Mentalplanet
På dette eksistensplan skal alle mennesker bearbejde de tanker, forestillinger og idéer, som de har beskæftiget sig med i den fysiske inkarnation. For de fleste har tankerne været temmelig egoistiske på grund af den uddannelse, man har taget og de mentale processer, man har brugt for at anskaffe de sociale positioner og fysiske goder, man har begæret.
I tilværelsen på mentalplanet skal mennesket analysere sine motiver og de tankeformer, der blev opbygget i den mentale natur. De har skabt et bestemt tankeklima med forudfattede meninger og holdninger. Fastlåste tankemønstre har ofte ligget bag begæret efter magt og indflydelse, samt holdninger til materielle goder og til seksualitet.
På de højere mentale underplaner vil langt de fleste mennesker ikke have ret meget at bearbejde, fordi højere, universelle tanker og idéer samt højere åndelige aspirationer ikke har plads i de fleste menneskers liv.
Kausalplanet
Derfor vil de fleste tilbringe tiden på de højere mentale underplaner som en lang søvntilstand, indtil de til sidst oplever "at komme hjem" til menneskets sande hjem − sjælens plan eller det kausale plan. Kausalplanet er sjælens plan. Det er her, alle erfaringer gennem menneskets mange fysiske liv er samlet i sjælens store "databank".
Sjælen − som senere beskrives mere detaljeret – planlægger nu, hvor og hvordan den med størst udbytte kan inkarnere næste gang, og jo højere udviklet mennesket er, jo større bliver sjælens medbestemmelse.
Højere verdener
Dette er en kort beskrivelse af de tre verdener, som menneskeheden på nuværende stadie lever i − den fysiske verden, den astrale verden og den mentale verden. Men der findes yderligere fire verdener, som tidligere nævnt. Det var på baggrund af denne kendsgerning, at Jesus sagde til sine disciple:
"I min Faders hus er der mange boliger
− hvis ikke, havde jeg sagt jer det"[1]
Og …
"Da kom disciplene hen og spurgte ham:
Hvorfor taler du til dem i lignelser?
Han svarede …: Jer er det givet at kende
Himmerigets hemmeligheder,
men dem er det ikke givet."[2]
_________________________________
[1] Johannesevangeliet, 14, 2
[2] Matthæusevangeliet 13, 10-11
_________________________________
|