for på den tid var æslet kendt som et klogt dyr og var især æret som helligt dyr ikke alene forbundet med græsk-romerske Isis-kulter, men også med et af billederne på måneskiven, "det sparkende æsel". I gnostiske tekster omtales Jahweh som værende bl.a. æselskikkelsen Thatharaoth.

I astromytologien var Æselhoven et andet navn for stjernen Canopus ved foden af Verdensaksens (axis mundi's) stjernelinje hen over himlen - et rodpunkt anset som forbundet med magiske kræfter, herunder seksuelle kræfter: Bl.a. i hieros gamos-ritualet ("ægteskab med guden") udført ved foden af en søjle/pæl/(akse) i kultrummet. - Mere om Verdensaksen i kap. 15 og 16 (og også bind 1's kap. 10, samt bind 2's kap. 4).

Om end æslet ikke umiddelbart har med jødisk religionsudøvelse at gøre, er der dog mindelser om dets særlige magi i rabbinerskrifternes oplysning om, at "Kain slog sin bror Abel ihjel med en æselkæbe" - i øvrigt en handling der ligner ritualmord.

Det Gamle Testamente omtaler Samson som naziræer, 'en udvalgt', dvs. indviet medlem af en særlig israelitisk sekt - og også, at han "ved Guds indgriben" slog tusinde fjender ihjel med en æselkæbe.

Hvorfor der netop brugtes en æselkæbe har flere forbundne årsager. Æselkæber med skarpe sten indsat med beg i kæbebenets tandrodshuller er fundet ved Jordens ældste kendte by Jeriko. Disse æselkæber med "savtakskær" har i tidernes morgen været anvendt som høstsegl til den tidligste dyrkelse af korn, en slags vild hvede (emmer), hvis kerner sidder så løst, at de let vil tabes ved indhøstning, hvis ikke stråene skæres uden problemer netop af et takket skær. Og med dette udstyr kunne æselkæben lige såvel anvendes som et effektivt våben.

Ligeledes ses Kain med det krumme og skarpe æselkæbe-høstsegl optræde i de indviedes lignelser i astromytologien om stjernebilledet Orion, der stadig senere afbildes tilsvarende, blot med seglet som et krumsværd dannet af den buede stjerneformation ved hans ene arm.

I himmelområdet omkring Verdensaksens nederste del kendtes der i oldtidskulturerne et stort stjernebillede, Æslet (forsvundet på nutidens stjernekort og decimeret til et hestevæsen, Enhjørningen). Æslet har "Isis' stjerne" Sirius som hjertet og Canopus som venstre forbens hov (Jf. Fandens hov er på venstre ben). Æslets 'Haledusk' var et babylonisk udtryk for Plejaderne. Æselørene er stjerner, der stadig hedder Nordlige og sydlige Æsel (Asellus borealis et australis).

Dette stjernebillede Æslet overlejrer en stor del af stjernebilledet Arken/Skibet ved Verdensaksens rod. Den gamle verdens opfattelse af makrokosmos som værende genspejlet i mikrokosmos - "som i Himlen således også på Jorden" - fremtræder efter samme princip, også når indvielsesritualet for et kongebarn foregik i en ark/et skib, og for en voksen ved et æsel. Dette fordi disse forhold mytologisk var forbundet med samme himmelområde ved Verdensaksens fod, hvad enten det sted opfattedes som stjernebilledet Arken/Skibet eller stjernebilledet Æslet. Bl.a. omtales i "1. Mosebog" (49,11):

-"… et voksent æsel og hunæslets føl bundet til vinstokken …".

Netop denne bibelteksts billeder er, af bl.a. Josefus, omtalt for at være en reference til stjerner og stjernetegn som symbol for Israels 12 stammer - og vil her tydeligvis netop gengive stjernebilledet Æslet fæstnet til Verdensaksen ("vinstokken") og forbundet med Solen:

- Jerusalems ældste kendte præstekonge Melchizedek red på et æsel, ligesom senere Jesus, i samme by. Der var mytologisk sammenhæng mellem Solen og det til Verdensaksen forbundne stjernebillede Æslet.

Tre dage før Jesu korsfæstelse, red han - ifølge evangelierne - på netop 'hunæslets føl' (jf. føllet ved vinstokken), hvilket udtryk på hebraisk er aton, men det var også det egyptiske navn for 'Solen' og 'Solguden'! Jesus blev her hyldet som den nye konge, da han red gennem Jerusalems østport ved påsken, der altid var forbundet med fuldmåne ved forårsjævndøgn: Dvs. tidspunktet hvor Solen ifølge den tids sprogbrug gik gennem "himlens østport": forårsjævndøgnspunktet. Jf. "Johannes' Åbenbaring", der visualiserer himlen som Jerusalem med sine 12 porte. Forårspunktet på Solens bane markeredes på himlen af det østligste dyrekredstegn, Vædderen, - og just Jerusalems østport hed Vædder- eller Fåreporten.

Plutarch satte den magiske og kraftfulde æselhov i direkte forbindelse med forhold omkring Alexander d. Stores død, der forekommer at have et umiskendeligt mysteriepræg med kongedrab - en ritualofret konge. Der var tale om en dødelig gift indsmuglet i en udhulet æselhov. Alexander døde maj-juni 323 f.Kr. under mystiske omstændigheder, indledt ved tidspunktet da Solen i forsommeren passerede Verdensaksen ud for Æselhoven-Canopus på himlen.

Den græske digter Æsop's fabler, hvoraf flere omtaler særlige æsler, bl.a. i forbindelse med udøvelse af astronomi, var under overfladen ikke barnlige historier, men bl.a. astromytologier fra kulternes lære. Jf. senere f.eks. "Tusind og Én Nat"s fortællinger, der indeholder flere lignelser overleveret fra babyloniske mysteriekulter.

Hos den græske matematiker Euklid af Alexandria (200-tallet f.Kr), der var grundlægger af læren om plangeometri - geometri hørte også med til den filosofiske lære i kulterne - handler "femte læresætning" i hans første bind af "Elementerne" om den ligebenede trekant. Den figur kaldtes senere for "æselbroen". På engelsk hedder et malerstaffeli med lige høje ben samlet i topvinkel stadig easel. Forbindelsen genkendes her:

- Stjernebilledet Æslet's hov: Canopusstjernen (alternativt dets hjerte, Sirius-stjernen), var i himmelgeometrien vinkeltoppunkt for en ligebenet trekant, Æselbroen. Dens vinkelben opfattedes som betydningsfulde forbindelser til særlige punkter på Solens banecirkel, ekliptika, med fremtidige jævndøgnspunkters markering for nye tidsaldre. (Jf. kap. 21).

Sammenfattende fremgår konkret, at æslets symbolik typisk tilhører indvielseskulterne. Som det skal blive klart, kan sporene desuden følges til nogle ikke-alment kendte mysterier bag Moses' religion.

_________________________________

• I mysteriespil hos babyloniere, egyptere og senere grækere og romere ses anvendt en iklædning af dyreskind med ben med hove eller klove - til brug af de deltagere, der bl.a. skulle forestille behornede satyrer eller naturguden Pan.
• En skildring, 1200 år efter Moses, nævner at i Jerusalems Tempels indre ses en statue af Moses med en bog og ridende på et æsel.
• Rabbinerskrifterne kommenterer Bibelens beretning om Kain, der dræbte sin bror - og fortæller, at hans våben var et æsels kæbeben.
• Stjernebilledet Æslet i himmelområdet ved stjernen Sirius spillede en betydelig rolle i oldtidens stjernelære og mytologi - og synes også have relationer til flere emner i Bibelen, hvor æsler optræder på særlig måde.

_________________________________

Tv.: Den egyptiske gud Seth
som pælsat ("korsfæstet").
Fra Dendera-templet.

Th.: Den romerske officer
Alexamenos' indvielse -
korsfæstet iført æselmaske.
Fra en væg i Quirinale, Rom.

Ifølge Bibelen var gudsnavnet Jahweh ikke kendt hos hebræerne oprindeligt, men indførtes af Moses efter episoden med den brændende tornebusk. Hebræernes gud kendtes som El-Shaddai hos Abraham - og tidligst ved ældste gudsnavn i Bibelen elohim, dvs. 'guderne': morfologisk et flertalsudtryk, men brugtes til læren om kun "én gud". Det ses i den Hebraiske Bibels "1. Mosebog" (1,26) - og oversættes:

-"… Gud (elohim) sagde, vi vil danne et menneske i lighed med os (dvs. efter vort billede) …"

Her er ordet "sagde" bøjet i ental til flertalsformen "elohim", men personlige suffikser og det tilknyttede verbum er alle i flertal. Ved nogle tekststeder kan det også tydes som flere guder.

I den samaritanske og den senere græske version ("Septuaginta") af Bibelen har dette voldt problemer, hvorfor der blev grebet til den ofte misvisende løsning i flere tilfælde at betragte ordet "guderne" også som udtryk for "englene". Derfor blev "Elohim" flere steder i disse bibeludgaver erstattet med "englene" (eller f.eks. "de store").

Desuden er der det forhold, at udtrykket Elohim, 'guderne' (ental af Elohim er Eloah) i den Hebraiske Bibel bliver brugt om både guderne i almindelighed (mere end 200 gange), f.eks. fremmede folkeslags guder, og om israelitternes hovedgud (mere end 2.000 gange).

Idet benævnelsen Elohim er brugt om hebræernes/israelitternes gud, har senere jødiske kommentatorer, og kristne (bl.a. Cajetan fra romerkirken og den "protestantiske" Calvin), forklaret formen "guderne" med, at israelitternes gud var så mægtig, at det blev tradition at omtale ham i flertalsform, en art "pluralis majestatis" (det kan identificeres ved sin forbindelse med entalsbøjede verber på de pgl. tekststeder). En del kristne anså flertalsformen som anerkendelse af treenigheden.

En supplerende forståelse kan evt. søges via øvrige mellemøstlige kultursamfund, der alle havde skabelsesberetninger, der ligeledes starter med "guderne" - i flertal. Dog havde f.eks. egypterne én skabergud bag disse udøvende guder/kræfter. Desuden ses, at mens disse andre beretninger ofte starter med at fortælle, hvordan guderne blev til, så begynder Bibelen med, hvordan Gud/en gud lod lys, mørke, rum etc. blive til.

Ved nedskrivningen af hebræernes ældste historie, som den fremstår i "1. Mosebog", ses Jahweh-navnet ofte indsat side om side med Elohim, således at begge gudenavne kan optræde i samme bibeltekst arrangeret som sammensat navn "Jahweh Elohim". Skønt Jahweh-navnet i "1. Mosebog" optræder ca. 160 gange, er det i "2. Mosebog" ved tornebusk-episoden, at navnet først omtales at være bekendtgjort.

Da de senere bibeloversættelser ikke anvender de forskellige hebraiske udtryk Elohim, El, Jahweh etc., vil disse forhold ved gudsbetegnelsen lettere tilsløres. Det træk afspejles også siden hen i den kristne teologi - fordi denne skelnen ikke haves for øje.

Af "2. Mosebog" (6,2-3) vil fremgå, at episoden med tornebusken især afgav en meddelelse om Jahweh-navnet til Moses:

- "… jeg er Jahweh. I sin tid viste jeg mig for Abraham, Isak og Jacob som El-Shaddai (oprindelig betydning kendes ikke med sikkerhed), men ved mit navn Jahweh gjorde jeg mig ikke kendt for dem …".

Hermed fremstår "Jahweh" som et navn, der først nu skulle introduceres for israelitterne gennem Moses.

Men i Bibelens første del ("1. Mosebog" 4,1) angives, at Eva fødte en søn, som hun navngav Kain. Dette navn forklares i teksten som grundlag for et hebraisk ordspil på hendes udtalelse:

-"… Jeg har fået et drengebarn ved hjælp af Jahweh …".

Kain opfattedes i traditionen som stamfader til qainitterne (kenitterne), der i den pgl. bibelberetning indikeres at have et tidligt kendskab til Jahweh. Øst for Jordan viser en senere moabitisk inskription på Mesa-stenen (900-tallet f.Kr.), at ikke-israelitiske folk nær Israel, ligesom tidligere hos qainitterne og deres slægtninge midianitterne, havde kendskab til Jahweh.

Sinai anses som en del af territoriet for kenitterne (qainitterne). De var accepteret i et sådant omfang af israelitterne, at en større gruppe af dem deltog i israelitternes ørkenvandring og blev efter invasionen tildelt et landområde i det sydligste Israel ved Sinais grænseområde.

Ud over hvad der ifølge Bibelen fremgår om Jahwehs tilknytning til Månen - ved Jahwehs fuldmånefest og Sinai-bjerget ('Månebjerget') - viser navnet Jahweh sig enslydende med egypternes navn for Månen og måneguden. Bibelens "Dommerbog" (8,21 og 8,26) omtaler midianitterne - egypternes naboer på Sinai og i Sydpalæstina - for at have månesymboler på deres kameler (dromedarer) i form af halvmånesmykker.

Hos egypterne hed Månen eller måneguden Jah, mens Månen på hebraisk bl.a. hedder Jareah eller Jareach (sidste del er hebraisk arach, 'vandrer' - første del er stadig Jah: Jahweh (Jf. også kap. 7). Der var evt. en oprindelig sammenhæng også med den ældste semitiske guds navn Ea eller Ya, der især kendtes fra den babyloniske verden.

Den kultudøvelse, hvor de egyptiske dronninger især i 18. dynasti indviedes som "gudens-hustru", gjorde sig også gældende ved, at en del af de kongelige tronarvinger eller deres dronninger tildeltes navne med forstavelsen Jah, dvs. egyptisk navn for 'Månen' og 'Måneguden' udtalt som Jahu, Iao eller Jahw. Jf. "Jah/Ah" i Erman & Grapow's "Wörterbuch der Aegyptischen Sprache", Band 1, 1925, s. 42.

Det indgår således i navne hos mindst fem af dronning Hatshepsuts nærmeste kongelige forfædre, f.eks. i Jahmesis, dvs. 'barn af Månen', og Jahhotpe, dvs. 'Månens fryd' (kendt som henholdsvis Ahmose og Ahotep i meget senere gengivelsesforsøg).

Navnet for egypternes Måne og månegud Jah eller Jahw ligner således til forveksling udtalen af navnet på israelitternes gud Jahweh, der ofte i den Hebraisk Bibel, f.eks. "2. Mosebog" (17,16) er stavet Jah.

Som nævnt omtales israelitternes gud også i forbindelse med Månen. Ved israelitternes udvandring fra Egypten dræbtes egypternes førstefødte, hvorom Bibelen udtrykkeligt ("2. Mosebog" 12,27) angiver, at disse drab var bestemt som et offer til Jahweh på det daværende års første fuldmånedag, dvs. påsken, der er en fuldmånefest.

Desuden fremgår Jahweh's stærke forbindelse med bjerget på Sinai - Sin var semitisk navn for 'Månen' og 'måneguden' (i det sydlige Babylon og østlige Jordan-land). Her på Sinai åbenbaredes for Moses den indre betydning af gudsnavnet Jahweh ved indvielsen ved "den brændende tornebusk". Det ser derfor ud som om der fra ét og samme gudsnavn har været forbindelse både til et egyptisk indvielsesritual og den udadvendte folkereligions måneguddom, som begge ved dette navns betydning siden hen via Moses' religion fremstod som en sammensmeltning af mysteriekulternes og folkereligionens gudsbegreb.

Den egyptisk-græske historiker Hekataios af Abdera der i Egypten, bl.a. i tempelarkiverne, havde adgang til ikke-jødiske kilder og overleveringer om Moses, skrev - omkring 330 f.Kr. - at:

-"… Moses tilbeder (eller ærer) himlen som gud - uden billeder, men ved ham (Jahweh) i stedet …".

Dette udsagn, at Moses således "dyrkede himlen", må også ses i relation til forbindelse med, at egypternes himmelgudinde Hathor (dvs. "Horus' hus"), var udtryk for hele himlen. Derfor afbildedes Hathor overalt som "himmelkoen" - dens mælk var himlens mest koncentrerede stjernebælte, Mælkevejen, hvis "længdeakse" var Verdensaksen: En udbredt idé, jf. også i nordisk mytologi, hvor himlen er himmelkoen Audhumle, hvis mælk er Mælkevejen. Bibelens profet Jeremias (44,15-30) anklager jøder, der var flyttet til Egypten, for her at dyrke Himmeldronning-gudinden.

Ved den reelt oversete egyptiske kosmologi bag Moses-teksterne skimtes reminiscenser af de to religionstrin: En himmel- eller stjernemysterie-funderet kult som øverste niveau og en folkereligion under.

Under episoden med den brændende tornebusk fik Moses instruktion om sin mission. Han spurgte da om, hvad han skulle svare israelitterne, når han udgav sig som udsendt fra deres forfædres gud, og de så ville spørge efter denne guds navn. Det er ejendommeligt, at Moses formodede, at dette spørgsmål ville blive fremsat, skønt navnet Elohim var i brug. Moses blev nu instrueret - ifølge "2. Mosebog" (3,14-16):

-"… Så sagde Elohim til Moses: 'Jeg er den, som jeg er (ehyeh asher ehyeh)'. Og han sagde: 'Således skal du sige til Israels sønner:

- Jeg er (ehyeh) har sendt mig til jer'. - Og Elohim sagde ydermere til Moses: 'Således skal du sige til Israels sønner: Jahweh, jeres forfædres Elohim, Abrahams Elohim, Isaks Elohim og Jakobs Elohim sendte mig til jer'. Dette er mit navn for altid, og dette vil jeg huskes ved fra generation til generation …".

I det tekststykke er gudsbetegnelsen i virkeligheden udtrykt på ti forskellige måder. Heraf er de otte fremstillet som Jahwehs beskrivelse af sig selv: "jeg-er-den-jeg-er", "jeg-er", "Jahweh", "jeres forfædres Elohim", "Abrahams Elohim", "Isaks Elohim", "Jakobs Elohim" og "jeg". Og to former i omtale: "han" samt "Elohim" (uden tilhørsforhold).

Ud fra disse op til ti forskellige gudsudtryk fremgår det, at Moses via sin modtagne åbenbaring ved den brændende tornebusks mysterium fik afsløret den dybere forståelse bag selve gudsnavnet Jahweh:

-"… Jeg er/vil være den, jeg er/vil være …".

Den kortere form af denne oplysning, sådan som den forekommer i sætningen "… 'jeg er' har sendt mig …", optræder i flere profetiske passager i Bibelen - senest bl.a. i Johannesevangeliet (8,58):

-"… Før Abraham blev til, har jeg været …", eller "… Før Abraham blev til, var jeg …".

Dette er senere gengivet sådan på de oversatte sprog, for at det ikke skulle lyde grammatisk forkert. Men den græske tekst - som er den eneste kendte overlevering med dette Jesus-citat - spiller på dét, der oprindelig blev åbenbaret for Moses, og det lyder i virkeligheden ordret:

-"… Før Abraham at blive, jeg er (ego eimi) …".

Den i dette tilfælde vigtige forskel mellem 'at være' og 'at blive' - der begge har betydning for gudsbenævnelsen - mistes let i oversættelse. Det førnævnte udtryk ehyeh - fra den korte form 'jeg er' - er fra det hebraiske verbum hayah/hawah, 'at være', men indikerer samtidig mere end dette, nemlig 'at blive', hvilket udgør en mere dækkende oversættelse.

Gudsomtalen i formerne Elohim og El er navneord, idet der kan tales om "Elohim"erne. Mens Jahweh er et egennavn og kan ikke omtales som "en Jahweh", for der er ikke andre "Jahweh'er".

Benævnelsen Jahweh opfattes som det distinkte udtryk for personificeringen af gudsbegrebet. Sprogforskere og historikere er usikre, om Jahweh oprindelig var et selvstændigt navn, der derefter passede ind i ordspillet - eller det var en direkte grammatisk form. I sidste fald er Jahweh-navnet dannet i 3. person singularis af det hebraiske udsagnsord hawah (hajah), 'at blive', der indebærer mere end betydningen 'at være/eksistere', nemlig 'at være til stede aktivt'.

Betydningen spænder yderligere, for på hebraisk kan navnet Jahweh, der er imperfektum, normalt oversættes (f.eks. i skandinaviske sprog) ved futurum. Afhængig af konteksten kan det også oversættes ved præsens eller endda perfektum.

Det er således flerdimensionalt: - 'jeg er den, der altid er og vil være' ("jeg er den evige"). Ifølge formen kan der tilmed ligge kausativ i det: 'at forårsage' og 'forårsage at blive', og hermed også udtryk for vilje.

Når denne indre mening åbenbaredes hos en person under indvielse til et højere trin i disse mysterier, kunne en erkendelse - modtaget i ydmyghed - opstå om, at dette gjaldt den pågældende selv: At personen selv er et evigt væsen "som en gud".

Det ser ud til, at afsløringen af gudsnavnets indre mening indgik her i en kultisk åbenbaringsproces med "programmeret" erkendelsesfremkaldende effekt på personen. Der tilsigtes ikke mental eller følelsesmæssig, men sjælelig forståelse gennem spontan intuitiv erkendelse. Grundlæggende en selvrealisering, hvor personen kunne opfatte sig selv ud fra: "en personlig, kontinuerlig, absolut og selvbestemmende eksistens".

Hemmeligheden bag Jahweh-navnet - dette "at være som en evig guddom" og i betydningen "guds billede" samt besidde et potentiale, der kan realisere guddommelige kræfter - fjerner i virkeligheden religionens ofte mange guder som mellemled og giver mere uhindret adgang til på det plan ubundet at blive grundlæggende "bevidst om at være bevidst".

I denne bevidsthed aktiveres en særlig kraft til at kunne forårsage - foruden både at skabe og kontrollere forløbet heraf - hvilket også ligger i udtrykket "jeg er den, som jeg forårsager/skaber at være/blive".

Noget af dette genkendes fra et egyptisk mysteriegrundlag og også senere i græsk tankegang, men ses ikke umiddelbart i det semitiske.

I oldtiden var man ikke så optaget af symboler - tingene var det, de var eller udtrykte. Et gudebillede var blot et billede og symboliserede ikke guden, men guden kunne tage bolig deri og blive ét med det. At Moses afskaffede gudebilleder, står som et tidligt og mysteriekultisk træk, hvor gudsbegrebet kan erkendes at have bolig i det enkelte menneske.

Traditionen bag denne mysterieerkendelse om, hvad der ligger bag "selv at være som en evig gud", blev senere modgået blandt jøderne. Ifølge Johannesevangeliet (10,33-38) ville farisæerne dræbe Jesus ved stening, idet de påstod, at han udøvede blasfemi, men han svarede dem med et citat fra Bibelens "Salmernes Bog" (82,6):

-"… Er der ikke skrevet i Bibelen: 'Jeg (Gud) sagde: I er guder - ja, I er alle sønner af Den Højeste' …".

Sådanne idéer var ikke blot ydre lighed, men erfaredes religiøst (i konstant udveksling i hele Mellemøsten blandt mysteriekulter og indvielsesskoler) - og kan spores frem til nutiden.

Den indflydelsesrige tysk-amerikanske teolog Paul Tillich (1886-1965) analyserede, at ordet "Gud" er et symbolbegreb, og det eneste her, der ikke er symbol, er "… væren-selv (being-itself) …". Og den australske hjerneforsker, nobelpristageren John Carew Eccles (1903-1997) forklarede det sjælelige som transcendentalt og radikalt forskelligt fra alt andet i naturen, og han udtrykte (ifølge kollegaen Sherrington):

-"… Soul er den eneste realitet, den mest direkte erfarede …".

Over indgangen til oraklet i Delphi kunne læses den græske inskription "Kend dig selv", bag hvilket også ses "erkend dig selv". I indiske kulter brugte udøvere af Vedanta-læren formlen "Du er dét" (sanskrit-mantra'et tat twam asi). Yderligere, i præcist udtryk i tantrisk mysteriepraksis var det: "Jeg er det" (sanskrit-mantra'et sa-ham).

En direkte udtryksform præsenteredes i åbenbaringen for Moses - og ligger også bag den skriftkyndige Jesus' ord (Johannesevangeliet 14,6), der herved ses i en ny dimension:

-"… Jeg er (ego eimi) vejen og sandheden og livet …".

Anvendelse i flæng og misbrug af "formlen" opfattedes som problematisk, idet det kunne gøre erkendelsen mindre "uhindret" og give risiko for svækkelse af indsigten og en hermed forbunden kraft. Derfor blev nogle af disse forhold hemmelighedsomgærdet; jf. Moses lod oprette forbud mod at tage navnet "Jahweh" forfængeligt (se kap. 6).

Den "genfundne" erkendelse af at være som "guds billede" - dvs. erkendelse af egen guddommelighed og kraft - kunne således opnås gennem mysterierne. Og i princippet var opnåelsen af dette trin hos en konge en betingelse for, at han kunne anerkendes som gud.

Da det også opfattedes som en politisk nødvendighed, at konger æredes og tituleredes som guder, var mysterieindvielse obligatorisk for konger - om end forståelsen kunne blive udvandet gennem tiderne, når der blev lagt mere vægt på det ydre kroningsceremoniel.

Da det blev kendt, at Egyptens konge og andre, der havde forfulgt Moses, var døde, skulle Moses rejse tilbage til Egypten og blive leder - og måtte være parat til denne post ved også at være indviet dertil. Den ifølge rabbinerskrifterne eksilerede tronarving Moses synes at have ladet sig indvie af den ligeledes eksilerede faraorådgiver, præsten Jethro.

De egyptiske og babyloniske konger og de senere romerske kejsere kunne - ved en sådan indvielse, hvor vedkommende kunne opnå den erkendelse at være "som Guds billede" - herefter også tituleres som en gud. Således også for Moses - der ifølge rabbinerskrifterne var egyptisk tronkandidat - og det fremgår yderligere af "2. Mosebog" (7,1):

-"… Da sagde Jahweh, se jeg har gjort dig til gud (Elohim) for farao, og Ahron skal være din profet …".

På lignende måde forlød det forinden (4,16) fra Jahweh, at:

-"… Moses skal tjene som Gud (Elohim) for Ahron …".

I "2. Mosebog" (18,11) skelnes - idet Jethro under en rådsforsamling på Sinai, efter starten på udvandringen, lod erklære, at:

-"… Jahweh er større end alle Elohim …".

Da Moses ved helligstedet på Sinai-bjerget så den brændende tornebusk (jf. kap. 3), omtaler rabbinerskrifterne en af mysteriespil-optrinets skikkelser, "Jahwehs engel", Zagnuga-el. Dvs. et egyptisk navn:

- Første del i navnet er velkendt sak (suk, zag) - jf. standardværket, Erman & Grapow's "Wörterbuch der aegyptischen Sprache" (Band 4, Berlin 1931/1957, s. 72). Stavningen har bl.a. en hieroglyf, der viser "et skibssejl med blæst i" - det betød 'vind', 'luft', 'blæse', 'ånde', 'åndedræt' - og i formen 'livets ånde' er det forbundet med de højeste guder.

Dvs. betydninger på samme måde, som Bibelen bruger - ved Skabelsen - i udtryk som "Gud dannede mennesket og blæste livets ånde i hans næse" og "Guds ånd (eller storm) blæste over vandet".

Bemærk dobbeltbegrebet f.eks. i hebraisk ruach, 'blæst' og 'ånd' - græsk pneuma, 'luft' og 'ånd' - latin inspiration/spiritus, 'indånding' og 'ånd' - dansk 'ånde' og 'ånd' (Lignende indoeuropæiske udtryk: latin animus/anima, 'sjæl, pust, ånde, liv', tysk atmen, 'ånde', og sanskrit atman, 'sjæl'. Jf. indiske (såvel som senere jesuitternes) former for religionsfilosofisk praksis med psykovitaliserende åndedrætsteknik.

- Anden del af Zagnugael-navnet er et ligeledes almindeligt egyptisk udtryk nuk, der betyder 'jeg'. Under senere sproglig overførelse er tilføjet det hebraiske ord el, 'guddom'. En "forløber" for betydningen af Jahweh ser ud til at være et udtryk, hvori indgik det egyptiske suk-nuk, 'jeg ånder/skaber liv' ('jeg er', 'jeg skaber at være').

Det i virkeligheden egyptiske ritual, der udøvedes i forbindelse med åbenbaringen ved tornebusken, bliver yderligere tydeligt ud fra baggrunden for selve denne indvielsesrituelle sætning, "jeg er den, jeg er", der kunne føre til: jeg er den, jeg vil være/blive til. For her eksisterede allerede et meget tilsvarende udtryk - vidt udbredt fra en magisk tekst for solguden Re i den gamle egyptiske skabelsesberetning:

-"… nuk pu kheper …", 'jeg er den, der skabes/bliver til'.

At det er nøjagtig den samme tekst og mening som sætningen i "2. Mosebog" (3,14) fremgår, når dette skriftsted læses i en koptisk Bibel (oversat og brugt af de tidligste kristne, jf. også illstr. s. 10), som på sen-egyptisk gengiver netop den samme tekst og med stort set tilsvarende udtale:

-"… (a)nuk pu (fet)khep …".

Det hertil anvendte sprogs navn "koptisk" (ekoptisk) - er fra aigupt, dvs. 'egyptisk'. Koptisk udgør den overleverede, seneste form af sproget fra faraonernes gamle Egypten.

Den kristne kejser Justinian befalede i 543 e.Kr. lukning af det sidste fungerende egyptiske tempel - isoleret i Øvre Egypten ved Nil-øen Philae - det sidste sted, hvor præsterne kunne læse hieroglyfskrift.

Brugen af koptisk som dagligsprog - nu skrevet med bogstaver - fortsattes hos kristne sekter, kopterne, blandt de arabisktalende muslimer i Egypten, Sudan og Etiopien indtil for kun cirka 300 år siden. I dag udgør kopterne ti procent af Egyptens befolkning. Det koptiske sprog overlevede i kirkerne, idet kopternes Bibel og andre hellige skrifter var blevet oversat til egyptisk (koptisk) længe før den islamiske invasion i 642 e.Kr. i Egypten, hvorefter arabisk blev Egyptens hovedsprog.

Efter ovennævnte år 543 e.Kr. blev hieroglyffernes udtale glemt - indtil den franske forsker J.-F. Champollion i 1822 via sine studier i koptisk og tydningen af Rosettastenens flersprogede inskriptioner fandt nøglen til hieroglyffernes gåde, dvs. til hvad de betød, men ikke helt til udtalen. Dog har kendskab til koptisk givet bedre retningslinjer for, hvordan det gamle egyptiske sprog i hieroglyfteksterne kan formodes udtalt.

Her kan den koptiske Bibel netop antyde, hvordan budskabet i "2. Mosebog" (3,14) har lydt for Moses på egyptisk for 3.500 år siden:

- I sætningen "nuk pu kheper" i den omtalte magiske tekst med den egyptiske (Ra's) skabelsesberetning, var ordet kheper, dvs. 'at blive til', også egypternes ord for 'den hellige skarabæ (skarnbasse, bille)'. Dette ord, hvis udformning som hieroglyf i det egyptiske billedskriftsprog netop er en skarabæ, har denne flerdobbelte betydning, og bruges hele 10-12 gange i indledningen af den egyptiske skabelsesberetning.

Det er et tab ved sprogforskellen, idet egyptisk kheper (jf. også bind 5, kap. 7) betyder 'at blive til', 'at skabes', mens samme lyd på hebraisk (kpr) betyder 'at dække', 'dække over' - et såkaldt homografisk fænomen. Flere niveauer i kheper's flertydige volumen tabtes i transformation til hebraisk hawa, 'blive', der indgår i Jahweh.

Det synes at være denne svært oversættelige flerdobbelthed på egyptisk, der i den hebraiske version af episoden med den brændende tornebusk har medført, at gudsnavne og -udtryk - som demonstreret ovenfor - gengives ("2. Mosebog" 3,14-16) på op til 8-10 forskellige måder i forsøget på at fyldestgøre dette udtryks indhold og dybder mest muligt.

Idet skarabæen kheper som nævnt også kunne betyde 'at blive til', var den hos de indviede et vigtigt symbol, bl.a. udtrykt ved den T-korsformede ("Tau-kors") tredeling af denne billes ovale rygskjold. Symbolet blev kendt som T i en cirkel O, dvs. Orbis Terrarum. Det var det udbredte latinske udtryk også i den latinske Bibel for: Jorden med kun tre verdensdele - med øst øverst. I de kristnes verdensopfattelse blev det overtaget og ses f.eks. på kongernes rigsæble (mens scepteret, oprindelig en stav, symboliserede Verdensaksen), kendt fra regalier i Byzants.

Selv Bibelens benævnelse af bjerget, hvor indvielsen af Moses foregik, viser, at den egyptiske baggrund for de usædvanlige optrin, der udspillede sig på dette sted. Beskrivelsen i "2. Mosebog" (3,1) placerer bjerget et sted i midianitternes distrikt - Sinai-ørkenens eller ødemarkens vestside.

Men traditionelt anses bjerget Djebel Musa ("Moses' bjerg"), midt på det sydlige Sinai og lige langt fra denne halvøs øst- og vestside, for at være det pågældende "Guds bjerg Horeb".

Specifikke kosmologiske dele fra den gamle egyptiske skabelsesberetning genkendelige i Mosebøgernes skabelsesberetning indikerer igen, at Moses som uddannet ved det egyptiske hof var indviet på egyptisk vis.

Jethros sandsynlige medvirken bag den mystiske stemme ved mysterieoptrinnet - som "kanal" for guddommelig inspiration under den specielle indvielse for Moses - synes i den videre overlevering også at passe til det høje stade Jethro senere indtog i arabisk tradition som: En ophøjet hellig skikkelse større end nogen anden i Bibelen inklusive Moses.

Den dag i dag betragtes Jethro i islamisk mysterielære som en inkarnation af Hudud, dvs. "emanation af lyset fra Skaberen (al-Bari)", idet en Hudud opfattes som værende inkarneret som den åndelige leder for den epoke, der spænder over alle generationer i en Hududs tidsalder.

Tilbage i Moses' tid skimtes dele af et ældgammelt træk, der langt senere kommer mere åbent frem i gnostisk og kabbalistisk forståelse og lære: Det genfindes i de gamle mysteriers lære om "Gud erkendt som reelt en del af én selv" - fri af et gudsbegreb, der senere ofte er set udformet erkendelsesundertrykkende, faderautoritært og sjælsfremmedgørende. Der gives ingen sund religion baseret på konkret frygt for en gud (respekt er noget andet).

Senere fortrængtes den oprindelige tilstedeværelse af både mysteriekultpraksis og egyptisk præg i Moses' religion samt et direkte kendskab til, at disse præg overhovedet havde været der.

_________________________________

• Rabbinerskrifterne viser den mere originale udgave af beretningen om Jahwehs-navnets åbenbaring ved tornebusken - som et egyptisk ritual!
• Idet navnet Jahwehs betydning kan genfindes i den ældgamle egyptiske skabelsesberetning, synes rabbinerne her at have været tro overbringere af tekstdele af en derfor betydelig historisk værdi.

_________________________________

Det fremgår flere steder i Bibelen, at Moses havde en usædvanlig formåen på et specielt felt. Herom oplyser "2. Mosebog" (33,11), at:

-"… Jahweh talte til Moses, som den ene mand taler til den anden …".

Dette medførte en særstilling - hos rabbinerne og stadig i nutiden ses Moses omtalt "Jahwehs ven" (ligesom Abraham) - måske en kultisk status? "2. Mosebog" v. 32 gengiver den forbløffende beretning om de to parters til tider vilde diskussioner - bl.a. havde Moses stillet Jahweh et ultimatum.

Her sagde Moses, at hvis det ikke blev, som han selv ville, "kunne Jahweh godt slette Moses af sin bog". Moses skændtes ligefrem med Jahweh, som var "grov", mens det var Moses, der var den fornuftige - hvorpå Jahweh direkte undskyldte sin ubeherskede opfaren.

Ved en lignende "diskussion", omtalt i "4. Mosebog" (14,20), var det også Jahweh, der efter sin opfaren bøjede af:

-"… (Moses,) hermed (gør jeg), som du har sagt …".

Hvorefter det "genstridige folk" - der atter engang tilgives "efter ti gange at have sat Jahweh på prøve" - stadig ikke vil være modtagelig eller lade sig bevæge. Det bemærkelsesværdige er, at Moses åbenlyst kunne dyste eller ligefrem skændes med Jahweh, hvad beretningen om skænderiet så end har haft som den reelle baggrund.

Forud for disse episoder havde Moses først måttet gå igennem nogle særlige oplevelser for at opnå dette "niveau", inklusive den åbenbaring, som Moses oplevede ved "den brændende tornebusk" på Sinai-bjerget. Som tidligere nævnt fremgår det af rabbinerskrifterne, at hændelsen var forberedelse for Moses til de åbenbaringer, han senere som lovgiver og leder af israelitterne modtog just på dette Sinai-bjerg.

Herefter, i de tre perioder af 40 dage ad gangen han opholdt sig på bjerget, skete der en del mere end at få skabt og manifesteret Loven.

Bl.a. har der været foretaget en speciel højere indvielse: Et rabbinerskrift, "Jalkut Rubeni" (fol. 107, kol. 2-3), beretter at Moses på Sinai-bjerget først måtte passere et særligt væsen med navnet Kemu-el (egyptisk kem(u), 'mørk', tilføjet semitisk el, 'gud').

Skikkelsen genkendes i beskrivelser fra mangfoldige senere indvielsesmysterier som "tærsklens vogter". I episoden havde denne vogter "tolvtusind destruktions-engle" i sin magt, omtalt også som ildengle, der ellers kunne have ydet modstand imod, at Moses nåede videre.

Derfor udtalte Moses det særlige "12-bogstavs-navn", som tidligere var blevet åbenbaret for ham ved "den brændende tornebusk". Fremsigelsen af dette magiske ord neutraliserede denne Kemuel, der ud fra beskrivelsen synes fremstå som "den mindre tærsklens vogter".

Derpå mødte Moses en anden engel, der står som mysteriernes "den større tærsklens vogter", Hadarni-el, med "kraften" på sekshundredetusinde legioner engle eller kræfter, og med ord der udsendte tolvtusinde lyn. For at hamle op med dette væsens stærkt magiske ord udtalte Moses "72-bogstavs-navnet" og kunne da passere "vogteren".

Herefter var der igen forskellige prøvelser - hvor Moses nåede til et særligt stade - og fra en række engle:

-"… modtog han af hver en hemmelighed eller et mysterium. Fra en af dem modtog han dette at kunne sammensætte det usammensatte; fra en anden dette at kunne sammenføje modsatrettede kræfter; fra en tredje en udvidelse af "kunsten at læse i stjernerne"; fra en fjerde "navnehemmelighederne" kaldet det kabbalistiske mysterium …".

De gamle jødiske eksperter i studiet af "Talmud" samt kabbala tillagde gudsnavne på 12, 42 og 72 bogstaver høj værdi. Her henviste disse lærde bl.a. til "2. Mosebog" (14,19-21), hvor Jahwehs særlige kraft ved skysøjlen og deling af det Røde Hav demonstreres i tre sætninger efter hinanden, der hver indeholder nøjagtigt 72 hebraiske bogstaver (jf. kap 17).

Til Bibelens episode med Moses' tilsyneladende drab på en egyptisk opsynsmand, angiver rabbinerskrifterne, at drabet var blevet udført ved hjælp af magiske formler, nærmere betegnet:

-"… magi ved den måde som Moses udtalte gudsnavnet på …".

Det har åbenbart været opfattet som stærke sager - en opfattelse der må ses i relation til en lang række beretninger af samme art.

På hebraisk staves Jahweh med fire bogstaver Jhwh og er ofte derfor omtalt som Tetragrammaton, dvs. 'fire-bogstav-navnet'. Dette navn indeholdt den hos jøderne såkaldte "Ani-hu-formel" ('jeg-er-det'-formlen, 'jeg-er navnet'). Den opfattedes at besidde så stærke kræfter - ifølge den egyptisk-jødiske forfatter Artapanos ca. 100 f.Kr. - at:

-"… da Moses hviskede guddomsnavnet i faraos øre, faldt farao om næsten som død. Senere var der en præst, som døde under stærke kramper, da han tog for let på dette navn, som Moses havde skrevet på Lovens tavler …".

Om Moses' måde at udføre ofringer på, har Josefus i "Antiquitates" (2;275) givet en lignende beskrivelse:

-"… kunne han (Moses) mane ham frem ved navn til at være til stede ved de hellige ritualer …".

I det hele taget ses hverken Josefus - der just nøjes med at omtale Jahweh som "ham" - eller Philo at have udtalt eller blot skrevet dette navn.

Den tidligste ikke-jødiske dokumentation for udtalen af Jahwehs navn findes hos den egyptisk-græske forfatter Hekataios af Abdera cirka 330 f.Kr. En anden tidlig ikke-jødisk omtale findes hos den alsidige romerske skribent Marcus Terentius Varro (116-27 f.Kr.):

-"… romeren Varro siger, at han (jødernes gud) kaldes Iao af kaldæerne i mysterierne …" (gengivet ifølge Lydus: "Mens." 4,53).

Også den græske historiker Diodorus Siculus beretter, at:

-"… hos jøderne blev lovene fra Moyses (Moses) forbundet med den gud, der bliver påkaldt som Iao …".

I gengivelse af Jahweh-navnet i transskription fra hebraiske bogstaver til andre alfabeter vil der være større usikkerhed om den rigtige udtale. Ud over den særlige indre mening i navnets betydning afhang dets "magi" af udtalens intonation og påkaldelsesform.

Det var i oldtiden således en hel videnskab at kunne intonere rigtigt med "den rette vibration" til ytringen af de hellige ord og navne. F.eks. er en sådan ekspertise overleveret inden for Indiens religiøse traditioner for at "udsynge" eller messe bestemte hellige ord, mantra, på den rigtige måde. Også muslimske præsters særlige udsyngelse af lyden ved anråbelsen af Allahs navn er en overlevering af samme art. Ligesådan forholder det sig ved oprindelsen til jøders og muslimers ceremonielt messende udtale af "amen".

Fra gnostiske sekter og mysteriesamfund især i Nedre Egypten, fra ca. 200 f.Kr. og frem, findes overleverede tekster, der angiver, at der til magiske formål brugtes anråbelser af guden Jau eller Iao.

I græske kulter påkaldtes Io-Bacchos eller Iao-Bacchos, en praksis, hvis spor er fundet at gå længere tilbage end 1200-tallet f.Kr. I græsk sprogbrug kom Iao til at fungere som et helligt udråb (nært svarende til nordeuropæisk 'hil' der oprindelig også betød 'hellig'). Navnet synes indført hos grækerne fra Egypten.

Idet det Nye Testamente og mange af oldtidens mysteriekulter forbinder det højeste og Gud med logos - dvs. 'ordet' som talesprogets "basic unit" af meningsholdig lydkombination - kan idéen bag føres tilbage via ordet/navnet Jao, Jahweh, til en oprindelig iao-udtaleform:

Tidligt i egyptisk, og i proto-semitisk, opereredes først med kun tre grundvokaler nemlig lydene i, a og u. Heraf kunne tegnet for a også repræsentere e-, (i-) og æ-lyde. Og u kunne omfatte o- og y-lyde. Men grækerne med deres anderledes sprogbygning var nødt til at udvide skriften med nye bogstaver, så de ekstra vokaler kunne vises selvstændigt.

Vokaler, de "rene" lyde, ansås for noget særligt: De bærer i sig den dynamik, der i kombination med de mere "statiske" konsonanter danner levende sprog. De tre grundvokaler sattes i relation både til de tre grundfarver (gul, blå og rød), ud fra hvilke alle andre farver kan dannes, og til tre grundtoneelementer som udgangspunkt for de øvrige toner.

Sprogforskere taler om, at "i begyndelsen var sangen" - en ursang - og at mange sprog tidligere var mere melodiøse. I ortodoks jødedom kaldes den Hebraiske Bibel for en sang. Indisk lære om mantra omtaler 'ordets' såkaldte oversanselige dimensioner (og forbindes med Verdenstræets, Verdensaksens, såkaldte tonelegeme Sabda-Brahma).

Fuldt udbygget i stavning vil ordet/navnet/udtrykket Jhwh vokaliseret i ren form (der også er en sangbar form som en uafbrudt strømning, et mantra) være de fem vokaler i-e-a-o-u. Således opererede grækerne med flere vokaler, egentlig blandingsvokaler, og ligeledes flere farver og toner. - Hertil opfandt de neumer, dvs. 'noder', oprindelig som et skriftligt accentueringssystem med nogle særlige prikker til hjælp for tekstoplæsningen, bl.a. når der skulle foredrages hymner.

Dette system blev overtaget af syriske kristne omkring 350 e.Kr. til brug for bedre at kunne læse de kristne teksters syriske skrift, der var semitisk konsonantskrift delvis uden vokaler. Også jøderne indførte, ca. 600-900 e.Kr., denne syrisk-kristne model - efter det oprindelige, primitive græske nodesystem - nu til i deres hebraiske bibeltekst at markere vokaler med prikker. Med den foranstaltning søgtes at fastholde deres delvis vokalløse skriftsprogs udtale, så den ikke skulle blive glemt.

Det essentielle er, at det er de tre oprindelige, dynamiske såkaldt "livgivende" grundvokaler, der kan udtrykke navnet Jahweh, dvs. navnet I-a-o's (j-a-u's) vibration - og som her kunne ses som en matrice, hvori de fleste andre lyde kan støbes. Dette skimtes også bag beskrivelsen af Gud selv ifølge "Johannes' Åbenbaring"s græske tekst:

-"… Jeg er alpha og omega …"

- dvs. det rummes i alfabetets hele lydrepertoire og indeholdt inden for det græske alfabets første og sidste bogstav: lydene a (alpha) samt u (omega) udtalt som oo eller å.

Opfattelsen af at bestemte ord, sætninger og formler - intonerede såvel som skrevne - kunne have magisk effekt, ses i mange ældre tekster. I Moseloven i Bibelen påbydes det israelitterne at tage Jahwehs ord og "binde dem ved hånden". (Samt binde dem på panden - eller skrive dem på porten og dørstolperne, der også betragtedes som "kraft"steder).

Dette praktiseres ved, at de ortodokse jøder binder små remme med skriftsteder fra Bibelen på underarmene (og på deres hoved).

Der hentydes til denne skik under senere stridigheder, når de kristne, der anklagede jøderne for at udbrede misfortolkning af deres gamle bibelskrifter, hertil anvendte udtrykket "at binde nogen noget på ærmet". Men den oprindelige baggrund var således opfattelsen af, at det kunne give en særlig effekt at bære (binde) hellige ord på sig - hvilket også hinduer og buddhister stadig gør med de førnævnte mantraer.

Da de skriftkloge rabbinere og hermed mange af farisæerne efterhånden fik stor indflydelse, havde de på visse områder ikke samme kendskab som præsterne til traditioner inden for religionens såkaldte praktisering af "religiøs magi". Det kan have medvirket til deres tiltagende afholdelse fra, og derefter modstand mod, at udtale gudsnavnet Jahweh.

Lignende indstilling fik efterhånden indflydelse hos præsteskabet. Så Josefus' overforsigtige attitude over for gudsnavnet kan dertil være præget af, at han var ud af en præstefamilie. Desuden uddannedes han et par år hos den jødiske sekt essæerne, og skønt disse skrev Jahweh-navnet i deres tekster, vides de ikke at have udtalt det. I Josefus' "Antiquitates" (2;276) - om åbenbaringen af navnet for Moses - angives:

-"… Til ham åbenbarede Gud sit navn, der ikke før var kommet for menneskets øren, og hvilket det er mig forbudt at udtale …".

Mange steder i Bibelen ses Jahweh-navnet stavet som Jhw - som overført til vort alfabet er Jahu. Adskillige forskere har ment, at Jahu (Jhw) er dens ældste form, og at navnet Jahweh kan være udviklet derfra. For 3.000 år siden ses den oprindelige Jahweh-form i mindst fire af "Davids Salmer", f.eks. i Hallelu-Ja, dvs. 'lovsyng Jah(u)' (Jahweh).

Moses' næstkommanderende og efterfølger Hoshea fik under udvandringen fra Egypten - således efter Moses' indførelse af Jahweh-kulten - føjet den korte form "Jahw" ("4. Mosebog" 13,8-16) til sit navn. Dette menes da at have været Jah-Hoshea, gengivet som Jehoshua (forenklet transskriberet som Joshua og Josva) - hvilket senere på græsk blev både til Jason (bl.a. i Josefus' værker) og Iesous (Jesus).

Et andet kendt navn, hvor denne korte form indgik - endda sammen med det kanaanæiske gudsnavn - var Elias: egentlig Eli-Jahu.

På den øvreegyptiske ø i Nilen, Ebb eller Ab (Elephantine), skrev nogle jødiske lejetropper for 2.400 år siden i deres breve gudsnavnet udelukkende med formen Jah stavet på hebraisk især som Jhw. Det er den seneste jødiske dokumentation af måden for udtalen af navnet.

Men ifølge bl.a. de såkaldte "Mishnah"-rabbinerskrifter, "Yoma" (6,2), har navnets udtale været kendt med sikkerhed, indtil Jerusalems tempel blev omstyrtet år 70 e.Kr.: Hvert år ved tempeltjenesten på forsoningsdagen jom kippur udtalte ypperstepræsten det for præsterne og folket. Om de daglige velsignelser, der blev givet af præsterne, siger et andet af disse skrifter, "Sotah" (7,6), sådan:

-"… I templet udtalte de navnet, som det var skrevet, men i provinserne anvendte de erstattende ord …".

Også i de kristnes græske bibeltekster ses gudsnavnet stavet "Jah" i alt fire gange i "Johannes' Åbenbaring"s kap. 19 (fra kort efter 70 e.Kr.).

Men det blev mest almindeligt at undgå at udtale dette gudsnavn. Og Jerusalems præster fik så at sige monopol også på denne religiøse udtryksform, at påkalde Jahweh. Den begrænsning blev efter templets og præsteskabets bortfald i 70 e.Kr. især årsag til, at efterhånden vidste mange tilsyneladende ikke mere, hvordan det udtaltes rigtigt.

Her kom påbuddet om "ikke at tage dette navn forfængeligt" - dvs. ikke at misbruge det - igen til at spille ind. For netop ved at undgå at udtale navnet, undgik man også, at det uforvarende blev udtalt forkert, og derved mindskedes risikoen for "misbrug".

Det blev i praksis til en art "udtaleforbud". Idet hebraisk skrift mest bestod af konsonantbogstaver og var, dermed, delvis vokalløs stavemåde, og da jødisk tradition med at overføre vokalerne fra "erstatningsnavnet" Adonai ('Herre') til Jhwh-navnet ikke ænsedes af kristne, blev navnet senere hos kirken misforstået udtalt "Jehova".

Ud fra grammatisk tradition såvel som fra arkæologisk fundne optegnelser vides, at sådan har det ikke skullet udtales. Angående de senere tilførte vokalmarkeringstegn (prikker) ses i den ældste bevarede hele Hebraiske Bibel, "Codex Leningradensis" (B 19A), 1000-tallet e.Kr., at dette gudsnavns stavemåde - trods "udtaleforbud" - angives med udtalen Iahweh netop som kendt i traditionen. Vokaliseringen af Jahweh, Jhwh, var velkendt fra just disse vokalers særlige "genbrug" i Adonai, 'Herren'.

I nutiden undgås stadig inden for den jødiske religion at udtale navnet, og i stedet bruges oftest den omtalte "omskrivning" til Adonai.

Ændringen i datidens teologiske klima ses afspejlet i denne udvikling, hvor der i den første del af "Mishnah"-rabbinerskrifterne, "Berakhot" (9,5), angives med eksempel fra "Ruths Bog" (2,4), at:

"… en mand skulle hilse sine fæller med (brug af guds)navnet …". Derimod senere hen, i rabbinerskrifterne "Sanhedrin" (10,1), opregnes "alle dem, der ikke skal have del i den kommende verden" - bl.a.:

-"… også den, der udtaler navnet med dets rette bogstaver …".

Jesus fordømte farisæerne - og disse var ellers kendt for at følge rabbinske "Mishnah"-tekster - mens han selv anklagedes af farisæerne for at krænke regler om blasfemi (gudsbespottelse). Jesus siger ("Joh.ev." 17,6):

-"… jeg har bekendtgjort dit (Jahwehs) navn for de mennesker …".

Ved processen mod Jesus ifølge Markusevangeliet (14,61-64) udspurgte ypperstepræsten ham, om han ikke var "søn af Den Velsignede"? Jesus bekræftede det med dette svar (ordret fra græsk ordstilling):

-"… Jeg er, og I vil se …" etc.

- hvilket i virkeligheden, hvis det var forstået (eller underforstået) på hebraisk, var som udtalen af gudsnavnet. Eneste kendte overlevering af Markus-teksten er græsk, der med sine ord ego eimi, 'jeg er', ikke lydmæssigt giver forståelsen af dette ordspil, der fortørnede præsterne.

Ypperstepræsten forstod, hvad dette indebar, ikke på dagligsproget aramaisk - hwh, 'jeg er' - men hebraisk (Jahweh blev skrevet med hebraiske bogstaver, også i græske bibelfragmenter, og i Qumran-teksterne i en undertiden fønikisk-lignende skriftform): Han udnyttede derpå Jesus' svar som anklage:

-"… hvilke flere beviser behøves? I hørte gudsbespottelsen …".

Når Jesus helbredte ved healing eller foretog sine mangfoldige dæmonuddrivelser, anvendte han bl.a. intonationen/påkaldelsen af "Herrens navn". Det vil betyde, han brugte påkaldelsen Jahweh.

Rabbinerskriftet "Talmud Shabbat" (13,5) siger, angående ødelæggelse af "kætterske" skrifter - der også har omfattet de jødekristnes, de første kristnes, bøger - at her var et særligt problem, idet:

-"… de "kætterske" skrifter indeholder Guds navn, og en omfattende ødelæggelse af sådanne skrifter ville betyde, at man ødelagde Guds navn …".

Dog, de første kristnes brug af Jahweh-navnet Jah ændrede sig siden hen - især på grund af deres anvendelse af den Græske Bibel, "Septuaginta". I denne er Jahweh-navnet ikke gengivet, men er i stedet skrevet som Kyrios, det græske ord for 'Herre', eller som Theos, 'Gud'. Dette vil fremgå af de ældste bevarede hele udgaver af "Septuaginta", der er fra 400-500-tallet e.Kr. (bl.a. "Codex Alexandrinus").

Men det kan påvises, at sådan var det ikke fra begyndelsen, omkring 280 f.Kr., da jødiske lærde oversatte den Hebraiske Bibel til græsk:

- I fund af ældre stumper af "Septuaginta" er gudsnavnets fire hebraiske bogstaver Jhwh (Jahweh) stadig intakt. F.eks. viser "Papyrus Fuad" (Inv. 266), med dele af "3. Mosebog", overalt gudsnavnet skrevet som Jhwh. Således først på et sent tidspunkt har "nogen" foretaget de gennemførte ændringer i denne bibeloversættelse.

Kirkefaderen Origenes (185-254 e.Kr.) boede længe i Alexandria, i hvis templer og oldtidens største bibliotek, samt hos byens jøder, han alle steder havde adgang til mængder af information. Han oplyser, at:

-"… i de mest nøjagtige manuskripter optræder NAVNET med hebraiske bogstaver, ikke nutidens hebraiske (bogstaver), men de allerældste …".

Oversætteren af Bibelen til latin ("Vulgata"-udgaven), kirkefaderen Hieronimus, oplyser i 384 e.Kr. i sit brev fra Rom:

-"… Det niende (gudsnavn) er Tetragrammaton, som de (jøderne) betragtede som ikke at måtte udtales, og det er skrevet med disse (hebraiske) bogstaver Jod, He, Wau, He. Når nogle ignoranter fandt disse i græske bøger, har de på grund af ydre ligheder blandt (visse) bogstaver været tilbøjelige til at læse dem som PIPI (de græske bogstaver Pi, Iota, Pi, Iota) …".

Således fremgår det, at på det tidspunkt, hundrede år efter Origenes, vidste Hieronymus ikke, hvordan han skulle forstå disse bogstaver PIPI, som således Origenes havde anvendt i sine oversættelser.

Men Origenes, der havde "stået i lære" hos den mysterieindviede kirkefader Clemens af Alexandria (150-215 e.Kr.), var med sit overordentligt gode kendskab til hebraisk og aramaisk ikke nogen ignorant. I sine flersprogede oversættelser ("Hexapla") anvendte han de græske bogstavformer PIPI (der her - ligesom i hebraisk - læses fra modsat retning, nemlig IPIP) for at angive det hebraiske Jahweh-navns bogstaver JHWH såvel som for samtidig at angive mysteriernes kendte numerologiske kode for dette gudsnavn.

Det kunne lade sig gøre, fordi de græske bogstaver også anvendtes som tal, hvor bogstavet Iota ("i") var 10, og Pi ("p") var 80, hvorved IPIP ansås for at være koncentreret i talværdien 9 - (idet IPIP efter græsk numerologisk metode: 10+80+10+80 angiver tallet 180, der igen som 180 har tværsummen 9). Det vil kunne korrespondere med, at navnet Jahweh af rabbinerne opfattedes som "Guds 9. navn".

Den hos muslimerne omtalte udøvelse af Mellemøstens gamle traditioner med intonation og udsyngelse er fortsat praktiseret dagligt med ordet for Gud (El, Ila) - på arabisk Allah, en sammentrækning af al-Ilah, 'Guden'. Navnet Allah - et substantiv - forekommer omkring 2.700 gange i Quranen, hvor det både staves og læses fuldt ud som i udtalen. - Men selv om Moses ifølge "2. Mosebog" (9,16) havde bekendtgjort for israelitterne, at Jahwehs navn skulle:

-"… kundgøres i alle Jordens lande …"

- blev det således hos jøderne undgået at udtale og er da erstattet med andre udtryk. Dette evt. også på grund af, at ordet Jahweh f.eks. i mysterierne ansås for at have stærk virkning ligesom et personligt mantra.

Den opfattelse - eller evt. misopfattelse - der lå bag, at jøderne skjulte udtalen af Jahweh-navnet, har tydeligt smittet af på også de kristnes indstilling:

- Moses' bekendtgørelse af Jahweh-navnets betydning, blev i lighed med andet i Moses' værk undertiden ændret, reduceret eller misforstået. Utallige bibeloversættelser var underlagt dette. Herved tabtes filosofien bag Jahweh-navnet ved at der ofte i stedet brugtes autoritetsbetonede navne som Herren, Gud og Den Evige m.v. på næsten 6.800 steder i hele det Gamle Testamente, hvor der oprindeligt stod Jahweh eller Jah. (I øvrigt nævnes Elohim inklusiv El, Eloah, Elah eller Elim næsten 3.000 gange i Bibelen). Ved "udtaleforbudet" endte den i forvejen ikke afbildede, usynlige guds ydre udtryk således som 'kun' en grafisme (j-h-w-h).

_________________________________

• Rabbinerskrifterne og oldtidens forfattere angiver, at Moses blev oplært ved forskellige indvielser. De foregik på direkte egyptisk maner.
• Han lærte magiske kræfters hemmeligheder, kabbala's mysterium.
• Modstand mod helt at udtale Jahwehs navn er af en noget sen dato.

_________________________________

I mere end 100 år mente bibelforskere, at Mosebøgerne
er af mange forfattere, J: Jahweh-kilde, E: Elohim-kilde,
etc. - Mangel på overensstemmelse svækker teorien,
jf. her eks. i 2. Mosebog 32,1-27 (og Appendiks, s.311).
Fra J. Hahn: "Das Goldene Kalb", Frankf.1981, s.142.

Planche 01 - Den-hemmelige-religion

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

I Egypten findes spor af "læren om én skabergud" både ca. 1450 f.Kr. og de ældste spor af læren i 5. dynasti og før, dvs. før 2500 f.Kr.

Det er en sådan lære, der almindeligvis forbindes med Moses. Idet den i forvejen fandtes i Egypten - under 18. dynasti, hvor Moses ved israelitternes udvandring indførte sin nye religion - må denne lære om én skabergud netop ses i forbindelse med israelitternes religion. For i sin egyptiske periode har Moses kunnet inspireres af en revival af den ældre lære og medvirke til at accentuere og videreudvikle den.

Oldtidsforfattere oplyser, at Moses allerede i Egypten fremsatte religionsreform(er) i den periode, der nu kaldes 18. dynasti. I dag vides, at her fik det egyptiske præsteskab sin største ekspansion nogensinde, og at faraos reelle magt herved undermineredes.

Især må det store Amon-præsteskab uundgåeligt have frygtet en reform. Det er ikke usand-synligt, at det har bidraget til at fortrænge Moses fra sin indflydelsesrige position ved hoffet - og at han allerede forinden nåede at plante sine reform-idéer i Egypten. Elementer har levet videre - også hos tilhængere i præstegrupper og ved hoffet.

Herved har senere farao Akhenaton (Amenhotep IV) også kunnet blive influeret. Under alle omstændigheder var det herefter ikke Akhenaton - med sine forsøg på at ændre religionen i Egypten i en "monoteistisk" retning (henoteisme) - der inspirerede Moses til en ny religion, hvilket ellers adskillige forskere har hævdet. Rækkefølgen er omvendt, idet Moses' religion i 1400-tallet f.Kr. dermed fandtes cirka hundrede år inden farao Akhenaton indførte sin religionsreform.

Et faktum er, at Akhenatons reformisme ikke var ren monoteistisk, men især fjendsk mod Amon. Jf. bl.a. egyptologen Erik Iversen's "The Reform of Akhenaten", i Göttinger Miszellen (nr. 155, 1996, s. 55-59).

Skønt Moses og Akhenaton begge ville koncentrere en kult om én foretrukken gud blandt/over alle andre - og anerkendte, at andre guder eksisterede (altså ikke fuld monoteisme) - så var der store forskelle.

Alle de største egyptiske guder for over 4.000 år siden havde dobbeltnavne ud fra deres duale universelle elementer:

F.eks. Ptah-Atum, 'skabe altet', dvs. gudsprincippets åndelige og stoflige side i ét. Den største gud Amon-Re betyder 'hemmelig' plus Solens livskraftsprincip - igen dobbelt: Usynlig/hemmelig og synlig/fysisk. konceptet er ikke nederegyptisk, men fra Theben - Moses' hjemby.

Fra nøjagtig samme idé udvalgte Moses alene Amon-princippet som udgangspunkt og lod i praksis sin gud forblive usynlig, hemmelig og med totalt billedforbud. - Hvorimod Akhenatons doktrin bekrigede Amon og valgte Amon-Re's anden side, det synlige, nemlig Re's, Solens fysiske livgivende billede, i form af solskiven Aton.

I sit valg synes Akhenaton præget af sin stærke dronning Nefertite ('den smukke kvinde er ankommet'), ikke usandsynligt en medisk prinsesse fra solreligionslandet Mitani, sendt til Egypten som barn. Akhenatons tiltagende lidelse - forskere peger på Marfan's syndrom (ikke Fröhling's syndrom som ofte antaget) - kunne øge hans stærke religiøse engagement, kendt som ægte dybt, bl.a. i hans digte. Et faktum er, at en af hans hymner til solguden er nær identisk med Bibelens "Salme 104".

Kongerne betragtedes som gudernes talerør - ligeledes fungerede den første profet, Moses, som "Guds talerør". I farao Akhenatons reform tilbad egypterne ikke kongen direkte. De skulle tilbede guden der repræsenteres af solskiven, det foregik så gennem kongen, gudens talerør.

Men normalt blev kongerne i Egypten og andre steder desuden betragtet som guder med en kult, hvor de skulle tilbedes. En sådan status fik israelitternes ledere netop ikke pga. Moses' forordning.

Ved indretningen af gravanlæg i Aton-religionens periode omkring 1350 f.Kr. fremgår, at der fortsat eksisterede en opfattelse om livet efter døden. Moses må hos israelitterne have indført en lære også om dette (vil blive omtalt). I Egypten praktiseredes dødekult ved Osiris. Men i farao Akhenatons religion skulle Osiris helst ikke dyrkes.

Egypterne ønskede efter døden at blive ligesom Osiris i underverdenen, og de afdøde identificeredes med Osiris. Ofte skabtes Osirisfigurer til at personificere dem. Osiris var den store hjælper i underverdenen og samtidig dennes overvinder. Egypterne mente, at alt kunne komme til live igen og igen - den evige tilblivelse. Og hos mennesket skete det ved, at sjælen (ba) beboede en krop.

Det i Akhenatons lære ikke-velbelyste område - livet efter døden - blev et problem, der også i fraværet af Osiris blev en medårsag til Aton-religionens fald. Dette fald udløstes i forbindelse med en stor pestepidemi med uhyre mange døde. Epidemier kunne naturligvis indtræffe også under den gamle religion, men ved den nye religionsforms indførelse med kultisk koncentration om én gud, Aton, også efter døden, opfattedes denne gudekult som ikke at kunne fungere og som forfejlet.

Akhenatons religionspolitik var fanatisk, og dette var ret uegyptisk - egypterne var generelt liberale og flersidige, og den fanatisme kunne ikke overleve. Egypterne vendte tilbage til deres gamle guder. - Men anderledes gik det senere ved kristendommens start: Først årelange kriser, hvor folket også her vendte sig fra de gamle guder, "der jo havde fejlet", men nu vendte folket ikke tilbage. Bl.a. derfor kunne kristendommen indføres så hurtigt i Egypten som et af de første kristne lande overhovedet.

I Moses' religionsform er der tegn på en ikke-offentlig kultisk overbygning på religionen. Derved må hans religion oprindelig have været etableret i to niveauer ligesom alle store religionskulter i verden før i tiden: En folkereligion og en overbygning af en delvis hemmelighedsomgærdet indvielseskult, der indeholdt en lære om livet efter døden. Her synes Moses for sit nye regi at have foretaget en omplacering:

a) - På den ene side forbeholdtes dele af denne højere lære stadig for det omtalte øverste og mest lukkede niveau.

b) - Hvorimod mange andre af samme læres elementer - f.eks. særlige mysterieskikke - der i Egypten og andre steder oprindelig tilhørte især det "høje niveau", nu blev indlemmet i folkereligionen. At kunne læse religiøse tekster, ellers mest forbeholdt indviede og præster, blev også udbredt. Mysterieelementerne, der nu indgik i Israels folkereligion, var:

- For det første, at der ikke var noget gudebillede. Religion, kult og tilbedelse var i den gamle verden nærmest utænkelig uden en eller anden form for gudebillede. Men i en mysterie-kultinspireret lære kunne det være anderledes. Og et af de særlige områder, hvor Moses' religion afveg fra hidtidige former, var budet om ikke at fremstille noget billede til at repræsentere guden. Jahweh måtte ikke afbildes eller repræsenteres synligt i fysisk-materiel form.

Dog, dette princip blev delvis afveget i perioder hos jøderne. I Israel er der udgravet Jahweh-figurer fra 600-tallet f.Kr. Der findes endda inskriptioner om en tilhørende kvindelig guddom, "Jahwehs kone".

- For det andet, at gudens navn havde flere betydningslag og ikke måtte nævnes undtagen under specielle forhold. Den filosofi kom også fra Egypten og findes i visse træk hos mysteriekulter for den øverste gud, Amon, der - skønt afbildet - betyder 'skjult', 'hemmelig'. Med tydelig inspiration i Amon-religionens højere mysterier blev nu Israels gud usynlig, "skjult" - nu totalt. Det var nyt i en religion for et helt folk.

- For det tredje, at omskærelsesritualet - oprindelig en egyptisk skik - nu omfattede alle mænd, blot de tilhørte israelitterne. I "2. Mosebog" (19,6) udtaler Moses, at Israel skal være som "et kongerige af levitter". Dette skønt levitterne kun omfattede én - mindre - klan, hvorfra israelitternes præster rekrutteredes. Ifølge rabbinerskrifterne var levitterne de eneste omskårne israelitter under selve opholdet i Egypten.

Moses indførte også afgørende ændring i kongens religiøse status. I flere tusinde år blev kongerne i de store kultursamfund betragtet som en gud, der var konge, og samtidig som en konge, der var gud:

- I Egypten var kongens krop "en vehikel beboet af det guddommelige element". Han skulle betragtes at være af dual natur - kosmisk og jordisk - evigt fornyet i sin eksistens i verdens tid-og-rum-kontinuum.

Han var som guddom løftet op - og måtte ved flere ceremoniel ikke røre jorden og måtte derfor omhyggeligt bæres og løftes. Hans gudekongelige udstråling ansås for så voldsom, at den kunne smerte de tilstedeværende. F.eks. i Persien repræsenterede kongen selve Solen, og audienssøgende skulle skærme ansigtet med hænderne og sige, "jeg brænder", når de nærmede sig og kastede sig ned foran kongen.

Også her er det revolutionerende ved Moses' Love - der er love for en religiøs nation - at lovene også skulle have virkning, hvis der ikke var et kongedømme. Men når kongedømmet var en realitet, da skulle kongen ikke have den guddommelige status - men afbalanceres af præsteskabet, der, på deres side, ikke måtte eje jord. Modsat f.eks. egyptisk præsteskab, der efterhånden ejede over halvdelen af Egyptens jord og hyppigt blev landets største kapitalmagt, som kongen kunne være under pres af og hyppigt måtte følge en mest præstegavnlig politik.

Folkets leder Moses har selv efterlevet at undgå den gængse form for kongestatus: Bl.a. blev hans grav skjult og undgik da - som det ellers kunne ske for mellemøstlige herskeres grav-steder - at blive et kultsted.

Moses synes at ville undgå, at konger dyrkedes som gud. Men f.eks. de senere salmer 2 og 45 synes alligevel at vise nogle tegn på gudeagtig kongeopfattelse eller -dyrkelse; indgroede kulturtræk, svære at undgå.

En ekstrem dyrkelse af dyr kendtes fra Egypten. Det træk modgik Moses med sin reform. Det skinner også igennem, da han omtaler ("2. Mosebog" 8,26), at dét, som hans religions tilhængere ofrer, kan vise sig som "afskyeligt for egypterne".

En slags parallel mellem den kendte del af Moses' religion og Akhenatons senere reform er, at mens Egyptens religion hidtil havde en lære om det såkaldte "efterlivet" hos de afdøde, så forkyndte hverken Moses eller Akhenaton denne lære. I hvert fald ikke åbenlyst eller direkte.

I de tekstdele om Moses' lære der af senere jødiske "forvaltere", især Ezra, udvalgtes til at optages i den endelige version af Bibelen, findes der generelt set intet niveau af universelle erkendelser, f.eks. som i de indiske "Upanishader"s Vedanta-lære og hos flere græske filosoffer.

Det vil skyldes, som det vil blive klart, at en overordnet afdeling, en overbygning til den åndelige elite - den nævnte særskilte, øverste mysteriekult for indviede, der netop eksisterede hos alle andre af de store religioner - i dette tilfælde er blevet tilbageholdt eller fjernet udadtil. Den situation kendtes også f.eks. siden hen hos grækerne i nogen grad, hvor en større viden om livet efter døden lærtes i mysteriekulterne.

Ved denne tilbageholdelse kan der meget senere være opstået et særligt anstødspunkt for Jesus i sit opgør med dele af det jødiske præsteskab og dets "døde" forvaltning af et religiøst vidensmonopol. Heraf kunne tænkes også vitale dele evt. at have overlevet, og i bedre tilstand, hos Qumran-folkene (som forsvandt 70 e.Kr.) - eller hos samaritanerne, der har deres egen bibeludgave. Jesus lod i sine lignelser samaritanerne (et tilmed provokerende islæt) fremhæve for bedre forståelse og overholdelse af skriften end bl.a. Jerusalems jødiske præsteskab.

Indsigt i de store åndelige dimensioner - bl.a. en udbygget lære om døden og "efterlivet" - i kombination med eksistensfilosofisk erkendelse, er ikke mere at finde i direkte form i dét, der skulle blive jødernes samleværk af tekster til fortrinsvis nationalreligiøst brug: Bibelen. Der er enkelte undtagelser, bl.a. i Bibelens "Jobs Bog" (se nærv. kap. 10), der i al tradition netop har Moses som forfatter.

Det er bemærkelsesværdigt, at ingen forskning synes at have set på Moses' religion ud fra, hverken at dens mysterieprægede elementer fremtræder i det Gamle Testamente, eller nogle udvalgte ligheder med den hidtidige egyptiske religion også før Aton-religionens tid.

Begrebet livet efter døden sporedes fortsat i idéer hos den senere jødiske tradition, hvor "livet i den anden verden" bl.a. kaldtes for "at hvile i Abrahams skød". Det svært oversættelige sheol, der både kan relatere til 'underverdenen', 'den anden verden efter døden' samt 'helvede', nævnes allerede i Mosebøgerne - men ses ikke uddybet.

Senere, i 200-tallet f.Kr., omtaler Bibelen i "Daniels Bog" (12,2-3) troen på de dødes opstandelse, og - for nogle af dem - en dom om en mindre lys eftertilværelse. "Prædikerens Bog" (12,5) omtaler, at:

-"… før sølvsnoren tages bort, før guldskålen brydes i stykker …".

At sølvsnoren brydes, er ældgammel opfattelse, et arketypisk begreb for den evige sjæl med sin, ifølge traditionen, fine forbindelsestråd til kroppen: Ved døden fjernes den sølvsnor, og sjælen sættes fri af kroppen.

Den viden, der har ligget bag alt dette, synes at have tilhørt en lære, som senere bl.a. kom til udtryk i, hvad Jesus på korset udtalte, nemlig at den ene af de korsfæstede røvere "som havde troen" skulle komme "i Paradis". Dette i teksterne "nyere" begreb - som Paulus i sit "2. Korintherbrev" (12,2) åbner for ved at meddele, at en afdød "var faret op til den 3. himmel" (dvs. Solens sfære ifølge tidens opfattelse) - må forudsættes som et kendt udtryk forbundet med viden om "livet efter døden, i den anden verden". For ellers ville udsagnet om "Paradis" og ikke "Abrahams skød" derfor hos tilhørerne være meningsløst og ikke forstået.

Det omtalte øvre niveau i israelitternes religion blev efter Moses' tid overtaget og koncentreret hos de øverste præster. Ahrons og senere især Zadoks familieklaner ved Jerusalems tempel bevarede gennem tiderne monopol på dette felt, især hvad angår indvielse og hemmelig lære.

Optakt til ændringer skete allerede, da kongerne David og Salomon (i alt, ca. 1010-925 f.Kr.) af politiske grunde delvis tilpassede sig landets mange ikke-israelitiske indbyggeres forskellige religioner.

Derefter, i 700-tallet f.Kr., fjernedes Moses' kobberslange (brugt ved israelitternes helbredelse i ørkenen) - idet det hævdedes, at den blev misbrugt til tilbedelse i templet, hvor den opbevaredes som relikvie.

Da Nordisraels befolkning blev tvunget i eksil i Babylon, i 722 f.Kr., benyttede Jerusalems præsteskab sig heraf til at skaffe sig den ledende position i hele landet. De lod det endeligt og afgørende ske via den unge konge Josias' voldsomme indgriben 622 f.Kr. Snarere end en tilbagevenden til Moses' lære blev i stedet traditionen/overleveringen omdirigeret til en særlig form: præsteskabets udgave af Moses' lære.

Et par århundreder f.Kr. blev indvielseskulter i Mellemøsten udbredt uden for de forskellige landes præsteskaber. Vendt imod Jerusalems præsteskab opstod opposition fra frie grupper, bl.a. Qumran-skrifternes ophavsmænd, som mange mener er identiske med essæerne. Opposition ses ligeledes i beretningerne om Jesus' angreb på Jerusalems præsteskab. Var det imod dets "monopol" på en særlig lære?

Især i Romerrigets tid var den jødiske religion ved dens afgjort anderledeshed fra alle andre religioner opfattet af udenforstående ofte som en art mysteriereligion: uden gudebillede, og med en særpræget, egen mytologilære og mystik-filosofi.

Med åbenlyst kendskab til det bagved liggende højere kultiske islæt og indvielseslære i Moses' religion ses 1.400 år efter indstiftelsen heraf, at den egyptisk-jødiske filosof Philo i Alexandria omtaler Moses som bl.a. en mystagog og hierofant. Det var på Philos tid velkendte titler for ledere af indvielseskulter (herom i kap. 15).

Senere, inden for islam - som Mohammed havde baseret bredt på Moses' lære, sådan som den fremstod i Bibelens senere version - opstod der igen sekter, der havde den vanskeligt undværlige esoteriske overbygning. Sekterne har fra tid til anden været skiftevis accepteret eller forkætret inden for islams forskellige religiøse grupperinger.

Den i Mellemøsten stadigt ærede og usædvanlige personlighed Jethro må også have haft betydelig indflydelse ved Moses' oprettelse af ny religionspraksis. Meget tyder reelt på, at flere hovedelementer i den religion, som Moses indstiftede for israelitterne, allerede også var influeret af den egyptisk mysterieindviede Jethros "religion".

I flere rabbinerskrifter omtales, at Jethro var imod "billeddyrkelse" (dyrkelse af guder ved deres statuer og afbildninger) allerede før Moses opholdt sig hos ham i eksil.

Etableringen af Moses' religionslære var ud fra hans baggrund og uddannelse uundgåeligt af udpræget egyptisk tilsnit. F.eks. findes præeksistens samt forudopfattelse af den uskabte verden omtalt i egyptiske religionstekster. Det er bl.a. herfra, at Moses i Bibelen kan omtale eksistensen af kvaliteter og elementer forud for skabelsen (jf. nærv. bogseries bind 5, kap. 7) - samt at mennesket blev "skabt i Guds billede". Dette ses i "Merikare Papyrus" (132, c 55, Volten's edition) i Analecta Aegyptiaca (IV, 1945, s. 73), ordret således:

-"… han (mennesket) er hans (guds) billede, udgået af hans kød …".

I denne ældre egyptiske lære: På en pottemagerskive skabte guden Khnum mennesket - af ler, dvs. af Jorden, der er gudens legeme eller kød.

Den franske egyptolog G. Daressy fandt 1897 flg. tekst fra Medinet Habu's lille tempel: "Amon-Re, eksisterende ved sig selv og eneste gud - han skabte de øvrige væsener, i begyndelsen skabte han universet, lod lyset skinne i mørket, skabte himmellegemerne". Dvs.: som i Bibelen.

I Bibelen er omskæring et religiøst pagttegn - og derved en indvielse til guden, idet Moses havde indført denne egyptiske skik med omskæring, nu i større udstrækning, for hele israelitterfolket. I det Nye Testamentes "Apostlenes Gerninger" (15,1) nævnes omskæring ikke i forbindelse med Abrahams pagt, men anføres helt klart som "Moses' skik".

Moses indførte efter egyptisk skik, at hebræerne nu for første gang i deres historie, som den fremgår af Bibelen, fik præster. Hertil knytter der sig specielle forhold. Månen, der tidligt kan have spillet en særlig rolle, opkaldtes på hebraisk - foruden navnet Jareach - også efter sin farve, nemlig Lebanah, 'den hvide'. Dette kan være fra hebraisk laban, 'være hvid', med roden l-b-n. - Jf. det beslægtede arabiske ord laban '(hvid) mælk', samt betegnelsen Libanon, 'hvide (bjerge)'.

Den første udnævnelse af præster hos denne gruppe skete netop ved det bestemte bjerg på Sinai-halvøen, på "Jahwehs bjerg", hvor Jahwehs navn tidligere blev åbenbaret for Moses. Stedet kendtes også for sin månekultus - og Sin er (øst)semitisk for 'Måneguden'.

Levitterne, hvis betegnelse kunne være forbundet også med "den hvide", Månen, blev nu præster for Jahweh, hvis navn lydmæssigt tilsvarer det egyptiske navn Jah for Månen og måneguden. Og præsternes rituelle praksis var på en del punkter forbundet med Månen.

Hos hebræerne/israelitterne indførtes påskens ofringer, en fuldmånefest nær forårsjævndøgn, indstiftet ved udvandringen fra Egypten. Dertil indførtes israelitternes kalender for månemåned-året, der her adskilte sig fra Egyptens praksis, hvor solårets kalender anvendtes.

Israelitternes fjender siger i "1. Kongebog" (20,23) om Jahweh, at: -"… deres gud er en bjerggud … derfor er han stærkere end os …".

Det tilføjes, at Jahweh straffede fjenderne for den omtale, der må være opfattet nedværdigende (dog optrådte han på Sinai-bjerget). Fjendernes udbredte gud Baal ses ofte forbundet med bjerge og lokale bjergnavne.

Moses' indretning af det mobile tempeltelt, Tabernaklet, med et ekstra rum, "det allerhelligste", kendtes i mange ældre templer. Samt fra hans egen tid, f.eks. i Hatshepsuts tempel i Deir el-Bahari ved Theben. Her er "det allerhelligste" en udhugget klippehule, som det store tempelkompleks "uden for" bjerget er bygget op omkring. Men hele' templet fik navnet: det allerhelligste, Djeser djeseru ('det helligste hellige sted').

Fælles med egypterne og andre oldtidsfolk var israelitternes brug af altre til ofring, og dette at Jahweh (og andre guder) mentes at manifestere sig i røg, især offerrøgen fra alteret eller røgelsens røg.

Ved religiøse optrin bar egypterne gudebilleder i procession. Moses' samtidige, Tuthmosis III, lod guden Amon bære foran sin hær i slaget ved Megiddo - den ældste historiske optegnelse af denne krigstradition.

Selv om israelitterne ifølge Moses' Lov ikke måtte have afbildning af deres gud, bevaredes en del af den egyptiske baggrund stadig: Israelitternes hellige kiste, Pagtens Ark, var forsynet ovenpå med et tronsæde til Jahweh - så at Israels gud på den måde alligevel kunne være til stede i processionen eller i hærens forreste række - men usynligt.

På krigsskuepladsen og i det senere tempel har synet af israelitternes hellige kiste været en surrealistisk oplevelse: Den gabende tomme tronstol, der hos Israels fjender efterlod tvivl om enten gudens totale fravær eller tværtimod med en suggestivt trykkende tilstedeværelse, idet enhver kunne indlægge sine egne forestillinger og tvivl - og dermed frygt - på den tomme plads. Den psykiske effekt ved dette har været af stærkere gennemslagskraft end fjendernes gudefigurer.

Læren om potentielt vældige kræfter i det guddommeliges usynlighed og andre hermed forbundne forhold bag dette, tilhører den mysteriekultiske del af den egyptiske religion. Det indgik også i den viden, som Moses bragte med ud af Egypten. I øvrigt var egyptiske gudestatuer det meste af tiden tildækkede for folkets øjne.

En anden vigtig overtagelse fra kulten for Egyptens øverste gud Amon ses indgået i Moses' forordninger. Egypterne brugte Amons navn 'hemmelighed', 'skjult' ved religiøse påkaldelser, bønner og anråbelser.

Men på hebraisk betød ordet amen 'lad det ske', 'lad det være sandt'; det ord synes optaget i Israels religion som en besværgelsesformular, nu med hebraisk betydning. Bl.a. i "2. Mosebog" (5,22) beordres, at der skal siges "amen" endda også under udøvelse af forbandelse. Under alle omstændigheder kendes fra egyptiske mysterier, at ritualer og bønner inkluderer og hyppigt afsluttes med dette ord amen.

Selve guden Amon glemtes senere, og betydningen af "amen" udlægges på hebraisk (der har mange egyptiske låneord) at være fra roden 'mn som: 'noget der er sandt'. Og Amons navn ses netop brugt sådan i egyptiske besværgelser for at "gøre dem til sandhed" - for at gå i opfyldelse.

En relation hertil i denne tradition i israelitternes/jødernes religion, kunne tænkes at have påvirket "de ti bud"s forbud mod at misbruge Jahwehs navn. Forbuddet fortolkes sådan, at det navn helst ikke udtales eller nævnes i det hele taget. Moses var desuden gået et skridt videre og havde forbudt, at gudsdyrkelsen foregik gennem gudebilleder.

Det var velgennemtænkt træk for religionens bevarelse at indføre en usynlig gud, der ikke måtte afbildes - og nær umuligt kunne fjernes igen, når der ikke fandtes synlige figurer og billeder, som kunne omstyrtes og udskiftes med andre guder. Det ville være svært at bekæmpe en ikke-afbildet gud, når tilmed dens navn ikke må nævnes.

Idet Jesus ofte baserede sine udsagn ud fra de overleverede Moses-relaterede bibeltekster, kan det ses som en påfaldende ændring, at den katolske kirke fra et tidligt tidspunkt dyrkede helgener - især martyrer - og netop i afbildninger (se kap. 25).

Da Martin Luther revolterede mod den katolske kirke, omskrev han og fortolkede ordlyden af "de ti bud". Buddet mod at misbruge Jahwehs navn er i Luthers bibeloversættelse det andet bud, men i Moseloven det tredje bud. Det oprindelige andet bud var billedforbuddet, som Luther helt så bort fra. For at få ti bud delte han det tiende bud i to dele.

Oldtidsforfatterne - og rabbinerskrifterne - omtaler Moses' evner som iatromantis, dvs. 'healer og seer'. I "4. Mosebog" (21,4-9) lod Moses på Sinai opsætte en kobberslange på en stage eller pæl (i den kristne Bibel ofte ukorrekt oversat som 'kors') for at helbrede syge.

Ud fra den egyptiske lægegud Imhoteps senere græske navn Asklepios, kaldes dette billede "Æskulap-staven". Stadig nu 3.400 år efter Moses forestiller det en stav med en slange om, og er nu: Det internationale symbol for læger og sundhedsinstitutioner. Når slangemotivet fordobledes, blev staven en caduceus ('merkurstav') - og var således med to slanger et kendt symbol for Hermes/Thoth, hvem Moses i flere senere overleveringer og i traditionen også netop blev sammenlignet med.

Det var denne omtalte kobberslange fra Moses, der senere opbevaredes i Jerusalems tempel helt frem til religionsreformen i 622 f.Kr.

Arkæologer har ved Sinai-halvøens kobberminer fundet slangefigurer af kobber, fra 1300-tallet f.Kr. - dvs. kort efter Moses' tid. De tilhørte midianitternes og qainitternes kult med slangetilbedelse - og træk herfra genkendes i Bibelens Moses-beretning om helbredelsen i Sinais ørken. Og, som Moses, at "forvandle slange til stav" ved at holde den i halen, var sandsynlig praksis i midianitternes kult på Sinai. På egyptiske billeder holder præster slanger i halen (jf. bind 5 kap. 9); og "skaberguden Ptah's magiske stav lammer mørkets slange" - brugtes i religiøse-mytologiske mysteriespil.

Igen, med Moses' religion i to lag - en mysteriekultisk retning for indviede, og en folkereligion - var det epokegørende, da Moses, som den første, indlagde folkereligionen så mange elementer fra mysteriekulterne, især fra egyptisk religionskult.

Det synes især at være i denne nu fortrængte to-delthed, at der kunne søges nogle årsager til, at der i de enkelte bibeltekster kan optræde forskellige betegnelser for israelitternes gud samt varierede udgaver af love og beretninger. De ældste bibeltekster er i nutiden blevet opfattet som forskellige kilder fordelt i tekster om hhv. Jahweh og Elohim/El - om end med meget usikre grænser. Sådanne tidlige litterære hypoteser om bibelteksterne opstod længe før videnskabelig arkæologi udvikledes - og synes i det meste ikke støttet af fundene (jf. Appendiks).

Tekster forbundet med Jahweh har bl.a. beskrivelse af Jahweh som en flamme. Undertiden er han repræsenteret ved en budbringer, eller i åbenbaring (f.eks. hos Job) ofte i en drøm. Jahweh ses også i symbolske beretninger, f.eks. om Paradisets have - alle træk passer til mysteriekult; ligeså gør hele "Jobs Bog" (netop tilskrevet Moses' forfatterskab).

- Angående Elohim: Han "blev set" af de ældre israelitters råd. Han talte ansigt til ansigt med Moses. Han skrev Loven på tavler. Han optrådte med ild og røgskyer; i det hele som i et ydre mysteriespilregi.

I "2. Mosesbog"s kapitel 18 omtales, at der blev afholdt rituelt måltid med Ahron og alle Israels ældste. Dette pagtmåltids ledsagende slagtofre og brændofre blev ikke givet til Jahweh, men til Elohim, ifølge den Hebraiske Bibels nøjagtige ordlyd. Den amerikanske forsker Aelred Cody netop påviser i sin afhandling "Jethro Accepts a Covenant With the Israelites", i Biblica (49, Roma 1969), at flere Moses-teksters omtale af ofringer er forbundet med Elohim og et pagtmåltid, men når et pagtmåltid omtales uden samtidig offerhandling, er det i forbindelse med Jahweh.

Generelt går Jahweh imod at lave gudebilleder - Elohim går imod kult for husguder og imod tyrekult. Jahweh virker eksklusiv (mysteriekult), mens Elohim synes "populær" (folkereligion). Men ofte kan disse forskelle næppe tillægges særlig betydning, da betegnelsen/navnet Elohim også andre steder jævnligt kan bruges for omtale af Jahweh.

I rabbinernes tradition fortolkes de to gudsbetegnelser teologisk som Guds to hovedformer for udfoldelse: Jahweh er udtryk for barmhjertighed - og Elohim for retfærdighed, også i Bibelens ældste "monoteisme" - bl.a. i "2. Mosebog" (6,3) - kendtes Elohim som skaber og dommer.

Navne-dobbeltheden kan ses også som en magisk-religiøs forstærkelse i Moses-teksterne. Disse synes i den to-delte religion at være skabt som ét hele fra starten, fordi de med deres flere indbyggede lag af betydninger skulle kunne bruges til begge niveauers religionsudtryk, hvor disse ikke var skarpt adskilte, men havde mange ens/fælles forhold.

Babylonisk præg i bibelteksterne er af delvis sen dato. Forskningen har mest været optaget af denne yngre side, som bl.a. derfor hurtigere blev mere forskningstilgængelig frem for det ældre egyptiske præg.

Teologiske forskningshypotesers påstand om "mange kilder bag Bibelens tekster" udløste forvirring. En medvirkende årsag til påstanden kan være, at spor af to-delingen i Moses' religion ikke bemærkes.

Foreløbig har ingen hypotese passet for Mosebøgernes fordeling af Jahweh og Elohim. Derfor bør ved siden af den mysteriekultiske vinkel undersøges nøje for de mange oprindelige egyptiske spor. Disse er hidtil undervurderede, men kan endnu findes inden for jødisk, kristen og islamisk religion.

_________________________________

• Én-gud-idéen, kendt i Egypten endda før 2500 f.Kr., fokuseredes igen på Moses' tid. Moses valgte at uddybe Amon-Re-dobbeltprincippets ene side, mens den senere farao Akhenaton udvalgte dets anden side.
• Karakteristisk mysteriekultisk religionstradition samt oprettelse af et præsteskab foruden en ypperstepræst-institution indførtes af Moses hos israelitterne for første gang - det hele var efter egyptisk forbillede.
• Moses' religion synes oprindelig opbygget ligesom den tids andre religioner, nemlig i to niveauer: en mysteriereligion og en folkereligion.
• De to niveauer i Moses' religion synes i flere tilfælde afspejlet i bibelteksters forskelligt fordelte brug af gudsnavnene Jahweh og Elohim.

_________________________________

Tv.: Jahwehs 4-bogstav-navn er ikke
opfundet af senere tiders præster,
men kendes tidligt. Findes bl.a. på
Mesha-stenen, 900-tallet f.Kr.

Th.: Jahweh-navnet ses i ældre og
yngre udgaver af hebraisk skrift.
Den øverste er fra Mesha-stenen.

8. KAPITEL

Den gådefulde Guldkalv

af Egyptens guld

En oprindelig typisk egyptisk kultform var kendt hos israelitterne under deres udvandring og ophold på Sinai. I Bibelens Moses-tekster berettes, at da Moses opholdt sig på Sinai-bjerget borte fra lejren med israelitterne, gennemtvang disse, at Ahron skulle lade en Guldkalv støbe af (især egyptiske) smykkemetal, som de afleverede til støbningen.

Derefter afholdt de et rituelt ceremoniel foran Guldkalven. Moses forbød dyrkelse af afguder og at fremstille gudebilleder, hvorfor mange israelitter, der havde deltaget, straffedes strengt. Men der er flere gåder forbundet med Guldkalven. Jf. også den historiske scene:

- Israelitternes Dan-stamme i Kanaan var fra deres kyst ved Ashqelon tidligt søgående og nåede vidt omkring til Middelhavslandene. Ligesom deres naboer pelasgerne (filistrene) var de kendt for deres okse- eller tyrekult. Fra Dan-området slog mange danaere/danitter sig ned i græske områder og blev også her naboer til pelasgerne.

Myterne omtaler, at også (de nu græsk lokaliserede) danaere havde en tyrekult - og at kongen, Danaos, der oprindelig kom fra Egypten, bevogtede en hellig okse, identificeret med gudinden Io. Jf. den egyptiske Måne(gud) Jaah eller Iawh og relationen til det for Moses åbenbarede gudsnavn Jahweh på Sinai-bjerget (semitisk 'Måne'bjerget).

I dag kan navnet genfindes langs Nilens bredder i Sudan (det tidligere Nubien) hos det milliontallige dinka-folk, der i flere tusinde år ofte var underlagt deres nordlige naboer, egypterne: I dinkaernes sprog er udtrykket 'hvid okse' et egyptisk ord: jaah.

Fra Harvard University's udgravninger i Israel, ledet af den amerikanske arkæolog Lawrence E. Stager, blev der 27. juli 1990 offentliggjort et hemmeligholdt fund af en Guldkalv, forinden udgravet i juni af hans assistent Rachel Starck. Den fandtes under ruinen af et nedbrændt tempel ved byporten i oldtidshavnebyen Ashqelon (19 km nord for Gaza).

Denne Guldkalv er 12,5 cm lang ("Time Magazine", 6. August 1990) og støbt i gylden bronze og sølv - og er verdens ældste kultfigur af ædelmetal. Findestedet Ashqelon er netop i Dan-stammens gamle Palæstina-kystområde, der i skiftende tider også har tilhørt filistrene og senere Juda-stammen. Dateringen er 1500-1400-tallet f.Kr. og dermed på Moses' tid. (Ill. af fundne Guldkalve: bind 3, s.127).

Dette er samstemmende allerede med Bibelens beretning om Guldkalven: At israelitterne ved udvandringen fra Egypten medbragte dyrkelsen af den hellige tyr. At den omtales som en Guldkalv, der på hebraisk er hankønsord, egel, en 'tyrekalv' - af guld eller forgyldt - synes ikke blot influeret af dens mindre størrelse. Jf. relationen til skikken i Egypten, at Apis-tyren til Amon allerede vælges som ungkalv. Den søgtes i hele landet og helliggjordes efter præsternes udvælgelse af den ud fra 29 forskellige kendetegn. Når den døde - og ritualspistes af kongen eller blev balsameret - var der landesorg.

Flere oldtidsforfattere hævder, at Moses allerede i Egypten havde indstiftet en kultreform for dyrkelse af hellige tyre. Under alle omstændigheder, hvis Moses med sin høje stilling ved det egyptiske hof var forbundet med dyrkelse af tyren/oksen, har det været i forbindelse med den hellige Apis-tyr og himmelko-gudinden Hathor.

Bl.a. den romerske historiker Tacitus omtaler Moses' reformering af to bestemte kulte i Egypten. Den ene var kulten for ibisfuglen, guden Thoths symbol. For den anden kult angives, at Moses udviklede ny praksis for tyrekulten i Egypten.

Det er sandsynligt, at Moses har villet modificere den tyredyrkelse, der i Egypten bl.a. gav sig udslag i mumificering og kostbare begravelser af udvalgte tyre. Han ønskede, at sådanne udvalgte tyre ikke mere dyrkes næsten på niveau med guderne. Ifølge hans love for israelitterne skulle disse dyr blot være helligt offer.

Næsten et halvt tusind år efter Moses lod kong Salomon, til sin indretning af templet i Jerusalem, opstille et kæmpe bronzekar båret af 12 støbte okser eller tyre - med 3 mod hvert verdenshjørne.

Yderligere 200 år efter, mens israelitternes land længe var splittet i to riger - Israel i nord og Juda i syd - dyrkedes selve Guldkalven i nordriget, endda hele to Guldkalve. Jero'boam (700-tallet f.Kr.), der på dette tidspunkt var konge over nordriget, dvs. Israel og herunder det senere Samaria, omtaler ("1. Kongebog" 12,28) reelt Guldkalven som Gud:

-"… Se Israel, den (Guldkalven) er din gud (Elohim), der førte os ud af Egyptens land …".

Jøderne bevarede hermed i deres Bibel disse optegnelser. Det kunne bruges til at demonstrere, hvor forkert - efter deres opfattelse - folket i Samaria og det øvrige Nordisrael havde båret sig ad.

Bibelens "Dommernes Bog" (18,11-31) beretter, at mens Dan-stammen, vedblivende dyrkede Guldkalven, lod stammen senere den tradition fortsætte gennem en præst, der var en af Moses direkte efterkommere (i alt kun tre senere slægtninge nævnes i Bibelen efter invasionen).

En større gruppe af Dan-stammen og denne præst Jonathan brød op fra Jaffa-området ved kysten - under presset fra nabofolket filistrene - og flyttede til Libanon, byen Leshem (Laish). De indtog denne by og omdøbte den til Dan. Her medbragte de Guldkalv-kulten.

Forskellige steder i Israel er der udgravet små Guldkalvfigurer støbt i gylden bronze - fra 1400-1200 f.Kr. En af disse, nu i Israel-Museet i Jerusalem, er fundet i Samaria nord for Sikhem, nær den ældgamle vej mellem Dothan og Tirzah på en kultplads, hvor den kultiske udøvelse er foregået under åben himmel - ligesom for Guldkalven på Sinai.

En anden Guldkalvfigur er fundet i nordligste Israel ved et tempelanlæg i Hazor, 25 km syd for byen Dan. Begge Guldkalve omtales i Amihai Mazar's afhandling "Bronze Bull Found In Israelite 'High Place' …", i Biblical Archaeology Review (vol. 9, No. 5, 1983, s. 34-40).

Det er fantastisk, at Guldkalv-kulten stadig findes den dag i dag og just med centrum i dette Sydlibanon-område: - hos druzerne. Forskningen vides endnu ikke at have været opmærksom på en mulig sammenhæng. Druzersektens religion har mange elementer fra de gamle mysteriekulter foruden senere træk som gnosticisme, neoplatonisme, endda buddhisme, manikæisme samt en reinkarnationslære - og islam. Deres etniske gruppe eller sekt er et af de mest lukkede samfund i Mellemøsten - og tæller lidt over 1 mill. medlemmer, f.eks. 75.000 i Israel.

Druzerne, der hævder at være af ikke-arabisk oprindelse, har i Israel og Libanon overtaget traditioner i forbindelse med Guldkalven. De indgår i sektens hemmelige ritualer, der forvaltes af druzernes religiøse og verdslige leder, overhovedet for den førende familie, den magtfulde Jomblat-klan. Jf. bl.a. Philip K. Hitti's feltstudium "The Origins of the Druze People And Their Religion", i Columbia University Oriental Studies (vol. 28, New York 1928).

Druzernes Guldkalvfigur tages frem fra en sølvboks en gang om året til et særligt kultceremoniel, ifølge den amerikanske antropolog William B. Seebrook's afhandling "The Golden Calf of the Druzes", i "Asia" (March, New York 1926, s. 220-227 og 250-253). Figuren er en lille statue af en gylden okse og er i størrelse mindre end en lille kat. Dvs. nøjagtig samme størrelse som den Guldkalvfigur, der 64 år senere blev fundet ved Ashqelon præcis i det distrikt, som Dan-stammen, der emigrerede til Libanon, havde forladt!

I flere tusinde år ses i Mellemøsten og Middelhavsområdet, at røgen ved ofring samt dyrets blod skabte formidling til guden, og selve offeret var også helligt. Præster forestod slagtning og udbød dele af det nu hellige kød. I fortsat tradition i italienske landsbyer er slagterens disk som et alter og udformet i marmor, hævet over kunderne, og kødets udskæring/opdeling foretages efter de gamle principper.

Talrige arkæologiske vidnesbyrd angiver, at det ensomme tempel på Sinai-halvøen, ved kobbermalm- og turkisminerne ved Sherabit el-Khadim, hovedsagelig var til en himmelorienteret eller kosmisk kult, tilegnet den egyptiske himmelko-gudinde Hathor (dvs. "Horus' hus"). Hun var en udgave af Isis, i dette egyptiske grænsedistrikt også repræsenteret under det semitiske gudindenavn Balith. Templet var desuden tilegnet Isis i hendes form som Sobdet, egyptisk for stjernen Sirius.

Ved israelitternes udvandring (1454 f.Kr.) har der fra Sinais kobberminedrift kunnet skaffes udstyr til metalsmeltning til Guldkalvens støbning - hvilket ellers måtte være et problem hos et folk på vandring.

Dyrkelsen af Guldkalven på Sinai fandt sted på et tidspunkt, der ud fra Bibelen beregnes som et bestemt antal dage fra udvandringens start.

Datoen blev jødernes lovgivningsdag og kendes senere som pinsen

- der faldt cirka 6. maj (moderne kalenderstil) - et tidspunkt hvor Solen da passerede Sirius' himmelmeridian og dermed den betydningsfulde Verdens-akse på himlen. Det tidspunkt for Guldkalvfesten er kendt egyptologisk som netop himmelkoen Hathors kultiske årsfestdag.

- Kunne det være sådan, at hellige okser eller tyre ud over anvendelse til ofring også har været forbundet med en i nutiden mindre kendt kosmisk idéverden inden for den kultiske praksis?

For i disse forhold skimtes sporene fra en glemt tradition, i forbindelse med tyrekulten, der bl.a. overlevede hos danitterne og samaritanerne - og som det også synes muligt at fortolke således, at Moses ikke umodificeret tog afstand fra Guldkalven. Moses forbød billeddyrkelse og afguderi, men Guldkalven kunne have en anden særlig funktion - mysteriekultisk - der blev misforstået eller misbrugt.

Kultiske afbildninger af okser eller tyre findes også på egyptiske stjernekort i gravkamres dekorationer. Her ses guden Horus på himlen at harpunere Karlsvognens stjernebillede der afbildes som en tyr eller tyreskank, Khepsesch/Meskhetiu (senere var det ofte i stedet en flodhest). Et lille rageknivformet instrument af (meteor)jern fra himlen til brug ved faraos genopstandelse hed meskhetiu ligesom Karlsvognen (jf. at den senere hos romerne bl.a. hed Okseploven).

De obligatorisk indviede faraoner fik titlen "harpunéren". Lignende træk synes at have overlevet senere som et element på Kreta ved drabet på "Minotauros", mennesket med tyrehoved - og i Orientens Mithras-kulter med ritualdrab af tyre. Den kult fik udbredelse overalt i Romerriget - med reminiscenser helt frem til tyrefægtning i nutidens Spanien.

Overalt i den gamle verden blev stjerner og stjernebilleder ofte benævnt som okser og tyre. Mælkevejen var udgydt af "Himmelkoen", der i sig selv kunne repræsentere endda hele himlen - og fandtes blandt de første ved Skabelsen - ifølge traditioner både i Egypten, Indien og Nordeuropa. I Babylon var gudinden Ishtar, der var syrernes og kanaanæernes Ashtarte, ofte afbildet som en (himmel)ko.

I Egypten afbildedes farao/dronning Hatshepsut som barn drikkende af himmelkoen Hathors mælkestrøm, ligesom grækerne 800 år senere omtaler, at deres gud Zeus som barn drak af samme kosmiske kilde, og hos nordboerne drak kæmpen Ymer af himmelkoen Audhumle.

Om babyloniernes zodiak (Dyrekreds) siger deres ældste tradition:

-"… KarlsvognenTyren var altings begyndelse …".

I oldtidens Indien markerede KarlsvognenTyren begyndelsen i månehoroskoper. I den græske "Minotauros i labyrinten' er i det sidste udtryk labrys af betydningen 'dobbeltøkse' - og også navn for stjernebilledet Orion, der på himlen aftegner sig som en dobbeltøkse netop under Tyrehovedet's stjerner. På mange græske okse(hoved)-billeder ses en dobbeltøkse indsat. Minotauros-skikkelsen er Orion med Tyrehoved påsat/over sig.

Fra det gamle Egypten findes afbildninger af tyre, der er dækkede af stjerner. Mange templer - bl.a. med kulter for ko-gudinden Hathor eller for Apis-tyren - er anlagt efter sigtelinjer til særlige stjerner. Egypternes Verdensakse-agtige, hellige "stenspir"monumenter hed på græsk obelisker, 'okse-spid', og var decideret solkultiske. Hos egypterne kaldtes planeterne også "køer" - og senere på græsk kaldtes de "Solens okser".

Solens årscirkelbane på himlen - som planeterne følger, men i egen fart - omtaltes (især hos grækerne) som "okseplovfuren", som disse himmelkøer (himmellegemer) fulgte (jf. førnævnte "okseplov"). Én gang rundt med Solen i plovfuren udgør ét år. Allerede faraos varseldrøm med "7 fede og 7 magre køer" kunne tydes af Bibelens Josef til herved at være "7 fede og 7 magre år". Og et påbud fra Moses, i "2. Mosebog" (22,10), lyder:

-"… Du må ikke pløje med en okse og et æsel sammen …"

- korresponderer både med de af hans love, der angår dyrs beskyttelse (hos det umage par kan æslet overbelastes), og med den tids frygt for "umage sammenblanding". Men det henfører også til "okseplovfuren" på himlen, hvor Tyrens stjernebillede inden for denne "Paradiscirkel" (ekliptika), og Æslets lige udenfor, danner par med den plovfure mellem sig. Æslet og Tyren var i den tidligt udbredte babyloniske astrologi anset for vanskeligt forenelige kræfter, der "trækker på hver sin måde".

Ved grækernes import af verdens ældste alfabet - ikke fra Fønikien, men fra den originale første form på Sinai - overtog de flere slags skriveretninger. Heraf foretrak de især den, hvor hver anden linje skrives i modsat retning, en zigzag-læsekurs kaldet boustrophedon, dvs. 'pløje med okser' (der pløjer i furer frem og tilbage - med en "kovending"). Det synes ikke tilfældigt, at det ældste alfabets første bogstavs navn aleph (bogstavet 'A') betyder 'okse' og er formet som et oksehoved.

Det er karakteristisk for de oldtidssprog, der før alfabetets opfindelse brugte skrift, at de fleste af dem havde deres eget skriftsystem baseret på en billedsymbolik, der ofte ikke kunne bruges direkte til et andet sprog. Skriftsystemerne havde også den store ulempe at kræve 800-2.000 forskellige billedskrifttegn eller mere - i modsætning til alfabetets kun 22-24 (lyd)bogstaver, der tilmed kan bruges i alle sprog.

Alfabetets idé som alene en direkte lydskrift er lånt fra de egyptiske hieroglyffers 24 eneste én-stavelsestegn. Ligeledes er den grafiske udformning af næsten alle bogstavtegn i verdens ældste alfabet på Sinai lånt fra hieroglyffernes udseende og består her oprindelig af billeder: okse, hus … etc., der ikke betyder disse idéer eller "ikoner" ("symboler"), men som alene udtales med hver figurs indledende (enkelt)lyd: a, b, … etc., der dannes af ord/billederne a-leph ('okse'), b-eth ('hus'), etc.

Men dette alfabet indeholder ingen billeder af guder. Derimod var næsten en tyvendedel af de egyptiske hieroglyffer på Moses' tid billedtegn med "gudebilleder". Hvis Mosebøgerne var skrevet med hieroglyffer, skulle der alene til gudsnavnet "Jahweh" bruges disse gudebilledskrifttegn op til - alt efter tydning - ca. 1.800 gange og yderligere ca. 950 gange til gudsbetegnelserne "el" og "elohim". Fra starten kunne Bibelen derfor ikke være skrevet med hieroglyffer, da det ville være overtrædelse af Lovens direkte forbud mod at afbilde nogen gud.

Det vil også fremgå, at alfabetets opfindelse er samtidig med både Bibelens ældste dele og med Moses' virke og religion: For Bibelen udleverer her det dobbeltbundede gudsnavn JHWH (Jahweh), idet konstruktionen af dette ord/navn med dets flerdimensionale betydninger, som Bibelen fremstiller navnet med, kun er mulig med bogstaver og helt utænkelig med en billedtegnskrift. Jhwh-navnets betydninger er en af Moses' religions grundlæggende erkendelser. Uden opfindelsen af alfabetets bogstaver, ingen videre mosaisk lære. Med grundlag i alfabetopfindelsen - blev denne lære verdens første boglige religion.

Dette må sættes i relation til, at mange historikere og forfattere fra oldtiden samstemmende angav, at Moses var alfabetets opfinder - bl.a. Eupolemos (160 f.Kr.), Aristobulos af Panea (150 f.Kr.), Artapanos (100 f.Kr.), kirkehistorikeren Eusebius af Cæsarea (300 e.Kr.); også Quranen omtaler dette. I nutiden har bl.a. autoriteter som den tyske egyptolog Kurt Sethe og hans landsmand, semitologen Hubert Grimme indikeret muligheden af, at Moses stod bag opfindelsen af alfabetet; - idet det fremstod uden gradvis udvikling, men i færdig form som et enkeltmandsværk! Teknisk og tidsmæssigt må opfindelsen ses som realistisk mulig for Moses der, uddannet ved faraos hof og i diplomatiet, var hieroglyfkyndig og også var semitisksprogligt orienteret.

Der er endnu ikke fundet et afgjort, konkret bevis for hans i så fald perspektivrige opfinderrolle, men der eksisterer mange indicier. Ud fra indskrifternes arkæologiske vidnesbyrd fremstår det faktum - ifølge den engelske arkæo-egyptolog Flinders Petrie - at israelitterne fra første færd har haft konkret mulighed for at besidde alfabetet.

Derudover er det interessant, at Moses' ophold i første omgang på Sinai fandt sted hos Jethro, der var præst og synes at have resideret her i det øde Sinais eneste tempel. I kobber- og turkisminerne omkring dette lille tempel i Sherabit el-Khadim findes dette verdens ældste alfabet inskriberet, især i mineskakternes klippevægge. Rabbinerskrifterne omtaler, at Jethro gemte Moses i (Sinais) klippeskakter. Og templet var som nævnt dedikeret til den egyptisk-kanaanæiske stjerneforbundne kult for himmelkoen Hathor/Balith samt Sirius-stjernen. Flere indicier i det følgende kan antyde dele af en særlig sammenhæng mellem skrift og kosmisk lære (bl.a. symboliseret ved oksen).

Af de Sinai-inskriptioner, der er tydet, er flere af dem åbenlyst kultiske. Fra begyndelsen var sandsynligvis det egentlige formål med (Sinai-)alfabetet især at bruge det som hemmelig skrift. Allerede Hubert Grimme var inde på tanken om denne form for dets anvendelse.

Da Moses igen var på Sinai - nu under ørkenvandringen - omtales i Bibelen for første gang overhovedet brug af skrivning, nemlig da han med israelitterne passerede Dof'ka, dvs. 'udsmeltning'. Ud fra antallet af dagsrejser kan det fremgå, at det har foregået omkring Sherabit el-Khadim, hvor kobberudsmeltning ifølge arkæologerne udførtes lige uden for kobbermineskakterne - de gamle slagger kan stadig findes her.

I Bibelen omtales Moses' lovtavler som første gang præsenteret netop på Sinai. Det er den ældste omtale, hvor det kan udledes, at alfabetet var anvendt, idet der ikke kendes anden skrift i israelitternes historie. Det var derfor også den eneste historiske mulighed for at indføre skriften umiddelbart, fordi ingen skrifttraditioner hos dette netop nye folk kunne blokere for denne nye opfindelse. Mosebøgernes ældste dele har lige fra starten været skrevet med alfabetet.

Når "indskrift" omtales første gang i hele Bibelen, er det også i forbindelse med Moses og Sinai, i "2. Mosebog" (32,16-18):

-"… Lovens tavler var Guds tavler, og skriften var Guds skrift indgraveret i tavlerne …"; - og ligeledes om lovteksten på:

-"… stentavler, der var beskrevet med Guds finger …".

Moses ansås her for at have fremstillet "Guds skrift" og har som andre betydningsfulde opfindere oplevet "guddommelig" inspiration.

Skriften, "Lovens bogstaver", kunne som "Guds skrift" betragtes som hellig - og derved også som magisk. Den blev i den opfattelse også anvendt til magi. Bibelen oplyser, at Moses forordnede, at Lovens tavler skulle opbevares i Pagtens Ark, der ligeledes opfattedes som både hellig og magisk. Den egyptiske baggrund slår også igennem her - jf. den "Egyptiske Dødebog"s oplysning om en lignende inskription:

-"… dette kapitel findes på alabasterpladen under dette steds ophøjede konge, guden Thoth, og var skrevet af gud(en) selv …".

Efter tilsvarende princip omtales - bl.a. i "1. Krønikebog" (18,2) - Pagtens Ark med lovteksterne som værende "Guds fodskammel".

I oldtiden ansås skrifttegn almindeligvis også som hellige. Hieroglyffer er græsk betegnelse for egypternes skrift og betød 'hellige (skrift)tegn'. I Egypten havde skriften lige fra begyndelsen en religiøs betydning, hvor hieroglyfferne opfattedes som en art "levende kræfter" besiddende magisk styrke, der kunne udnyttes til at indvirke på begivenhederne og kontrollere dæmoniske og magiske kræfter i universet.

Ved hellige og kultiske aktiviteter brugtes skrift til ritualmystik og følgelig som hemmelig skrift. Spor af den praksis, vidt udbredt i den gamle verden, ses bl.a. i det engelske ord spell - der stadig både betyder 'at stave' og 'at (for)trylle, udøve magi' - og de gamle nordiske alfabeters navn, runer, betyder 'hemmelighed(er)'.

De egyptiske hieroglyffer fungerede ved en slags rebussystem, og præcis på Moses' tid kom det mere på mode i Egypten også at udnytte hieroglyfferne til brug af hemmelig skrift ved hjælp af indlagte ekstra rebusser og ordspil. Fra den tid findes inskriptioner, hvor f.eks. farao/dronning Hatshepsuts navne er skjult efter dette princip.

Teksternes fravær af ordmellemrum - både i skriften i Egypten, på Sinai og i de græske områder - kan have oprindelig sammenhæng med, at tekster til kultisk anvendelse, indvielse, anråbelse, besværgelse etc. blev oplæst med en hymneagtig recitation. Dvs. en læsemåde hvor ordene sammenkædedes i én ubrudt strømning. Det gav en anden måde at læse og opfatte på - nemlig i omfattende helheder.

Ligeledes har alfabetets bogstaver kombineret til "hellige" lyde været anvendt til magi ved ofring og andre ritualer. Eksempelvis kendtes der i den gamle jødiske mystiklære, kabbala, en speciel brug af et af grundprincipperne fra Sinai-alfabetet, ved at anvende navnes og ords indledende bogstavlyd (det "akrofoniske" princip), ligesom når der fra ordet/bogstavet alef kun bruges den indledende lyd a.

F.eks. til astromagi blev sådanne indledende lyde i hebraiske navne for de såkaldt "stærke" planeter Shabbetai ('Saturn'), Zedek ('Jupiter') og Maadim ('Mars') sammensat til et magisk ord ShaZaM. Dette udtryk, senere kendt som "sesam", omtales værende så magtfuldt, at det kunne åbne bjergvæggen i Ali Babbas hule ifølge de gamle orientalske "Tusind og En Nat"s fortællinger.

Da bogstaver også blev anvendt som tal (a = 1, b = 2 … etc.), brugtes mangfoldige muligheder for alfabetets udnyttelse til hemmelig skrift ved at bruge skriften som talkode og desuden som mysterieviden, kaldet gematria. Navnet Jahweh (også kaldet tetragrammaton, 'fire-bogstavnavnet') vil, stavet JHWH, transformeres i hebraisk bogstavfølge til 10+56+5 = 26 = 2+6 = 8 med særlig symbolik i den lære.

Alfabetet har hos israelitter - og siden hen hos fønikiere, arabere, grækere og romere - haft en ekstra funktion til magiske og kultiske formål samt hemmelig skrift. Dette var praksis fra starten - og gjorde det svært for forskere at få fuld mening i en del Sinai-alfabet-inskriptioner.

Oldtidsforfatterne oplyser, at flere betydende personer som Kadmos, Danaos, Kekrops, Europa, Minos m.fl. - alle traditionelt forbundet med indførelse af alfabet og af tyredyrkelse hos grækerne - brød op fra Egypten samtidig med Moses. (Jf. bind 3's app. og bind 5's kap. 17-19).

Det bliver her mere forståeligt, at alfabetet på én gang - i 1400-tallet f.Kr. - dukker op på Sinai, og nu kort efter på den fønikiske kyst både i Libanon-byen Tyros og i den tyrekultdyrkende Dan-stammes hjemegn ved Jaffa, samt i de græske områder.

Opfindelsen af alfabetet med dets fleksibilitet og brugbarhed på alle sprog blev hurtigt taget i brug også længere østpå. Her, just kort efter, dukker alfabetet også op i Indien (og udvides fra 24 til 50 lydtegn).

Kort og godt: Guldkalven beskrives at optræde samtidig med at Moses præsenterede israelitterne for deres første skriftlige materiale - Loven. Det skete præcis i samme distrikt, Sinai, hvor nutidens arkæologer har fundet verdens første alfabet, der er blevet omhyggeligt dateret til 1500-1450 f.Kr., dvs. netop på Moses' tid.

En særlig sammenhæng mellem alfabet og Guldkalv kunne opfattes ud fra "2. Mosesbog" (32.4): - Efter støbning af Guldkalven brugtes 'en mejsel', hvis hebraiske ord i Bibelen også betyder 'griffel' til skrift.

De gamle kulturer var genneminficerede af symbolik med okser, tyre og køer - også netop på himlen og i alfabetet. Men i Moses' religion har det været et problem, at tendenser til at ændre praksis og ophøje disse dyr ikke måtte tage overhånd, så de blev til en slags guder (animisme).

Efter at have modtaget den hellige skrift på tavlerne steg Moses ned ad Sinai-bjerget ved festivalen for Guldkalven. Han var klædt ud, idet han havde horn på hovedet - ligesom Guldkalven - hvilket, alt taget i betragtning, kan have tilhørt en mysteriekultisk indvielsesakt.

Selve støbningen af Guldkalven - som Moses' nære medarbejder Ahron forestod - opfattedes i oldtiden som forbundet med magi (med alkymistiske præg). Ifølge rabbinerskrifterne blev den praktiske del betroet denne ypperstepræst og magiker Ahrons fætter, den ligeledes magikyndige Korah. Siden hen rejste Korah oprør mod Moses, der så anvendte en magisk effekt til at afstraffe ham.

Rabbinerskrifterne oplyser, at Korah oprindelig var en af faraos skatteforvaltere. Senere blev en berømt gren af hans efterkommere, Kohatit-klanen, tilsynsførende og dørvogtere for Jerusalem-templets skatte og inventar. Korah kendte til guldhåndtering og -udvinding, dvs. netop i fuld overensstemmelse med især Egyptens 18. og 19. dynasti (1500-1100-tallet f.Kr.): Her tog faraos skatmestre sig også af guldbelægning og guldsmeltning. Ifølge rabbinerskrifterne og Quranen var Korah selv utrolig rig, faktisk israelitterlejrens kapitalist.

Rabbinerskrifterne omtaler ved Guldkalv-episoden et oprør i lejren, og at Korah var blandt bagmændene. Han synes her at have brugt en med Guldkalven forbundet hemmelig viden imod Moses.

Det har gennem tiderne været gådefuldt for mange bibellæsere at Ahron ikke blev straffet for at lade Guldkalven fremstille - samt, at idet næsten alle lejrens israelitter straffedes med ikke at måtte komme ind i Kanaan, inkluderede dette også levitterne, skønt de ikke havde deltaget i kulten. Ligeledes er det gådefuldt, at en af de pålagte straffe var, ifølge "2. Mosebog" (32,20), at drikke guldstøv:

-"… (Moses) brændte den (Guldkalven) i ild og malede den til fint støv, strøede det over vandet og lod israelitterne drikke det …".

Der kendes alkymistiske tekster i de gamle kulturlande, bl.a. Babylon, Indien og Kina, men de ældste overleverede alkymistiske tekster er egyptiske. Navnet alkymi betyder 'fra Egypten (kemet). I Babylon har arkæologer fundet og anerkendt forenklede 'elektriske batterier' (udstillet på flere etnografiske museer), der anvendtes konkret til elektrolytisk at overføre ægte forgyldning på metalgenstande (ligeledes genfundet).

I Bibelen hos "Job", "Esajas" og "Malakias" m.fl. læses alkymistiske udtryk. I alkymitraditionen kaldes Abraham den første store alkymist, og Moses' såkaldte "søster" Miriam den første kvindelige alkymist.

Alkymi var opfattet ikke alene som processer til at fremstille guld. For blandt de indviede var det ædle metal ofte blot at betragte som et signifikant biprodukt - mens selve forløbet var beregnet til at fungere som hjælpende parallelproces for "sjælelig alkymisk" renselse og forædling hos den, der personligt arbejdede med processen. En dybere viden om bl.a. disse forhold lå bag "Egyptens visdomsguld". Og det omtalte guldstøv kendes fra alkymistens opus, dvs. personers fortløbende proces, hvori - efter albedo-fasen med sølvet - at guldstøv optræder i værkets sidste og højeste fase, rubedo.

Dette herved fremkomne guldstøv kaldtes i alkymien også for (guld)panacea, et universalmiddel, som mentes at kunne kurere alle sygdomme, især når guldet blev gjort drikkeligt (aurum potabile). Et spin-off fra alkymien var netop medicin. Denne anvendtes af berømte læger som den græske Galén, og siden den arabiske Avicenna. Senere i Europa havde f.eks. den danske astronom Tycho Brahe hele 16 alkymiovne i gang i sit stjerneobservatorium (alkymi var nøje forbundet med stjernelæren) ude på sin ø Hven, hvorfra han uddelte gratis medicin til syge.

Forinden havde den schweiziske læge og alkymist Paracelsus (1493-1541) fornyet de gamle lægers tradition og grundlagt den iatro- eller biokemiske videnskab - og opfandt kemoterapi, bl.a. ved at bruge alkymisternes "værktøj", kviksølv, mod syfilis. Paracelsus' tilhængere nævner guldstøv som lægemiddel, en "guldkur" der som gigtmiddel bruges professionelt også i dag.

Der kan da vise sig en hel idélære bag, at Moses lod israelitterne drikke det alkymistiske "altkurerende" middel, panacea, her lavet af den magiske Guldkalvs guldstøv, der igen symboliserede Egyptens (visdoms)guld. Snarere end straf kan det i andet perspektiv ses symbolsk at ville nå en særlig tilstand i hele israelittergruppen, som Mosebøgerne omtaler vil blive "… som et kongerige af levitter …" - et religiøst etableret folk. Profeten "Malakias" (3,3) siger på alkymistisk vis, at Jahweh ved "smeltediglen" her "… lutrer Levis sønner som guld og sølv …".

Egypternes hellige tyr Apis var skaberguden Ptah's herold, en særlig kanal til det jordiske. Præster tog derfor varsler af Apis' bevægelser for at forudsige fremtiden, f.eks. ud fra hvilken af to båse den gik ind i; eller Apis kunne sende orakeldrømme til den, der sov i Apis' tempel.

Okse- eller tyrekulter var ikke altid specielt frugtbarhedskultiske - hvilket forskerne ellers tidligt foreslog - og var heller ikke udtryk for "materialisme". Det begreb er langt senere i historien tillagt misvisende symbolik som "dansen om guldkalven". En dum kliche. Hverken i beretningen eller i resten af Bibelen antydes det ringeste i den retning!

Men forholdet er modsat, idet israelitterne frivilligt afgav deres, i Egypten erobrede eller stjålne, guldsmykker til at støbe Guldkalven af. Senere i Bibelen symboliserer den "frafald" fra den rette lære.

Derimod vil alle de himmelske forhold - Himmelkoen, Tyrens stjerner, Ekliptikas okseplovfure, "skriften på himlen" (stjernetydning) og også skriften til lydmagien, samt alkymi - findes i en oprindelig kosmisk lære for denne kult: Det drejede sig ikke om selve tyren, men om den himmelmystik, den repræsenterede. Ofring af okser og tyre kan derfor også have været idéen om at styrke "forbindelsen til himlen". Men når den bag vedliggende filosofi glemtes, degenererede kulten. Alt dette kan give baggrund for forståelse af Hekataios af Abderas udtalelse:

-"… Moses tilbeder/ærer himlen som gud …".

Sammenfattende vil det fremgå, at israelitternes Guldkalv-dyrkelse på Sinai rummede mere under overfladen. Adskillige gange hentyder oldtidens forfattere til, at Moses stjal "visdomsguldet" fra egypterne - det højere egyptiske præsteskabs mysteriekulters monopol på særlige former for viden var hermed brudt. Den sammenhæng indikerer en udvidet baggrund for Bibelens episode med Guldkalven, hvis kultiske festival blev afbrudt af Moses' tilbagekomst. Det kunne netop være sket, fordi en hemmelig viden blev profaneret ved dyrkelsen.

Afvigelsen - forbundet med stjerneguder under ørkenvandringen - ses også i en hidtil gådefuld bibeltekst, profeten "Amos' Bog" (5,25-27):

-"… i ørkenen i fyrre år, … men I (israelitterne) skal bære Ke'van, jeres billeder, bort, jeres guds stjerne, som I lavede jer …".

Derfra citeres det i det Nye Testamente af apostlen Stefanos i sit resumé af Israels forhistorie, i Apostlenes Gerninger (7,40-43):

-"… (israelitterne) sagde til Ahron: 'Lav os guder der vil gå foran os'… de lavede så en (tyre)kalv … da vendte Gud sig fra dem og overgav dem til at yde himlens hær hellig tjeneste … det var guden Re(m)fans stjerne, I bar, de billeder I lavede for at tilbede dem …".

"Himlens hær" var et almindeligt udtryk for 'alle stjerner'. Og stjernen "Ke'van" (anset også som "vandrestjernen", planeten, Saturn) identificeres også som "Refans stjerne", der ifølge disse tekster var blevet afbildet og tilbedt i forbindelse med opstillingen af Guldkalven.

Moses havde forbudt gudebilleder samt stjernetilbedelse, men der skete krænkelser af dette nye kultiske grundlag, idet der tydeligvis har været optakter til at dyrke "en stjerne/gud", den syrisk-kanaanæiske guddom Refans stjerne. Med andre ord, der synes at være udfoldet en fordrejet kultisk dyrkelse, faktisk mere end at Guldkalven i sig selv - med eller uden hemmelig kultisk lære - var så specielt krænkende. Men som afvigelser måtte Moses reagere voldsomt imod dem.

På baggrund af alle fremkomne oplysninger tegner der sig et indtryk af, at Guldkalven/oksekulten yderligere kan have repræsenteret en himmelorienteret og kosmisk præget lære. Også det vil i så fald relatere til, at der i Moses' lære har eksisteret en hemmelig del, hvori indgår denne, nu ukendte, side. Heraf har kun dele af den ydre form overlevet, ofte som modsigelsesfyldte rester i den endelige bibelversion, redigeret af senere jødiske lærde, der ikke længere var indforståede.

Da Moses steg ned fra Sinai-bjerget havde han horn i panden.
Michelangelos Mosesstatue i Vatikanet.

I de gamle religioner i Mellemøsten, Indien og Kina var det en vigtig del af præsternes virke at tage varsler eller profetere.

Især egyptiske orakler var berømte i den gamle verden. De var endda anerkendt af bl.a. disse senere helgenerklærede kirkefædre og teologer: Clemens af Alexandria, Origenes, Tertullian, Hieroniymus, Justin Martyr, Cyprianus, Tatian, Augustin og Johannes Chrysostomos - der alle mente sig fuldt overbeviste om egyptiske oraklers forudsigelser.

Oraklet, gudens stemme, der taltes ud fra templets adytum (inderste helligdom) gennem specielt trænede præster eller præstinder, skulle herfra fremsætte profetier.

Ikke uden grund kaldes - i engelske oversættelser fra egyptisk - ypperstepræsten og hans næstkommanderende for first prophet and second prophet. Lignende genkendes i forordningen i Mosebøgerne: Moses var Jahwehs profet, og Ahron var Moses' profet. Det hebraiske udtryk for præst, kohen, dvs. 'bistå guden som formidler af gudens orakel', er ækvivalent med det arabiske ord kahin, 'varseltager'. Kohen genkendes i mange nuværende jødiske efternavnes versioner, f.eks. Cohn.

Ifølge Josefus fandtes der hos det højere præsteskab ved Jerusalems tempel stadig rester af den okkulte tradition. Denne udgjorde en del af de hemmelige mundtlige overleveringer, der tilhørte Moses' lærdomme fra de gamle egyptiske mysterier. Den tradition ophørte ved det jødiske præsteskabs endeligt, da Jerusalem og templet blev ødelagt 70 e.Kr.

Traditionen omfattede bl.a. Moses' instruktioner om brugen af ypperstepræstens forskellige instrumenter - især "Urim og Tummim" samt brystpladen med "de 12 ædelstene" - til varsler og orakelsvar. Instruktionerne blev gennem tiden nedfældet som detaljerede beskrivelser om de specielle måder at udføre dette ritual på.

Urim og Tummim synes at have været hellige lodder til lodkastning ved varselstagning. De skulle - formentlig tænkt som "opladning" ved brystpladen - "bæres over Ahrons hjerte", når han stod foran Jahweh, dvs. foran forhænget for det tillukkede allerhelligste, hvor Jahwehs "trone" var placeret på Pagtens Ark. Ud over svarene "ja" og "nej" har disse objekter kunnet give "intet svar". F.eks. fremsatte kong Saul, via præsten, et vigtigt spørgsmål og fik sidstnævnte (intet) resultat, og insisterede da over for Israels gud: "… giv mig Tummim …". Det anses for at indebære: lad det afgørende rette resultat blive blotlagt.

I krig skulle ledende præster befinde sig i spidsen for tropperne og bruge Urim og Tummim mod fjenden, foruden at besværge denne.

Moses gav forordning om, at ypperstepræsten skulle bære to ædelstene på skuldrene og en brystplade med 12 bestemte ædelstene - en "månedssten" for hver af de 12 stammer, hvis astrologiske symbolik opregnes i "1. Mosebog"s kap. 49. Dette angives yderligere i flere ældre overleveringer samt af Philo, Josefus og Clemens af Alexandria for snart 2.000 år siden. Alle er enig om, at det er udtryk for hhv. Sol, Måne og Dyrekredsens 12 stjernebilleder.

Her kommer "den egyptiske faktor" igen ind - idet Moses uundgåeligt i Egypten har kendt til brugen af sådanne særlige ædelstene. De brugtes til "godartet magi" og beskyttelse mod dårlige kræfter, som findes omtalt bl.a. i den "Egyptiske Dødebog" og anden egyptisk tradition.

De "magiske stene", som Moses forordnede til ypperstepræstens udstyr eller dragt, benyttedes til at modtage varsler ved hjælp af stjernerne på anden måde end ud fra direkte astrologiske beregninger. Om disse stjernetilknyttede ædelstene i ypperstepræstens brystplade oplyser Josefus, at de anvendtes til at modtage orakelsvar - idet, som det udtrykkes: "deres glimt indikerer Guds tilstedeværelse".

Der fandtes udarbejdede retningslinjer for de specielle måder at udføre dette ritual på. Om denne form for modtagelse af (stjerne)orakelsvar gennem de 12 ædelstene angiver Josefus, at hos ypperstepræsten i templet i Jerusalem ophørte denne praksis på den jødiske konge Johannes Hyrcanus' tid (135-105 f.Kr.) - dvs. kun 150 år før Josefus.

Hos oldtidens præster kunne varseltagning i det hele taget foregå ved lodkastning, offerrøg, læsning i en fårelever, astrologi, clairvoyance og trancetale. I traditionerne for udøvelse af stjernevarsler har også brugen af magiske formler med himmellegemernes navne været kendt. Den gamle jødiske kabbala-lære gengiver sådanne astromagiske forhold. I det historiske Israel var magisk praksis vidt udbredt, herunder dødekultisk og såkaldt sort og hvid magi samt åndemaneri.

Profeter mentes at kunne opsamle meddelelser f.eks. under søvn eller i trance. - Når der i Bibelen står "Elohim sagde" el.lign., vil der hos oldtidens læsere eller tilhørere have været en udbredt opfattelse af, at det foregik gennem et professionelt orakel - frem for f.eks. at det kom konkret som "en røst fra himlen".

Men Moses havde - ifølge Bibelen - direkte samtaler med Jahweh i Tabernaklet, tempelteltet. Som stort set eneste menneske omtales Moses som "Guds ven", som tidligere anført (kap. 6), med samtaler på lige fod - og endda skænderier, hvor Moses kunne være den, der "vandt".

I alfabetinskriptionerne ved det lille Sinai-tempel og i de omgivende mineskakter, omtales et ritual ved en tempelsøjle. Den synes i sådanne tilfælde at kunne repræsenteret Verdenssøjlen (Verdensaksen). I nogle af disse inskriptioner findes (om end omdiskuteret) omtalt en person med navnet Moses. Hvis denne Moses er identisk med Bibelens Moses i sit eksil på Sinai, har han ifølge teksten (i den semitologiske ekspert Hubert Grimmes oversættelses-version) bl.a. været:

-"… administrator af tempelskatten …" - foruden at det omtales, at den pågældende Moses "… sov ved søjlen …".

Dette - en praksis kendt i flere tusinde år og ofte arrangeret i oldtidens templer - var at forstå, at han i dette tempel modtog åbenbaringer under sin søvn ved søjlens fod. Inspirative visioner under søvnen, profetiske drømme og syner omtales hyppigt i Bibelen - og beskrives i alle kendte kulturer frem til nutiden som et af grundlagene for profetering.

At Jethro rådgav Moses, da denne skulle udmønte regler for den nye religionspraksis, beskrives i "2. Mosebog" (18,13-26) således:

- På Sinai efter starten på udvandringen modtog Moses fra sit sæde israelitterne, for at disse folk "gennem ham kunne rådspørge Gud": En dommerrolle også typisk for oldtidens konger, der under audiens tronede som dommer, når folket kom for at få løst retsproblemer.

Et rabbinerskrift omtaler, at "Korahs oprør mod Moses i ørkenlejren havde som baggrund, at Moses var kronet til konge". Da det med denne status snart udviklede sig til at blive en krævende affære, støttedes Moses af den erfarne faraorådgiver Jethro med et forslag om en særlig uddelegering af magten. Det blev siden hen et kendt eksempel til grundlag for Israels - og senere de vestlige landes - administrative system.

Da Moses skulle udvælge rådgivere dertil, fortæller rabbinerskrifterne (bl.a. af rabbi Eleazar af Modi'im cirka 100 e.Kr.), at Jethro som faraos tidligere astrologiske ekspert rådede Moses til at anvende astrologi for at finde de bedst egnede. Moses blev af Jethro rådet yderligere:

- For at udøve den overordnede kontrol skulle Moses proklamere sig som den eneste udvalgte, der kunne modtage befalinger direkte fra israelitternes gud Jahweh. Og 3.000 år efter skrev den italienske historiker, magtanalytiker og statsmand Niccoló Machiavelli (1469-1527) beundrende herom i sit værk "Il Principe" ('Fyrsten'), at "det trick Moses lavede, var yderst kløgtigt, nemlig ved at kundgøre, at blandt hele folket var Moses den eneste, som Jahweh kunne bruge som talerør".

Men at folket accepterede Moses som Guds talerør var også et tegn på Moses' status. For i det gamle Egypten og Mellemøsten eksisterede en lang tradition for, at specielt kongen (og undertiden hans stedfortræder) var "gudens talerør".

Det var baggrunden for, at så megen vægt blev lagt på at tyde kongernes drømme og at tyde stjernerne ved vigtige begivenheder i kongens liv. Metoden ansås for at være gudernes meddelelse gennem kongen om noget, der angik hele landet. Derfor, i oldtidens tradition for astrologi, blev et lands skæbne sat lig med kongens skæbne ud fra "stjernernes varsler".

Når Moses optrådte som israelitternes leder, var det netop som den tids typiske "sakrale konge" ved at være "gudens talerør", herunder oplært i egyptisk præsteskabs gennem flere tusinde år udviklede skoling af åndelige kundskaber. Men derudover er han i al tradition kendt for, at han var i besiddelse af "den profetiske gave". Hverken dengang eller senere har der blandt troende hersket tvivl om hans særlige profetiske evner. Det synes her at have været Jethros fortjeneste at have organiseret en ny måde, som Moses anvendte denne side af sit særlige talent på.

At Moses' høje status reelt var anerkendt af israelitterne under exodus fra Egypten, fremgår også af, at han havde direkte adgang til den del af israelitternes telt-helligdom, "Tabernaklet", der var afspærret som "det allerhelligste" - hvor han fungerede som "gudens talerør" netop som kendt i egyptisk tradition. Den måde at indrette templet på var også fra egyptisk skik. Oprindelig praksis i den gamle verdens store templer var, at adgang til dette rum kun var tilladt for konger - og, ved fastsatte lejligheder, også for kongens religiøse stedfortræder, ypperstepræsten.

I overensstemmelse med denne status havde også Moses en ypperstepræst som stedfortræder til de religiøse handlinger, sådan som det var skik under de gamle kulturer. Inden for den katolske kirke er en af Pavens titler stadig Vicarius Dei, 'Guds stedfortræder'. En konges vikar som stedfortrædende "hjælperegent" svarer til en arabisk "vesir". Denne var i det gamle Mellemøsten oprindelig kongens religiøse stedfortræder - og siden hen generelt hans stedfortræder.

Dette ord vesir, fra arabisk wazir 'stedfortræder', betød oprindelig 'for Osiris' på egyptisk - og er i arabisk tradition netop anvendt for Ahron, idet han som ypperstepræst var Moses' stedfortræder på det religiøse område: I overensstemmelse med den forordning i Mosebøgerne, at "Moses skulle være Jahwehs profet, og Ahron skulle være Moses' profet".

Set på baggrund af de gamle egyptiske og babyloniske forestillinger om kongen som "gudens talerør", har Moses' udstedelse af love og religiøse regler - samt situationen på Sinai-bjerget med hans fremtræden med de ti buds tavler - korresponderet fuldt ud hermed.

Gennem tiderne er Moses kendt som "den første profet" overhovedet - og hos jøder, samaritanere og muslimer tilmed som "den største profet".

Ligeledes i rabbinerskrifterne, Qumran-teksterne, gnostiske og mandæiske tekster og hos oldtidsforfatterne. Flere profeter var samtidige med Moses: Miriam er den første "profetinde" i Bibelen (på et tidspunkt bestred hun Moses' autoritet). Ligeledes Ahron og en særlig gruppe i Juda-klanen (de blev i øvrigt engang afvist af israelitterne, ifølge rabbinerskrifterne), nemlig:

-"… Zerahs fem sønner, der arbejdede blandt dem som profeter …".

Med Moses som den store profet banedes vejen for særlig indflydelse for sene tiders profeter, hvilket - også ved disses virke - bidrog til, at Moses' lære fremstod som en mere usædvanlig religion.

I Bibelen berettes om profeter, der irettesatte Israels konger for ikke at følge Moses' Lov - og som varslede, når folkets fremtid var truet. Derfor - ved reaktionen "at slå budbringeren ihjel" - blev nogle profeter stenet. Allerede Moses var truet af denne livsfarlige risiko.

Senere omtales profeter at stå i lære som "profetsøn" hos en ældre profet. Kong David havde profeten Gad knyttet til sin stab. (Jf. at Alexander d. Store i sin stab havde en indisk yogi med lignende særlige evner, ifølge Plutarchs detaljerede beskrivelse).

Philo lader i sin Moses-biografi de orakeludtalelser, som Moses fremførte, inddele i tre kategorier: - de profetier der blev udtalt af Gud "in person" med Moses som fortolker, og de der blev givet som svar på Moses' spørgsmål, samt de der blev udtalt gennem Moses i trance. Philo lader forstå, at i flere tilfælde forekom orakelsvarene som en blandingsform af disse tre nævnte grupper.

Som en profet eller et orakel, der også var en kongeagtig leder, var Moses i den situation, at hans udsagn, profetier, visioner og "himmelske samtaler" blev nedskrevet til læsning i eftertiden.

I den gamle verden blev hellige mænds og magikeres evne til forudsigelser også kaldt mirakler. Josefus, der i sin fremhævelse af Moses' status som profet er på linje med Philo, ønskede at skelne, så Moses ikke sammenlignes med disse andre kategorier, og hævdede:

-"… (Moses' profetier) udsprang af Guds forsyn og magt …".

Moses profeterede om en kommende stor profet i senere tider, ifølge "5. Mosebog" (18,15-18). 4-500 år senere blev det efter David ændret til, at det var en messias (ha-mashi'ah, dvs. 'kongesalvet') - og senere tilmed "en udfrierkonge". Men sådan var Moses' ord ikke! I det Gamle Testamente er "den salvede" aldrig brugt om en (fremtidig) frelser/konge. Sandsynligt er det fra en sen indflydelse fra Babylon - egyptiske konger blev ikke salvet. På babylonisk er her et ordspil, idet 'hellig' og '(salve)olie' kan være samme ord. Ifølge Moses er denne profet "fra deres (folkets) midte", ikke "vores midte": Moses var af anden afstamning.

Den senere jødiske sekt (essæerne?), der er kendt fra Qumran-teksterne, kan have været klar over ovenstående ændring, som de så prøvede at gøre acceptabel. De opdelte "den kommende": en kongelig messias ligesom David - og præstelig messias som Ahron. Når Jesus-tilhængere anså Jesus for den kommende profet, betegnede de ham som "messias".

Senere i oldtiden ses Moses flere gange sammenlignet og identificeret med Thoth og med den egyptiske gudeskikkelse eller guddommelige vismand, som grækerne kaldte Hermes Trismegistos. Da Moses døde, blev han ifølge Bibelen og rabbinerskrifterne begravet ved Nebobjerget (16 km øst for Jordanfloden). Nebo er babylonisk for visdommens og kommunikationens gud, ligesom Thoth, Hermes, Merkur. Navnet Nebo kommer af nabu, 'at kalde', 'navngive' og 'meddele'.

Nebo findes også i arabisk - tilsvarende navi i hebraisk - begge i betydning 'profet' (græsk for 'forkynde'), Guds talsmand. Det giver ekstra mening ved dette bjerg (i Bibelen også benævnt efter sin højeste top, Pisgah), hvor desuden profeten Balaam - Moses' fjende - konspirerede med Moabs konge om at profetere en forbandelse mod israelitterne.

I dag ses der i den vestlige verden både hos mindre ortodokse jøder og kristne ingen særlig tendens til at betone den profetiske side af Moses' virke frem for religions- og lovstifteren Moses. Men i islam omtales han stadig med vægt som profet ligesom Mohammed.

_________________________________

• Kirkefædrene berømmede de egyptiske orakler og deres forudsigelser.
• Influeret fra Moses' egyptiske tradition betegnedes de hebraiske præster som kohen, dvs. 'bistå guden som formidler af gudens orakel'.
• Ifølge Josefus fandtes en ubrudt tradition fra Moses og frem til templets ødelæggelse, angående ypperstepræstens varselslodder og 12 himmelforbundne ædelsten, med astrologisk symbolik, til varselstagning.
• Jethro hjalp Moses til, ud fra særlige valg, at skabe et styresystem.

_________________________________

Mennesket skabtes af ler, iflg. den symbolske beretning i Bibelen. I en mere ældre beretning fra Egypten skabes mennesket også af ler - på guden Knums pottemager-drejeskive.

Blandt Bibelens forskelligartede skrifter er "Jobs Bog" af en særlig art, der har det mest mærkværdige og gådefulde indhold. Ifølge samtlige traditioner om forfatterskabet, er "Jobs Bog" oprindelig skrevet af Moses. Det vil i så fald vedrøre især de ældste tekstdele.

"Jobs Bog" er et omfattende digt eller kvad omhandlende en særlig og afgørende periode i den forhenværende faraorådgiver Jobs liv.

Rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 52, 60) oplyser, at denne faraorådgiver Job af Uz under lignende omstændigheder som sin kollega Jethro flyttede langt bort fra faraos hof - uden for den magtfulde, tredje rådgiver Balaams rækkevidde. Derpå levede Job som præste-høvding, "guru" og godsejer i Uz, nær den nuværende by Nawa i Syriens Golan-distrikt ved Edom-områdets nordgrænse, dengang i 1400-tallet f.Kr. en egyptisk behersket stødpudestat. På samme måde fremgår det af "Jobs Bog" i den græske bibelversion, "Septuaginta", at Job var en tilflytter i Uz.

Denne Job af Uz er hovedpersonen i "Jobs Bog", der fremstår som Verdens ældste kendte "personbeskrivende" episke værk. Her introduceredes noget dengang helt nyt inden for oldtidens litteratur: menneskets indre kampe og lidelser - som et hovedtema, inkluderende spørgsmålet om livets mening samt om 'uretfærdighedsbegreber'.

Det emneområde synes inspireret af de i Mellemøsten endnu ældre udvekslede idéer og forlæg. Bl.a. kendtes det fra Indien og i nogen grad fra Gilgamesh-epos'et fra Sumer samt en tekst fra Babylon, "Ludlul bel nemeqi", 'Jeg vil prise Visdommens Herre', der beskriver en enkeltpersons lidelser måske endda mere forfærdelige end hos Job.

I hebraisk litteraturtradition er dele af "Jobs Bog" blandt de ældste tekster - og noget unikt. Men i Egypten kendtes tidligt den anvendte form for dialog om filosofisk-religiøse emner. Ligeledes det store spørgsmål, som bliver behandlet i "Jobs Bog" - om hvorvidt det gode sejrer over det onde i denne verden - kendtes også i samme type fremstilling både hos egypterne og hos perserne. "Jobs Bog" indeholder dertil mange elementer, der senere genkendes hos gnostikerne. I den senere kristne tradition ses Jobs egyptiske fortid ikke nævnt.

I "Jobs Bog" beskrives, hvordan Job (da han boede i ovennævnte syrisk-jordanske område) udsattes for voldsomme prøvelser. Af indholdet fremgår, at "modstanderen"/Satan optræder som den ene part i spillet mellem gud og djævel - nøjagtig som det kendtes med guden Seth fra de egyptiske mysteriespil. I kvadets begyndelse (1,6) præsenteres de pågældende dramatis personae:

-"… Så indtraf den dag, da gudesønnerne kom og stillede sig foran Jahweh, og blandt dem kom også Satan …".

Det kendes fra lignende mysteriespil og indvielser, at de medvirkende var udklædte eller har båret maske i overensstemmelse med sådanne roller. Den her citerede mis en scéne, der antyder en opstilling såvel som rollefordeling blandt de tilstedeværende af kultens indviede, bestyrker, at der også var tale om et kultisk spil, et mysteriedrama.

Navnet Satan findes kun få gange i hele den Hebraiske Bibel, nemlig i "1. Krønikebog", "Zakarias' Bog" og især i "Jobs Bog".

Navnet findes oversat i det Nye Testamente, der i sin græske tekst anvender udtrykket diabolos (djævelen), dvs. 'bagvaskeren', hvor det f.eks. af "Peters 1. Brev" (5,8) karakteristisk fremgår, at der er tale om en modstander ligesom i en retssag, nemlig en antidikos, 'en modsiger'. I oprindelig egyptisk form optræder guden Seth (Sethos) som modstander ved retssagsagtige prøvelser af f.eks. en person, der skulle kultisk indvies, eller en sag der skulle afvejes. Den dag i dag bruges officielt en Djævelens advokat ved en af Vatikanets domstole.

Dette navn Satan, som det forekommer i den Hebraiske Bibel, er afledt af et rodord, der næsten tilsvarende betyder 'at modstå', 'at være eller opføre sig som modstander'. Det er stavet stn, oprindelig med de tre hebraiske (konsonant)bogstaver sjin, teth og nun. Den "egyptiske faktor" skinner også igennem her, idet ordet både i betydning og udtale åbenlyst forekommer som videreførelse af navnet og rollen for den egyptiske gud Seth. I Egypten er fundet præsternes store masker (til hovedet og hele overkroppen) til mysteriespil-optræden som Seth.

Hvad enten det drejede sig om indvielse, orakelsvar eller andet i mysteriekultisk regi, spillede de involverede deres roller som guder, og hvad disse repræsenterede på godt og ondt. I senere tider kan rollerne ses i mere forenklet opfattelse som dæmoner, engle, feer m.v.

I spillet blev rollerne givet deres udtryk ved, at en sådan gud, engel eller dæmon talte direkte til den person, som indvielsen eller oraklet drejede sig om. Den egyptiske Seth er eksempel på en oprindelig form, hvor "en gud" indeholdt flere sider - og ikke bare var decideret "ond" eller "god" (jf. også israelitternes Jahweh der både fristede og straffede David). Senere kendes f.eks. den oldpersiske mere polariserede opfattelse af Gud og lyset kontra djævelens mørke magter.

Hvad der også understreger, at baggrunden for handlingen var mysterieindvielse, er, at Satan spiller en så betydelig rolle i "Jobs Bog", at han her optræder i 14 ud af de i alt 18 gange navnet Satan forekommer i hele den Hebraiske Bibel. I ritualet med denne optræden af "djævelens advokat" i "Jobs Bog" findes der på samme måde en forsvarer. Han omtales i Job-tekstens kapitel 19:

-"… min genløser lever og vil (som en forsvarer) til sidst fremstå over støvet …".

F.eks., ifølge "3. Mosebog" (25,25) var "en genløser" den, der "som en bror" garanterede (også retsligt) for en anden person.

I det Nye Testamente, Lukasevangeliet (4,1-13), omtales, at djævelen forsøgte at friste Jesus, bl.a. i en situation da de befandt sig oppe på templets flade tag, hvor Jesus afviste hans tilbud. Dette var et kendt trin inden for mysterieindvielse: Aspiranten sagde nej - som forventeligt, men det hørte med, at ritualet alligevel skulle udføres i praksis. Afslaget skulle fremsættes bevidst og ikke være en selvfølge. Djævelen var mere end en mytologisk skikkelse, f.eks. beskyldte Jesus jøderne, Jakobs slægt, for at "have djævelen til far" - i Johannesevangeliet (8,44).

"Jobs Bog" har i årtusinder været til stor inspiration. Her har en i værket indlagt mysteriekultpræget dialog mellem Gud og Satan, hvor sidstnævnte endog optræder som agent provocateur, sat sig spor senere hen i verdenslitteraturen:

Et eksempel herpå er Goethes "Faust", hvor Gud - ligesom over for sin tjener Job - udspurgte Mefistofeles (Satan) om sin tjener Faust, og Mefistofeles overtaler da Gud til at overgive ham Faust for at sætte denne på prøve. Parallelt med "Jobs Bog" omtales også Guds forhold til Mefistofeles - og dennes forhold til Gud.

I selve "Jobs Bog" anvendes både Jahweh-navnet - men kun i de indledende og afsluttende samtaler - og den anden gudsbetegnelse, Elohim. Denne er den vanlige anvendelsesform af det gudsnavn. Mere usædvanligt anvendes der i teksten også entalsformerne El og Eloah.

Foregangsmænd inden for psykoanalysen såsom C.G. Jung og Adler har beskæftiget sig med Job og hans betydning. I spørgsmålet om forholdet mellem Gud og Job (Hiob) gav Jung i sit værk "Die Antwort auf Hiob" (Zürich 1952) sin opfattelse ud fra "Jobs Bog":

-"… Jahweh er et fænomen og ikke et menneske …".

Eksistensen af "det onde" opfattes i "Jobs Bog" også som et helligt mysterium. Job bærer seks store "fristelser" med heroisk tålmodighed - og den syvende, med påvirkningsforsøg fra Jobs besøgende "kolleger", bliver hans største prøvelse. Disse venner prøver på hver sin måde at overbevise Job om, at han nok selv er skyld i de forfærdelige situationer, han er kommet ud i, mens Job mener sig uretfærdigt behandlet.

Her optræder det mellemøstlige, typiske præg fra den såkaldte "kontraktteologi", dvs. det koncept at man sammen med guden indgår "en pagt" - efter model af en vanlig handelsmæssig kontrakt - hvor mennesket følger undertiden strenge regler og udfører visse ritualer, og guden betaler med velstand og fred for ulykker og fjender. Kongerne havde sådanne traktater med deres underkonger, vasaller, ligesom guden indgik pagt/traktat med sin "undergud", kongen. Når Job mener at have opfyldt det han skulle, ser han det som en krænkelse, og dybt uretfærdigt, at hans gud alligevel lader ulykkerne komme ind over ham.

Først når han ikke længere er opfyldt af forurettelse, gives der plads hos ham for at se hændelserne - stor ulykkelighed, sygdom og jordiske tab - som udtryk for en højere meningsfuldhed. Ved de erkendelser, som han herved opnår, ændres hans "niveau", så at han ud fra dette erfaringsstade på mere værdifuld måde kan leve med livets goder, familie og forskellige rigdomme, som han herefter får tilbage igen.

Job skulle således gå videre end folkereligionens kontraktteologi og nå frem til et niveau, der her er ækvivalent med en mysteriekultisk lære på avanceret trin. Job havde ufrivilligt måttet give afkald på meget, men endte med at lade denne tilstand hjælpe sig videre. Job gennemgik den ikke ukendte proces at måtte nedbrydes for at kunne ophøjes.

Lignende ses f.eks. senere, i det Nye Testamente, i det hårdere forløb da Jesus symbolsk måtte dø, endda ligesom en forbryder, og herefter fremstå som genopstanden. Og modsat - da en rig yngling kom til Jesus og havde opfyldt alle regler og bud, men nu spærrede for sig selv ved ikke at turde give afkald på noget for at gå videre på sin ønskede kurs.

Selve spillet, striden eller "væddemålet" mellem Gud og Djævel om Jobs etik og åndelige modstandskraft, og hvor Job i begyndelsen betragter spillet som en stærk uretfærdighed, tilsvarer i mange måder et orientalsk, helligt skrift "Bhagavad Gîta", sanskrit for 'den ophøjedes sang', ordret 'gudssønnens sang'. Her viser en blodig krig mellem to partier sig ligeledes at udspilles i hovedpersonens indre. Også han når til erkendelse om kræfterne inde i sig selv og i verden. Den hinduistiske tekst forholder sig til de ældre indiske Veda-tekster ligesom det Nye Testamente til det Gamle Testamente, og er oprindelig netop et mysteriekultskrift.

Foruden i "Jobs Bog"s kapitler 1 og 38 bruges også i "1. Mosebog" udtrykket "gudssøn(ner)". Men i nærværende kontekst er "guds søn" en mysteriekultisk titel for den, der er blevet ophøjet - f.eks. som følge af føromtalte fornedrelse - og hvor vedkommende som indviet på højere trin kunne nå frem til denne mere åbnede bevidsthed om egen sjælelig og åndelig basis.

Også i "Jobs Bog" gives i en lang række forhold tydeligt indtryk af eksistensen af en oprindelig to-trins opdeling af Moses' religion med både indvielseskult og folkereligion.

I mysterieindvielse tales om at få åbnet de "forseglede" hemmeligheder, trin efter trin efterhånden som kandidaten er moden til det. Og, ifølge "Jobs Bog" (36,14-15) vil i dette nye tiltagende lys:

-"… tingene træde frem som i en dragt …"

- og kan ifølge teksten ikke opfattes af "den ugudelige", den uindviede.

En i oldtidens mysteriekulter velkendt prøve er et ritual med valg mellem (to kugler, to vaser eller) to guldskåle, henholdsvis en med guld og ædle stene og en med skinnende metal og glas (jf. bind 1's kap.17). Her skal kandidaten have visdommens indsigt og renhed for at kunne vælge mellem ægte og uægte - et tema antydet hos Job (28,17):

-"… visdommen … den kan ikke sammenlignes med guld eller glas - eller byttes ud med skåle af ægte (rent) guld …".

Typiske mysteriekultudsagn ses overalt i "Jobs Bog" - f.eks. at Gud:

-"… kundgør visdommens skjulte ting, thi i dem er der dobbelt kraft …" (Jobs kap. 11,6). Og at: "… visdom er højere end himlen …".

Der berettes også, at Gud kunne advare via drømme såvel som sygdom. Det eksistentielle berøres - bl.a. reinkarnationsbegrebet (Jobs kap. 14) - og her spørges, om Job straffes for at have gjort noget ondt i fortiden.

Endnu en mysteriekultpraksis viser sig i "Jobs Bog"s 2. kapitel, idet Job og hans assisterende venner indledte hans store prøvelsesfase ved at holde syv dages tavshed. Også selve opstillingen af teksten i "Jobs Bog" følger kendte mysterieteksters metode med flere lag af betydninger.

En af nøglerne hertil afsløres ved, at hver stanza (vers) i teksten begynder med bestemte bogstaver ofte gentaget efter en særlig cyklus, der i sig selv har betydning. Tilmed er der særlig mange vers, der begynder med mystikernes favorittegn, det første hebraiske bogstav alef.

I egyptisk religion og kultisk praksis samt i omtalen af gudernes verden drejede det hellige sig først og sidst om kosmos og skabelsesforholdene - og herunder egypternes avancerede idéer om "tid-rum-kontinuum" og en filosofisk analytisk udgave af evighedsbegrebet og det timelige.

"Jobs Bog" (26,7-11) omtaler "himmelsøjlerne", Et af disse vers viser desuden en avanceret kosmologisk opfattelse:

-"… cirklen over vandene ("verdensoceanet", verdensrummet), hvor lyset ender i mørke …" -

-"… (Gud) udspænder nord over tomrummet og hænger Jorden på intet …".

Kunne man dengang vide, at Jorden svæver frit i verdensrummet? Eller eksisterede der kendskab til sfærer eller "himmelcirklen" ude i rummet - forhold ellers først kendt 1.200 år senere? Hvordan kunne det vides, at verdensrummet uden for Jorden er kendetegnet ved mest at henligge i mørke:

-"… hvor lyset ender i mørke …"

- skønt Jorden har lys og mørke skiftende dele af tiden, og det ikke var muligt dengang fra selve Jorden at kende til det ydre rums natur?

Et mysterieskrift fra oldtiden "Corpus Hermeticum" (se kap. 27), hvis hovedperson i traditionen blev stærkt sammenlignet med Moses, rummer gammelegyptisk religionsfilosofi samt især egyptisk kosmologi og stjernekundskab i stil som "Jobs Bog". I begge bøger er stilen både samtaleform og ofte mysteriespilform. Også i "Corpus Hermeticum" demonstreres, ligeledes avanceret, tidsbegrebet (Traktat 11,2) og det heliocentriske system, hvor "Solen, bundet i midten af verden, bærer verden rundt om sig som en krans" (Traktat 16).

Alt dette er hidtil upåagtet i forskning - og især dette, at Traktat 5 i "Corpus Hermeticum" med lovprisning af Guds kraft også er næsten ordret og i stil ligedannet med tekster i "Jobs Bog"s kapitel 38.

"Jobs Bog" er den eneste tekst i Bibelen, hvor der er indlagt et direkte og åbenlyst astronomisk indhold såvel som alkymistiske temaer - og i hele sin udformning er bogen også på dette felt som en klassisk indvielseslære. Værket fremstår som et indvielses-epos, typisk med afspejling af individets eget mysteriedrama, der foregår på det indre plan, mens - ligesom det bl.a. kendes fra senere beskrivelser af alkymiens parallelt indvirkende processer - at personen samtidig overvinder de ydre udfordringer, de voldsomme prøvelser. I "Jobs Bog" anvendes flere alkymistiske udtryk, f.eks. (23,10) et ordspil om at teste for lødigheden:

-"… når han har prøvet mig, kommer jeg ud som guld …".

Blandt fælles træk for Job og Jethro var, at deres døtre kan have haft en særlig betydning i kulterne, da døtrene usædvanligt nævnes ved navn, mens sønnerne mest er anonyme: Jobs ene datters navn, Keren-kappuch ("Jobs Bog" 42,14), var også navnet for stjernebilledet Auriga/Capella - "tilsvarende" som Jethros ene datters navn, Zipporah, var et navn for en stjerne i Plejaderne.

Men atter afslører der sig skjulte betydninger i teksten, idet nævnte stjerne/stjernebillede Auriga/Capella - senere kendt hos romerne som Cornucopia, 'overflødighedshornet' - i det gamle Israel var kendt som Keren-kappuch med (ekstra-)betydningen 'antimon-hornet'.

Dette pågældende metalliske stof antimon var, sammen med kul, kendt i alkymisternes proces i forbindelse med udgangspunktets grundmateriale, prima materia: 'Det første stof', ifølge traditionen i alkymistskrifter også benævnt "stoffet, som Adam tog med sig ud af Paradis".

Igen ses den egyptiske baggrund, idet nævnte stjerne Auriga/Capella havde en sådan betydning, at den i Egypten blev tilbedt i templer for Ptah. Han var alkymisternes guddom i den egyptiske by On (Heliopolis, 'Solens by'), her havde hans kult hovedsæde. Ptah blev forbillede for grækernes og romernes smedegud, hhv. Hefaistos og Vulcan.

Den i teksterne bagvedliggende samklang mellem stjernelære og alkymi må gøre "Jobs Bog" til den ældste kendte tekstlige indikator af denne okkulte korrespondance.

At ovennævnte Ptah også var smedenes og alkymisternes gud kan videre ses i relation til, at Auriga er placeret tæt ved stjernebilledet Orion, der i traditionen også hed Qain (Kain). I Bibelen og rabbinerskrifterne er Kain stamfader til "den første smed og guldmager". Qain og Orion - og Kyklopen i "Odyssen" - har i panden et (Kains)mærke, "det blinde øje midt i panden" (jf. "det lukkede tredje øje"). På himlen findes stjernen "Det blinde eller tågede øje" (Andhaka eller al-Hek'ah) i Orions hoved.

"Jobs Bog" (38,33) antyder i sammenhæng med sin omtale af flere kendte stjerner en hyldest, at "Gud er den egentlige ejer af kundskaben" om stjernelæren og kræfterne ved det kosmiske samspil, der opfattedes at være afspejlet i jordiske forhold:

-"… kender du himlens love … kan du fastslå deres bestemmelse over Jorden? …".

I "Jobs Bog"s kapitler 9 og 38 er beskrevet flere ofte gådefulde forhold mellem himlens stjernebilleder - der synes tilknyttet en særlig betydning i kulternes astrologiske mysterielære - f.eks. (kap. 38,31):

-"… kan du løse Ke'sils snor? …". - Dette var uforståeligt for oversættere, så de skrev: "… løse Orions lænker? …"

- skønt det ikke har med lænker at gøre, da det hebraiske udtryk mochhot betyder 'snor til at trække i', f.eks. 'en tømme'. På himlen lige oven for Orion findes den fremtrædende stjerne, føromtalte Auriga/Capella, også kendt under en ældre betegnelse, der i flere gamle sprog betyder 'kusken'. Kusken ses i forskellige kultureres traditionelle himmelafbildninger at holde den pågældende snor som en tømme.

Egyptere, babyloniere og grækere lod himlens stjerneformationer afbilde også som mytologiske spil. Blandt mange stjerneformationer nævnt i "Jobs Bog" findes snore udspændt mellem himmelfigurer ellers kun bevaret på egyptiske stjernekort. F.eks. afbildes snore udgående fra Store Bjørn (egyptisk Meskhetiu/Khepesch - jf. ill. side 81 i bind 1). Det blotlægger, at der i "Jobs Bog" - hidtil upåagtet - findes egyptiske stjernebilleder.

Andre fælles kendte stjernebilleder i "Jobs Bog" (i dens kap. 9 og 25 samt 38) er Ki'ma (Plejaderne) og Ajis (Store Bjørn). Flere andre af værkets stjernebilledbetegnelser er mest kendt fra babylonisk tradition. Det kendtes dog som forholdsvis enkelt at 'transponere' en essens af den ene kulturs astrologiske system til den andens.

Teksten nævner stjerner, som - kendt overalt i oldtiden - markerer årstiderne, der indvarsles på himlen, f.eks. Plejaderne (38,31).

Allerede den store hebræist Franz Delitzsch (1813-1890) søgte at tyde stjernenavnene i "Jobs Bog". Men teologisk og sproglig forskning har ikke været tilstrækkelig kendt med stjerner og stjernebilleder og ikke hidtil i teksten identificeret disse navne inden for Dyrekreds-inddelingens sektorer: - "himlens Vandkrukke" ("Vandmanden"s eller "Vandbæreren"s oprindelige navn), "Løven", "Ravnen" (i Jomfruens stjerneområde), "Vildæslet" (ved "Tvillingernes" område), "Vildoksen" (KarlsvognenTyren), "Stenbukken" og (i dennes sektor) "Sydens kamre'". (Mere om stjerner i "Jobs Bog" i Moses-bogseriens bind 5, kap. 11).

Også ubemærket i den tekst er Hun-strudsen, stjernebilledet som araberne kaldte Fuglen Rok i "Tusind og Én Nat"s reelt astro-mytologiske fortællinger. Oprindelig hos egypterne var det fuglen Benu, og hos grækerne Fugl Phønix. I "Job"s kapitler 38 og 39 omtales "Morgenstjernerne" og "Månen" foruden "Tærskepladsen" (i nordlige himmels stjerneområde). I Job 31,36-38 berettes, at ved at overvære månetilbedernes:

-"… håndbevægelser og kysritualer …"

til måneguddommen, fastholdt Job sin forståelse og afstod fra ritualet.

Omkring personen Job eksisterer der i Mellemøsten en betydelig tradition, der almindeligvis har været underkendt i bibelforskningen. Ligeså om Jethro, findes der, i hvert fald endnu i nyere tid - bl.a. også ifølge hans kollega ("Hiob") "Enzyklopaedie des Islám" (Band 1, Leipzig/Leiden 1913) - en solid arabisk tradition om Job hos muslimer og druzere.

Job, arabisk Aiyub, er i traditionen tilknyttet Jordanflodens østbred i det tidligere udstrakte land Edom, der ofte delvis indgik i Syrien. Nær hans bosted (Uz) omkring Nawa - på det sted der bl.a. i "Joshuas Bog" (15,7) omtales som En-Ro'gel - findes en lokalitet, som araberne stadig kalder Bir Aiyub, 'Jobs brønd'.

Og i nærheden, ved Hammam Aiyub, dvs. 'Jobs badested' - findes den kilde, hvor Job ifølge traditionen fik sit helbredende bad. Her opførtes senere af araberne en "Jobs moske" på Maqâm Aiyub, dvs. 'Jobs hellige sted' (nuværende Maqâm Shaikh Sa'd).

Navnet Job eller Hiob er en transskription fra hebraisk Ajwb. Men, ligesom i Jethros tilfælde, er det ulogisk ved den (iflg. rabbinerskrifterne) oprindelig højtstående egypter og faraorådgiver Job - der først sent bosatte sig i et semitisksproget land - at hans navn Job behandles af senere kommentatorer, som om det var et hebraisk navn.

Især er dette ikke rimeligt, da navnet på dette sprog oven i købet har en nedsættende og forvrøvlet betydning som henholdsvis 'fjendtligsindet' eller eventuelt 'hvor fader?', sådan som forskellige hebraiske og vesterlandske leksika også angiver.

Det er ikke atypisk, at kristne såvel som jødiske tekstfortolkninger kan fremstå meget bibelintroverteret, når mange forhold i Bibelen tit forsøges bekræftet ud fra Bibelen selv, altså cirkulært, mens "den egyptiske faktor" bag mange bibeltekster overses. I rabbinerskrifterne er Job egypter, og hans navn ligeledes egyptisk. Mysteriekultindvielser opererede med et koncept for psykisk eller åndelig genfødsel, og den initierede person fik ved den "fødsel" et nyt eller ekstra navn.

I Jobs tilfælde - efter de gennemgribende prøvelser, hvorunder Job stod fast og viste sig "ren og uangribelig" - vil hans egyptiske navn da være givet ham som Uib, (A)uib eller A-ia-ab, alle egyptisk for 'uskyldig', 'ren' og 'ceremoniel renselse'. Den mening er bevaret i det arabiske ord ayyab, der indgår i Jobs navn på arabisk, Aiyub, og betyder 'den, der gør bod' (det indebar at rense sig for fejl, "synd").

Hvad der yderligere demonstrerer en egyptisk tradition tilknyttet Job er, at på hans tilflugtssted - i det dengang egyptisk beherskede område øst for Jordanfloden - findes Sakhrat Aiyub, dvs. 'Jobs sten', Stenens inskription er netop egyptisk (et minde dateret til senest et århundrede efter Jobs tid). Også Jobs efterfølgere har kunnet bære hans titel:

- Job som evt. historisk person og især hans egyptiske præg støttes også af det faktum, at navnet/titlen Job (Ajwb, Aiyub) brugtes af egypterne i formen A-ia-ab eller Aiabu, bl.a. hos konger og personer med regentstatus i Palæstinas (Kanaans) egyptisk dominerede distrikter. Det genspejles i Bibelens "1. Mosebog" (36,31-34) og "1. Krønikebog" (1,43-45), der omtaler "en kong Jobab af Edom før Israels kongers tid", og er hermed også rimeligt nær eller inden for Moses' æra.

Ydermere, i Tell el-Amarna tavlerne, cirka 1400 f.Kr., (brev nr. 256, linje 6 og 13) omtaler egypterne en person med dette navn, en "konge" af byen Pi-hilim (bi-hilim/bihishi), den egyptiske benævnelse for den gamle by Pella: Dvs. præcis i "Jobs distrikt" ved Jordans østbred 30 km sydvest for førnævnte Nawa. Det betydningsfulde sammentræf er ikke hidtil blevet observeret og udforsket.

På samme tavler nævnes denne konge eller hersker med dette egyptiske navn A-ia-ab ('Job') at være vasal af den egyptiske konge. I arabisk tradition er bevaret, at Jobs hustru hed Rah-me, altså igen et egyptisk navn. Teologisk forskning har uden begrundelse hidtil afvist forbindelse mellem Jobs navn og brevene.

Der er en mangfoldighed af forskellige sproglige elementer i "Jobs Bog", hvoraf flere kan genfindes i sprog fra Ugarit i Syrien samt fra Babylon og især i det aramaiske sprog. Denne righoldighed har ledt enkelte forskere - uden skyldigt hensyn til rabbinerskrifternes eller de arabiske overleveringers materiale om Job - til den konklusion, at "Job aldrig har eksisteret", eller "Job kun er en symbolsk eller litterær figur". Men megen af den tvivl vil netop være opstået på grund af lidt problematiske oversættelser af "Jobs Bog" til semitisk sprog fra et egyptisk forlag.

Yderligere spor af Job

i Mellemøsten

Jobs tilnavn Uz kan indikere, at den oprindelig egyptiske Job holdt til på dette sted, der er navngivet efter eller tilknyttet guden Osiris. Egypterne eksporterede deres gudekulter. Osiris hed på egyptisk Usir (Aser), hvilket genkendes i syrisk, arabisk og aramaisk som Uz.

Dette tilsvarede ganske, at Jobs kollega Jethro under sit eksil eller udstationering ledede en egyptisk helligdom på Sinai: I begge tilfælde synes det at være politisk bestemte retræteposter efter problemer ved faraohoffet. Og netop i epoken under det 18. dynasti lod Egyptens ekspanderende præsteskab anlægge en mængde egyptiske helligdomme i Kanaan, Fønikien og Syrien.

Disse helligdomme var bygget for Amon og også mange for Osiris og Isis, og var ofte steder for mysterieindvielse. Den ritusform synes at være baggrund for forløbet i "Jobs Bog" - dvs. lignende omstændigheder som da Moses indviedes ved den brændende tornebusk, under sit ophold hos Jethro.

Den mysteriekultiske aktivitet hos Job er senere genkendt og sat i relation til en nytestamentlig tekst, "Jakobs Brev" (5,11). Den fremstår ligeledes i visse træk i en hebraisk tekst kaldet "Jobs Testamente".

Sidstnævnte tekst er bl.a. kendt i forbindelse med en omstridt egyptisk-jødisk historiker Aristeas cirka 150 f.Kr., og er siden citeret i Johannesevangeliet (5,1); men er senere af pave Gelasius I (492-496 e.Kr.) fjernet fra de apokryfe (ikke-kanoniserede) bibelskrifter. I den pågældende tekst omtales Job som den førnævnte "konge" i Edom - og kan ses i relation til, at Uz var en del af Edoms nordlige grænsedistrikt.

De tre venner til Job - der i "Jobs Bog" søgte at få ham til at modificere sit religiøse standpunkt under sine trængsler - er ligeledes med i "Jobs Testamente" og benævnes som "konger". Denne status er dog i overensstemmelse med føromtalte egyptiske optegnelse om en "kong" Job (A-ia-ab) i just dette Jordan-distrikt:

- Hermed bliver Jobs status forståelig, da han i "Jobs Bog" fremtræder bl.a. som en større landbesidder (som netop f.eks. en ledende præst og tempeladministrator kunne være det). Og hans venner - kolleger - som Bibelen nævner ved navn, temanitten Elifaz, sjuhitten Bildad og naamatitten Zofar, har tilsvarende været småkonger eller klanhøvdinge. Det var således den type højtstående personer, der var selvskrevne deltagere i mysteriekulterne, hvor de - som praksis var blandt indviede - også kunne medvirke ved at spille "modstandere" og "fristere".

Araberne har gennem islam modtaget mange religiøse overleveringer fra de gamle jøder. Mohammed lod nogle af sine hårdeste modstandere, den jødiske stamme eller klan Quraiza, tilintetgøre. Men andre jøder - bl.a. to jødiske klaner i Yemen - havde været med til at hjælpe ham til at vinde i krigen mellem Mekka og Medina. Flere af disse jøder gik over til den islamiske religion. Desuden var en af Mohammeds fire koner, Saf(ur)ijah, jødinde.

En del af de gamle jødiske overleveringer var allerede kommet til den Arabiske Halvø med israelitiske/jødiske grupper, der var udvandret fra Babylon og Israel på et tidligt tidspunkt, før end bestemte træk begyndte at dominere de ældre bibelredigeringer. Desuden findes der såvel i den arabiske tradition som i Quranen og dennes kommentarskrifter flere "bibelske" oplysninger (af varierende kvalitet), der ikke længere findes i jødiske overleveringer, rabbinerskrifterne - bl.a. vedrørende Moses, Faraos Datter, Jethro, Job og Balaam.

En stærk kontinuitet og uberørthed af tiden hos ørkenens og de isolerede områders stammesamfund er demonstreret, idet en gruppe jøder ved det babyloniske eksils ophør 530 f.Kr. udvandrede fra kong Nebukadnezars Babylon, og i stedet for at blive i det daværende Israel valgte de at drage mod syd. Mange slog sig ned i Yemen, hvor slægterne så boede i mere end 2.400 år - og hvor f.eks. hver en arabisk landsby siden dengang altid havde en jødisk quain (Kain), dvs. 'smed', 'kobber- og guldsmed'.

Ved en masseudvandring i 1948 kom 40.000 personer fra dette verdens ældste jødiske samfund til nutidens Israel, hvor de gav omgivelserne et fortidschok. Dette uforanderlige oldtidssamfund var som trådt lige ud af Bibelen - med deres gamle sprog, klædedragt, smykker, redskaber og deres tusindårige slægtsfortegnelser.

Hos de to jødiske stamme-grupper i Yemen, der i 600-tallet e.Kr. hjalp Mohammed med at få magten, har et par jøder derfra, Kab-el-achbar samt Wabh (han var fra den følgende generation) - der i øvrigt begge gik over til islamisk tro - hver for sig efterladt manuskripter. Heri findes forskellige beretninger om Job; jf. Nahum N. Glatzer's afhandling "The Book of Job and Its Interpreters", i Biblical Motifs (vol. 3, Cambridge, Mass. 1966).

Stadigvæk, i dette område i Sydarabien og især Oman, eksisterer der den dag i dag ældgamle lokale hebraiske inskriptioner. Og her lever det mystiske jebalifolk, en nomadestamme beslægtet med jøderne og tilsyneladende efterkommere af de oprindeligt indvandrede jødiske klaner i dette store sydarabiske område. Ydermere findes der netop her i Sydarabien en særlig tradition omkring Job.

De arabiske ørkenfolks traditioner og overleveringer med flere tusind år gamle oplysninger må tages seriøst. F.eks. blev den sporløst forsvundne 7.000-årige oldtidsby Ubar genfundet i november 1991 under 60 m sand. Det skete efter mange års luftfotosøgning, hvor den så blev lokaliseret i Oman fra specielle radarfotooptagelser udført fra rumfærgen Challenger allerede 1984. Da arkæologer nåede frem til stedet i ødemarken, viste det sig, at ørkenbeduinerne havde bevaret traditionen om byen (også kendt af Ptolemæus, se nedenfor) - der forsvandt for nær 2.000 år siden - og beliggenheden intakt. Ingen havde taget beduinernes gamle viden alvorligt. (I Tunis ses helt lignende genfund).

Arabisk tradition om Job kan ses i relation til den engelske forsker Bertram Thomas' bog "Alarms and Excursions in Arabia" (London 1931) og den forbløffende kendsgerning om dette fjerne Arabia Felix, hvor tiden synes at have stået stille i årtusinder, og hvor nogle af de stærkest bevarede slægtstraditioner i verden findes: Her lever stadig ældgamle arabiske stammer med deres stammenavne intakt overleveret i oprindelig form som hos de seks omtalte stammer i "Jobs Bog".

Ligeledes er det typisk, at araberstammen, der i 1947 fandt Qumran-teksterne, også levede ved Qumran for 400 f.Kr. - og her er omtalt af Herodot. Gamle slægtsdata er ofte pålidelige, jf. analyse af Andrew J. Shyroch: "Nationalism and the Genealogical Imagination. Oral History and Textual Authority in Tribal Jordan" (California U.P. 1997).

Ifølge den græske bibelversion, "Septuaginta", kom de nævnte småkonger, høvdinge eller sheikh'er langvejs fra til Job i Uz. De typiske familiestammer i den jordanske ørken havde - og har stadig - nu 3.400 år efter Moses' tid, konstant nogle af deres medlemmer på farten på de endnu ældre, lange karavaneruter bl.a. fra Syrien til Sydarabien (den 2.500 km lange rejse på dromedar/æsel tager 25 dage, og med "tung" karavane 65 dage) - og var således spredt i et vidtstrakt område.

Foruden de tre førnævnte folkegrupper temanitterne, sjuhitterne og naamatitterne, der tilsvarer de i "Jobs Bog" nævnte personer - temanitten Elifaz, sjuhitten Bildad og naamatitten Zofar - gælder dette også to andre, men fjendtlige folkegrupper, som "Jobs Bog" beretter at have overfaldet Job, nemlig kaldæere og sabæere. En stor del af de kaldæiske stammer fra Arabien invaderede byen Ur og dens omliggende område cirka 1000 f.Kr., men flere kaldæiske klaner deltog ikke og forblev på deres tilholdssteder især langs Quwaits kystlande.

Na'im (naamatitter), asabi (sabæere) og chaldai (kaldæere) findes i dag, flere årtusinder senere, stadig bosat i det sydlige Arabien. Og deres tilstedeværelse her blev allerede rapporteret af ovennævnte oldtidens store astronom og geograf Ptolemæus i Alexandria cirka 130 e.Kr.

Arabiens førende stamme Azd kan tænkes at have efterkommere af folkene (her evt. også fra Job?) i det gamle Uz i Syrien/Jordan. Det var denne stammes kongelige leder Abdul Aziz, der i årene 1925 til 1932 erobrede og forenede størstedelen af den Arabiske Halvø - og blev ude i verden kendt som Ibn Saud, Saudi-Arabiens grundlægger og konge.

Især kan en stærk Job-tradition og stednavne på strækningen Damaskus til det Døde Hav bestyrke, at Job ikke er en fiktiv, litterær figur.

Tradition om Moses som forfatter

til Jobs Bog

Indholdet af "Jobs Bog" synes i sin kerne at være bygget på virkelige hændelser hos Job, men formaliseret i gengivelse. I de ældste hebraiske bibeltraditioner hos jøder, samaritanere, kristne, græsk ortodokse, katolikker og andre - var det altid betragtet som kendsgerning, at "Jobs Bog", i det mindste dens ældste dele, var skrevet af Moses.

Ifølge rabbinerskrifterne havde han personligt bekendtskab med Job, fra tiden i Egypten. Det kan være medvirkende til, at en bog om Job er indsat i Bibelen, skønt han ikke tilhørte israelitterne. Bogens ældste dele er nærmere Mosebøgernes hebraisk end nogen anden bibeltekst!

Også den gamle syriske bibeludgave antyder en tilknytning til Moses' forfatterskab, idet "Jobs Bog" er sat lige efter Mosebøgerne. Moses er "Jobs Bog"s forfatter også ifølge Talmuds "Babha Bathra" (14b):

-"… Moses skrev sit værk, (og) "Balaam-delen" og "Jobs Bog"… ".

Hvis der ikke menes de dele i Mosebøgerne, der især omhandler Balaam, kan der evt. have eksisteret et særligt skrift af Moses om Balaam.

En af de betydeligste hebraiske eksperter med hensyn til Job er N.H. Tur-Sinai (H. Torczyner), som i sin omfattende afhandling "The Book of Job - A New Commentary" (Jerusalem 1957) har analyseret hver en linje i digtet og kom til det resultat: Job levede samtidig med Moses og Balaam. Men denne forsker mener også at kunne påvise bearbejdning af flere af teksterne, foretaget under jødernes eksil i Babylon.

Den omtalte bearbejdning har da bevirket, at flere toneangivende forskere har fokuseret så meget herpå, at de herved ignorerede: 1) temaer og udtryk var meget gamle, 2) den jødiske tradition om selve forfatterskabet, 3) rabbinerskrifternes oplysninger og arabiske overleveringer, og 4) alle de stærkt egyptisk prægede spor.

Derefter, ved ikke videnskabeligt dokumenterede begrænsninger er værket fejlagtigt dateret til jødernes eksil i Babylon. Efter samme recept som for Moses er Job blevet reduceret til en "litterært opfundet person", der påstås aldrig at have eksisteret i virkeligheden.

At i hvert fald de ældste dele af "Jobs Bog" kan være skrevet af Moses, passer direkte til Moses' egen egyptiske baggrund: Forfatteren viser kendskab til egyptiske dyr som flodheste og krokodiller. Desuden Moses' evne til at skrive hymner og kvad - hvilket også ses fremgå af Mosebøgerne. Og dertil hans stjernekundskaber, jf. de egyptiske stjernebilleder i "Jobs Bog". Og endelig hans, ifølge rabbinerne, fra barndommen personlige bekendtskab med Job ved faraohoffet.

Oldtidsforfatterne og rabbinerskrifterne omtaler Moses' vidtstrakte kundskabsområde. Præcis som "Jobs Bog"s forfatter viser han - ud over stjernelæren og andre nævnte områder - også kendskab til bl.a. meteorologi, minedrift og metaludvinding (se nedenfor) samt administration og lovgivning. Foruden det helt enestående, at Moses optrådte i diskussioner med Gud - og til tider opponerede stærkt imod ham - ligesom Job i dette kvad også netop gør det.

I "Jobs Bog"s kapitel 19 vises der sammenligning med følelsen af ensomhed og forladthed på steder med minedrift. Dette specifikke forhold må ses i sammenhæng med, at Moses også tilskrives netop den erfaring. Herom nævner rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II), at Moses under sit ophold hos præsten Jethro på Sinai levede skjult i lang tid i isoleret ensomhed i "skakter i klipperne". De eneste skakter i den lokalitet er kobber- og turkismineskakter nær det egyptiske tempel på Sinai, i Serabit el-Khadim.

Endda på 3.400 års afstand har mængden af indikationer og deres helhed i sig selv vægt, idet de fremlagte forhold demonstrerer, at der i realiteten - dvs. med vor forøgede arkæologiske og tekstforskningsmæssige viden - intet er i vejen for, at oplysningerne i "Jobs Bog" kan have reflekteret konkrete historiske personer og hændelser: Ikke alene forhold af mysteriekultisk art - men emner, som langt ud over dette tilmed er både eksistentielt og menneskeligt dybt bevægende.

_________________________________

• Stednavne og lokale traditioner i landområdet syd for Golan er forbundet med Job og synes at passe med steder, hvor hans opholdssted beskrives at være. Dette kan tilmed passe med Tell el-Amarna-brevenes oplysninger om, at en konge/lensherre Job (Aiub) levede her. Ydermere korresponderer det med, at Bibelen omtaler Jobs kolleger som "konger".
• Folkestammer eller klaner, der i Bibelen omtales at leve på Jobs tid, og som 1.500 år senere beskrives af Ptolemæus, kan stadig identificeres i nutiden blandt stærkt tradititionsbevarende klaner på den Arabiske Halvø.
• Ligheden mellem dele af et oprindelig egyptisk oldtidsværk "Corpus Hermeticum" og "Jobs Bog" i udtryk, stil og emner er hidtil upåagtet - ligesom ved eventuelle lighedstræk hos deres forfatteres baggrund.
• At anse handlingens hovedperson Job for ren fiktion er en urealistisk undervurdering af flertusindårige traditioner. Derimod vil "Jobs Bog" med dets hidtil oversete mysterieindhold kunne forstås med større realitet ud fra, at Job - ligesom Moses - oprindelig havde en egyptisk såvel som mysteriekultisk baggrund.

_________________________________

Egyptiske stjernebilleder med forbindelseslinjer/snore (i Seti I's gravanlæg 1295 f.Kr.). Stjernebilledmotiver som Løve, Skorpion(gudinde), Tyr, ses her langt før hellenismen.

Historisk gåde - hvor lå det rette helligbjerg?

Det folk, der ifølge Bibelen var efterkommere af Abraham, Isak og Jakob, fik gennem tiderne følgende benævnelser:

1.- Fra ca. 1950-1455 f.Kr., dvs. tiden fra Abraham frem til udvandringen fra Egypten, omtales hovedpersonerne især som hebræere.

2.- Fra og med optakten til udvandringen, exodus, dvs. fra 1455 f.Kr. og frem til 700-tallet f.Kr., var benævnelsen israelitter i brug.

3.- Efter deres lands deling med Israel i nord og Judæa i syd, erobredes Nordriget i 722 f.Kr. af Assyrien-Babylon, og 10 af de 12 israelitiske stammer opløstes som selvstændige stammer og forsvandt. Da Judæa erobredes af Babylon kom indbyggerne i eksil i Babylon i 586-535 f.Kr., smeltede Judas' og Benjamins stammer sammen. Siden hen identificeredes denne resterende del af folket som 'judæere', hvilket blev til udtrykket jøder - en på én gang religiøs, national og etnisk definition.

I disse forskelligartede faser i hebræernes, israelitternes og jødernes historie opstod ændringer i opfattelsen af religionen og senere Bibelen.

I den nordlige del af Israel hævdede folket, der her senere kendes som samaritanere, at deres bjerg Gerizim var det sted, som var blevet udvalgt dem af Jahweh. Og således beordret af Moses og af Joshua. I Bibelens samaritanske version er dette fremhævet. Og i samaritansk tradition var det på det bjerg, at Abrahams forsøg på ofring af Isak fandt sted.

Præsten Eli havde cirka 1100 f.Kr. gjort sig til ypperstepræst og forordnet, at helligdommen blev flyttet fra Si'lo - og dermed uden for Gerizimdistriktet - til hans egen by, den sydligere by Bethel. Derfor kalder samaritanerne ham, i deres kommentarskrifter, en forræder.

Men efter det herved var opnået, at helligdommen var blevet løsrevet fra det traditionelle hellige bjerg Gerizim, forsøgtes også i senere tilkomne jødiske bibelskrifter at nedgøre den gamle ypperstepræst Eli og hans familie - der nu residerede i helligdommen i Bethel - så hans ypperstepræstembede ikke mere skulle gå i arv i hans slægt.

I Bibelens "Dommernes Bog" (9,37) er det anerkendt, at byen Shechem - ved Gerizimbjerget - netop er "Verdens navle". Og i "Salmernes Bog" (78,60-67) er der i en af Davids salmer anerkendt, at "det hellige telt" (Tabernaklet) - der var helligdommen inden templet byggedes - lå i Efrahim ved Si'lo, dvs. i Gerizimdistriktet, kun 12 km fra Gerizimbjerget. Placeringen varede ifølge salmeteksten indtil:

-"… Jahweh vragede … Efraim …, men valgte Juda stamme og Zions bjerg, som han elskede, og byggede sin helligdom …".

Dette påståede omsving hos guddommen, uden at en årsag omtales nogetsteds i Bibelen eller rabbinerskrifterne, kan ligne propaganda.

Til Jerusalem overførtes, også på flere andre måder, prestigen fra Ahron-præsteskabet, hvis hovedsæde hidtil havde været centreret om helligdommen i Si'lo (og siden Bethel) - hvor der således i mere end 400 år havde været tradition for placeringen af styret for Jahweh-religionen. Dette sted Si'lo ligger som nævnt nogenlunde tæt ved det af Moses og Joshua udpegede hellige bjerg Gerizim i landsdelen med det senere navn Samaria, her hvor landets vigtigste slægter, Josefs såvel som Ahrons og Moses' (evt.) efterkommere, levede.

Med opførelsen af Salomons tempel på Jerusalems bjerg Zion - og især efter at landet blev delt ved Salomons død - søgte judæerne fra landets sydlige del at gøre samaritanerne rangen stridig.

Judæerne søgte også at få det traditionelt hellige Gerizimbjergs prestige overført til Jerusalems Zion-bjerg og dermed til Salomons tempel på dets top. Det skete ved at hævde, at det i Bibelen omtalte bjerg "i Moriahs land" - hvor stamfader Abraham ca. 900 år før Davids tid forsøgte at ofre Isak - skulle være Zion. Moriah-bjerget beskrives i Bibelen som beliggende tre dagsrejser fra filistrene. Da judæerne nu påstod, at "bjerget i Moriah" var Zion, hævdede de, at der herfra var den pgl. afstand på tre dagsrejser til filistrene.

Men det er Gerizimbjerget, der netop passer til disse betingelser. "1. Mosebog" (dens kap. 21-22) beskriver, at "bjerget i Moriah" kunne ses tre dagsrejser borte af Abraham, der kom fra Beersheba (ved grænsen til Negev-ørkenen). Derimod kan Zion-klippen kun ses på kortere afstand, og i det lokale terræn tog det ikke tre dage at rejse mellem Beersheba og Jerusalem. Det gør det mere sandsynligt, at det ikke var Zion, men et andet bjerg, som Abraham havde gjort helligt og i øvrigt også kaldte noget ganske andet end "Zion", nemlig "Jahweh-Jireh".

Ændringer i religionen

- allerede hos David

Dertil var det heller ikke sandsynligt, at Abraham ud fra sin religion foretog en ofring på Zion ved den daværende by (Jeru-)Salem alene af den grund, at her regerede præstekongen Melchizedek, der dyrkede en helt anden - jebusitisk - religion. Og ifølge "1. Mosebog" (12,6-7) lovede Jahweh, at Abrahams afkom skulle gives landet, hvor Abraham engang havde slået lejr ved Gerizim:

-"… nær det store træ i (landet) Moriah …".

Således synes just Gerizim-distriktet i Samaria også her identisk med dette land Moriah. Alligevel lykkedes det efterhånden de senere "religionsreformatorer" at få beliggenheden af Moriah "flyttet" fra Gerizimdistriktet til Jerusalem/Zion.

Den egyptiske historiker Manetho beretter (280 f.Kr.), at ved israelitternes udvandring fra Egypten var en kanaanæisk konge af Jerusalem i forbund med Moses. Også dette indikerer, at Moses ikke kunne/ville gøre byen til israelitternes "hovedstad".

Fra Davids tid (1000 f.Kr.) er en glidende religionsændring tydelig. Især da Davids søn, kong Salomon, byggede Jahwehs tempel i Jerusalem på Zion-bjerget på jebusitten Araunas tærskeplads, som var det jebusitiske helligsted. Først på den tid - og hermed mere end 400 år efter afslutningen af israelitternes udvandring fra Egypten og deres påfølgende invasion i kanaanæernes land - blev den indtil da ikke-israelitiske, men jebusitiske by Jerusalem overtaget af Israel.

Og mens Bibelen utvetydigt angiver, at Jerusalems tempel byggedes på den oprindelige lokale jebusitterreligions hellige (tærske)plads på Zion-bjerget, bringer den netop ikke et ord om, at denne jebusitiske plads skulle være forbundet med stedet for Abrahams offerhandling.

Bibelteksterne lader forstå, at jebusitternes berømte præstekonge (og hans embedes efterfølgere?) i Jerusalem, Melchizedek - til hvem allerede Abraham betalte en religiøs skat på en tiendedel af sine værdier - ikke blot var forbundet med, men stod over Ahron-præsteskabet.

Den baggrund synes anvendt som støtte for hititterhøvdingen og ypperstepræsten Zadoks rang. Bibelen fortæller i "Salme 76" om David - ligesom senere "Hebræerbrevet" om hans påståede efterkommer Jesus:

- at han/de var "… ypperstepræst på Melchizedeks måde …".

Dette til trods for at denne Melchizedek var repræsentant for en religion af anden art end Moses' Jahweh-religion for israelitterne/jøderne. Navnet Zadok, 'retfærdig' og 'Jupiter', findes allerede i Melchizedek's navn (navnets første del betyder 'konge') - og antyder evt. også en stjernekult.

Senere hos israelitterne/jøderne ses også indflydelse fra flere religionsretninger med Jahweh og forskellige El/Elohim-guddomme, samt træk af sumerisk-babylonisk praksis.

I jebusitisk religion ses babylonisk-sumeriske træk. Dertil fortæller Bibelen, at David - der regerede som præstekonge og dermed også var landets religiøse overhoved - dansede nøgen foran Pagtens Ark. Dette kultiske ceremoniel kendes tilsvarende hos sumerernes præster i det sumerisk-babyloniske rige.

Israelitisk overtagelse af Jerusalem, der i den periode henlå i forfald med kun få beboere, blev ledet af kong David. Han ville genoprette byen - og gøre den til hovedstad. Herefter omfattede hans undersåtter dels israelitter, med evt. Jahweh-dyrkelse, dels jebusiter og hititter samt landets ældre kanaanæiske folk. I sidstnævnte grupper var der flere, der dyrkede Baal og guder med navne ofte forbundet med El og Elohim.

David ansatte en af sine høvdinge, med føromtalte navn Zadok, til den præstelige gerning at salve Salomon til konge. Salomon gjorde siden hen Zadok til ypperstepræst ved sit tempel i Jerusalem.

Denne kanaanæiske eller vel endda hitittiske Zadok blev ved en art "legal fiction" i teksterne gjort til levit, dvs. medlem af "præstestammen", hvis vigtigste familier havde aner tilbage til Ahron. - Jf. bl.a. Francis Sparling North's afhandling "Ahron's Rise in Prestige", Zeitschrift für die alttestamentliche Wissenschaft (Band 66, 1954).

Fra israelitisk religionskult til jødedom

Under Salomon blev religionssammensmeltningen vidtgående, da Zadok-præsteskabet ved Jerusalems tempel på Zion-bjerget ude i dette gamle område for jebusitisk og kanaanæisk religion efterhånden tilrev sig magten fra Ahron-præsteskabet nordpå, i landets egentlige centrum. Herved synes præget fra Moses og hans religion reduceret.

Eksempelvis i "Salmernes Bog", hvoraf de fleste af de i alt 150 salmer traditionelt er forfattet af David, er hverken Moseloven eller Jahweh-religionens regler overhovedet nævnt. Desuden er det karakteristisk, at Moses selv kun er nævnt i "Salmerne" otte gange, til trods for at han anses for den mest betydningsfulde person i de bibelske skrifter og israelitternes historie.

Det var således lykkedes for Zadok og hans efterkommere at få gjort Jerusalem til landets "rette" religiøse hovedcenter og dem selv, som Jerusalems præster, gjort til det ledende præsteskab. Profeten Ezekiels skrifter i Bibelen - fra, og efter, israelitternes eksilperiode i Babylon i 500-tallet f.Kr. - omtaler præsterne som Zadoks sønner (efterkommere) og nævner end ikke Ahron nogetsteds!

Den kobberslange på pælen, som Moses havde sat i ørkenen i forbindelse med at hjælpe dem, der var blevet syge - blev siden hen bevaret som helligt inventar i Salomons tempel. Her udførte folket røgofre til den, dvs. foretog den forbudte billeddyrkelse. Efter bevaringen i alt i 700 år lod den judæiske kong Ezekias (745-717 f.Kr.) Moses' kobberslange ødelægge ved at knuse den til småstykker - jf. "2. Kongebog" (18,4) - foruden at han lod "hellige pæle" destruere.

Moses forudsagde i "5. Mosebog" (18,18) en kommende profet. Som tidligere nævnt ændredes dette på Davids tid til et begreb, der var Jahweh-religionen fremmed, men mere i kanaanæisk tankegang, nemlig en (befriende) "messias", dvs. 'en, der er salvet til konge'.

Ved ændringen af religionen til en folke/statsreligion blev der i flere henseender indført forhold, der ikke var omfattet af den oprindelige lære: F.eks. at præsteskabet i Jerusalem tog monopol på tempeltjeneste og ofring, samt at præsterne ofte havde jordejendom (jf. bl.a. "Ezekiel" 48,8-14), skønt Moses udtrykkelig havde holdt præster/levitter uden for jordtildeling - vel for at undgå magtfordrejning.

Efter Assyrien-Babylons besættelse af Nordriget (Israel) og eksilering af dets folk 722 f.Kr. blev der i religionen foretaget en vis ændring af reglerne. Nu måtte alene Jerusalems præsteskab i syd få tempeltjenesten til at fungere, mens Nordriget var besat. Dette præsteskab udnyttede den situation til monopol på tempeltjeneste og ofringer.

Dog var den mest kendte reform til israelitternes religion et forsøg på opstramning af Moses' lære. Det skete under kong Josiah i Judæa fra 622 f.Kr. - dvs. 800 år efter Moses. Her blev der renset ud i flere kultiske afvigelser, bl.a. indført af kong Salomon - forhold som var Jahweh-religionen fremmed.

Kort efter Josiahs reform blev jødisk religionspraksis yderligere udbygget under folkets ufrivillige eksil i Babylon 586-535 f.Kr.

Babylon havde her invaderet Israel og ødelagt Jerusalem og templet i 586 f.Kr. samt tvangsforflyttet vigtige dele af folket til Babylon. Men det judæiske folk - dengang i flere henseender provinsielt og teknisk mindre avanceret - oplevede under dets langvarige ophold i datidens førende land Babylon (og dets verdenshovedstad) et internationalt og stimulerende kulturmiljø. Dette blev af mange ledende jøder anset som en fare for, at deres egen religion ikke kunne forblive intakt.

Således fødtes jødedommen i Babylon: Her førtes gudsdyrkelsen - nu uden templet - ud "på hverdagsplan": I fravær af Jerusalems tempel og præsternes offerhandlinger måtte folket samles om deres skriftkloge talsmænd, rabbinerne. Hermed blev religionen for alvor accentueret som den boglige religion, den er - den første og ældste kendte.

Samaritanerstriden

Efter 535 f.Kr. da perserkongen havde erobret Babylon, blev jøderne frigivet og kunne rejse hjem. Templet blev igen opbygget 515 f.Kr. Og for at styrke folkets religion blev en skriftklog præst, Ezra, cirka 450 f.Kr. sendt til Jerusalem med så store magtbeføjelser fra perserkongen - som jøderne fortsat var underlagt - at selv hans overordnede, ypperstepræsten, måtte adlyde ham.

Den allersidste henvisning i Bibelen til jebusitterne ("Ezra" 9,1-2) viser, at de som etnisk gruppe stadig fandtes i Jerusalem-området ved den israelitiske hjemkomst fra det babyloniske eksil. Det var yderligere nogle generationer herefter, at Ezra fordømte dem og søgte at skjule deres tidligere indflydelse (især via David) på israelitisk religion.

Nordrigets folk blev også hjemsendt, og disse "samaritanere" fastholdt, at ofring nu i hvert fald skulle foregå som oprindeligt på Gerizim i Samaria og ikke kun på Jerusalems Zionbjerg i Judæa. Derfor afviste jøderne snart efter hjemkomsten samaritanernes hjælp ved genopbygningen af Jerusalem og templet for deres fælles gud.

Bibelen lægger ikke skjul på, at Ezras religions-politiske arbejde udførtes med voldsom nidkærhed - hvorunder ikke-jødiske ægtefæller og børn fra blandede ægteskaber nærmest "racistisk" bortvistes. Han beskyldte desuden de genindvandrede nordlige israelitter og de udlændinge, som i mellemtiden var flyttet til Samaria (alle herefter kaldet samaritanere), for at være religiøse afvigere.

Som mosaisk sekt eksisterer samaritanerne i dag som den sidste og ældste gren, der lever mest traditionelt ud fra den religion, som Moses etablerede. Omkring år 1900 var der kun cirka 100 samaritanere tilbage i Israel, men herefter ved år 2000 var der mere end 500. De strenge regler om, hvem de må gifte sig med, menes at have medført "indavl" (fem procent fødes som invalider, bl.a. mange som døve og blinde).

Stadig hver påske ofrer samaritanernes ypperstepræst vædderlam på alteret på Gerizimbjerget ved ruiner hævdet at være fra deres gamle tempel. Ypperstepræsten betegnedes i 1980 som den 147. direkte efterkommer af den første ypperstepræst Ahrons sønnesøn (dvs. 23 år i gennemsnit for hver - plausibelt), det passer præcist med dateringen.

Det jødiske præsteskabs øgede krav på monopol på Jerusalems tempel og hævdelse af dette som det "rigtige" helligdomssted, støttedes tidligere ikke altid lige stærkt ude i befolkningen:

- Engang i 500-tallet f.Kr., da Egypten var kommet under persisk styre, lod en persisk konge udstationere en mængde jødiske lejetropper. Jødiske soldater var i oldtiden efterspurgt på grund af ryet om deres dygtighed. Da disse jøder i 400-tallet f.Kr. befandt sig på Nil-øen Elephantine i Øvre Egypten, og dermed langt væk fra deres hjemlands påskeofringer, havde de fået oprettet deres eget tempel på øen.

Denne helligdom kunne ved genopbygning efter en brand ikke tages i brug, før den fra hjemlandet havde fået ypperstepræstens velsignelse.

Men Jerusalems ypperstepræst benyttede lejligheden til at nægte denne indvielse - for her ønskedes ikke andre templer for jødedommen end Jerusalems på Zion som eneste udvalgte centrum for religionsudøvelsens tempeltjeneste. Af parternes korrespondance (arkæologisk udgravet) fremgår, at præsteskabet i Jerusalem først gav sig, efter at jøderne på Elephantine havde henvendt sig til samaritanernes ypperstepræst. Og han var derimod mere end villig til at give sin velsignelse til dette fjerne tempel i Egypten.

Fortsat erindring om

det rette (?) helligsted

Da Alexander d. Store erobrede Palæstina fra perserkongens herredømme senere i 300-tallet f.Kr., skærpedes konkurrencen mellem samaritanernes og jødernes ypperstepræster: - nu om at få hver deres tempel i henholdsvis Gerizim og Jerusalem anerkendt hos deres nye hersker.

Nogen tid derefter fik de jødiske udvandrere i Egypten endnu et tempel, denne gang ved Nil-deltaet (jf. "Temple" i "Encyclopaedica Judaica", vol. 16, Jerusalem 1972). De i lige så stort antal udvandrede samaritanere i Egypten vides ikke her at have haft et sådant satellit-tempel.

At konflikten stadig var aktuel fremgår også, hvor Johannesevangeliet beretter (4,21) om en kvinde, der ved Jakobs brønd nær Gerizim var i tvivl om Jerusalem eller Gerizim var det rigtige hellige sted, og at Jesus svarede hende:

-"… den time kommer, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, hvor I skal tilbede… etc.".

Jerusalems præsteskab synes tusind år efter David fortsat at være det fremtrædende, da Jesus opponerede mod det religiøse monopol hos disse sandsynlige efterkommere af den gamle magtfulde præsteklan. Ved deres fremgang under Herodes d. Store ses præster stadig benævnt - ud fra Zadok - som saddukæere.

Det jerusalemske præsteskabs religiøse magtmonopol vedvarede således til Jesu tid, hvor Jesus var i stærk opposition til saddukæere (foruden til ypperstepræsten, der endda var hasmodæer). - Jf. Jesu lignelse om "den dårlige tjener, der begravede sit pund (dvs. tro og viden) i stedet for at nyttiggøre, og formere det". Her overfor har Jesus stillet samaritanerne ("den barmhjertige samaritan" etc.), der bedre synes at have bevaret "den rette arv". Var der heri elementer af mysteriekultisk tradition?

Den skjulte strid om Gerizim kontra Zion ligner i princippet den senere ligeså skjulte omplacering, der flyttede Jesu fødested Bethlehem, 7 km fra Nazareth i nord, ned til landets andet Bethlehem, omtalt som "Davids stad", 19 km syd for Jerusalem. Hvornår det indsattes i teksten, vides ikke. Før 325 e.Kr. hæftede de kristne sig mindre ved, hvor stedet var. Men kejser Konstantin d. Stores mor lod indrette en grotte - tidligere brugt af en Adam-kult i Bethlehem i Judæa - til at være "grotten, hvor Jesus var født". (Jf. Jesus også som "den 2. Adam").

Forfatteren Ahmad Mohammad Arafa refererede i det egyptiske kulturministeriums ugemagasin "al Qahira" ('Cairo'), 5. aug. 2003, problemet om "Jerusalems hellige status" i islam: Ifølge Quranens sura 17,1 gik profeten Mohammeds natrejse fra det hellige masjada, 'bedested, moske', til al aqsa, 'det/den fjerneste'. Ikke ét ord om Jerusalem. Islamiske bedesteder fandtes kun i Mekka og Jatrib (Medina). Først årtier efter sin død fik han tilhængere i Palæstina og moskeer i Jerusalem.

I Jerusalem går kristne "Jesu vandring" på en vej først bygget 100 år efter Jesus. Templets fjernelse år 70 var første afgørende skub til kristendommens udbredelse. - Hvis det religiøse centrum, som Zion-bjerget er for jøder, kristne og islamister, ikke er det sted Moses udpegede, kan lokaliteten fint have symbolsk betydning i religionerne - men uoverskuelige perspektiver, når det tages historisk bogstaveligt.

Mysterieformen inden for Moses' religion

Ligesom hos egypterne med deres til religionen knyttede højere mysterier, fandtes lignende institutioner i forskellig udgave også hos datidens øvrige store religionssamfund. Den særlige udformning af israelitternes religion bærer genkendelige indikationer for, at den oprindelig må have bestået af en todelt institution. Nemlig en folke/nationalreligion forbundet med en mere eksklusiv mysteriekultisk overbygning.

Israels "folke/nationalreligion" blev influeret af traditioner fra de gamle kanaanæiske religioner. Men den havde også overtaget en del fra den side af Moses' lære, der havde oprindelige egyptiske præg og indeholdt de højere mysterier.

Den del af Moses' religion har haft den okkulte tradition med Jahweh-mysteriet, "den usynlige gud". Og den indeholdt omskæring - oprindelig i Egypten en kultisk handling forbundet med indvielse, men dette ritual endte med at optages i israelitternes almene religion.

Denne blanding af de to niveauer har bevirket, at en række ydre træk fra religionens højere mysterier stadig hang ved i "folkereligionen". Disse træk bidrager til at forklare, at iagttagere fra andre folk har kunnet anse jødernes religion for en art mysteriereligion.

I Nordriget Israel i 800-tallet f.Kr. dyrkedes Guldkalven - endda hele to Guldkalve. Og her blev det påstået, at Jahweh i form af Guldkalven havde ført israelitterne ud af Egypten ved Moses' hjælp.

Beretningerne om disse forhold er i mellemtiden forsvundet fra samaritanernes skrifter. Men noget af det må på grund af de gamle jødiske optegnelser herom i Bibelen dog have eksisteret engang.

I det Gamle Testamente findes interessante antydninger af en glemt tradition hos samaritanerne. Den tradition kan i så fald også have omfattet, at Moses - hvis eneste kendte sene efterkommer ses omtalt i Bibelen som præst for danitternes Guldkalv - heller ikke selv tog afstand fra visse forhold i forbindelse med Guldkalven (nærv. kap. 8). Jf. igen, at ifølge oldtidens forfattere havde Moses medvirket til indførelse af en art reform af tyrekulten allerede i Egypten.

Den amerikanske semitolog Robert H. Eisenman (& Michael Wise) oplyser i bogen "The Dead Sea Scrolls Undiscovered" (London 1973), at Qumran-teksterne afdækker inden for jødedommen en mysterietraditions træk, hidtil kun kendt fra senere gengivelser under navnet kabbala.

Som elev og efterfølger af Plotin, neoplatonismens fader, var den romerske filosof og skribent Porphyrius 270 e.Kr. stærkt interesseret i østlige religionstraditioner. Han havde rig lejlighed til at studere dem under sin langvarige bosættelse i Tyrus i Libanon. Han var som mange dengang positivt indstillet over for den jødiske religions idéer - og gengiver i forbindelse med en orakeludtalelse, at:

-"… kun kaldæerne og hebræerne nåede den sande visdom, de som seriøst tilbeder den selv-fødte gud …".

Porphyrius angiver i sit værk "Adversus Christianos" ('Imod Kristne'), at Moses' originale skrifter brændte allerede ved templets første destruktion i 587 f.Kr.

Denne oplysning anvendte Porphyrios mod sin egen tids kristne, der påstod, at deres nye religion var blevet "forudsagt" i Moses' skrifter. Dengang profeten Jeremias i 587 f.Kr. lod Pagtens Ark bringe i sikkerhed, ansås Arken stadig for også at indeholde Moses' skrifter. De er ikke genfundet siden.

Det hovedsagelige forløb i selve den måde, som Moses' religion var ændret på kan ses gentage sig 600-700 år efter Ezra, da de oldkristnes oprindeligt delvis eksklusive lære blev omlagt til en statsfavoriseret religion efter 392 e.Kr. Siden hen blev der indført strengt forbud mod de mange kristne indvielseskulter og såkaldte gnostisk-kristne sekter.

Den mundtlige tradition - og Talmud

I den gamle verden kendtes til en oprindelig udbredt respekt for nøjagtig gengivelse af overleveringer, myter og sagn.

Flere dele af sådanne typer beretninger har ved nutidens arkæologi og historieforskning vist sig at være rimeligt, ja undertiden forbløffende pålidelige. Hvorimod samme beretninger langt ind i 1900-tallet blev bedømt ud fra de foregående forskergenerationers dengang færre data og blev derfor mest betragtet som at være opdigtede eller overtro.

I Bibelen er der stadig spor af oprindelig praksis for tro gengivelse, hvor israelitter og senere jøder gang på gang får deres til tider grusomme overgreb og misgerninger blotlagt. Nemlig (ligesom f.eks. i de islandske sagaers stil) uden besmykkende eller undskyldende tilføjelser.

Således kunne traditionens gamle beretninger overleveres fra mund til mund, ofte kun mindre ændrede i årtusinder, idet de behandledes som klenodier, der skulle passes godt på. Jf. eksempelvis traditionen i indiske klostre, hvor munke den dag i dag mere end 3.500 år efter indførelsen af skrivekunsten fortsat lærer deres gamle religiøse tekster udenad efter bestemte metoder (mnemoteknisk, lyd/rytmemæssigt og matematisk), der sikrer nøjagtig gengivelse: - Alle deres ældgamle skrifter kan stadig rekonstrueres ud fra de mundtlige overleveringer.

Det er også kendt hos de gamle europæiske kelterfolk, hvor udvalgte blandt deres druidepræster hver måtte lære 20.000 triader (trelinjede vers) udenad - intet måtte skrives ned, "for at ordene ikke skulle miste en del af kraften". En lignende idé om et tab gengives af Platon i hans beretning om problemerne ved alfabetets opfindelse i Egypten.

En række særlige Moses-beretninger eksisterede sideløbende med Bibelens Mosebøger og blev senere opsamlet i de ældste dele af rabbinernes såkaldte "Talmud"-skrifter. Mange af rabbinernes oplysninger stemmer overens med andre overleverede beretninger om Moses gengivet af egyptiske, græske og jødiske historikere og forfattere, bl.a. Philo og Josefus - især i hellenismeperioden, ca. 330 f.Kr. til 330 e.Kr.

Netop en sådan viden og oplysninger med rødder tilbage i en flertusindårig og undertiden oprindelig mundtligt overleveret tradition blev især efter det jødiske præsteskabs ophør - ved templets ødelæggelse år 70 e.Kr. - videregivet og undervejs nedfældet i skrift af de jødiske skriftkloge, rabbinerne.

Det sidste af disse teksters endelige udformning afsluttedes for 1.100 år siden. Tekstsamlingerne blev grupperet med individuelle betegnelser: "Talmud" - samt "Midrash", "Targum", "Sepher ha-Jasher" m.fl.

En af grundene til, at disse "Talmud"-udgaver først forelå i skrevet form på dette sene tidspunkt, kan bl.a. ses af det forhold, at "Talmud" klart skelner mellem den skrevne lov og den mundtlige lov. Begge former hævdes i traditionen at stamme fra et helligt dekret, givet - i visse dele dog kun mundtligt til de 70 ældste - af Moses på Sinai.

Hemmelig lære i mundtlig tradition

Der eksisterer en ubrudt tradition for, at der fra begyndelsen også fandtes mundtlige love fra Moses, overleveret siden hans tid, med bl.a. en række detaljerede anvisninger for Lovens udførelse i praksis.

Rabbinerne overholdt længe, at den mundtlige lov ikke måtte blive nedskrevet. Det kan på nogen måde ligne føromtalte gamle opfattelse af risiko for, at ordene kunne miste kraft. Men efter folkets store opsplitning og den stadige emigration især efter Jerusalems ødelæggelse både i 70 og 132 e.Kr., samt forfølgelse af jøder i mange lande, måtte overlevelsen af indholdet i denne tradition sikres.

I århundrederne især efter 200 e.Kr. opblødtes rabbinernes indstilling til det gamle påbud. Så også disse overleveringer kom, nu i nedskrevet stand, til at udgøre store dele af den endelige "Talmud".

Men fra Moses vil der - som yderligere antydet nedenfor - også have eksisteret mundtlige instruktioner af anden kultisk art. I selve Jerusalems tempel havde man ifølge Josefus bevaret rester af okkulte traditioner - i form af visse hemmelige mundtlige overleveringer. De regnedes for at kunne føres direkte tilbage til Moses' lærdomme fra de gamle egyptiske mysterier. Ikke mindst denne tradition ophørte sammen med det jødiske præsteskabs eksistens, i 70 e.Kr. ved templets definitive destruktion.

I årene efter at være undsluppet ødelæggelsen af Jerusalem og templet lod rabbiner Johanan ben Zakai i byen Jamnia (Jabneh) nær Gaza etablere et råd af især farisæere. Dvs. en særlig kategori af rabbinere og jødiske skriftlærde - ofte kendt med uheldigt rygte pga. en kritik fra Jesus.

I Jamnia kunne de klassiske tekster studeres og fortolkes, nu da templets skrifter var væk. Dette lærde korps bidrog til at redde jødedommen.

Skønt den Hebraiske Bibel reelt havde fundet sin form, fortsattes også på den tid - og længe efter - diskussioner om det var rimeligt, at Bibelen også omfatter det mysteriebetonede og allegoriske drama "Salomons Højsang", samt om "Esters Bog". Nogle jødiske skriftlærde og religiøse talsmænd ønskede at forbyde oplæsning i synagogerne af "1. Mosebog"s kapitler 1 og 16 samt "Ezekiel" på grund af, at deres indhold ligner gnostisk-"teosofiske" idéer.

Også beretningerne om Jesus er opbygget i flere lag - og ligeledes med en mundtlig tradition med særlig viden for de indviede (omtales senere). Disse beretninger var især funderet på Mosebøgerne og visse af Bibelens senere tilkomne tekster. Det Nye Testamentes antal af citater og referencer fra det (hebraiske) Gamle Testamente er cirka 890, heraf er 320 i direkte citat. - "Lukas" (24,27-44) og "Romerbrevet" (15,4) angiver:

-"… alt, hvad tidligere er skrevet, er skrevet til instruktion for os …".

_________________________________

1. Tidlige ændringer i religionsopfattelsen afspejles i bibelredigering: Konkrete ændringer i Bibelen udførtes af præsten Ezra, der til sin redaktion og med delvis genskrivning af Bibelen 400 f.Kr. indførte ny skrift og ny stavning - samt ændrede i Bibelens slægtsregistre. Disse ændringer i Bibelen skete hermed mange hundrede år før, der blev indført systemer, som netop skulle sikre mod ændringer.
2. At teksten i dag har en lang og rig tradition, er derfor ingen garanti: Bibelens tekstsikring er mindst 1.000 år yngre end dens ældre tekster.
3. Opmærksomhed om Moses' baggrund - at han var født som egyptisk tronkandidat - blev ignoreret, skønt arten af hans høje poster i Egypten uundgåeligt viser ham forbundet med denne høje status.
4. Ændringerne i Bibelen i 400-tallet f.Kr. skulle bl.a. beskytte religion og nationalitet mod fremmed påvirkning. Men samtidig skete der en utydeliggørelse af flere træk, der oprindelig stammer fra kanaanæernes religionskult og indført efterhånden i "Moses' religion".

_________________________________

Forsvandt Bibelens originale tekster?

Tidligt fremstår Bibelens beretninger, krøniker og forordninger som en respekteret tekstsamling, mens Lovens Tavler - der blev opbevaret i Pagtens Ark - blev anset for hellige. I takt med at Bibelen blev ældre, blev dens tekster mere og mere betragtet som ophøjede skrifter, der efterhånden også blev tillagt at være "hellige". Det førte videre til, at ved senere mindre kendskab til indholdets reelle tilblivelseshistorie, blev teksten ofte anset for at være "Guds egne ord".

Moses' lovtekst kom på den måde til at blive betragtet som blot "en kopi af en himmelsk original", ligesom alle de 5 Mosebøger herefter ansås for at være dikteret af israelitternes gud.

Senere gik mange ortodokse ind for - i modstrid med Bibelens oplysning om, at Moses nedskrev ordene - at bøgerne "blev overrakt til Moses fuldt færdige". Eneste tvivlsspørgsmål hos disse troende var, om Moses fik alle bøgerne på én gang eller en bogrulle ad gangen.

De ældste kendte teksttilføjelser og en redaktion af bibelteksterne omtales - i Bibelens "Ordsprogenes Bog" (25,1) og "Esajas" (38,9-20) - at være foretaget allerede af kong Ezekias i 700-tallet f.Kr.

Bibelens "2. Kongebog" (23,2) angiver, at under kong Josiahs religionsreform i 622 f.Kr. i Judæa blev den seneste af Mosebøgerne fundet i et tempelskatgemme. Her havde præsten Hilki'ja, ifølge "2. Krønikebog" (34,14), ved reparation af en tempelvæg:

-"… fundet bogen med Jahwehs lov givet af Moses …".

Der er her tale om "5. Mosebog", som "2. Krønikebog" (34,30) også benævner som "Pagtsbogen". Det anvendte udtryk "af Moses" eller "givet af Moses" hedder i den Hebraiske Bibel ordret: "af Moses' hånd".

Denne udtryksmåde i den Hebraiske Bibel er almindelig, hvad angår en mening, hvad der i dette tilfælde reelt indebærer, at den fundne lovbogs indhold var udformet "ifølge Moses" eller "som givet af Moses".

Og taget bogstaveligt kan udtrykket "af Moses' hånd" lige såvel betyde, at det var Moses eget manuskript. I så fald har selve skriften været en oldkanaanæisk (protosinaitisk) skriftform, kendt fra inskriptioner i Sinai-området på Moses' tid i 1500-1400-tallet f.Kr., men som på Hilki'jas tid var en stil, der ikke mere blev set anvendt.

Den pågældende fundne tekst var blevet indemuret under opførelsen af Salomons tempel, ligesom det kendes - igen - fra Egypten ved indemuring af dokumenter ved opførelsen af både ældre og yngre templer. Ifølge den franske egyptolog Édouard Naville, fortæller en inskription i templet i Dendera, at da Tuthmosis III (cirka 1470 f.Kr.) lod restaurere en mur i templets sydlige del, blev der fundet indemuret en gammel tekst fra kong Pepis tid (2200 f.Kr.), skrevet på et gedeskind.

Den tekst, som blev fundet i Jerusalems tempel, var "5. Mosebog" eller dele deraf. Og i netop den bog (31,26) beordrer Moses:

-"… Tag denne lovbog og læg den ved siden af jeres gud Jahwehs pagts ark …".

Da Pagtens Ark siden fik permanent ophold i templet, har også denne del af Loven været opbevaret i sikkerhed. Foruden rabbinerskrifterne taler andre historiske tekster om, hvad der siden var sket med Bibelen.

Porphyrius påstod, ca. 270 e.Kr., i sin "Adversus Christianos" (Fr. 68) følgende - i citat fra Macarius Magnes' værk "Apocriticus" (3,3) - at: -"… faktum er, at ingenting af Moses har overlevet, for alle hans skrifter siges at være brændt sammen med templet. Og alt, hvad der derefter er skrevet i Moses' navn, blev i virkeligheden skrevet 1180 år senere af Ezra og hans kolleger …".

Den situation Porphyrius hentyder til var i 586 f.Kr., da det første tempel - Salomons dengang ca. 400 år gamle tempel - nedbrændtes ved den babyloniske erobring af Jerusalem. Folket førtes i eksil til Babylon.

Som nævnt menes Pagtens Ark med Moses' tekster bragt i sikkerhed af Jeremias. Skønt Moses' originale Torah-skrifter evt. kan være ødelagt, er andet vigtigt blevet gemt sandsynligvis i det kæmpemæssige tunnelsystem - udvidet af kong Ezekiel ca. 730 f.Kr. - under templet. Det var det første sted, hvor Bernard de Clairvaux' udsendte tempelriddere i 1118 gik på opdagelse. Enkelte tunneler blev genopdaget i 1800-tallet af engelske udforskere. Bibelens uhyre detaljerede fortegnelser over babyloniernes bortførte krigsbytte viser netop intet om teksterne og Moses' øvrige ting, nemlig arkiverne fra Egypten og de genstande som bibelskrifterne tidligt, og igen udførligt, angiver som opbevaret i templet.

I øvrigt kunne Porphyrios' tidsangivelse måske tages i betragtning som bidrag til en bedre datering af Ezra.

Ezra og tekstudlægningen

De betydeligste indgreb og ændringer i Bibelen ser ud til at være blevet foretaget under og efter jødernes hjemkomst fra deres eksil i Babylon i 500-tallet f.Kr. Da præsten Ezra var rejst fra Babylon til de hjemvendte jøder i Jerusalem, anvendte han til dem - ud fra sin reformistiske indstilling - sin omredigerede og omskrevne Bibel.

Et vanskeligt problem er, hvornår ændringen af Bibelen skete. Sparsomme oplysninger antyder, at det skete under eksilet. Andre lader Ezras rejse til Jerusalem, hvor han læste op af Bibelen, foregå nær hundrede år senere. Ifølge arabiske kommentarer indtrådte han i en "bevarende" dvalesøvn i hundrede år. Få betvivler hans eksistens, men en præcis tid for hans virke i 400-300-tallet f.Kr. er en uløst gåde.

Idet han var redaktør ved sammenstilling, opdeling og rækkefølge af Bibelens afsnit eller "bøger" samt havde forfatterskabet til enkelte nye "bøger", æres han som selve den bibelske kanons ophavsmand.

I den apokryfe (ikke-autoriserede bibelskrift) "4. Ezra Bog" (14,21) beklager Ezra tabet af Lovens bøger (Mosebøgerne) ved branden i Salomons tempel. Ezra skriver om sig selv, at han:

-"… påkalder Gud, for at det må blive ham tilladt at genskrive alt fra begyndelsen …".

Det er helt overens med rabbinerskrifter og arabiske kommentarskrifter om Ezras genskrivning, hvor det arbejde så også er foregået "efter hukommelsen". Ifølge begge kildegrupper dikterede han bibelteksterne under 40 dages såkaldt hellig inspiration.

Dog må der en tid efter denne ny-redigering stadig have eksisteret dele eller varianter af Moses-beretningen, som Ezra ikke optog i Bibelen. Bl.a. er Moses i et apokryft skrift, "2. Makkabæer-Bog" (2,11) fra cirka 130 f.Kr., citeret med ordret tale fra et i den nuværende bibelversion (den Ezra-prægede version) ikke-eksisterende bibelvers.

Men skriftlig overlevering kunne ikke altid stå alene, og i Bibelens "Nehemias Bog" (8,7-8) gengives, at Ezra og præsteskabet "forklarede, fortolkede og udlagde" bibelteksten. Men sluttelig i denne periode med Ezra og fortolkning gik man mere bort fra hidtidig brug af teksternes sideløbende mundtlige overlevering. Herefter blev det i princippet Ezras bibelversion, der skulle overleve som den Bibel, der kendes i dag.

I Bibelen henvises fra to steder i - Ezras - "2. Krønikebog" (13,22 og 24,27) til bøger med andre 'udlægninger' eller 'fortolkninger''. Disse tekstforhold blev omtalt i den jødiske tekstsamling kaldet midrash. Dette ord blev betegnelsen for den store og vigtige gruppe af rabbinerskrifter, der hovedsagelig har med netop fortolkning af bibelteksten at gøre.

Samaritanernes tekststrid med jøderne

At eksistensen af "udlægninger" således kendes i Bibelen i Ezras "Krønikebøgerne", peger på, at afvigelser og forskellige udlægninger også var produkt af Ezras tid - hvor bibeltekstskrivningen under hans redaktion af det gamle materiale blev foretaget.

Mundtlig overlevering, i princippet underlagt den strenge tradition for videregivelse uden afvigelser, havde ved den vide spredning følgelig flere "kontrollanter". Derimod har tekstlige indgreb i selve Bibelen kunnet foretages af Ezra netop i 400-tallet f.Kr., da Bibelen blev omskrevet - sluttelig af ham selv. I "Ezras Bog" (7,6) omtaler han sig som:

-"… en dygtig/lærd skriver …".

Han brugte flere nyere stavemåder og en nyere alfabetskrift - en "syrisk (aramaisk) tekstform" nu kaldet babylonisk kvadratskrift - der afløste en langt ældre oldhebraisk skriftform til Bibelen.

Derimod beholdt samaritanerne fortsat den gamle skriftform til deres på nogle punkter mere oprindelige Samaritanske Bibel. Deres ældre alfabet menes at stamme fra 800-700-tallet f.Kr.

Efter jødernes adskillelse fra samaritanerne blev det efterhånden tydeligt, at der var opstået ændringer i den Hebraiske Bibel i forhold til samaritanernes bibelversion. Men det skete også den anden vej rundt, bl.a. den særlige forskel i det sidste af "de ti bud", hvor samaritanerne sandsynligvis selv har foretaget tilføjelser heri.

Den type teologiske problemer har jøder og samaritanere skændtes vildt om - ifølge samaritanske kommentarskrifter - under begge parters eksil i Babylon. Her berettes om tekststridigheder så voldsomme, at den babyloniske konge måtte gribe ind og arrangere en "ildprøve", hvor en samlet udgave af de jødiske bibeltekster og en af de samaritanske ved et magisk ceremoniel blev smidt ind i et bål (jf. under 'Samaritans' i "Encyclopedia Judaica", Jerusalem 1972).

Ved den prøve kom kun samaritanernes tekster uskadt ud af ilden - det blev i den lejr betragtet som bevis på, at det var de rette hellige tekster. Det kunne være muligt ud fra datidens alkymistiske viden at præparere skriftrullerne forud mod ild. Skriftruller kunne bestå af papyrus, eller f.eks. af skind/læder, inden den større udbredelse af pergament (som var af særligt præpareret skind) i 200-tallet f.Kr.

Samaritanerne havde ikke accepteret en del af de tekstlige variationer i Bibelen, som senere er kendt fra Ezras tid og frem. Herved havde de både i deres specielle Samaritanerbibel og i deres kommentarer på en række punkter en lidt anden tradition om Moses. Desuden forkaster samaritanerne alle profetskrifter i den Hebraiske (og Kristne) Bibel, og medtager kun og alene Torah ('Loven'), altså de fem Mosebøger.

Ezra - hovedmanden

bag ændringer i Bibelen

Adskillelsen mellem samaritanere og jøder - hvor det demonstreredes, at "frænde kan være frænde værst" - blev efter de to folks hjemkomst fra eksilet i Babylon (535 f.Kr.) markant ved templets genopbygning i 515 f.Kr., men også videre frem under Ezras periode i Jerusalem.

Under Ezras redaktion og udvidelse af Bibelens tekster blev denne strid manifesteret i skrift. Herved blev fastholdt for kommende generationer, hvor ugudelige og afvigende, ifølge denne samtidige jødiske politiske holdning, disse samaritanere nordpå var.

Hensigten med tekstindgrebene i Bibelen - hvoraf flest blev udført næsten tusind år efter Moses' tid - var ikke mindst forsøg på at fastholde jødisk identitet under fremmed påvirkning fra mange erobrere af Israel: Egyptere, babyloniere, persere, grækere - og siden hen romere.

Således, næsten 600 år efter David, havde Ezra samtidig med at "reformere" religionen og Bibelen også foretaget en slags "manipulation" i nogle bibeltekster. Om Ezras pålidelighed eller mangel derpå påpeges i "Encyclopaedia Judaica" (1971) - under emnet 'Ezra' - at i de af ham hovedsagelig forfattede bibeltekster, "Krønikebøgerne", har han ændret "kreativt" i slægtsregistrene. Nemlig ved at sætte sit navn ind, så han fik Zadok til stamfar - og dermed en tilsyneladende linje tilbage til Ahron - så hans egen stamtavle kom til at se mere vigtig ud.

At Ezra i al jødisk tradition står som forfatter til Bibelens to "Krønikebøger", kan hjælpe til at afsløre: - I forhold til en mere oprindelig liste har han i sin version i "1. Krønikebog" (6,1-15) af listen, som han lader ende med sit eget navn, oven i købet ladet nogle af navnene springe over. Kort sagt, Ezra synes reelt at have lavet ændringer, der kan give indtryk af at være historie"redigering".

Ikke alt hvad Ezra under de kriterier ville ønske at fjerne, var han tilstrækkelig omhyggelig med under behandlingen. De herved opståede forskelle, modsigelser og forglemmelser - som korresponderende kommentarer i rabbinerskrifterne ikke kan forklare - peger ligeledes på, at der i forskellige bibeltekster konkret er sket ændringer. Især angående Moses, hvis posthume indflydelse her ses svækket voldsomt.

Augustin beklager i år 398 i sin "Erkendelser" (kap.11, stk.3), at da Moses ikke mere lever, er det lidt svært få at vide, hvad han mente.

Septuaginta, den græske

- og ældste - hele bibelversion

I århundrederne efter jødernes hjemkomst fra Babylon efter 535 f.Kr. foregik der også jødisk bosættelse i mange andre lande. Allerede i 300-tallet f.Kr. boede et flertal af jøder uden for det daværende Israel. Antallet voksede yderligere efter Jerusalems og templets ødelæggelse 70 e.Kr.

Historikere anslår, at på kejser Augustus' tid udgjorde diaspora, dvs. denne store "udenlandske" gruppe, helt op til 80 pct. af samtlige jøder - hvoraf kun en mindre del forstod hebraisk.

Foruden jødedommens religiøse hovedcentre Jerusalem og Babylon blev Alexandria i Egypten snart det store jødiske kulturcentrum. Under Augustus var i hvert fald en fjerdedel af denne verdensbys borgere jødiske. Ud over at have templet i Jerusalem havde jøderne i det nu flere steder græsksprogede Egypten etableret som nævnt hele to templer.

Disse mange jøder i Egypten, samt det lignende antal indvandrede samaritanere her, inspirerede den lærde egyptisk-græske kong Ptolemæus II Philadelphos (285-246 f.Kr.) omkring 280 f.Kr. til at få iværksat oversættelsen af den Hebraiske Bibel til det mere udbredte sprog græsk. Ifølge en egyptisk-jødisk forfatter Aristeas (cirka 250 f.Kr., og af omstridt identitet) skulle 70 eller 72 (71?) rabbinere, der:

-"… også var bekendt med de græske lærdomme …"

- indkaldes, mest fra Jerusalem, for at oversætte især Mosebøgerne. Det viser, at oversættelsen skulle i realiteten autoriseres fra Jerusalem og efter forbillede i templets lovråd Sanhedrin med dets i alt 71 præstelige medlemmer. Det antal bestemtes ud fra, at Moses' rådgivere omfattede de 70 ældste plus Moses selv.

I hvert fald fra 100-tallet f.Kr. vides, at den ledende person for Sanhedrin - dvs. den religiøse og lovstyrende rådsforsamling tilknyttet templet i Jerusalem - i reglen var saddukæer (medlem af den førende præsteklan), og at den næstledende var farisæer (rabbiner, skriftlærd).

Selve oversættelsen, der blev et af hovedgrundlagene for den senere kristne Bibels Gamle Testamente, er kendt som Septuaginta, det græske ord for '70', dvs. "De 70's Bibel". Den afviger på visse punkter fra den Hebraiske Bibel, hvis form var ved at træde i karakter kort efter ca. 280 f.Kr., hvor man også havde anerkendt den anden udgave, Septuaginta'en.

Senere ophørte jøderne med at bruge denne oversættelse, der ellers var uhyre populær og udbredt, og som også Jesus og kredsen omkring ham har kendt og ofte benyttet. Som jødernes anerkendte "hellige skrift" gælder nu alene den "originale Hebraiske Bibel. Under alle omstændigheder fremgår, at denne Hebraiske Bibels endelige version er farisæernes - dvs. også sådanne lærde, der ifølge Jesus manglende dybere forståelse.

Den Hebraiske Bibels tradition

Tidligere var flere af den Hebraiske Bibels bøger slået sammen til et samlet antal på 22 (også ifølge Josefus): De var blevet bragt til at svare til antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet (a = 1, b = 2, etc.). Efter Ezras tid var der kommet flere tekster til.

Det samlede antal bøger i den Hebraiske Bibel blev 39. Det viser - ligesom i den apokryfe (og ikke af Ezra) "4. Ezras Bog" fra 130 f.Kr. - at hele Bibelens senere definitive kanon (autoriseret tekstsamling) forelå færdig disponeret allerede forinden - som sagt kort efter 280 f.Kr. Skønt den jødiske udgaves endelige rækkefølge af alle Bibelens bøger syntes fastlagt, kunne den stadig blive udsat for diskussion i flere århundreder.

I "Lukas' Evangelium" (24,44) definerer Jesus en på hans tid velkendt hovedopdeling af Bibelen: - Moses' Lov, Profeterne og Salmerne.

Kort efter romernes ødelæggelse af Jerusalem og templet, der denne gang blev jævnet med jorden, ankom nu til byen Jamnia's lærde råd (jf. kap. 11), nord for Gaza, en række lærde jøder. Her fik de i år 73 af Jerusalems erobrer Titus Vespasian tilladelse til genetablere Sanhedrin og et akademi. Af farisæernes overlevende grupper af skriftkloge menes de rabbinere at tilhøre de mere pacifistiske. Blandt folkene i akademiet og rådet/retten i Jamnia opslugtes tillige de fleste separatist-grupper.

Dette Sanhedrin i Jamnia blev rabbi Johanan ben Zakai, og derefter rabbi Gamaliel - også kendt for at have undervist Paulus - sat til at lede. Flere fra denne forsamling af religiøse talsmænd deltog i akademiet, Beth ha-Midrash. Her fortsattes den århundreder lange diskussion om bøger, der kunne ønskes inkluderet eller udeladt af Bibelens såkaldte hellige skrifter. Der var tvivl om "Prædikeren" og "Jubilæerbogen" m.fl.

I de mange henvisninger herom i rabbinerskrifterne, især Babylonisk Talmud, er der intet tegn på, at Bibelens form blev endeligt vedtaget i Jamnia, men at diskussionen om dele af dens udformning fortsatte i århundreder til ca. 300 e.Kr. Den ses da at være faldet på plads, bl.a. stadig ud fra en fra ca. 250 f.Kr. udbredt praksis og principiel ramme for kanonopfattelsen - i sig selv problematisk at modgå. Jf. f.eks. Robert C. Newman's "The Council of Jamnia and The Old Testament Canon", IBRI Research Report (Vol. 13, 1983), med Talmud-citaterne herom.

Som nævnt var flere lærde kritiske over for brugen af nogle dele af "1. Mosebog" samt af "Højsangen" og "Esthers Bog", hvilke ønskedes at blive undladt at læses i synagogerne. Mens andre skrifter, der ikke blev godkendt til kanonisering - bl.a. "4. Ezras Bog" - gerne læstes.

Disse lærde fastlagde bønnen i synagogerne - en række af 18 bønner, samt, som nævnt, én med stærk forbandelse af frafaldne, (jøde)kristne. Den indeholder opfordring til stening. Det menes i nogle traditioner at have inspireret til skikken ved jødiske begravelser at deponere sten til senere opfyldelse af formålet.

Regler mod tekstændring

kom for sent

Ved byen Tiberias opstod en "tekstbevaringsskole", især gruppen tilknyttet familieklanen Ben Asher, der på en gang var teologer og filologer. De omtales senere som "masoreter". I 700-900 e.Kr. indførte de enhed i stavningen i Bibelen samt - fra syriske kristne - det omtalte system af særlige prikker som lydtegn, her vokaler. Prikkerne blev sat over og under Bibelens hebraiske konsonanttekst, der som "hellig tekst" ikke måtte ændres det mindste. I 1200-tallet e.Kr. afsluttes ved at sammenarbejde en ældre og yngre palæstinsk tradition med en babylonisk (fra Naftali-familien; i deres regi er prikker kun placeret over teksten).

Tegnene indførtes, fordi man ikke altid mere vidste, hvordan den gamle tekst havde været udtalt. Det nye system blev udarbejdet fra en erindret tradition såvel som ved en rekonstruktion ud fra teorier om den oprindelige udtale. Heraf kom der en betydelig, men absolut ingen fuld sikkerhed for de ældste teksters udtale og tydning.

Således blev Bibelens ældste tekster (f.eks. "Deborahs Sang") vokaliseret på samme måde som dens yngste tekster (bl.a. i "Daniel") - som om ingen sproglig forandring overhovedet fandt sted i dette spand på tusinde år - hvilket er utroværdigt. (Tilsvarende i græsk: i det Nye Testamentes tekst indførtes først ved 800 e.Kr. accenter og markeringer - det kan give visse ord forskellig eller ændret betydning).

Ezra gennemførte sin indsats ved at samle og redigere mange bibeltekster, men ikke upåvirket af sin politik som landets religiøse administrator, der skulle styrke nationens sammenhold. Så rabbinerne har senere måttet se bort fra, at han vitterlig foretog tekstændringer, der giver risiko for, at der i en tilsvarende formindsket grad er givet udtryk for den originale lære og religion.

Kun et fåtal af gamle hebraiske bibelmanuskripter er bevaret. Det blev tradition, at når en skriftrulle var slidt op, fremstilledes en ny. Den gamle blev gemt og forsvandt, oftest begravet i jorden ved et ceremoniel som til en rigtig begravelse. Det blev ikke kristen skik:

- Til sammenligning kendes (efter 1990) nu 98 nytestamentlige manuskripter, fra stumper til hele bind - alle græske og i form af regulære bøger, ikke bogruller - den ældste fra 125 e.Kr. (evt. ældre).

Indtil for nylig fandtes den ældste eksisterende Hebraiske Bibels manuskripter kun i form af enkelte afskrifter udført i 900-tallet e.Kr. - bortset fra nogle linjer fra to kapitler i "5. Mosebog" fra omkring 150 e.Kr. (i "Papyrus Nash", fundet i 1902). Blandt de i dag eksisterende cirka 6.000 håndskrevne kopier gammeltestamentlig tekst er den ældste hele Hebraiske Bibel, "Codex Leningrad B 19A", fra 1008 e.Kr.

Den ældste hele græske gammeltestamentlige Bibel er en bog af manuskripter, "Codex Sinaiticus" fra cirka 250 e.Kr., fundet i 1800-tallet i det isolerede græsk-ortodokse Skt. Catharina kloster på Sinai.

Fra 1947 blev der fundet en jødisk sekts efterladte skriftruller - efter 1.900 års skjul i 11 klippehuler i Qumran ved det Døde Havs vestbred. Fra spor af nær 900 manuskripter kendes med sikkerhed 799, både hele og stumper (40.000). Af de ruller er ca. 500 dokumenter, med ca. 200 bibeltekster, samt sektens regler og også astrologiske tekster.

Skriftrullerne - flere er endog meget gamle bibelafskrifter fra op til 250 f.Kr. til 70 e.Kr. - er de hidtil tidligste, bevarede hebraiske bibeltekster. De er forsøgt anvendt som "bevis" for, hvor imponerende ordret og intakt Bibelen er overleveret. Men næsten alle tilhører nyere dele af det Gamle Testamente og er hermed forfattet i sene tider, dvs. længe efter Mosebøgerne, hvoraf der netop ikke er fundet gamle hele større afskrifter - men kun få fragmenter.

Både Septuaginta-bibelen, Samaritanerbibelen og Qumranteksterne indeholder i nogle tilfælde tekstversioner, der er af afgjort ældre dato end den Hebraiske Bibel. Først flere hundrede år efter den tid, som Qumranteksterne stammer fra, indførte rabbinerne gradvis regler - som nævnt, først fuldført ved eller efter 900-tallet e.Kr. - til en nøjagtig tekstafskrivning, især for alle Mosebøgerne og "Esthers Bog".

Disse strenge forordninger blev senere også fremholdt som bevis for bibelteksternes nøjagtige overlevering, skønt dette argument kun gælder efter cirka 400 f.Kr. Som tidligere anført: Det ændrer derfor ikke på det faktum, at forudgående gennem 1.400 år - fra Moses' tid og frem til Qumran-tiden - synes der at være sket en række indgreb undervejs.

En af baggrundene for rabbinerskrifternes fremkomst er, at samtidig med at Bibelen voksede fra sine oprindelige bestanddele, Mosebøgerne, og frem til sit senere langt større omfang - fremkom supplementer og kommentarer til bibelberetningerne foruden selvstændige beretninger, visdomssentenser, lovtraktater, anvisninger, leveregler m.v.

En gren af rabbinernes overleverede optegnelser er "Mishnah", der blev den første nedskrevne udgave. Den er samlet og redigeret af rabbi Juda Ha-Nasi ca. 220 e.Kr. Heraf udgør "Talmud" en slags koncentrat - og findes i to versioner, benævnt efter hvert sit fremstillingssted:

- Den almindeligt brugte, den babyloniske Talmud, indeholder over 2,5 millioner ord, dvs. 20-25 bøger - mens den jerusalemske eller palæstinske "Talmud" er en tredjedel så lang, men ofte sværere forståelig i sin afkortede og koncentrerede form. Den endelige nedskrivning af den palæstinske og babyloniske Talmud er fra henholdsvis 350 e.Kr. og 500 e.Kr.

Rabbinerskrifterne var - og er stadig - obligatorisk for enhver jødes seriøse bibelstudier. Rabbinerskolerne anvender skrifternes indhold især teologisk uden at lægge største vægt på konkret historiemæssig betydning. I videnskabelig historieforskning er de kun sjældnere anerkendt.

I skrifterne synes bevaret mere om Moses i "ureduceret form" end i Bibelen. Bekræftende for de ældste rabbinerskrifters troværdighed i deres Moses-beretning er, at arkæologi har gjort det muligt at verificere mange af deres specifikke oplysninger om f.eks. egyptiske forhold.

_________________________________

OVERSIGT:

• 1455-1415 f.Kr.: De 5 Mosebøger skrives – af Moses selv – iflg. Bibelen.
• Ca. 1415 f.Kr.: 5. Mosebog, mest et resumé, og på et bedre hebraisk, afsluttes.
• Ca. 975 f.Kr.: Salomons tempel bygges. 5. Mosebog indemures i tempelvæg.
• 622 f.Kr.: 5. Mosebog udtages af tempelmuren og deponeres foran Pagtens Ark.
• 587 f.Kr.: Babylon ødelægger templet. Moses' tekst brændtes eller blev skjult.
• Ca. 390 f.Kr.: Ezra genskriver Bibelen; ny skrift og stavning, nye dele, tolkning.
• Ca. 280 f.Kr.: Farao Ptolemæus II sponserer græsk bibeloversættelse, Septuaginta.
• Ca. 250 f.Kr. til ca. 300 e.Kr.: Den hebraiske udgave vinder terræn hos jøderne.
• 70: Templet destrueres af romerne; general Titus giver Josefus tempelarkiverne.
• 200-tallet: Nedskrivning af en mundtlig tradition fra Moses bliver indført.
• 400-900-tallet: Masoretisk skrivestandard udvikles og bruges i Hebraisk Bibel.

_________________________________

Bibelens holdningsændring til Moses' rolle

Under Ezras indflydelse måtte en del spor af egyptisk kultus - som ikke mindst Moses havde bragt med sig - ende med at forsvinde. Desuden var "Egypten" blevet et begreb, der identificeredes med israelitternes såkaldte "slaveri" hos egypterne. Visse dele i de gamle tekster blev udeladt, da det næppe kunne ses som helt uproblematisk, at israelitternes største leder og profet, Moses, var søn af Faraos Datter og dermed af egyptisk kongeæt.

Den glidning synes foregået ved en ikke ukendt metode - at i "den hellige tekst" respektfuldt næppe direkte er ændret på et eneste ord; derimod ophørte man med at gengive "mindre relevante" passager.

I Ezras bibelversion, dvs. den Hebraiske Bibel, som kristne bibler følger i største udstrækning, udgør Mosebøgerne og "Joshuas Bog" og delvis "Jobs Bog" de første og ældste dele eller "bøger". Men herefter, i Bibelens senere tilkomne bøger, er Moses overhovedet ikke nævnt i den tidligste henvisning til udvandringen fra Egypten - det er Jahwehs triumf det hele. I stedet er det "judæeren" David, som - også uden for Bibelens afsnit ("Dommernes Bog" og "Kongebøgerne") med særlig præsentation af David - bliver fremstillet som den største og mest omtalte helt.

I størstedelen af Bibelen er David nævnt fem gange så hyppigt som Moses, til trods for at David ændrede på religionen og også påførte nationen en række ulykker. Selv Ahron, Moses' såkaldte "bror", der ikke havde spillet den største rolle hverken i Moses-beretningen eller i den efterfølgende "Joshuas Bog", ses i resten af Bibelen nævnt langt oftere end Moses.

I Bibelen findes der siden hen ingen slægt eller stamtavle, der fører tilbage til Moses eller til den påståede stamfader Levi via Moses. Af Moses' efterkommere i senere tider omtales en præst, som Dan-stammen tog med sig til Libanon - men intet øvrigt angives om vedkommendes familiemæssige linjer. Der forlyder heller ikke noget om, at Moses' gren var uddød - modsat som f.eks. det omhyggeligt berettes ved visse af Josefs sønners efterkommere.

I det hele taget fremstår det højst besynderlige træk, at den jødiske religions største profet, lovgiver og lederskikkelse, Moses, i påfaldende grad er reduceret og næsten ikke nævnt uden for Mosebøgerne. Hermed blev der, ud over hans fordrivelse fra Egypten, forøvet endnu et "attentat på Moses" - næsten tusind år efter hans død.

Men ud fra rabbinernes synspunkt tilbage fra 400-tallet f.Kr. var Ezra den, der reddede og videreførte jødedommen. Derfor er han senere blevet stærkt hyldet og givet betegnelsen "den anden Moses".

I Israel foregik holdningsændringen over for Moses tidligt - især fra Davids tid ca. 1000 f.Kr. og frem. Med Ezra skærpedes forholdet, dog fik han forkyndt Moseloven (nu i en sen udgave). Men Bibelens apokryfe kapitler "Siraks Bog" end nævner ikke Ezra.

At allerede Ezra havde redigeret og åbenbart "bortforkortet" visse på hans tid uønskede passager i Bibelen, vil også have medvirket til at danne den ofte usystematiske eller uhomogene stil i bibelteksterne.

De ældste bibelberetninger kan da ud fra visse nutidige læsemåder opfattes som sammensat af forskellige "stilarter" og kilder er tilknyttet eventuelle grene af religionen for Jahweh og Elohim, og af præsteskabets senere fortolkninger. Fra slutningen af 1800-tallet bragte dette semitologer og teologer til at antage den stadig ikke beviste teori i den kildekritiske forskning: At bibelteksterne er en sammenskrivning af kilder med enten hovedvægt på "Jahweh" eller "Elohim", eller at andre teksterne påstås at være skrevet af præsterne (jf. kap. 7 og 29).

Forskningens holdningsændring

til Moses' rolle

Det var en bedrift i udforskningen at få påpeget og indkredset afvigelser i teksternes strukturer. Dog, disse videnskabsfolk optrådte som sprog- og litteraturforskere frem for arkæologer, antropologer og religionsforskere. Den betydelige egyptiske andel af grundlaget i de ældste bibeltekster blev ikke taget tilstrækkeligt i betragtning. Det har medvirket til mange tydningsproblemer og misvisende tolkning. Og religionsstudierne har kun utilstrækkeligt udforsket f.eks. mysteriekulter.

Bibelen udgør en blanding af ældre og nyere stof overleveret i vekslende kvalitet. Og dette at Bibelen således også rummer "bearbejdede" krøniker, var et faktum, der helt frem til for mindre end hundrede år siden skulle omgås med varsomhed i næsten alle kristne lande.

Et eksempel fra det protestantiske Danmark er, at indtil Grundlovens indførelse 1849 kunne der endda formelt gives dødsstraf for at gå imod kirken - bl.a. er flere præster blevet landsforvist. Så sent som i 1906, hvor Grundloven havde fungeret i mere end 50 år med sin ytringsfrihed og religionsfrihed, blev en person dømt - efter straffelovens paragraf 156 om blasfemi mod den danske "statsreligion". Straffen var otte måneders indespærring i Forbedringshuset for på offentlige møder bl.a. at have hånende sagt om Bibelen, at "den blot er baseret på en krønike".

Hvis ortodokse blandt Bibelens læsere var opmærksomme på, hvor mange gange der er foretaget ændringer i bibelteksterne (enkelte bibeltekster er end ikke på hebraisk, men f.eks. aramaisk), var der næppe tale om, at "hvert ord i den hellige skrift er helligt". Dog er det bemærkelsesværdigt, at der i tilfælde af indgreb er bevaret så meget.

For blot 200 år siden (før år 2000), da interessen steg for udgravninger af oldtidslevn i Mellemøsten, sporedes fra starten ængstelse ved den risiko, at de nye fund eventuelt kunne opfattes som modsigelser til Bibelen på visse punkter. F.eks. da de første fund af babyloniske kileskrifttavler efterhånden kunne tydes. Indholdet fik den tyske forsker Josef Hager i 1801 til i en afhandling om tavlerne at fremsætte en ny teori om tolkningen af navnet Babel (Babylon), dvs. lidt anderledes end i "1. Mosebog" (11,9), og så sig nu nødsaget til at skrive:

-"… Det var bestemt aldrig min mening at tvivle på Moses' autoritet, hvis religiøse bøger jeg respekterer, og hvis morallove jeg ærer …".

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Moses selv var en mytefigur uden historisk realitet, har hans eksistens hidtil været taget for givet, fordi vi så længe i vor kulturhistorie har været vant til, at Moses' eksistens var et nærmest indiskutabelt faktum hvilende på Bibelens autoritet. Forskningen - som nævnt først etableret i 1800-tallet - kom ud fra den daværende tilvante opfattelse til at kredse om enten at opfylde, eller andre gange i modsat fald modbevise, et forudbestemt facit, nemlig kirkens efterhånden klichébetonede opfattelse af Moses-figuren.

Men den af forskningen påståede opdeling af teksterne har så igen ført til, at nogle retninger og skoler mener, at Moses-figuren er et kunstprodukt, enten en fiktiv person eller en person i en delvis opdigtet rolle. Eller f.eks. at han, hvis han alligevel skulle have eksisteret, måske kun har levet på Sinai, men ikke i Egypten.

Derfor må forskningen først igennem en proces, hvori Moses' reelle eksistens analyseres. Herudfra må hans reelle status søges.

Endnu et ældre "attentat på Moses" blev udført ved jødiske præsters og skriftlærdes behandling af bibelteksterne (fremlægges detaljeret nedenfor): - den delvis egyptisk prægede religiøse baggrund hos Moses skulle ikke være for fremtrædende. Seneste "attentat" er udført af nutidens litteraturteoretiske forskere (jf. Appendiks), startet før tilstrækkelige arkæologiske data forelå til at danne realistiske konklusioner.

Statistik kan indikere

et falsk historisk billede

Den ejendommelige reduktion af Moses' betydning i Bibelen kan verificeres fra konkrete data i simpel statistisk sammenligning:

1. - En meget tidlig tendens til en holdningsændring findes allerede i Bibelens "1. Kongebog" (12,8), hvor Nordisraels kong Jeroboam (cirka 900 f.Kr.) ikke fortæller, at det var Moses, men at dén, der førte israelitterne ud af Egypten, var Guldkalven!

2. - Bibelens "Salmernes Bog" (81,11) omtaler alene, at det var Jahweh, der ledte folket ud af Egypten. Når Moses overhovedet nævnes i "Salmernes Bog" (og det er usædvanligt få tilfælde, i alt 9 gange i 150 salmer) er det aldrig' i rollen som den, der førte israelitterne ud af Egypten.

3. - Profeten Jeremias havde sit virke i årene i 500-tallet f.Kr. ved tiden for jødernes eksil i Babylon, hvor mange større bibelændringer blev indført. I Bibelens "Jeremias' Bog" nævnes mindst 8 forskellige steder, at israelitternes udvandring fra Egypten var "anført af Jahweh" - mens det er som om Moses' indsats og organisation af udvandringen ikke eksisterede. På nær en enkelt undtagelse, hvor Moses blot nævnes sammen med profeten Samuel, omtales Moses i det hele taget ikke med ét ord i hele "Jeremias' Bog".

4. - Af Bibelens såkaldte "mindre profeters bøger" fremgår det heller ikke, at Moses var den, der anførte israelitternes udvandring. End ikke som "Guds redskab" var han deres leder på vejen ud af Egypten. Eksempelvis i "Amos' Bog" (9,7) var det Jahweh, der ledte folket ud.

5. - Ligeledes hos "Hoseas" (12,13), hvor der på besynderlig måde - som var det vigtigt at komme uden om problemet - er omtalt en totalt anonym profet, der førte israelitterne ud af Egypten.

6. - Udover i selve Mosebøgerne og "Joshuas Bog" - samt hvor Moses'navne ses i forbindelser som 'Moseloven' el.lign. - er Moses som person kun omtalt 37 gange i den Hebraiske Bibels øvrige 33 bøger.

7. - Mens Moses' såkaldte "bror" Ahron ikke nævnes specielt meget i de fem Mosebøger og "Joshuas Bog", er han i resten af den Hebraiske Bibel dog nævnt langt mere end Moses, i alt 40 gange.

8. - Bibelen angiver om flere af de senere slægter, at de fører tilbage til Ahron, mens ikke en eneste føres tilbage til Moses.

9. - Misforholdet er bl.a. voldsomt i sammenligning med kong David. Det fremgår, at ud over i hovedomtalen af David i "Samuels-", "Kongernes-" og "Krønikernes Bøger" (og bortset fra ordene 'Davidsbyen', 'Davidstårnet' o.lign.) er David som person nævnt - foruden 127 gange i "Salmernes Bog" - i alt 57 gange i de resterende 25 af Bibelens bøger. Med andre ord, inden for et meget kortere historisk tidsrum end helt fra Moses' tid er her David nævnt 5 gange så ofte som Moses.

Da Moses var indstifter af den første påske, vækker også den totale udeladelse af Moses i rabbinerteksternes senere påske-"Haggadah" undren. Ligeledes det bemærkelsesværdige fravær af ham i "Haggadah"s hymniske bekendelse "Dajjaninu", hvor hele Israels historie fra udvandringen af Egypten til bosættelsen i Kanaan gennemgås i 13 sektioner uden én eneste reference til Moses. Først hos "afvigere", f.eks. i Qumran-teksterne og det Nye Testamente, ses atter interesse for Moses.

Ud fra oldtidens tankegang kunne Moses' problemer være skyld i folkets skæbne: I traditionen om egypternes magiske forbandelser over Moses ramtes også alle, der hjalp ham - her israelitter/jøder. Navnelighed mentes at styrke en sådan overførelse. Ingen opkaldte sine sønner efter ham:

- Det er en kendsgerning, og en stor gåde, at først cirka 2.000 år efter udvandringen fra Egypten, dvs. senere end 400-tallet e.Kr., begyndte jøder, så vidt vides endda kun blandt dem der levede i Vesten og Nordafrika, at blive opkaldt efter Moses. Allerede i Bibelen er mange opkaldt efter tidligt optrædende personer, f.eks. flere Joshua'er, Josef'er etc., men aldrig én Moses. Hvad er der sket med hans ry undervejs?

Selve arten af Moses-fragmenterne modsiger klart forskeres hypoteser om ham som en myte opfundet af præster 400-300 f.Kr. I komplekset af den Hebraiske Bibels ældre skrifter ville det ikke kunne lade sig gøre at indbygge kunstige spor af en opfundet profet, der ikke havde eksisteret. Enhver også mindre ekspert ville med sikkerhed kunne afsløre, hvis nogen havde forsøgt det.

_________________________________

• I de nyere bibeltekster, som tilføjedes efter Mosebøgerne, er i Ezras bibelversion - som i princippet er den stadig gældende redigerede udgave fra ca. 400 f.Kr. - findes kong David omtalt fem gange så ofte som Moses, ifølge statistisk nøje optælling.
• Det seneste "attentat på Moses" er udført i nutiden af den akademiske forskning ud fra bibelhypoteser opstillet før moderne videnskabelig arkæologi var etableret.
• Det er et faktum og noget af et mysterium, at først ca. 2000 år efter Moses' tid begyndte jøder at opkalde deres børn efter Moses.

_________________________________

Flere bibelforskere anser Moses for en mytefigur. David er i Bibelens nyere del omtalt 5 gange så meget som Moses. - Th.: Monument, 800-tallet f.Kr., rejst af Israels syriske fjender i Tel Dal - omtaler sejr over "Davids hus". Nogle bibelforskere anser også David for en myte: Samme ord i stenens tekst kan også betyde "keddelhuset", men hvem ville opstille et monument for sejr over et køkken? (Jf. Appendiks pkt. 42).

Mysteriekultisk "cista" el. kurv med låg - med magisk formål; (mønt fra Ephesus) se kap. 20. Nederst: Stjerner ansås for magiske. En jødisk oprører hed Bar Kochba, 'stjernesønnen'. Hans mønt, 132 e.Kr., viser en stjerne over Jerusalems tempel; se kap. 19.

15. KAPITEL

Moses bag mysterierne

Gnosis

De højere indvielseskulter inden for forskellige religioner i Egypten og de østlige Middelhavslande samt i Babylon, Persien, Indien og Kina var i årtusinder kun til anvendelse for et indforstået fåtal - og var ofte delvis eller undertiden helt hemmelige institutioner.

Men i 600-300-tallet f.Kr. skete der noget usædvanligt, nemlig omfattende ændringer, da den kultiske viden blev åbnet for større grupper end blot præster og elite.

Det er et faktum, at ca. 600-300 f.Kr. var en dynamisk periode i verdenshistorien, med intens udfoldelse af nyorienterende åndelig aktivitet. I denne omvæltende epoke dannedes spirituelle/filosofiske/religiøse skoler:

- I Kina af filosofferne Lao-tze (taoisme) og Kung-fu-tze (konfucianisme); i Indien af Mahavira (jainisme) og Gautama Buddha (buddhisme) samt Patanñjali (Vedanta-lærens Yoga Sutras), foruden at Mahabharata-teksten gav reform til hinduismen; i Persien reformerede Zarathustra den parsiske gud/djævel- og ildreligion; hos grækerne leverede Pythagoras, Solon, Sokrates, Platon og Aristoteles mysterieviden, etik og rationel filosofilære.

Inden for samme periode fremstod de fleste af jødernes profeter. Og jødiske lærde kunne under deres eksil i Babylon i 500-tallet f.Kr. opleve åbning af de førhen mere tillukkede babyloniske mysteriekulter. Ved jødernes hjemkomst, hvor Jerusalems tempel blev opbygget igen, blev Bibelen (om)redigeret og udvidet af den jødiske præst Ezra fra Babylon.

Eftervirkningerne af alt dette, samt indflydelse fra bl.a. buddhisme og fra egyptisk-græske idéer, bredte sig i Mellemøsten og blev bl.a. basis for gnosticisme (af græsk gnosis, 'erkendelse', 'viden').

Alt dette beredte jordbunden, også i jødedommens regi, og var stærkt med i det samlede billede bag Johannes Døberens og, derpå, Jesu virke.

De gamle egyptiske mysteriekulter fortsatte deres lære - tusind år efter Moses - ind i Alexandria-tiden ca. 330 f.Kr. til 400-tallet e.Kr. Også her var der sket en opblomstring af forskellige religiøse og kultiske retninger, hvoraf nogle var tilknyttet den gnostiske lære.

Indvielsesritualerne til kulternes højere trin var indrettet på at tilvejebringe en udvidet erkendelse, så det for de involverede personer skulle gøres muligt at kunne opnå en form for opfattelse af en videre tilværelse efter døden. Cicero, der havde deltaget i de romerske kulter, udtalte om en fra disse kulter opnået indre erkendelse:

-"… vi har gennem dem ikke alene lært at leve med glæde, men også at dø med bedre håb …".

Det lyder næsten som noget fra den kristne lære - ikke overraskende, idet tilmed den kristne lære i flere oprindelige grene var mysteriekultbetonet. De specielle grene opløstes efterhånden, da kejser Konstantin d. Store i 312 e.Kr. valgte kristendommen som favoriseret religion i Romerriget - hvor den cirka 80 år senere blev mere en statsreligion - i konkurrence med især den udbredte Mithras-kultlære.

Dåben havde sin oprindelse i kultiske renselsesceremonier, hvorfor det vakte bestyrtelse, også hos jøderne, at Johannes Døberen døbte offentligt. I de første århundreder herefter fandtes der i indvielsen til kristendom fortsat elementer fra mysterierne. Kirkefaderen Chrysostomos, ca. 390 e.Kr., har i en prædiken beskrevet selve dåben som:

-"… de respektindgydende mysterier, det er forbudt at tale om …".

Jødiske og kristne mysterier

I starten fik kristendommen - som senere islam ved sin start - inspiration fra jødedommens oprindelige religion, idet Jesus proklamerede at ville opfylde Moses' lære. Som det vil blive klart, synes grene af den ældste kristne religion også at have to niveauer - netop som i Moses' religion - nemlig foruden folkereligion at rumme en mysterielære.

Tilsvarende som det for Moses' religion endte med, at folkereligionen fortrængte mysteriereligionen og nu overtog visse af dens elementer - således gik det også med kristendommen, da den i form af folke- og senere statsreligion blev enerådende, men også fortsat havde mysterieelementer. Disse blev dog efterhånden mere tomme, da kendskabet til baggrunden for deres oprindelige indhold forsvandt.

Mysteriekulterne - hermed også ældre kristne kulter - anvendte viden fra forskellige religioners lære. F.eks. blev kirkefaderen Clemens af Alexandria i 100-tallet e.Kr. i denne egyptiske verdensby leder af en kristen retning, der indeholdt elementer af mysterieskole.

Clemens skrev om sig selv, at han havde haft lærere fra forskellige lande, bl.a. en "palæstinsk hebræer". Ifølge oldtidens kirkehistoriker Eusebius var Clemens også oplært af mesteren Pantaneus, der havde missioneret kristendom i Indien. Clemens er den første kendte kristne, der i sine skrifter har omtalt Buddha. Clemens og en gnostisk præst blev cirka 200 e.Kr. lærere for den senere kirkefader Origenes.

Som nævnt kunne den jødiske religion kunne i omverdenen anses for en art mysteriereligion, fordi jøderne - som den græske forfatter Theofrast (300 f.Kr.) kalder "et folk af filosoffer" - ikke havde noget billede af deres gud, og havde egen mytologilære og mystikfilosofi.

Desuden respekteredes den jødiske religion fra Moses overalt - især i hele Romerriget - ikke mindst visse sider af den, med en human, etisk og filosofisk baggrund samt dens hygiejneregler. Der taltes om, at de indiske "gymnosophister", dvs. yogi-filosofferne, oprindelig tilhørte lignende skole som persiske magikere (magere), de højt indviede vismænds skole. Ligeledes kunne jøderne ses omtalt som oprindelig forbundet med de indiske filosoffer. Fra længe før Moses' tid var der konstant sket en mellemøstlig udveksling, og der var mange fællestræk.

Moses lod egyptisk mysterieviden deponere hos israelitterne: Da Noah engang stod "afklædt" (1. Mosebog 9,20), blev han beluret af sønnen Kam, kanaanæernes stamfar, der forbandedes for det. Deres 'beslægtede' efterkommere i landet optræder senere i Plutarchs mysterieskrift "Isis og Osiris" (del 17) som "drengen Palæstinos", der belurede Osiris' hieros gamos (hellige samleje) med Isis og forbandedes derfor.

Abraham ansås for mysterieindviet ved hændelser, som rabbinerskrifterne nævner ved hans ophold i Egypten. Han hed, ifølge Bibelen, først Abram, 'højtstående far', men efter bekendtskab med "Egyptens visdom" kaldtes han for Abraham. Her skiftede ligeledes hans hustru navn, fra Sarai til Sarah, dvs. 'dronning, fyrstinde' - og farao ville gifte sig med hende (1. Mos. 12, 14-15 og 17, 15). Og navnet, ændret til Abraham, udlægges at kunne forstås som 'faderen fra Egypten''. Bl.a. kan vidensudveksling være sket her, jf. Josefus' "Antiquitates" (I,166):

-"… Abraham bragte astrologien fra Kaldæa til Egypten …".

Den babyloniske og senere kaldæiske udviklede stjernelæretradition, med bl.a. konceptet for de 12 Dyrekredstegn, ses først sent i Egyptens kendte himmelopfattelse og indtil da at repræsenteres kun af enkelte elementer i egyptisk astronomiform. Dette støtter rabbinerskrifternes oplysninger (Baring-Gould, II, s. 64) om, at egyptiske faraoner netop også måtte ansætte udenlandske astrologer som deres rådgivere.

Moses omtales i rabbinerskrifterne og af oldtidsforfatterne for sine særlige kundskaber inden for stjernelæren. En viden der kun lærtes i præstelige kulter. Senere, i Alexandria-perioden, cirkulerede manuskripter, der omhandlede magi og havde titler som "7. Mosebog", "8. Mosebog" og "Moses' Nøgler". Et lignende ældre værk hedder "Moses' Hemmelige Måne-bog" ("Moyses Apokryphos Seleniaké").

Sådanne tekster, publiceret af K. Preisendanz & al.: "Papyri Magicæ Græcæ. Die griechischen Zauberpapyri" (I-II, 1928-1932), er opsamlinger af også ældre overleveringer inden for egyptisk magi. Nogle af de magiske tekster ses forbundet med Moses. Hans navn kan være anvendt her på grund af hans store ry som magiker. Ved manuskriptets fremstilling 300 e.Kr. var respekten for det skrevne ords sandhed eller autoritet ikke altid i højsædet. Det kunne forekomme, at mindre kendte forfattere "lånte" en berømt forfatters navn til deres værker.

Nogle "hemmelige værker" - og ikke blot om magi - som tilskrives Moses, kan muligvis have eksisteret reelt eller endda være fra hans egne tekster. Den romerske forfatter Juvenal cirka 125 e.Kr. nævner, at de jødiske overleveringer ikke alene omfattede Moses' love, men også et volumen arcanum ('hemmelig bog') af Moses, ifølge hvilken:

-"… ingen, der ikke fulgte ritualerne, og som ikke var omskåret, måtte blive ført til kilderne …".

Der kan her være tale om indvielser til religionens højere trin - et stade der senere negligeredes, og viden hvoraf det meste nu synes tabt.

Ahron-mysterierne

Dette at Moses, ifølge Bibelen og rabbinerskrifterne, ved israelitternes udvandring tog guld fra egypterne og førte det med sig ud af landet, blev - sammen med beretningens alkymistiske træk - i senere mysteriekulter brugt som udtryk for, at Moses ved sit religionsoprør fravristede egypterne monopol på deres hemmelige viden, symboliseret ved det mystiske guldstøv (fra Guldkalven), som han lod folket indtage. Guldet skulle (2. Mos., 19,6) forvaltes gennem tiderne af dette udvalgte folk, der:

-"… skulle blive et kongerige af levitter …".

Det kunne også ses forbundet med, at Jesus hævdede (Joh.4,22), at:

-"… frelsen udgår fra jøderne …".

Flere filosofiske idéer i Moses' lære hævdes i oldtiden at være de ældste overleverede i deres form. Også ved deres originalitet vakte de opmærksomhed og var på en del punkter inspiration for flere folkeslag. Hos grækerne omtales en skikkelse, Musaios, at være den tidlige græske mysteriekultiske Orpheus' inspirator. Platon omtaler i sit værk "Staten" (2,364e) de omvandrende præsters:

-"… mange bøger (forfattet) af Orpheus og Musaeos …"

Flere oldtidsforfatterne hævder, at Musaeos var identisk med Moses, der på græsk meget ofte ses stavet Moyses (Moses).

Philo (Philo Judæus), den jødiske filosof i Alexandria, der på kejser Augustus' tid dermed levede samtidig med Jesus, var pythagoræer, platoniker, stoiker og en stor Poseidonius-tilhænger samt ivrig dyrker af logos-begrebet. I Alexandria havde Philo sin skole for religionsfilosofisk livsførelse og en tilhørende indvielseskult. Dyrkerne af Philos skole, var de første, der omtaler en særlig gruppe mysteriekultmedlemmer (især i Alexandria-området) som "terapeuter".

En lære fra den både kristeligt og zarathustrisk inspirerede persiske religionsstifter Mani (ca. 216-276 e.Kr.) fik vid udbredelse - helt fra Kina og ud til Atlanterhavskysten - bl.a. også hos de tidlige tyrkiske konger. Læren blev den første kendte statsreligion (i Østturkestan) og forsvandt i Østen så sent som i 1400-tallet. Kirkefaderen Augustin (354-430 e.Kr.) var bredt åndeligt funderet og i ni år tilsluttet denne manikæiske religion, inden han lod sig optage i den katolske kirke. Ved Augustins interesse for Philo trængte dennes idéer ind i kirkens lære.

Philo talte både om "de mindre mysterier" og "de større mysterier" - og brugte hertil begreber ellers hjemmehørende inden for Osiris-kulten.

I Philos beskrivelse af "de mindre mysterier", som han kaldte Ahron-mysterierne, kan læses en detaljeret fortolkning af Moses' regler om udstyret til ypperstepræsten ("Ahrons arvtagere"): F.eks. i Mosebøgernes forordning om ypperstepræstens brystplade med de 12 ædelstene vil disse symbolisere de 12 israelitiske stammer. Dertil vil disse "månedsstene" - også ifølge Josefus og Clemens af Alexandria - referere til de 12 stjernetegn. Ifølge Philo var de et udtryk for den "ikke-mutable logos", hvormed han mente "naturens love".

Tilmed var ypperstepræstens kappe som en repræsentation af himlen, en vidt udbredt symbolik: "himmelkappen" (også hos Platon). Ifølge Philo betød det, at "hele kosmos deltager i tilbedelsen".

Moses-mysterierne

Hvad der foregik i mysteriernes kulthuse i det allerhelligste, hos grækere kaldet telesteriet, vides der meget lidt om. Dette også fordi der undertiden var dødsstraf for at røbe de dele, der var hemmeligheder.

Det vides, at der blev udskænket en "blandingsdrik" med et psykisk påvirkende indhold, sandsynligt baseret på en stærk bygdrik. Derefter fulgte en kulthandling, orgiet - et udtryk, der senere via de ufuldstændige beretninger har fået en ganske anden klang.

Nogle forhold kendes som nævnt gennem Philo. Han kaldte "de større mysterier" for Moses-mysterierne. - Philo skrev om sig selv:

-"… jeg er blevet indviet i de større mysterier ved den gudselskede Moses …".

Også ved sådanne indvielsesformer blev Moses for alvor et begreb i kulterne, især i Alexandria-tiden. Ofte omtaler oldtidsforfatterne Moses som mysteriekultleder, en psykopomp, 'sjælefører'. I græske mysterier hed det højeste eller 7. indvielsestrin simpelthen "profeten". Philo selv omtalte Moses bl.a. som hierofant, et græsk udtryk oprindelig for 'den, der fremviser de hellige ting': Det var betegnelsen for ypperstepræsten i grækernes eleusinske mysterier. Hierofanten underviste også - f.eks. i offertjenesten - og indviede neophyterne, dvs. de nye kandidater.

I det ikke-kanoniske bibelskrift "4. Ezras Bog" (14,4-6), i 100-tallet f.Kr., omtales Moses som den, der er "besidderen af mysterier".

Og ligesom det langt senere kendtes hos visse af de orientalske rabbinerskoler, især i Mellemøsten og Nordafrika - helt frem til 1800-tallet - har allerede Philo anvendt Bibelen som et mysterieskrift.

Ved den forståelsesmåde behandlede han lovregler og forordninger i Mosebøgerne ud fra, at disse bøgers indhold desuden kunne opfattes at have en skjult dobbeltfunktion, der rummede en kosmisk parallel til mysterielæren - og derfor også var til kultisk brug.

For Philo mente at finde en overordnet rationel struktur i bibelhistorien. Begivenhedernes betydning fortolkede han som spirituel erkendelses-transformation. Philo anvendte i sin kultiske praksis, at Moses ("4. Mosebog" 20,17), før marchen ad den ældgamle kongevej, angav:

-"… vi går ad den kongelige vej, vi afviger ikke til højre eller til venstre, før vi er igennem dit område …".

Det omhandlede distrikt - som er øst for Jordan - er Edoms land, der ligeså vel betyder "Adams land". "Den kongelige vej" var også et yndlingsbegreb i f.eks. indiske mysterieskoler: raja-vejen (raja betyder 'konge'), - samt i kinesiske mysterieskoler inden for taoismen, hvor tao betyder 'vejen'. Nogle af de første kristne kaldte sig med flere betydninger for "vejens sekt". Jesus (Joh.14;6) udtalte om sin lære:

-"… Jeg er vejen og sandheden og livet …".

I flere af kulternes lærdomme brugtes en mysteriebetydning af beretningen om israelitterne, det udvalgte folk - under ledelse af Moses, "logos-sønnen": Prøvelsernes tid i Egyptens mørke repræsenterede ved dette "udvalgte folk"s færd et trin, der gik uden for dagsbevidsthed, efterfulgt af en "dåb" (som i det Røde Hav) samt af ørkenvandringen som trin/periode for depressionen. Man skulle nå frem til Kanaan, "det forjættede land", hvilket ansås at tilsvare mysteriekultbegrebet "at nå frem til Paradis": - indvielsen som en proces, der, med C.G. Jung, kan kaldes "spirituel alkymi". En praksis i princippet også set hos Esajas, Qumran-sekten og tempelridderne.

Den hyppigt anvendte betegnelse Kanaans land var i nogen grad forbundet med de mange rørplanter (siv og papyrus), som stadig udgør Jordan-flodlejets nærmest eksplosive bevoksning - et første stærkt indtryk som de rejsende mødte, når de gennem ørkenagtige landskaber trængte ind i landet fra øst. Det hebraiske qanah og tilsvarende græske kana er begge af sumerisk oprindelse og betyder 'rør', 'rørplante' (f.eks. siv).

Det er veldokumenteret i sproghistorien, at ordet også er indgået i senere og helt nutidige ord, som bl.a. engelsk cane, 'spadserestok' og sugarcane, 'sukkerrør', samt f.eks. cannabis, der er græsk for den udbredte hampplante med den karakteristiske høje rørstængel. (Anvendelse af bestemte droger bl.a. også fra denne plante menes praktiseret i visse mysteriekulter). En stav/stok, canna, som magtens symbol blev via kirkens ledere overført i betydning til også at stå for: de af disse folk autoriserede tekster, der er bestemmende - kanoniske tekster (ikke altid som "hellige skrifter"), et oprindelig kirkeligt begreb.

Sirius og Verdensaksen

"Kana" som røret eller stokken/staven har været brugt i mysterierne som betegnelse for Verdensaksens "stjernelinje", der fører gennem himlens tre kraftigst lysende stjerner - disse var Canopus samt Sirius' og Lyren. Aksen krydser tværs henover "Paradiscirklen" (ekliptika med Dyrekredsen). Verdensaksens rod og udspring er ved stjernen Canopus - i hvis navn cana spejles. Verdensaksens linje hen over himlen begynder uden for ekliptika (Solens "cirkelbane"), hvorefter aksen krydser denne "Paradiscirkel" på tværs, og fortsætter op til stjernen Lyren ved Svanen og Ørnen - i "Paradishaven"s øverste midte.

Således kunne det fremstilles i mysterierne, at aspiranten sattes "40 år på ørkenvandring" - foretaget som meditativ eremittilværelse på 40 dage i ørkenen (lignende kendtes f.eks. hos Orfeus og Jesus). Jf. her ækvivalens-koden i "4. Mosebog" (14,34) og Ezekiel (4,6):

-"… dine dage skal være som år, 40 dage er 40 år …"

- for derefter at trænge ind i det forjættede Kanas (rørets) land, "Verdensaksens land", dvs. ind i det lovede himmelske Paradis.

Den lignelse, Jesus fortæller i det Nye Testamente om brylluppet i Kana, åbner op - med tydelige ordspil - til dette emne. I de ældste kristne og gnostiske mysterier kunne denne lignelse herved opfattes som også at handle om en indvielsesakt med det hellige bryllup, hieros gamos - hvad enten reelt, eller symbolsk som en psykisk proces og kosmisk forbindelse - ved kana, Verdensaksen".

Oldtidens intense religiøse optagethed af det himmelske-kosmiske var stærkt koncentreret om den stjernedannede Verdens-akse tværs over himlen og om den stærkest lysende stjerne Sirius med dens placering over roden af aksen. I Bibelen omtales gang på gang dyrkelse af "hellige pæle" - der ligeledes kunne repræsentere Verdensaksen (dens Sirius'-del). Bibelen omtaler gudinden Asherah, der var ét med denne pæl og her repræsenterede Sirius. I den Hebraiske Bibel er ordet for denne kanaanæiske gudinde og 'hellig pæl' samme udtryk: Asherah.

I Israel har arkæologer fundet smalle, netop pæle- eller søjleagtige figurer udformede som gudinden Asherah.

Hos egypterne var det gudinden Ast, der også betyder 'trone (i himlen)' - senere kendt på græsk som Isis, der repræsenterede "buestjernen" Sirius: stjernen par excellence. Derfra ses Ast som navngiver for "stjerner" i det hele taget, også i andre sprog. Navnet genkendes i varianter i bl.a. latin aster, spansk estella, engelsk star, skandinavisk stjerne; og Ast ses også østpå f.eks. i Indien som Buestjernen Astri ('bueskytte') og hos den babyloniske gudinde Ishtar og den syriske Ashtarte.

Bibelens jødiske heltinde, Esther, der blev persisk-babylonisk dronning i 500-tallet f.Kr., bærer dette Sirius-navn Ishtar eller Ashtarte, som går igen i det kanaanæiske gudindenavn Asherah. (Esthers jødiske forbundsfælle havde et ligeledes himmelforbundet navn, Mordecaj, fra den babyloniske benævnelse Marduk, dvs. 'planeten Jupiter').

Oprindelig for Moses gjaldt det om at sikre, at afvigende tiltag såsom tilbedelse og billedkultisk personificering af stjerneguddomme ikke fandt sted. Modsat som det praktiseredes hos f.eks. kanaanæerne - og senere undertiden hos israelitterne selv.

Bygmesteren og himmelteltet

Under israelitternes ørkenvandring havde Moses ladet konstruere et transportabelt tempeltelt, Tabernaklet, kaldet Vidnesbyrdets eller Pagtens Telt. Ud fra "2. Mosebog"s uhyre præcise anvisninger på dets design og målforhold, konstruktion og materialer, viser det sig, at strukturen er hentet direkte fra Egyptens transportable helligdomme til anvendelse i ørkenen. Tabernaklets principielle sammenpakkelige konstruktionsplan kendes siden hen som en udbredt standard for "flade" nomadetelte i hele Mellemøsten og findes stadig i dag (jf. bind 5's kap. 6).

Fordi Moses lod Tabernaklet bygge, tolkedes hans rolle senere som "teltmageren" eller "bygmesteren", der rejste "himmelteltet". Også han havde en slags "Hiram"-hjælper, en mesterhåndværker kaldet Bazalel i Mosebøgerne. - Det Nye Testamente fortæller, at under en vision, hvor Moses og Elias viste sig, ville apostelen Peter lave telte til dem. Samt at Paulus, der skabte strukturen i kristendommens første teologi og organisation, var - af alle fag - en teltmager.

I sig selv er 'telt' et gammelt symbol for "himmelhvælvingen" - og hos de indviede konger udtryktes det bl.a. med et minitelt, en baldakin, oprindelig med himlens stjerner, over tronen og den kongelige ægteseng. Det præg af himmeltelt går igen i de stjernebestrøede lofter i templerne - der i Egypten og i det senere Israel og andre steder som principiel idé var kongeligt kapel - og siden hen i stjernelofter i oldkristne basilikaer ('kongeligt rum') og i særlige rum i ordensbrødrelogerne.

Cirka 975 f.Kr. optræder kong Salomon og hans såkaldte bygmester Hiram som tempelbyggerne, ifølge Bibelen. De blev senere brugt til forbillede for mysteriekultiske "bygmestre". Byggekunsten indgik som allegori for åndelig vækst. I kulterne skelnedes mellem "himlens tempel" og "legemets tempel" - makrokosmos og mikrokosmos. F.eks. så man her en særlig betydning i, at Jesus uddrev kræmmerne fra templet.

Senere, i Europas middelalders store arkitektur-epoke, videreførte gotiske katedralers bygmestre oldtidens mysteriefilosofiske idéer, som man lod stenhuggere indlægge i geometrisk struktur. Den "mystiske" rumoplevelse afhang også af geometriske arkitekturformers talforhold og fine balancer af cirkel, trekant og firkant uden ensidig brug af én form (f.eks. overbetones firkanten i nutidig arkitektur) - samt rummets søjler og deres symbolik i samklang i placeringen. Indviede fik direkte information af selve rummet. Store mangefarvede rosettevinduer var som veritable yantras (arketypiske kosmogrammer).

Når en egyptisk kæmpeobelisk (30 m slank stenblok i ét stykke) anslås let, giver den resonans i den anden ende - som en stemmegaffel. Goethe kaldte det gamle Egyptens arkitektur for "fastfrossen musik".

Pythagoras hørte smedens hamren give forskellig tone efter, hvor metallet ramtes, og opdagede særlige talforhold mellem punkterne. I Moses' symbolik var Tubal-Kain og hans bror den første smed og musiker.

Jf. også at den store katedral i Chartres har særlig fantastisk akustik, der tilskrives, at dens indvendige mål forholder sig til hinanden som tonerne i toneskalaen. Allerede kirkens store teolog Augustin udtalte:

-"… musikken og arkitekturen er døtre af tallene …".

Den franske teolog, abbed og kirkereformator, tempelriddernes skytshelgen, Bernard af Clairvaux (1090-1153), definerede Gud som "højde, længde og dybde". Han lod visioner om lyset og om byggestens "himmelstræben" manifestere i en spirituel stil, der fornyede kirkearkitekturen: Katedraler - med spidsbuens såkaldte "livsdynamiske" formsprog, og med kæmpevinduer for lysets betydning samt dets spil i farvet glas.

Himlens dække og hemmelighederne

Himlen danner fysisk og visuelt et loft eller dække over Jorden, mens dens sfære/tal/lyd-struktur samtidig ansås for et kosmisk dække for "hemmelighederne" inden for den mystiske erkendelseslære. Det er denne dobbelte betydningsform af 'dække', der menes udtrykt ved himmeltelt, stjernebaldakin, tempelloft etc. Også det nordisk-germanske ord himmel kommer oprindelig fra et ord, der betyder 'tilsløret', 'et dække', idet himmel er af samme rod som ordet hemmelig.

Da Moses som "teltmager" eller "bygmester" lod Tabernaklet bygge, blev dette "himmeltelt", ifølge Bibelen, båret af 10 alen lange stænger med 10 tæpper på. Uden på disse opsatte han 12 dækkener (11 plus indgangens forhæng). Disse forhold ses i jødisk og kristen mysterielære opfattet som de 10 sefirot's tal indlagt i 12-tallet, der var himlens opdeling (sefirot betyder/kaldes for 'aspekter af det guddommeliges manifestationer').

Lignende opfattelser genkendes også senere f.eks. i den manikæiske religion, hvor der omtales "de 10 himle med de 12 porte (Dyrekredsen)".

De himmelske hemmeligheder blev også ifølge kulternes lære omgærdet med et antal dækkener eller slør. Det ses udtrykt ved "de 10 tæpper eller forhæng", en benævnelse som senere ligeledes Plutarch anvendte.

Kirkefaderen Clemens af Alexandria skrev bl.a. om de indviedes lære - dog neutralt og ofte indirekte - i sin bogserie, hvis titler han kaldte "1. tæppe" (græsk: stromata), "2. tæppe", "3. tæppe", etc.

Ifølge Bibelen lagde Moses hyacintblå-farvede skind over teltet, som et øverste himmeldække. Og i Græsk Bibel ("Septuaginta") var denne farve et almindeligt udtryk for (nedennævnte) blå safir: 'himmelfarvet'.

Bibelen omtaler ved Ezekiels syn, flere gange, at Jahwehs himmelsæde var som en safirsten. Bemærk senere, i "Johannes' Åbenbaring", at den himmelblå safir er en af grundstenene i "det nye Jerusalem", visionen af himmelstaden.

De jødiske mystikeres idéer baseredes også på den yngre del af det det Gamle Testamente, f.eks. Daniels vision ("Daniels Bog"s kapitel 7). Også her gjaldt det om at "trænge ind bag forhænget" - ligesom bag dét der skjulte templets Allerhelligste - og derved "trænge ind i Paradis (Pardes)". Og således gennemgå det kosmisk-esoteriske erkendelsestrin.

De oldkristne hævdede Maria som "himmeldronning" (forbilledet: Isis). I nytestamentlige apokryfe (ikke-kanoniske) skrifter ses, at Jomfru Maria syede på motivet på forhænget til templets allerhelligste. Josefus' "Jødernes Historie" ("Antiquitates") nævner, at det specielle forhæng var udsmykket med ét stort billede af himlen, dvs. med stjerner og fra øverst til nederst og selve Mælkevejen. Denne var, i den udbredte mellemøstlige tradition, den synlige himmelske Verdens-akse.

Templet var, ud fra netop Moses' gamle anvisninger, indrettet med et sådant forhæng. Dette bevirkede hermed, at Verdensaksen stadig var repræsenteret, selv om den hellige søjle eller pæl var afskaffet.

Der er et forbløffende anderledes perspektiv i, hvad teksterne i virkeligheden indeholder: Dette kosmiske motiv vides allerede indsat - under forhængets broderede keruber - i Moses' instruktion om indretningen af det Allerhelligste ("2. Mosebog" 26,33), hvor:

-"… forhænget (læs: 'himlens dække - med Verdensaksen') skal danne skel mellem det hellige og det allerhelligste …".

Pointen i, at forhænget for Jerusalem-templets allerhelligste ved Jesu korsfæstelse revnede - ved et jordskælv, der også knækkede dørens overligger - fra øverst til nederst og her symboliserede Verden splittet i to halvdele og åbnede mere direkte til "det højere", gik simpelthen tabt senere for bibellæserne. For dette, at forhænget var vævet som et himmelbillede med Verdensaksen, findes ikke nævnt i de tekster, som Nikæa-kirkemødet i 325 e.Kr. kritisk udvalgte - blandt de øvrige eksisterende tekster - til alene at udgøre det Nye Testamente.

Der var frem til den tid blevet åbnet for adgangen til, at megen mysteriekultisk lære nu kom ud i større udstrækning i verden. Elementer fra Moses' mysterielære kunne endnu engang medvirke - denne gang til at opbygge en religion: den oldkristne kirke.

_________________________________

• Især årene 600-300 f.Kr. var historisk en dynamisk periode for åndelig nyorienterende aktivitet - og med en større åbning af mysterielæren.
• Adskillige filosofiske/religiøse skoler prægede Mellemøsten - og senere tænkning og (kristen) religion både her og i Vesten.

_________________________________

I begyndelsen var ordet …

I Philos skole i Alexandria fokuseredes der meget på det betydningsfulde logos-begreb. Desuden havde Philo i sit omfattende forfatterskab sammensat en håndbog om "tallenes symbolik". Den ivrige logos-dyrker Philo var så umådelig optaget af logos, at han brugte dette begreb et overvældende antal gange i sine værker - mere end 1.300 gange i de af hans skrifter, der stadig eksisterer.

Logos er græsk i sproglig familie med logik og oversættes 'ord', 'lære', 'den ydre form ved hvilken den indre tanke er udtrykt og gjort kendt', 'viden', 'den indre tanke eller fornuften', 'et studiums indhold', dog 'ordsamling' og f.eks. en 'formel', 'besværgelse' eller 'en ode'.

Betydningen af logos udgør en flerdobbelthed ved både at være et ord, der siges eller skrives, og en mening og fornuft der rummes i dets betydning og hensigt. Johannesevangeliet kan i sin indledning, og med inspiration fra 1. Mosebogs start, udtrykke det netop så omfattende:

-"… I begyndelsen var logos …"

Her genkendes egyptisk lære: Verdens skabelse skete ved et ord af særlig art, et magisk ord, besværgende, men formuleret af mening og fornuft.

Philo skelnede: logos refererer til Gud opfattet som ren tanke, mens udtrykket Gud indikerer alene Guds eksistens som ren velvære.

Logos som flerdimensionelt udtryk blev anvendt i kulterne på Jesu tid ligesom i Johannesevangeliet. Det må også ses i relation til de potentielle erkendelsesniveauer, der betragtedes at være indlagt i det hebraiske gudsudtryk Jahweh; - samt i relation til det billede, at Gud ved skabelsen netop taler om processen, der så skabes derved.

Den egyptiske skabelsesberetning kendes bl.a. fra den engang førende såkaldte Heliopolis-teologi: I selve hieroglyfskriften til den beretning er den hellige scarabæus, kheper, dvs. 'at blive til', placeret sammen med en mund, dvs. 'tale', 'sige' (optræder også i farao Shabakas tekst, der var væsentlig identisk med Memphis-teologien, se senere: kap. 27).

I den skabelsesberetning omtales kraften som manifesteret gennem den usynlige skabers ("åndens") søns hjerte (følelse og intention/vilje) og tunge (den udtalte tanke; jf. nedenfor). Det er reelt dette egyptiske koncept, der siden hen hos grækerne kendes som, eller blev til, logos.

Netop sådan forholder det sig ifølge den engelske egyptolog E. Wallis Budge, der i sit værk "Egyptian Magic" (London 1901, s. xi) citerer de egyptiske kilder:

-"… Verden kom til eksistens ved en ytring af et ord …".

Ordet kom ved guden Thoth's "tunge" (almindeligt synonym for at tale).

Logos-idéen ansås - om end beskrevet med andre udtryk - som virksom bag skaberprincippet i den ovenfor citerede egyptiske skabelsesberetning, hvor guden Atum i (senere) skikkelse af Re (Ra) kundgør, at:

-"… tingene i verden skabtes fra min mund - … jeg frembragte planter og dyr ud af primærrummet fra et stade af inaktivitet - fra mit hjerte lod jeg udgå en trylleformular …".

I oldtidsværket "Corpus Hermeticum" med dets meget gamle egyptisk-græske overleveringer, er særlig guden Atum repræsenteret som, eller med, det begreb grækerne senere kaldte logos.

Ideen om at mennesket og verden skabtes ved dette særlige og omfattende princip logos var her, i en mere oprindelig opfattelsesform, blevet udtrykt i Egypten et par tusinde år tidligere end Alexandrias mysteriekulter og Johannesevangeliet. Derfor har Moses uundgåeligt haft kendskab til denne egyptiske lære. Af "1. Mosebog" (1,3) fremgår ordret, at Gud sagde, "Lad lys blive til." etc.

I "(Salomons) Visdommens Bog" (18,15), der udgør et tillæg til bibelteksterne, lyder det:

-"… din almægtige logos fór ned af himlene fra din kongelige trone … og førte som et skarpt sværd din befaling … det (logos) tog stade på Jorden og nåede himlene …".

Midt i den epoke hvor gnostikernes lære blomstrede, er kerneteksten i Johannesevangeliet skrevet - formentlig ca. 70 e.Kr. Det indledes:

-"… I begyndelsen var logos (oversat ved 'ordet') …" etc.

Dette viser ligheder med gnostiske idéer, en læreform der havde en betydelig udbredelse i Egypten og Syrien - tæt på jødisk kultur - og indeholdt ældgammel viden (jf. ovenfor "trylleord" fra Thoth eller Ra) og blev endda udbredt i hele Mellemøsten og Orienten.

Ifølge ikke-bibelske beretninger opholdt Jesus sig også, og lærte, i Indien. I hvert fald findes den storslåede indledning til Johannesevangeliet ord til andet på sanskrit i Indiens mere end 3.000 år gamle "Veda"skrifter. Ifølge autoriteten Sir John Woodroofe's "The Garland of Letters" (7th ed., Pondicherry 1979, s. 4) lyder det:

-"… Prajapatir vai idam asit: 'I begyndelsen var Brahma',

tasya vag dvitiya asit: 'hos hvem var vag eller ordet'.

vag vai paramam Brahma: 'og ordet er Brahma' …".

Denne tekst genkendes i Johannesevangeliet på græsk, hvor den ikke er indsat i tilfældig form, men opstillet ud fra et specielt sprogligt layout, der fordeler ord og bogstaver efter bestemte antal. Hermed opnås symmetrier - dengang tillagt ekstraordinær betydning. Strukturen danner her samvirkning med de tre nøglebegreber logos, lys og liv:

-"… I begyndelsen var logos,

og logos var hos Gud,

og logos var (som) Gud,

denne (logos) var i begyndelsen hos Gud.

- Alt blev til ved det,

og uden det blev intet til,

som er blevet til.

- I det var liv,

og livet var menneskers lys.

Lyset skinner i mørke,

og mørket greb det (lyset) ikke …".

Heri er flere lag af symmetrier. Eksempelvis er de første fire græske linjers antal af bogstaver symmetrisk opstillet som 15, 12, 12, 15. Efter fjerde linje har antallet af selve de græske ord denne symmetri 7, 12 (4+8), 12 (4+8), 7. Antal af bogstaver eller ord i alle linjerne er tal også med tillagte særlige betydninger, bl.a. som potenstal.

Kundskabens træ, Verdensaksen

og logos-sønnen

Den egyptiske gudinde Isis, der som den guddommelige mor havde en så vigtig rolle i forbindelse med genfødselslæren, identificeredes i kulterne med Sophia, 'visdommen'. Faderguden opfattedes som ånd, der befrugtede kundskab/materien (mater betyder 'mor'; "kundskab" opfattedes som udtrykt ved viden om den fysisk-materielle verden til forskel fra den guddommelige "visdom", "alviden"/"Faderen"). Her ved Sophias/kundskabens moderskab fødtes "logos-sønnen".

"Sophias træ", dvs. Kundskabens træ, vokser fra materien ("mater", "moder/stoffet") ind i himlen. Mens himlen lader Livets træ (befrugtet med ånd) vokse fra himlen til Jorden. Det ene træs krone er det andet træs rod og omvendt. "Sophias træ" kendtes i jødisk mystiklære som "Sephirot-træet" med den nederste sephirah (ental af sephirot) som malkhut' 'det jordiske kongerige', materien, ved træets rod. Og den øverste sephirot ved træets top som kether, 'kronen'. Denne fremstår på himlen som stjernebilledet Corona Borealis, 'Nordlige Krone'.

Disse "de to paradistræer i ét" kendtes som Bennu i de egyptiske Osiris/Isis-mysterier: De to træer i ét, Kundskabens/Sophias træ og Livets træ, danner tilsammen Verdenstræet - kaldet det Kosmiske træ (sumerisk/babylonisk giskanu) - og var visuelt Verdensaksen på himlen.

Ved dens rod (jf. kong Odysseus' ægteseng var udhugget i en kæmpe oliventrærod) identificeres seksualkraften ("Adams og Evas erkendelse") og forbindes med hieros gamos, det hellige samleje. Frugten - af ånd og materie - var "gudebarnet", "logos-sønnen" dvs. mennesket. Johannesevangeliet siger dertil om logos:

-"… og logos ('ordet') blev kød ("materien") og tog bolig iblandt os …".

Når Logos-sønnen kaldtes "guds søn" - som på sanskrit hed bhagavat, - var det en regulær mysteriekulttitel (se tidligere, kap. 10) kendt over hele Mellemøsten og netop i det gamle Indien, hvor det er anvendt i Vedadanta-skrifterne. I lange tider ansås Indien for, som nævnt, at have været et af lærestederne for den unge Jesus.

Allerede hos Platon kendes "menneskesønnen" - i Platons idéverden en slags idealmenneske. Og "menneskesønnen" var også en mysteriekulttitel, der kunne relatere til at Jesus som de indviedes forbillede, der i sit virke nåede det højere trin "guds søn".

Da logos, ifølge de former for lære eller idéer som kulterne anvendte, også eksisterede som et "før-materielt element", kunne der her opfattes en ekstra dyb betydning i, at Jesus - opfattet som "logos-sønnen" - nu ifølge Johannesevangeliet (8,58) udtalte:

-"… før Abraham blev til, var (er) jeg …".

Disse idéer indgik genkendeligt i den oldkristne kirkes lære.

De ses senere også udarte til spidsfindigheder, hvor logos og Gud kunne blive opfattet som ét - ud fra Johannesevangeliet: Når således logos "blev kød" i form af "sønnen", ville Gud og Sønnen ifølge nogle af teologierne kunne betragtes som "ét kød" (én natur, én enhed).

Denne opfattelse - der kunne gøre det sværere at forstå treenigheden - blev fastholdt hos en gren af oldkirken, de såkaldte "monofysitter" (dvs. én-natur tilhængerne). De kom derfor i voldsom opposition til andre grene af den oldkristne kirke, især den græsk-ortodokse kirke i Byzans. Men én-natur-idéen var en tid vidt udbredt bl.a. gennem nestorianske munke - udspredt helt fra Sahara til Persien og videre til Tibet og Ydre Mongoliet. Derfor overlevede idéen "én natur" mest i afsides områder, hvor den stadig kan findes, som f.eks. i Etiopiens kirke.

Det hemmelige ord eller navn

I Filipsevangeliet går opstandelsen i ét med gnosis (erkendelse af "den sande viden, fra oven"). I Thomasevangeliet siger Jesus:

-"… farisæere og skriftkloge tog gnosis' nøgler og skjulte dem …".

Paulus angiver i "2. Korintherbrev" (12,2-4) om en person, der oprykkedes til "den 3. himmel", og at personen her:

-"… hørte uudsigelige ord, som det ikke er tilladt et menneske at udtale …".

Dette kan implicere de omtalte "hemmelige navn(e)" for Gud, der ikke er et personligt navn, og hvis "erstatningsbetegnelse" kan optræde i flertal, elohim, 'guderne'. Elohim er for det meste, men ikke altid, behandlet i de tilhørende verber som entalsform (og undertiden "pluralis majestaetis").

At disse navne ikke skulle eller måtte udtales, er også typisk mysteriekultform. I "Johannes' Åbenbaring" (1,8) siger Gud om sig selv:

-"… jeg er alfa og omega - den som er, og som var, og som kommer …"

- hvorved denne sentens med sine flerdobbelte tydningsniveauer både udtrykker at være begyndelsen og slutningen - det første og sidste bogstav i det græske alfabet; - og dermed i det hele taget at være et udtryk i bogstaver (jf. sefirot og logos).

Således kunne navnet gennem lydene A og O(mega) opfattes/identificeres ved den i mellemøstlig religiøs kontekst velkendte "skaberlyd" AUM eller OM, kendt i indiske og tibetanske mysterier i formen AUM - og i de egyptiske som AM eller IM, hvilket indgår i guden Amon's navn (amon, 'hemmeligt' eller 'skjult').

Endnu før "det første" (skabelsestrin) er der en særlig tavshed. "1. Mosebog" indledes med, at "Gud sagde: Bliv lys", og rabbinerskrifterne beretter, at når skriftkloge spurgte om, hvad der fandtes, før Gud talte, var svaret: Guds tavshed! Rabbinerne forklarer: - "den tavshed, der lå forud for skabelsen, vil igen gå forud for en ny skabelse".

"Johannes' Åbenbaring" omtaler, at "sandhedens rytter på den hvide hest i himlen er Guds logos", og at rytteren bar et påskrevet navn, som "ingen kendte uden han selv". Og i Johannesevangeliets begyndelse:

-"… logos blev kød og boede iblandt os …"

- opfattedes (i kristne kulter) selve Kristus som det ord, hvormed Gud brød sin tavshed. Her ses, at "sønnen" var den første manifestation - den rolle Kristus/Jesus bliver tildelt: fysisk at personificere logos.

Yderligere siger dette Johannesevangelium i indledningen, at "gennem logos blev alt skabt/født/begyndt ved Gud" - ved hvem:

-"… livet var menneskenes lys … det sande lys …"

- som kom ind i verden. Clemens af Alexandria kaldte dette evangelium for "det åndelige evangelium".

Den syriske biskop og kirkefader Ignatius af Antiochia skrev i sit brev til magnesierne kort før 110 e.Kr.:

-"… Gud er kommet til syne i jeres Kristus, som er hans logos, der har åbenbaret sig af tavsheden …".

En Mithras-liturgi, kendt som "Parisiske Magi-papyrus" fra 200-tallet e.Kr. - anset som den eneste bevarede liturgi fra de ofte hemmelige kulttekster - blev udgivet i Albrecht Dieterich's "Eine Mithrasliturgie", (Leipzig 1910). Heri tilrådes den indviede - der på sin færd gennem bl.a. himmelske regioner trues af fjendtlige væsener og "uvenlige" stjerner - at "lægge pegefingeren på munden" og anråbe tavsheden om hjælp (denne zenbuddhist-agtige akt var tidligt i kulterne afbildet næsten som den overalt kendte "ssch-attitude"). Den anråbelse skulle ske med disse ord:

-"… Tavshed, tavshed, tavshed, den levende uforkrænkelige guds 'vartegn', tag mig under din beskærmelse, tavshed! …".

Den kristne Bibels allersidste og afsluttende kapitler er "Johannes' Åbenbaring" (8,1), som afslører, at:

-"… da det 7. segl blev åbnet, var der tavshed i himlen …".

Sefirot og universet

Det græske logos ligner i flere måder det hebraiske sefirot, der kan betyde 'ord'. I udvidet betydning kan logos også ses forbundet med 'tal', 'emne', 'årsag' og 'grund'. Og et oprindeligt sumerisk-babylonisk udtryk sheter same, 'skriften på himlen', vil ud fra konteksten også kunne betyde 'tallene på himlen'. Sproghistorisk fremstår sefirot senere som basis for græsk sfære, hvorved enmet "tal" igen dukker frem, idet himmelsfærerne ofte blev angivet med tal (f.eks. "den 3. himmel").

Ifølge flere mysteriekultiske idéer - især kendt i jødisk mystiks specielle "kabbala"lære - opfattedes Gud gennem sine 10 emanationer, 'udstrømninger' ("udtryksformer"), kaldet de 10 sefirot, i form af lys som reflekteredes gennem hver én sefirah til en følgende. Det forløb tjener både som stimulus og konsolidering for disse sefirot, idet hver enkelt sefirah på en gang er medium for lysets transmission og samtidig et spejl, der reflekterer lyset tilbage til sin oprindelige kilde. Sådanne "psykiske verdensmodeller" omtales helt tilbage hos de gamle sumerer:

-"… Himlene råber til hinanden og til Jorden …".

Hebraisk sefirot, dvs. 'bogstaver', 'tal', er fra et semitisk (babylonisk) kommunikationsord saparu, dvs. 'meddele', 'sende' (og også f.eks. 'himmelgradnet'). Sefirot er forbundet med sofar 'skriftkyndig' - sefer, 'bog' - sifar, 'tælle'. Via arabisk blev det til italiensk ciffer, 'tal'.

Der er ligeledes forbindelse til safir, den himmelblå ædelsten, fra græsk saphirés, 'klarhed', 'forståelse', 'sandhed' - og anses som nævnt at have forbindelse til ordet sfære, fra græsk sphaira, 'kugleform', 'himlenes kugleskalform'. Roden indgår også i oldpersisk sepihri, 'Dyrekredsen', den 8. himmels sfære.

De 10 sefirot opstilledes i form af Verdenstræet, der gik tværs henover/gennem himlene, og deres indbyrdes orden og forskellige karakter udtrykker verdensopbygningens princip, verdensordenen.

Tal er i sig selv ikke-følelige, abstrakte og er som idé uden for en fysisk konkret verden. Ligeledes Pythagoras i sin visdomsskole på Sicilien i 600-tallet f.Kr. anså tallene for hellige og mystiske. Han proklamerede at:

-"… Tingenes væsen skjuler sig bag tallet …" - og

-"… Alting består af tal …".

Pythagoras lærte om "tallenes harmoni" og gav lyden talværdi, som lader musik udtrykke matematik. Han anså himlens tal som "sfærernes harmoni", der igen astro-mytologisk opfattedes at afspejle også jordiske forhold. 2.000 år før Pythagoras omtales gudinden Nibada i den sumeriske by Gudea som "hun, som kender betydningen i tallene".

Ifølge kommentarerne til jødernes senere kabbalistiske skrifter indeholder den 1. sefirah (kaldet kether, 'kronen') i sig de andre 9 sefirot eller "intelligenser". Og denne totalitet repræsenteres i det arketypiske menneske, Adam Kadmon.

Den berømteste kabbala-bog ved siden af "Zohar", nemlig "Sepher Jezirah" ('Bogen om Skabelsen'), som tilskrives antikkens store rabbi Aqiva cirka 100 e.Kr., oplyser at:

-"… Verden skabtes gennem tre talprincipper: tal, tælling og det optalte …".

Johannesevangeliets tekst - om "i begyndelsen var logos, og logos var hos Gud, og logos var (som) Gud" - kunne herved også forstås som at "tallet var i begyndelsen og var hos Gud". Samt at "årsagen var Gud i begyndelsen" og dermed den første bevægelse, primum mobile.

Johannesevangeliet taler om dem, der "er 'sikre' på Guds navn". Dette kunne blandt indviede også forstås som dem (de indviede), der har sikkert kendskab til det hemmelige tal eller lyd/ord/vibration. Det er noget mere end når officielle oversættelser i stedet for udtrykket 'sikker på' bruger 'tror på', der i visse sammenhænge kan få en uheldig klang af noget tvivlsomt eller naivt og evt. uden egen erkendelse.

Ved udvandringen havde Moses ladet egyptiske templer plyndre, ifølge den egyptisk-græske historiker Manetho (280 f.Kr.). Moses lod siden hen israelitterne forvalte adgang til en hemmelig viden - et arkiv med Moses' egne optegnelser, suppleret med egyptiske magiske og esoteriske dokumenter. En elite blandt præster hos israelitterne og deres senere jødiske efterkommere har holdt dele af den viden i hævd.

Tidligere tiders voldsomme optagethed af himlen og stjernerne var tæt på at ligne stjernereligion - og ses som udtryk for en oprindelig optagethed af samhørighed med kosmos, altet. I et større hele kunne det bidrage til en opfattelse af en universel orden, og til livsbekræftelsen. Det vitale element skal findes her - og ikke i strukturens "kølige" opstillinger af tal, lydlære og stjernepositioner og forskelligt udlagt signifikans.

_________________________________

RESUMÉ:

• I Moses' skabelsesberetning i Bibelen, og dens sandsynlige forbillede i den egyptiske skabelsesberetning, omtales "(et magisk) ord" som et afgørende vigtigt element i forbindelse med skabelsen.
• I oldtidens mysterietekster, i Veda'erne i Indien, i egyptiske magipapyrus såvel som i Johannesevangeliet, dyrkedes intenst logos - det mangetydige begreb "ordet".
• I mysteriekulternes aktiviteter havde logos en uhørt stor betydning. Det indfluerede på senere kristen teologi og grundede en særlig tradition.

_________________________________

Bibelens skjulte læsemåder

I de årtusinder der er passeret, siden bibelteksterne udformedes og senere blev samlet, blev det hyppigt glemt, at Bibelen også har fungeret som et mysterieskrift. Bibelen kunne læses ud fra flere, eventuelt hemmelige, systemer, der skulle åbenbare nogle indre sider i indholdet.

I Egypten var de gamle egyptiske tekster skrevet med hieroglyffer, et skriftsystem egnet til at udtrykke en flerdobbelthed af betydninger især ved ordspil. Ingen anden kultur i historien har som den egyptiske i et så voldsomt omfang betjent sig af ordspil i tekst og tale!

Angående de dele af Bibelens Mosebøger, hvor indholdet oprindelig har baggrund i Egypten, har Moses' problem været at overføre indlagte flerdobbelte lag af betydninger, bl.a. mysterieviden, da de første bibeltekster skulle skrives med den nye opfindelse, alfabetet.

Vores alfabetets rationelle skrivemåde kunne alene ved hjælp af dets oprindeligt 22-24 rene lydtegn - hvor bogstaverne er ikke bundet til kun at bruges til et bestemt sprog - afløse de egyptiske billedskrifttegn, hieroglyfferne: Disse var kun, eller mest, velegnet til egypternes sprog. Alligevel synes overførelsen af flerdobbelthedens metode ofte i nogen grad at være lykkedes - idet Bibelen giver en historisk fremstilling, der i mange dele kan være korrekt i princippet, og tilmed indeholder andre lag af information alt efter læsemåde.

For en jøde vil Bibelen endnu i vore dage almindeligvis ikke kunne studeres alene i sig selv, for det kræver at inddrage rabbinerskrifterne, især "Midrash" og "Talmud". Disse skrifter var engang i brug til at ekspandere læsningen - også til mysteriestudier: Gennem flere tusinde år har særligt uddannede rabbinere kendt til en tradition, der især har overlevet i Mellemøstens og Nordafrikas synagoger og i øvrigt var mere udbredt indtil for et par hundrede år siden. Nemlig en metode, som indebar at kunne læse selve Bibelen i mindst fire forskellige lag:

- det 1. system, kaldet Peschat er den rent sproglige og saglige forståelse af ordenes betydning og sætningernes mening;

- det 2. system går videre ifølge sin betegnelse, Remes, 'antydning', 'allegori', ud fra hvilken Bibelens beretninger og udsagn opfattes som lignelser og symboler for noget andet. Metoden er bl.a. også kendt fra Alexandria-kulturens mysterieskoler (f.eks. hos Philo) og undertiden fra jødiske Midrash-tekster (og stadig i kristen teologi i nogen grad);

- det 3. system, Derasch, hvor teksten tolkes for, hvad den vil indebære af juridiske (f.eks. Lovenes indebyrd) samt åndeligt og religiøst moralske aspekter;

- det 4. system, Sod, dvs. 'hemmelighed', 'mysterium', er yderligere givende for mystikere. Med denne, den mystiske fortolkningsmåde, kan der opfattes/erkendes en dyb hemmelighed skjult bag hvert ord og bogstav i den hellige skrift.

Ved efter rabbinsk tradition at forbinde forbogstaverne i de fire betegnelser, dannes ordet PaRDeS, dvs. 'haven', 'Paradis'!

Kodeformen var ældgammel, men det oprindeligt persiske ord Paradis - hos jøderne først indført under deres Babylon-eksil - er et begreb, der i sig selv rummer hele verdener, ifølge mystikerne, Det er også synonymt med "mysterier", den mystiske fordybelse. Beherskelse af de fire forståelsesområder ved nøgler/koder betegnedes "at komme i Paradis".

Inden for det sidste 4. trin rummes yderligere en række videregående trin. Med andre ord, denne 4. læsemåde kunne opfattes som en egen hel gruppe af niveauer - hvortil kommer, at det 4. trin i mysteriekulter kunne være en vigtig adgang til højere mysterier. - Augustin kunne læse evangelierne også på 4 måder: faktuelt, symbolsk, moralsk og profetisk.

Skriften på himlen

I Babylons mysteriekulter, som den dengang eksilerede jødiske tradition fik en vis tilknytning til, måtte de indviede - for at kunne forstå dele af den kultiske læres kodesprog - lære at "læse mellem linjerne" eller "læse teksten bag teksten". Ofte måtte man lære sig sumeriske billedskrifttegn til det sumeriske sprog, der var gået af brug omkring 2000 f.Kr. (jf. at som lingua sacra anvender den katolske kirke latin 1.600 år efter, at latin uddøde som dagligsprog; indiske præster bruger det uddøde sanskritsprog; koptiske præster det uddøde koptisk; og russiske ortodokse det uddøde slavonsk). - Babyloniske tekstfund viser, at sumeriske billedskrifttegn, der blev et grundlag for babylonisk kileskrift, var i brug helt frem til den kristne æra.

Ifølge en af Moses' love, der med en nutidig betegnelse ville være en miljølov, var det "forbudt at tage både en fugl og dens æg" - for at undgå at hæmme forøgelse og videreførelse af bestanden. Dette var en gammel mellemøstlig udtryksform; netop i sumerisk viser skrifttegnet for 'frugtbarhed' ikke korn eller frugter, men netop en fugl med et æg:

- Dybden og et ekstra spil i tolkningen vil her ligge i, at blev kun fuglen eller blot ægget taget ud af tegnet, betød det ikke 'frugtbarhed' længere. Et andet sumerisk-babylonisk tegn viser to lange æselører og anvendtes i skriften, når "høre" skulle betyde 'at forstå': Denne stærkt udbredte idé giver perspektiv til (evt. "Esajas" 6,10 og) Jesu udtalelse:

-"… lad den, der har ører at høre med, høre …"

- dvs. 'forstå'. Ligeledes at forstå "skriften på himlen" var et betydeligt element i kulturen ved udviklingen af tallenes kunst, matematik og geometri. Disse lærdomme blev ligesom selve astronomien, alle bestyret af templernes præster.

Templers målforhold og symbolik

De stjernemytiske lignelsers indhold kunne kun forstås, når inddelingen med de 72 (datidens antal) stjernebilleders placering på himmelhvælvingen opfattedes i rette indbyrdes sammenhæng som udtrykt ved specielle himmelgeometriske forhold. Lertavleinskriptioner med reglerne for den pythagoræiske trekant er fundet i Babylon - fra længe før Pythagoras' tid. Endda er der her fundet skolemateriale med læren om den retvinklede trekants hypotenuse 1.700 år før Euklids geometri.

Idet himmelsfærerne kunne identificeres med skrift, bogstaver og tal, der yderligere var integreret i en kosmisk esoterisk lære, bliver det forståeligt, at der både af profeten Esajas i Babylon og senere i "Johannes' Åbenbaring" omtales:

-"… himlene drejer og krummer som en skriftrulle …".

Altså noget ganske andet, end når visse bibelskoler mener, at det er en epileptikers hallucinationer. Jf. i græsk tempelarkitektur, at doriske søjler bærer en skrivetavle/regnebrædt (abax/abakos) øverst, og joniske søjler har en skriftrulle øverst - begge "som Verdensaksen, der bærer himlen" og dennes skrift/tal. Tempelbygningerne - "en forpost til himlen" - var kultiske monumenter for den kosmiske orden. Mål og ting i rummene og det indre og ydre af templet eller helligdommen havde de særlige betydninger for indviedes blik - og referérede til deres okkulte viden (jf. kap. 3 om søjler; og kap. 15 om mål og tal i Tabernaklet). Rumoplevelsens mystik ansås befordrende for psykens indstilling hos den indtrædende.

At Moses og israelitterne på et tidspunkt har haft deres hemmelige base i den skjulte dal ved den senere by Petra, synes bestyrket af, at blandt de ældste fund er der i dalens klipper udhugget et offeralter og andre genstande med særlige målforhold, bl.a. ud fra de betydningsfulde relationer: 2-3-4 (jf. bind 3, s. 104). Opmålt ved den britiske arkæolog Iain Brownings forskning (1970-1990) af Petra, ses flere ting nøje at følge forskrifterne i "2. Mosebog" (25,23). Her skal alteret være:

-"… 2 alen langt og en alen bredt og halvanden alen højt …".

Alteret i Petra er hermed magen til indretningen efter præcis samme forskrift ligesom senere i Salomons tempel.

Den særlige viden indgår i en lige linje af traditioner fra det gamle Egypten og kan følges netop bl.a. via Petra og Salomons tempel til Europa, i f.eks. senmiddelalderens Padua. Her levede en styrtende rig ejendomsspekulant Scrovegni, der var så berygtet for sine metoder, at Dante indsatte ham i sin tekst om Helvedet. Scrovegnis søn og arving Enrico ville gøre bod for sin far og lod i 1303 i en antik romersk arena-ruin bygge det såkaldte Arena-kapel. Dets storslåede rum blev siden hen verdensberømt på grund af dets udsmykning med den revolutionerende Giottos frescoer. Men den store religiøse inspiration i selve konceptet var, at hele byggeriet er udført nøjagtigt som målene i Salomons tempel - dvs. mål netop oprindelig givet af Moses.

Flere af de ældre dele af det Gamle Testamente har været anvendt ved de indviedes gamle kultpraksis, hvorfra jøderne stadig har videreført dele i deres ydre ceremoniel: F.eks. at binde "kraftord" fra skriften på panden og armen, samt ikke at have billeder af guddommen. Og omskærelse havde man fra Egypten, der med sin okkulte tradition er det sted, hvor dette ritual først praktiseredes i større udstrækning.

At israelitterne/jøderne lærte mysteriekultisk praksis, både fra Egypten oprindeligt og også fra Babylon, har ved optagelsen af sådanne forhold i deres religion medvirket til ekstern kendskab og udbredelse af ellers lukkede kultiske forhold, idet disse træk herefter indgik i israelitternes "folkereligion".

I flere religioner og både i og uden for kulterne valgte mange at optage de særlige lærdomme, nu også ad anden vej - som mystikere.

Senere tekster - fra det Nye Testamente - anvendtes i de kristne kulter i de første århundreder efter Jesus. Det blev til en inspirerende og revolutionerende indflydelse på de ældre mysterier, der flere steder var livløst stivnet, ofte allerede under tidligere præstelig ledelse.

Fortsat på Jesu tid inspirerede også den egyptiske mystik: F.eks. det omtalte (jf. kap. 4) æsel, som Jesus red på, hedder på hebraisk aton og er også navnet på den egyptiske solgud. De kristnes symbol, korset - der blev brugt i stedet for pælen, som Jesus blev ophængt på - stammer fra Egypten og menes fastholddt i religionen af egyptiske nykristne. Ligeledes egypternes "livskors" ankh, der var hieroglyftegnet for 'liv':

- Selve denne lyd ankh betød også 'sandalrem', hvorfor den hieroglyf, der netop forestiller en sandalrem, i flere tusinde år var et skriftegn for begge betydninger. I "1. Mosebog" (14,23), i forbindelse med en omtale af "sjæle", afslår Abraham på vej til Egypten at modtage en sandalrem fra Sodomas konge. Johannes Døberens berømte ord, "jeg er ikke værdig til at løse hans (Jesu) sandalrem" (Johs.ev. 1,27), kan på en sådan baggrund have yderligere mening (jf. nærv. kap. 19). Gnostiske og koptiske kristne beholdt brugen af det specielle ankh-kors i deres kirker.

De syv segls hemmeligheder

I Babylon er fundet mysterietekster, ofte i kodeform, med formaninger om fortsat hemmeligholdelse. F.eks. slutter en lertavletekst sådan:

-"… den oplyste (dvs. den indviede) må ikke røbe dette for den uoplyste (den uindviede) …".

Visdom sammenlignedes med "lyset" og med - også som værdi - det ædleste metal, det lysende guld. Ved indvielse giver "lyset" en forståelse, hvorved tingene vil opfattes forandret. Kultiske præg giver sig udslag i "Jobs Bog" (også i dens teksters mange stjernebillednavne), hvor der f.eks. tales om frembrud af morgengryets voksende lys, som:

-"… vil ligesom ler(tavlen) under et segls aftryk forandres, og tingene træder frem som i en (ny) klædning …" -

-"… og de ugudelige (de ikke-indviede) unddrages deres lys …".

I bibelteksterne med "Salomons Højsang" omtales der igen segl:

-"… et segl på dit hjerte … et segl på din arm …".

Også i Bibelens afsnit "Daniels Bog" (12,4 og 9) omtales segl:

-"… Men du, Daniel, hold ordene hemmelige og sæt segl for bogen, indtil endens tid. Mange vil undersøge (den) på kryds og tværs, og kundskaben vil være stor …".

-"… Gå bort, Daniel, for ordene holdes hemmelige og forseglede indtil endens tid …".

Den hos jøderne skjulte 4. bibellæsemåde, kaldet sod, 'mysterium', synes at være den væsentligste Paradis-kode. På det trin kunne hemmelighederne bruges bl.a. ved hjælp af kabbala, hvilket var den særlige jødiske udformning af "mystisk videnskab".

I kabbala fortælles om farer og fælder, f.eks. destruktive engle og tomme visioner, som møder den fremadtrængende sjæl. Andre hindringer var dørenes eller tærsklernes vogtere, der skal overvindes. Således ved begrebet "seglene", der skal brydes før hvert højere trin; f.eks. blev dåben (den oprindelige voksendåb) ved overgangen mellem kristne kulters 2. og 3. trin netop kaldt "seglet".

Den viden, der fulgte med, indbefattede "de hemmelige navne for Gud", hvilke i realiteten kunne opfattes som en slags pasord til "tærsklernes vogtere" ved overskridelse af disse trin. På babylonisk (akkadisk) kunne 'segl' og '(dør)tærskel' endda være samme ord.

Bibellæsning og kabbalas metoder

I jødisk mysterietradition kendes kabbala - fra hebraisk qabbala, dvs. 'det modtagne'. Der synes desuden forbindelse til babyloniske magikeres spådomslære med heptaskopi ved orakellæsning i ("modtage" fra) leveren fra et nyslagtet offerdyr, idet babylonisk qabalu eller qabaltu betyder 'region i leveren', og 'kroppens midte' hvor leveren er placeret. Senest blev det i Vesten udbredt at spå i tarot- eller spillekort, (fransk) kabbale, der siden blot blev et navn for kortoplægningsspil.

Kabbalas rødder er bl.a. også at finde i "1. Enoks Bog" (2;1) - såvel som i Qumranteksterne (Dødehavsrullerne), hvori der f.eks. tales om "de vidunderlige hemmeligheder fra Gud".

Senere fandtes der også en kristen kabbala - som var i cirkulation endnu i renæssancen - med basis hos oldtidens kristne gnostikere og i jødisk mystiktradition. Den var især centreret i spekulative idéer om Adam Kadmon, et navn for "det originale menneske" i en oprindelig udelt enhed med det guddommelige udspring.

Der eksisterer en omfattende litteratur om kabbala. I det største jødiske leksikon, "Encyclopaedia Judaica" (Jerusalem 1971), fylder teksten til opslagsordet kabbala - skønt nedkogt til yderst kort og kompakt form - alligevel 84 tættrykte 2-spaltede sider, dvs. som mindst 335 normale bogsider. Alligevel røbes der ikke det mindste om hemmelighederne.

Kabbala tilhørte blot en af Bibelens flerfoldige tydningsmåder også kaldet "segl, der skal brydes". Metoden blomstrede især efter jødernes fordrivelse fra Palæstina og udfoldede sig i de jødiske samfund i Europas middelalder og renæssance. Alt mystisk kom på mode og kunne derfor ses misvisende benævnt som kabbala.

Nogle af kabbalas former er læren om bestemte lydes og bogstavers kombinationer - især i Bibelen - en praksis tidligt kendt i kulterne:

a)-- Ved bibellæsning vil mange ordspil på hebraisk give en særlig indholdsforståelse, der ofte er uoversættelig. Et klassisk eksempel ses i "1. Mosebog" (11,1-9), idet Babylons navn på de semitiske sprog er Babel, 'guds port', der i den Hebraiske Bibels konsonantskrift er skrevet bbl, som hebraisklæsende umiddelbart véd, er dannet fra verbet bbl, der betyder 'forvirring'. Dette var netop pointen - nu forstærket - i Bibelens tekst om (sprog)forvirring ved byggeriet af Babelstårnet.

b) -- En anden metode er gematria, der kan omsætte bogstaver i tal, f.eks. a = 1, b = 2, c = 3 etc., hvorved forskellige hebraiske ord kan få samme talværdi eller tværsum, hvori der kan søges et bagvedliggende betydningsfælleskab. Metoden var velkendt i det gamle Babylon, hvor f.eks. kong Sargon II signerede Khorsabads bymur således:

-"… (muren) er 16.280 alen, hvilket er mit navns tal …".

- At bruge bogstaver som talkoder var især naturligt i disse kulturer (f.eks. jødisk, græsk og latinsk), hvor bogstaver havde en dobbeltfunktion ved også at kunne bruges som almindelige talcifre.

- F.eks. optræder Abrahams 318 våbenføre mænd i "1. Mosebog" (14,14) sammen med hans tjener Eliezer, et navn med talværdien 318. Sådanne taloversættelser blev siden hen noget af en besættelse hos fortolkere i pavens komité (det senere Vatikanet), hvor bestemte ord i latinsk bibeloversættelse og faste kirkelige begreber skulle staves på speciel måde for at "tvinge" dem til at rumme særlige talværdier.

c)-- En tredje metode athbash eller notarikon er at søge et ords hemmelige betydning ved at omkonstruere det til et nyt ord: Alfabetets første bogstav ('a') udskiftes med dets sidste ('t') i det hebraiske alfabet, dets andet bogstav ('b') med dets næstsidste ('s') etc. I Bibelen ses dette kryptografiske system, f.eks. i "Jeremias Bog" (25,26 og 51,41), hvor ordet 'Babylon' på hebraisk, Babel, er skrevet 'Sheshak''.

d)-- En fjerde metode, termura, 'permutation', udføres ved at bogstaverne i bestemte ord byttes om. Derved opstår nye ord, hvorpå, ved fordybelse, der heri søges sammenhæng og forståelse.

e)-- En femte metode - men denne ses normalt ikke omtalt - er teksternes formulering, der er gjort til noget "magisk" i sig selv: Bestemte ord gentages et bestemt antal gange - hvilket vil rumme en særlig magtfuld betydning. I den hebraiske "2. Mosebog", i kapitlerne 7.-11. om Egyptens ti plager, er udtrykket "Egypten(s land)" nævnt 24 gange, (faraos) "magikere" og "tjenere" også 24 gange, og "faraos folk" 12 gange, "husene" 12 gange, etc. Lignende talrytmer ses i disse bøgers tekster om fester, slægtsregistre, lovsamling og instruktion for tempel(teltet)s indretning.

f)-- En sjette metode var, at selve antallet af ord eller bogstaver i hver sætning har betydning. Bl.a. blev mange tekster udformet, så disse antal gentog sig. F.eks. er tre vers/sætninger i den hebraiske "2. Mosebog" (kap. 14,19-21) - om skysøjlen, og det Røde Havs deling - hver på 72 bogstaver. De vers ses anvendt i kabbala f.eks. til ved ovennævnte temura-metode (pkt. d), at fremstille "Guds 72 navne". -

Eller teksterne kan have antallene fordelt i symmetriske grupper. Senere ses et sådan system også i Johannesevangeliet (jf. kap. 16).

- En grundmetode i dette kunne senere af jødiske skriftlærde, "masoreter", anvendes til andet formål: I tekstens margin noteredes hver linjes antal bogstaver og ord - for at undgå fejl ved kopiering.

g) -- En syvende metode var at begynde hvert afsnit eller linje med udvalgte bogstaver, som da bliver en kode, der kan danne skjulte ord, anagrammer (ses hos latinske forfattere og så sent som i Shakespeares værkers førsteudgaver). I Bibelen findes lignende, f.eks. visse steder i "Jobs Bog" (omtalt i nærv. kap. 10), hvor hver stanza (vers) begynder med bestemte bogstaver og ses her ofte gentaget efter en særlig cyklus af egen betydning. Især begynder mange vers i "Jobs Bog" med alef, der er første bogstav i det hebraiske alfabet:

-- Mystikere og magikere var optaget af alfabetets første tegn: alef'. I kabbala anses det bogstav, ligesom ain soph (en soph), som udtryk for den ubegrænsede og rene guddom. Bogstavets form opfattes som et menneske, der peger på himlen og på jorden for at angive, at den ene verden er som en afspejling af den anden - "som foroven, således også forneden". I den argentinske forfatter Jorge Louis Borges' bog "El Aleph" (alef) er, inspireret heraf, alef dét hvori alle verdens steder er samlet - forbundet (!) - og ses i alle vinkler, uden at de smelter sammen.

- De mange dimensioner tilknyttet dette bogstav synes affødt af, at alef anvendes for tallet 1, men kan "accelereres" voldsomt ved i formen elef at betyde "tusind" - og alafim 'mange tusinder' - og at ordets rod alaf betyder 'at forbinde', egtl. 'forbund' og deraf 'enhed'.

h) -- En ottende metode var at danne ord af ords forbogstaver. Det har også inspireret de kristne til deres berømte "logo" ichthys ('fisk').

i) -- En niende metode var at overspringe bestemte antal bogstaver mellem hvert af de søgte bogstaver, der så i sig selv danner ord. (Metoden omtales i det flg., især i forbindelse med rabbi Weissmandel).

At Moses-teksterne - set på denne komplekse, præcise baggrund - skulle være et konglomerat fra talrige forfattere - er lige så utopisk som "at sætte tusind aber ved skrivemaskiner til at fremstille Shakespeare".

De syv trin

Når f.eks. gamle babyloniske kongenavnes koder følger samme metode som i visse konstruktioner i Bibelen, kan det ikke udelukkes, at disse lignende forhold i Bibelen netop også kan være af gammel dato. Dette synes tilmed indikeret, hvor Bibelens tekst om Noahs ark omtaler arkens bestemte talforhold, idet disse var velkendte gamle mål.

Koderne kendes også som "segl"; og hos de kristne, "himmeriges/ Skt. Peters nøgle eller nøgler", hvilket senere bl.a. Dantes tekster afslører kendskab til. I 300-tallet e.Kr. omtaler kirkefaderen Augustin at kende til flere læsemåder af Bibelen. Også litterære tekster lige fra Vergil til Shakespeare skjuler - ved nogle af disse træk - specifikke betydninger.

En af de skjulte læsemåder var baseret på en esoterisk-astrologisk forståelse af kosmoslæren - og er bl.a. tydelig i det Nye Testamente. Et kendskab til den flertusindårige stjernelære kan give en idé om adgangen til teksternes flertrinslag, hvori træk for indvielseslære genkendes:

- Ved Bibelens flerfoldige læsemåder af voksende hemmelig grad gøres der i denne nyere del af Bibelen, i "Johannes' Åbenbaring" (5,1-5), opmærksom på de skjulte læsemåder af teksterne: En bogrulle (Bibelen) der kunne læses både udefra og indefra, og som var forsynet "med 7 segl", dvs. "låse" for 7 forståelsesmåder, hvoraf "ingen før Kristus formåede at åbne det 7. segl" (hvor der "blev tavshed i himlene").

De 7 segl åbner sig ét ad gangen, efterhånden som en person steg op gennem de 7 grader af indvielser. Stadigvæk synes disse Bibelens læsemåder i flere henseender at korrespondere med indvielsesniveauer inden for de enkelte mysteriekulter.

Netop de 7 grader kendes tilsvarende i de gamle Mithras-kulter, der igen og igen refererer til himlens inddeling i himmelsfærerne for de 7 planeter. Disse trin kunne yderligere underdeles, ligesom i nutidens loger og kulter; deres opbygning nu kan være organiseret i over 30 trin. I datidens kristne kulter kunne dåben være det 2. trin af oprindeligt 7 trin. Desuden ses det i tråd med denne meddelelse fra Jesus:

-"… Loven og profeterne havde sin tid, indtil Johannes (Døberen) kom …"

- idet det blev mere og mere anvendt at deltage blot på de første lavere trin, hvorved flest mulig kunne deltage.

Forfatteren Dionysios af Areopagos, Pseudo-Dionysios, beskrev i sit værk "Det Himmelske Hierarki" (forfatterskabet til dels anerkendt), at de søgende fik adgang til den kristne kirke gennem tre trin/grader. Og det er i den 2. grad - ved dåben - at:

-"… den rensede føres ind i lyset …".

Hermed mentes både oplysning og lys. Jf. at i oldkirken var dåben kombineret med en lysfest. Johannes Døberens udtryk, at:

-"… døbe med ild og vand …"

- kunne også opfattes som den barriere, der skulle forceres i den 2. grad. Udviklingen fra 1. til 2. grad fremstår som linjen fra den 1. til den 2. Adam. For "Adam" er i Bibelen hebraisk for (det første) 'menneske', og kunne ses i relation til, at Paulus kaldte Jesus "den 2. Adam".

Kun få af de, der deltog i kulterne, opnåede at gennemgå mere end 1., 2. og 3. grad. Ligesom ved Moses' overførelse af flere af de egyptiske kulters hidtil interne ritualer og idéer: omskæring, den usynlige gud m.v. til folkets religiøse brug - har den nye større åbenhed hos Mellemøstens kultur tusinde år senere ligeledes været af betydning for urkristendommen, hvor de første kultiske trin åbnedes for almenheden.

Kristendommens delvise fundering på Jesu bekræftelse af Moses' meget ældre lære, skimtes bag kirkefaderen Augustins erklæring: "Der aldrig har været mere end én religion i verden siden tidernes begyndelse", og at "religionen først blev kaldt kristen på apostlenes tid". Dog, kirken ønskede at kontrollere overtagne ældre ceremonielle forhold og idéer - og tog endda i kristendommens tidlige århundreder afstand fra sin egen kultisk-sektiske oprindelse ved at forbyde de kristne kulter.

Senere, ved reformationen ville Luther, der modsat mange samtidige endte med at være imod stjernelæren, udelade "Johannes' Åbenbaring" fra Bibelen. Denne tekst, bl.a. også om stjerner, har flere nutidige teologer som nævnt affærdiget som "en epileptikers fantasier".

De jødiske mystikeres fire læsemåder af Bibelen - "til Paradis", og heri tallenes og den kosmisk-esoteriske læsemåde samt de ordmagiske (betydningsladede ordspil) og lydmagiske metoder - etablerede et grundlag for derefter at kunne bryde flere resterende segl.

Disse indforståede strata i teksterne forholder sig til nogle særlige opfattelsesniveauer: En åndelig dimension der kun vanskeligt udtrykkes i skrift eller forstås uden særlig metode til at støtte tydningen.

På rabbinerskrifternes billedsprog siges, at de fleste bøger, der dikteredes "fra oven" til Ezra, blev gemt og reserveret for "de vise". Desuden siger disse skrifter, at bibelteksterne har 70 ansigter (jf. de 70 ældste), dvs. at mange fortolkninger kan anerkendes som rigtige.

De 5 Mosebøgers klassisk hebraiske sprog blev skrevet uden vokaler og også uden ordmellemrum. For at kunne forstå det læste, var den pågældende læser ofte stærkt afhængig af sammenhængen i handlingen, konteksten. Systemet medfører let - især ved førstegangslæsning - at forståelsen skal fremsøges via fortolkninger.

At budskaberne ligger i flere niveauer, gentager sig i det Nye Testamente. Det ses bl.a. bagved lignelsen, hvor Jesus siger (Markus 4,11):

-"… Til jer (disciplene) er Guds riges hemmeligheder givet, men for dem, der er udenfor, fremstilles det hele i lignelser …".

Den kultiske læres mentale udtryksformer, dvs. forskellige slags lignelser og symbolik (bl.a. i forbindelse med himmelgeometri til brug for en særlig kosmisk-åndelig forståelse) betragtedes i traditionen som erkendelsesåbnende trin på vejen i en speciel udvikling. De ses som midler til processen. Det kan illustreres ved Paulus' talemåde, at bogstaverne "døder", men ånden levendegør ("1. og 2. Korinterbrev", hhv. 13,2 og 3,7):

-"… hvis jeg har profetisk evne og viden om alle mysterier (mystéria) og kundskab (gnosis), og hvis jeg har al tro der kan flytte bjerge, men ikke havde kærlighed (agape), er jeg intet …".

Meget af kulternes mysterieindhold ville ikke kunne gengives - selv om åbenhed blev tilladt, fordi det havde med individuelle erkendelsesforhold at gøre. Den ekslusive form kan i nogen grad ligne den senere zenbuddhisme, hvor der ikke kan refereres til nogen slags tekst ligesom f.eks. til Bibelen, Quranen eller Vedaerne. Zen virker alene fra lærer til elev - der siges til eleverne, at de skal ophøre med selve søgningen:

-"… Søg ikke efter sandheden, stands blot at have betragtninger …".

Traditionens koder i udbredt anvendelse

Koder af alle slags indbygget i tekster har været kendt lige så længe, der har eksisteret brug af skrift. En af de enklere former er kryptering, var kendt i oldtidens Grækenland, hvor generaler i Sparta ca. 500 f.Kr. skrev meddelelser, der kun kunne læses af en, der havde lært at bruge et redskab, en skytale (græsk), til at sætte dem sammen (omtales senere).

En anden form var at skjule meddelelser ved at indkode dem "under" tekster af anden art. Tilstedeværelsen kan evt. spores, hvis ordenes initialer - i alle ord, i særlige ord eller i ord der indleder en linje - danner meningsfyldte udsagn. Bl.a. i latinske tekster var dette almindeligt (ofte kombineret med anvendelse af ord, bogstaver eller linjer i talsymmetriske forhold. Dette "talmagiske" system ses også i ældre rune-tekster).

Dog i litteraturvidenskab er den tradition i helhed et forsømt område. Så sent som i 1700-tallet brugte Ludvig Holberg metoden på latin. Tycho Brahe og Shakespeare brugte endda selve tekstens typografi til at skjule meddelelser ved hjælp af særlige bogstavvarianter. Den hollandske fysiker Huygens skjulte sine opfindelser i tekster med cifferkoder, en metode også tidligt anvendt i jesuitternes og i diplomatiets brevveksling.

Bibelen har gennem tiderne været anvendt som et magisk skrift bl.a. til profetering. I traditionen hævdes, at Bibelen - hvad angår selve de fem Mosebøger, Torah - skulle indeholde koder af en særlig type. Her kan indgå næsten alle ovennævnte ingredienser, idet der, ud over de før omtalte underliggende meddelelser i beretningens sprog og emner, menes indlagt meddelelser bag selve bogstaverne og deres placeringer.

Philo i Alexandria udtrykte, cirka 20 e.Kr., at Torah er "identificeret" med logos. En sådan tradition, bevaret via lærde jøder, kendtes bl.a. af den franske filosof og matematiker Pascal, der i 1662 meddelte:

-"… det Gamle Testamente er et ciffer …".

Endda Isaac Newton, der lærte sig hebraisk, arbejdede det meste af sit liv med "Bibelens koder", som han mente at være på sporet af ved bl.a. at læse om "de sidste dage" i "Johannes' Åbenbaring" og i "Daniel".

Nationaløkonomen John Maynard Keynes var stærkt overrasket, da han på Cambridge University fandt Newtons notesbøger - pakket ned i 1696 - med, alene hvad angår esoterisk teologi, op imod en million ord om især en skjult kode i Bibelen. Ifølge Keynes' bog "Essayes and Sketches in Biography" (1956, s.280-290) mente Newton, at Bibelen og også universet var "et kryptogram sat af den almægtige Gud", og:

-"… essensen af Bibelen er profeti om menneskets historie …".

En tjekkisk rabbi, Weissmandel, har i 1940rne, ud fra en ældre tradition om overspringelsesmetoden, påpeget et ækvidistancesystem, dvs. ens afstande mellem hvert tegn. Nemlig hvis man i Torah, i den første del af "1. Mosebog", som metode overspringer et bestemt antal bogstaver og her tager hvert 50. bogstav, vil ordet Torah være stavet. Det hævdes, at flere karakteristiske ord kan findes i Torah ved med præcise afstande at overspringe f.eks. hvert andet bogstav eller et andet fast antal. En af historiens store rabbinere, Moses Cordavo, 1500-tallet, skrev:

-"… antallet af ting, der ved bestemte metoder kan opdages i Torah, er uden grænse - uendelige. Sådanne sager er stærkt magtfulde, og dybt skjulte. På grund af måden de er skjult på, er det ikke muligt at forstå dem fuldt, men kun delvis. Sandelig, det hellige skrift udtrykker selv, at dets dimensioner er længere end jorden og bredere end havet; hemmelighederne i Torah er afsløret … ved at overspringe bogstaver …".

Amerikanske matematikere og militære kodeeksperter mente i 1990erne, inspireret af Weissmandel, at have fundet mere avancerede koder indlagt i Bibelen. Deres påstande om kodernes brug blev udsat for velfortjent hård kritik - især for vidtgående slutninger og overfortolkninger.

Enkelte rabbinerkommentarer giver det billede, at Moses fik overrakt Torah's tekster som én ubrudt tekst i en eneste lang fortsat skriftrulle. Også de ovennævnte matematikere og kodeforskere reflekterede over Bibelens tilblivelsesproces med henvisning til "2. Mosebog"s kap. 24,12 - vedrørende overrækkelsen af teksten til Moses på Sinai-bjerget:

-"… (her) vil jeg give dig stentavlerne og loven og påbuddet, som jeg har skrevet for at belære dem (israelitterne) …".

De såkaldte "ti bud" indgår i Moselovens i alt 613 love og påbud. Disse er - skønt det historiske forløbs hændelser også indgår i Moses' tekster - tilsammen kaldet Torah, dvs. 'Loven'. Men udsagnet (ovenfor) dækker kun den "juridiske" del. Resten - hændelserne - befales det (17,14) Moses selv at skrive ned, lige efter at han på Sinai førte israelitterne til næste rasteplads efter Dof´ka. Det er første gang, at "skrive" nævnes i Bibelen - og vi får her at vide, at Moses skriver selv. Altså ikke noget med nogen lang ubrudt skriftrulle overrakt på Sinai-bjerget.

De pgl. matematikere har undladt at tage i betragtning, at præsten Ezra, tusind år efter Moses, genskrev Bibelen - under jødernes eksil i Babylon - med en lidt revideret stavemåde og nyere hebraisk skrift.

I Sinais mineskakter findes inskriptioner med verdens første alfabetiske skrift, ca. 1500-1450 f.Kr. Det er en lignende skrift Bibelen blev skrevet med: Bibelen er verdens ældste bogværk med alfabetskrift.

I det hele taget kan det undre, at selve kodens oprindelse ikke anskues historisk: Tidligere end omtalte oldgræske skytale til militære koder viser lignende fund af skytale i fønikisk-israelske områder endnu ældre kendskab til dette værkstøjs kodemæssige transposition af bogstaver:

- En tyk stok/rulle omvikles en læder- eller tøjstrimmel i spiral, og tværs over denne skrives teksten i stokkens længderetning, så hver tekstlinje får et bogstav på hver vinding. Kun med en stok af samme tykkelse kan modtageren læse teksten, ellers passer budskabets bogstaver ikke ud for hinanden. Efter først at have formet den øvrige tekst dertil kan udvalgte ord uafhængigt anbringes over f.eks. hver anden vinding (eller et andet fast tal) - "overspringelsen" - dvs. et præcist ækvidistance-system.

Hvorfor de spidsfindige opstillinger er foretaget i så stor udstrækning, er der næppe entydige svar på. Systemerne har tjent flere formål.

Og det er kildebelagt, at de 9 (13) nævnte traditionelle systemer i de ældste bibeltekster er konkret eksisterende. Det vil være et emne for fremtidig forskning til at arbejde med at udrede deres nærmere årsager.

_________________________________

• Oldtidens udbredte metoder for mysteriefortolkning og talsymbolik blev også benyttet af rabbinerne - til brug for de ældste bibeltekster.
• De dokumenterede traditioner for arrangeret opstilling af visse bibelteksters bogstaver og ord, der bringes ind i særlige systemer og mønstre, er et kontrollerbart faktum og var en udbredt, historisk praksis.

_________________________________

Pythagoras' myterielærdom og den berømte læresætning om retvinklede trekanter kendtes allerede i Babylons præsteskoler før 2500 f.Kr.

Det for oldtidens indviede så vigtige stjerneområde med Sirius, Canopus (Arken), Tvillingerne og Orion.

Planche 02 - Den-hemmelige-religion

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

Bibelteksternes flerdobbelte lag

I anden forbindelse er nævnt, at den antikke jødedom funderet i Moses' religion blev i romertiden ofte anset for en mysteriereligion. Ligeledes ansås deres tekstsamling, Bibelen, for en slags mysterieskrift.

Bibelens stjernemæssige emner er sjældent set behandlet i nutidens forskning. Emnerne findes ved starten af skabelsesberetningen i Bibelen. Inspireret af egypternes og babyloniernes kosmologiske skabelsesberetninger, har Moses, både som indviet i de højere mysterier og filosofisk selvstændigt, kunnet fremlægge en syntese om skabelsen.

Bibelen omtaler "før-skabelsens materier" såsom formløshed, mørke, den virksomme kraft, bevægelse, skel (adskilning, forskelle), retninger, etc. Moses angiver her, at forhold, der i nutiden tænkes at indgå ved skabelsen, såsom tid, rum, energi og materie, alle eksisterede forud som idé, før de gennem skabelsen manifesterede sig fysisk. Parallelt med f.eks. egyptisk og oldindisk opfattelse blev også den/det skabende eller skaberen opfattet som værende overordnet fysisk tid, rum etc.

Dermed har Moses' skabelsesberetning som indbygget forudsætning, at der - uafhængigt af det fysiske - eksisterer bevidsthed/ånd, der er i stand til både at danne og fatte idéer samt at skabe.

Og i det langt senere egyptisk-gnostiske Thomasevangelium siges der, at også mennesket (som gud/ånd/tanke) var før skabelsen.

I skabelsesberetningen i Moses' version er den fysiske verden beskrevet som en sammensat struktur: et helhedsmønster. Og et sammensat forløb: evolution. Her omtales det/den skabende, dvs. primær-årsag, betegnet som Gud. Intet enkeltbegreb anvendes her som forklarende faktor for det øvrige hele. Hele dette koncept bag Moses' bibeltekst må også ses på baggrund af hans uddannelse i Egypten. Her kendtes det fra den egyptiske skabelsesberetning, hvor guden Re proklamerer (ved brug af egypternes yndede negationsform):

-"… Ikke eksisterede himlen, ikke eksisterede Jorden, ikke var der blevet skabt Jordens voksende ting (planter) og de krybende ting (dyr) - jeg frembragte dem ud af Nu (nou) ('primær-rummet' der var før 'verdens-oceanet') fra en tilstand af ikke-aktivitet. Ikke var der heller et ståsted (position og dermed retning) … så jeg opstillede ret … jeg satte skel …".

Ifølge "1. Mosebog" blev verden skabt på seks dage, hvilket rabbinerne tolkede ud fra oplysninger i Bibelen ("Salme" 90,4), og som senere igen blev udtrykt i "Peters 2. Brev" (3,8) sådan:

-"… en dag for Herren er som tusind år for mennesket …".

Bl.a. derfor kom det siden hen til at hedde sig, at verden kun var få tusind år gammel. Men tidligere kunne det hebraiske udtryk for 'tusind' desuden have betydningen 'meget stort antal' (f.eks. langt mere end 1000).

Trods små variationer i antallet af patriarkernes år i hhv. den hebraiske, samaritanske og græske bibeltekst, bliver til slut deres resultater ved sammenlægning helt ens nøgletal: 1460 år, dvs. Sirius' cyklus!

I Bibelen kan tælles 1.656 år mellem Adams skabelse og syndfloden, i hvilket tidsrum der levede bl.a. ti patriark(slægt)er. Assyrologen Opperts påpegede, at antallet af syvdagesuger - en meget anvendt måleenhed for tid i Bibelen - i de 1.656 år er 86.400, og antallet af sekunder i menneskets/Jordens døgn er 86.400. Det var et udbredt nøgletal - selve talmønsteret genfindes yderligere i den oldindiske tradition, hvor skaberguden Brahmas dag og nat tilsammen (en kalpa) er på 8.640 millioner år, dvs. hver dag/nat er en verdenscyklus på (8.640 : 2 =) 4.320 millioner jordiske år (ligesom vort solsystems aktuelle alder).

Den babyloniske præsteastronom Berossos berettede, cirka 290 f.Kr., til græske skrivere, at inden for de første ti kongers regeringstider indtil syndfloden indtraf, forløb 432.000 år: Dvs. som mønsteret i en Brahmas dag eller nat, hver på 4.320 millioner år. Oldnordiske religioner havde rødder i Mellemøsten - den islandske Edda beretter i en lignelse, at Valhal har 540 døre, hvor der vil gå 800 kampklare kæmper igennem ved verdens undergang - og 540 gange 800 udgør dette antal på 432.000, og stadig samme talmønster som før. (Alle hovedantals tværsum er 9 - dette tal var også forbundet med "Guds navne", jf. kap. 6).

To skabelsesberetninger i Bibelen

Begyndelsen af "1. Mosebog" indeholder i virkeligheden hele to skabelsesberetninger for mennesket: Ved Verdens tilblivelse i 7 cyklusser ("de 6 dage") skabtes mennesket i en "darwinistisk" slutfase.

Dernæst omtales atter en skabelse af mennesket, denne gang i Paradis, nemlig menneskets skabelse på et psykisk-mentalt niveau.

Bibelens tekst om, at mennesket blev skabt i "Guds billede", kendes i ældre egyptisk udgave - bl.a. i "Merikare Papyrus" (132, c 55). Men der ses også en østsemitisk indflydelse, f.eks. i den babyloniske beretning om menneskets tilblivelse. Tammuz (Adam), mennesket, blev her - af et vildsvin - skabt af mudder og senere også dræbt af vildsvinet med de uhæmmede kræfter. I Bibelen bruges udtrykket, "en dyb søvn faldt over Adam", hvilket genkendes i et oprindeligt babylonisk (akkadisk) ordspil, hvor ordet for vildsvin desuden kan betyde/læses "(dyb) dødlignende søvn".

På hebraisk betyder Adam både 'menneske' og '(rød) jord', 'støv' - men også 'rød' som blod (der var symbol på liv - der kom liv ind i menneskekroppen), altså ikke helt det samme som "mudder". Rød jord er karakteristisk i den vestsemitiske topografi, bl.a. landet Edom (Adam). Ved nadveren brugte Jesus ordspil (ikke-græsk) på "Adam" og den "røde vin" og "blod".

Vildsvinetvar et af de babyloniske navne for stjernebilledet Karlsvognen/Store Bjørn. Den roterer hver nat om himlens nordlige pol og når ned og strejfer jordoverfladen - ligesom det stærke vildsvin med sin hjørnetand i mudderet. Idet dens stjerner aldrig forsvinder fra himlen på noget tidspunkt i årets cyklus, udtrykkes "det evige kredsløb": Et billede på livmoderen, "de uhæmmede kræfter", og hertil en dyb dødlignende søvn-dvaletilstand ("fostersøvn" som den stærke bjørn i hi), genfindes i stjernemyter om bjørnen Kallistos' evige kredsløb i nord. Græsk arktos betyder 'nord', samt 'bjørn' der på flere sprog - med: bear, Gebährmutter m.v. - også betyder graviditet, livmoder eller fødsel.

Babylonisk-sumeriske astro-mytologiske ordspil med Karlsvognen og den evige livscyklus og genfødslen, kunne ofte ikke oversættes direkte.

De babyloniske idéer spredte sig via hittitterne til Europa. F.eks. i nordisk mytologi optræder gudernes gyldne vildsvin, Særimner eller Gyldenbørste, der holdt guderne evigt i live ved, at de hver dag kunne skære en luns af dyret, men alligevel var det helt den næste dag: Som når Vildsvinet/Store Bjørn, set fra syd, strejfer jordoverfladen i horisonten, så dette stjernebillede en stund ses afskåret et lille hjørne, en luns, men, i næste døgn, kommer til syne igen i hel stand.

Lignende idéer var dog fortsat kendt hos indviede ved cirka 100 e.Kr., hvor dette stjernebillede i "Johannes' Åbenbaring" kaldes "den babyloniske skøge". Udtrykket har hidtil været en gåde for teologer og sprogforskere. Men viden om denne udlægning var stadig kendt i 1200-tallet hos bl.a. Dante i hans astrologisk strukturerede storværk "Den Guddommelige Komedie". Heri lader han den babyloniske skøge i sin vogn på himlen optræde som Karlsvognen.

Hun var her også et udtryk for dette stjernebillede Store Bjørns/Vildsvinets symbolik som "livmoder" - med de "ustyrlige" kræfter. Mange arkæologiske fund fra forhistorisk Sydøsteuropa er statuetter af bjørne som mødre, og de dyrkedes her i en udbredt moderkult.

Relationen til "skøge" er, at i Bibelen kan Babylon, der bl.a. kaldes Sheshak, også implicere 'fornedrelse'. At livmoderen er "babylonisk" forstås på baggrund af en i Bibelen vigtig assyrisk-babylonisk hovedby, Niniveh, der ligesom andre byer havde en himmelsk genpart, i dette tilfælde et totem der både var dyret og stjernebilledet "Vildsvinet", som begge på babylonisk hed ninib (niniv), dvs. samme ord som byens navn. (I 1700-tallet udtalte den svenske filosof Swedenborg, at Bibelen er fuld af "tilsvarelser", og hver by har sit modsvar på himlen). Jf. s.203.

I 382 e.Kr. begyndte Hieronymus at oversætte Bibelen til latin. Resultatet indgik senere i den såkaldte Vulgata-bibel. Han konfererede meget med jødiske lærde. De kan, set i lyset af det følgende, stadig have kendt det tidligere babyloniske idégrundlag - bl.a. hvad angår udtrykket "mudder", i stedet for den hebraiske versions "rød jord, støv".

Det lykkedes Hieroniymus at få en del af den oprindelige betydning med, da han med latinsk ordspil angav, at homo, 'mennesket', skabtes af humus, dvs. ikke mudder, men dog 'fugtig jord'. Jord var et velkendt symbol på den faste materie - og fugtighed, væde, var tidligt forstået som forudsætning for biologisk liv. Ligesom den oprindelige (babyloniske) mening står der f.eks. i den spanske Bibel, at mennesket blev skabt af lodo, 'mudder'. Men visse (f.eks. engelske) bibeloversættelser har "af støv". Flere andre har: "skabt af ler", hvilket har inspireret til et billede (allerede kendt hos egypterne): "Vorherre som pottemager".

Da vildsvinet - "den store søvn" - både skabte Adam af mudder og siden hen dræbte ham, var dette dyr med farlige kræfter anset for helligt (ligesom i nordisk mytologi) og derfor forbeholdt kongers jagt. Det var forbudt almindelige dødelige at spise det. Det er stadigvæk hos jøder og muslimer forbudt at spise al slags svinekød; det kaldes "urent".

Månen og Eva - og haven i himlen

Bibelens beretning om, at kvinden Eva blev skabt af et ribben fra Adam under hans søvn, er fra et sumerisk ordspil; sumerisk ti er 'et ribben'.

Men ti betød også 'den, der levendegør', og kun denne betydning overførtes, via babylonisk, til hebraisk Chawwa ('giver liv'/Eva), idet 'ribben' på hebraisk hedder zela. Hos sumererne, babylonierne og også hos egypterne (jf. Osiris/Horus' fødsel) var denne skabelse ligeledes forbundet med - halvmåneformede - ribben, og blev hertil sammenlignet med den voksende nymånes lyse bue, der øges synligt hvert døgn med et ekstra "ribben". På babylonisk øges den med 'en finger', sila, og Månens relation til hebraisk zela, 'ribben', er således stadig tydelig.

Dertil hører, at 'liv' på hebraisk hedder chaj, hvori bogstavernes talværdi er '18', der også er tallet for Månens formørkelsescyklus (18 år).

I "1. Mosesbog" (3,20) omtales Eva:

-"… han skulle blive mor til alt levende …"

- idet den hebraiske Bibels (konsonant)tekst her er en omtale i hankøn (pronomet er 3. person maskulinum singularis). De jødiske, teologisk lærde bibelafskrivere, masoreterne - der for blot 1.100 år siden indsatte markering af vokaler - mente, at dette måtte være en fejl. Men da emnet udspringer fra sumerisk, kan årsagen være det faktum, at Månen, der oprindelig fandtes i beretningen, var af hankøn hos sumerere, babyloniere og egyptere (ligesom hos folkeslag i Nordeuropa). Hos masoreterne ses denne baggrund at være gået tabt.

Ligeledes opstod problemer, da den hebraiske bibeltekst skulle overføres til bibler på andre sprog. Det var kun via visse ændringer, at der fra hebraisk kunne overføres f.eks. ordspillet om "træet til kundskab om godt (oprindelig betegnet "sødt") og ondt". Til oversættelsesbrug på græsk og siden latin måtte der "opfindes" en frugt - skønt denne ikke er specificeret i den hebraiske beretning. Det blev til et spil på disse udtryk: melis, 'sødt', og malus, 'ondt', samt melus, 'æble'.

Den Hebraiske Bibel har mange ordspil: Slangen er 'arum, 'snedig', 'snu', mens 'arummim betyder 'mennesker' - har særlige associationer.

Ordet for slange er nahash - og i "2. Kongebog" (18,4) hedder Moses' kobberslange Nehushtan, foruden at "4. Mosebog" (21,4-9) omtaler, at Moses lod lave en nehash nehoshet, 'kobberslange', ophængt på en nes, 'pæl/stage': Lydmæssige mønstres ligheder var - som "genkendelser" - krydsreferencer til indforståede sammenhænge.

Hele dette "andet niveau" i beretningen bygger på mange ordspil, der med de bagvedliggende opfattelser med to eller flere ting på én gang ville give forståelse af forhold, som i ord vanskeligt kunne udtrykkes direkte uden at begrænse betydningen. I Bibelens "Salomons Højsang" læstes om at gå ind i den fantastiske have, som var det en mystikerfortolkning af at "trænge ind i PaRDeS", og kærlighedsmotivet læstes som sjælens længsel efter sin højere tilstand i Guds nærhed.

Endnu et eksempel er en senere og apokryf tekst (tillæg til jødernes græske bibel, Septuaginta) med Daniel-teksten om "Susanne i badet". Her ses en lignende dobbeltbund i beretningen om haven, hvori der angives at være to "mindre rene" rabbier og to specielle træer.

I himmelgeometrien kunne "haven" opfattes som en cirkel/oval (Pardes) midterdelt af Verdensaksen op til en hovedstjerne, (hvide) Svane (ved Lyra), der med navnet Susanne, hebraisk Shoshanah ('hvid lilje'), repræsenterer "renhed". Under stjernen opfattes en tværakse vinkelret på Verdensaksen, og som et T-kors deles "haven", himmelcirklen, i en treenighed, øverst: den "rene" halvdel, og under: to "mindre rene" kvarte.

På Daniels hjemsted Babylon, hvor episoden foregik, betød rabbi også 'en kvart' (ordret 'stor' brøkdel) - og forstås også på aramaisk (jf. at enkelte af Bibelens Daniel-tekster er på aramaisk). Opdeling af haven med de to træer i hver sin del, samt at det ene træs frugter var søde, er som Bibelens paradisberetning med Livets træ og Kundskabens træ i hver sin ende. Himlens tredeling vises senere som et T i en cirkel O og ansås som genspejlet i det jordiske (jf. Orbis Terrarum i kap. 5).

Kirkefaderen Origenes insisterede på - med sin viden modtaget fra lærde jøder bl.a. i Egypten - at "mange bibeltekster er absurde eller endda umoralske, hvis ordene kun tages for pålydende eller bogstaveligt".

At Moses' religion, der - i lighed med andre store religioner - synes at have haft et øverste, mere tillukket, niveau for indviede, bestyrkes bl.a. af en gnostisk tekst, "Johannes' Apokryfon". Den hævder, at skabelsesberetningen ikke betyder dét Moses bogstaveligt har skrevet, men har en skjult mening, senere kun kendt via gnostisk åbenbaring. Uanset om idéen var korrekt eller ej, blev den behandlet som fast realitet.

Adam gav dyrene "i himlen" navne

Adgang til den esoteriske viden bag den kosmologiske eller universelle stjernelære var at bryde bibelteksternes mere vanskelige "segl" - og hørte til blandt de højere trin. Senere hen var f.eks. Augustin med sin indsigt i astrologien - hvilket beskrives i hans værk "Bekendelser" - endda stærkt kritisk over for virkningerne af tekstens almene brug. Han udtaler netop, at "de hellige skrifter":

-"… kan ikke være til nytte for nogen, med mindre man forstår dem på den rigtige måde …".

Blandt mere skjulte læsemåder af de forskellige lag - som bl.a. egyptisk og babylonisk præg har aflejret i de ældste dele af Bibelen - skimtes et kosmologisk-astrologisk stratum. Ved starten af "1. Mosebog"s skabelsesberetning (1,14-15) tales om at kunne se tegn på himlen:

-"… der sættes 'lysgivere' (himmellegemerne og stjernerne) på den udstrakte himmel … de skal tjene som tegn og markere årstiderne, og afmærke dage og år …".

Bibelteksten oplyser, at "Adam gav dyrene navne", og at det foregik i det himmelske Eden. Det oversættes til Paradis, et oprindelig persisk udtryk for 'cirkelkreds', 'omslutning', 'omhegnet have' - jf. også hebraisk gan (se nedenfor). Dette ansås som selve ekliptika-cirklens indhegning af havens indhold af dyr og andre ting, idet alt hvad der omtales i Paradis-beretningen findes på himlen og betegnes bl.a. ved mange stjernebilleder med dyrenavne, især i Dyrekredsen. Jf. også Jesu lignelse om vingården med havemuren om (og hovedhjørnestenen).

"Adam gav dyrene navne" i Paradis og blev deres herre - ud fra den gamle idé, at "dét, som man kender ved navn, eller giver navn, behersker man". Det opfattedes også i den relation, at Adam var "den første astrolog", da han derved beherskede kendskabet til stjernerne og deres hemmeligheder ved at give dem betegnelser som "dyrenavne på himlen".

Adam kendtes over hele Mellemøsten og Indien. I Babylon (Akkad) kaldtes han Tammuz, og det babyloniske skrifttegn for ham var overtaget fra sumererne. Tegnets form er en gengivelse af stjernebilledet Arcturus (også kaldet Bootes), der ved en linje/snor ses forbundet med "livmoderen": stjernebilledet Arctos (med de mange navne: Store Bjørn, Vildsvinet, Karlsvognen). Allerede tidligt hos sumererne ses Adam på himlen placeret inden for Dyrekredscirklen, dvs. i Paradis.

Jakobs to hustruers navne Rachel og Leah betyder på hebraisk hhv. 'får' og 'vildokse' og vil samtidig henvise til betegnelserne for de to første stjernebilleder, Vædder og Tyr, i Dyrekredsens række på himlen. Deres fars navn Laban, er en afledning af det hebraiske navn for 'Månen'.

Det i Bibelen hyppigt anvendte, oprindelig babyloniske (også så sent som hos Nebukadnezar) udtryk, "himlenes hærskarer", betød "stjernernes store skarer". Et tidligt israelitisk udtryk var Jahweh sebaot, normalt oversat 'hærskarernes herre', men er egentlig 'han frembringer hærene/stjernerne' - og er derved 'stjernernes herre'.

Tærskepladsens magiske kreds

I Egypten afbildedes Verdensaksen som en høj pæl, til hvilken en okses forben, Meskhetiu/Khepesch, var fæstnet på himlen i en snor (jf. nærv. kap. 10 om "Jobs Bog") og løb rundt om i hvert døgn: Ligesom en okse - i rundgang bundet til en pæl i midten af tærskepladsen - tærsker kornet med sine ben (klove): egypternes udgave af stjernebilledet Karlsvognen.

I mange oldtidslande var en tærskeplads et yndet symbol på himlen. De ofte cirkelformede, brolagte (eller på klippegrund) og i reglen højtliggende tærskepladser var i midten forsynet med en pæl til at binde trækdyrene ved, når de tærskede kornet under deres traven rundt om pælen. Her trak man en tærskeslæde rundt i samme cirkelbevægelse hen over kornet. Den praksis kunne ses så sent som i 1990erne i det sydlige Spanien.

Tærskepladsens pæl - "midt i himlen" - anvendtes som symbol for Verdensaksen med Tærskeslæden, der visuelt ligner Karlsvognen med sit tøjr til Verdensaksen og sin daglige cirkulation om den på himlen. I Israel blev disse højtliggende 'tærskepladser' (hebraisk goren) anset for "helligt sted" og magisk kreds. De var ofte runde - som et 'skjold', der på hebraisk har ordspil på gan, som er himlens 'Paradis', Gan Eden. Jf. også at helligsteder på hebraisk, bomah, er (betyder) 'høje steder'.

Ved gan er betydningen som skjold - rundt og hvælvet - udtryk for selve himmelhvælvingen, Paradis' sted. Det går igen i græsk, indisk og kinesisk myteform: hvælvingen er skildpaddens skjold (hvis mønster af "øer" er stjernebilleder); skjoldet er Lyra's (Lyren's) resonanskasse.

På nogle tærskepladser blev der også udført ofringer. Bibelen oplyser, at Jerusalems tempel for Jahweh-religionen blev anlagt, af David, på en tærskeplads. I forvejen var denne plads hellig for byens hidtidige jebusitiske religion. Hos Matthæus og Lukas vil Jesus stå med:

-"… sin kornkasteskovl i hånden for at gennemrense (byg?) på sin tærskeplads …".

Det er påpeget af Milano-observatoriets leder, den hebraiskkyndige italienske astronom og forsker Giovanni Schiaparelli (1835-1910) i sit værk "Die Astronomie im Alten Testament" (Gieszen 1904), at jøderne for 2.000 år siden kaldte stjernebilledet Karlsvognen for bl.a. Kornkasteskovlen. Karlsvognen ligner et skaft med stort skovlblad - og på himlen set fra Sydeuropa, Mellemøsten og Nordafrika drejes den hver nat helt ned og vil som nævnt lige strejfe Jorden (i horisonten), og hæves igen. Dvs. samme bevægelse som en kornkasteskovl, der fra tærskepladsen smider kerner op i luften som himlens utallige småstjerner (så avnerne blæses bort fra derfor højtliggende tærskepladser).

Karlsvognens stjerner (med relationer til livmoder etc.) ses knyttet til hieros gamos, det "hellige samleje". I Bibelen viser "Ruths Bog", at Ruth og Boaz udførte et hieros gamos-lignende ritual på Boaz' tærskeplads. Også her findes perspektivet med Verdensaksen, tærskepladsens midterpæl og idéen om kongeligt afkom - idet Ruth (skønt ikke-jøde) og Boaz herved blev stamforældre til Davids kongeslægt. "Ruths Bog" (3,4) fortæller, hvordan Boaz skal rense byg på tærskepladsen, men - bemærkelsesværdigt - midt om natten. (Jf. bind 1's appendiks). Han lagde sig til hvile på kornet, og Ruth anvises at snige sig ind, løfte kappen ved hans fødder og lægge sig der - og:

-"… så skal han nok sige dig, hvad du skal gøre …"

- og der blev de så "liggende resten af natten lige til om morgenen".

Også i dag hos Israels jøder af den oprindelige befolkning findes en overleveret skik, hvor brud og brudgom, klædt som konge og dronning, sættes på tærskeslæden og trækkes rundt og rundt på tærskepladsen.

I mange lande er det ligeledes skik, at der til en bruds traditionelle udsmykning hører en brudekrone. Det er en efterligning af regalier, der oprindelig var himmelsymbolik og tegn på hieros gamos-indvielsen, som dronninger som "guds-hustru" udstyredes med for 5.000 år siden.

Hvad guden eller guderne i myterne fremstilles at foretage sig, blev efterlignet af kongerne i deres ritualer, som herefter til en vis grad blev kopieret af de fornemme personer, der til sidst efterlignedes af folket. Parallelt hermed trængte de højere mysteriers hemmeligheder ud og endte med - trinvis - at indgå, især via religionen, i folkekulturen.

Først så sent som i 900-tallet e.Kr. afsluttede jødiske masoreter en fastlæggelse/rekonstruktion (evt. påbegyndt cirka 250 e.Kr.) - alene ud fra én tradition - af udtalen af Bibelens ord (der i et tidligt hebraisk skriftsprog ellers var uden betydningsstyrende vokaltegn). Sådan fastfrøs det nye system læseren til mest at opfatte kun én direkte forståelse ud af de mange flertydige begreber. Herved kunne dele af den bagvedliggende tradition (f.eks. stjernekundskab), filosofi og erkendelse (f.eks. om flere tekstniveauer) gå tabt.

'Paralleller' mellem det Gamle og Nye Testamente

Betegnelsen testamente er et græskinspireret latinsk ord, bl.a. for: 'pagt'. Gamle Testamente betyder den gamle pagt - den såkaldte gudspagt, nemlig en kontrakt som Moses overbragte til israelitterne. Mens de kristnes Nye Testamente var den nye pagt, som Jesus bragte.

Forholdet mellem den gamle og nye lære - bl.a. ud fra Paulus' "1. Korinterbrev" (10,1-11) - ansås at være, at Moses er forbundet med Lovens indstiftelse og retfærdigheden, og Jesus med Lovens opfyldelse og nåden. I Johannesevangeliet (1,17) betones "parallellen" også, men i lidt ændret form. Der blev tidligt ligeledes lagt vægt på de to tekstsamlingers forekomster af "paralleller" i sætninger og i indholdets betydninger.

I det Gamle Testamentes indledning mister mennesket adgangen til Livets Træ, men "får den tilbage" i det Nye Testamentes slutning. "Verdenstræet", Verdensaksen, er her: først og sidst - en kosmologisk faktor. Idet Bibelen også brugtes som et mysterieskrift, ansås "stjernemysterier" i det Gamle Testamente at findes "tilsvarende" i det Nye Testamente.

Rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 71) omtaler supplerende til "2. Mosebog"s beretning, at forinden Moses' fødsel i Egypten havde Gabri-el ("Jordens engel", jf. den egyptiske Jordens gud Geb), varslet undfangelsen over for hans mor. I parallelt perspektiv angiver evangelierne, at Gabriel gav Maria budskabet om hendes undfangelse af Jesus.

Gennem tiderne gik kirken videre og videre i opfattelsen af paralleller mellem de to testamenter. Derfor kunne oversættelser af det Gamle Testamente ses tilpasset, hvorved disse paralleller (ofte kunstige) skulle demonstrere, at hele det Gamle Testamente også kunne ses som én stor forudsigelse for indholdet i det Nye Testamente.

Den nye pagt ønskedes set som bekræftelse og forlængelse/udvidelse af den gamle. Men som bekendt opstod der ved dette skifte hyppigt strid blandt tilhængere af det gamle og det nye (de jødiske kristne).

Igen, ligesom Zadoks præsteskab i Jerusalem, og siden hen Ezra, ændrede i Moses' religion, blev også kristendommen ændret - især efter slutningen af 300-tallet f.Kr. - til mest at være en folke- og statsreligion.

Zadoks egentlig judæisk-levitiske præsteskab havde før Ezras tid fremtvunget, at religionens hovedsæde blev templet på Jerusalems Zionbjerg hos Judas efterkommere, judæere/jøder. Dvs. ikke på Samarias Gerizimbjerg hos Josefs efterkommere, sådan som Moses' beslutning lød, ifølge Bibelen. Senere hos de kristne opfattedes paralleller i Bibelens beretning om, at allerede Juda forrådte Josef - og en af Judas efterkommere forrådte Joshua ved at stjæle israelitternes fælles guld og i sit telt gemme det, nedgravet under teltstangen (allegori for himmelteltet og Verdensaksen og en guldskat ved dens rod), for at "Juda" ville have monopol på den kultiske viden "guldet" og skjule det hos sig selv. Og endelig at disciplen Judas (dvs. 'jøde') forrådte Jesus (hvis hebraiske navn var Joshua ligesom Moses' efterfølger).

I egyptiske kulter blev "vand forvandlet til vin" af Osiris. I græske kulter lod gudesønnen Dionysos vand forvandle til vin. Og "gudssønnen" Jesus forvandlede vand til vin ved brylluppet i Kana. Jesus kunne i den relation ses som "logos-sønnen", der "ledte vejen til Paradis":

- Tilsvarende førte Moses, hvis navn betyder 'sønnen' (egtl. 'barn'), de udvalgte ind i "Kanaans (rørets, Verdensaksens) land". Begge stod de som ophøjede vejledere inden for "den store lære". Foruden at Moses og Jesus i traditionen var forbundet med den skjulte lære.

Stjernelærens paralleller i Bibelen

Først og sidst var der - ligesom hos alle kultursamfund dengang - tale om, at religionen rummede en kosmologisk lære. Hvilket uundgåeligt inkluderede himmelmæssige forhold som forståelsesgrundlag.

Israelitternes 12 stammer var en opdelingsform, der i "1. Mosebog" (49,1-28) baseredes på idéen om Jakobs 12 sønner. De knyttedes som 12 stamfædre til nogle symbolske billeder, der i traditionen (bl.a. gengivet hos Josefus) er stjernebilleder inden for Dyrekredsens 12 himmelsektioner. I "1. Mosebog" (15,5) omtales, at Jahweh viste Abraham stjernerne og lovede ham, at Abrahams efterkommere skulle:

-"… blive talrige som himlens stjerner …".

Men dette kan også læses, som at deres antal skulle blive "som himlens stjernebilleder" - der var samme ord som 'stjerner' - og dermed blive som Dyrekredsens 12 stjernebilleder (der i sig selv rummer utallige stjerner). Moses var leder af 12 stammer, der modtog og viderebragte hans lære til slægterne. I det Nye Testamente havde Jesus 12 apostle, der modtog og viderebragte hans lære. Kirken satte den i forbindelse med de 12 Dyrekredstegn, heraf var de fire evangelister symboliseret (den såkaldte syriske tetramorf) ved stjernebillederne Tyr, Løve, Ørn/Skorpion og Engel/ Vandbærer.

Josefus fortæller, 93 e.Kr., i sit værk "Antiquitates" (205-219) om påfaldende lighed i mønsteret hos fødte ledere. Og her, at Moses' fødsel skete ved en særlig himmelkonstellation forudsagt af astrologerne, samt at kongen beordrede barnedrab. Begge dele kunne de kristne genfinde om Jesus, hvor de tre vismænd/astrologer så hans stjerne i øst - etc.

Som nævnt blev der ikke alene i den oldkristne kirke lagt vægt på "ligheder". I de senere pavers officin satte en hel komité i flere århundreder idéen i system og udpegede utallige eksempler på det Gamle Testamentes paralleller i det Nye Testamente. Nogle paralleller kunne eventuelt virke ægte, men flere andre fremtræder som fortænkte og forskruede.

Også inden for mysteriekulterne spilledes der på mange "paralleller" mellem Moses og Jesus. Moses omtaltes - f.eks. af Philo - som højeste mysteriekultleder, psykopomp og hierofant. Mens Jesus betegnedes - af Clemens af Alexandria - efter samme princip med kultiske titler, såsom "fakkelbæreren" og "mysteriekultpræsten".

Tilmed Jesus med sit hebraiske navn Joshua kunne associeres til Moses' efterfølger Joshua, idet Jesus havde erklæret, at han var kommet for at opfylde Moses' lov.

Kirken anså Moses' forordning om "de 12 stammer, der skulle spredes i Israel", som parallel til at Jesu 12 apostles tilhængere skulle spredes i Verden.

Moses kendtes i traditionen som en betydelig stjernekyndig - som ingen anden bibelsk person. Endnu i dag siger samaritanere i Israel, at:

-"… astrologi er en kunst, der går tilbage til Moses, som lærte det ved faraos hof …".

Også Jesus udtrykte sig med astrologien, der var uadskillelig fra hans samtid, idet han varslede om kommende tider og i flere evangelier talte - ligesom en astrolog ville gøre det - om "… tegn fra himlen …".

Ifølge bl.a. Matthæusevangeliet (12,25) sagde han:

-"… Og der vil være tegn i Sol og Måne og stjerner …".

Og (i 16,2-4) om jødiske teologer, de skriftkloge, sagde Jesus, at de:

-"… forstod sig ikke på at tyde tidernes tegn på himlen …".

En hændelse med langvarig efterklang var, at Moses, under en terapi for de syge blandt israelitterne i ørkenen, fik dem til at fokusere på en kobberslange ophængt på en pæl. Dette motiv genfindes på himlen som et stjernebillede (hvis navn nu er ændret til Sobeskys kors) - mens selve tegnet stadig i dagens medicinske verden er et helbredelsessymbol, kaldet Æskulap-staven, senere anvendt for "lægekunstens fader" Hippokrates.

Ved de oldkristne sekters og oldkirkelige teologers senere paralleliseringer mellem det Gamle og det Nye Testamente kunne det få betydning, at Moses' kobberslange på pælen/staven (som de syge skulle betragte) også var dette stjernebillede med det pgl. motiv. Dette er igen udsnit af et større stjernebillede 'Slangebæreren'', i græsk astromytologi kaldet Ophiochus eller Jason. Ifølge Josefus er navnet "Jason" identisk med hebraisk Joshua, på græsk Jesus' hvis berømte virke som helbreder kunne bidrage til "paralleliteten".

Rabbinerne om astronomi i Bibelen

I flere kapitler er demonstreret kosmologisk stjerneopfattelse indlagt i det Gamle Testamente. Ligeledes vil kunne ses, at metoden reelt har paralleller med en noget lignende underliggende struktur i flere af de tekster, der kom til at indgå i det Nye Testamente. Det har forskningen ikke hidtil beskæftiget sig med, skønt det heri kunne belyse en række sproglige gåder og problemer med en ofte mindre konsistent form.

Senere brugte også apostlen Paulus stjernemæssig terminologi, både med kendte udtryk - og mindre åbenlyst (jf. nærv. kap. 22). Forbilledet for ham eller hans sekretær Lukas var simpelthen (fortsat brug af) de tidligere omtalte tekstmetoder, der er anvendt i Bibelen.

Skønt overleveringer gennem tiderne har gengivet "Moses som den store astrolog", fandt det ikke genklang senere i den kristne kirke. Og Moses' lov indeholder et forbud (5. Mos. 17,3), nemlig mod at:

-"… tilbede Solen, Månen og hele himlens hær (stjernerne), hvilket jeg ikke har påbudt …".

Den omtalte "stjernetilbedelse" er flere gange i senere tider blevet forvekslet med astrologien, der ikke har med tilbedelse af planet- og stjerneguddomme at gøre. Men det kunne alligevel inden for den kristne kirkes lære anses for en betragtelig synd.

I Moselovens forbud var døden den strengeste straf for afguderi - dog fordredes mere end ét vidnes udsagn, mindst to eller tre vidner. Det var mest til afskrækkelse, der kendes intet til, at det nogensinde var effektueret. Moses' forbud mod stjernetilbedelse og spådomsmagi var rettet mod afsmitning fra semitiske nabofolks direkte dyrkelse af Sirius i form af gudinden Astarte og hendes pæl, Verdensaksen. Esoterisk stjernelære var noget helt andet. I den jødiske verden - men anderledes hos kirken - ses misforståelsen sjældent at forekomme.

Astro-mytologisk lære fortsatte ofte uanfægtet sin udbredelse: I rabbinerskrifterne udgør de tekst-helheder, der omtaler Sol, Måne, og planeter, stjerner og stjernebilleder samt astrologi og allegorier om disse emner, ofte op til 10 pct. af de ældre rabbinske teksters indhold.

Qumran-skrifterne og stjernerne

Optagetheden af kosmologisk-astrologiske emner sås også hos jødiske sekter med afvigende religiøse opfattelser. Bl.a. hos den sekt - som mange anser for at være essæerne - der var aktive i mere end 200 år og i 70 e.Kr. efterlod sig tekster på skriftruller i huler i Qumran i Judæa ved det Døde Havs vestbred: I Qumran-hule nr. 4 er der fundet en del manuskripter omhandlende astrologi, skrevet med hemmelig kodeskrift - netop fra denne sekt med dens specielle religiøse opfattelse.

Den engelske semitolog, John M. Allegro, var en af de førende udforskere af den jødiske "Qumran"-sekts efterladte skriftruller. Blandt stadig ansete værker om disse skriftruller handler hans "The Dead Sea Scrolls" (rev.ed., Hamondsworth 1958) om især det største fund af 550 tekster i Qumran-hule nr. 4. Her fortæller Allegro bl.a. om sektens anvendelse af astrologi, som dens medlemmer undertiden gengav med særlige kodeskrifttegn. Bl.a. at:

-"… Om natten, mens nogle sov i deres telte og hytter under klipperne rundt om, og deres brødre i sekten vedblev med deres uafladelige salmesang, plejede nogle af de ældste at stå i vagttårne og stirre ind i himlen, mens de noterede Månens og stjernernes bevægelser, og ikke alt i deres arbejde var af ren akademisk interesse. For dem kunne stjernerne og disses indbyrdes stillinger vise særlige indflydelser i menneskenes liv, og blandt deres (kultens) eksotiske dokumenter findes der et, som beskriver himmellegemernes indvirkning på de fysiske og åndelige karaktertræk hos dem, der er født i bestemte af Zodiakens stjernetegn. Naturlige fænomener, der indtraf på sådanne tidspunkter, kunne bruges til at forudsige særlige begivenheder …".

De astrologiske kodetegn er gengivet, og oversat, af Allegro i en af hans videnskabelige afhandlinger: "Qumran Cave 4" (Oxford 1968).

Han blev senere hårdt angrebet af teologiske forskere, der misbilligede, at han også prøvede at udforske spor af narkotisk tradition i Mellemøstens kulter, og at han tolkede for "freudiansk". Han anerkendes især for sine energiske oversættelser og udgivelser. Også de misfornøjede kolleger, der var kritiseret for sendrægtighed. Det er bemærkelsesværdigt, at det i datiden så vigtige stjernemæssige element ikke undersøges mere i de mangfoldige udgivelser om Qumranteksterne.

Stjernesønnen - og den evigt vandrende jøde

Især kendes astrologi anvendt i Mellemøstens mysteriesamfund uden for Israel, nemlig i Persien og Babylon, hvor de indviede især kaldtes "magere", magos (magikere). Som ydre laugs- eller indvielsestegn bar de en særlig tophue. Det var fra disse grupper, at tre magere i det Nye Testamente omtales at komme "fra Østerland" og varsle Jesu fødsel, hvor en særlig stjerne var observeret i øst. Gennem tiderne har mange ønsket at se en relation til et vers i "1. Mosebog" (24,17) - som blev fortolket til at omhandle en fremtidig stor leder af Israel:

-"… en stjerne af Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel …".

Lignende idéer ses i Qumranteksterne, f.eks. i "Damaskus-dokumentet":

-"… stjernen er fortolker af Loven …".

Stjernen var udtryk for en bestemt ophøjet person: i Qumranteksterne var en David-agtig messias betragtet som "guds søn". Og hos jøderne kunne en messias ikke tænkes uden også at være stærkt forbundet med det stjernemæssige: - Da en jødisk oprører i 132 e.Kr. lod sig omtale som messias, havde han hertil antaget navnet Bar-Kochba, dvs. 'stjernesønnen' (jf. illstr. s. 128). Da han, efter at have fortrængt romerne i tre år, sluttelig tabte, hånedes han med ordspillet Bar-Kisba, dvs. 'løgnesønnen'.

I ruinerne fra jødiske synagoger, bl.a. Beth-Alpha-synagogen (100-tallet e.Kr.) nær Galilæa, er fundet mosaikgulve med Dyrekredsens stjernetegnsymboler og solguden i sin vogn i midten.

Jødiske astrologer var i senere tider tilknyttet europæiske kongers og fyrsters råd. Jødiske (og arabiske) astrologers matematiske ekspertise blev anvendt ved opbygningen af Europas første observatorium og navigationsskole, prins Enriques de Navigador ('Henrik Søfareren') instituttet i Portugal i 1400-tallet. Ligeledes rådgav de portugiseren Magellan, både navigatorisk og astrologisk, ved dennes forberedelse til historiens første jordomsejling i 1519-1521. Og de havde på lignende baggrund rådet Spaniens kong Ferdinand til at støtte Columbus' projekt, som førte til Amerikas opdagelse 1492. Netop Rabbi Abrabanel - som på den tid videregav, fra gamle jødiske overleveringer, informationer med astronomisk dateringsforsøg for Moses' fødsel - har i Portugal og Spanien deltaget sammen med sådanne jødiske lærde rådgivere.

Hos de kristne i antikkens internationalt græskkulturelle verden kendtes stjernebilledet Cassiopeia, et navn der også indeholdt en betydning af 'sandallæder/sål sammensyet af flere lag'. Herudfra kunne de kristne se en forbindelse til legenden om den evigt omvandrende jøde, Jerusalems sandalmager ("skomager"). Her er relationer til det også i mysteriekulterne anvendte egyptiske "livskors" ankh, 'liv' - denne hieroglyf viser en sandalrem (jf. kap. 17), livets/menneskets jordforbindelse.

Som straf for at have skadet Jesus, var sandalmageren dømt til evig vandring og måtte kun hvile nytårsaften og da kun sætte sig på en plov: Denne legende hentyder til stjernebilledet Ploven, kaldet Triangulum, på himlen ved det sted, Solen dengang passerede ved nytår. Ud for dette sted findes stjernebilledet Andromeda, der i stjernemytologien netop har stærkeste relation til Cassiopeia. De fleste folkeslag havde nytår her, 21. marts, i flere tusinde år indtil for blot 300-400 år siden, da nytåret blev flyttet til 1. januar. Derfor tabtes forståelsen af "hvilestedet" og dets placering her ved optakten til påsken.

Stjernekoder i Noah-beretning

- og hos Homer og Æsop

Indbyggede meddelelser i Bibelen og i andre ældre tekster - og med tilsvarende princip i mundtlige overleveringer og myter - benævnes bl.a. som "steganografier". Ikke alene optræder de i Bibelen - de var stærkt udbredt overalt.

I sit værk om Odysseus og hans sejlads omtaler Homer flg.: Plejadernes stjerner; "Solens okser" dvs. planeterne; Kalypso, et navn for stjernebilledet Store Bjørn; og den enøjede Kyklop, dvs. stjernebilledet Orion. Det lå lige for i dette tilfælde at bruge stjernemotiver, fordi man i forvejen fulgte sin kurs til søs ved hjælp af stjernerne. Jf. som nævnt at i det Nye Testamente findes et særligt lag i Paulus' sørejse.

Som ydre form er myten brugt af Homer - her hævder den græske filosof Heraklit (540-475 f.Kr.), der også selv kan skrive kryptiseret, at:

-"… Myterne (af Homer) er profane, hvis de ikke bliver forstået allegorisk i deres dybere underliggende mening …".

Myteformen ses anvendt overalt - og indeholdt ofte stjernelære - bl.a. i: Jesu lignelser, Æsops fabler, "Tusind og En Nat" og i folkeeventyr. I den form tåles "slid" og mindre ændringer, da indholdets essens stadig vil bære en oprindelig information. Bevarelsen heraf støttes pga. opfattelsen af astro-mytologiske genparter i himlens stjernemønstre. De er alle generationers "store huskeseddel" - stort set uforanderlig i årtusinder.

Når gudinden Diana, en græsk version af Isis/Sirius, kendtes for sin bue og sin hund, var disse for en gudinde usædvanlige attributter udtryk for Sirius, kendt både som Buestjernen og Store Hund. Hun omtales også med flere hunde, dvs. inklusive stjernen Lille Hund, kendt under navnet Procyon, 'hunden foran': den stiger altid op først af de to. Jægeren, et navn for hendes nabostjernebillede Orion/Osiris, iagttager hendes badning i Floden: stjernebilledet Eridanus-floden, som Arken/Skibet sejler på. Orion/Jægeren/Smeden er dødelig, men genopstår.

I denne græske stjernemytologi optræder en styrmand med navnet Canopus - svarende på himlen til: At styreåren/roret ved Arkens/Skibets agterstavn er dette stjernebilledes hovedstjerne Canopus.

En af "Æsops fabler" fortæller om "hanen på ryggen af hunden på ryggen af æslet" og viser sig at være en metafor for Verdensaksen, med stjernebilledet Æslet nederst og Store Hund oven på dens ryg - og helt øverst Hanen. Sidstnævnte findes ved Verdensaksens øverste pol ved stjernebilledet Svanen (Hanen), kendt af babylonierne som tartu-gallu, 'kongehanen', og senere på arabisk-egyptisk som den Sorte Hane/Høne.

Oldtidskulturernes stjernenavne dokumenteres bl.a. i R.H. Allen's "Star Names, Their Lore and Meaning" (rev. ed., New York 1963).

Efter sidste fase på 17 dage i Arken (Canopus) sendte Noah herfra fugle til (Ravnens stjerner i) vest og til (Duens stjerne i) øst.

Og i Homers mysteriekultisk prægede kvad "Odysseen" varer også Odysseus' sejlads (i en sidste fase) 17 dage, hvor han fra sin plads ved 'skibets ror', canopus, skulle tage sigte efter Bootes-stjernerne (ved Jomfruen) i vest og derefter mod Plejaderne i øst (ved Vædderen's grænse). De distinkte sigtelinjer og himmelsk mysteriegeometri ses i begge symbolske fortællinger. Odysseus skulle navigere med Karlsvognen til venstre for sig, dvs. holde en øst-kurs. - Myterne henviser sluttelig meget ofte til øst - stedet med Solens genfødsel' af dagen og året.

Her i "Odysseen" omtales en kæmpe med ét - blindt - øje midt i panden. Astro-mytologisk er det stjernebilledet kæmpen Orion/Kain (jf. det såkaldte Guds mærke i Kains pande opfattet som "det lukkede 3. øje"), hvis øverst placerede stjerne er Orions blinde øje (al-Hak'ah, 'den blinde plet'). Den enøjede kæmpes vædder bar Odysseus ud ad "porten" til Solen: Den stjernemæssigt faste rækkefølge fra Orion frem til Vædderen med forårsjævndøgnets (det gamle nytårs) "solport" i øst.

Sfinxens gåde, - den gordiske knude,

- og Dantes system

Når mytens Oedipus ('dårlig fod') skal gætte en gåde foran sfinxen, foregik det oprindelig ved sfinxen foran "den store pyramide". Pyramiden opfattedes også som en himmelgeometrisk genpart dannet af Karlsvognen, Plejaderne og Sirius - nær Sirius ses stjernen Krebsens "dårlige" (venstre) fod (delta Cancri). Sfinx-gåden, "at gå på fire, to og tre", har som løsning: "mennesket", repræsenteret af Orion, der i hele Middelhavsområdet og syd herfor kan iagttages stige op på himlen netop "gående" på den måde. Det demonstreres udførligt i Aratos' stjernedigt "Phainomena" fra 270 f.Kr.

Alexander d. Store overhuggede "den gordiske knude" på et tov af bark fra kranion ('korneltræet'), der bandt (Karls)vognen ("livmoder"-Bjørnen): Symbolsk (dvs. i sit hoved/kranium) fik han i kultisk regi overskåret sin moderbinding ("psykiske navlestreng"): En psykisk-terapeutisk handling udøvet i de gamle kulter. Tovet/snoren fra moder-Bjørnen til (hovedet på) hendes søn, Bootes, var en af de vigtige sigtelinjer på himlen.

I Egypten vises Bjørnens stjernebillede som Meskhetiu (formet som en okseskank) og har "tilsvarende" en snor hen til - eller harpuneres af - gudesønnen Horus (farao som Horus). Netop "skanken", låret med hoften, kendes overalt som eufemisme for livmoder. I babylonisk udgave er det semitiske konger, der harpunerer Vildsvinet (den babyloniske Karlsvognen).

I Plutarchs Alexander-biografi rummer teksten om Alexanders fødsel nogle skjult indbyggede astrologiske henvisninger. Præcis samme princip har Svetonius' "Kejserbiografier" i teksten om kejser Augustus' fødsel.

Forbavsende sent ses den dobbelttydige læseform overalt. F.eks. hos den persiske 1100-tals digter Omar Kajjam. Og senere i Shakespeares værker, der vrimler med direkte astrologiske udtryk - også i det skjulte, ubemærket af litteraterne.

Den også af kirken højt estimerede italienske digter Dante Alighieri (1265-1321) konstruerede sin "Divina Commedia" ('Den Guddommelige Komedie') som et system af hundrede kvad. Dets omhandlede rejse gennem helvede, skærsilden og paradis afspejler universet i et komplekst etisk, politisk og religiøst system - og symboliserer sjælens vej fra synd og mørke til renselse.

I dette store værk viser Dante sig stærkt influeret af esoterisk-astrologisk lærdom. Han havde kontakt med en mysteriekult i en af sine eksilbyer, Ravenna, der havde mange århundreders statsligt tilhørsforhold til Byzans, hvor forbindelser var bevaret til oldkristendommens tidligt forbudte mysteriekulter. Værket kan være en hjælpende nøgle til at forstå det astrale symbolsprog i "Johannes' Åbenbaring".

Tilbage til Moses. Flere af Torah'ens oprindelige tekster var baseret på overleveringer fra Egypten, der har været skrevet med hieroglyffernes billedtegnsystem og et flerdobbelt betydningsindhold. De skulle derefter transformeres til et andet sprog, hebraisk, med et helt andet skriftsystem - alfabetet. Det krævede selvsagt andre måder at udforme teksterne på for stadig at kunne udnytte princippet med "flerdobbelt indhold".

I Bibelen synes dette forhold at have været medvirkende til Mosebøgernes undertiden mindre uhomogene stil. Den ses i forskningen til tider overfortolket eller forsket ud fra nutidens skiftende litteraturteoretiske strømninger, der ikke registrerer de skjulte lag eller nøgler i de oprindelige teksters udformning til kultisk brug.

_________________________________

RESUMÉ:

• Det Nye Testamente har sit grundlag i en kultur ikke mindst præget af det Gamle Testamente. De kristne begyndte tidligt systematisk at søge paralleller mellem de to tekstsamlinger.
• Blandt de ældste kultursamfund var religionen altid forbundet med en kosmologisk lære - de himmelmæssige forhold med stjernerne var et uundværligt forståelsesgrundlag.
• Også Qumran-skrifterne indeholder tekster af astrologisk observans.
• Parallelismer mentes at kunne findes inden for det Gamle og Nye Testamente ikke alene som religiøse "citater", men også når det gælder både direkte og billedlig omtale af stjernelæren og stjerneforbundne emner.

_________________________________

Arken i ny skikkelse med 'menneskesønnen' korsfæstet til masten, der udgør nederste del af Verdens-aksen - og med St. Peter som rorsmand i stedet for den gammeltestamentelige Noah. (Illstr. i italiensk 1400-tals manuskript).

Kurvens okkulte indhold

Et særligt højdepunkt i mysteriefesten, uanset kulten var græsk, romersk, persisk etc., var, når de såkaldte "hellige ting" fremvistes ved på et bestemt tidspunkt at blive taget op af en sivflettet lågkurv eller (en) ark.

Dette foregik ved nogle ritualer i mysteriernes såkaldt psykodramatiske proces (jf. også illstr. s. 128). Her indgik netop "fra kurven til kisten": fra fødsel til død - i et nøje timet moment - for at en forberedt og programmeret psykisk effekt hos kandidaten skulle lykkes optimalt.

De "hellige ting", der blev taget op af kurven eller arken, kunne være "Osiris' phallos". Eller "Jomfruens spire eller skud": på egyptisk christ (.hes-t), dvs. 'spire' (eller 'scepter'), der var et kornaks, ofte af guld. Jf. indflydelse fra egyptisk kultpraksis; samt Esajas-citatet, der i kristen tradition blev til forudsigelse om Jesus: "spire/skud, der vokser på Davids stamme". I kurven kunne det være barnet - "stjernebarnet", en dukke udformet som et "gudebarn" kaldet Jao-Bacchos eller Io-Bacchos; formen Jo genkendes ved egypternes månegud Jah samt israelitternes korte form af Jahweh-navnet.

Clemens af Alexandria havde - inden han blev kristen og senere kirkefader - selv været "en myste", dvs. et indviet mysteriekultmedlem. Han fortæller om "den hellige formel ved mysterierne", at:

-"… jeg fastede, jeg drak af blandingsdrikken, jeg tog op af kisten og berørte det. Jeg lagde det i kurven og derfra atter i kisten …".

At den vise Moses i Egypten oprindelig havde ligget ligesom gudebarnet Horus i en flettet kurvekiste/ark med låg, var af mægtig betydning i disse kultiske indvielsesmysterier. "2. Mosebog"s tekst (2,1-10) om Moses i den lille ark på Nilen bruger det hebraiske udtryk tebat for 'ark'.

Det ord kendes på egyptisk som tepet eller debait og på græsk taibe, der igen blev det græske navn Theben for Øvre Egyptens hovedstad No, hvor guderne ustandselig blev båret i procession i kister og i små både. Arken med Moses var da på én gang kiste og båd. Det nævnte hebraiske tebat for arken på Nilen er også brugt for Noahs ark - de to eneste gange det ord bruges i hele Bibelen (ikke at forveksles med Pagtens Ark, 'aron).

Selve ordet ark (arc) betyder på flere sprog også 'bue' - som i regnbuen og Buestjernen, der viste sig ved arken. De indviede bygmestre - hvoraf "frimurer"begrebet er opstået - kaldes med et græsk forbundet udtryk arkitekt og er delvis et oprindeligt babylonisk udtryk (teqnu). Tilsammen betyder det 'øverste bygmester'. Mens "ark" også indgik i latinsk arkanum, der betyder 'hemmelighed'. Det 4. af de 7 trin i de græske mysteriers kulter hed kistophoros, 'den, der bærer kultladen (kisten)'.

Den nye - genfødte

- fra kurven/arken

Den Hebraiske Bibel kalder den lille ark med Moses, tabat gome, dvs. 'kiste/ark af papyrus' (genitivisk). Den blev tætnet med zafeth, 'beg'.

Selve tætningen af denne ark med asfalt og beg adskiller sig fra omtalen af Noahs ark, som var blevet bygget af træ af arten gofer, der så fik et ordspil med kofer, der var et andet hebraisk ord for 'beg'.

Men zafeth, 'beg', importeredes fra Kanaan ("La Recherche", fevr. 1990) og affødte et egyptisk ord, også på Hatshepsuts og Moses' tid: sifet - det egyptiske navn for et olieprodukt, både i form af 'beg' og som 'salveolie' især til præparation af de afdøde i kisterne. Blandt Bibelens forskellige ord for 'beg' kunne Moses-tekstens valg af det egyptiske zafet netop hænge sammen med Osiris-ritualets kiste eller ark i den oprindelige hændelse.

Egypterne anvendte en sådan kiste eller "kassekuffert" til at opbevare og transportere gudebilledstøtter, gudestatuetter, ved religiøse optrin. Bl.a. et ritual velkendt fra den egyptiske mytologi, der foregik ved at gudinden Isis' indgriben lod gudebarnet Horus som ny konge genopstå fra den afdøde kongegud Osiris' ark (kiste), der sejlede på Nilen.

Der synes ved episoden med Mosesbarnet i arken på Nilen tilsvarende at være opført et mysteriespil. Kongehus og højtstående var udklædt som guder - med Faraos Datter i en hovedrolle som Isis, der bader i floden - og med symbolsk gennemlevelse af gude/kongebarnets ankomst.

Mysteriespil-akten ses også i rabbinerskrifternes omtale (Baring-Gould, II, s. 76) af, at Faraos Datter konkret betegnede episoden som:

-"… den hellige handling på floden …".

Idet Isis lod Horus opstå genfødt fra Osiris' kiste, fremgår det "tilsvarende" af bibelteksten, at det er Faraos Datter, der åbner arken, så at barnet, den nye konge, kunne "opstå" fra arken.

Noahs ark opholdt sig 40 uger på vandet, og først nu så Noah dagslyset efter at have været lukket inde i hele den tid, dvs. svarende til normalt 9 måneders graviditetsperiode, hvor et foster er omgivet af fostervand. I kulterne foregik dåben ved, at kandidaten fik hele kroppen og hovedet neddukket i vandet. Det var en renselse, men kunne desuden opfattes symbolsk at være omgivet af fostervandet, inden genfødslen derefter blev gennemspillet i kultens regi.

Sirius, buen på himlen

Arken/Skibet var navnet på det stjernebillede, hvis hovedstjerne Canopus findes ved foden af Verdensaksen. På denne stjernedannede linje tværs over himlen findes stjernen Sirius oven for Canopus, de to overhovedet klareste stjerner af alle på himlen. Sirius og dens betydning optræder igen og igen i bibelske såvel som de kultiske tekster.

Osiris' ark - den "sejlende kiste" blev på himlen identificeret med Canopus-stjernen - hvorfra Horus, kongebarnet, blev taget op af gudinden Isis, der var identificeret med Sirius: Som i faraos mysteriespil - hvor egyptiske konger har om sig selv anvendt denne betegnelse:

-"… Søn af Sirius - og leveret fra Nilen …"

- ifølge emnet "Sirius" i Eberhard & Helck's Lexicon der Ägyptologie, (Band 5, Wiesbaden 1984). Der har temmelig sent i historien eksisteret den viden, at Moses var et egyptisk kongebarn "leveret fra Nilen" og herved "søn af Sirius (Isis)".

Den gamle talemåde, at "dér, hvor regnbuen udgår fra, ligger en guldskat" - er fra astromytologien: Visdomsguldet kan hentes fra sit gemme i arken (Canopus). Forståelsen gentages, da den Hebraiske Bibel har samme ord for arken med Moses som for arken med Noah.

Idet Noah over arken så pagttegnet - der ifølge Bibelen var "buen på himlen" og almindeligvis også udtrykt som 'regnbuen' - var det et dobbelttydigt begreb overalt i Mellemøsten. Hvorimod det andet kendte udtryk for Sirius var "Buestjernen"'. Og da denne stjerne identificeredes med gudinden Isis, var den symbolske "gentagelse" af ingredienserne ved Noah-i-arken og Moses-i-arken herved fuldstændig.

Da Noahs ark fik lugen åbnet, og lyset kom ind, kom "buen på himlen" til syne over arken. Buestjernen Sirius/Isis befinder sig altid direkte over Canopus i stjernebilledet Arken. Dette (der var genspejlende Noahs oplevelse) var det nu det syn, der mødte Moses, da lyset kom ind, da Faraos Datter i rollen som Isis/Sirius lukkede den lille ark-kurv op og kiggede ned på ham: Det første stærke indtryk, når låget åbnes.

Beskrivelser fra græske mysterieindvielser viser, at præcis når kurven med dens effektfulde indhold åbnedes for den person, der skulle indvies - og som under den "programmerede" kulmination af forløbet nu kiggede på kurvens indhold - indebar dette en psykisk trigger-effect: I kulterne var dette betragtet som et af de mest afgørende momenter for kandidatens spontane erkendelse under selve indvielsesakten. Denne akt forstås derfor først i sammenhængen med oplevelsens regi.

I andre tilfælde kunne akten udføres i omvendt form: At være lukket inde og med effekt få kistens/arkens låg åbnet. Dette skete for en lang række konger, ofte med gudestatus: Den akkadiske Sargon, de græske Erichteus, Dionysos og Attis, den indiske Karna, den romerske Romulus, den nordiske Skjold eller Sheaf ('neg'), den turkomanske Tu-Küeh m.fl. - havde som spædbørn gennemgået den proces, en indvielse til at være "den nye konge". Ifølge de gamle tekster foregik denne praksis reelt - det var ikke "vandresagn".

Oldgræske beretninger omtaler Erichtheus' kurv/ark. I Skandinavien, der modtog mange impulser fra Mellemøsten, ankom kongebarnet Skjold/Sheaf i et skib. Også til sejlads til efterlivet (ligesom Osiris) gravsattes konger/høvdinge i skibe eller under stensætninger i skibsform.

At Jesus genopvakte Lazarus var en typisk mysteriekultisk akt - navnet indeholder (el)Azar (og græsk endelse os): Osiris-navnet på egyptisk Asar, guden der døde og genopstod til fortsat liv. Han blev en hovedfigur i kulternes dødsmysterier. Den, der her skulle indvies og blev lagt i en kiste, ark eller blot på en overdækket båre, skulle efter indtagelse af en speciel droge derefter ligge død i tre dage og nætter - dvs. akkurat så længe som Månen er forsvundet i dagene før synlig nymåne. Han blev så endelig "genoplivet" af kultens mester.

Den græske filosof Diogenes, ca. 400 f.Kr., beskrives at bo i "en tønde". Det græske ord herfor betyder 'keramisk lerkiste med låg' til begravelse af et lig i fosterstilling. At Diogenes, dvs. 'gudefødt', var i en lågkiste - en type især med sivkurvfletmønster i leret - ses forbundet med mysteriekultlæren. Legenden kendes i forbindelse med Alexander d. Stores besøg hos denne filosof. Alexander anmodedes om at flytte sig en smule, så "Solen" kunne skinne på Diogenes. Igen, lyset skulle falde ind.

- En kultisk pointe lå i, at Alexander var født på en speciel Sol-dag: den dag hvor Solen passerer Løvens hovedstjerne Basiliskos/Regulus.

Diogenes grundlagde en filosofisk skole, kynikerne - fra græsk kyon, 'hund', et navn pga. en "påstået skamløshed". Men på ovennævnte baggrund synes han (også) især at være kultisk tilknyttet Sirius-mysteriernes lære om Verdensaksen med Sirius. Et af Sirius mest udbredte navne var Hundestjernen, og som nævnt, var stjernens forbundethed med Solen og relation til Arken/Canopus, her (ler)kisten, velkendt allerede i egypternes afbildning af Isis' (Sirius') sjakal-hund Anubis liggende på en særlig kiste.

Indviede blev som født på ny: De fik da ofte nyt navn og, i senere skik, nyt horoskop. De afførte sig det gamle menneske og, ligesom her:

-"… iførtes det nye, som fornyes i sin skabers billede til sand erkendelse …" (Paulus' "Brev til Kolossenserne" 3,10).

Arkens dobbelttydning

Den for egypterne vigtigste stjerne, Sirius, blev også i gnostisk-kristne og andre retningers mysteriespil personificeret i rollen som Isis. Det blev i senere mysteriers udgave til - efter den delvise "af-egyptificering" af Moses - at Sirius nu i stedet blev identificeret med Moses' påståede "søster" Miriam, senere kaldet Maria. Sirius blev også kendt som (Jomfru) Maria Stella (og også "marina stella", 'Havets stjerne').

Foruden Bibelens og mysterieteksternes sproglige mystik og mange ordspil for stjerner og Verdensaksen, der forbinder disse med Noahs og Moses' ark, fremgår i det rabinerskrifterne, at også Noahs hustru hedder Miriam. Her bliver der igen relationer til Sirius.

I kulterne kunne det fremstilles, at Sirius, nu "søsteren" Miriam, befandt sig blandt rør/siv (kana), dvs. også Verdensaksen - ved floden, der er stjernebilledet Eridanus/Floden ved stjernen Canopus, Arken.

Og Levi-kvinden, der ifølge Bibelen giver Moses mælk, befinder sig også ved stedet: Af roden i ordet levi findes - ud over allusionen til 'Månen' - også betydningen 'hvid' og 'mælk'. Mælkevejen, der følger Verdensaksen hen over himlen, var både i Egyptens og Mellemøstens astromytologier opkaldt efter 'mælk'. F.eks. hos grækerne fik Zeus som nyfødt gudebarn mælk fra geden Capella, kaldet Amalthea, 'sundhed', der er en af de større stjerner ved "mælkestrømmen" på himlen.

Betydningen af Buestjernen Sirius oven over arken skulle Noah se som pagtstegnet for: "ingen ny syndflodsoversvømmelse". Men der er oprindelig en yderligere dobbelthed, der også viser hen til den egyptiske baggrund, idet Sirius i det gamle Egypten var nøje forbundet med Nilens oversvømmelsesperioder, både kalendermæssigt og mytologisk.

I Egypten fik kirkefaderen Origenes fik mange informationer af lærde jøder. Fra den viden hævder han, at det netop ikke var meningen, at Bibelens fortælling om Noahs ark skulle forstås bogstaveligt:

-"… alene foderet til elefanterne i de mange måneder i arken ville være et kæmpe problem …".

I nogle tolkninger ses der på visse målforhold ved arken og forhold ved den store pyramide ved Giza. Den er ikke en kongegrav, men mysterieindvielsesrum, og er derfor uden et eneste vægmaleri eller inskription, der ellers var i alle kongegrave. Den har indgang oppe på siden. På hebraisk er tsohar: Noahs arks 'indgang/luge/lysåbning' eller 'tagrygning' med gavltrekant: arken set som en tresidet prisme/pyramide-form.

I Egyptens tradition for at templerne opbevarede hellige gudebilleder i særlige kister brugt i procession til lands og på floden, genkendes episoden med Moses som et gudebarn i den lille ark på Nilen. Samt at Moses' "hellige tekst" Torah (Loven) blev opbevaret i Pagtens Ark. Denne var konstrueret med "et sæde" ovenpå, "Jahwehs tronstol", så israelitterne uden at krænke billedforbudet alligevel kunne bære en kiste med Jahweh (skønt usynlig), ligesom egypterne gjorde med synlige guder. Jahweh var placeret direkte på Loven, jf. at egypternes guder kan ses opstillet på "lov og ret", ovenpå en målestok, maat, 'sandhed', 'ret', 'lov', 'vedtaget mål' (jf. lign. i engelsk rule: 'regel', 'regere' og 'målestok').

I kulterne kunne gudens (Jahwehs) placering/sæde på arken anses at have et himmelsk sæde som den hellige stjerne Sirius' placering "oven på" Canopus/Arken, hvilket kunne være dette specielle motivs baggrund inden for Moses' hemmelige lære. Idet Moses var stærkt imod decideret dyrkelse af stjerner, har det været selve den kosmiske idé bag dette billede, det først og sidst handlede om.

Arken - Himmelskibet

Indviede på et særligt trin fik i kulterne en titel, "bygmester", også kaldet "tømmermanden" - en betegnelse allerede for Enkidu i den sumeriske myte om Gilgamesh. Tømmermanden tænktes også som den formelle far (Josef) til Jesus, idet Jesus var "den anden Adam". Jf. menneskesønnen på hebraisk er ben Adam, 'Adams søn' (men ikke på aramaisk: bar nasha). Adam ansås mytologisk som "den første tømmermand", der tildanner (og måske kan "overvinde") Verdenstræet, Verdensaksen - jf. også Johannes Døbers ord:

"… øksen ligger ved træets rod …".

Det økseformede stjernebillede Orion ses ved Verdenstræets rod på himlen. På himlen findes desuden "stalden med oksen og æslet samt Jesus-barnet på stråene i krybben", idet der ved stjernebilledet Æslets hoved findes stjernen Praesaepe, græsk for 'Krybben'. Den stjerne hedder Nangaru, 'Tømmermanden' ("bygmesteren") på babylonisk, det sprog der dengang brugtes "internationalt" til astronomiens termer.

Selve Bethlehem-stjernen observeredes af "hyrderne på marken" ("hyrde" var også en indvielsestitel). Begivenheden synes at være foregået i den anden Bethlehem-by, der ligger blot 8 km fra Nazareth. Hyrderne ventede nærved i byen Nain, dvs. 'marken', der også var navn for stjernebilledet Pegasus' firkantform (babylonisk og hettitisk iku, 'markfelt') tæt ved Bethlehemstjernen, Andromedagalaksen (M-31) i øst.

Når de østerlandske indviede astrologiske magikere - de tre vismænd, der "havde set (Bethlehem)stjernen i øst" - efter at være nået frem fik første glimt af Jesus-barnet placeret på stråene i krybben, kunne det i sig selv virke som indvielsessymbolik.

Det egyptiske sst3 (seshta) betød flere ting, bl.a. 'mysterie', 'hemmelig viden' og 'kornsort', 'et lig' og (senere) 'kiste' - i Erman & Grapow's "Wörterbuch …" (4, 1930, s. 298-300): Det kunne associere til akset i kisten og Osiris' lig. (Jf. kong Skjold lå på et neg oven på en økse i skibet).

Ifølge det Nye Testamente sejlede Paulus til Rom med et skib med en last korn, men skibet havarerede (jf. nærv. kap. 22). Han måtte skifte skib: Systemskiftet fra jødedom til kristendom - et nyt skib/ark med korn (kulternes aks). Skibets symbolik brugtes senere meget hos kirken.

Kursen markeret på himlen

Kirkefaderen Clemens af Alexandria var stærkt påvirket af sin baggrund fra de græske mysteriekulter. I kodeform - og gemt i en mere almen tekst om opdragelse - røber han i sit værk "Pædagogus" (III,59,1) om et af de omtalte "segl", der giver adgang ("opdragelse") til den højere lære:

-"… Jeres Segl skal være Duen, eller Himmelskibet som de styrer imod, eller Musiklyren, som det er optegnet af apostlene-Fiskerne …".

Her genkendes himmelskibet som stjernebilledet Arken (Noahs ark) med stjernen Argos/Canopus som styreåren ved agterstavnen - i græsk stjernemytologi hed dette skibs styrmand Canopus; Lyren er stjernebilledet Lyren øverst på Verdensaksen; styringen/kursen følger her særlige himmelgeometriske sigtelinjer.

Seglet betød "dåben" - og havde forbindelse over til "duen", Helligåndens symbol. Duen kaldtes også Bethlehemstjernen (Andromedagalaksen) og var babyloniernes navn for stjernen. (Det gik af brug og må ikke forveksles med en helt anden stjernes senere navn Columba, 'Duen').

Idet Moses' navn var egyptisk og betød 'barn', indgik undfangelsen af Moses som "gudens barn" i arken/kurven i de egyptisk-græske kulters begreb "logosbarnet". Dette barn opfattedes som 'spire' (egyptisk christ) eller frugt af "den åndelige hieros gamos-akt".

Kirkefædrene anvendte en kristen kultisk forklaringssymbolik: at Jomfru Maria blev befrugtet gennem øret ("øre" var almindelig talemåde for 'forstå'), ved at Guds udsending, ærkeenglen Gabriel, her indgav logos fra Gud om, at Jesus skulle fødes. Denne forklaring i et filosofisk billedsprog blev taget bogstaveligt af ikke-kultiske kristne.

Det blev siden hen opfattet som konkret mirakel, hvorved undfangelsens biologiske proces - i senere teologi anset for "besudlet" - kunne undgås. I kulterne ansås dét, Maria hørte, at have "vægten" af logos.

Cirka 600 e.Kr. begyndte Mohammed sit virke og ville bl.a. indføre visse reformer i jødedommens praksis, som han mente var blevet en afvigelse fra Abrahams og Moses' lære. I begyndelsen, da Mohammed ledte bønnen i sit gårdhus i Medina (Jathrib), blev bønnerne rettet mod Jerusalem. Men da de fleste jøder i Medina ikke modtog hans forkyndelse, eller ligefrem modarbejdede ham, ændrede han bede-retningen, der nu blev vendt mod Mekka, hvor den hellige sorte sten i Kaaba'en findes.

Kaaba'en er orienteret mod stjernebilledet Skibets/Arkens hovedstjerne Canopus, dvs. ved foden af Verdensaksen på himlen. Dette beskrives af en arabisk forfatter fra Yemen i 1100-tallet. Ifølge islamisk tradition blev Kaaba'en grundlagt til helligsted af Abraham. Ældste historiske reference beretter, at da stedet var blevet ødelagt af en brand, lod Mohammed det genopbygge - i første omgang med træ fra et strandet byzantinsk skib i Djudda og overdraget af kaptajnen Bakhum, en koptisk kristen. Også her ses idéen om "skibet" forbundet med en helligdom.

Skød gamle Jakob med bue?

I mysteriekulterne i Alexandria-tiden kom Moses' lærdomme, mere end tusind år efter hans død, især i brug både i den jødiske mystik og i mysteriernes stjernelære - også ud fra hans ry som "den store astrolog".

En baggrund kan være indlagte astro-mytologiske lag i bibeltekster, der tilskrives hans forfatterskab. Igen, idet han var mosis, egyptisk for 'sønnen', 'barnet', og blev en profet, er det påfaldende i senere græsk mysteriekultus, at "sønnen"s trin, det 6. indvielsestrin, hed astronomos, 'stjernekenderen' - og det 7. trin prophetes, 'profeten', 'forudsigeren'.

Der ses astro-mytologiske motiver allerede bag den berømte drømmetydning, hvor Jakobs søn Josef ifølge Bibelen beretter til sine 11 brødre at have drømt, at Sol og Måne og 11 af himlens stjerner - dvs. de 11 af Dyrekredsens 12 stjernebilleder - bøjede sig for ham.

Jakobs/Israels 12 sønner blev måske reelt eller symbolsk stamfædre til nationen Israels 12 stammer. De bliver i det lange kvad i "1. Mosebog" (49,3-27) repræsenteret af stjernebillederne forbundet med Dyrekredsen. Også Josefus gør rede for netop denne sammenhæng.

Israel kunne herudfra forstås som et sandt mikrokosmos, en afspejling af de himmelske forhold - med søen Genezareth, på hebraisk Kinnereth, 'Lyren/Harpen', stjernebilledet øverst på Verdensaksen; og med landet Galilæa, fra ordet Gilgal, 'kreds', 'Dyrekredsen'; samt Libanon, fra Leban, 'hvid' og 'Måne'. Alt det indgår i Kanaan som Verdensaksens "forjættede land". - I "1. Mosebog" (48,22) taler Jakob om en:

-"… højderyg, jeg tog fra amoritterne med (sværd og) min bue …".

Men den gamle patriark Jakob har naturligvis næppe nogensinde holdt på en bue eller beskudt nogen for at tage deres jord. For inden da siger teksten (33,18), at Jakob i Si'kem, i det senere Samaria, havde kontant købt en lokal højderyg af sønnerne af Ha'mor.

Men dette navn betyder 'han-æsel'. Her er igen et samspil på det gamle stjernebillede Æslet (der omfatter Sirius) og (Jakobs) "bue", som er selve Buestjernen Sirius. Lokaliteten Si'kem betyder egentlig 'skulder' (nært tilsvarende vores udtryk: bjerg-ryg) - det udtryk var desuden navn på en stjerne, "(Bukkens) skulder", i Stenbukkens stjernebillede.

Stjernemæssige navneanvendelser findes også hos Moses' efterfølger, Joshua, søn af Nun, dvs. 'Joshua, søn af Fisken(e)'. Jf. igen, det hebraiske navn for Jesus var netop Joshua - samt at Jesus uddelte fisk, var omgivet af fiskere (disciplene), og at de kristnes mærke var ixthys (ikhthys), 'fisk'. Joshuas våbenbror hed Kaleb, 'Hund', igen det i hele Mellemøsten udbredte navn for Sirius, altså Store Hund eller Hundestjernen.

Plejaderne i de indviedes kosmologi

Tidligste kendte omtale af kongebarnsritualet, hvor et barn, sejlende alene på floden, tages op til kongepaladset, er forbundet med kong Sargon I, cirka 2300 f.Kr. Hans mor var en kongedatter i Azupiranu (akkadisk og babylonisk navn for 'befæstet by', 'borg') beliggende ved Eufratfloden. Byen var også meget kendt under navnet Sippara (jf. bind 1's app.)

I beretningen herom kaldte Sargon sig konge af Akkad (senere også af Babylon) og fortalte, at han som spæd fra den lille sivbåd på Eufratfloden blev modtaget af en vis Akki. Ordspillet på Akkad og Akki synes at have betydning for de indviede. Stadig 1.500 år efter Sargons tid angiver den romerske beretning om kongedatteren Ilia Rea Silvia's søn med guden Mars (den etruskiske Quirinius), at den pgl. søn Romulus senere blev Roms første konge. Romulus (og hans tvillingbror Remus) diede en ulvehund. Ved sit kongebarnsritual på floden Tiberen blev han modtaget af Acca-Larentia og hendes mand, den kongelige "hyrde" Faustulus.

Andre særlige forbindelser til stjernemytologien ses i flere sammenhænge i Bibelen - f.eks. navnet på Ahrons kone, Elisheba (som på græsk blev til navnet Elisabeth), der bl.a. genkendes i det nærtbeslægtede fønikiske sprog som Shabi(-il), dvs. 'Plejade-stjernerne (er som gud)'. Rabbinerskrifterne omtaler, at Jethro og Job oprindelig var faraos stjernekyndige i Egypten. Og at Jobs datter (efter samme princip f.eks. som "Ahrons hustru" eller Jethros datter/Moses hustru, Zipporah) hed Keren-kappuch. Det navn er hebraisk for stjernen Auriga/Capella.

Ved alt dette kunne Moses' baggrund også blive forstået i relation til et betydningsladet himmelmønster: Sirius ("søsteren" Miriam og Moses' spion Kaleb, 'hund'); Plejaderne (Moses' hustru Zipporah, og Moses' "bror"s hustru Elisheba); Floden (Zipporahs far Jethro, egyptisk for 'Nilen'); Fiskene (Moses' afløser Joshua ben Nun). Alle observeres i et mønster inden for samme himmelkvadrant (90° himmelsektor).

Plejaderne var et traditionelt kendt udgangspunkt i de udbredte babyloniske, arabiske og indiske såkaldte månehoroskoper. 'Dyrekredsen som horoskop' er på arabisk i familie med ordet burug eller burak, der også blev navnet på Mohammeds hvide himmelhest. Denne bragte ham på én nat fra Mekka til "den yderste moske" og hjem igen, før vandet fra en engels krukke var løbet ud: Som et (profetisk) forløb ved passagen af den hvide himmelhest Pegasus (i Fiskenes sektor) til Vandkrukken (traditionelt afbildes Vandbæreren/englen med vandkrukken).

Denne "baglæns" kurs (forårsjævndøgnspunktets naturlige regression) i stjernetegnene var et astro-mytologisk billede, hvor den hvide hest (den "hvide rytter" blev et begreb) viser frem til en ny tidsalder - og er kendt også i indisk tradition såvel som i "Johannes Åbenbaring".

Ved Nikæa-kirkemødets åbning 325 e.Kr. blev Vergils digt, "4. Ekloge" om bl.a. stjernemæssige cykler i ældre og nye tidsaldre, læst op.

_________________________________

• I mysteriekulterne ses dobbelttydninger af Moses' bibeltekster, hvori der udpegedes betegnelser fra stjerneverdenen og himmelforhold, som har indgået i et større, men nu delvis ukendt referencemønster.

_________________________________

Så sent som ca. 1700 brugtes Verdens-aksen - ligesom i oldtiden - som referance- og sigtelinje. Illstr. udført for den danske astronom og lyshastighedsopdager Ole Rømer.

Stjernelinjer - strukturering af kosmos

I de gamle religioner opereredes der inden for det kultiske regi med et kosmisk-sjæleligt verdensbillede som baggrund for forståelse af også de esoteriske lag i læren og teksterne. Dog, tankebilledsprog, lignelser og symbolik i "udspekulerede" visioner og mentale tolkninger var ikke målet, men guidelines til en erkendende logik og en intuitiv forståelse til at åbne for mere bevidst indsigt på åndeligt plan.

Oldtidens mysteriekultiske himmelgeometri forgrenede sig med en kosmologisk erkendelseslære og religionspsykologiske arketyper langt ind i bibelteksterne - og i jødernes, gnostikernes og de kristnes lære, og senere i islamisk præget tradition (f.eks. i sufiske tekster og Omar Kajjams digte). De fandtes endnu i renæssancen og den begyndende videnskab. Betydningsfulde forhold, sjældnere omtalt i historie og teologi.

Oldtidsviden om esoteriske og kosmologiske emner i mere direkte form tabtes efterhånden og forsvandt undertiden helt - især efter islamisk erobring af Alexandria i 642 og Byzans i 1453. Det blev sværere at bryde teksternes "segl" og åbenbare indholdet bag dem. I nyere tid glemtes, at der overhovedet fandtes et andet indhold bag den ydre tekst.

Geometri er "rumligt dimensioneret matematik". Matematiske urbilleder er arketypiske og guddommeligt logiske ligesom krystallinske strukturer eller toners harmonier i musik - og kan naturligt lede til religiøs 'betagelse' hos opfatteren. Geometriske grundmønstre i planetbaners og stjernebilleders opdeling af himlen blev opfattet som ladet med religiøs betydning. Det er kendt, at Platon (der i 13 år havde studeret i Egypten), satte geometriske "love" direkte i forbindelse med skabelsen.

Geometri ansås som bindeled mellem det åndelige og fysiske, der tog form ved den "ideelle matrice" rummet er opbygget over og indeholder.

Der var ikke tale om, at hvad som helst kunne symbolisere hvad som helst. Traditionens syn på de nøjagtige og billeddannende himmellinjer - med arketypiske mønstre og strukturer - opfattedes ikke som resultat af tilfældigheder eller subjektiv tolkning, idet disse mange præcise astronomiske forhold i sig selv er af eksakt kontrollerbarhed i bl.a. tid og mål.

I kirkefaderen Clemens af Alexandria's (i kap. 20) citerede tekst om himmelskibet, dvs. stjernebilledet Arken, og stjernen Argos/Canopus (styreåren ved agterstavnen), og retningen til Lyren (stjernen Lyra), der styres imod - kan ses, at kursen følger særlige himmelgeometriske linjer.

Et godt materiale om stjernernes forbindelseslinjer findes i det hidtil mest omfattende oldtidsleksikon, "Pauly's(-Wissowa's) Real-Enzyklopädie der classischen Wissenschaft" (Stuttgart, 1894-1980). Heri er en kortlægning af samspil i "Stjernernes op- og nedgange" i oldtiden.

For nærværende er kun nævnt få ud af mange himmelgeometriske "arketyper" og deres forbindelses- eller sigtelinjer til stjerner med ofte særegen position og karakteristika. Der var en særlig struktur af linjer. Grundlæggende kunne himmelkort i princippet være struktureret som et edderkoppespind: udstrålende meridianer fra ekliptikas center i nord og ekspanderede tværmål i takt med afstanden fra dette centrum.

Alt dette tilhører en for længst glemt idéverden, der havde sin egen konsekvente logik, og er stadig genkendelig i overleverede fragmenter.

Et tidligt himmelgeometrisk system var baseret på egyptiske og især babyloniske astronomiuddannede præsters himmelmålinger til at lette det løbende arbejde med at positionsbestemme stjerner og planeter.

Flere af de ældgamle himmelgeometriforhold omtales senere af den græske astronom Hipparchos 130 f.Kr. og af den egyptisk-græske astronom og astrolog Ptolemæus ca. 130 e.Kr. F.eks. opfattedes en sigtelinje fra Tyrens stjerne Aldebaran til Skorpionens stjerne Antares, præcis "over for" hinanden. Der kendtes et rigt antal eksempler på, at den ene af de stjerner var opstigende når dens "linje-forbundne" stjerne gik ned.

Der kunne opfattes en stærk symmetri, og man mente at se en særlig præcision i de mønstre. Der herskede en udbredt og voldsom opmærksomhed forbundet med (med et moderne begreb) pattern recognition.

Det er derfor forståeligt, at de fænomener betragtedes med stor ærefrygt, når der så stærkt mentes konstateret en særlig logik i mønstre netop dannet ud fra den tids veldefinerede sigtelinjer mellem stjernerne.

I de religiøst filosofiske idéer i kulterne ansås sådanne forhold - flere med indbyrdes forbløffende overensstemmelser - for tegn på en særlig kosmos-orden af 'synkronicitet'sammenhæng med himlen og Jorden, både for levende væsener og fysiske forhold. Hvad der religionsfilosofisk kunne ses i netværket af de stjernemæssige forbindelseslinjer vil nærme sig moderne superstring-teorier. Endnu i 1700-tallet mente astronomer som Bradley og Rømer, at solsystemet bevægede sig på sigtelinjen fra Canopus via Sirius til Lyren/Vega, altså præcis ad Verdensaksen!

Æselbroen - og Noahs fuglevarsel

Stjernebilledet Æslet har Sirius som hjertet, Canopus som venstre for-hov, mens ryghvirvlerne (inkl. hals og hale) er hver ekliptikagrad fra Haledusken/Plejaderne til Æselørerne/Æslerne (oven for Krybben).

Udvalgte forbindelseslinjer, der trækkes mellem betydningsfulde himmelpunkter, indgik i en særlig og esoterisk himmelgeometri. Denne kunne bl.a. demonstrere, at når sigtelinjer indtegnes mellem nogle ganske bestemte stjerner, fremstår en ligebenet trekant: Æselbroen (jf. kap. 4) - med Canopus (alternativt Sirius) i topvinklen og vinkelbenene helt ud til Solens bane, ekliptika. Nemlig ud til de to markante steder, som banens to jævndøgnspunkter, på et senere tidspunkt cirka 2000 e.Kr., langsomt vil have bevæget sig frem til. Det ene af punkterne vil da nå frem til stjernegruppen Vandbæreren og markere en hermed forbunden æra, ifølge den udbredte tradition (jf. bl.a. ovennævnte Ptolemæus).

Den pågældende ligesidede trekants (Æselbroens) basislinje har sit midtpunkt nøjagtigt, hvor basislinjen rammes vinkelret af Verdensaksen i dennes øverste pol, præcis i stjernen Lyra ('Lyren'). Denne pol, den "oprindelige" nordstjerne, blev i den gamle lære også sat i forbindelse med markering af tidsaldrene.

Til disse forståelsesmåder, som perspektiverer ældre tradition også i Moses' tekster, hører også det fremtrædende eksempel med Noah, der over Arken så "buen på himlen". Dette billede - lige såvel forstået som 'regnbuen' - var af speciel betydning i mysterierne, når det også kunne læses som at han betragtede Sirius, altså Buen eller Buestjernen.

Fra Arken sendte Noah to gange en ravn ud og senere en due. Begge vil i mysteriesammenhæng referere til sigtelinjerne fra Noahs ståsted (hvor gudspagten oprettedes): Arken/Canopus. Den stjerne danner som topvinkel en præcis ligebenet trekant til hhv. stjernen Ravnen i vest ud for Jomfruens stjerner og til Duen, der er placeret direkte overfor på himlen, nemlig på "østhimlen" ud for Fiskenes stjerner nær Vædderen.

At "Noah sendte fugle ud" var normalt i oldtiden for varseltagning. Men i beretningens dobbeltbund var indforstået, at også stjernerne var til varseltagning - de anvendtes på disse måder i mysteriekultisk praksis.

Det var velkendt, at sindet kan reagere på at opfatte geometriske strukturer. Den effekt indgik, når der skulle opnås særlig inspiration ved indsigt i logiske mønstre i stjerneforbindelselinjernes arrangement.

I den gamle verden var mysterievidens udstryksform udbredt "internationalt". Ravnen kendes i alkymi som billede på tanken; jf. at i nordisk mytologi betyder Odins to ravnes navne Hugin, 'huske' (hukommelse), og Munin 'mind' (sind). Ravnen findes ved det vestlige stjernebillede Jomfruen, der er kendt som grækernes Pallas ('jomfru') Athena og romernes Minerva, gudinder for tanke og kundskab (jf. at pallas allerede hos grækerne betød 'hjernebarken').

Lige modsat placeret på himlen er Duen, Helligåndens symbol, altså i øst i Fiskenes himmelsektor i stjernebilledet Andromeda ved Pegasus ("digternes hest"), som repræsenter ånd og inspiration. Der associeres til datidens himmelsigtelinje mellem Ravnen og Duen - i kultisk virksomhed allegorisk: en tværgående forbindelse fra tanke til ånd.

Alt er her som en klar henvisning til kulternes programmerede udviklingsfaser for kandidater, der senere, efter at have begivet sig ind på Æselsbroens mysteriegrundlag, når frem til at "etablere regnbuebroen" (i indisk mysterietradition kaldet "Antakarana") fra Arken til Duen - i billedsprog: "mellem kiste og ånd", mellem det jordiske og åndelige.

Helligånden fremstilles i det Nye Testamente som en særlig tilstand, der lukkes op for bevidsthedsmæssigt og erkendelsesmæssigt. At opnå dette var som tema symbolsk markeret med Duen placeret i stjernebilledet Andromeda. Dette stjernenavn (græsk) angiver 'at beherske en kurs eller bane'. I overført betydning på himmelkortet: Kursen, den betydningsfulde sigtelinje med "Duen" som slutpunkt eller mål.

Igen indgår den gamle astro-mytologiske idé: "dér, hvorfra regnbuen udgår, ligger en guldskat gemt" - visdomsguldet i Arken/Canopus.

Bibelen beretter om, at Moses lod israelitterne stjæle guldskatte fra egypterne og tage dem med ud fra Egypten ved udvandringen. Dette opfattes ved alternativ læsemåde som: "visdomsguldet", Egyptens skatte af ældgammel mysterievisdom, hvoraf visse dele endnu er bevaret takket være de senere jødiske præsters traditionsfasthed.

Himmelgeometriske mysterier

I græsk astromytologi nedsteg den højeste gud Zeus - i skikkelse af Svanen ved Lyra øverst på Verdensaksen - langs denne akse og befrugtede den jordiske Leda (ionisk for 'kvinden'), symbol for Sirius, dvs. placeret i lige sigtelinje "neden for" Paradis' himmelcirkel/ekliptika. Deres afkom blev Tvillingerne - disse stjerner findes netop placeret ved stedet, hvor Verdensaksen krydser denne himmelcirkel.

Efter lignende principper blev en særlig forståelse lagt i, at ud fra "Faderen" som det højere guddommelige princip - her stjernegruppen Svanen og Lyren - fører Verdensaksen som basislinje (hypotenuse) fra stjernen Lyren ned til "Moderen", Sirius. Dvs. en perfekt pythagoræisk trekant med topvinkel (der er retvinklet) i "Sønnen"/prinsen, nemlig Løvens' hovedstjerne Basiliskos/Regulus, hhv. græsk og latin for 'lille konge' ("kongesøn, prins"). Basilisken er en af himlens fem mest lysende stjerner, og er den eneste af de "klassiske" stjerner placeret direkte på ekliptika.

I den esoteriske himmelgeometri angiver Faderens tal 3, dvs. længden af trekantsiden over for Faderens vinkelspids. Moderens tal er 4 og udgør trekantsiden mellem Faderen og Sønnen. Sønnens tal er 5 og følger størstedelen af Verdensaksen som forbindelsen (hypotenusen) fra Faderen til Moderen. Med Faderen i himlen (Paradis), Moderen udenfor (i det jordiske), og Sønnen lige på himmelcirklen (med "et ben i hver lejr") - fremstår denne Søn, "kronprinsen", mennesket, dvs. Menneskesønnen, som halvt jordisk og halvt guddommelig. - Idéen om Faderen i centrum og Sønnen på cirklen ses endnu sent i 1600-tallet.

Jesus kaldtes for Menneskesønnen, og omtalte sig selv i lignelser som "kongesøn". Den sommerdag, hvor Solen passerer stjernen Basiliskos/Regulus, dvs. 'den lille konge' eller "(konge)Sønnen", er en sandsynlig dag for Jesu fødsel. Det har desuden kunnet ses i tråd med evangeliernes omtale af hans kongelige slægt bagud til kong David. (Først 350 år efter Jesus' æra bestemte kirken, at fødselsdagen skulle fastsættes på Mithras' fødselsdag ved vintersolhverv 25. december). Basiliskos/Regulus befandt sig - regnet fra jævndøgnspunktets datidige placering - på selve ekliptika-cirklen just på grænsen fra Krebsen til Løven.

Ydermere på samme "Basiliskos-dag" indledte Sirius/Store Hund de 30 "hundedage" - som de stadig kaldes - efter at Sirius havde været forsvundet i 70 dage og nu igen kom over horisonten: Og den pythagoræiske trekants Faderen, Moderen og Sønnen kunne da observeres samtidig ved solopgang (mens Solen passerer/dækker Basiliskos). Dagen var især markering af det egyptiske nytår, cirka 20. juli - der i romersk kalender var Tammuz-festen, kaldet "Adams dag": en synkretisme, jf. romersk brug af andre religioners elementer. idéen var importeret fra Babylon.

Jesus kaldtes "menneskesønnen" og "frelseren"; Paulus kaldte ham "den anden Adam", og Pilatus kaldte ham "konge". Endnu en konge, Alexander d. Store er født også netop 20. juli; Alexander betyder 'menneskets frelser'. Ligeledes kunne det give Julius Cæsar prestige, at også han var født særdeles tæt ved den dato.

I alle store religioner har princippet "Faderen, Moderen og Sønnen" eksisteret, og i Moses' religion synes dette symbolikladede koncept nødvendigvis også at have eksisteret - i hvert fald i den hemmelige lære.

'Jeres segl skal være Duen'

Yderligere blev der i Moses-religionens udløber, oldkristendommen, lagt ekstra vægt på det, der inden for mysteriekultisk lære benævntes som "Helligånden". Denne er i evangelierne - såvel som på stjernehimlen - Duen, der er et navn for Andromedagalaksen, som Paulus' rejse især stilede imod ifølge tekstens indbyggede stjernekode (omtales i næste kap.).

Helligånden udgjorde med Faderen og Sønnen begrebet "Treenigheden", en institution især proklameret af kirkefaderen Tertullian (cirka 160-220 e.Kr.). I overført betydning - med Duen (Andromedagalaksen) i topvinkel mellem Faderen og Sønnen (kongesønnen, Basiliskos/Regulus) - bliver der i dette nye mønster (Treenigheden) andre specielle vinkler, der kunne tillægges betydning.

Da Jesus af de skriftkloge blev bedt om at fremkomme med et tegn, svarede han ("Matthæus 12,15), at:

-"… der vil ikke blive givet noget andet tegn ud over profeten Jonas' tegn …".

Navnet Jonas betyder 'Duen'. Bibelen fortæller om Jonas' vision - at han opholdt sig i en hvals mave. På himlen udmåltes stjernernes positioner i forhold til ekliptika, og det var tillagt betydninger. Her er stjernen Baiten Kaitos, dvs. 'Hvalens Mave', og Duen placeret symmetrisk på en meridian ved forårspunktet - og i ens afstand hhv. under og over ekliptika.

Efterhånden glemtes mysterierne koder til okkult himmelgeometri. Ligesom f.eks. de senere så berømte "Skt. Peters nøgler" til bibeldechifrering forsvandt sammen med stjernelæren. Herved glemtes den særlige opfattelse af "treklangen" Faderen, Moderen og Sønnen og deres himmelgeometriske, pythagoræisk retvinklede, genpart. Kun en del af idéen forblev nu indlagt den specielle, "åndelige" treenighed Faderen, Sønnen og Helligånden. Alle tre begreber i maskulinum. - I hebraisk monoteistisk religion er Jahweh maskulinum, mens ruach, 'ånd', er femininum.

Fortrængelsen af det oprindelige billede øgedes, da yderliggående ideologier vandt indpas. Herved - især efter de nye klostres skik - kunne bl.a. cølibat og faste pålægges som forbillede i dagliglivet. Der blev tendens til afstandtagen fra kvinden, moderen og den materielle verden.

Kirken nødsagedes til at genindføre dette arketypiske element. Det blev i form af Madonna-billeddyrkelse - der kunne ses overdrevet til det groteske. Dette kvindelige aspekt bortfaldt igen, i Nord- og Vesteuropa, da Luther revolterede mod den katolske kirke og afskaffede dyrkelse af helgener og - om end tøvende - Marias/Madonnas betydning i symbolik.

Denne afstandtagen fra det kvindelige - hos de kristne er det guddommelige alene maskulint (jf. også, i islamisk tradition kan kvinder almindeligvis ikke komme i Paradis) - afstedkom en kulturel slagside med både psykisk, sproglig og filosofisk ubalance og dermed mangel på en større "helhed" i verdensbillede og livsbetragtning.

Nyplatonisk og hermetisk

astrofilosofi

Gennem kirkens første tusinde år fandtes fortsat eksklusive kristne loger. De kunne gå i dybden i en særlig viden, der under "seglene" kunne rumme lag med astro-kosmologisk forståelse. Anvendelsen var "springbræt" for særlig erkendelse hos den søgende.

Tidligere havde den nyplatoniske filosof Plotin (205-270 e.Kr.), inspireret af oldtidens tanker, defineret "Gud som en altomfattende cirkel, hvis centrum er placeret overalt". Men i middelalderen, og også senere, blev en sådan opfattelse af Gud så at sige reduceret af kirken til et i realiteten "dødt" centrum. (Jf. nærv. kapitler 27, 28 og 29).

Brudstykker af særlig viden overlevede i Vesteuropa - bl.a. hos Tycho Brahe (1546-1601) og hans kollega og arvtager Johannes Kepler (1571-1630). Ud fra sin metafysiske, videnskabelige og religiøse idéverden lod Kepler himmelsfærernes talværdier transformere til musik, og prøvede at udforske oldtidens idé om "sfærernes harmoni" (jf. kap. 28). Ifølge Galilei kan Universet aflæses og forstås - "skrevet i et matematisk sprog, hvis bogstaver er trekanter, cirkler og andre matematiske figurer".

At indlægge "kosmologiske informationer" i tekster fortsatte længe og stadig skjult. F.eks. er det ubemærket, at Tycho Brahe på sin berømte himmelglobus - afbildet i hans selvbiografi i 1598 - ved Sirius (Hundestjernen, Æslets hjerte) har indtegnet stjernebilledet Æslet, her som - hidtil ubemærket - en "hybrid" af et æsel og en hund. Det er netop bemærkelsesværdigt, fordi Æslets placering anses i nutiden for at være glemt siden antikken, men altså bevaret i senere tiders hemmelig lære.

På et andet billede i selvbiografien (første udgave) udpeger Tycho Brahe mysteriesymboler i en bog - hidtil upåagtet. Flere genstande her har skjult betydning. Hans hund er placeret ved en gradinddeling på et kæmpestort astronomisk måleinstrument, murkvadrant, præcis ved den buegrad, hvor Sirius/Store Hund findes på himlen (målt på ekliptikas "oprindelige" udgangspunkt på Hipparchus' tid) - genkendeligt for indviede.

Kepler er i sit værk "Astronomia Nova" fra 1609 (eng. udgave "New Astronomy", s. 60) flere gange inde på, at Bibelen læses i flere lag:

-"… den Hellige Skrift taler … (og) benytter sig af det, der er alment anerkendt, for at kunne indflette andre ting, der er mere ophøjede og hellige …".

Overalt i både tidlige og sene skrifter søgtes overensstemmende samspil af geografi og kosmografi samt den gamle verdensopfattelse af en kosmisk samklang - alt udtrykt gennem hændelser, ting og fænomener, der ansås afspejlet i flerdobbelte lag i teksterne.

_________________________________

• Geometriske mønstre i planetbaner og i stjerners forbindelseslinjer på himlen blev opfattet som kodenøgler til en særlig religiøs indsigtsform.
• Oldtidens mysteriekultiske himmelgeometri ansås, ud fra kosmologisk lære og religionens idéer, at have klangbund i Moses' bibeltekster.

_________________________________

Sigtelinjer på himlen og fra Jorden til himlen, ved brugen af en jakobsstav. (Se større himmelgeometriske sigtelinjer, s. 201).

Græsk-romersk marmorstatue af Atlas med himmelkuglen på sine skuldre. Th. for hånden ses Sirius/Store Hund, dens meridian, og stjernebilledet Skibet/Arken med roret Canopus.

Paulus' sørejse. (Jf. en symbolsk parallel i himlen, s. 201).

Planche 03 - Den-hemmelige-religion

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

Paulus og stjernerne

Ligesom de indbyggede ekstra lag i det Gamle Testamentes tekster (jf. kap. 17) synes lignende skjulte lag at kunne findes det Nye Testamente.

I det følgende kan demonstreres, at de på samme måde udgør referencer af bl.a. astronomisk karakter. Herunder med et koncept, der på et spirituelt plan som et mentalt visualiseret "himmellandkort" har kunnet ses som projektion af en indre rejse i sindet.

Da Mohammed indstiftede den islamiske religion, mente han, som nævnt, at jøderne på hans tid omkring 600 e.Kr. på visse punkter havde tabt den rette forståelse af Moses' lære. Men allerede 600 år forinden ses jødiske sekter i strid med det jødiske præsteskab om sådanne problemer. Blandt disse jødiske sekter var også de første kristne grupper.

I det Nye Testamentes "Apostlenes Gerninger" blev den jødisk-romerske Paulus forkynder af den kristne lære. Han var tidligere elev af en berømt ekspert i Torah og astronomisk kalenderberegning, rabbi Gamaliel.

På en rejse til en græsk kristen forsamling tilkendegav Paulus, at han anvendte citater af græske digtere, her Aratos (ca. 310-240 f.Kr.). I sin prædiken (17,28) på Areopagos, 'Mars-højen', i Athen citerede Paulus fra 5. vers af Aratos' esoterisk-astrologiske digt "Phainomena". Forinden havde Paulus på dette sted anerkendt et alter, der på esoterisk vis bar indskriften: "Til en ukendt gud". Han brugte dette udtryk til overfor sine tilhørere at forklare forståelsen af sit gudsbegreb. Desuden førte han samtaler med stedets epikuræiske og stoiske filosoffer.

Umiddelbart synes dette at citere mindre folkelige forfattere næppe velvalgt over for menneskeskaren, der ikke kunne formodes at være velbevandret i mysteriekulternes astro-mytologiske kodesprog. Men talen har netop samtidig skullet forstås på en helt anden måde. At dét var hensigten med at bruge just dette Aratos-citat - som senere kirkens mænd, f.eks. Clemens af Alexandria og Eusebius af Cæsarea også anvendte - synes bestyrket, da yderlige andre af oldkirkens fædre som Hieronymus, Chrysostomos og Oecumenius i samme ånd har anvendt referencer til dette digt af Aratos.

Om selve anvendelsemåden hos Paulus kan det ikke afvises, at han var indforstået med astro-mytologiske eller astrologiske forhold. I "2. Korinterbrev" (12,2) fortæller han om en af sine bekendte, der:

-"… blev rykket op til den 3. himmel …".

I forbindelse med kulternes stjernelære kan resumeres, at Paulus i "Apostlenes Gerninger" omtales som "teltmager", hvilket i kultisk terminologi ville forstås, som at hans mission også havde at gøre med "himmelteltet". Dette var et ikke uvanligt udtryk for himlens stjernemønstrede dække med Verdensaksen som den betydningsfulde teltstang.

Senere, i "Apostlenes Gerninger", i afsnittet om Paulus' berømte rejse til Rom, viser sig også en anden side indbygget i tekstens konstruktion - den skal fremdrages i det følgende. Hans rejse kan opfattes forbundet med mysteriekultisk lære: En spirituel rejse som "symbolsk, indre rejse".

De pgl. kapitler 26-28 i "Apostlenes Gerninger" angiver, at Paulus sejlede med et skib, hjemmehørende i Alexandria. Men ved øen Malta - hvor havstrømmen splittede sig i to forløb - løb skibet uhjælpeligt fast på et skær. Derved mistede skibet styreåren og fik agterstavnen knust. Alle blev reddet ind på Malta. Her uskadeliggjorde Paulus en giftslange.

Til den videre rejse efter det alexandrinske skibs forlis, stadig ifølge "Apostlenes Gerninger" (28,11), benyttede han igen:

-"… et skib fra Alexandria ved (eller hos) Tvillingernes tegn (parasemo Dioscuri) …".

"Tvillingernes tegn" var et velkendt astronomisk/astrologisk udtryk. Det ses bl.a. i ordforklaringen i videnskabshistorikeren Otto Neugebauer & H.B. van Hoesen's "Greek Horoscopes", fra American Philosophical Society (Memoirs, vol. 48, 1959). Dette har hidtil været de fleste bibeloversættere fremmed; ofte har det i stedet været gengivet, som om Tvillingerne var konstrueret som en galionsfigur, skønt afbildninger og beskrivelser fra antikken af en sådan type skibsfigur ikke var karakteristisk.

Paulus-rejsens stjernekurs

Hele denne Paulus-beretning i det Nye Testamente er fyldt med mærkelige detaljer. Her er det især ejendommeligt, at mange af de lokaliteter, som den omtaler, at Paulus passerede, havde navne, der lignede eller direkte kendtes tilsvarende som stjernenavne.

Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at flere betydelige byer og steder, som Paulus uundgåeligt også må have passeret på sin rute, overhovedet ikke omtales - og det kan påvises, at disse heller ikke havde stjernenavnslignende betegnelser. Et ellers skjult mønster træder nu frem.

Der synes i denne tekst i virkeligheden tale om et dobbeltlag, der på overfladen gengiver Paulus' rejseberetning, men som samtidig for indviede gengav en særlig beretning, der havde relation til mysteriekulternes ekspanderede, her esoteriske, stjernelære.

Angående Malta - øen der ligger mellem Sicilien og Afrika - har der været hypoteser om, at det i stedet handlede om en anden "Malta-ø" ved det nuværende Albaniens (vest)kyst. Dog er dette af mindre betydning for beretningens "skjulte stjernekort" og astrologiske symbolik.

Øens navn Malta forekom først på landkortene cirka 200 år før år 2000. Indtil da kaldtes den (som i den græske bibeltekst) ved sit oprindelige græske navn Melita, 'honningøen' - på grund af dens honningeksport helt tilbage fra oldtiden. Men Melita var samtidig det græske navn for en bestemt stjerne. Dens nuværende (arabiske) navn er Algol.

Dengang var stjernen kendt som "ulykkesstjernen" med en græsk astro-mytologisk betegnelse, Medusa-hovedet "med giftslanger i håret", som helten Perseus overvandt. Paulus udførte slangebetvingelse på Melita/Malta. Det associerer også til myten, hvor slangen ved Kundskabens træ fristede Lilit. Hun kendtes i semitisk kultur som både den "sød som honning"-tiltrækkende og den samtidig farlige Lilit med slangehalen - og kendes i myterne som "Adams første hustru". Men hos grækerne hed hun Medusa, et navn de oprindelig modtog via Persien fra indisk-dravidiske (tamilske) kulter, hvor hun hed Maha-madhusa, dvs. den 'store "honning"dæmon-kvinde'.

Ligesom ved de øvrige "stjernenavne", der ses i denne Paulus-beretning, er der tydeligt tale om Melita i betydningen en stjerne - idet der hverken dengang eller senere fandtes slanger på øen.

Bibelen angiver, at "det forjættede land flyder med mælk og honning". Hvor mange prædikanter og religionslærere har ikke naivt taget dette bogstaveligt og har fremmalet impressive billeder af israeliterfolkets tørst og sult efter "mælk og honning" efter mange år i ørkenen?

Men hvorfor skulle det være specielt eftertragtelsesværdigt for dette folk, der havde mælk nok fra deres store gede- og fårehjorde samt adgang til honning fra de vilde bier i ørkenen (ødemarken), når Kanaans land i stedet var rig på bl.a. korn, vin, oliven og frugter? Så denne kendte sætning må i virkeligheden også have betydet noget andet.

I talrige sprog ses navnet "Mælkevejen". I mysteriekultisk udlægning skulle Moses og det udvalgte folk med dets nye religion efter mange års prøvelser komme ind i Kanaan, "landet, der flyder med mælk og honning" - dvs. Mælkevejen (der løber langs Verdensaksen, "kana", Verdenstræet) og passerer "honningstjernen" Melita (Medusa/Lilit).

Og Paulus skulle nu tilsvarende føre sin menighed ad rette vej med den af Jesus fornyede lære på Moselovens grundlag.

Himlens geografi genspejlet

på jordisk plan

Ruten, som Paulus sejlede, fremtræder geografisk set som en zigzagkurs mellem forskellige benævnte lokaliteter. Mens derimod kursen på himlen fremstår som én sammenhængende lige linje mellem de stjerner, der har tilsvarende navne eller udtryk som de jordiske steder!

Det ses samtidig som en mystisk-symbolsk rejse i sindet - idéen genkendes i: den græske Odysseen, den indiske "Bhagavad Gîta", den arabiske "Tusinde og En Nat", den keltiske Gralen samt Kong Arthur - og latinsk middelalderlitteratur. Konceptet optræder, som vi skal se, også bag valfartsruten til Santiago de Compostela; og beskrives (C.G. Jung) som opfattet i en persons indre under udførelsen af en alkymiproces.

Beretningen om apostelen Paulus' rejse til Rom - det var hans fjerde og sidste store rejse - er blevet kaldt et stilistisk højdepunkt i "Apostlenes Gerninger"s kapitler 26 til 28. Især kapitel 27 med den dramatiske sejlads og med skibbrud undervejs.

Dette var admiral Nelsons altid medbragte yndlingslæsning. Bl.a. læste han det om morgenen før slaget på Københavns red i 1807. Men først og fremmest læste han det på sin færd i de omhandlede farvande, nemlig lige før slaget hvor han 1. august 1798 vandt over den franske flåde ud for Egyptens Abukir-kyst (Al Bekur) ved Canopus. Denne by, nu forstad, Canopus, ligger 8 km øst for Alexandrias centrum - og ca. 20 km vest for Rosette (hvor en fransk ingeniørløjtnant i 1799 fandt den berømte Rosettesten med nøglen til løsning af hieroglyffernes gåde).

På himlen er selve stjernebilledet Skibet med hovedstjernen Canopus som agterstavn med styreåren, placeret præcis som bibeltekstens:

-"… ved (eller hos) Tvillingernes tegn …"

- nærmere betegnet i himmelsektoren for Tvillingernes stjernebillede.

Både det gamle og det nye skib i bibelteksten havde udgangspunkt i Alexandria, som "alle vidste" dengang var anlagt som en udvidelse af byen Canopus. I Alexandria lå - parallelt med Solgaden og Månegaden - den berømte hovedgade, Canopusgaden, der gik ud til Canopus-byen.

En af oldtidens berømteste stjernekyndige, astronomen Ptolemæus, anvendte Canopus som udgangspunkt for sine observationer, såvel stjernemæssigt som geografisk. Han foretog dem netop ved denne by - oppe fra Serapeums, dvs. Serapis-templets, terrassemure.

Canopus-stjernen var altid anset for at være særlig betydningsfuld. De invaderende arabere, der fra deres borg i Fuengirola i Sydspanien lige akkurat kunne få øje på denne meget sydlige stjerne i horisonten, lod borgen - fra hvis tårn stjernen konstant observeredes - kalde for Suhail. Dette var stjernens daværende arabiske navn, hvilket indgik i udtrykket al anwar i Suhaili, dvs. 'lyset fra Canopus', som i arabisk tradition var synonymt med visdom (jf. den indre rejse).

I "Apostlenes Gerninger" (27,38) er de ombordværendes antal 276 (dvs. unormalt i et handelsskib også selv om det medtager et antal passagerer) eller blot 76. Det tal i teksten veksler, alt efter om det er et bibelmanuskript, hvor senere skrivere af ukendt årsag har tilføjet "200" (diakosiai) i marginen - eller det er fra et manuskript (f.eks. "Westcott and Hort"manuskriptet), der helt fri for tilføjelser blot har 76 angivet.

Netop det tal genkendes ved Verdensaksens stjernedannede himmellinje, der, med Canopus som rodpunkt, fører op gennem Tvillingernes stjernebillede. På Paulus' tid passerede Solen den 76. dag efter forårsjævndøgn denne Verdens-akselinje. Verdensaksen var kendt for sin placering langs 76. længdegrad målt fra (den tids) jævndøgnspunktet.

Hermed sigtes der i den underliggende Paulus-episodes tekst, endda med flerdobbelte angivelser, til stjernebilledet Skibet (med Canopus) såvel som til dets position under Tvillingerne ved denne 76. længdegrad.

Oldtidshistorien er fyldt med eksempler på, at den himmelske "geografi" opfattedes at være genspejlet i den jordiske. Den forbindelse ses også, da Paulus og hans rejseselskab, ifølge beretningen, efter opholdet på Melita (Malta) har passeret byen Syrakousas på Sicilien. Denne øs græske navn var Trikhon, 'hvede(øen)', men kaldtes ofte det næsten enslydende Trigon, 'triangel, trekant', ud fra sin velkendte trekantede form.

Ud fra omtalte genspejlingsprincip vil Melitas (Maltas) placering i den jordiske geografi tæt ved Trigon (Sicilien) derfor ses at tilsvare stjernen Melitas/Medusas placering på himlen tæt ved det trekantformede stjernebillede Trigon/Triangulum (Trianglen).

Astronomisk datering skjult i Paulus' rejseberetning

Efter samme princip kan der i Paulus-beretningen iagttages flere andre sted- og bynavne, der også var navne på stjernebilleder i "den himmelske geografi". Bl.a. nævnes Cauda, den lille ø ud for byen Phoenix på Kreta - bynavnet er stadig genkendeligt i byens nuværende navn Phineka - og passer nøjagtigt med tekstens omtale af de specielle indsejlingsforhold, selv om byen ikke mere bruges som havn.

Men Cauda var desuden en udbredt betegnelse for det ene af de to såkaldte måneknudepunkter. Disse betegner de to positioner, hvor Månens bane krydser Solens bane (ekliptika) på himlen. - Og Phoenix kendtes også som et stjernebillede - dengang defineret større end på nutidens stjernekort - idet det bredte sig ind nederst gennem Vædderens himmelsektor.

Herefter angiver Paulus-beretningen, at under det voldsomme uvejr var skibets besætning ved at miste håbet, idet disse folk "mistede synet af Solen og stjernerne". Her synes at være en skjult hentydning til en solformørkelse. En sådan formørkelse blev almindeligvis opfattet som et stærkt ulykkesvarsel - så håbet var let at miste, som teksten netop siger.

Solformørkelser er kendt for ekstra at kunne forstærke stormvejr og uro på havet (på grund af gravitationskræfterne ved Solens og Månens altid forøgede træk ved netop sådanne astronomiske forhold). Et af disse voldsomme og frygtede uvejr i Middelhavet drev skibet - der som de fleste skibe dengang ellers helst benyttedes til kystsejlads - ud på åbent hav på den lange strækning fra Cauda-øen ved Kreta og helt til Malta.

Solformørkelse kan kun forekomme, når Sol og Måne befinder sig samtidig i det ene af deres baners to fælles knudepunkter, "måneknuderne". Disse altid modsat hinanden beliggende punkter foretager en fortløbende, langsom baglæns bevægelse på ekliptika, og et omløb varer 18,6 år. Det vil bidrage til en ret præcis datering af denne Paulus-rejse:

- Således vil Cauda, den "nedadgående måneknude", cirka hvert 18. år befinde sig ud for stjernebilledet Vædderen og her passere stjernebilledet Phoenix. Mens den anden (og opadstigende) måneknude Caput - i sin position på den modsatte side af ekliptikas himmelcirkel nøjagtigt over for Cauda - på samme tid befinder sig ud for stjernebilledet Vægten.

Paulus' rejse anses, ud fra forskellige kendte historiske forhold der almindeligt fremgår af beskrivelsen, at være foregået i år 60 e.Kr. Det ses nu bestyrket med stor nøjagtighed. Paulus lader angive, at fasten, der afholdtes forbundet med at forsoningsdagen, den jødiske fest jom kippur, var overstået kort tid forinden. Jom kippurs dato - altid ti dage efter den første synlige nymåne omkring slutningen af september - afholdtes i dette år 60 på den 24. september (udtrykt her i nutidig kalenderstil), dvs. når Solen er i Vægtens stjerner.

Derefter blæste det op til storm, og skibet blev slået ud af kurs i mange dage. Det kan herudfra beregnes, allerede ifølge F.K. Ginzel's autoritative værk "Spezieller Kanon der Sonnen- und Mondfinsternisse …" (Berlin 1899), at en solformørkelse fandt sted om morgenen den 11. oktober år 60. Herved befandt den ene måneknude, Caput, sig i Vægten. Den anden, Cauda, i Vædderen (i 12. ekliptikagrad) var således nær ved Phoenix, dvs. netop som det angives i teksten.

Solformørkelsen indkredses

Dette stjernebillede Phoenix (arabernes Fuglen Rok) kaldtes også Pavu(s), 'Påfuglen', der ligesom mytens Fugl Phoenix anvendtes som symbol for genfødslen, og af de kristne som symbol for det evige liv (Fugl Phoenix levede 500 år mellem hver genfødsel). At rejseselskabet i Paulus-episoden overvintrer i Phoenix har da en indlagt dobbeltbetydning.

Ifølge R.H. Allens standardværk om stjernenavnenes historie, "Star Names, Their Lore and Meaning" (rev. ed., New York 1963) havde stjernebilledet Phoenix' vestlige del (nuværende Grus/Tranen) også navnet Ypperstepræst Ahron; et levn fra mysteriekulternes stjernelære.

Et år forinden, dvs. i året 59, var der i april indtruffet en af de sjældnere sete totale solformørkelser, dvs. hvor hele solskiven var dækket. Denne begivenhed vakte i den grad opsigt, at den omtales af hele tre romerske historikere: i Plinius d. Ældres "Naturalis Historia" (2,180) og Tacitus' "Annales" (14,12) samt hos Dio Cassius (61,16,4). Sidstnævnte beskriver yderligere en effekt af denne totale formørkelse: At endog "stjernerne blev synlige" - skønt det var midt på dagen.

År 59-solformørkelsen havde bevæget sig i et smalt bælte hen over Middelhavet fra vest til øst - og passeret nøjagtigt hen over Malta. Hvordan kan det nu gennem Paulus-beretningen om hans færd undervejs til Malta demonstreres, at der er tale om en anden formørkelse end den berømte, som "alle talte om", fra år 59?

Modsat Dio Cassius' beskrivelse angiver Paulus-beretningen, at stjernerne ikke kunne ses - og det var usædvanligt at bemærke, da deres "usynlighed" netop var det normale ved disse ikke-totale formørkelser.

Forklaringen kan ses i det faktum, at "Paulus' solformørkelse" ved oktoberstormen i år 60 var synlig i Middelhavets østlige halvdel - og herunder i Kreta-området. Aftenen forinden skete der det, at Månen passerede og direkte dækkede for to stærkt strålende stjerner af særlig art, nemlig planeterne Jupiter og Merkur, så de ikke kunne ses. Dengang kaldtes planeter også stjerner, "vandrestjerner". De befandt sig på det tidspunkt - jf. "Tuckerman's Ephemeris" (II, s. 47-48), - lige på ekliptika og tæt ved måneknuden; og hen på morgenen formørkedes Solen.

Således var først stjerner og senere hen Solen formørket i en periode, nemlig i faser, der sammenlagt var inden for mere end én dag, nøjagtigt som det fremgår af teksten: De pågældende himmellegemer, "(vandre)stjerner", var ude af syne tilsammen i mere end den enkelte dag.

Sammenfattende kan det udtrykkes, at 14-16 dage efter afrejsen indtrådte - ifølge moderne astronomisk beregning - en solformørkelse. Og netop at dette fænomen synes afspejlet i Paulus' tekst.

Himmelgeografi og Verdens-akse

skjult i anden litteratur

"Den skjulte Paulus-rejse" i teksten i "Apostlenes Gerninger" er ikke en enestående fremgangmåde. På samme måde som hos Paulus i det Nye Testamente kan meningsfyldte esoterisk-himmelgeometriske informationer ses i det tidligere nævnte værk "Pædagogus" af Clemens af Alexandria. I den tekst henvises i indre lag til særlige himmelgeometriske forbindelser af sigtelinjer mellem stjernerne Andromeda, Canopus, Lyra og Fiskene - (som tidligere citeret):

-"… jeres Segl skal være Duen, eller Himmelskibet som de styrer imod, eller Musiklyren - som optegnet af apostlene/fiskerne (apostoli piscatoris) …".

Lignende princip følges i Homers "Odysseen", der kendes i nedskreven form fra 700-tallet f.Kr. Heri er sørejsens kurs ligesom en præcis stjernerute. I den 5. sang (vers 270-275) instrueres Odysseus ved - ud fra skibets ror (canopus!) - at trække vigtige sigtelinjer i mønstre mellem Plejaderne, Bootes, Karlsvognen og Orion - og at kursen da er øst og nordøst.

Selve princippet her - hvor Homer-teksterne viser sig at rumme denne ekstra dimension med mentalt visualiserede (hukommelsesstøttende) "himmellandkort" - genfindes også, dog med andre eksempelformer, i Florence & Kenneth Woods' værk "Homer's Secret Iliad; the Epic of the Night Skies Decoded" (1999). Netop Iliadens således allegoriske astronomi - kan give løsningen til de lange og noget trættende opremsninger af skibe og deres besætninger (især i 2. bog), hvilket ellers kunne se ud som et stilbrud. Dette kendes hidtil som en gåde inden for litteraturen, og jævnligt er der publiceret lige så lange og trættende forklaringsforsøg.

I nyere tid kendes en svagere afglans af princippet, idet Jules Verne (1828-1905) i sin klassiske science fiction-bog "Rejsen til Månen" fra 1865 oplyser præcist om månepositioner og -faser undervejs. Ved nærmere studium af månetabeller fremstår de pågældende oplysninger som at stamme fra Månens reelle positioner i vinterhalvåret fra et årstid omkring udgivelsen, velsagtens mens han skrev bogen og med anvendelse af de dengang aktuelle positioner for Månens forløb.

Lignende forekommer hos forfatteren J.R.R. Tolkien (1892-1973), der lod Månens stilling på enhver given dag i trilogien "The Lord of the Rings" svare til dens stilling på himlen i de pågældende dage i 1954-1955, hvor han skrev denne trilogi.

Især er den irske forfatter James Joyce's "Ulysses" ('Odysseus'), fra 1922, flere steder konstrueret som det princip, der observeres i Paulus' beretning, men nu med Homer som nøgle - og er fyldt med konkret astronomi og skjult astromytologi. Der er mindst 3 strømme i ét. Der er ligeledes indlagt et skjult geometrisk mønster. Ved at betragte et bykort over Dublin, kan hovedpersonens byvandrings-odyssé følges: Ruten afslører at danne et præcist, kæmpemæssigt kors.

Allerede egypterne synes at have anlagt de store pyramider stjernegeografisk, efter en plan ud fra stjernebilledet Orion - i egyptisk udgave: Osiris. Opdagelsen er af forskellige gode grunde omdiskuteret, men har aldrig kunnet afvises. Bl.a. kritiseres, at Orion her er gengivet spejlvendt, men det princip var altid tradition, også f.eks. på himmelkort.

Lignende tradition som i "Paulus-rejsen" ses senere praktiseret bl.a. i Nordspanien, hvor kirken oprettede det fortsat anvendte valfartssted Santiago de Compostela - med parallel baggrund i stjernemysterier. I 800-tallet e.Kr. proklamerede kirken, at en grav, der mentes at indeholde apostelen Jakobs hovedskal, var fundet her. Hovedskallen skulle være flyttet som relikvie hertil, hvor han ifølge traditionen havde missioneret.

Ruten tværs over Nordspanien til dette valfartssted hedder stadig Via Lactea, 'Mælkevejen' (jf. Verdensaksens linjeføring), hvor pilgrimmene måtte passere større byer med stjernebetegnelser som Astor og Estella ('stjerne'), Burgos (arabisk-spansk: 'Dyrekredsen'), Leon (spansk: stjernebilledet Løven) og La Coruña (stjernebilledet Corona Borealis), indtil de lige før Capo Finisterre ('hovedet ved jordens ende', Canopus) nåede stedet med apostelen Jakobs hovedskal i byen Santiago (Sankt Jakob) de Compostela. Bynavnets sidste del er fra kirkens oprindelige latinske betegnelse for dette sted Campus Stellae, dvs. 'Stjernernes Mark'.

Heri var selvfølgelig allusioner til en berømt episode hos apostelens navnebror, den oprindelige Jakob, Isaks søn, i "1. Mosebog" (28,11-19), der i en egn kaldet Luz havde lagt sig med en sten under sit hoved (hovedskal) på en åben mark under nattens stjerner og observerede "en stige" fra jorden til himlen - jf. Verdensaksen som en scala cosmica (også bag myten om Jupiters vej til Leda) - som engle steg op og ned ad. "Vandrestjernerne" (planeterne), der astrologisk kunne aflæses for et budskab, kaldtes i hebraisk tradition også "ærkeengle". På græsk og latin dannedes ordspil på engle, angelos, 'budbringere', og angulus, de "budbringende vinkler" mellem planeterne. Hvorefter Jakob - ved at lade den pågældende mark med stjernerne over sig benævne Bethel, dvs. 'Guds hus/hjem' - i virkeligheden betegnede denne mark som "himlen", hvor både Gud og stjerner/engle har hjemme.

Rabbinerskrifterne oplyser, at det eneste Jakob tog med, da han flygtede fra Isak, var en speciel stav: "Jakobsstaven". Den består af en stang med nogle tværribber - og ligner bogstaveligt såvel som ved anvendelsen, "en lille stige til himlen". Denne type var som astronomisk måleinstrument fra oldtiden almindelig i brug helt frem til for 300 år siden.

Paulus' sørejse var en zig-zagkurs, men overført på himmelplan følger den en hel ret (sigte)linje. Denne udgår øst for Verdens-aksens sigtelinje (fra Canopus via Sirius til Lyren).

Planche 04 - Den-hemmelige-religion

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

Fra Moses' pagt til den nye pagt - i kodeform

Angående Paulus' skibsforlis bemærkes i "Apostlenes Gerninger"s kapitler 26 til 28, at skibets forstavn blev stående urokkeligt fast, mens to "strømme" - nu at forstå som den gamle og den nye retning inden for Moses' religion - søndersled styringen på skibet, dvs. på den gamle pagt eller gamle lære. Rejsen med det første Alexandria-skib startede ved byen Myra (Myrra), der ligger i Lucien, her forstået som "genklang" af Jakobs førnævnte sted Luz med Himmelstigen. Myrra betød også røgelse - jf. i Bibelen kunne Jahweh komme til stede i røg/røgelse.

Der lå en symbolik i, at ombordværende reddede sig i land på de søndrede dele af skibets agterstavn ved styreåren, roret ("basis: Canopus ved foden af Verdensaksen"). Og også i at de kunne rejse videre med et nyt skib - den nye pagt - der ligesom det første skib havde udgangspunkt i Canopus (Alexandria) og var kendetegnet "ved Tvillingerne", hvorunder stjernebilledet Skibet og Canopusstjernen befinder sig. Symbolikken var velkendt, f.eks. blev biskop Zeno af Verona alment forstået, da han (år 360) i en prædiken, "At Lære" (1,38), skrev at Tvillingerne repræsenterer det Gamle og det Nye Testamente.

Næsten 1.500 år efter Moses' tid kom grundlaget i hans lære i den gamle pagt således ud til verden, men i fornyet form: "det nye skib".

Den idé i Paulus-beretningen at betegne religionerne som "skibe" var også et velkendt billede - allerede buddhisterne kaldte deres religions to hovedretninger "det lille fartøj" (en eksklusiv, genuin buddhisme) og "det store fartøj" (den udbredte folkereligion). Kristne har ud fra deres ældste lære, der på flere punkter havde baggrund i fælles ældre nærorientalske idéer, mange steder kaldt deres kirkebygninger for "skibe".

Paulus-beretningen omtaler, at skibsfolkene ud for Cauda - under optakten til solformørkelsen - havde problemer med skibets jolle bag agterskibet, før end de fik den hejst ombord. Dette synes en ubetydelig detalje at bemærke i en beretning om "Apostlenes Gerninger", indtil det bliver klart, at der ud fra nævnte idéverden synes hentydet til "det lille fartøj"s eksklusive (mysterie)lære. Dette "lille fartøj" på siden af Skibets agterstavn (Canopus) blev under uvejrets uroligheder taget op i det "store fartøj" og ophørte således med selvstændig sejlads.

Det angives, at både det første og det andet skib kom fra Alexandria og skulle til Rom. Samt at også det første skib medførte en kornlast, hvilket også synes at gælde for det andet, idet det var normalt, at skibe fra netop Alexandria sejlede den egyptiske hovedeksport af korn til Rom.

Tidligere i nærværende bog ses korn som symbol i mysteriekulterne ved den ceremoni, hvor kornaks blev taget op af en ark/kiste. I mange datidige sprog kunne 'korn' og dets produkter 'mel' og 'brød' være samme ord eller afledninger deraf. Bibelen omtaler ved Adams fordrivelse fra Paradis: "I dit ansigts sved skal du æde dit brød" - heri er ordspil (bl.a. på brød, ansigt og sved) med en alternativ mening af babylonisk oprindelse. Kornets tærskeplads kunne ofte være et helligt sted (jf. Jerusalems tempel) - hebraisk gan - der som magisk cirkelplads sattes i forbindelse med Dyrekredsens cirkel, der på himlen omkranser Paradis:

- Byer grundlagdes, eller tilknyttedes, ud fra stjerner - Ninive, Konstantinopel, Beijing, Cairo (al Qahira, 'Mars'), og Canopus (astromyte: "her landsteg Arkens styrmand Canopus"). Alexander d. Store dryssede korn i et cirkelformet by-diagram til orakel for Alexandrias grundlæggelse ved byen Canopus i den egyptisk-græske måned canopus, januar-februar. - Jesus fødtes i Bethlehem, 'korn- eller brødhuset' - og brugte symbolik med brød som "gudens krop" ved den hellige nadver; hans lignelser handler ofte om korn og brød i betydningen "guds ord".

Der fremstår her en bestemt symbolik i, at folkene ombord på det første skib under stormen var ophørt med at indtage "forældet" brød/føde i længere tid, hvorefter Paulus gav disse folk nyt brød, så de blev i stand til bedre at redde sig. Derfor kunne dette første skibs tyngende kornlast kastes i havet. Ud fra den specielle idéverden var her demonstreret, at kornet blev taget op fra skibet/arken ligesom i den velkendte ceremoni i mysteriekulterne. Og for at folkene skulle overleve åndeligt, måtte det første skibs last af korn - den gamle lære - smides ud.

I samme hensigt gav Paulus folkene nyt brød, og det nye skib fra Alexandria - dvs. fra 'menneskets frelser' (græsk: alexander) - fortsatte med Paulus (og kornet) til romè. I beretningens græsksprogede tekst kan det betyde 'Rom', de kristnes voksende center, men lige såvel betyde 'kraften' - Helligåndens udtryksform - og "rejsen"s virkelige mål. På himmelkursen var dette endemål netop Duen, dvs. Andromeda(galaksen). Andromeda - græsk for 'den, der behersker kursen' - indgår i stjernekodens spirituelle anvisning om vejen til 'kraften' fra himlen.

At læse teksten under teksten

Hele denne baggrund rummer et særligt perspektiv. Det kan næppe uden indsigt i oldtidsastronomi og kultisk lære løse tekstproblemerne.

Inden for oldkirken var den vidt udviklede idé længe i brug, hvori personer, navne, begivenheder etc. i det Gamle Testamente ansås for at have deres bestemte paralleller i det Nye Testamente. Idet de ældre kulters stjernemytelære kan ses integreret i det Gamle Testamente, og i anvendelse på samme vis i det Nye Testamente, var denne "stjerneteologi" i Paulus' drama derfor ikke specielt usædvanlig.

Med andre ord, at teksten med Paulus-rejsen har et eller flere dobbeltlag er således helt i tråd med lignende egenskaber i flere af antikkens kendte tekster. Det er et faktum, at kristne tekster i mange forhold videreførte gammeltestamentlig tradition, hvori netop det er veldokumenteret, at rabbinerne praktiserede læsning af underliggende lag i Bibelen. Derfor er det ikke et urealistisk, at der med hensigt var tilrettelagt kodificeret læsning af Paulus-rejsen. Spørgsmålet vil snarere være om, i hvilken grad en mulig kode er dechiffreret plausibelt.

Selve det gamle eller oprindelige grundlag for religionen kom således ikke fra Jerusalem - Paulus og hans medbragte sekretær, ifølge også traditionen den senere evangelist Lukas, vidste bedre: Moses' lære angives i denne beretning i virkeligheden at være kommet via "Alexandria/Canopus", med andre ord fra Egypten. Forfatteren (Paulus/Lukas) har haft tydeligt kendskab til "den egyptiske faktor" i Moses' religion.

At Moses havde taget guldet i betydningen "visdomsskattene" med fra Egypten ("tilsvarer" her kornskibet fra Egypten) - de senere betroede talenter eller pund, som Jesus i realiteten anklagede jødisk præsteskab for at have nedgravet - blev i nyere tider ikke opfattet i kirkens teologi. Idet mange traditioner fra oldtiden ophørte, tabtes bl.a. den indforståede stjernelære. Tabet kan mærkes ved nogle af nutidens ofte 'tynde' idéer om kosmologi og stjernemæssige forhold i oldtidens religiøse verden.

_________________________________

• Som mange oldtidstekster ses også bibelteksten om "Paulus' sidste rejse" at rumme flere lag, bl.a. et mentalt visualiseret himmelkort.
• De pgl. referencer af astronomisk karakter mentes på et spirituel plan at kunne ses som en særlig oversigt over en indre rejse i sindet.

_________________________________

Himmelstige med Mithras-kultens spiritueller indvielsestrin - 'op til lyset' - relaterer til planeter og stjernebilleder. Se s.214.

Fra neden: Jordiske elementernes verden af bl.a. ild (et alter der ikke ses på billedet), vand/vase, og luft/Tvillingernes stjernehatte. De 7 grader: - "Ravn" (del af Jomfruens stjerner) og Merkurstav; - "Mysteriebrud" med Venus' brudekrans og brudelampe; - "Soldat" med Mars' krigerudstyr; - "Løve" med Jupiters tordenkile, ildskovl og sistrum; - "Perser" med sværd og segl under Månen, - "Heliodromus" med kuskepisk og Solens fakkel; - "Fader" med Saturns segl, stav og ring samt magernes visdoms-hue. (Den separate tekst øverst var til minde om den person, der etablerede kultrummet. - Gulvmosaik i Ostia, 200-tallet e.Kr.).

23. KAPITEL

Den religiøse arv fra Egypten

Fra Jethros mysterieoptrin til gnostisk lære

Den begrænsning, at mysteriekulter inden for oldtidens civilisationer var eksklusive, forbeholdt en inderkreds, kunne i nogen grad beskytte mod udvanding af den gamle spirituelle viden og dens anvendelse.

Den voldsomme ekspansion inden for Orientens kultiske virksomhed ved 500-tallet f.Kr. førte til at omfatte større grupper også uden for en præstelig og kongelig inderkreds. Der blev udviklet delvis fornyelse og også mangfoldighed, men af vekslende kvalitet. Ved 100-tallet e.Kr. var udbuddet af religiøse fraktioner i højkonjunktur - og der fremstod mange selvbestaltede "guru'er" med indbyrdes afvigende retninger.

I Bibelen findes mysteriekultiske islæt, også før Moses, helt tilbage til Abraham og hans slægt ved 1900 f.Kr. I "1. Mosebog" (27,11-23) berettes realistisk om et kultisk ceremoniel, hvor Jakob, iført en dyreham af skind fra gedekid (jf. nærv. kap. 2), modtog sin gamle far Isaks velsignelse, et ritual til overførelse af slægtens magiske kraft og beskyttelse.

En af de mere afgørende mysteriekultiske begivenheder for Moses personligt var, da han - under sit ophold hos Jethro på Sinai - deltog i optrinet ved den brændende tornebusk og her oplevede en igangsættende erkendelse ud fra Jahweh-navnets betydninger.

De gamle bibelskrifter om Moses' lære var et fundament for Jesus og følgelig for kristendommen, der tilmed synes at have været påvirket af jødernes også mundtligt overleverede kultiske træk fra Moses.

I begyndelsen, da mange kristne grupper var indrettet på mere kultisk måde, kunne man ikke gå lige fra gaden ind og modtage de højeste visdomme, men måtte som ved alle andre indvielsessteder først gennemgå læretid og nogle kultiske processer. Det er en senere illusion, at den ældste kristendoms udøvelse var speciel folkelig. Det gjaldt blot dele af den. Den græske forfatter Pseudo-Dionysios af Areopos omtalte netop, at adgang til de kristne kulter foregik gennem tre trin/grader.

I disse kulter kan dele af en oprindelig viden fra Moses overlevet, via Jesu og hans virke. Det var situationen, da kejser Konstantin d. Store i 313 gav religionsfrihed (Tolerance-ediktet), men dog ønskede enhedsreligion i Romerriget. Hans favoritter blandt flere trosretninger var foruden den udbredte romerske version af Isis-kulten især den dengang ofte "obskure" kristne religionskult samt den udbredte mysterielære, Mithras-kulten, kristendommens største konkurrent, tæt på prioritering.

Det var et rent politisk valg af en "bedst egnet religion"; f.eks. havde de kristne den fordel, at kvinder kunne deltage på lige fod med mænd, mens de var helt udelukket fra Mithras-kulten. Men Konstantin var ikke selv kristen og blev først på sit dødsleje 337 e.Kr. overtalt til at blive døbt. Da kristendommen af anti-oprørspolitiske årsager blev statsautoriseret religion - det stadfæstedes i 392 - foregik der undertrykkelse af andre kulter. Selv Oraklet i Delphi fik kirken lukket allerede her i 390'erne.

Mithras-kultens 7 trin

- og korsfæstelsen

Overalt i Romerriget fra Persien til Skotland, fra Sahara til Østrig, deltog utallige romerske officerer i Mithras-kulten - bl.a. den historisk kendte Pantera (som hieros gamos-"donor"), der af datidens rabbinere vedholdende blev udpeget som den biologiske far til Jesus (jf. illstr. s. 229). Jf. også at flere af gnostikerne, bl.a. filosoffen Cerdon, hævdede, at den gud, der stod bag Loven og profeterne, ikke var far til Jesus.

De fleste mysteriesamfund, bl.a. netop gnostikerne og forgreninger af essæerne, havde kulter. Hovedparten af mysteriesamfund og kulter, og enkelte religiøse sekter, både samarbejdede og konkurrerede.

De kristne kulter, der udviklede sig til den oldkristne kirke, overtog i begyndelsen også megen tradition og symbolik fra Mithras-kulten. Den indo-persiske guds navn Mithra(s) betyder 'pagt', hvilket tilhører den såkaldte "kontrakt-teologi"s udbredte idé. Jf. at forfatteren til de også mysteriekultisk betonede værker "Odysseen" og "Iliaden" kaldes Homer, oldgræsk for 'pant', 'gidsel', der var en ofte obligatorisk transaktion ved indgåelse af kontrakt eller traktat: Dvs. en pagt på lignende vis med de kristnes Gamle og Nye Testamente - som omtalt betyder testamente 'pagt': Jahwehs pagt/kontrakt med mennesket.

Mithras-kultens næsthøjeste indvielsestrin, 6. trin, kaldtes "Helios, Sønnen" eller "Guds-søn" og symboliseredes ved Solen. Ved overgangen mellem 6. og 7. trin kunne der udføres en symbolsk eller evt. regulær korsfæstelse. Herefter ophøjedes den indviede bl.a. ved ordene "Faderen og Sønnen er ét". Det udtryk brugtes siden hen af kirken, hvor det løsrevet fra denne baggrund medførte voldsomme interne stridigheder.

Det 7. og højeste indvielsestrin hed "Faderen" eller "Himmelske fader", hvis symbol var de persiske mageres specielle tophue.

Netop også i Jesus' tilfælde kunne hans titel "guds søn" ses som at tilhøre et lignende mysteriedrama, et principielt koncept. Jf. at i "Jobs Bog"s mysteriespil optræder flere "guds sønner", bl.a. endog Satan. Allerede længe før Jesu fødsel lærtes om Mithras, der, ligesom senere Jesus, fødtes i en stald i en klippehule og ligeledes kaldtes "hyrde". Mithras bar - ligesom de (tre) vismænd ved Jesu fødsel - den særlige hue. Den kendes også i de frygiske/græske mysterier som "frihedshuen".

På latin kaldtes huen pileatus - og genkendes i Pilatus, den romerske øverstbefalende (og som romersk officer sandsynligt Mithras-kultisk indviet), der ledte forhøret af Jesus og gav tilladelse til korsfæstelsen. Pilatus blev senere hos østlige kristne grupper betragtet som helgen.

Også den romerske officer, der hævdes at have stået ved den korsfæstede Jesus - i "Markus' Evangelium" (15,39) - kunne netop være en mysteriekultisk indviet at dømme fra ordlyden i hans udsagn:

-"… Sandelig, den mand var 'Guds søn' …".

Mithras-kultens højeste trin, "Faderen", blev også navn for den kristne kirkes topfigur, paven en betegnelse der netop betyder 'Faderen'.

Den gamle videns særlige lære, ligesom den skjulte del af Moses' todelte religion (tidligere omtalt), videreførtes også uden for de etablerede religioner, især i hellenistisk Egypten. Læren påvirkede gnostiske sekter og mysteriekulter - der herved farvede flere af kristendommens østromerske grene. Herfra blev en retning den koptiske kirke.

Oldkirkens gnostiske pave var på vej

Ud over at mange af gnostikerne i Mellemøsten og Romerriget blev uddannet med viden fra mysteriekulter med egyptisk og babylonisk baggrund, blev de påvirket af forskellige udbredte religioner bl.a. buddhisme og persisk Zarathustra-lære samt af græsk filosofi. Disse gnostikere nåede både at influeres af urkristendommen og, tillige, at give et stærkt præg tilbage til denne.

I gnosticismen er "Faderen"s navn ukendt og kan ikke udtales, men kun opfattes gennem "Sønnen", der især repræsenteres ved logos. Læren om okkulte egenskaber ved lyd (jf. kap. 6) og latent kraft i hellige navne samt magiske formler til udsyngelse - eller navngivelser til at manifestere identitet, som derefter kan påkaldes - fandtes allerede i den ældgamle egyptiske tekstsamling, som vi kalder den "Egyptiske Dødebog". Heri genkendes direkte de senere gnostiske fonémer af "magiske lyde" til at beskytte sjælen mod farer på rejsen efter døden.

Den egyptiske digter og gnostiske lærer i Alexandria, Valentinus, blev gnostisk biskop i den koptiske kirke og boede i Rom, hvor han ca. 150 e.Kr. var tæt på at blive valgt til pave (øverste biskop). Det kunne have givet kristendommen et helt anderledes udseende i eftertiden.

Gennem sine skrifter, hvoraf flere er genfundet (i Nag Hammadi i Egypten i 1945), og gennem valentianerne - tilhængere af hans lære især i Egypten - udøvede han og hans gnostiske retning nogle af de mest indflydelsesrige påvirkninger på den tidlige kristne kirke. Og de udviklede en åndelig doktrin, der var mere lovprist end andre kristnes.

Da Valentinus første gang oplevede gnosis, fik han en vision om et nyfødt barn (jf. kap. 15 og 16), hvor barnet udtalte: "Jeg er logos". Valentinus' gnostiske retning holdt ceremoniel fest hver 14. februar med hieros gamos ('helligt samleje') i et særligt kultrum, "brudekammer": nymphon, thalamos eller pastas. Dette kendes i græske kulters 1. trin: pastophoros, 'bringer af brudelejet' - til spirituel forening - og var også kendt i andre kultretninger. En hieros gamos-agtig baggrund findes allerede i et af deres adopterede skrifter, det egyptisk-græske værk "Corpus Hermeticum" (i dets "Asclepius"-kapitels afsnit 21).

Gnosticismens hovedretninger havde især græsk, jødisk og kristent præg, der alle var egyptisk farvet. Der findes også gnostiske evangelier, - et af disse er valentiansk, Filipsevangeliet, tilskrevet Jesu discipel Filip som ophavsmand - og viser en kristen tradition, men med en lidt anden Kristus-forståelse og opstandelsestanke end kirkens udgave.

Gnostikerne og deres forgreninger

fordømt af kirken

I Mellemøsten fandtes kendskab til de ældste indiske filosofier om den fysiske verden som illusion - og det inderste guddommelige som sandheden og eneste realitet. Også flere gnostiske evangelier forkaster verden i den form, den ofte erfares: som "en tåge af vildfarelser".

De gnostiske evangelier forkyndte frigørelsen: Gud, altings udspring, kan kun nås i en religiøs oplevelse, gnosis, der frigør fra vildfarelse og den opdelte verden. Og videre - opstandelsen bliver ensbetydende med gnosis som erkendelse af "sand viden fra den højeste Fader".

Ligesom Philo tolkede Moses' tekster, mente gnostikeren Ptolemæus, 150 e.Kr., ud fra egyptisk forbillede, at Frelseren forvandlede det "synlige" manifesterbare i Moses' tekster til noget spirituelt, det usynlige.

Den gnostiske lære bar på rige spirituelle ressourcer - vidtfavnende, kreativ og mangefacetteret over for det de anså for kirkelig fastlåsning.

Gnostikerne havde også mangfoldige yderliggående retninger, der udviklede ofte overspekulative filosofier. Nogle tilhængere blev fundamentalister, andre blev, i moderne udtryk, "åndsflippere" eller gik til yderligheder som eremitter, fakiragtige selvpinere, Satan-dyrkere, sexfanatikere - eller kastrerede sig selv. Atter andre var udøvere af en såkaldt begærfri "tantrisk" sex. Gnostikere var kreative og vidtfavnende.

Blandt de gnostiske forgreninger var f.eks. kainitterne, der - ikke at forveksle med den gamle stamme i Sinai-ørkenen - tog navn efter Kain (Qain). De ignorerede faktisk, at en del af det gnostiske grundlag oprindelig var fra Moses' lære. Desuden dyrkede de Judas som helgen.

Kainitterne var - i øvrigt ligesom gnostikeren Marcion (140 e.Kr.) - stærkt modstandere af Jahweh og Moseloven samt af, at israelitterne og deres efterkommere betegnedes som det udvalgte folk.

Generelt afviste de fleste gnostikere, at Jesus døde på korset. Der var megen tale om gudsriget og optagethed af lidelsens problem. Men betegnelsen menneskesønnen nævnes kun en enkelt gang i deres skrifter og her kun som almindeligt menneske. Og de benævnte Helligånden som hunkøn (jf. i den Hebraiske Bibel er 'ånd', ruach, af hunkøn).

Thomasevangeliet, som ikke blev optaget i det Nye Testamente, blev af kirken i 700-tallet forbandet som værende gnostisk. Dets tekst er anderledes end andre evangelier, fordi der ikke bliver fortalt om Jesus, idet det meste er fremstillet som direkte tale af Jesus selv.

Heri fortælles om Guds væsen i Thomas' afsnit 77 - i næsten samme egyptiske stil som i "Corpus Hermeticum" - og det er fremlagt i tankebaner, der for en nutidig læser kan have ligheder med zenbuddhisme:

-"… Jeg er Lyset, som er over dem alle. Jeg er Altet. Altet er udgået fra mig, og Altet er forbundet til mig: kløv træet, jeg er dér - løft stenen op, jeg er dér …".

Den første, der omvendte egypterne til kristendom, var apostelen Markus, cirka år 37. Inspireret af græsk kendskab til buddhisternes opfindelse af klostervæsenet udvikledes hos Egyptens tidlige kristne i 200-tallet e.Kr. - nu på et stærkt gnostisk grundlag - vestens overhovedet første klostre (latin claustrum, 'indelukke'). Herunder det at leve som munke og senere også nonner - eller i ørkenen som eneboer: eremit (græsk eremos 'ørken'), søjlehelgen m.v. Kristendommens første kloster findes stadig i den egyptiske ørken syd for Suez.

At mange af disse gnostisk påvirkede kristne munke lod deres hoved glatrage eller anlagde blot en smal hårkrans (tonsur), og praktiserede religiøs askese og forbud mod bestemte madvarer - fulgte i et og alt egyptisk traditions undertiden strenge regler for især Isis-præsterne.

I kristendommen var de mange hurtigt opståede kristne retninger udsprunget af den oprindelige jødisk-kristne gruppe omkring Jesu disciple. Denne gruppe, der endda prædikede i de jødiske synagoger, blev fortrængt af Paulus' mere universelle organisation og lære.

Der var mange grene af gnosticismen og kun en del var fuldt kristne. Disse helt eller delvis kristne grupper opnåede ikke, ikke engang i Valentinus' tilfælde, at blive anført af en lignende personlighed som Paulus, der kunne skabe samling. Nogle gnostiske grupper var ikke specielt gnostiske med dyb erkendelse - men gnosticismen var i starten mere almen, senere blev den noget eksklusiv. Den kom ikke til at udgøre nogen samlet bevægelse eller fælles ideologi.

I Romerriget forfulgte kirken gnostisk lære - først tilskyndet af kirkefaderen, biskop Ireæus af Lyon, skønt han var stærk tilhænger af Johannesevangeliet med dets også gnostiske træk. Det skete især 150-300 e.Kr., hvor læren søgtes fjernet som kristent kætteri. Senere kom totalforbud, men tilhængere fandt opholdssteder bl.a. i Sydfrankrig.

Gnostikernes arvtagere

- bl.a. manikæerne

Kirkefaderen Origenes havde - fra jødiske lærde - hævdet, at mange bibeltekster ikke bare skulle tages for pålydende eller bogstaveligt.

Også heri anes, at Moses havde stiftet en religion i lighed med andre store religioner med et øverste mere skjult niveau for indviede. Den side, bevaret gennem tiderne, ses også bestyrket i et genfundet gnostisk skrift, nu kaldet "Johannes' Apokryfon". Det hævder, at skabelsesberetningen ikke helt betyder hvad Moses bogstaveligt har skrevet, men har en skjult mening, der nu kun kendtes gennem gnostisk åbenbaring. Igen, den skabelsesberetning, som Moses har gengivet i Bibelen, var af egyptisk oprindelse - og var ud fra den tradition opfattelig i flere niveauer.

Gnostikere, kristne og manikæere var alle influeret af egyptisk ånd og tanke. De har bl.a. kunnet få et kendskab i værket "Corpus Hermeticum", der i traditionen menes delvis forbundet med Moses.

En religion med stærkt præg af syrisk eller østlig gnosticisme og kristendom var manikæismen, som kirkelæreren og -faderen Augustin (354-430) i en årrække tilhørte, før han blev kristen. Læren grundlagdes i 300-tallet e.Kr. af profeten Mani i Mesopotamien (Irak). Mani havde inkluderet gnosis og videreudviklet gnosticismen til dens yderste, og fik indflydelse på religiøs tænkning helt ud i kinesiske lande - ad silkevejen, ligesom tidligere da buddhistiske idéer udbredtes. Læren fik også en fortsat indflydelse hos de senere kristne kulter i netop Frankrig.

Dele af de koptiske ('egyptiske') kristnes lære, der var influeret af gnostikere, synes senere at have overvintret - for, som nævnt, at dukke op igen bl.a. i Sydfrankrig, især i Languedoc, omkring år 900 e.Kr.

Læren ankom fra Egypten - via Armenien, Syrien og Storbulgarien - og var undervejs influeret af den oldpersiske Zarathustras filosofiske religionsretning, der lærte om den evige konfrontation mellem lyset og mørket, Gud og djævel, det gode og det onde, et "yin-yang-forhold". Den idé blev overført helt unuanceret og opfattet som en kamp mellem ånd og materie - hvorved den fysisk-materielle verden nu af fanatiske grupper blev opfattet bombastisk som værende kun af det onde.

Tilhængerne, bugomiler, opkaldt efter Bogomil, deres særlige bulgarske formidler af læren, blev stærkt forfulgt, bl.a. sendtes korstog imod dem fra den katolske pavekirke. Deres efterhånden fundamentalistiske oldtidskristendom overlevede i Bosnien. I 1400-tallet ved tyrkernes erobring af landet gik mange af den bugomiliske kirkes tilhængere - for at bevare deres jordbesiddelser - over til islam (og kaldes nu bosniakker).

Gnostisk prægede katharer,

albigensere og valdensere

Ligesom ved gnosticismens forgreninger skete der også specialisering blandt "efterfølgerne" i Frankrig og andre steder, dog mindre ekstremt. Disse tilhængere gennem 300 år - især i Provence, Languedoc og Norditalien - kaldtes både for albigensere, 'fra byen Albi', og (ofte nordligere) for katharer, 'de rene', et græsk udtryk der siden blev til kættere, samt kaldtes valdensere. De sidstnævnte var benævnt fra deres organisator Pierre Valdès i Lyon. Valdès gik med sine tilhængere ind for genoptagelse af de tidlige kristnes lære og traditioner.

Ekstremister i disse grupper praktiserede forsagelse af jordiske ting ud fra Jesu ord: "… Mit rige er ikke af denne verden …". F.eks. ændrede katharerne i Fadervor-bønnen bl.a. udtrykket "vort daglige brød" til "vort supersubstantielle brød", dvs. 'åndelige brød'. En del tilhængere regnede materien for værende af det onde - endda "djævelens værk" - og fastholdt derfor, at Jesus kun kunne have et åndeligt legeme.

Dette er som en overførelse fra den mysteriekultiske tradition: at Kristus var et levende symbol for den indviede persons åndelige vækkelse, der i det indre personificeredes som "Guds-sønnen". Katharerne blev i deres læres første århundreder omtalt især som "nogle, der bekendte, at Jesus Kristus ikke var i kødet", dvs. ikke i kropslig form. Der er tale om sproglig fortolkning, idet "Sønnen" dog opvækkedes hos de indviede eller tilhængerne, dvs. hos levende personer med både sjæl og krop (kødet). Skønt der næppe var nogen forskel, opstod ved uforstand tidligt strid. Allerede i Bibelens "Johannes' Andet Brev" vers 7 omtales:

-"… for der er gået mange bedragere ud i verden; det er dem, der ikke bekender Jesus som Kristus kommet i kødet. Det er bedrageren og Antikrist …".

Nogle katharer var vegetarer, andre cølibattilhængere. Katharer tillod kvindelige præster. En del af katharernes tro var grundlagt på flere også nyere bibelske skrifter, der snart af kirkens biskopper blev udelukket af Bibelen. De blev kendt som "apokryfe skrifter", som kirken anvendte som inspiration, men ikke gjorde dem kanonisk autoriserede.

Mange katharer gik imod, hvad de kaldte "den jødiske stammeguds grusomhed, griskhed og hidsighed" - og mente, at en hel del af Bibelens hebraiske skrifter i den overleverede form stammede fra djævelen.

Dette var modsat kirken, der gennem størstedelen af sin historie anså det Gamle Testamente for især at være optakt til og forvarsel om Kristus og hans komme, frem for blot at tilhøre den jødiske verden.

Hos katharer og albigensere - der var imod den katolske kirkes lære om skærsilden, og som ud fra "Johannes' Åbenbaring" kaldte kirken for "moderen til Jordens skøger" - var billeddyrkelse udelukket. Deres kirker var uden kors og Kristus-figur, den gudeskikkelse som de med et udtryk fra Platon kaldte en "demiurg".

De inspirerede de sydfranske (occitanianske) troubadourer, der skabte dobbeltbundede tekster, bl.a. de ældste kendte tekster om "den hellige Gral". Og de inspirerede kirken - men oftere provokeredes denne romersk katolske kirke, og især pave Innocens III.

Idet de anså sig for apostlenes efterfølgere, kaldte de sig "de sande kristne". Hele landsdeles befolkninger gik ind for katharernes lære.

Pave Innocens satte korstogshære imod dem, "albigenserkrigen" i 1209. Hundrede år senere lod kirken, hjulpet også af den franske konges hær, stort set dem alle myrde, heraf de fleste ved at brænde dem levende. Gennem mere end 300 år menes nær én million tilhængere dræbt. De sidste grupper blev under pave Gregor IX udryddet på denne grusomme måde i 1221 - og i 1244, ved bjergfæstningen Montségurs fald, hvor 200 henrettedes. Og der indførtes inkvisitionsdomstole. De seneste enkelte tilhængere blev brændt i Languedoc i 1330.

Selv om kirken havde taget afstand fra - og snart forbød - de gamle kulter, levede de dog videre i det skjulte i talrige århundreder og forekom senere gennem 1200-1500-tallet ofte i ret ændrede former, nu som hemmelige ordener, broderskaber, loger og laug.

Endog visse af kirkens folk havde en fortid her, eller søgte dem i hemmelighed. I 1314 forbød kirken tempelherreordenen, bl.a. fordi flere dele af katharernes lære tydeligvis overlevede hos korsridderne, tempelherrerne og i frimureragtige selskaber.

Den egyptiske essens i denne lære genopvaktes snart især i Italien, under Medici'erne, men først hos Dante (jf. kap. 19). Han havde, med sit betydelige kendskab til mysterieviden i Bibelen, stor forståelse f.eks. for tempelriddernes mysterieagtige organisation; og især for albigensere - han kunne læse deres tekster, bl.a. på provencalsk. Han blev omtalt som en sen troubadour - samt for at have kontakt med kætterske idéer.

Ved Dantes sympatier for disse grupper var han velbekendt med deres idéer om reinkarnationslæren - i sig selv kendt ved delvis ikke-faste definitioner (jf. kap. 24). I sit værk "Den Guddommelige Komedie" placerer Dante den græske filosof Epikur med tilhængere helt nede i Helvedets 6. kreds, fordi Epikur lærte, at sjælen dør sammen med kroppen.

Gnostiske tanker med oprindelse i det gamle Egyptens religiøse traditioner blev således adopteret af kirken til dennes version af kristendom. De har inspireret forskere fra C.G. Jung til Elaine Pagels. Uden oprindelig en gnostisk søgen efter en "anden sandere virkelighed" og en ukendt gud hinsides, ville der næppe være megen genuin filosofi hos kirken.

_________________________________

• Den udbredte mysterielære, Mithraskulten, var kristendommens konkurrent til at være kejser Konstantin d. Stores religion for romerne.
• Egyptens første kristne udviklede i 200 e.Kr., med gnostisk præg, de første klostre - med munke påvirket af Isis-præsternes regler.
• De fleste gnostikere afviste, at Jesus døde på korset. Gnostikeren Valentinus fra Egypten var 150 e.Kr. tæt på at blive valgt til pave i Rom - hvilket sandsynligt ville have givet kirken en helt anden retning.
• Flere af de senere gnostisk inspirerede katharer gik imod, hvad de kaldte "den jødiske stammeguds grusomhed, griskhed og hidsighed".

_________________________________

Reinkarnationslære i mysteriekulterne

Katharernes/albigensernes lære fastholdt, fra bl.a. gnostiske grene, reinkarnations-idéer som en del af religionen. Det blev en anstødssten for kirken. Men traditionen for en reinkarnationslære var uhyre stærk.

De fleste religioner og trosretninger i verden bygger på en overbevisning om det enkelte menneskes fortsættelse i en eller anden form efter døden. Det er blevet sagt, at uden den opfattelse havde vi ingen pyramider, ingen værker af Homer eller Dante, ingen Hamlet etc. Den generelle idé bag reinkarnationslæren (af re 'igen' og karne 'kød') er den lære, at sjælen efter døden igen lader sig føde i et fysisk ("kødeligt") legeme.

En opfattelse eller holdning bliver hverken mere eller mindre rigtig, fordi et stort antal mennesker tror på den - og rundt om i verden ses forskelligt på emnet. I det følgende skal der hverken føres advokatur herfor eller skabes afmytologisering, men blot søges et overblik. Der viser sig her betydelig fortrængning af et i datiden vægtigt element, der også tilhørte grene af den kristne kirke i mere end en fjerdedel af dens historie.

Emnet kan hos mange forekomme fremmedartet, så det ikke tillægges tilstrækkelig historisk betydning. For at se religionshistorien realistisk må det forstås, at der er tale om et andet og i epoker meget udbredt verdensbillede. Reinkarnationsideer, også inden for den kristne religion, blev ofte ved senere tiders uvidenhed om historie givet meningsløse fortolkninger.

I naturreligioner overalt i verden findes tro på, at sjælen eller en sjælelig bevidsthed fortsætter efter døden. Livets genfødsel er en hovedsag - og tilknyttes idéer om reinkarnation.

Fra den ældre omtale af genopstandelse eller genfødsel findes der tekster i den såkaldte "Egyptiske Dødebog" (Pert en Hru), i den "Tibetanske Dødebog" (Bardo Thödul), i den europæiske "Ars Moriendi" og i aztekernes bog, nu benævnt "Codex Borgia".

Reinkarnationsideer kendes ydermere hos f.eks. Australiens aboriginals; i Afrika hos yoruba- og edofolkene, og i syd hos zulufolket; i Asien på Guinea, og i Indonesien; samt hos forskellige etniske grupper i Nord- og Sydamerika.

En defineret reinkarnationslære kendes især udbredt i øst, i Indien, endda i mange former hos hinduer, jainister, buddhister, sikher (syntese af hinduisme og islam). Det ses i de oldindiske Veda- og Vedanta-tekster og i nutiden hos tilhængere blandt indiske religiøse tænkere som Ramakrishna og Aurobindo, eller f.eks. hos Mahatma Gandhi og hans elev Nehru, Indiens første præsident.

Tibets øverste religiøse ledere udpeges kort efter deres fødsel som værende en reinkarnation af et tidligere overhoved. I Kina fandtes læren tidligt i taoismen og buddhismen, og i Japan i zenbuddhismen.

Julius Cæsar beundrede kelterne for frygtløshed og mangel på angst for døden. I sin bog "Gallerkrigene" (bog V, kap. 14) forklarer han, at det skyldes deres reinkarnationslære (især hos druidepræsterne):

-"… de ønsker at indskærpe dette som en af deres ledende læresætninger, at sjælen ikke bliver udslettet, men efter døden passerer fra en krop til en ny krop …".

Ud fra opfattelsen af reinkarnation, er kropslig død ikke det samme som total død. Det menneskelige potentiale mister et sted at være i, men har mulighed for at finde et nyt sted. At få en ny krop sammenlignes hos indiske yogier i al enkelhed med "at skifte frakke".

Opfattelsen af reinkarnation var meget forskellig. Mange, der gik ind for læren, har opfattet forskellige idéer herom subjektivt - f.eks. arten af reinkarnation eller tidsafstande mellem genfødelser m.v. - som et fast mønster, der uden individuelle forskelle gjaldt for alle.

Der er følgelig en række differencer i overleveringer og beskrivelser. Forskellene hidrører både fra folkelige forestillinger om reinkarnation såvel som fra partikulære opfattelser, f.eks. fra kultisk indviede.

Ydermere er der forskelle mellem traditionelle orientalske idéer om reinkarnation og opfattelser, der indførtes til nutidens Vesten, her med fortolkning i lyset af vestlig evolutions optimisme: F.eks. livsrækken som en skole, hvor man bliver dygtigere og dygtigere liv efter liv.

I indisk hindureligion og beslægtede trosretninger betragtes døden som en overgangsfase. Tibetanske munke giver en speciel hjælp til døende. Herved menes, at personen føres bedre gennem overgangsfasen.

Ifølge beretninger fra alle tider fra personer, der har haft en 'nær-dødsoplevelse', vender disse personer tilbage i livet med en viden om, at livet fortsætter i al evighed, og at de selv er ansvarlige for deres tanker og handlinger, samt at det vigtigste i livet er at give kærlighed til andre - og at tilegne sig viden. Et fælles træk er ofte: at efter oplevelsen frygter ingen den legemlige død. Disse idéer synes netop overalt i verden og til alle tider at være grundlag for indviedes opbygning af forberedelse til døden ved den "træning", der hertil foregik inden for mysteriekulterne.

Idet selve reinkarnationsprincippet kendtes overalt i verden, var idéerne i forskellige perioder ligeledes forskelligt udmøntet i flere kulturer. I variationer i gengivelser og overleveringer herom ses udformningen ofte mere som en slags udødelighedskult. Denne form ses meget udbredt i de gamle kulturer lige fra Nærorienten til Kina og Japan, og senere hos f.eks. mayaer og aztekere.

Reinkarnation i egyptisk

og i græsk opfattelse

I Egypten ansås mennesket for at være skabt af guderne og dermed at nedstamme fra dem - og derfor også at have en gnist af det guddommelige i sig, sjælen, som bevares gennem genfødsel. Deraf blev læren om døden til en særlig videnskab - døden som værende en nøgle til livet.

Egypterne ønskede efter døden at blive ligesom Osiris, og tilmed, når de nåede underverdenen, at søge sammen med ham. De afdøde identificeredes da med Osiris, og blev ofte endda direkte benævnt Osiris. Egypterne mente, at alt kunne komme til live igen og igen - så hver ny menneskekrop blev besøgt og beboet af ba, 'sjælen'.

I de mangfoldige egyptiske tekster om døden omtales reinkarnation ikke konkret ud fra en nutidig distinkt definition af emnet. Mange idéer har i øvrigt tilhørt de lukkede lærdomme i kulterne, og har siden været kendt fra den forbundne filosofi bag osirisianismen, nemlig mysterielæren om Osiris' genfødsel, der var forbillede herfor.

Inden for kristendommens første århundreder skrev kirkefaderen biskop Synesius i sit værk "Forsynets Traktat", at der på hans tid stadig eksisterede egyptiske traditioner med "instrukser fra Osiris, der lærte om menneskets periodiske genfødsel".

Til bestemte ceremonielle formål farvedes huden sort på flere afbildninger og gravstatuer af egyptiske konger, ligesom ofte Osiris' udseende: Nilens utroligt frugtbare sorte slam, hvoraf alt gror frem igen og igen, gav egypterne navnet (kemt) for deres land og er et visuelt tegn for genfødsel. Mumificering af afdøde konger ansås som vigtigt for at skabe en god fase til overgangen fra det nuværende liv.

Her var egypterne også meget fikseret på kroppen, der helst skulle balsameres, for "ellers var det svært at fortsætte i den anden verden".

Selv om den senere kristne kirke ikke praktiserede mumificering, har den alligevel bevaret reminiscenser fra det egyptiske mumificeringsritual til det kristne begravelsesceremoniel.

Tilapia-fisken, der beskyttende tager sin yngel i munden og spytter den uskadt ud igen, blev et af mange egyptiske billedlige udtryk for genfødelse. Et andet billedudtryk herfor var et kastetræ (boomerang, vender tilbage igen), hvilket er forbundet med en myte om Osiris. Et tredje billede var - ligesom i Indien - lotusblomsten, som solguden var født af.

I værket "Corpus Hermeticum"s mange oprindeligt egyptiske tekster betyder reinkarnation (især i Traktat 7), at "intet af det værende går til grunde, og at man tager fejl, når man kalder forandringer for undergang og død". Dertil Traktat 10 om nøgler til forståelse af reinkarnationen, og Traktat 13 om genfødsel, samt kapitlet "Asclepius"s afsnit 41, der omtaler:

-"… forskellen mellem genfødsler … består i forskel på legemer; og opløsningen af legemet vil betyde velfærd og lykke som før …".

Senere blev værket genfundet i større helhed, efter tusind år nær glemt i Europa, men genintroduceret i renæssancen. Her tolkede begejstrede tilhængere, at "modsat den ugudelige (men dog af kirken autoriserede) Aristoteles, forkyndte egypterne og Hermes sjælens udødelighed".

Reinkarnationsideen i Egypten ses bl.a. som den evige tilblivelse (f.eks. livet genfødes ligesom Solen genopstår hver dag). Grækerne fik tidligt egyptisk viden og kultisk inspiration. I grækernes lære om det hinsidige, kan reinkarnation også optræde, men ikke altid accepteres eller forklares.

På gravsten i den oldgræske verden ses afbildninger af "puppe og sommerfugl" (græsk psyke: 'sjæl' såvel som 'sommerfugl'), hvor, ved en persons død, sommerfuglen med de smukke vinger illustrerede sjælens befrielse fra det jordiske hylster, dvs. kroppen symboliseret som puppe. Dette billede var tidligt vidt udbredt - også i Asien, f.eks. i Kina hos den taoistiske reinkarnationstilhænger og mystikerforfatter Chuang Tzi, 400-tallet f.Kr., i hans værk "Sjælen og Sommerfuglen".

Læren om reinkarnation kunne opnås i mysteriekulterne, f.eks. i Orpheus-dyrkernes lære. Den var velkendt hos græske tænkere: Pythagoras, Empedokles, Heraklit, Platon (Orpheus-inspireret), Apollonius af Tyana, Porphyros, Hypatia, Proklus og Plotin. Blandt øvrige græske filosoffer gik mange tilhængere af stoikernes lære ind for reinkarnation.

Også flere kendte romere, især forfattere som Vergil, Ovid, Lukan og Apuleius - samt nyplatonikerne - og f.eks. Cicero, er kendte for at have bekendt sig til en lære om reinkarnation.

Overalt i den oldkristne kirke anvendtes afbildninger af Fugl Fønix ofte i form af påfuglen - overtaget fra egypternes mytologiske benu-fugl der var et symbol for genfødslen. Denne fugl som blev født igen og igen i store fortsatte cykler.

I koptiske og mange græske kirkebygninger er det stadig tradition at ophænge strudseæg (: Fugl Føniks' æg), et egyptisk inspireret udtryk for genfødsel, nu fortolket som symbol for (Jesu) genopstandelse.

Denne fugls æg optræder i begravelsessammenhæng tidligt i græsk (mykensk), etruskisk og lucansk kunst. Også dét stammer fra Egypten - og blev et emblem hos Pythagoras' efterfølgere i Syditalien. Pythagoræere var også mystikere med bl.a. det mål at hjælpe til at befri sjælen. Flere af dem undlod at spise kød, da de mente, at også dyr havde en sjæl.

Den græske nyplatoniske filosof Iamblichus (ca. 290 e.Kr.), en elev af filosof og forfatter Porphyrios, skriver i sin bog "Pythagoras' Liv":

-"… han (Pythagoras) kendte de tidligere liv, han havde levet; derfor var han i stand til … at påminde andre om deres tidligere eksistens …".

Netop Porphyrios citerer i sit eget værk "Vita Pythagoras" den græske filosof Empedokles' udsagn om, at Pythagoras kunne:

-"… se alle de ting, der er i ti, ja endog tyve liv hos et menneske …".

En anden græsk forfatter, Diogenes Laertius (200-tallet e.Kr.), skriver ligeledes om "Pythagoras' Liv", at:

-"… han (Pythagoras) havde fra Merkur (Hermes) fået hukommelse om sin egen sjæls vandringer … og den evne at huske, hvad hans egen sjæl og andres sjæle havde oplevet mellem død og genfødsel …".

Shakespeare omtaler Pythagoras for dette i sine teaterstykker "Købmanden i Venedig" (4,1), "Som Man Behager" (3,2) og "Helligtrekongersaften", om end fra en mere udstrakt opfattelse af Pythagoras' ord.

I mysteriekulter gennemspilledes emnet genfødsel som en fornyende proces, der viser reinkarnation som en del af den kosmiske helhed.

En metode kendtes allerede i det gamle Egypten med teknikker for dødsforberedelse, så sjælen i overgangsfasen kan undgå forvirring.

Jesus genopvækkede en person, Lazarus, et grækificeret navn af el-Azar fra det egyptiske Osiris-navn: Azer - guden, der døde og genopstod til fortsat liv, en hovedfigur i kulternes dødsmysterier. Den, der skulle indvies til en høj grad, blev psykisk forberedt til bevidstgørelse om reinkarnationens processer: ved at blive lagt i en kiste eller på et særligt leje og bragt i dødlignende søvn i tre døgn - for at genopstå. Det blev af mange opfattet som dét, der reelt skete ved Jesu genopstandelse.

Den romerske forfatter og astrolog, Firmicus Maternus (ca. 335 e.Kr.), omtaler at mystis, 'kandidaten', bliver moriturus, 'fremtræder som døende', ved en præliminær frivillig død, sådan som det f.eks. foregik i Mithras- og Isis-kulterne.

Tidligt hos de kristne gnostikere skrev en kendt Valentinus-tilhænger, Theodotus (140-170 e.Kr.), at den sande gnostiker er et menneske, der har erkendelse om:

-"… hvem vi var, hvem vi er blevet, hvor vi var, hvad vi er blevet kastet ind i, hvor vi haster hen, hvad vi bliver genløst fra, hvad fødsel er, og hvad genfødsel er …".

Jævnfør desuden, som tidligere anført, at Cicero udtrykte at have lært i kulterne, "at leve med glæde - og også at dø med bedre håb".

Reinkarnationslære - hos jøderne

Ligesom de gamle egyptiske og babyloniske mysterier havde en lære om livet efter døden, har denne lære, ifølge de mange indicier, engang netop kunnet findes i en intern kulttradition i Moses' religion.

I Egypten har Moses uundgåeligt under de højere uddannelser tidligt været indviet i den ekslusive egyptiske kultlære om genfødsel, repræsenteret ved Osiris. Tempel-manuskripter, som Moses beslaglagde ved starten af exodus, har også indeholdt den lære. De senere mindre kendte sider af Moses' (egyptiske) lære vil - ligeledes på linje med andre ældre religioner - omfatte en lære om livet efter døden og om reinkarnation.

Allerede i begyndelsen af "1. Mosebog" berettes, at "mennesket skabtes i Guds billede". Heraf den tanke at mennesket i sig rummer en part "ligesom eller af Gud", der opfattes værende evig.

Jødernes rabbinerskrifter indeholder i deres ældste kerne uhyre gamle overleveringer; en del af dem blev, af forskellig årsag, af jødernes tidlige bibelredaktører lukket ude ved den endelige samling af Bibelen. Der findes i disse rabbinske tekster stadig også omtale af reinkarnation (gilgul hanafesh, 'sjælevandring'). Et talmudisk kabbala-skrift "Avodath Hakodesh" (fol. 49, col. 3), uddyber om "4. Mosebog" (16,22):

-"… Vi har ifølge traditionen, at da Moses … sagde, 'du Gud for (eller Gud der giver) (livs)ånd i alt kød' - var det med den hensigt at betro det mysterium, at sjæleoverførelse finder sted ved alt kød - også i dyr …".

Selve sjælen ansås som et konkret element. I Bibelens "1. Kongernes Bog" (17,21) siger profeten Elias om en livløs dreng:

-"… Jahweh … lad drengens sjæl/liv gå ind i ham igen …".

I "Visdommens Bog" (8 og 19), et apokryft jødisk skrift til det Gamle Testamente, tales om "sjælens medfødte godhed".

I jødernes religion kendes ikke udadtil en konkret doktrin om, at sjælen som evigt væsen genfødes, men kun spor af mysteriesymbolik ved "forfædrekultisk" at kalde efterlivet for "Abrahams skød".

Og det Nye Testamente taler om, at Jesus "steg ned og besøgte de lavere egne", samt om "Paradis", og om at "sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget". Dvs. at den tids jøder dog anvendte udtryk for en eksistens af en efterverden.

I hele Bibelen informeres yderst sparsomt om "efter døden". "2. Kongebog" (2,11) fortæller, at profeten Elias (800-tallet f.Kr.) ved sin død blev ført på en "ildvogn" (solvogn?) direkte op i himlen.

Og i "Prædikerens Bog" (9,5 og 9,10) er de døde i dødsriget, uden viden og kundskab. - I "Ezekiels Bog" (18,4 og 18,20) skal "Sønnen", der er "retfærdig", "ikke dø". Samt i "Daniels Bog" (12,2-3), der omtaler de dødes opstandelse efter forudgående dom for deres gerninger.

Men den senere præsteklan ved Jerusalems tempel, saddukæerne, antog ikke idéen om sjælens udødelighed - da en fortsættelse efter døden ikke siges bogstaveligt af Bibelen. Det var modsat mange farisæeres overbevisning, idet de - ligesom Jesus, deres modstander på andre punkter - talte og tolkede ud fra at mene, at Bibelen omtaler det indirekte. Derfor ville de opdrage mennesket til skyldfrihed. Josefus beskriver disse farisæere, i "Antiquitates" (bog 18: 3,1), således:

-"… (de) mener, at sjælen har en udødelig tilstandskraft i sig og (at denne) har evne til at genoptage/genopvække livet igen og igen …".

Josefus taler også om den anden store jødiske gruppe eller sekt, essæerne - der af flere forskere nu anses for at være dem, der skrev Qumranteksterne - og om deres tro ("Jødiske Krig", bog II, 8,10-11), at:

-"… deres doktrin er denne, at kroppe er opløselige, og den materie de er dannet af, er ikke permanent; men at sjælene er udødelige og fortsætter for altid … og er i deres kroppe som i fængsler, hvilke de er blevet trukket direkte ind i ved tillokkelse …".

Den næsten samtidige jødiske filosof Philo skriver i sin "De Somniis":

-"… sjæle, der stiger ned for at blive knyttet til dødelige kroppe, vender tilbage - til andre kroppe, som de ønsker at leve i …".

Også et jødisk, klassisk kabbalistisk værk, "Zohar" af Simeon ben Jochai, 80 e.Kr. (vol. II, fol. 99 et seq.), omtaler sjælevandring:

-"… Alle sjæle er underkastet sjælevandringens (transmigrationens) prøvelser; og menneskene kender ikke Den Højestes plan for dem; de ved ikke, at de hele tiden bliver bedømt, både før indtrædelse i denne verden og når de forlader den. De ved ikke, hvor mange forandringer og mystiske prøvelser de må gennemgå … Sjælene må, når de er opstået, igen indgå i det faste stof. For at gennemføre må de udvikle sig til en fuldkommenhed … og derefter begynde et andet liv, et tredje, og så fremdeles, til de har opnået den tilstand, der passer dem for genforening med Gud …".

Den jødiske mystiker-filosof Jitzhak Luria, født i Jerusalem 1534 (-1572) og opvokset i Egypten, fremlagde efter 15 års meditation bl.a. en form af kabbala; heri demonstreres idéen om gilgul ha-nefesh, 'reinkarnation, sjælevandring' på næsten indisk maner. Det indgik, at sjælen er tvunget til at blive født igen og igen indtil fuldkommenhed er opnået, og at det ikke kun sker i menneskers og dyrs kroppe, men også i planter, sten og bække. Samt at "hellige mænd, der kan undgå genfødslens skæbne og kan hjælpe andre med at undslippe deres", tilmed kan "se ind i andre":

-"… Ved at se på et menneskes pande kan han (de) med et eneste blik afgøre … hvad dens (den pågældendes sjæls) nuværende opgave på Jorden er. Han er i stand til at fortælle mennesker om deres fortid og forudsige deres fremtid og foreskrive dem adfærd, som kan afhjælpe ufuldkommenheder i deres forrige eksistens …".

Længe før Lurias og hans elevers skrifter grundlagde efterkommere af babyloniske jøder - der i Baghdad i 765 e.Kr. ville bevare dele af den gamle viden - en jødisk sekt, karaiterne. Disse jøder er specielt tilhængere af doktrinen om sjælenes vandring, altså reinkarnationen. De hævder desuden, at alle menneskesjæle har en fælles oprindelse med det første menneske, Adam Kadmon, en spirituel enhed de udspringer fra som gnister (nitzotzoth).

Jødernes karaitiske lære med reinkarnation bredte sig senere op gennem Rusland, Ukraine og Litauen, og var - om end ofte angrebet af jødiske tænkere - yderligere udviklet af ovennævnte Luria. Og i den jødiske trosretning hasidim blev det en universel tro. Senest har den jødiske filosof Martin Buber i 1900-tallet behandlet og udbredt mange oplysninger om karaiternes gamle lære.

Reinkarnationslære

- i kristendommen hos kirken

Det var i hele Mellemøstens egyptisk-græsk-jødiske klima, at græskinflueret, oprindelig jødisk kristendom blev dannet. Som det allerede i buddhismen læres, at Buddha vil genfødes, lærtes det tidligt i kristendommen, at også Kristus vil fødes igen, men tolkedes siden hen forskelligt.

Læren om reinkarnation indgik især også i gnosticismen. Herfra førtes den senere videre til især Sydfrankrig hos katharer, albigensere, valdensere - og til Mellemøsten hos druzerne.

Når derfor både grupper hos essæerne, farisæerne og flere blandt de jødiske lærde, der nedskrev de seneste af rabbinerskrifterne, gik ind for reinkarnation - har Jesus uundgåelig været bekendt med denne lære blandt jøderne. Men senere har kirkens correctorer bortredigeret og skåret væk i de kristne bibelske tekster.

Den østrigske forsker i sprog- og religionshistorie Robert Eisler mener - i sit værk "Jesos Basilios" (1, Heidelberg 1929) - at kunne påvise, at disse correctorer endog har måttet fjerne noget fra Josefus' tekster: Derfor i en dengang "undsluppet", stadig eksisterende, oldslavisk udgave af Josefus' fulde tekst skulle der findes dele med særlige oplysninger.

Og af enkelte dele i det Nye Testamentes tekster, overset ved korrektionerne, mente reinkarnationsideens tilhængere gennem tiderne at finde bekræftelse i nogle særlige udsagn af Jesus i evangelierne - dog beroende på fortolkninger. F.eks. siger "Matthæusevangeliet" (10,28):

-"… Frygt ikke for dem, som dræber kroppen, men ikke kan dræbe sjælen …".

Angående reinkarnation havde flere kristne grupper det udgangspunkt, at der i evangelierne refereres til emnet via spørgsmål til Jesus om det evige liv. I Johannesevangeliet (3,6-8) bliver Jesus spurgt, om en mand, der er født blind, havde syndet - dette forstået som at være sket før mandens fødsel - dvs. karmalignende forhold. Jesus svarede da:

-"… hvad der er født af kød, er kød, og hvad der er født af ånd, er ånd …".

Og han tilføjede med et billede fra naturen - og sandsynligvis på grund af at tidligere tilværelser opfattes som skjult for erindringen:

-"… vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men ved ikke hvorfra den kommer, og hvor den farer hen - således er det med hver den, der er født af ånd …".

Heri findes ordspil på "vind" og "ånd" - på græsk såvel som aramaisk.

Det bemærkelsesværdige var, at ingen fandt det unaturligt, da Jesus blev spurgt, om Johannes Døberen havde været profeten Elias - eller at Jesus hele tre gange sagde, at Johannes Døber var Elias, samt tilføjede om dette, at kun "den, der har ører, hører" (forstår).

I gnostiske og visse kristne grupper blev dette opfattet, som at Jesus lærte om reinkarnation: Der er kun et liv - et evige liv. Ifølge dette kunne Jesus lade forstå, at det ikke er tilstande, der skulle komme, men findes her allerede. Igen, der blev fortolket.

Videre i teksten i Johannesevangeliet (3,7) sagde Jesus om at være født af ånd, at:

-"… I må fødes fra oven (anóthen) …".

I denne mening anvendes dette i kirkefaderen Origenes' sekssprogede bibeloversættelse "Hexapla", cirka 190 e.Kr. Denne form følges af østkirken, i bl.a. græsk-ortodokse, armeniske og gotiske bibler. Mens vestkirken støtter sig på den syriske "Peshitta"- og latinske "Vulgata"- bibeloversættelse, hvor en anden form kendes, nemlig fra kirkefaderen Justin Martyr (100-165 e.Kr,). Han oversatte det sådan:

-"… I må fødes på ny …".

Dette syntes ikke helt præcist, og kunne give anledning til misforståelse om at blive født i ("kun") to omgange. Men det citerede græske udtryk anóthen kendes (sjældnere) anvendt også i betydningen 'fra begyndelsen', der i tidssammenhæng opfattes som placeret "oppe i fortiden".

Den af fødsel og opdragelse jødiske Paulus skrev, at mennesket i sig selv er ånd. Dvs. en essens af "væren-hed" og tilknyttet evighed. Paulus siger ("Apostlenes Gerninger" 20,10) om en besvimet dreng:

-"… Vær ikke urolige, for hans sjæl er i ham …".

Ifølge det gnostisk-kristne Filipsevangeliet kunne mennesket ved erkendelse af sin egen guddommelige natur hæve sig over døden.

Siden hen betonede de oldkristne igen og igen det evige liv - og netop reinkarnationen kunne ses som det direkte udtryk for det evige liv. I det gnostisk-farvede kristne Thomasevangelium siger Jesus:

-"… de døde bliver født igen …".

Augustin foreslår i sit værk "Contra Academicos", at "Platon var genfødt som filosoffen Plotin". Opfattelsen er tæt på synsvinklen hos den græske forfatter og indviede Plutarch, der 400 år tidligere i sit værk "Parallelle Liv" vil vise Julius Cæsars særlige ligheder med Alexander d. Store (og søger at demonstrere det ligeledes ved andre par af "ligedannede" historiske personligheder) på en sådan måde, at det for visse tilhængere også kunne give indtryk af, at hvert "par" kunne være samme person i genfødsel.

Blandt reinkarnationens tilhængere er der åbenlyst tale om fortolkninger angående dette hos Plutarch og Jesus dog ikke konkret definerede emne.

Ovennævnte Justin Martyr, oprindelig samaritaner, omtaler udtrykkeligt, at sjælen inkarnerer mere end én gang i menneskekroppe. Han afviste, at kunne huske tidligere erfaringer i den kropslige form "den næste gang". Han gik endda ind for - ligesom allerede hinduerne - at sjælen kunne genfødes også i dyr, hvilket en del retninger inden for flere religioner anså for en art straf.

Reinkarnationslæren fandtes ikke alene hos kristne-gnostiske grupper, bl.a. basilianere, valentianere - og senere hos katharer, albigensere og valdensere - men også hos semi-kristne grupper som priscillerne (i Spanien) og manikæerne. Desuden hos kirkefædre og biskopper som Justin Martyr, Clemens af Alexandria, og Origenes - foruden Tertullian, Gregor af Nysa, samt Synesius og Apollinarius.

Den katolske kirke har i nogle forhold endnu i dag synspunkter, der har rødder tilbage til Aristoteles, som hævdede en trinvis udvikling over plante- og dyresjæl til menneskesjæl, der ud fra en undfangelse først optrådte efter en vis fosterudvikling. Middelalderkirkens store lærer og tænker, Thomas Aquinas (1225-1274), fastholdt denne forestilling om fosterets gradvise udvikling og dets sene besjæling.

I 1980'erne har kristne moralteologer formuleret den katolske kirkes troslærekongregation, der f.eks. i dokumentet "Donum Vitae" hævder, at der eksisterer et menneske fra befrugtningsøjeblikket, hvilket ikke defineres præcist. For der kan gå op til 36 timer før sammensmeltningen af kønscellernes genetiske indhold fra manden og kvinden.

Når troslærekongregationen her påbød, at befrugtningsøjeblikket er gældende, har kirken følgelig ikke kunnet afklare f.eks., om en sjæl kan spaltes til to, hvilket er en konsekvens ved enæggede tvillinger, hvor cellerne normalt først spaltes til "en kopi" efter ti dage.

Der synes flere steder sket en ændring af idéen om reinkarnation - ordet betyder som nævnt 'genfødt i kødet'. I modstrid med de citerede udsagn af Jesus om "ånd og kød" indførte den katolske kirke dogmet om "kødets genskabelse", in carne recreatur - altså ikke "genfødelse", og slet ikke "opstandelse" som i nordeuropæiske oversættelser: Uforståeligt, og f.eks. for en invalid næppe attraktivt at genskabes som invalid.

Uanset om det gjaldt ("jordisk") reinkarnation eller "genfødsel i himlen" - var noget af det nye ved kristendommen, at det herefter ikke var nødvendigt at vedlægge gaver i gravene til brug for "efterlivet".

Ligene måtte ikke brændes, og i den græsk-ortodokse kirke opgraves og gemmes de dødes knogler efter tre år, når kødet er blevet indtørret eller opløst, så knoglerne atter er tilgængelige, når kødet (engang) skulle "genskabes". I ortodoks opfattelse ses der med mishag på, at katolikker og protestanter blot lader knoglerne forgå i jorden. Og i hele Europa lod kirken altid opstandelsen afbilde som en kropslig opstandelse.

Eurigenes, en græsk forfatter i 200-tallet, skrev:

-"… Enhver sjæl kommer ind i verden styrket af sejre eller svækket af nederlag fra dens tidligere liv. Dens plads i denne verden, udvalgt til ære eller vanære, er bestemt af tidligere fortjenester eller ugerninger. Dens virke i denne verden bestemmer det sted, der skal følge efter dette …".

I oplysningstiden i 1700-tallet forestillede den tyske filosof G.E. Lessing sig et genfødselsprincip, endda også for hele folkeslag, f.eks. jøderne - og videre endnu, at menneskeheden var under stadig åndelig uddannelse, hvilket altsammen betingede fortsat genfødsel. Som et grundpunkt for disse tanker, hævdede han:

-"… Men hvorfor kunne ikke også ethvert menneske have befundet sig mere end én gang i denne verden? …".

Forskere som Paracelsus, Giordano Bruno og senere bl.a. Thomas og Julian Huxley, Maetterlinck, Thomas Edison, Rudolf Steiner, C.G. Jung, Fritz Pearls og Stanislav Groff har bekendt sig overbeviste om reinkarnation. Ligeledes filosoffer som Jacob Boehme, Voltaire, Swedenborg, Lessing, Goethe, Benjamin Franklin, Thoreau og Schopenhauer.

Med en efterhånden lidt tilbagetrukken katolsk kirke i Frankrig og bl.a. en opblussende interesse for anden erkendelsesfilosofisk tænkning eller for østerlandske religioner, især buddhisme - har en officiel meningsmåling i Frankrig foretaget midt i 1990erne vist, at hver fjerde franskmand tror på reinkarnation. Igen, der er mange opfattelser - de fleste adspurgte tænkte på en form for evigt liv; men for mere buddhistisk o.lign. orienterede var det bestræbelsen, ved 'positiv' livsførelse, at slippe ud af reinkarnationskædens bindinger og problemer.

Hvad angår islam, omtales det i Quranen, at:

-"… Gud udvikler alle sjælelige skabninger, og sender dem tilbage igen og igen, indtil de vender tilbage til Ham …".

Dette fastholdes i mange islamiske mystikersekter, påvirket fra gnostikere og af en egyptisk Hermeslære i "Corpus Hermeticum"s tekster.

Det ses ikke mindst hos det arabiske folkeslag saberne (og her filosoffen, matematikeren og astronomen Thabit ibn Qurra, der døde 901) og tidligt ligeledes hos shi'iterne ved deres syn på livets kredsløb (også selve historien ansås som et kredsløb). Samt hos druzerne, i hvis hemmelighedsfulde lære der ligeledes indgår reinkarnation (jf. kap. 8).

Læren findes også hos persiske sufier - navnet betyder 'hvid uldkappe' (jf. i kulterne: kandidat betyder klædt i 'hvidt'); en anden opfattelse er, at navnet er fra sophia, 'visdom'. Dog, reinkarnationstanken forsvandt generelt fra islam, som det netop var sket i judaisme og kristendom.

Et rabbinerskrift "Jalkut Reubeni" (Nos. 1, 8, 61 og 63) omtaler jødiske idéer om karmalignende undgældelse. Ved et af udtrykkene må betænkes, at det er fra en tidsalder, hvor kvinders liv var mere hårdt, foruden at der kunne være tale om en antifeministisk holdning:

-"… hvis en mand er gerrig enten pengemæssigt eller åndeligt, og ikke giver til de fattige, eller ikke deler sin viden med den uvidende, vil han blive straffet med at genfødes som (transmigrere ind i) en kvinde. Rahabs sjæl genfødes ind i kenitten Heber, og derefter ind i Hannah … Til tider i sjælevandringen (metempsychosis) går fromme jøders sjæle ind i fremmede, for at kunne være fortalere for Israel og anmode om, at dets folk behandles venligt …".

Her demonstreres en engang udbredt tanke, et "lokalt" særligt koncept af reinkarnationsideen, at jøder genfødes som jøder - et aspekt af begrebet "den evige jøde". Dermed vel en egentlig betydning af i døden at gå til stamfaderen "Abrahams skød" som fast udgangspunkt for genfødsler.

Officiel kristen reinkarnationslære

bandlyst ved kup

Idet der i den jødiske religion tidligt synes at være bortgemt dele af Moses' lære, der i flere henseender hvilede på ældre egyptiske mysterier - har på samme måde også den kristne kirke skjult mysteriekultlæren. Men i begge tilfælde var den blandt de vigtigste dele af deres egen fortid.

Kirken tog afstand fra, at flere af dens egne grundlæggende forhold fandtes her - og at kirkefædrene seriøst havde beskæftiget sig med mysterierne, der ud over en stjernelære havde en lære om reinkarnation.

Denne reinkarnationslære blev efter at have eksisteret i århundreder blandt flere kristne trosretninger fordømt ved det stormfulde, store kirkemøde år 325 e.Kr. i Nikæa. Årsagerne var mest politiske og havde til formål, at kirken og dens øverste leder, kejseren, bedre kunne styre, når troen var ensartet. Mange af de retninger, der gik ind for reinkarnation, var i flere henseender afvigere og derfor uantagelige for kirken.

Kirkens styring og videre udformning ("ændringer") af den kristne lære krævede frasortering i selve teksterne. Nikæa-mødet blev da til et skandalemøde - biskopper slog hinanden i hovedet med bøger og skriftruller, og kejseren måtte sende langt de fleste hjem. Mødet blev af kritikere omtalt som "Satans synagoge" og "ikke til Guds ære", og at "mange deltagere var uoplyste personer, der næppe kunne læse eller skrive".

Derefter bestemte et fåtal af mødets oprindelige 318 repræsentanter for hele kirken og dens fremtid. Således blandt de mange tekster (også flere fantasifulde), der var i omløb, udvalgte de til det Nye Testamente - til kanonisering - bestemte tekster om Jesus og hans virke. Udadtil blev den udvælgelse arrangeret som et mirakel, kaldet "alter-underet".

Det var ved samme kirkemøde, at den ikke bibeltekstbelagte lære om Treenigheden blev underskrevet.

De tekster, der valgtes, viser sig mest at være reinkarnationsneutrale tekster. Men det lykkedes dog i denne kirkepolitiske redaktion at samle nogle af de bedste tekster - de blev det Nye Testamente. Det udvalg af tekster, som de få kirkefolk havde bestemt, blev gjort kanoniske ved kirkemødet i Rom i 382, under pave Damasus. Enkelte andre tekster fik lov at eksistere som ikke-kanoniske skrifter. Hvorefter mange skrifter, man ikke syntes om, heriblandt mange gnostiske, simpelthen blev brændt. Ved kirkemødet i Kartago i 397 bekræftedes de kanoniske endegyldig.

Da kirkens overhoveder holdt et kirkemøde i Frankrig i 500-tallet, afgjorde bisperne med 1 stemmes flertal, at også kvinder har en sjæl.

Reinkarnationslæren blev helt udelukket af kirken den 2. juni 553 e.Kr. ved det 5. økumeniske koncil, Quinisext - et mindre officielt kirkemøde i Konstantinopel. Det skete ved et regulært kup hvor kejser Justinian under mødet fængslede paven, Vigilius. Den pave var tidligere livsfarligt maltrakteret for sin protest mod at skulle fjerne friheden til at kunne antage reinkarnationslæren. Han blev ikke sluppet fri før han havde underskrevet en erklæring om total udelukkelse af reinkarnationslæren.

Ikke alene har læren om reinkarnation et udbredt kendskab hos mere end en tredjedel af Jordens folk, men den har også reelt eksisteret hos kirken i mere end en fjerdedel af kirkens historie. Og fortsatte endda hos andre kristne, bl.a. katharer/albigensere helt frem til 1244 og 1330.

Men i midten af 1900-tallet begyndte katolske lærde at fralægge kirken ansvar for at have fordømt dem, der troede på sjælens præeksistens og videre reinkarnation. Dog, sagens akter, der bl.a. ses i den katolske kirkes autoriserede værk "The Catholic Encyclopedia", taler for sig selv.

Der er et særligt forløb i, at kirkefaderen Origenes (160-220 e.Kr.) var oplært af kirkefaderen Clemens af Alexandria (den første kristne der skrev om Buddha) og en gnostisk præst, og selv blev lærer for Plotin, den religiøse filosof, mystiker og allegoriske fortolker af Homers "Odysseen". Origenes har i sine skrifter også behandlet reinkarnation, men det nævnte "uautoriserede" kirkemøde i 553 fordømte de dele af Origenes' lære, der er om reinkarnation, bl.a. hans påstande om "sjælens præeksistens".

Reinkarnationslæren blev bandlyst som kættersk. Tilhængere blev pålagt anathema, 'forbandelse', og blev pint og dræbt, hvis de fortsatte:

-"… Enhver, der understøtter læren om sjælens præeksistens og dermed den uhyrlige tro på dens genkomst, skal være belagt med kirkens band …".

Efterhånden frygtede kirken Origenes' tanker så meget - og størsteparten af denne flittige tænkers 6.000 værker og breve blev bragt til at forsvinde. Det resterende, det eneste der overlevede, findes nu mest som fragmenter. Et nærmere studium heraf vil medføre, at kirkens ændringer bort fra den oprindelige kristne lære ville blotlægges.

Så sent som 1748 bestemte pave Benedictus XIV, at Origenes' lærer, Clemens af Alexandria, skulle - helt usædvanligt - ekskluderes fra officielle katolske martyrers rækker (men dog ikke græsk-ortodokse) og ikke mere figurere som en af oldkirkens fædre. Clemens er siden dekanoniseringen frataget sin status. Men kun hos den 'yngre' katolske kirke.

Markus' Hemmelige Evangelium

Uanset svingende status som kirkefader regnes Clemens af Alexandria stadig for den mest lærde af alle kirkefædre - og var til den senere kirkes fortrydelse velbevandret i "Markus' Hemmelige Evangelium", der anses for at have stærke gnostiske præg.

Eksistensen af den bog og den hemmelige lære, Jesus mentes at have reserveret en inderkreds, bekræftedes, da der i Mar Saba's klosterbibliotek i Judæas ørken i 1958 blev fundet en kopi af Clemens' brev herom. Jf. Morton Smith: "The Secret Gospel - the Discovery and Interpretation of the Secret Gospel According to Mark" (New York 1974).