Kristendommens fundamentale opfattelser er baseret på de fysiske begivenheder, der udspillede sig, da Jesus døde en lidelsesfuld død på korset for at genopstå tre dage senere. Disse opfattelser betragtes nu som indiskutable dogmer. Kirken beder folk om at holde dagen hellig i bøn, i sorg, i medfølelse og indlevelse i den smertefulde begivenhed, som korsfæstelsen af Jesus var. Der fokuseres på sorgen og lidelsen, og man føler sig tynget i den fejlagtige og absurde forestilling om, at Jesu lidelser på magisk vis ophæver alle menneskers skyld og ugerninger, og at hans lidelse og død fritager mennesker fra at selv at gøre en indsats og yde deres personlige ofre. Forudsætningen for denne frelse og adgang til den kristne Himmel er imidlertid, at man blindt tror på de kristne præsters forklaringer og påstande. Hvis man ikke tror ukritisk på det, de kristne præster forkynder − eller hvis man i det hele taget sætter spørgsmålstegn ved Guds eksistens − straffer den alkærlige kristne Gud synderne med et evigt ophold i et forfærdeligt helvede − altså en straf, der er helt ude af proportion med forseelsen.

Menneskeofring var en religiøs praksis, der forekom hos Aztekerne
og i andre kulturer, og formålet var også at formilde Gud.

Dogmet om, at et stedfortrædende offer kan tage brodden af en vred Guds lunefulde sindsstemning, har i virkeligheden rødder i hedensk fortid. Dengang troede man også, at guderne blev formildede ved hjælp af uhyggelige blodofre af både dyr og mennesker. Det er en absurd tanke, når den kristne kirke forlanger, at man både skal acceptere, at Gud er alkærlig, og samtidig skal man acceptere, at denne alkærlige Gud kræver sin egen uskyldige søns pinefulde død for at blive formildet over synder, som sønnen ikke har begået. Intet menneske ville drømme om at udsætte sit eget barn for sådan en behandling. Påstanden bør vække afsky, uanset om man vurderer den med forstanden eller med samvittigheden.