Kontrol over og frihed på det buddhiske plan

Ved tidspunktet for fjerde indvielse har den indviede til fuldkommenhed mestret det femte underplan og er derfor adept − for at bruge et teknisk udtryk for en mester − på det fysiske, astrale og mentale plans fem lavere underplaner, og er godt på vej til at mestre det sjette. Det buddhiske legeme kan fungere på de to lavere underplaner af det buddhiske plan.

Livet for det menneske, der tager fjerde indvielse, eller korsfæstelsen, er sædvanligvis forbundet med store ofre og lidelser. Det er livet for det menneske, som går ind i den store forsagelse, og selv i eksoterisk henseende synes den at være streng, hård og lidelsesfuld. Dette menneske har lagt alt – endog sin fuldendte personlighed – på offeralteret og står berøvet alt. Alt er forsaget, venner, penge, omdømme, karakter, position i verden, familie og endog selve livet.

Inden fjerde indvielse kan tages, intensiveres forberedelsesarbejdet. Forøgelse og indsamling af viden skal ske utroligt hurtigt. Den indviede har ofte adgang til åndsvidenskabelig litteratur, og efter denne indvielse er det muligt at kontakte ikke kun den mester, man er knyttet til, og som den indviede har arbejdet bevidst med i lang tid, men det er desuden i nogen grad muligt at kontakte og hjælpe de helt store væsener – Chohanerne, Bodhisattvaen og Manuen.

Den indviede er også nødt til at have en intellektuel forståelse af lovene på de tre lavere planer og desuden være i stand til at bruge dem for at fremme evolutionen. Den indviede studerer de kosmiske planer, behersker diagrammerne, bliver velbevandret i den esoteriske teknik og udvikler et firdimensionalt syn − hvis det ikke allerede er sket.

Den indviede lærer nu at lede de opbyggende devaers aktiviteter, og på samme tid arbejdes der kontinuerligt med udviklingen af den åndelige natur. Den indviede begynder hurtigt at samordne det buddhiske legeme, og i samordningen af dette udvikles evnen til syntese − først i mindre grad og efterhånden mere indgående.

Fjerde indvielse kaldes på sanskrit for “paramaamsa”, som betyder “den ærværdige, den fuldkomne”. Buddhismens udtryk for dette høje udviklingsniveau er “arhat”, som betyder “den fuldkomne”.

Der er tale om helliggørelsens stadie. Og hvad vil det så sige? I åndsvidenskaben medfører det beherskelse af de buddhiske energier gennem intensivering af energiudvekslingen mellem hjertechakraet (anahata) og “hjertet” i kronchakraet (sahasrara).

I den esoteriske kristendom symboliseres fjerde indvielse ved korsfæstelsen på Golgata. Efter fjerde indvielse, har den indviede opnået adeptskab eller mesterskab. Den indviede har nået det stadie, der går forud for “jivamukti” – “det frigjorte liv”. I sin dagsbevidsthed kan adepten leve på det buddhiske plan – i den såkaldte “turiya-region”. “Jagrat” er “den vågne tilstand”. “Svapna” er “den drømmende tilstand”. “Sushupti” er “den dybe, drømmeløse tilstand”. Disse tre tilstande fører til den fjerde, “turiya”, der ligger hinsides den drømmeløse tilstand – den højeste af dem alle.

Fjerde indviede behøver ikke forlade legemet for at være bevidst på dette høje bevidsthedsplan. Bevidstheden omfatter planet, og er på samme tid i stand til at arbejde i hjernebevidstheden. Den fysiske ubevidsthed er ikke længere nødvendig for at befinde sig i denne høje bevidsthedstilstand. På dette stadie afkastes de sidste rester af de fem lænker, for at blive en jivanmukta – en mester.

Et nyt mål og nye opgaver venter forude. Den indviede skal afkaste de sidste lænker. På sanskrit kaldes den sjette lænke for ”ruparaga”, som betyder ”ønsket om liv i form.” Der er her tale om frigørelse fra ønsket om såvel formskønhed som tilværelse i en form.

Herefter følger den syvende lænke ”aruparaga”, som betyder ”ønsket om et liv uden form.” Den ottende lænke er ”mana” eller ”stolthed”. Betydningen af ”mana” oversættes sædvanligvis med ordet stolthed, men dette ord er alt for groft til at udtrykke det virkelig fine begreb, som mana reelt dækker. Adepten tænker ikke et øjeblik på den svimlende højde, der er opnået.

Den niende lænke hedder på sanskrit ”uddhachcha”, som betyder ”sindsbevægelse” eller ”irritabilitet.” Muligheden for at blive påvirket af, hvad der end måtte ske, skal fjernes. Den indviede skal stå urokkeligt. Om så Universet styrter sammen, skal roen bevares. Absolut intet, der kan ske i det manifesterede univers, kan forstyrre den sublime fred og klarhed, der præger det menneske, som har løftet sig til i sandhed at se, at Selvet er ét i alt. Når intet kan forstyrre adeptens fuldkomne ro, falder den sidste og tiende lænke ... ”avidya”, som betyder ”uvidenhed.”

Den illusionsdannende evne − det sidste svage slør, der forhindrer den fuldkomne visdom og den fuldkomne frigørelse − forsvinder. Bevidstheden omfatter nu alt indenfor denne planetkæde. Den indviede lærer alt, hvad der kan læres i denne manifestation. Alle evner er udviklet til fuldkommenhed. Den femte indviede er alvidende og almægtig indenfor planetkæden. Menneskets evolution er fuldendt. Dette menneske har tilbagelagt den vej, som menneskeslægten først har vandret til ende, når den store manifestationsperiode (manvantara) er afsluttet.