Hele genopstandelsesbegrebet er den nye og vigtigste åbenbaring, som afsløres for menneskeheden. Begrebet genopstandelse kan sammenkædes med åbenbaring, og det indikerer, at det store mål for al religiøs undervisning i fremtiden vil være genopstandelse af ånden i mennesket – og lidt efter lidt i alle livets former fra det laveste trin i evolutionen til den højeste bevidsthed. I stedet for “Kristi død på korset” skal man fremhæve livet i Kristi natur. Og dette liv skal leves og demonstreres af ethvert menneske og i enhver nation på Jorden, sådan at den nye vandbærercivilisation og kultur kan bygges på Kristi værdier.

Jesus manifesterede i kraft af sit liv og sine gerninger − Kristus-princippet på det fysiske plan. Kirkerne har haft en tilbøjelighed til at gøre Jesu fødsel og død til det absolut vigtigste i hans liv, og selvom begyndelsen og slutningen på livet er vigtig, så er det selve hans liv og belæring, der er af den allerstørste betydning. Inspireret af Kristus var Jesus et forbillede, som mennesket skulle forsøge at leve op til. For en mester som Jesus − for en sjæl på hans bevidsthedstrin − har døden mistet enhver betydning. Der er derfor ingen grund til at sørge over hans korsfæstelse og død. Jesu død på korset var sandsynligvis ikke planlagt på forhånd − ja måske har den aldrig fundet sted − men korsfæstelse er i høj grad symbolsk og universel. Korsfæstelse − dvs. fastgørelse til livets kors ved hjælp af løse bånd − var et element i indvielsesprocesserne i de gamle mysterieskoler.

Når der langfredag sørges over Jesu død i de kristne kirker, indhylles den kristne verdens aura i dystre følelser og tunge tanker. Sandheden var, at Jesus ved sin død demonstrerede alle menneskers skæbne, for alle går fra det uvirkelige, fysiske liv til det virkelige åndelige liv. På korset frigjorde han sig fra det fysiske livs begrænsninger og gav samtidig menneskeheden den nøgle, som kunne giver adgang til opstandelse og fuldbyrdelse. Døden er en fødsel. At dø er at blive genfødt, og derfor burde man fejre døden med samme glæde, som en fødsel. I Alice A. Baileys bog Fra Betlehem til Golgatha siger den tibetanske mester Djwhal Khul:

“... han lærte os, at døden skal få en ende, og at menneskehedens skæbne er genopstandelse fra de døde. Udødelighed skal indtage dødens plads. Han opstod derfor fra de døde for menneskehedens skyld og beviste, at dødens bånd ikke kan fastholde noget menneske, der kan fungere som en søn af Gud.”