VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Puranaer
Betydning
(Sanskrit). Puranaer, der betyder â€de ældgamleâ€, er de gamle hinduistiske vediske hellige skrifter, der i mytologiske allegorier og symboler bl.a. indeholder hele kosmologien. Iflg. Ã¥ndsvidenskaben er de ældste Puranaer oversættelser til sanskrit fra atlantiske skrifter. Puranaerne indeholder primært beskrivelser af Universets historie fra skabelse til opløsning – ofte præsenteret som symbolske slægtshistorier med guder, gudinder, halvguder, konger, helte og vismænd, som udgør den hinduistiske kosmologi og filosofi. Puranaerne er blevet grupperet i overensstemmelse med de tre gunaer eller kvaliteter – Sattva, Rajas og Tamas – eller i forhold til de tre aspekter i den guddommelige Trimurti – Vaishnava, Brahma og Shaiva. Puranaerne lægger normalt vægt pÃ¥ en bestemt guddom, som forklares med en overflod af religiøse og filosofiske begreber. Som regel er Puranaerne skrevet i form af historier, der fortælles af én person til en anden. De findes i folkelige oversættelser, og de formidles af braminerne, der læser dem op for tilhørerne. Det sker som regel i Katha-sessioner, hvor en omrejsende bramin opholder sig i et tempel i et par uger, og oplæser og forklarer dele af Puranaerne, som regel ud fra et Bhakti-perspektiv. Vyasa, forfatteren til Mahabharata, betragtes traditionelt som den, der har samlet Puranaerne. De tidligste skriftlige versioner stammer sandsynligvis fra Gupta-imperiet (3.-5. Ã¥rh. e.Kr.), og meget materiale er dateret via historiske referencer og andre forbindelser til perioden og de efterfølgende Ã¥rhundreder. Teksterne blev muligvis nedskrevet over hele Indien. Dateringen for de skrevne tekster er ikke identisk med Puranernes oprindelse. Før de blev nedskrevet, eksisterede de i mundtlig form, og desuden blev de gradvis modificeret langt ind i det 16. Ã¥rh. En tidlig henvisning findes i Chandogya Upanishad – ca. 500 f.Kr. Brhadaranyaka Upanishad refererer til Puranaerne som â€den femte Veda†– â€Itihasapuranam Pancamam Vedanaṃ†– og det afspejler den meget tidlige religiøse betydning af myterne – sandsynligvis i rent mundtlig form. Den mest berømte form for Itihasapuranam er Mahabharata. (Se ogsÃ¥ Bhakti, Guna, Mahabharata, Shaivisme og Vaishnava). |