Ea
Se Hea.
Ebionitter
(HebrĂŠisk). Ebionitter stammer sandsynligvis fra det hebrĂŠiske âebyonâ, som betyder âdĂ„rligâ (dvs. âkĂŠtterâ) eller fra âebjonimâ, der betyder âde fattigeâ (dvs. tiggerdisciple). Ebionitterne var de kristnes tidligste sekt, som opstod lĂŠnge fĂžr ordet âkristenâ blev opfundet. Den anden sekt var nazarĂŠerne. Ebionitterne var tilsyneladende disciple af Jeshua ben Panthera − en indviet lĂŠrer, der levede i Alexander JannĂŠusâ (104-79 f.Kr.) regeringstid. Mange forskere mener, at evangeliets historie om Jesus (Jeshu eller Iassou) blev bygget over Jeshua ben Panthera pĂ„ et langt senere tidspunkt. Til gengĂŠld er pĂ„standen om, at Ebionitterne havde en grundlĂŠgger, der hed Ebion, usandsynlig. Ebionitternes asketiske tiggerdisciple kan spores mindst et Ă„rhundrede tidligere end den kronologiske kristendom, og det er et yderligere bevis pĂ„, at Jesu levede i Alexander JannĂŠus regeringstid â dvs. ca. 100 Ă„r f.Kr. − og det var her, han blev slĂ„et ihjel, sĂ„dan som det omtales i Sepher Toldoth Yeshu. Kilderne til Ebionitternes lĂŠresĂŠtninger er usikre, for deres navn blev overfĂžrt til forskellige sekter med afvigende holdninger. De var bĂ„de afvigende i forhold til Moseloven, og i den mĂ„de, de fortolkede de kristne dogmer samt i deres opfattelse af Jesus arbejde. De blev betragtet som kĂŠttere, og til sidst blev de sandsynligvis smidt ud af den kristne kirke. De var en slags gnostikere, der betragtede bĂ„de Kristus og modpolen Jehova som udstrĂ„ling eller strĂ„ler, der udgik fra Logos, og de var optaget af tvĂŠrreligiĂžs forskning for at forene den esoteriske lĂŠre med Moseloven pĂ„ den ene side og den kristne kirkes materialistiske Ă„nd pĂ„ den anden. (Se ogsĂ„ Jesus og Panthera).
Eblis
Se Iblis.
Edda
(Oldnordisk). Edda betyder âoldemorâ, men Edda er de gamle nordboeres gudelĂŠre og mytologi. Eddaen bestĂ„r af to samlinger â den ĂŠldre og den yngre Edda. Den ĂŠldre Edda er meget gammel, og den er overleveret fra mund til mund, indtil den blev nedskrevet omkring Ă„r 1300 e.Kr. Den ĂŠldre Edda er ogsĂ„ kendt som âden poetiske Eddaâ eller âSĂŠmunds Eddaâ. Den indeholder den primĂŠre nordiske gudelĂŠre, mens den yngre Edda stammer fra det 13. Ă„rh., og den er delvis forfattet af Snorre Sturlason. Snorre er en fordanskning af Snorri, og Snorri Sturluson (1179-1241) var islandsk forfatter, hĂžvding og skjald. Som medlem af Altinget havde han stor politisk indflydelse i sin samtid, men i nutiden er han mest kendt som forfatter til Snorris Edda eller Snorres Edda, som ogsĂ„ kaldes âden yngre Eddaâ, âden anden Eddaâ eller âprosa Eddaâ. Den yngre Edda er nĂŠrmest en skjaldelĂŠre med sagn om guder og helte. Gylfaginning er fĂžrste sektion, Skaldskaparmal er midterste sektion og Hattatal er sidste sektion i den yngre Edda. Den ĂŠldre Eddas gudelĂŠre stammer utvivlsomt fra Egypten og Indien, og den er â ligesom alle de gamle religioner â baseret pĂ„ den universelle visdomslĂŠre, men her har den fĂ„et sin egen udformning i overensstemmelse med det nordiske folks mentalitet og skikke.
Eden
(HebrĂŠisk). Eden betyder âfrydâ, âglĂŠdeâ og âskĂžnhedâ. I FĂžrste Mosebog er âFrydens haveâ skabt af Gud. I Bibelen er det et landomrĂ„de med den have, som Adam og Eva opholdt sig i. I Kabbalaen er âFrydens Haveâ et sted, hvor man blev indviet i mysterierne. Orientalisterne identificerer Edens have med et sted i Babylon i Karduniyas-omrĂ„det, som ogsĂ„ kaldes Gan-Dunu, og det er et navn, der ligger tĂŠt pĂ„ jĂždernes Gan-Eden. Det er et omrĂ„de med floderne Eufrat og Tigris, som udgĂžr Mesopotamien (âlandet mellem floderneâ). (Se ogsĂ„ Gan-Eden, Kabbala og Paradis).
Edfu
(Egyptisk). Byen Edfu eller Idfu ligger et sted, hvor Nildalen udvider sig. Byen ligger pĂ„ et lavt plateau cirka 100 km syd for det gamle Theben pĂ„ Nilens vestbred. I det gamle Egypten hed byen Tbot. PĂ„ koptisk hed den Atbo. GrĂŠkerne kaldte den for Apollinopolis Magna efter solguden Horus-Apollo, som sĂŠrligt blev tilbedt her. GrĂŠkerne gjorde byen til hovedstad for den 2. nome i Ăvre-Egypten. Her udkĂŠmpede Horus iflg. myterne et af sine store slag med Seth. Det 2.000 Ă„r gamle Horus-tempel i Edfu er nĂŠsten perfekt bevaret. Det er ligesom de fleste templer i Egypten bygget oven pĂ„ et tidligere tempel, som var dedikeret til Horus, Hathor fra Dendara og deres sĂžn, den unge Harsomtus â âforeneren af de to landeâ. BygningsvĂŠrkets historie og beskrivelsen af hele konstruktionen ses i en lang inskription pĂ„ ydersiden af den omgivende tempelmur â isĂŠr i den nordlige ende af Ăžst- og vestmurene. Den bageste del af tempelkomplekset, som er det ârigtigeâ tempel, blev pĂ„begyndt 237 f.Kr. under PtolemĂŠ II Euergetes Iâs fĂžrste regeringstid, og arbejdet blev fĂŠrdiggjort 212 f.Kr. af hans efterfĂžlger Philopator. UdfĂžrelsen af relieffer og inskriptioner blev afbrudt under Epiphanesâ vanskelige regeringstid, men blev genoptaget i 176 f.Kr. af Philometor og fĂŠrdiggjort i 147 f.Kr. under Euergetes IIâs regeringstid, nĂžjagtig 90 Ă„r efter nedlĂŠggelsen af grundstenen. Euergetes II byggede desuden en stor forgĂ„rd, som stod fĂŠrdig 122 f.Kr. Under PtolemĂŠ IX Soter II og PtolemĂŠ X Alexander Iâs regeringstid blev den store forgĂ„rd med dens kolonnader, ydermurene og pylonen bygget, men pylonerne blev kun dekoreret med relieffer, som stammer fra PtolemĂŠ XII Neos Dionysosâ regeringstid. Bygningen blev endelig fuldfĂžrt i 57 f.Kr. Bygningsmaterialerne var sandsten. Nogle af reliefferne blev desvĂŠrre fjernet i den fĂžrste kristne periode. Templet var omgivet af en hĂžj murstensmur, og dele af muren eksisterer stadig. Hovedindgangen mod syd lĂ„ pĂ„ templets hovedakse. (Se ogsĂ„ Hathor og Horus).
Edom
(HebrĂŠisk). Edom er et gammeltestamentligt navn pĂ„ den sydligste del af Ăstjordan mellem ZeredbĂŠkkenet (Wadi al-Hasa) og Aqababugten. Iflg. Det Gamle Testamente nedstammede edomitterne, som er indbyggerne i Edom, fra patriarken Isaks forsmĂ„ede ĂŠldste sĂžn Esau, der var bror til Jakob. Edom og de edomitiske konger reprĂŠsenterer et skjult mysterium, som findes i allegorien om de syv konger fra Edom. I Mosesbogen stĂ„r der, at âde regerede i landet Edom, fĂžr der var nogen konge, som herskede over Israels bĂžrnâ. Kabbalaen henviser til en periode med ubalance, fĂžr der blev skabt balance eller harmoni. Israel er et eksempel pĂ„ den tilstand, som opstod i en senere periode, hvor der var skabt balance. Men den esoteriske forstĂ„else iflg. den kabbalistiske allegori henviser ikke til syv konger fra Edom. Der er ikke tale om Ăždelagte verdener eller uafbalancerede krĂŠfter. De syv konger er symbol pĂ„ menneskehedens syv Rodracer, hvoraf de fire tilhĂžrer fortiden, den femte er den nuvĂŠrende, og de to kommer senere i udviklingen. Man fĂ„r imidlertid et klart hint i det skjulte esoteriske sprog i Johannes Ă
benbaring (17,10), hvor der stĂ„r: âOg der er syv konger. De fem er allerede faldet (de forgĂ„ende Rodracer), den ene er der (den 5. Rodrace er der stadig), den anden (den 6. Rodrace) er endnu ikke kommet, og nĂ„r han kommer, skal han kun blive en kort tidâ. Hvis alle de syv konger fra Edom var gĂ„et til grunde som âĂždelagte verdenerâ pga. âuafbalancerede krĂŠfterâ, hvordan skulle den 5. Rodrace sĂ„ stadig eksistere, og den anden eller den nĂŠste âendnu ikke vĂŠre kommetâ? Det er interessant, at Edom er nĂžjagtig det samme ord som Adam, der betyder âmenneskeâ. Den eneste forskel er udtalelsen. Edoms syv konger er derfor menneskehedens syv Rodracer. (Se ogsĂ„ Rodrace).
Ego
(Latin). âEgoâ betyder âselvâ med henvisning til bevidstheden i mennesket. âCogito ergo sumâ er en latinsk sĂŠtning, der betyder âjeg tĂŠnker, derfor er jegâ. SĂŠtningen forbindes normalt med filosoffen RenĂ© Descartes. I esoterisk filosofi lĂŠrer man om eksistensen af to âegoerâ i mennesket â det midlertidige, dĂždelige eller personlige âegoâ, og det hĂžjere, det evige og upersonlige âEgoâ. Det fĂžrste og lavere âegoâ kaldes ofte âpersonlighedenâ, og det andet og hĂžjere âEgoâ kaldes bl.a. âsjĂŠlen, âindividualitetenâ eller âoverselvetâ. Det hĂžjere âEgoâ er det, der siger: âJeg er jegâ. Det er indirekte eller reflekteret bevidsthed − en bevidsthed, der erkender eksistensen af sin egen Mayavi (illusion) som en separat enhed. Det hĂžjere âEgoâ er ikke identisk med det permanente âSelvâ eller Atma-Buddhi-Manas, der betragtes som en permanent Triade. Alle âegoerâ i menneskets opbygning er refleksioner af det permanente Ă„ndelige aspekt â âSelvetâ eller Monaden. Det betyder, at der er utallige âEgoerâ af samme salgs − âmigâ og andre lignende âmigâerâ − men ogsĂ„, at der er âEgoerâ af forskellig slags. Hvis man betragter det hierarkiske system i menneskets opbygning som noget, der udgĂ„r fra det immanente eller permanente âSelvâ (Monaden), og hvis man betragter det som den egentlige livskim eller det essentielle âEgoâ, sĂ„ vil Mayavi-egoet blive skabt pĂ„ alle stofplaner, og dermed pĂ„ alle de eksistensplaner eller i alle de verdener, som omfatter menneskets opbygning. Essensen manifesterer sig successivt i hvert enkelt legeme, og dermed skaber det lavere âegoâerâ, som er permanente eller forgĂŠngelige afhĂŠngig af afstanden fra det immanente eller permanente âSelvâ. PĂ„ den mĂ„de fĂ„r man en Monade, det guddommelige âEgoâ, som udvikler den guddommelige sjĂŠl. Jiva (livet) skaber sit barn, som er det Ă„ndelige âSelvâ, som igen udvikler en Ă„ndelig SjĂŠl eller Individualitet. (Se ogsĂ„ Atma-Buddhi, Atma-Buddhi-Manas, Egoisme, Individualitet, Jiva, Mayavi, Monade, SjĂŠl og Triade).
Egoisme
(Latin). Egoisme stammer fra âegoâ, der betyder âselvâ, âjegâ eller âmig selvâ. Egoisme er en betegnelse for en tendens til fĂžrst og fremmest at tĂŠnke pĂ„ sig selv og i mindre grad pĂ„ andre. Egoisme er et nĂždvendigt trin pĂ„ udviklingsvejen, fordi egoisme stimulerer oplevelsen af at vĂŠre adskilt fra andre som en forudsĂŠtning for at udvikle selvbevidsthed. Selvbevidsthed er en forudsĂŠtning for ansvarsfĂžlelse. Ved egoismens overvindelse sublimeres menneskets intelligens − kundskab bliver til visdom, og mennesket lever i sit hĂžjere âEgoâ â sjĂŠlen. Egoisme er derfor et nĂždvendigt forstadie til kĂŠrlighed og altruisme. (Se ogsĂ„ Ego).
Egregores
Egregores er iflg. Eliphas LĂ©vi âsjĂŠlenes ledere, som er Ă„nder, der udtrykker sig via energi og handlingâ. Orientalske esoterikere beskriver Egregores som skabninger, der har legemer og essens, som bestĂ„r af astralt lys. De er skygger af de hĂžjere planetariske Ă„nder, og deres legemer er essensen af det hĂžjere guddommelige lys. H.P. Blavatsky tilfĂžjer, at Egregores er de giganter, der omtales i FĂžrste Mosebog. Det var dem, der elskede menneskehedens dĂžtre. Det er en hentydning til den fĂžrste fĂžr-fysiske menneskerace. De blev ikke fĂždt, men fortĂŠttede sig. (Se ogsĂ„ Eliphas Levi).
Egypten
(Egyptisk). Oprindelsen til ordet âEgyptenâ er ukendt. Man ved, at ordet stammer fra latin, som har det fra grĂŠsk, men sporene forsvinder i fortiden. I Memphis kaldte man de indfĂždte for âHikuptahâ, der betyder âsanktuariet for Ka og Ptahâ, og iflg. en teori skulle grĂŠkerne have givet hele landet navnet âAegyptosâ, baseret pĂ„ navnet pĂ„ Nilens vigtigste havn. Asiaterne kaldte Egypten âMisrâ, og ordet er oprindeligt semitisk. I nutiden bruges det stadig af araberne. Den mest farverige beskrivelse finder man pĂ„ oldegyptisk, for egypterne kaldte deres eget land for âRĂždt og Sortâ, og man gĂŠtter pĂ„, at det er inspireret af den rĂždlige Ăžrken og den sorte jord ved Nilens landomrĂ„der. Egypterne levede hovedsageligt pĂ„ og af den sorte, frugtbare jord, der stammer fra Nilens aflejringer af sort slam, og derfor fik landet senere navnet âKemitâ, der betyder âden sorte jordâ. Faraoen herskede over âde to landeâ eller âdobbeltrigetâ, men navnet henviser til Ăvre-Egyptens sydlige landomrĂ„der og Nedre-Egyptens nordlige del. I nutiden skriver de fleste danskere Egypten i stedet for Ăgypten sandsynligvis inspireret af engelsk. (Se ogsĂ„ Egyptens farver).
Egyptens farver
(Egyptisk). De gamle egyptere brugte farver i det hellige billedsprog, og farverne var et aspekt i symbolikken. Den sorte farve, der dĂŠkkede mumierne, symboliserede genfĂždsel. Egypten hed oprindeligt âKemitâ â âden sorte jordâ â som skulle forvandles eller genfĂždes som et tempel af guddommeligt lys (den hvide farve), og herefter kunne templet blive bolig for Ă„nden (ildens rĂžde farve). Derfor var indvielserne og balsamerernes gud Anubis sort. Og det samme var guden Min (et transformeret aspekt af Amon, der reprĂŠsenterede sublimeret seksualenergi). Osiris vises nogle gange sort og andre gange blĂ„grĂžn (vand og plantevĂŠkst), som var symbol pĂ„ livets vand, styrke og cyklisk vĂŠkst. Amon var ofte afbildet blĂ„ som himlen â gudernes hjem. Den gule farve symboliserede guld, som var âgudernes hudâ eller âgudernes kĂždâ. Den hvide farve symboliserede renhed. RĂžd var ildens eller Ă„ndens farve. Men Ă„ndens ild havde en fysisk modsĂŠtning, og fysisk ild kan som bekendt vĂŠre destruktiv. Derfor var guden Seth (Osirisâ bror eller lysets skygge) ogsĂ„ rĂžd. Det var Ă„rsagen til, at skriverne skrev Seths navn med rĂždt blĂŠk, mens resten af teksten blev skrevet med sort. (Se ogsĂ„ Amon, Anubis, Egypten, Osiris og Seth).
Egyptens sjĂŠlsbegreb
(Egyptisk). NĂ„r de kristne egyptere (kopterne) talte om sjĂŠlen, brugte de det grĂŠske ord âpsykeâ. Behovet for at lĂ„ne et ord fra et andet sprog viser klart, at de kristne ikke havde et ord, der kunne beskrive begrebet â og dermed heller ikke ord, der kunne betegne de endnu dybere bevidsthedstilstande og evige, Ă„ndelige principper i menneskets natur. De gamle egyptere havde en rĂŠkke ord, der viser, at de havde en detaljeret indsigt i menneskets totalitet. Ordet âKhatâ var betegnelsen for det fysiske legeme. Den finere genpart af det fysiske legeme, som Ă„ndsvidenskaben kalder âĂŠterlegemetâ, og som naturvidenskaben kalder âdet morfogenetiske feltâ, kaldte egypterne for âKhaibitâ. Menneskets fĂžlelseslegeme (Ă„ndsvidenskabens astrallegeme), kaldte egypterne âKaâ (dobbeltgĂŠngeren eller skyggen). Tankelegemet (Ă„ndsvidenskabens mentallegeme og sjĂŠlslegemet (Ă„ndsvidenskabens kausallegeme) gav egypterne fĂŠllesbetegnelsen âBaâ. Ă
ndsvidenskaben oplyser, at mentallegemet og kausallegemet reprĂŠsenterer henholdsvis logisk, konkret og systematik tĂŠnkeevne og abstrakt tĂŠnkeevne. Inderne taler om en opdeling i Rupa (form) og Arupa (formlĂžs). De gamle egyptere sagde, at âSahu lever i Baâ. âSahuâ er derfor egypternes betegnelse for sjĂŠlen, der kommer til udtryk i stof, der er finere end selve tanken. De dybeste Ă„ndelige instanser, der i nutiden kaldes hĂžjere bevidsthed (dvs. hĂžjere end sjĂŠlen), kaldte de gamle egyptere âAkhâ, der betyder âlysvĂŠsenâ eller âĂ„ndâ. At blive en âAkhâ var mĂ„let for enhver egypter. (Se ogsĂ„ Arupa, Ba, Ka, Khat, Rupa og Sahu).
Egyptisk familie
(Egyptisk). I det gamle Egypten minder den egyptiske familie meget om nutidens europĂŠiske familie. Dengang bestod den lille, uafhĂŠngige familie af mand og kone, som nĂžd en hĂžj grad af personlig og Ăžkonomisk frihed, og bĂžrnene var under forĂŠldrenes kontrol. Den lille familiekreds omtales ved hjĂŠlp af meget fĂ„ ord. Der er otte ord i alt (ca. det halve af antallet i det gamle indoeuropĂŠiske sprog). Hvis man ville sige âfĂŠtterâ, mĂ„tte man sige âsĂžn til faderens broderâ eller mere hĂžfligt (men til stort besvĂŠr for forskerne) âbroderâ. Ejerskabet af ĂŠgteparrets ejendele forblev opdelt mellem dem hele livet, og blev ligeligt fordelt mellem bĂžrnene i testamentet. Der var intet familienavn, men blot en kort social status. Til personens navn tilfĂžjede myndighederne âsĂžn eller datter af X og Yâ. Det var fĂžrst i den senere periode, at vigtige personer begyndte at opremse lange lister med deres slĂŠgt og titler.
Egyptisk kalender
(Egyptisk). Egypterne skabte en perfekt kalender, som iflg. eksperterne er den eneste intelligente kalender i menneskehedens historie. Ă
ret bestod af 365 dage opdelt i 12 mĂ„neder pĂ„ hver 30 dage plus 5 tillĂŠgsdage i slutningen af Ă„ret. MĂ„nederne var underopdelt i 3 perioder pĂ„ hver 10 dage, som igen dannede 4 grupper, der udgjorde de 3 Ă„rstider: OversvĂžmmelse, vinter og sommer. Datoerne blev skrevet pĂ„ denne mĂ„de: Ă
r 5, 3. mÄned i vinterperioden, dag 13. Egypternes system var enkelt og mindst lige sÄ godt som nutidens, og det havde den fordel, at der ikke fandtes mÄneder af forskellige lÊngder eller uger, der overlappede mÄnederne og Ärene. GrÊkerne indsÄ fordelene ved det egyptiske system og brugte det i deres egne beregninger. Systemet overlevede til Middelalderen, og Kopernikus brugte det ogsÄ. MÄske vil man en dag igen vende tilbage til det egyptiske kalendersystem. Man kan ogsÄ takke egypterne for opdelingen af dagen i 24 timer, men deres timer havde sandsynligvis ikke samme lÊngde. De 12 timer med dagslys og de 12 nattetimer varierede i forhold til Ärstiden. Om sommeren var dagtimerne lÊngere end nattetimerne og omvendt om vinteren. Men man kendte systemet med lige lange timer. Det var grÊkerne, der opdelte timerne i 60 minutter inspireret af babylonierne, som var ophav til systemet. Men grÊkerne bevarede de egyptiske principper.
Egyptisk korrespondance
(Egyptisk). Der er gjort utallige fund af breve i Egyptens sand, og mange flere vil utvivlsomt dukke frem. Papyrusruller blev foldet og bundet med en trÄd, der blev fastgjort med et lersegl. PÄ ydersiden stod navnet pÄ afsender og modtager. Teksten i brevene indledes med hÞflige fraser, som kunne vÊre lige sÄ lange som eller endda lÊngere end selve beskeden. Formuleringerne varierer fra tidsperiode til tidsperiode. Det var ekstremt vanskeligt at skrive et brev korrekt, og skriverne mÄtte lÊre kunsten ved at studere tidligere skrifter og udkast.
Egyptisk lov og ret
(Egyptisk). Fundamentet i det egyptiske samfund var en velorganiseret lovsamling, der beskrev embedsmĂŠndenes pligter og regler for deres samarbejde, samt instruktioner for forholdet mellem dem og de ledende skikkelser (f.eks. i tempelritualerne). Overordnet var hensigten at omsĂŠtte rigtig og hensigtsmĂŠssig adfĂŠrd til praktisk handling. Reglerne ĂŠndrede sig i tidens lĂžb. Bortset fra perioden med prĂŠstekongerne (21. dynasti), hvor Amon-oraklet afsagde dommene, fungerede faraoen som Ăžverste dommer. Uheldigvis omhandler de lovtekster, der har overlevet pĂ„ papyrus og sten, specifikke sager, og de stammer fra en lang tidsperiode og fra forskellige steder i Egypten, og teksterne kaster kun et begrĂŠnset lys pĂ„ statsadministrationen, retssystemet og den menige egypters status (socialt, familie, ĂŠgteskab, slaveri osv.). Der var tilsyneladende ligestilling mellem kvinder og mĂŠnd pĂ„ alle sociale niveauer (bortset fra slaver). Det var almindeligt at skrive testamente, men muligheden for at overdrage sin ejendom til en anden var et privilegium â ikke en ret. Den egyptiske jura er beskrevet i et sĂŠrprĂŠget og nĂŠsten uforstĂ„eligt sprog. De kollektive og individuelle behov fremgĂ„r af teksterne, og de var nĂŠrt knyttet til en livsstil og tĂŠnkemĂ„de, der er gĂ„et i glemmebogen.
Egyptisk medicin
(Egyptisk). I teksterne tales der ofte om lĂŠger, ĂžjenlĂŠger, tandlĂŠger og andre specialister herunder dyrlĂŠger, og der er fundet et stort antal beskrivelser af kure og behandlinger samt notater, der tilhĂžrte fortidens lĂŠger. Materialerne beskriver, hvordan specifikke tilfĂŠlde kunne behandles med almindelig medicin, gynĂŠkologi, kirurgi, Ăžjenbehandling osv. Nogle gange inkluderede de en kort disputats om anatomi og fysiologi. Egyptisk lĂŠgekunst var i hĂžj grad kombineret med det, man i nutiden kalder magi, men reelt dĂŠkker de âmagiskeâ metoder over kendskab til mennesket som en skabning af energi og ikke kun en mekanisk skabning med et fysisk legeme. Egyptiske lĂŠger var vidt berĂžmte i hele den gamle verden. BerĂžmte grĂŠske lĂŠger som Hippokrates og Galen lagde ikke skjul pĂ„, at deres viden stammede fra Egypten, og at de havde studeret medicin i Imhoteps tempel i Memphis. PĂ„ grund af den viden, som lĂŠgevidenskaben mangler i nutiden, er der fortsat god grund til at studere de gamle egypteres lĂŠgekunst. (Se ogsĂ„ Imhotep og Memphis).
Egyptisk metalarbejde
(Egyptisk). Fund har vist, at egypterne opnĂ„ede stor ekspertise inden for mange slags hĂ„ndvĂŠrk. I Egypten viste de store metalarbejder sig senere end i det vestlige Asien. Kobber viste sig langsomt ved slutningen af den prĂŠhistoriske periode, og bronze blev fĂžrst brugt omkring 2000 f.Kr. â et tusinde Ă„r senere end i det fjerne Ăsten. Jern indgik langsomt i den egyptiske industri omkring 1000-600 f.Kr. Forklaringen er sandsynligvis, at forholdene ikke var gunstige for datidens smede. Det var vanskeligt at finde egnede mineraler i Ăžrkenen, og de fandtes heller ikke i store mĂŠngder. Der var kun fĂ„ trĂŠer i Nildalen, og derfor var brĂŠndsel til smedejern en mangelvare. Egypterne var derfor tvunget til at bruge flint til mange formĂ„l â f.eks. pilespidser, hamre og knive. Mange fine genstande blev lavet af kobber og senere af bronze â f.eks. statuer, smykker, barberblade, spejle osv.
Egyptisk moral
(Egyptisk). Egyptiske tekster â bĂ„de hellige og verdslige â handler om at hĂžjne moralen. VisdomsbĂžgerne fremhĂŠver bĂ„de gode manerer og krĂŠver udvikling i retning af ydmyghed, harmlĂžshed og opfordrer til refleksion. Biografier fokuserer pĂ„ ĂŠdle kvaliteter og stort mod. Formaningerne, der var mejslet ind i tempelvĂŠggene og i gravene, og som var nedskrevet i den dobbelte âuskyldserklĂŠringâ, der findes i DĂždebogen, reprĂŠsenterede bĂ„de anbefalinger og krav om respekt for de religiĂžse leveregler og for andre mennesker. Egyptisk etik skelner ikke mellem moral og intellektuelle kvaliteter eller giver dem forskellige vĂŠrdier. Eksempelvis skelnes der ikke mellem korrekt adfĂŠrd og dyd, etikette og retfĂŠrdighed, respekt for magi og hengivenhed, blind lydighed over for faraoen og underdanighed over for den guddommelige vilje osv. Den moralske kodeks hvilede pĂ„ princippet om, at moral kan betale sig bĂ„de i det aktuelle liv, i efterlivet og i kommende liv.
Egyptisk palads
(Egyptisk). De fĂžrste rejsende i Egypten, som besĂžgte tempelruinerne i Theben (Luxor), troede, at der var tale om store kongepaladser. Senere erfarede man, at de kongelige paladser blev bygget af langt mere skrĂžbeligt materiale, og derfor findes der kun rester af ganske fĂ„ paladser. Kongepaladserne var som regel bygget af soltĂžrrede lersten og trĂŠ â eksempelvis Amenhotep IIIâs palads pĂ„ Nilens bred ved Theben, Sethos Iâs ved Abydos, Ramses IIâs ved Qantir, Mernepthas ved Memphis, Ramses IIIâs ved Medinet Habu og sidst men ikke mindst Akhenatons ved Tell el Amarna. Paladserne kan alligevel give et indtryk af, hvordan kongepaladserne har set ud. De var meget store og havde mange vĂŠrelser. Overordnet var de opdelt i to sektioner â den private afdeling med kongens gemakker og med prinsernes og prinsessernes vĂŠrelser samt en sektion til haremmet. I den anden afdeling fandtes mĂždesale, korridorer, sĂžjlehaller og gĂ„rdspladser. I de fleste paladser var der desuden en Ă„ben balkon, hvor faraoen og hans familie viste sig for folket, og herfra foretog faraoen udnĂŠvnelser til hĂžje embeder i Egyptens administration. (Se ogsĂ„ Abydos, Akhenaton, Amarna, Amenhotep III, Amenhotep IV, Medinet Habu, Ramses II, Ramses III og Sethos I).
Egyptisk poesi
(Egyptisk). âIntet liv kan forlĂŠnges i Egyptens land, alle skal rejse til den anden verden â tiden pĂ„ Jorden har samme lĂŠngde som en drĂžmâ. â âSiden tidernes morgen er nogle generationer stadig pĂ„ vandring, andre er trĂ„dt ind i udĂždeligheden. Ingen vender tilbage fra graven for at fortĂŠlle, hvordan de har det, og for at fortĂŠlle, hvad de har behov for, eller for at lette de efterladets hjerter indtil man selv skal derover, hvor de befinder sigâ. â âHav en glĂŠdesfyldt dag. Nyd den allersĂždeste duft af parfumer og sĂŠt kranse af blomstrende lotus pĂ„ din kones arme og om hendes hals. MĂ„ Ă©n, du elsker, sĂŠtte sig ved din side. MĂ„ der vĂŠre sang og dans omkring dig. Smid bekymringerne over bord og tĂŠnk kun pĂ„ glĂŠderne, indtil den tid kommer, hvor du gĂ„r til stilhedens landâ. Eksemplerne reprĂŠsenterer essensen i digtene, som fĂžrste gang blev skrevet i kong Antefs grav, men som derefter blev populĂŠre hos skriverne i Ny Rige.
Egyptisk politi
(Egyptisk). Der fandtes ingen landsdel, by eller landsby i det gamle Egypten, som ikke var beskyttet af loven, og derfor var der behov for en politistyrke. De menige egyptere arbejdede hĂ„rdt, men blev godt belĂžnnet. Egypterne var ikke oprĂžrske af natur, og de nĂžd godt af faraoens lederskab og derfor var de pĂ„ ingen mĂ„de dĂ„rlige undersĂ„tter. Faraoen skulle i kraft af ritualerne opretholde kontakten til guderne, og et veluddannet politikorps sĂžrgede for, at lov og orden blev opretholdt i det praktiske liv. En effektiv politistyrke var derfor nĂždvendig og et spĂžrgsmĂ„l om retfĂŠrdig administration i tider med nĂžd: âNĂ„r natten kommer, kan den, der sover pĂ„ hovedvejen takke mig, for han er lige sĂ„ tryg som den, der sover i sit eget hus â sĂ„ stor er respekten for mit korpsâ, oplyser en tekst fra en egyptisk politimand. Egyptens politi fungerede sĂŠdvanligvis uafhĂŠngigt af hĂŠren. ĂrkengrĂŠnserne blev normalt vogtet af âNuuâ eller âjĂŠgerneâ. StamfĂŠdrene til de frygtlĂžse âkystvagterâ â âjĂŠgerneâ â afpatruljerede hovedvejen fra Ăžst til vest, og de blev altid trofast fulgt af politihunde pĂ„ deres anstrengende rejser â en parallel til nutidens ordenspoliti. Et andet politikorps tog sig af opsporing af og tilfangetagelse af flygtede slaver og af bĂžnder, der ikke havde betalt skat (en slags kriminalpoliti). Allerede i Gamle Rige fandtes et landpoliti, som indkasserede betaling (i naturalier) for den lejede jord.
Egyptisk post
(Egyptisk). De gamle tekster giver kun sparsomme oplysninger om, hvordan breve blev sendt i det gamle Egypten. Det var sandsynligvis muligt for almindelige egyptere at sende budbringere med deres korrespondance eller at betro rejsende deres post.
Egyptisk race
(Egyptisk). De gamle egyptere tilhĂžrer ikke den âhamitiskeâ race, sĂ„dan som det ofte pĂ„stĂ„s. âHamitiskâ er ligesom âindoeuropĂŠiskâ en betegnelse for en sproggruppe, der tales af mennesker af forskellige racer, hvorimod ordet âraceâ i traditionel forstand alene henviser til en fysisk mennesketype. I Ă„ndsvidenskabelig forstand dĂŠkker ordet race imidlertid begrebet ârodracerâ og âunderracerâ, der henviser til udviklingen af bestemte bevidsthedsniveauer, som i menneskeevolutionen desuden er knyttet til specifikke racer, civilisationer og kulturperioder. Esoterisk set tilhĂžrte de gamle egyptere 4. rodrace (den atlantiske) 3. og 6. underrace (Toltekerne og Arkadierne). 4. rodraces 5. underrace (Semitterne), som for ca. 60.000 Ă„r siden lagde grunden til nutidens 5. rodrace, blandede sig i den efteratlantiske periode med datidens 2. underrace â en proces, der angiveligt startede for ca. 40.000 Ă„r siden. Nutidens egyptere er arabere, som erobrede Egypten Ă„r 639 e.Kr. (Se ogsĂ„ Akkader, Atlantis, Mongoler, Rmoahal, Rodrace, Semitter, Tlavatli, Tolteker og Turaner).
Egyptisk retorik
(Egyptisk). Iflg. Egyptens hellige skrifter er det tavse menneske idealet for enhver indfĂždt egypter. Men hvordan kunne et land, der var i kontakt med omverdenen ignorere betydningen af retorik? Det gjorde man bestemt heller ikke. Fra de tidligste tider har egypterne udtrykt stor beundring for veltalenhed og ordets magt. En tekst kommer med et rĂ„d: âHvis du mĂžder et menneske, der er lige sĂ„ dygtig i en debat som dig selv, skal du forsĂžge at lade dine evner overgĂ„ den andensâ. Intet tyder pĂ„, at det var nĂždvendigt at have en plads i âdet hĂžje rĂ„dâ (regeringen) for at komme til orde og have gavn af gode talegaver. Almindelige menige egyptere kunne vĂŠlge at forsvare sig selv med en sĂ„dan veltalenhed, at faraoen beordrede dommeren til at indstille retssagen for at nedskrive den anklagedes velformulerede forsvarstale.
Egyptisk retsvĂŠsen
(Egyptisk). Mange steder i de gamle tekster kan man lĂŠse om retsforfĂžlgelse og domsafsigelser. Det var faraoen, der var ansvarlig for opretholdelse af ro og orden i samfundet, og det var ogsĂ„ ham, der var den Ăžverste dommer, nĂ„r der opstod uoverensstemmelser. Han uddelegerede sit ansvar til viziren (en form for statsminister), som foretog afhĂžringerne. Systemet var minutiĂžst og autoritĂŠrt, og sagen blev intelligent belyst ved hjĂŠlp af civile love. Byboere havde tre dage til appel, mens landboere havde to mĂ„neder. Proceduren i kriminalsager var mindre hensynsfuld. Her var forhĂžr ved hjĂŠlp af prygl tilladt. Der var utallige dommere og domstole. Juryen ved afhĂžringerne var lokale rangspersoner og offentligt ansatte (civile pligter, dommerembeder, matrikelopmĂ„linger og skatteopkrĂŠvninger overlappede ofte hinanden som et resultat af det statskontrollerede system, der styrede den sociale og Ăžkonomiske politik). Der fandtes en hĂžjesteret, som sorterede under det faraoniske palads og tempelretten, der praktiserede domsafsigelser enten ved hjĂŠlp af et prĂŠsterĂ„d eller ved hjĂŠlp af hellige orakler. SmĂ„sager blev ofte klaret âi dĂžrenâ til det offentlige kontor. Klagesager blev noteret af en skriver. Et regeringsdepartement blev reprĂŠsenteret af en âheroldâ, og de stridende parter fremlagde deres egne sager i overensstemmelse med gĂŠldende regler, ved at fremfĂžre gennemarbejdede taler. Uanset om der var tale om tyveri eller en svindelaffĂŠre eller mere komplicerede sager med stridigheder om ejerskab af landomrĂ„der, var mulighederne for udsĂŠttelser, tid til revurdering og chancer for appel endelĂžse. Nogle retsskrifter hĂžrer til de lĂŠngste tekster, der er skrevet pĂ„ oldegyptisk.
Egyptisk seksualitet
(Egyptisk). Der er sĂ„ vidt vides intet forskningsmateriale, der beskriver seksuel adfĂŠrd i det gamle Egypten, og studiet gĂžres ikke nemmere af, at de tekster, der antyder seksualitet er yderst diskrete. Sexredskaber, der er fundet i Egypten, stammer hovedsagelig fra den grĂŠsk-romerske periode, og fra den meget lange faraoniske periode har man kun fundet ganske fĂ„ genstande. Men det vil vĂŠre forkert at konkludere, at de gamle egyptere var lige sĂ„ snerpede pĂ„ det seksuelle omrĂ„de, som den nuvĂŠrende civilisation har vĂŠret det i den kristne tid, hvor kristendommen praktiserer en regulĂŠr seksualforskrĂŠkkelse. TvĂŠrtimod tyder det pĂ„, at egypternes syn pĂ„ seksualitet var lige sĂ„ naturligt og selvfĂžlgeligt, som deres holdning til andre naturlige, kropslige drifter og funktioner. Der var dog visse regler i relation til udĂžvelse af seksuel adfĂŠrd. Det var eksempelvis forbudt at have samleje pĂ„ hellige steder â og lige fĂžr hellige ritualer â men forbuddet var af hensyn til ritualet og ikke til moralen. I lange perioder var der intet krav om âtĂŠkkeligâ beklĂŠdning i det gamle Egypten. FĂžr 19. dynasti kunne voksne mennesker gĂ„ nĂžgne omkring, hvis de Ăžnskede det. Og pĂ„ gravenes relieffer ser man dansere og musikere, der optrĂŠder nĂžgne eller nĂŠsten nĂžgne. Det tydeligste tegn pĂ„ egypternes holdning til sex er mĂ„ske hieroglyfferne for âfemininâ, der forestiller det ydre kvindelige kĂžnsorgan, og hieroglyffen for âmaskulinâ, der forestiller en penis. Hieroglyffen for âlivsledsagerâ er en forening af de to symboler, der pĂ„ den mĂ„de udtrykker forening af det feminine og maskuline â eller samleje. Det hellige samleje (hieros gamos) afbildes pĂ„ tempelvĂŠggene, hvor Isis i form af en fugl sĂŠnker sig ned over den mumificerede Osirisâ erigerede penis, og pĂ„ den mĂ„de genskabes hans livskraft. Et aspekt af guden Amon er guden Min. Min ses med et mumificeret fysisk legeme og en erigeret penis, der dog udgĂ„r fra navleomrĂ„det (sakralchakraet), og som derfor symboliserer sublimering af seksualkraften. Han er derfor ikke en gud for frugtbarhed, sĂ„dan som det pĂ„stĂ„s i den traditionelle egyptologiske forskning, som intet kender til chakrasystemet. (Se ogsĂ„ Amon, Isis og Osiris).
Egyptisk sprog
(Egyptisk). Hvor befinder Egypten sig i den lingvistiske familie? Et sprog er sjĂŠldent isoleret. Det har som regel forbindelser til andre sprog, som danner en sproggruppe. Og flere grupper danner en sprogfamilie. Den indoeuropĂŠiske familie inkluderer sprog, der er sĂ„ gamle som sanskrit og hittittersprog, og sĂ„ nye som russisk og amerikansk-engelsk. Det egyptiske sprog hĂžrer til den hamito-semitiske familie. Men der er ikke en tilstrĂŠkkelig betegnelse, for hamito-semitisk grammatik savner muligheden for sammenligning med sprogkilderne. Fordi de fĂžrste semitiske tekster utvivlsomt har forbindelser til det tidligste egyptiske sprog, er den hamatiske sprogfamilie i det nordĂžstlige Afrika (den libysk-berbiske gruppe og Ăvre-Nilens kushite-gruppe samt Etiopien) ofte kun kendt fra de nutidige dialekter, som i mange tilfĂŠlde savner skrevet litteratur. Filologer har fundet slĂ„ende ligheder i strukturerne i bĂ„de asiatiske og afrikanske sprog â eksempelvis den vĂŠgt, der i disse sprog lĂŠgges pĂ„ konsonanter og pĂ„ vokalernes stĂžttefunktion.
Egyptisk triade
(Egyptisk). En triade var en gruppe bestĂ„ende af tre guddommelige skabninger â en fader, en moder og deres sĂžn. Triader findes overalt i Egyptens religiĂžse system, og de mest kendte er Osiris, Isis og Horus â Amon, Mut og Khonsu â Ptah, Sakhmet og Nefertum m.fl. Triaderne viser, at de gamle egyptere havde indsigt i skabelsens dybeste principper. Egypterne troede pĂ„ Ă©n Gud eller Ă©t livsvĂŠsen, som i sin natur rummede tre fundamentale krĂŠfter, der var en forudsĂŠtning for manifestation: 1) Liv eller energi (positiv pol), stof og form (negativ pol) samt 3) bevidsthed (forbindelsen eller spĂŠndingsfeltet mellem polerne). Princippet kendes fra hverdagen, hvor elektrisk strĂžm (liv eller energi) strĂžmmer i en ledning (form), og dermed skabes der et spĂŠndingsfelt (magnetisme), som et resultat af mĂždet mellem de to. Egypterne symboliserede den oprindelige skabelsesproces, som gentager sig pĂ„ skabelsens utallige niveauer, og derved opstĂ„r der mangfoldighed. De forskellige triader er udtryk for forskellige niveauer af skabelse, som alle er udtryk for den grundlĂŠggende trefoldighed. Senere overtog de kristne idĂ©en, og de prĂŠsenterede den ene Gud som en treenig Gud: Fader, SĂžn og HelligĂ„nd. (Se ogsĂ„ Amon, Horus, Isis, Khonsu, Mut, Osiris, Ptah, Sakhmet, Treenighed, Triade og Trimurti).
Egyptisk videnskab
(Egyptisk). Den egyptiske tradition, der nu er flere tusinde Ă„r gammel, udviklede en enestĂ„ende kundskab, som med rette kan kaldes âvidenskabâ. Astronomi, geometri, medicin, kirurgi, botanik, forudsigelse af fremtiden (fremtidsforskning) og lignende forskningsomrĂ„der, som nutidens verden har brugt Ă„rhundreder til at udvikle (eller genopdage), eksisterede lĂŠnge fĂžr Egyptens hemmeligheder og visdom gik tabt pĂ„ grund af manglende forstĂ„else for civilisationens storhed (en mangel, der stadig prĂŠger forskningen). Egypterne forskede ikke for forskningens skyld. De studerede astronomi for at forbedre deres kalender eller for at styre tiden. De hellige bygningsvĂŠrker er arkitektoniske mestervĂŠrker, som er placeret og udfĂžrt med en ufattelig prĂŠcision i alle mĂ„leforhold. De matematiske anvisninger, som i begrĂŠnset omfang er bevaret for eftertiden, overgĂ„r klart de lĂŠresĂŠtninger, som grĂŠkerne og romerne var i stand til at udvikle. Egypternes medicin og lĂŠgevidenskab var utrolig avanceret og inkluderede healingsteknikker, som man i nutiden betegner som magi, selv om den sĂ„kaldte magi reelt reprĂŠsenterede kendskab til energier og krĂŠfter i naturen, som man ikke kender i nutiden. Historie som en egentlig beskrivelse af begivenheder interesserede ikke egypterne, medmindre de kunne bruges til formulering af legender med et religiĂžst indhold og budskab. De foretog prĂŠcise opmĂ„linger og iagttagelser af deres land og havde derfor en praktisk anvendelig geografi. I det hele taget var Egyptens civilisation gennemsyret af et enestĂ„ende organisationstalent, teknisk formĂ„en og ĂŠstetisk sans. Ă
rsagen var givetvis, at âguderne vandrede pĂ„ Jordenâ, som egypternes selv udtrykte det, og Ă„ndsvidenskaben fortĂŠller, at âguderneâ er identiske med mestrene, som ogsĂ„ var fysisk til stede pĂ„ Atlantis. (Se ogsĂ„ Atlantis og Hvide Broderskab).
Egyptisk ĂŠgteskab
(Egyptologi). Intet fund beskriver et bestemt vielsesritual, men de indikerer, at der var visse retslige foranstaltninger i forbindelse med indgĂ„else af ĂŠgteskab. I retsdokumenter skelnede myndighederne skarpt mellem en ungkarl med en elskerinde og en lovformelig gift mand. Frieri foregik i pigens hjem. Egypterne kunne gifte sig med hvem, de ville, uafhĂŠngigt af sociale forhold. I kĂŠrlighedsdigte bruges ordene âbroderâ og âsĂžsterâ i betydningen âelskedeâ og skal ikke opfattes bogstaveligt. Ăgteskab mellem broder og sĂžster var forbeholdt kongefamilien, som desuden praktiserede polygami i kraft af haremmet, der bestod af dronninger, prinsesser fra fremmede lande samt kvinder fra hĂžjtstĂ„ende familier i samfundet. Bigami forekom yderst sjĂŠldent blandt almindelige mennesker, men velstillede borgere kunne have elskerinder, som blev kaldt âhusets frueâ. FormĂ„let med at indgĂ„ ĂŠgteskab var at sĂŠtte bĂžrn i verden, men det forhindrede ikke egypterne i at vĂŠlge partner pĂ„ grundlag af en stormende forelskelse â hvad utallige hede elskovsdigte bekrĂŠfter. Kvinderne blev gift sĂ„ snart de var kĂžnsmodne, og det betĂžd, at de ofte blev gift, allerede nĂ„r de var 12-14 Ă„r gamle. MĂŠndene var som regel i 20âerne. Det var ofte brudens far, der stod for bryllupsarrangementet, og han aftalte med datterens kommende mand, hvordan brylluppet skulle fejres. Bruden medbragte som regel en medgift, men alt hvad hun bragte ind i ĂŠgteskabet, tilhĂžrte hende, og det blev aldrig betragtet som fĂŠlleseje. Ăgtemanden kunne overdrage to tredjedele af sine ejendele til hustruen, og bĂžrnene kunne arve dem efter hans dĂžd. Man har fundet en slags vielsesattester, men meget tyder pĂ„, at de ikke var nĂždvendige, og at der ikke var hverken tvungne religiĂžse eller juridiske formaliteter knyttet til vielsen. Dengang holdt man, hvad man lovede, og en mundtlig aftale var lige sĂ„ bindende som en skriftlig. Efter brylluppet flyttede kvinden ind hos mandens familie.
Egyptiske mysterier
(Egyptisk). Egyptiske mysterier var et indvielsessystem i det gamle Egypten, hvor den, der skulle indvies, skulle trĂŠnes og bestĂ„ en lang rĂŠkke prĂžver kombineret med forskellige former for undervisning i esoteriske kundskaber og hemmeligheder. Hensigten var at udvikle latente evner hos kandidaten eller disciplen. Den, der forberedte sig til indvielse, kaldte man neofyt, og neofytten skulle vĂŠre i stand til at besvare en rĂŠkke esoteriske spĂžrgsmĂ„l og bestĂ„r forskellige ofte barske prĂžver, der krĂŠvede mod, udholdenhed, skelneevne, selvkontrol og mange moralske egenskaber. Til sidst blev neofytten bragt i en trancetilstand, som medfĂžrte, at bevidstheden frigjorde sig fra det fysiske legeme, og bevidstheden bevĂŠgede sig ind pĂ„ de indre eksistensplaner, hvor den ifĂžrte sig indre legemer, og hvor neofytten var bevidst til stede enten i sit astrallegeme pĂ„ astralplanet (de mindre mysterier eller Isis-mysterierne), eller i sit mentallegeme pĂ„ mentalplanet og evt. pĂ„ kausalplanet (de stĂžrre mysterier eller Osiris-mysterierne). Her kunne neofytten âse Solen ved midnatâ, som det kaldtes i de gamle tekster. Egyptens mysterier foregik derfor pĂ„ metafysiske eksistensplaner. Indvielsesstederne i den fysiske verden var templerne og pyramiderne, som dannede rammen om bĂ„de de mindre og de stĂžrre mysterier. TrĂŠningen havde ofte karakter af symbolske skuespil, hvor neofytten spillede hovedrollen. YppersteprĂŠsten, lĂŠreren eller indvieren kaldte de gamle egyptere for Hierofanten, og inden for prĂŠsteskabet havde han en rĂŠkke hjĂŠlpere, som alle var indviede. Indvielserne var opdelt i forskellige grader, som alle krĂŠvede et seriĂžst tavshedslĂžfte, og der var strenge straffe â ofte dĂždsstraf â for brud pĂ„ lĂžfterne. Hen imod slutningen af den egyptiske kultur forsvandt den indre og esoteriske betydning lidt efter lidt fra mysterierne, og tilbage blev kun en symbolsk, mytologisk lĂŠre. (Se ogsĂ„ Hierofant, Mysterium og Neofyt).
Egyptiske navne
(Egyptisk). Uanset om navnet tilhĂžrte en gud, en farao, et menneske eller et dyr, havde det en dybere funktion end blot identifikation. Navnet var en essentiel del af et menneske. For egypterne rummede navnet en skabende og magtfuld kraft, som strammede fra sjĂŠlen. Navnet var en levende, dynamisk skabning â en belivet tankeform. Navnet pĂ„ et barn kunne udtrykke hengivenhed til en gud, et varsel, der viste sig under fĂždslen, en bĂžn for det nyfĂždte barn eller endog en magisk formular. Khufu (Cheops) betyder âMĂ„ Khnum beskytte migâ. Ramses betyder âRa beskytter migâ eller âSĂžn af Raâ. NĂ„r man udtalte eller skrev et navn, gav man bĂ„de navnet og personen liv og kraft.
Egyptiske prĂŠster
(Egyptisk). PĂ„ samme mĂ„de som egyptiske templer har meget lidt tilfĂŠlles med de grĂŠske â eller menneskers almindelige opfattelse af templer i disse tider â henviser den egyptiske titel âprĂŠstâ til flere forskellige mennesker, der er ansat i templernes tjeneste, og det har derfor skabt stor forvirring. Egyptiske prĂŠster udgjorde ikke en bestemt orden eller en sekt, der fungerede adskilt fra det Ăžvrige samfund. PrĂŠster var ikke prĂŠdikanter og de havde ingen menighed â men de var âGuds tjenereâ. Templet var et legeme, og guden var til stede i templet som energi eller en bestemt kvalitet, der f.eks. belivede templet eller en statue. Guden blev pĂ„ den mĂ„de betragtet som en levende skabning â ikke en livlĂžs statue. PrĂŠsterne udfĂžrte de fastlagte ceremonier i templernes sanktuarier overalt i landet. Menige egyptere havde kun adgang til templernes yderste tempelgĂ„rd, mens adgang til de Ăžvrige tempelafsnit krĂŠvede hĂžjere prĂŠstegrader eller -indvielser. Det allerhelligste mĂ„tte kun betrĂŠdes af faraoen og de Ăžverste yppersteprĂŠster. Alle prĂŠster skulle foretage et rensende bad fire gange i dĂžgnet â to gange om dagen og to gange om natten (iflg. Herodot). Desuden skulle de vĂŠre barberede fra top til tĂ„ og omskĂ„ret (det gjaldt ikke den menige egypter), og i forbindelse med tjenestearbejdet i templet var seksuelle aktiviteter forbudt. PrĂŠsterne skulle underkaste sig templets regler (tabubelagte regler vedrĂžrende fĂžde og adfĂŠrd), og de skulle kun bĂŠre klĂŠder af fint linned. KlĂŠder af uld og lĂŠder, som stammer fra dyr, var ikke tilladt. (Se ogsĂ„ PrĂŠstekonger og PrĂŠsteskabet).
Ehad
(HebrĂŠisk). Ehad betyder âfĂžrsteâ, âaleneâ eller âsingleâ. Ehad bruges af ortodokse jĂžder i forhold til Jehova som den eneste Gud. Den feminine form er Ahath. (Se ogsĂ„ Ahath).
Ehyeh
(HebrĂŠisk). Ehyeh stammer fra âhayahâ, der betyder âat vĂŠreâ â dvs. âjeg erâ eller âjeg vil vĂŠreâ. Ehyeh er âhan, der findesâ, og det svarer til den hĂžjeste guddoms navn, som ikke mĂ„ udtales. Ehyeh er derfor âeksistensâ, som svarer til Kether og Macroprosopus. Hemmeligheden bag ordet er âjeg erâ, som omfatter alt, ânĂ„r vejene er skjult og ikke adskilt, og nĂ„r de samles pĂ„ Ă©t stedâ, sĂ„ kaldes de Ehyeh â âjeg erâ alt det skjulte, som endnu ikke er afslĂžret. Men eftersom det strĂžmmer ud fra en defineret linje, og strĂžmmen bĂŠrer alt ved sit bryst, kaldes Han iflg. Zohar âAsher Ehyehâ, dvs. âden jeg erâ. I Den Hemmelige LĂŠre bruges ordet i forbindelse med sĂŠtningen âJeg er den, jeg erâ (ehyeh aser ehyeh), som angiveligt blev udtalt af Jehova, da Moses spurgte om Hans navn. Desuden er det betegnelsen for den fĂžrste Sephiroth − Kether eller kronen. (Se ogsĂ„ Adonai, Kether, Makroprosopus, Sephiroth og Zohar).
Eichton
(GrĂŠsk). Eichton er en guddom, der er identisk med AgathodĂŠmon eller âde himmelske guders ildâ, men ogsĂ„ den store Thoth-Hermes, som iflg. Hermes Trismegistos opfandt magien. (Se ogsĂ„ AgathodĂŠmon, Hermes, Hermes Trismegistos og Thoth).
Eileithyia
(GrĂŠsk). Eileithyia eller Ilithyia pĂ„ latin stammer fra âerchymaiâ, der betyder âat kommeâ eller âat komme tilbageâ. Eileithyia kommer for at hjĂŠlpe kvinder, der har fĂždselsveer, for hun er fĂždslens gudinde. Hun er datter af Zeus og Hera. Hun er hovedsagelig MĂ„nens guddom, og hendes formeringsevner er ofte overtaget af andre guddomme − eksempelvis Hera, Artemis, Juno, Lucina og Diana. Hun blev navnlig tilbedt pĂ„ Kreta og Delos, men mange helligdomme og statuer var dedikeret til hende mange steder. (Se ogsĂ„ Artemis, Diana, Hera, Lucina og Zeus).
Ein-Soph
Se Ain-Soph.
Eka
(Sanskrit). Eka er tallet âetâ i betydningen âden fĂžrsteâ, âden oprindeligeâ eller Adi. Eka kan derfor betyde Brahma, 3. Logos eller den skabende kosmiske Logos. Eka eller enhver anden fĂžrste guddom, som f.eks. den hebrĂŠiske Ehad, betyder aldrig grĂŠnselĂžs eller uendelig, for det symboliseres af tallet nul. Ettallet reprĂŠsenterer altid begyndelsen pĂ„ en rĂŠkkefĂžlge, og uanset hvor hĂžjt et plan âden fĂžrsteâ befinder sig pĂ„, reprĂŠsenterer det altid begyndelsen pĂ„ et hierarki, der strĂžmmer frem fra sin bagvedliggende kilde. I den grĂŠnselĂžse uendelighed der er derfor utallige â1âereâ eller ledere af de kosmiske hierarkier. (Se ogsĂ„ Adi, Brahma, Brahman, Ehad, Hierarki og Logos).
Ekagrata
(Sanskrit). Ekagrata eller Ekagratva betyder âmĂ„lrettethedâ i betydningen âabsolut intentionâ, der kommer til udtryk i Kontemplation pĂ„ et meditationsobjekt, som holder tankesindet i perfekt koncentration pĂ„ et enkelt punkt. (Se ogsĂ„ Kontemplation og Meditation).
Ekaneka-Svarupa
(Sanskrit). Ekaneka-Svarupa stammer fra âekaâ, der betyder âenâ, âetâ eller âden fĂžrsteâ plus âanekaâ, der betyder âikke enâ dvs. âmangeâ samt âsvarupaâ, der betyder âegen formâ. Ekaneka-Svarupa vil derfor sige, at man er Ă©n og dog mangfoldig i sin egen form. Udtrykket bruges i Puranaerne om Brahma. Selv om et aspekt er en enhed, er det manifesteret i mangfoldige udtryk. Princippet gĂŠlder for de forskellige manifestationer af Logos trods individualitet og transcendens, og pĂ„ lavere niveauer gĂŠlder princippet for enhver monadisk individualitet − eksempelvis et menneske. (Se ogsĂ„ Brahma, Brahman, Eka, Monade og Puranaer).
Ekasloka-Sastra
(Sanskrit). Ekasloka-Sastra stammer fra âekaâ âekaâ, der betyder âenâ, âetâ eller âden fĂžrsteâ og âslokaâ, der betyder âstrofeâ samt âsastraâ, der betyder âskriftâ. Ekasloka-Sastra er et buddhistisk esoterisk vĂŠrk, der er skrevet af Nagarjuna, og som pĂ„ kinesisk kaldes Yih-shu-lu-kia-lun. (Se ogsĂ„ Nagarjuna).
Ekimu
(KaldÊisk). Ekimu er Änder, der befinder sig under Himlens og Jordens engle. (Se ogsÄ Anunnaki, Gallu og Igaga).
Eklektisk
(GrĂŠsk). Eklektisk stammer fra âeklektikosâ, der betyder âselektivâ eller âhĂ„ndplukkeâ. Eklektisk vil derfor sige, at man er udvĂŠlgende eller udsĂžgende. Ordet bruges om systemer inden for filosofi og religion, nĂ„r man udvĂŠlger det bedste fra en rĂŠkke forskellige systemer for at nĂ„ frem til det vĂŠsentlige. Eklektisk blev brugt af Ammonius Saccas og andre alexandrinske filosoffer, og det indebĂŠrer, at filosofferne hĂ„ndplukkede, hvad der var bedst fra alle trosretninger for at skabe et nyt system. Ă
rsagen var, at de vidste, at filosofi og alle de store religioner reelt var baseret pĂ„ en fĂŠlles visdomsreligion, og derfor indeholdt alle systemer elementer af sandhed. Derfor underviste man i en visdomsreligion, der var baseret pĂ„ syntese, og lĂŠren tog udgangspunkt i forskellige trosretninger. Ordet bruges ogsĂ„ til andre forhold − f.eks. malerskoler. (Se ogsĂ„ Alexandria-skolen og Ammonius Saccas).
Ekliptika
Ekliptika er astronomiens betegnelse for det plan eller den store cirkel, der tegner Jordens bane om Solen set fra Jorden. Det er Jordens bane om Solen, der tilsyneladende fĂ„r Solen til at ĂŠndre position i forhold til stjernerne i baggrunden i Ă„rets lĂžb. Et Ă„r er ca. 365 dage og der er 360 grader i en cirkel, og derfor âbevĂŠgerâ Solen sig ca. 1 grad hvert dĂžgn i forhold til stjernerne i baggrunden set fra Jorden. Set fra Jorden fĂžlger Solen i lĂžbet af et dĂžgn stort set stjernerne i baggrunden. Hvis man kunne se stjernerne om dagen, ville man kunne se, at de âfĂžlgesâ med Solen i lĂžbet af dagen. Men de fĂžlger ikke fuldstĂŠndig hinanden, for Solen forskyder sig cirka 1 grad pĂ„ et dĂžgn i forhold til stjernerne i baggrunden. BevĂŠgelsen pĂ„ et dĂžgn er ikke meget lille, men pĂ„ et Ă„r udgĂžr den meget langsomme, tilsyneladende bevĂŠgelse af Solen i forhold til stjernerne en hel cirkel pĂ„ himlen, og det er den, der kaldes Ekliptika. I âbevĂŠgelsenâ gennem Ekliptika flytter Solen sig gennem alle de 12 stjernebilleder eller -tegn i dyrekredsen. Solsystemet har nĂŠsten form som en flad skive, og derfor bevĂŠger planeterne sig ogsĂ„ stort set langs Ekliptika. Stjernetegnene i dyrekredsen befinder sig ogsĂ„ langs ekliptika. Ekliptika hĂŠlder 23,5 grader i forhold til himlens ĂŠkvator. De to punkter, hvor ekliptika skĂŠrer himlens ĂŠkvator, kaldes Equinox eller jĂŠvndĂžgnspunkterne. HĂžjden af Ekliptika over horisonten ĂŠndres Ă„ret igennem pĂ„ grund af hĂŠldningen af Jordens omdrejningsakse pĂ„ 23,5 grader i forhold til aksen for Jordens omlĂžb omkring Solen. HĂŠldningen af Jordens omdrejningsakse er Ă„rsag til Ă„rstidernes skiften. I sommerhalvĂ„ret ligger stĂžrstedelen af Ekliptika over horisonten (maksimalt ved sommersolhverv), og her er dagene lĂŠngere end nĂŠtterne. I vinterhalvĂ„ret ligger stĂžrstedelen af Ekliptika under horisonten (maksimalt ved vintersolhverv), og her er dagene kortere end nĂŠtterne. (Se ogsĂ„ Equinox).
Eksistens
(Latin). Eksistens stammer fra âexsistoâ, der betyder âat dukke opâ, âat komme til syneâ. Selv om ordet ofte bruges i flĂŠng om skabninger og vĂŠren, sĂ„ refererer vĂŠren i Ă„ndsvidenskaben til Ă„ndens abstrakte kontinuitet, mens eksistens henviser til en enheds manifestation i fĂŠnomenernes verdener. Derfor henviser en skabnings vĂŠren til âtingen i sig selvâ â dvs. tingenes sande eller indre Ă„rsag og natur − mens eksistens henviser til de illusoriske og forgĂŠngelige virkninger i den ydre verden. Derfor kan man tale om Ă„rsagerne til eksistens (Nidana), eller om at alle eksistenser bliver oplĂžst. Den Absolutte − det kosmiske overhoved − er korrekt defineret som bĂ„de âabsolut eksistensâ og âikke-eksistensâ. Ikke-eksistens beskrives som absolut vĂŠren, eksistens og bevidsthed. Johann Gottlieb Fichte havde en fornuftig skelnen mellem âat vĂŠreâ (Seyn) og âeksistensâ (Daseyn), for den fĂžrstnĂŠvnte er Noumenon, og den sidstnĂŠvnte er fĂŠnomenernes mangfoldighed, som gĂžr det muligt at erkende Den Ene. (Se ogsĂ„ Nidana og Noumenon).
Eksistentialist
En eksistentialist er tilhÊnger af eksistentialismen. Eksistentialisme er en filosofisk retning, der sÊtter individet i centrum. En eksistentialist mener, at et menneske skal skabe sin egen tilvÊrelse og selv trÊffe de valg, der giver mening for den enkelte uafhÊngigt af udefrakommende dogmer, regler og vÊrdier. Eksistentialisterne betragter mennesker som subjekter i et ligegyldigt, dobbelttydigt og absurd univers, der er uden mening. Meningen med tilvÊrelsen kan kun skabes som fÞlge af de valg, man selv trÊffer. Men meningen er altid subjektiv, midlertidig og ustabil. Eksistentialister er ofte ateister. Eksistensfilosofien er bl.a. inspireret af SÞren Kierkegaard og visse elementer fra Friedrich Nietzsches og Edmund Husserls tÊnkning. (Se ogsÄ Ateisme og Ateist).
Eksorcisme
(Latin). Eksorcisme stammer fra det grĂŠske âexorkizeinâ, der betyder âat forpligte med en edâ. Eksorcisme er djĂŠvleuddrivelse eller uddrivelse af astrale vĂŠsener, der har besat et fysisk inkarneret menneske. Det sker bl.a. ved hjĂŠlp af rituelle besvĂŠrgelser og okkulte mantraer. Eksorcisme er ogsĂ„ betegnelsen for den kristne kirkes djĂŠvleuddrivelse eller uddrivelse af onde Ă„nder i Kristi navn. Eksorcisme blev tidligere udfĂžrt af den romersk-katolske kirke, og den udĂžvende prĂŠst skulle vĂŠre i besiddelse af en sĂŠrlig indsigt i besĂŠttelsens natur og metoder for at vĂŠre i stand til at befri det besatte menneske for den ubudne gĂŠst. Eksorcisme er stadig en anerkendt praksis i mange kristne kirker, men det er ofte kontroversielt. Eksorcisme udfĂžres under andre navne i andre lande, og ritualerne er blevet praktiseret til alle tider med mange forskellige ceremonier og ved hjĂŠlp af kraften fra en person, der kender proceduren. (Se ogsĂ„ BesĂŠttelse).
Eksoterisk
(GrĂŠsk). Eksoterisk stammer fra âexoterikosâ, der betyder âydreâ eller âudadvendtâ, men eksoterisk kan ogsĂ„ oversĂŠttes med âoffentligâ â dvs. det, som der offentligt undervises i. Eksoterisk er det modsatte af esoterisk, som betyder indre eller skjult. I Ă„ndsvidenskaben henviser eksoterisk ofte til den ydre lĂŠre, der gives i form af lĂŠresĂŠtninger, symboler og dogmer, som tilslĂžrer de esoteriske, skjulte eller indre betydninger. Den esoteriske lĂŠre er derfor lĂŠren om det indre menneske (energimennesket), den indre verden (hĂžjere eksistensplaner) og den ydre verdens skjulte betydning, men eksoterisk betyder ikke falsk eller usandt, som nogen tror, men henviser blot til den ydre formside af den indre visdom, som var tilslĂžret for at skjule store dele af den indre sandhed. (Se ogsĂ„ Esoterisk).
Ekstase
(GrĂŠsk). Ekstase stammer fra âekstasisâ, som betyder âfortrĂŠngningâ, âat skille sig ud fra det rigtige stedâ og dermed âlĂžfte sig hinsidesâ. Ekstase er en psyko-Ă„ndelig tilstand − en fysisk trance, som medfĂžrer clairvoyance og en lyksalig tilstand, hvor man kan modtage visioner. Ekstase er en overfĂžrsel af et menneskes bevidsthed fra det fysiske plan til et indre og hĂžjere bevidsthedsplan, som udvider opmĂŠrksomheden og skĂŠrper hukommelsen under ekstasen. Det er nĂždvendigt at skelne mellem en astral-psykisk ekstase og en virkelig psyko-Ă„ndelig ekstase. Den astral-psykiske ekstase er vildledende og fyldt med risiko for at mennesket, der er i ekstase, tager skade. Den psyko-Ă„ndelige oplevelse er en tilstand, der er omtalt af Plotin, som et resultat af en discipels sande askese, og i sin reneste form er den identisk med meditationens hĂžjere faser iflg. hinduistiske Yogier. Ekstase omtales i evangelierne, men her betyder begrebet âforundringâ, âtranceâ eller âekstatiske visionerâ. (Se ogsĂ„ Alexandria-skolen, Meditation, Kontemplation, Plotin og Yogi).
Ektoplasma
(GrĂŠsk). Ektoplasma stammer fra âektosâ, der betyder âudenâ, og âplasmaâ, der betyder âformâ. Ektoplasma betyder derfor âuden formâ. Ordet bruges af mennesker, som er interesseret i psykisk forskning og beslĂŠgtede emner. Det er en betegnelse for det meget fine stof, der udsondres fra mediets krop under seancen. Mere prĂŠcist er Ektoplasma den ĂŠteriske substans, som i spiritistiske seancer overfĂžres fra mediets fysisk-ĂŠteriske legeme i forbindelse med materialisationsfĂŠnomener, og som bruges til opbygning af de materialiserede skikkelser, der viser sig under seancen. Ofte tages stoffet fra mediets ĂŠterlegeme. I det lange lĂžb kan processen have skadelige virkninger pĂ„ mediet. Ektoplasma kan ikke ses i almindelig belysning, og spiritistiske materialiseringer foregĂ„r derfor altid i svag belysning. Der findes adskillige fotografier af materialiserede skikkelser, og skikkelserne har vĂŠret i stand til bĂ„de at tale og bevĂŠge sig, men efterfĂžlgende oplĂžses de og forsvinder. NĂ„r Ektoplasma berĂžres, fĂžles det varmt og levende â og nogle gange oplever man en dunkende fornemmelse, som kan fornemmes pĂ„ grund af pulsslagene fra mediets hjerte. (Se ogsĂ„ Spiritisme).
El
(HebrĂŠisk). El (og nogle gange Al) betyder âstĂŠrkâ og âmĂŠgtigâ. Betegnelsen bruges til guddomme, kosmiske Ă„nder og helte. De senere jĂždiske og kristne monoteister oversatte ordet som âGudâ. El bruges i forbindelse med bĂ„de Jehova og ikke-jĂždiske guder. Flertalsformen er Elim, mens den hebrĂŠiske flertalsform − Elohim â reelt er flertalsformen af det beslĂŠgtede kaldĂŠiske og hebrĂŠiske ord Eloah. I oversĂŠttelser i Bibelen er Elohim imidlertid oversat med âGudâ, hvorimod Jehova sĂŠdvanligvis oversĂŠttes med âHerreâ, men Elohim burde vĂŠre oversat ved âguderneâ, fordi det hebrĂŠiske ord Elohim er et flertalsord. (Se ogsĂ„ El Elion, Elohim, Elon og Elu).
El Elion
(HebrĂŠisk). El Elion eller El Elyon bestĂ„r af âelâ, der betyder âstĂŠrkâ og âmĂŠgtigâ med henvisning til âguddommelighedâ og âelyonâ, der betyder âdet, der er hĂžjere eller hindsidesâ. El Elion eller âGud i det hĂžjeâ er en betegnelse for guddommen, som jĂžderne har kopieret fra det fĂžnikiske ord Elon, som er en betegnelse for Solen. (Se ogsĂ„ El, Elohim, Elon og Elu).
Eleaterne
(GrÊsk). Eleaterne var en skole af fÞr-sokratiske filosoffer fra den grÊske koloni Elea i Italien. Gruppen blev etableret i begyndelsen af 5. Ärh. f.Kr. af Parmenides. Andre medlemmer af skolen inkluderer bl.a. Zenon fra Elea og Melissos fra Samos. Xenofanes regnes nogle gange med til gruppen. FÞr-sokratikere er en fÊllesbetegnelse for de grÊske filosoffer, der levede fÞr (og i nogen grad samtidig med) Sokrates. De kan inddeles i flere mere eller mindre veldefinerede grupper eller skoler. FÊlles for dem er, at deres vÊrker kun har overlevet som fragmenter eller som citater hos andre filosoffer. Der er derfor meget, der er usikkert, nÄr det gÊlder detaljerne i deres tÊnkning. Ikke helt ufortjent kaldes de fÞr-sokratiske filosoffer. De ioniske naturfilosoffer omfatter bl.a. Thales fra Milet og Anaximander. FÊlles for dem var en sÞgen efter en form for naturligt grundellement eller urstof. De eleatiske filosoffer omfatter bl.a. Parmenides og Zenon. De betragtede kosmos som en enhed og ansÄ forskellighed og bevÊgelse som umulig eller illusorisk. (Se ogsÄ Anaximenes, Parmenides, Sokrates og Xenofanes).
Elefantine
Se Elephantine.
Elektra
(GrĂŠsk). Elektra eller Electra er en af Plejaderne. I den grĂŠske mytologi er Elektra Atlasâ datter og mor til Dardanos, som i den grĂŠske mytologi var stamfader til dardanerne (dvs. trojanerne) og dermed til Ganymedes, Priamos, Hektor, Paris og Ăneas. Elektra kaldes nogle gange âdet mĂžrke ansigtâ, fordi hun betragtes som den Plejade, der ikke kan ses med det blotte Ăžje, og da hun sĂ„ Trojas ruiner, forlod hun sin plads for at blive komet. Hun betragtes ogsĂ„ som datter af Agamemnon og Klytaimnestra, sĂžster til Iphigenia og Orestes. (Se ogsĂ„ Plejaderne).
Elektricitet
I Ă„ndsvidenskaben betragtes elektricitet ikke blot som en virkning, men som en enhed eller en kosmisk kraft, der kaldes Fohat. NĂ„r elektricitet pĂ„ den mĂ„de forbindes med de kosmiske krĂŠfter, associeres udtrykket for det fĂžrste med den ene universelle energi, som alle andre energier udgĂ„r fra, men ogsĂ„ med en bestemt energi som f.eks. Kundalini-Shakti − den psykiske kraft, som er kendetegnet ved en spiralbevĂŠgelse, der har relation til elektromagnetiske fĂŠnomener, selv om Kundalini snarere skal kaldes vital elektricitet eller magnetisme. Elektricitet og magnetisme er to sider af samme sag. Elektricitet, som mennesket kender den, er slutproduktet af en lang kĂŠde af fĂŠnomener pĂ„ forskellige kosmiske planer. I gamle esoteriske vĂŠrker siges det, at âFader-Moderâ er den oprindelige ĂŠter eller Akasha, der nogle gange kaldes Svabhavat (substans), som var homogen fĂžr udviklingen af âSĂžnnenâ â dvs. Fohat eller den kosmiske elektricitet. Elektricitet er ogsĂ„ omtalt som en form for kosmisk vitalitet, som hovedsagelig stammer fra Universets forskellige Sole, men ogsĂ„ i mindre grad fra alle andre kosmiske enheder. Og bag alle de levende og vitale aktiviteter findes den permanente kosmiske intelligens, der udfolder sig i det levende netvĂŠrk af mindre kosmiske intelligenser. Elektricitet pĂ„ Jordens niveau er en af de laveste former for Ă„ndeligt lys eller Daiviprakriti. Den Hemmelige LĂŠre oplyser, at elektricitet er atomar. Det medfĂžrer, at elektricitet bestĂ„r af uendeligt mange partikler, og det bekrĂŠftes af nutidens forskning og teori. Det er desuden et udsagn om, at elektricitet er intimt involveret i manifestation af alle livsformer, og det kan dokumenteres af undersĂžgelser af de strĂžmninger, som er Ă„rsag til alle vitale virkninger i levende organismer. Ă
ndsvidenskabens standpunkt er, at ingen kosmisk kraft − eller manifestation af enhver kosmisk kraft â er adskilt fra selve det kosmiske liv, undtagen i sin Svabhava, hvor substansen har karakteristiske egenskaber. Desuden findes der ikke en livslĂžs partikel − uanset hvor lille den er â i det uendelige rum. Derfor skal det groveste stof betragtes som en tĂŠt sammensĂŠtning af en vital virkning. De to pĂ„stande medfĂžrer, at elektricitet ikke kun er vitalitet, men at elektricitet er vitalitet, der er styret af intelligens, og menneskets manglende evne til at fornemme intelligens som elektriske virkninger udelukkende er et spĂžrgsmĂ„l om menneskets uvidenhed om, hvordan kosmisk intelligens fungerer, for den er altgennemtrĂŠngende og stort set uendelig i dens manifestationer, mens menneskets egne forestillinger om vitale virkninger er begrĂŠnset til et meget begrĂŠnset omrĂ„de. (Se ogsĂ„ Akasha, Daiviprakriti, Fohat, Kundalini, Kundalini-Shakti og Substans).
Elektrum
Se Guld.
Element
(Latin). Element stammer fra âelementaâ, der betyder âde fĂžrste principperâ. Element betyder derfor âgrundemneâ. âElementumâ (ental) betyder âet elementâ. Ordet element kan bruges om noget, som specifikt refererer til naturens stofaspekt. Det oprindelige element findes i Mulaprakriti, der er det essentielle rodstof, som ligger til grund for al manifestation. Filosofiske skoler prĂŠsenterer elementerne som ild, luft eller vand, (som dog ikke skal forstĂ„s i ordenes almindelige betydning), som grundlĂŠggende elementer, eller de oplyser, at ild, luft, vand, jord og nogle gange ĂŠter er de fundamentale elementer. Mens alt er opstĂ„et fra den oprindelige enhed, er elementerne forbundet med relativt mange sammensatte ting. Eksempelvis kan kemiske elementer vĂŠre baseret pĂ„ en mere elementĂŠr subatomar partikel, som igen stammer fra Akasha − det fĂŠlles Ă„ndelig-ĂŠteriske ophav til det fysiske grundlag. Ă
ndsvidenskabens lĂŠre om de kosmiske elementer og principper kaldes Tattva. I Ă„ndsvidenskaben er elementer betegnelsen for fire varianter af stof eller krĂŠfter â ild, luft, jord, vand â som i astrologien og magien har stor betydning. I naturvidenskaben er elementer det samme som grundstoffer. Ă
ndsvidenskaben taler om i alt syv elementer, hvoraf kun de fire er fuldt manifesterede, mens det femte â ĂŠteren â er ved at blive det, og ĂŠteren vil blive fuldt manifesteret i 5. runde. I hinduismen betegnes elementerne ved deres guder: Indra er ĂŠterens herre, Agni er ildens herre, Pavana er luftens herre, Varuna er vandets herre og Kshiti er jordens herre. De fire klassiske elementer er jord, ild, luft og vand. Alle stoffer i verden bygger ikke pĂ„ de fire elementer, men i stedet pĂ„ grundstofferne, der er opstillet i det periodiske system. (Se ogsĂ„ Agni, Akasha, Bhuta, Elemental, Elementalriger, Kshiti, Mahabhuta, Mulaprakriti, Pavana, Tattva, Varuna og Ăter).
Elemental
En elemental er substans, der er belivet. Elementaler er halvbevidste eller bevidste. De er ikke-menneskelige skabninger og krĂŠfter af forskellige grader i naturen. Man skelner mellem naturlige elementaler â de sĂ„kaldte naturĂ„nder â og kunstige elementaler, som kun har midlertidigt liv. De kunstige elementaler benyttes f.eks. ved opbygningen af planter, nĂ„r en Deva skaber en elemental, som er belivet af tanken om det arbejde, der skal udfĂžres. NĂ„r arbejdet er udfĂžrt, oplĂžses elementalen. Mennesker skaber kunstige elementaler, bl.a. nĂ„r de tĂŠnker, for enhver tanke skaber en tankevibration, der danner en form af elementalessens (tankeformer) pĂ„ mentalplanet, og enhver fĂžlelse skaber en astral form pĂ„ astralplanet. Elementaler er derfor belivet stof, og de er levende former, som kan udsendes for at gĂžre godt eller ondt (eksempelvis en kĂŠrlig eller hadefuld tanke). Hvor lĂŠnge elementalerne lever, afhĂŠnger af den belivende tankes styrke og klarhed. Elementaler indgĂ„r som substans i opbygningen af menneskets legemer, og nĂ„r elementalessensen iflg. sin naturlige udvikling strĂŠber efter grovere former og vibrationer, mĂ„ mennesket under udvikling lĂžbende udskifte den elementalessens, som legemerne bestĂ„r af. Man kan derfor kalde Elementalerne for elementernes Ă„nder. Det er skabninger, der er udviklet i de fire naturriger eller elementer â jord, luft, ild og vand. Kabbalisterne kalder dem Gnomer (jorden), Sylfer (luften), Salamandere (ilden), og Undiner (vandet). Det er krĂŠfter, som esoterikere kan bruge til at skabe forskellige resultater, men hvis de kommer under indflydelse af Elementarerne, er der risiko for, at de bedrager godtroende. Alle de lavere usynlige skabninger, der befinder sig pĂ„ 5., 6. og 7. plan i Jordens atmosfĂŠre, kaldes Elementaler, og i folketroen har de fĂ„et mange navne: Devaer, Djiner, Satyrere, Fauner, Elver, DvĂŠrge, Nisser, Trolde, Kobolder, SpĂžgelser, Feer osv. Ordet Elemental blev brugt af middelalderens europĂŠiske mystikere − eksempelvis af Rosenkreuzerne og Kabbalisterne − til at betegne de grupper af ĂŠteriske skabninger, der befinder sig i de fire elementer eller naturriger. Normalt omtales de som fire grupper − luft, ild, vand og jord − men Ă„ndsvidenskaben fortĂŠller, at der er syv naturriger eller endda ti alt − fire inden for det stoflige eller nĂŠsten-stoflige omrĂ„de, og tre (eller seks) af meget ĂŠterisk og endda nĂŠsten-Ă„ndelig substans. De beskrives ofte som naturens Ă„nder. Der er tre elementalriger under mineralriget, og de har hver syv (eller ti) underinddelinger, og enhver enhed − hĂžjtstĂ„ende eller lavtstĂ„ende − er passeret gennem dette stadie pĂ„ et tidspunkt i sin udvikling. Der er fire almindeligt anerkendte store grupper af de uudviklede skabninger, og middelalderens europĂŠiske mystikere kaldte dem nisser, undinerne, sylfider og salamandre, som var elementaler for henholdsvis jord, vand, luft og ild. Elementalerne er ikke alene beboerne, der er fĂždt i de respektive elementer, for reelt er de selve elementerne. Fra en synsvinkel er de simpelthen naturens krĂŠfter, og de er redskaber for de hĂžjere intelligenser. Fra en anden synsvinkel er de livsatomer pĂ„ forskellige stadier i den evolutionĂŠre vĂŠkst. De er henholdsvis Ă„ndelige, ĂŠteriske, astrale eller stoflige, og de udvikler sig via enorme intervaller pĂ„ de forskellige eksistensplaner. De findes overalt − i den luft, man indĂ„nder, den mad, man spiser og i alle fysiske vĂŠv. Elementalerne kan beskrives som kraftcentre med instinktive begĂŠr, men ikke med en bevidsthed som mennesket forstĂ„r det. Derfor kan man opleve deres handlinger som det, mennesket kalder gode, dĂ„rlige eller ligegyldige. (Se ogsĂ„ Deva, Djin, DvĂŠrg, Element, Elemental, Elementar, Elementalriger, Faun, Gnom, Kobold, NaturĂ„nder, Nymfe, Prithivi Tattwa, Rosenkreuzer, Salamander, Satyr, Sylfer, SpĂžgelse og Undiner).
Elementalessens
Se Elementalriger.
Elementalriger
For mennesket er der tre elementalriger. Det er usynlige naturriger, som i evolutionens forlÞb kommer fÞr mineralriget. Under involutionsprocessen strÞmmer livsbÞlgen fra Logos ned gennem naturrigerne, indtil livsstrÞmmen nÄr til mineralriget, hvor den begynder at danne og manifestere sig i mineralske former. Det er vendepunktet for involutionen, og herefter begynder evolutionen. LivsbÞlgen stiger igen opad, og pÄ sin vej opad udvikles planteriget, dyreriget, menneskeriget, det overmenneskelige rige osv., indtil livsudstrÞmningen vender tilbage til sit udgangspunkt. Inden livsbÞlgen nÄr mineralriget, har den bevÊget sig gennem mentalplanet og astralplanet, hvor den skaber planets baggrundsstof (elementalessens). Det stof, der er besjÊlet af det logoiske liv, kaldes pÄ de indre eksistensplaner for elementalessens, nÄr det befinder sig pÄ de ikke-atomare underplaner, og monadisk essens, nÄr det befinder sig pÄ de atomare (hÞjeste) underplaner. NÄr man i Ändsvidenskaben taler om mentalessens, mener man derfor elementalessens pÄ mentalplanet osv. Elementalessensen er det levende, belivede baggrundsstof til forskel fra de mentale og astrale stofformer i almindelighed. (Se ogsÄ Element, Elemental, Logos og Monade).
Elementar
(Latin). Elementar stammer fra âelementariusâ, og oprindeligt blev ordet brugt om et middelmĂ„digt menneskes diskarnerede personlighed, som havde adskilt sig fra den hĂžjere og udĂždelige del af mennesket (sjĂŠlen og Ă„nden), og derfor gik elementaren sin fuldstĂŠndige oplĂžsning i mĂžde. Senere benyttede man Elementar om de astrale âskallerâ og âskyggerâ â dvs. de Kama-Rupiske rester af menneskelige skabninger. âSkallerâ og âskyggerâ optrĂŠder ofte ved spiritistiske seancer. De kan kortvarigt genoplives og gĂžres halvt bevidste ved hjĂŠlp af tankevibrationer eller magnetiske strĂžmninger fra fysisk levende mennesker, eller de kan tages i besiddelse af naturĂ„nder. Ordet bruges sjĂŠldent. Elementarer er derfor jordbundne menneskesjĂŠle uden legemer. De var ekstremt ondskabsfulde og demoraliserede, dengang de havde legemer. Det er sjĂŠle, som pĂ„ et tidspunkt fĂžr dĂžden blev adskilt fra deres hĂžjere aspekter, og derfor mistede de muligheden for udĂždelighed. Det er bevidste eller halvbevidste astrale mennesker, som udelukkede alt Ă„ndeligt lys, da de var i inkarnation. De kan leve i Ă„rhundreder, fĂžr de gĂ„r i oplĂžsning. H.P. Blavatsky skriver om den Ă„ndelige dĂžd, der resulterer i tilstanden: âNĂ„r et menneske udelukkende interesserer sig for sig selv, og kun er interesseret i den materielle verden med dens fornĂžjelser, og derfor mister den Ă„ndelige kĂŠrlighed til det guddommelige og sine medmennesker, gĂ„r det fra liv til dĂžd. De hĂžjere principper, der udgĂžr de vigtigste aspekter i personens menneskelighed nedbrydes, og det befinder sig derfor alene pĂ„ det plan, der er naturligt i forhold til evnerne. Legemligt er det levende, Ă„ndeligt er det dĂždt. Den Ă„ndelige dĂžd skyldes total afvisning af enhver form for tilnĂŠrmelse til det Ă„ndelige liv. Men Ă„ndeligt dĂžde har stadig deres fornĂžjelser, for de er stadig i besiddelse af deres intellektuelle begavelse, magt og lidenskabelige aktiviteter. Alle animalske fornĂžjelser er stadig deres, og for mange mennesker udgĂžr fornĂžjelserne og begĂŠrtilfredsstillelsen det hĂžjeste ideal for menneskelig lykkeâ. NĂ„r der er tale om hĂžjt udviklede mennesker, som er inkarneret pĂ„ det fysiske plan, kaldes de i Ăsten for âbrĂždre i skyggenâ. Det er en betegnelse, der er inspireret af deres astrale farvenuance, som afslĂžrer deres lave natur, for de er âsnu, kyniske og hĂŠvngerrige, og nĂ„r de lider, forsĂžger de at hĂŠvne sig pĂ„ menneskeheden. NĂ„r de nĂŠrmer sig den endelige udslettelse, bliver de en slags vampyrer og onde Ă„nder. De stod i spidsen under den store Ă„ndelige fase, der kaldes âmaterialiseringâ, og de fĂŠnomener, de udfĂžrte, skete ved hjĂŠlp af de mere intelligente blandt de ĂŠgte âelementĂŠreâ skabninger. I nutidens Ă„ndsvidenskabelige litteratur bruges udtrykket genfĂŠrd eller fantom om de ulegemlige mennesker, som midlertidigt opholder sig i Kama-Loka. De astrale skaller er ikke sĂ„ farlige som de ĂŠgte elementarer, fordi skallerne er langt mindre bevidste, men de er stadig fyldt med energier fra et demoraliseret menneske. Deres skĂŠbne er ultimativ oplĂžsning, for de grove astrale atomer er Ă„rsag til, at de langsomt gĂ„r i oplĂžsning. BĂ„de elementarer og skaller er tiltrukket af de groveste steder og mest materielle mennesker pĂ„ det fysiske plan. Et menneske med Ă„ndelig karakter afviser alle de astrale enheder ved hjĂŠlp af en form for psychomagnetisk antipati. Eliphas Levi og andre kabbalister skelner ikke mellem elementarer, som har vĂŠret mennesker, og de skabninger, der beliver elementerne, og som fungerer som naturens blinde krĂŠfter. Men nĂ„r de Ă©n gang er blevet adskilt fra deres hĂžjere triade, bliver sjĂŠlene i deres Kama-Rupiske klĂŠdninger, og derfor er de uimodstĂ„eligt tiltrukket til det fysiske plan og de elementer, der er beslĂŠgtet med deres faste natur. LĂŠngden af deres ophold i Kama-Loka varierer, men det slutter uundgĂ„eligt med en oplĂžsning, der minder om en tĂ„gesky â dvs. at atom efter atom leveres tilbage til de omgivende elementer. (Se ogsĂ„ Element, Elemental, Elementalriger, Eliphas Levi, Kabbala, Kama-Loka, Kama-Rupa, Skygger og SpĂžgelse).
Elementer
Element betyder âgrundemneâ. I Ă„ndsvidenskaben er elementer betegnelsen for fire varianter af stof eller krĂŠfter â ild, luft, jord, vand â som i astrologien og magien har stor betydning. I naturvidenskaben er elementer det samme som grundstoffer. Ă
ndsvidenskaben taler om i alt syv elementer, hvoraf kun de fire er fuldt manifesterede, mens det femte â ĂŠteren â er ved at blive det, og ĂŠteren vil blive fuldt manifesteret i 5. runde. I hinduismen betegnes elementerne ved deres guder: Indra er ĂŠterens herre, Agni er ildens herre, Pavana er luftens herre, Varuna er vandets herre og Kshiti er jordens herre. De fire klassiske elementer er jord, ild, luft og vand. Alle stoffer i verden bygger ikke pĂ„ de fire elementer, men i stedet pĂ„ grundstofferne, der er opstillet i det periodiske system.
Elephantine
(Egyptisk). Elephantine eller Elefantine er en Ăž, der ligger midt i Nilen ved nutidens Aswan i Ăvre-Egypten. Det var grĂŠkerne, der gav Ăžen navnet Elephantine, fordi Ăžens afrundede klippeformationer minder om elefanter. IdĂ©en havde de imidlertid fra de gamle egyptere, som kaldte Ăžen for Abu-Ăžen â og Abu er det oldegyptiske ord for elefant. Skaberguden Khnum havde sine templer og sin kult pĂ„ Ăžen, som symboliserede Nilens kilde i betydningen âlivets kildeâ eller livsstrĂžmmens udspring, som i mennesket er identisk med rodchakraet. OmrĂ„det reprĂŠsenterede derfor rodchakraet i Egyptens legeme, for landet blev betragtet som et legeme og et tempel. Under det persiske herredĂžmme havde jĂžderne en stor koloni og et tempel for Jahve pĂ„ Elephantine-Ăžen.
Eleusinske mysterier
(GrĂŠsk). Ordet eleusinske stammer fra âelĆuâ, der kommer af det grĂŠske bynavn Eleusis â en lille by ikke langt fra Athen. De eleusinske mysterier var berĂžmte esoteriske og kultiske ceremonier, der blev praktiseret i Ă„rene fĂžr Kristus â navnlig med fokus pĂ„ gudinderne Demeter, Ceres og den egyptiske Isis. I Eleusis fandtes der en indvielsesskole â en sĂ„kaldt mysterieskole. I overensstemmelse med de egyptiske mysterier kunne accepterede disciple fĂ„ undervisning og gennemgĂ„ prĂžver i et indvielsessystem, der var opdelt i de mindre mysterier og de stĂžrre mysterier. De indviede i de mindre mysterier kaldte man âMystaeâ, og de indviede i de stĂžrre mysterier kaldte man âEpoptaiâ. Mysterierne blev indstiftet af den legendariske Orfeus, og derfor kaldes mysterierne ofte âde orfiske mysterierâ. De Eleusinske mysterier var de mest berĂžmte og de ĂŠldste af alle grĂŠske mysterier (bortset fra de Samothrakiske). Indvielserne refererede til det soningsoffer og den genopstandelse, som gav den indviede adgang til den hĂžjeste grad af âEpoptaiâ. Mysterium-ceremonierne, der var en offerfest for Apollon BoĂ«dromios, begyndte i mĂ„neden BoĂ«dromion (ca. september), som var tidspunktet for drueplukning, og ceremonierne varede i syv dage fra den 15. til den 22. september. Den hebrĂŠiske tabernaklernes fest − lĂžvhyttefesten til minde om vandringen i Ăžrkenen â lĂ„ i Ethanim (den syvende) mĂ„ned â og den begyndte ogsĂ„ den 15. og sluttede den 22. september. I begge blev der ofret âbrĂžd og vinâ fĂžr indvielsesmysterierne og i forbindelse med udskĂŠnkningen, blev mysterium-ceremonierne afslĂžret for kandidaten ved oplĂŠsning fra Petroma − en slags bog lavet af to stentavler (Petrai). Iacchos, der var gud for vin i mere end Ă©n forstand, spillede en vigtig rolle i mysterierne. Den hellige drik gjorde det muligt for kandidaten at forlade kroppen og svĂŠve ind i de indre verdener. Det gav mulighed for at kandidaten selv kunne iagttage og bedĂžmme det, man erfarede. Et brud pĂ„ kandidatens tavshedspligt ville betyde den visse dĂžd, og den Ăžverste Hierofant krĂŠvede, at kandidaten aflagde ed. Ved de eleusinske mysterier blev der undervist i doktriner, der omhandlede det, der sker med mennesket efter dĂžden. (Se ogsĂ„ Apollon, Ceres, Demeter, Dionysos, Epoptai, Hierofant, Iacchos, Isis, Orfeus og Samothrake).
Eleusis
(GrĂŠsk). Eleusis betyder âkommendeâ fra âeleusomaiâ, der betyder âvil kommeâ. Eleusis ligger i nĂŠrheden af Athen, og det var en af de mest anerkendte mysterium-centre i antikkens GrĂŠkenland. I Det Nye Testamente, er ordet oversat med âfremkomsten.â (Se ogsĂ„ Eleusinske mysterier).
Eliksir
(Arabisk). Eliksir stammer fra âal Iksirâ eller muligvis fra det grĂŠske âxerosâ, der betyder âtĂžrâ. Eliksir er et alkymistisk middel, der har den sĂ„kaldte âmagt til forvandlingâ, men det er ogsĂ„ âlivets eliksirâ og âdet universelle oplĂžsningsmiddelâ. Alkymisterne vidste, at de grove, sammensatte elementer udgik fra Ă©t enkelt element, der bĂ„de bestod af liv og stof, som ikke kunne forgĂ„ â for enheden kan ikke gĂ„ i oplĂžsning. Det var alkymisternes eliksir, der var i stand til at skabe rent guld, og som kunne oplĂžse alle stoffer og give nyt liv eller evigt liv til en dĂždelig skabning. âDen, der ville forvandle tungtflydende ilt til ozon i en alkymistisk aktivitet, reducerer det til ren essens (og det findes der metoder til), og opdager dermed et surrogat for en âlivseliksirâ, som kan klargĂžres til praktisk brugâ. I Ă„ndsvidenskabelig filosofi bestĂ„r den almindelige eller essentielle eliksir i, at disciplen i hele sin natur opfyldes med den Ă„ndelige strĂžm af hĂžjtvibrerende stof og energi fra det udĂždelige center i sig selv. Det er netop den strĂžm af Ă„nd, som er den sande eliksir, der medfĂžrer udĂždelighed, og som er grundlaget for alle menneskets fantastiske egenskaber, som dermed genskabes og gĂžr det i stand til at forvandle det grovere til det finere, det onde til det gode, og som gĂžr det muligt at opnĂ„ evig selvbevidsthed i lĂžbet af en Manvantara (manifestationsperiode). (Se ogsĂ„ Manvantara og Heterogenitet).
Eliphas Levi
Eliphas Levi var pseudonymet for Alphonse Louis Constant (1810-1875), som var fransk okkultist, forfatter og magiker. Alphonse Louis Constant var sĂžn af en skomager i Paris. Han begyndte at studere til prĂŠst i den romersk-katolske kirke ved prĂŠsteseminariet i St. Sulpice. Ved prĂŠsteseminariet fik han for fĂžrste gang kendskab til lĂŠren om den animalske magnetisme, som iflg. skolens rektor blev styret af DjĂŠvlen. PĂ„standen gav nĂŠring til Alphonse Louis Constants interesse for magi og okkultisme. Han blev ekskommunikeret af kirken pĂ„ grund af sine venstreorienterede politiske synspunkter, og fordi han ikke overholdt sine kyskhedslĂžfter. Herefter ernĂŠrede han sig som journalist. Han skrev en rĂŠkke tekster om religion og politiske frihedsprincipper, og det medfĂžrte et par korte fĂŠngselsdomme. I 1846, da han var 36 Ă„r, mĂždte han den 17-Ă„rige Noemia Cadot, som han giftede sig med. Sammen fik de et barn, som ikke overlevede barndommen. Da de mistede barnet, faldt ĂŠgteskabet langsomt fra hinanden, og de blev separeret i 1853 og endeligt skilt i 1865. Alphonse Louis Constant ernĂŠrerede sig forsat som journalist og foredragsholder, hvor han talte om esoteriske emner. Han tog navnet Eliphas Levi (Eliphas Levi Zahed), som han konstruerede ved at oversĂŠtte sit navn til hebrĂŠisk. I 1854 besĂžgte Eliphas Levi England, hvor han mĂždte forfatteren og rosenkreutzeren Edward Bulwer-Lytton. Det var angiveligt Edward Bulwer-Lytton, der inspirerede Eliphas Levi til at skrive sit storvĂŠrk âDogme et Rituel de la Haute Magieâ (âDen hĂžjere magis dogme og ritualâ), der udkom i 1855. I 1861 publicerede han en efterfĂžlger â âLa Clef des Grands MystĂšresâ (âNĂžglen til de store mysterierâ). Blandt Eliphas Levis bĂžger kan nĂŠvnes âFables et Symbolesâ (âHistorier og symbolerâ) fra 1862, âLa Science des Espritsâ (âVidenskaben om Ă„nderneâ) fra 1865, âLe Grand Arcane, ou lâOccultisme DĂ©voilĂ©â (âDen store hemmelighedâ − eller âOkkultismen afslĂžretâ), som imidlertid fĂžrst udkom posthumt i 1898. Eliphas Levis prĂŠsentation af okkultisme og magi fik stor indflydelse pĂ„ okkultismen i Ă„rene efter hans dĂžd. Eliphas Levi var en af de tidlige okkulte forfattere, der forbandt Tarotkort og Kabbala, og hans bĂžger var en stor inspirationskilde for okkultister som Arthur Edward Waite, Samuel Liddell MacGregor Mathers og Aleister Crowley. Den omfattende brug af symboler som f.eks. pentagrammet har pĂ„virket hele den vestlige magiske tradition, men ogsĂ„ Eliphas Levis definition af viljen som en helt fundamental prĂŠmis for succes i livet samt hans redegĂžrelse for det astrale lys − en kosmisk energi, der gennemtrĂŠnger alt og kan antage forskellige former − har spillet en afgĂžrende rolle i forstĂ„elsen af nutidens vestlige magi. (Se ogsĂ„ Astrallys, Astralplanet, Kabbala og Tarot).
Elitisme
(Fransk). Elitisme bestĂ„r af âĂ©liteâ og â-ismeâ. Elitisme er en opfattelse af, at magten i et samfund skal ligge hos en elite. Elite skal forstĂ„s som den gruppe, der er bedst uddannet og har flest ressourcer. Der skelnes mellem klassisk og nutidig elitisme. Den klassiske elitisme opstod som en reaktion pĂ„ teorier om lighed, der pĂ„stod, at demokrati er en illusion, og at et elitĂŠrt styre aldrig kan undgĂ„s, fordi forudsĂŠtningen for at fĂ„ magt altid krĂŠver, at man er veluddannet. Den nutidige elitisme indebĂŠrer, at der er flere modstridende eliter, der konkurrerer om magten.
Elivagar
(Oldnordisk). Elivagar bestĂ„r af âeliâ, der betyder âisâ og âvagarâ, der betyder âbĂžlgerâ. I den nordiske mytologi er Elivagar derfor âbĂžlger af isâ (gletsjere), som flyder fra kilden Hvergelmir og videre ind i alle verdener, og giver livet former, som legemliggĂžr alle skabninger. I Eddaernes kosmogoni er frostgiganten Ymer skabt af Elivagar â dvs. gletscheren eller ikke-eksistensens ubevĂŠgelige vande. Det er det tomrum af ikke-eksistens, hvor der hverken var âjord, hav eller bĂžlgerâ. I Elivagar samlede Ginnungagap sig (det formlĂžse eller hellige tomrum), og der sprang byger af gnister fra Muspellsheim (ildens hjemsted) − det energimĂŠssige modstykke til Niflheim (hjemsted for skyer og tĂ„ger) − for at skabe urjĂŠtten Ymer (damp). Ymer er frostgiganten, som guderne brugte til at skabte verdenerne, og Ymer opstod, da varme og kulde mĂždtes i Ginnungagap. Ymer grundlagde derefter frostgiganternes race. (Se ogsĂ„ Edda, Ginnungagap, Hvergelmir, Muspellsheim, Niflheim og Ymer).
Elmsild
Elmsild, Sankt Elms ild, Sankt Elmos ild eller corpo santo er et atmosfĂŠrisk lysfĂŠnomen som i forbindelse med et uvejr kan vise sig i spidsen af tĂ„rnspir, pĂ„ mastetoppe, bladspidser pĂ„ et trĂŠ, og endda pĂ„ menneskers fingre. LysudstrĂ„lingen opstĂ„r ved en gradvis udstrĂžmning af elektricitet. Hvis der strĂžmmer negativ elektricitet ud, er elmsilden blĂ„lig, og er den positiv, er elmsilden rĂždlig. LysudstrĂ„lingen opstĂ„r ved en gradvis udstrĂžmning af elektricitet. Den kan eksempelvis forekomme pĂ„ den store pyramide i Giza. Pyramiden er ca. 146 meter hĂžj. Naturvidenskabens forskere anslĂ„r, at i godt vejr opstĂ„r der en potentiel difference pĂ„ mellem 200.000 til 500.000 volt mellem jordoverfladen og ionosfĂŠren. Det resulterer i en gradvis stigning pĂ„ 100 volt for hver meter i opadgĂ„ende retning, og stigningen er lineĂŠr. Alle de faktorer, der pĂ„virker den stigende strĂžmstyrke, kendes ikke nĂžjagtigt, men de atmosfĂŠriske forhold og lokale geologiske forhold betragtes som variable. En hĂžjde pĂ„ 146 meter kan resultere i en tiltagende forskel pĂ„ 14.700 volt fra bunden til toppen af pyramiden, der ligger tĂŠt pĂ„ den tĂŠrskelvĂŠrdi, som man kalder Elmsild. FĂŠnomenet var kendt af fortidens sĂžfarere, der kunne opleve et lys, der skĂžd op fra toppen af sejlskibenes master. FĂŠnomenet opstĂ„r ogsĂ„ pĂ„ moderne skibe, men de er som regel for oplyste, og derfor er fĂŠnomenet ikke synligt. Til gengĂŠld kan piloter opleve fĂŠnomenet under natflyvning i en spĂŠndingsfyldt atmosfĂŠre. Spidse genstande som antenner, flagstĂŠnger og trĂŠer kan vĂŠre gode fundamenter for dannelse af Elmsild. Under tordenvejr kan et spĂŠndingsfelt pĂ„ flere tusinde volt rive elektronerne fra atomkernerne i luftens ilt og kvĂŠlstof, og dermed danne ioniseret plasma, der lyser blĂ„violet. Det er faktisk det samme der sker, lige inden en lynudladning. LĂžsrevne elektroner, der kan bevĂŠge sig mere frit, gĂžr luften elektrisk ledende. Elmsild blev engang blevet set som et varsel − nogle gange om gode ting, og andre gange om forestĂ„ende ulykker.
Elohim
(HebrĂŠisk). Elohim eller Aleim stammer fra âEloahâ, der betyder âgudindeâ og âimâ, der er en maskulin flertalsendelse. Ordet staves forskelligt. De hebrĂŠiske bogstaver er aleph, lamed, hĂ©, yod, mem, og numerisk reprĂŠsenterer de 1, 30, 5, 10, 40 = 86. De monoteistiske tendenser − ikke kun for jĂžder, men ogsĂ„ hos kristne oversĂŠttere − har medfĂžrt, at det hebrĂŠiske ord altid oversĂŠttes med âGudâ, selv om ordet er en flertalsform. Derfor er Elohim et ord, som i 1. Mosebogs 1. kapitel er oversat med âGudâ, selv om det burde vĂŠre oversat med âguderneâ. Elohim er heller ikke den hĂžjeste Gud eller Jehovah, men Elohim svarer til Den Hemmelige LĂŠres Dhyan-Chohaner, som er âbygherrerneâ. De er med andre ord de store kosmiske urintelligenser, der opbygger Universet efter den guddommelige tankes hensigt, plan eller skabelon. Skabelsen i 1. Mosebogs 1. kapitel betegnes derfor ofte som den âelohistiske skabelseâ, der ikke henviser til skabelsen af Jorden, men til skabelsen af hele Universet â til forskel fra âskabelsenâ i 2. kapitel, der omhandler Jordens skabelse, som kaldes den Jehovistiske, og det skyldes, at her omtales âGudâ som Jehovah. Den korrekte oversĂŠttelse burde beskrive bĂ„de de maskuline og de feminine egenskaber, som man kender det fra androgyne guder. PĂ„ trods af de idĂ©er, som ligger i selve ordet, var den senere udvikling af jĂždedommen Ă„rsag til, at Elohim udelukkende blev oversat med omskrivningen âĂ©n sand Gudâ, men tidligere betĂžd Elohim (eller rettere Benei âElohim eller Benei âElim â gudesĂžnner og medlemmer af grupper af guddommelige skabninger) Ă„ndelige skabninger eller kosmiske Ă„nder med forskellige hierarkiske kvaliteter. Det var en kollektiv gruppe af kosmiske Ă„nder, som bl.a. omfattede den velkendte jĂždiske Jahve eller Jehova. Hvis Elohim fortolkes pĂ„ grundlag af den oprindelige Kabbala, betyder ordet âhimmelske hierarkierâ af mange forskellige kvaliteter af Ă„ndelighed. Og i astrologisk eller kosmogonisk (lĂŠren om verdens skabelse og udvikling) fortolkning er Elohim ofte udtrykt via den generelle betegnelse âtsebaâothâ (stammer fra roden âtsabaâ, der betyder âen vĂŠrtâ eller âen hĂŠrâ), som f.eks. udtrykket âhimlens hĂŠr â. I den jĂždiske Kabbala er Elohim den sjette hierarkiske gruppe, der er udgĂ„et fra den fĂžrste eller Kronen â Kether. Kosmogonisk reprĂŠsenterer gruppen de manifesterende vĂŠvere af kosmos. I det kabbalistiske system er Jehova det tredje aspekt (talt fra Kether). Elohim svare til de to grupper af Pitrier, der omtales i Ă„ndsvidenskabelig litteratur. Den hĂžjere eller mere Ă„ndeligt-intellektuelle blandt Elohim er Agnishwatta-Pitrier, og de lavere grupper er Barhishade-Pitrier. Agnishvatta-Pitrierne befinder sig hinsides den astrale-vitale-fysiske skabende ild, fordi de eksisterer pĂ„ et meget hĂžjt niveau, og de er udprĂŠget intellektuelle. De overlader arbejdet med skabelsen til de lavere Elohim eller Barhishaderne, der kaldes MĂ„nepitrier, som er tĂŠttere forbundet med Jorden, og som derfor blev den formskabende Elohim eller âAdam af lerâ. (Se ogsĂ„ Agnishwatta, Barhishader, Dhyan-Chohan, Kabbala, Kether og Pitri).
Elon
(FĂžnikisk). Elon eller Elion er et navn for Solen. Elon eller Solen var anerkendt af fĂžnikerne som en af de hĂžjststĂ„ende aktive guddomme eller kosmiske energier, som omtales i Bibelen med sĂŠtningen âElâElyonâ − âGud eller det guddommelige i det hĂžjeâ. (Se ogsĂ„ El, El Elion, Elohim og Elu).
Elu
(KaldÊisk). Elu er en kaldÊisk gud. Elu er en variant af El (guddom eller guddommelighed), som ofte bruges af hebrÊerne. Elu og El svarer til Gud. Den oprindelige semitiske betydning omfatter idéen om at vÊre almÊgtig, have umÄlelig magt og grÊnselÞs styrke. (Se ogsÄ El, El Elion og Elohim og Elon).
Elysion
(GrĂŠsk). Elysion kaldes i sin latinske form Elysium. PĂ„ dansk kaldes stedet for âDe Saliges Ăerâ eller âlandet langt borteâ. I den grĂŠske mytologi er Elysion en variant af efterlivet. De kristnes âHimlenâ er uden tvivl inspireret fra grĂŠkernes Elysion. Elysion er dermed den direkte modsĂŠtning til Tartaros. Iflg. Pindar herskede titanen Kronos i Elysion â og det gjorde han ogsĂ„ i den grĂŠske urtid, og alle, der tre gange havde passeret ulasteligt gennem livet, skulle leve i Elysion i lyksalighed. Gudernes udvalgte blev fĂžrt til Elysion, hvor der ventede evigt liv i lyksalighed. I modsĂŠtning til Hades og Tartaros lĂ„ Elysion derfor ikke i underverdenen, men var angiveligt nogle Ăžer langt ude mod vest pĂ„ den anden side af Okeanos â et sted i Atlanterhavet. Iflg. Hesiod var det Heroerne (sagnhelte eller halvguder), som selveste Zeus viste den store ĂŠre, at han skĂŠnkede dem evigt liv i Elysion. Senere blev Elysion placeret i underverdenen som bolig for de afdĂžde mennesker, som dommere i Dommens Hal fandt vĂŠrdige. Floden Lethe (glemsomhedens flod) strĂžmmede gennem Elysions marker. (Se ogsĂ„ Aanroo, Devachan, Hades, Kronos, Okeanos, Tartaros og Zeus).
Elysium
Se Elysion.
Emanation
(Latin). Emanation bestĂ„r af âemanatusâ, der betyder âstrĂžmme frem fraâ og âmanareâ, der betyder âat flydeâ. Emanation er âudstrĂ„lingâ. Ă
ndsvidenskaben forklarer skabelsen som en Emanation fra Logos â men ikke som ânogetâ, der opstĂ„r af âintetâ. Der er tale om en virkeliggĂžrelse eller en objektivisering af noget, der allerede eksisterer som et potentiale. Logos emanerer derfor de krĂŠfter, der medfĂžrer objektivisering eller skabelse. Emanation er et begreb, som inden for nyplatonismen og gnosticismen blev brugt til at beskrive, hvordan den objektive virkelighed er resultatet af en spontan udstrĂžmning fra det hĂžjeste princip eller fra Gud. Inden for filosofi er emanatisme lĂŠren om Emanation. I metafysisk betydning, er Emanation en modsĂŠtning til Evolution, og alligevel er den Ă©t med den. Iflg. naturvidenskaben er evolution en fysiologisk formeringstilstand, hvor kimen, som udvikler fostret, fĂžr-eksisterer i forĂŠldrene. Udviklingen, den endelige form og kimens karakteristisk dannes i naturen. Og i kosmologien sker processen blindt via korrelationer af elementerne, og deres forskellige dele. Ă
ndsvidenskaben oplyser, at det kun er den tilsyneladende tilstand. Den virkelige proces er Emanation, som styres af intelligente krĂŠfter i overensstemmelse med en uforanderlig lov. Doktrinen om Emanation var en gang universel. Alexandrinerne, de indiske filosoffer, egypterne, kaldĂŠerne og de grĂŠske Hierofanter underviste i Emanation, og det samme gjaldt hebrĂŠerne (i Kabbala og i 1. Mosebog). PĂ„ grund af bevidste fejl blev det hebrĂŠiske ord âasdtâ oversat til âengleâ fra Septuaginta, men ordet betyder Emanationer. (Se ogsĂ„ Alexandria-skolen, Evolution, Gnosis, Gnostiker, Hierofant, Kabbala, KaldĂŠerne, Logos og Septuaginta).
Embla
(Oldnordisk). Embla er et elletrĂŠ. I Eddaen er Embla det ene af de to trĂŠer, som den fĂžrste menneskehed blev skabt fra. Kvinden blev skabt fra et elletrĂŠ, og manden fra et asketrĂŠ. Emblu-askr er tilsyneladende en form for askr (asketrĂŠ), dvs. Livets TrĂŠ som en mikrokosmisk kopi af det makrokosmiske asketrĂŠ, der reprĂŠsenterer hele Universet med al dets liv. Alt liv er bĂ„de en gren pĂ„ det ânoble asketrĂŠâ og et selvstĂŠndigt livstrĂŠ. Den skabende treenighed − guderne Odin, Lodur og HĂžner − overfĂžrte deres egne egenskaber til asken og elletrĂŠet, og dermed skabte de menneskeracen. Odin gav sin Ă„nd, Lodur gav sin livskraft og sit udseende, mens HĂžner gav menneskeheden sin intelligens. Den vegetative vĂŠkst var derfor allerede til stede i asken og elletrĂŠet. (Se ogsĂ„ HĂžner, Lodur og Odin).
Emepht
(Egyptisk). Emepht er det fĂžrste og hĂžjeste planetariske princip, der blĂŠser ĂŠgget (verden) ud af sin mund, og som derfor svarer til indernes Brahma. Emepht skaber et ĂŠg og udruger det ved at gennemtrĂŠnge substansen i ĂŠgget med sin livgivende essens, og dermed udvikles kimen i ĂŠgget. Og skaberguden Ptah − det aktive, skabende princip − udgik fra ĂŠgget og begyndte sit arbejde. (Se ogsĂ„ Brahma, Brahman, Ptah og Ăg).
Emes
(HebrÊisk). Emes er de tre kabbalistiske elementer i Sepher Yetzirah (luft, vand og ild), som kaldes de tre mÞdre. (Se ogsÄ Kabbala og Sepher Yetzirah).
Empiri
(GrĂŠsk). Empiri stammer fra âempeirikĂłsâ, der betyder âerfaringsmĂŠssigâ. Det er afledt af âempeirĂaâ, der betyder âerfaringâ. Empiri defineres sĂŠdvanligvis som erfaring, der udelukkende er baseret pĂ„ de fem fysiske sanser. Naturvidenskab er derfor baseret pĂ„ Empiri. Empiri kan ogsĂ„ defineres som âerfaring baseret pĂ„ iagttagelseâ, og dermed bliver Ă„ndsvidenskab ogsĂ„ empirisk, for Ă„ndsvidenskabelig forskning er baseret pĂ„ iagttagelse ved hjĂŠlp af metafysiske sanser, der er en hĂžjere pendant til de fysiske sanser. Ă
ndsvidenskab er ikke baseret pÄ teorier ligesom meget naturvidenskabelig forskning, men udelukkende pÄ direkte iagttagelse og erkendelse. For bÄde naturvidenskaben og Ändsvidenskaben gÊlder de samme vilkÄr, for ét er iagttagelsen, ét andet er forklaringen pÄ iagttagelsen. Iagttagelsen kan vÊre rigtig, men forklaringen kan vÊre forkert. Der er forskel pÄ empiri og empirisme, for empirisme er en bestemt teori om, hvordan man opnÄr erkendelse. Empirisme betragtes ofte som en modsÊtning til rationalisme, hvor empirisme fremhÊver erfaring, mens rationalisme fremhÊver logik. Men i nutiden er det alment accepteret at naturvidenskab er baseret pÄ empiri.
Empusa
(GrĂŠsk). Empusa er et rĂŠdselsvĂŠkkende monster, som ofte anses for at vĂŠre et spĂžgelse. Man mente, at Empusa var sendt af gudinden Hekate, som var guddom for underverdenen. Hun Ăžnskede at skrĂŠmme mennesker − isĂŠr rejsende − og hun kunne antage forskellige former og skikkelser. I overfĂžrt betydning svarer hun til drillenisser. Men Empusa var ogsĂ„ en generel betegnelse for bestemte spĂžgelsesagtige vĂŠsener, som kom fra det lavere astralplan og viste sig i den fysiske verden. De var alle under direkte pĂ„virkning af MĂ„nen. Hekate var mĂ„negudinde i en af hendes mest esoteriske funktioner. (Se ogsĂ„ Hekate).
Emunah
(HebrĂŠisk). Emunah stammer fra âemâ â jf. det kaldĂŠiske âimmaâ, der betyder âmoderâ. Emunah er den kosmiske feminine bygherre eller moder-bygger. Emunah findes ikke ret ofte i kabbalaen, hvor betegnelsen bruges om den 3. Sephira â Binah − som danner den fĂžrste triade i kabbalaen sammen med den 1. Sephira − Kether − som udtrykket Abba (fader) refererer til, og den 2. Sephira − Chokmah. PĂ„ samme mĂ„de betyder Amon og Emunah fasthed, stabilitet eller sikkerhed, og det omfatter idĂ©er som troskab, trofasthed og faste procedurer. PĂ„ baggrund af de sidste tanker kaldes Binah eller Imma intelligens, for det er via kosmisk intelligens og dets fasthed, stabilitet og troskab i idĂ©skabelsen, at verdenerne er bygget i deres mangfoldige manifestationer, og de er i overensstemmelse med den iboende faste hensigt bag de guddommelige tanker. (Se ogsĂ„ Abba, Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Malkuth, Netzach, Sephiroth og Tiphereth).
EncyklopĂŠdi
(GrĂŠsk/Latin). EncyklopĂŠdi stammer fra det grĂŠsk-latinske âencyclopĂŠdiaâ og det grĂŠske âengkĂœklios paideĂaâ, som betyder âkundskaber, der danner en cyklusâ â dvs. en samlet fremstilling af viden. Fortidens lĂŠrde samlede lange lister med ord samt den forklaring, de modtog fra en mester. FormĂ„let med at samle menneskets viden i Ă©n enkelt publikation er klart udtrykt i âOnomasticonâ (begrebsordbog), hvor der stĂ„r: âDen fĂžrste undervisning, der kan afklare tankesindet, som kan oplyse den uvidende, og som kan informere om alt, der eksisterer, alt hvad Ptah (skaberguden) skabte, hvad Tehuti (visdomsguden) skrev ned, Himlen med dens anliggender, Jorden og hvad der er pĂ„ den med udspyende bjerge, som vandes af floderne, alt som Ra (solguden) skinner pĂ„, alt det, der vokser pĂ„ Jordens ryg â arbejdet som udfĂžres af den hellige skriver i Livets Hus, Amenemope. Han skriver en liste over elementerne i Himlen, pĂ„ Jorden og i vandene, over rigets sociale klasser, de fremmede lande, byer i Egypten, forskellige typer af bygningsvĂŠrker, lande, fĂžde- og drikkevarer.â Der er derfor tale om et opslagsvĂŠrk â en enestĂ„ende informationssamling â 3.000 Ă„r f.Kr.
Eneidfaddeu
(Walisisk). Eneidfaddeu bestĂ„r af âenaidâ, der betyder âsjĂŠlâ og âmaddeuâ, det betyder âat tilgiveâ. Eneidfaddeu er druidernes doktrin om, at sjĂŠlen fjerner sine synder ved at lide, og at lidelser bĂ„de er resultatet af og tilgivelse for forkerte tanker, fĂžlelser og handlinger â dvs. karmaloven.
Energeia
(GrĂŠsk). Energeia betyder âvirkelighedâ eller âvirksomhedâ. Begrebet bruges af Aristoteles i modsĂŠtning til Dynamis, der betyder âkraftâ eller âmagtâ. Det er begreber, der svarer til Platons âAisthetonâ (fornuftig) og âNoetonâ (forstĂ„elig). (Se ogsĂ„ Aistheton).
Energi
(GrĂŠsk). Energi bestĂ„r af âenergeiaâ, der betyder âejeâ, og âergonâ, der betyder âaktivâ eller âeffektâ. I fysikken betragtes energi som en mĂ„lbar stĂžrrelse uden henvisning til dens faktiske natur eller kilde. Man plejede at betragte energi som adskilt fra og blot relateret til enten stof, inerti eller masse, men opfattelsen af masse eller stof til forskel fra energi er efterhĂ„nden forsvundet. Naturvidenskabens fysikere indrĂžmmer, at der eksisterer store lagre af latent energi i atomer, og i betragtning af at alt er et spĂžrgsmĂ„l om fysisk dynamik, antyder det, at der er brugt en tilsvarende mĂŠngde fysisk energi til at skabe atomet. Energi eller liv er Universets grundlĂŠggende egenskab og funktion, som er manifesteret pĂ„ alle Prakritis syv eller ti planer, der er centre for den energi, som indefra strĂ„ler udad. Ăter omtales ogsĂ„ som energiens kvintessens. Energien pĂ„ astralplanet har langt mere effektive virkninger end den samme mĂŠngde energi, der bruges pĂ„ det fysiske plan i henhold til den Ă„ndsvidenskabelige dynamik. Ă
ndsvidenskaben skelner mellem kraft (eller krÊfter) og energi. Kraft er en betegnelse for de aktive monadiske essenser, som hver isÊr kan betragtes som en levende, intelligent og selvbevidst kraft, og nÄr kraften bruges aktivt, og nÄr kraften udfÞrer et arbejde eller skaber effekter, er der tale om energi. (Se ogsÄ Monade og Prakriti).
Energicenter
Udtrykket energicenter eller kraftcenter bruges ofte om chakraerne. (Se ogsÄ Chakra).
Engel
(GrĂŠsk). Engel stammer fra âangelosâ, der betyder âsendebudâ. Engel er den kristne (jĂždiske) benĂŠvnelse pĂ„ hĂžjtstĂ„ende Ă„ndevĂŠsener og skabende krĂŠfter. Engle er det samme som Ă„ndsvidenskabens Chohaner og Dhyan-Chohaner â og i mange tilfĂŠlde ogsĂ„ devaer. Det sker, at mestre og indviede, der fungerer pĂ„ de hĂžjere bevidsthedsplaner forveksles med engle. Engle i almindelighed er som regel devaer, mens de hĂžjeste deva-vĂŠsener â ĂŠrkeenglene â svarer omtrent til Den Hemmelige LĂŠres Dhyan-Chohaner. Hele englelĂŠren stammer i Ăžvrigt fra Ăsten og er langt ĂŠldre end Bibelen. FarisĂŠerne bragte lĂŠren om engle med sig fra Babylon. (Se ogsĂ„ Chohan, Deva, Dhyan-Chohan, Kerubim, Seraf, Serafim, Troner og Ărkeengle)
Engelske mestre
Man ved kun lidt om Hierarkiets to sĂ„kaldt engelske mestre. Ingen af de to mestre tager elever pĂ„ samme mĂ„de som f.eks. mesteren Koot Hoomi eller mesteren Morya. Man ved, at en af de engelske mestre bor i England, og han har ansvaret for den indre ledelse af det engelske folk. Han arbejder med planerne for Englands fremtidige udvikling. Han inspirerer, forvandler og styrer arbejderbevĂŠgelsen overalt i verden, og han stĂ„r bag demokratiets opsving. Ud af de demokratiske uenigheder og det eksisterende oprĂžr og kaos vil den fremtidige verdens tilstand blive skabt, og grundtonen vil vĂŠre samarbejde og ikke konkurrence − fordeling og ikke centralisering. (Se ogsĂ„ Hvide Broderskab, Koot Hoomi og Morya).
Enneade
(GrĂŠsk). Enneade stammer fra âenneadâ, der betyder âgruppe pĂ„ niâ. En gruppe pĂ„ ni hed âPesedjetâ pĂ„ oldegyptisk. Det var oprindeligt en gruppe af ni guddomme i et hierarki med komplementĂŠre funktioner, som tilsammen reprĂŠsenterer alle elementĂŠre krĂŠfter i Universet. Den bedst kendte Enneade eller 9-gudekreds er den, der har sin oprindelse hos de heliopolitanske prĂŠster, som klassificerede guderne i et logisk system. Ăverst var Atum, som skabte Ra â dvs. Solen eller livslyset. Herefter placerede man Ras bĂžrn − Shu (atmosfĂŠren) og Tefnut (fugtigheden). Ă
ndsvidenskaben fortolker desuden Shu og Tefnut som henholdsvis lyset som bĂžlge og lyset som partikel og Ra som lysets syntese. Herefter kommer gudeparret Nut (Himlen) og Geb (Jorden). NĂŠste gudepar er Osiris og Isis med gudesĂžnnen Horus. Heliopolis skabte som sagt den nigudekreds eller Enneade, der er den mest kendte i nutiden, men man skabte ogsĂ„ andre Enneader. PĂ„ den anden side af floden ved Memphis fandtes en tregudekreds â en kraftfuld gudetriade, og det siges, at de tre skaberguder kom til syne ved Memphis engang i tidernes morgen. I Hermopolis fandtes en ottegudekreds − en guddommelig Ogdoade − og det var angiveligt den, der var ansvarlig for skabelsen af hele Universet. Og i det legendariske Theben (nutidens Luxor) i det sydlige Egypten, var der ogsĂ„ en tregudekreds, men en helt anden gudetriade, som var ansvarlig for livets opstĂ„en. De fire kosmogonier i Heliopolis, Memphis, Hermopolis og Theben betragtes som Egyptens âfire mysterieskolerâ af egyptologerne, der ogsĂ„ mener, at tidsaktuelle âkulterâ eller regionale religiĂžse opfattelser havde langt mindre betydning. Men pĂ„ trods af at de fire mysterieskoler gjorde de fire templer til vigtige centre i en meget lang periode, var andre gudekredse lige sĂ„ vigtige, og de pĂ„virkede tankelivet og de kulturelle mĂ„lsĂŠtninger i Egypten i landets fire kronologiske rytmer − Gamle Rige, Mellemste Rige, Ny Rige og i Sentiden. Egyptologerne mener, at de fire skoler altid lĂ„ i filosofisk strid med hinanden − eller mĂ„ske endda i virkelige konflikter â i lĂžbet af Egyptens lange historie. Iflg. de ĂŠldste optegnelser, der er fundet i Egypten, var Hermopolisâ kosmogoni dominerende i den periode, der er kendt som den arkaiske periode (3100-2700 f.Kr.). I den periode blev Hermopolis betragtet som Egyptens Ă„ndelige kraftcenter, og gudekredsen, der reprĂŠsenterede centrets kosmogoni, spillede en universel tematisk rolle i kunst og arkitektur. Herefter mener egyptologerne, at man kan spore et skift i holdningen til regionen i Deltaet, hvor kosmogonien i Memphis og Heliopolis overlappede hinanden i den periode, der kaldes Gamle Rige (2700-2180 f.Kr.). Hellige skrifter fra perioden afspejler de unikke kosmogonier, men efter den historiske FĂžrste Mellemtid (2040-1780 f.Kr.), opnĂ„ede regionen i Theben dominans bĂ„de politisk og religiĂžst. Dybere forskning afslĂžrer, at der var et tĂŠt og naturligt samarbejde mellem de fire skoler og prĂŠsterne, og at deres lĂŠre udgjorde helhed. Enneaden er desuden et vĂŠrk af Plotin (ca. 205-270), og han er en af de sidste og mest berĂžmte af de neoplatoniske filosoffer. Han var elev af Ammonius Saccas. VĂŠrket blev udgivet af hans discipel Porfyr. Alle seks bĂžger indeholder ni kapitler. (Se ogsĂ„ Ammonius Saccas, Atum, Enneagram, Geb, Heliopolis, Hermopolis, Horus, Kosmogoni, Memphis, Nut, Ogdoade, Osiris, Isis, Ra, Shu, Tefnut og Triade).
Enneagram
(GrĂŠsk). Enneagram bestĂ„r af âenneaâ, der betyder âniâ, og âgramâ, der betyder âmodelâ. Enneagrammet er derfor en model, der bestĂ„r af 9 punkter i en cirkel. Dermed er der et punkt for hver personlighedstype. Enneagrammet er et esoterisk symbol. Det bestĂ„r af en cirkel med en omkreds, der er opdelt i ni dele. De ni dele er forbundet inden for cirklen, sĂ„ de danner en triangel og en uregelmĂŠssig 6-sidet figur. Et Enneagram er derfor en trekant og en sekskant, der er tegnet pĂ„ en mĂ„de, hvor linjerne krydser hinanden tre gange. Iflg. Georges Ivanovitch Gurdjieff er Enneagrammet âden grundlĂŠggende hieroglyf i et universelt sprog.â G.I. Gurdjieff bruger bevidst ordet hieroglyf for at henvise til Egypten og Enneaden â Heliopolisâ 9-gudekreds i den tidlige dynastiske periode, hvor Enneaden var en del af kosmologien og skabelseslegenderne. De kosmologiske principper er bevaret i pyramideteksterne fra Gamle Rige. I nutiden er Enneagrammet desuden et fortolkningssystem, som forbinder personligheden med det Ă„ndelige. TilhĂŠngere af metoden betragter Enneagram som en slags landkort, hvor mennesket med udgangspunkt i sin type kan blive bevidst om sin egen situation â sine tanke-, fĂžlelses- og handlemĂžnstre samt skjulte potentialer. Enneagrammet prĂŠsenteres dels som et vĂŠrktĂžj til personlig udvikling og dels som et vĂŠrktĂžj til udvĂŠlgelse og sammensĂŠtning af grupper. Enneagrammet bygger pĂ„ teorier, der ikke er anerkendt af psykologer og naturvidenskaben. (Se ogsĂ„ Enneade).
Ennoia
(GrĂŠsk). Ennoia bestĂ„r af âenâ og ânousâ, der betyder âsindâ. Ennoia, der er omtalt af Simon Magus, er det guddommelige sind, som er Ă©t med det hĂžjeste sind â Faderen − og som er Moderen til alle ĂŠrkeengle og devaer (tidsaldre eller udstrĂ„linger). Ennoia er nedsĂŠnket i de lavere verdener, hvor Moderen til sidst blev fĂŠngslet i det grove stof, hvor hun blev udsat for overgreb. Men Faderen, manifesterede sig som SĂžnnen og reddede Ennoia, og hun blev genindsat pĂ„ den oprindelige trone. Simon Magus brugte den fĂžrste person i sin undervisning, og samtidig kaldte han pĂ„ symbolske mĂ„de hustruen for Ennoia. Han taler om hendes nedvĂŠrdigelse som prostitution. Det har givet anledning til misforstĂ„elser hos den del lĂŠrde − bĂ„de i fortiden og i nutiden. Ennoia danner par med Ophis (den guddommelige visdoms slange) for at forenes i de skabende Logoi. Der er en tĂŠt mystisk forbindelse mellem Ennoia og Epinoia − den fĂžrste passiv ĂŠon. I Gnosticisme er Ăon ensbetydende med bĂ„de en periode og en Ă„ndelig skabning, der indgĂ„r i et kosmisk hierarki. (Se ogsĂ„ Epinoia, Gnosticisme, Logos, Ophis og Ăon).
Enoichion
(GrĂŠsk). Enoichion betyder âdet indre Ăžjeâ eller âseerenâ. Det er en reference til âdet tredje Ăžjeâ eller âdet Ă„ndelige Ăžje. Det er det sande navn for Enok, som blev forvrĂŠnget fra Chanoch. (Se ogsĂ„ Enok og Tredje Ăžje).
Enok
(HebrĂŠisk). Enok, Enoch, Onech eller Hanoch betyder âindvielseâ eller âindvietâ og dermed ogsĂ„ Hierofant. I Bibelen er der tre forskellige Enokâer. Den ene er sĂžn af Kain, den anden er sĂžn af Seth, og den tredje er sĂžn af Jered, men alle tre er ens, og to af dem er nĂŠvnt med det formĂ„l at vildlede. Ă
rstallet er kun oplyst for de sidste to, for den fĂžrste forsvandt uden varsel. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er han Noahs oldefar, og han var overhoved for 5. rodraces 1. underrace. Profeten Enok er sandsynligvis fra fĂžr syndfloden. Han opfandt undervisning og skriftlig kommunikation, og han grundlagde indvielsesritualerne. Hos araberne kaldes Enok sĂŠdvanligvis Idris, og det betyder âden viseâ eller âden lĂŠrdeâ. Kerkes og Onech (Enok) har ansvaret for en racecyklus og det mystiske trĂŠ Ababel â Koranens âFadertrĂŠâ â og der vokser nye grene og blade pĂ„ trĂŠet hver gang Kerkes eller Phoenix genopstĂ„r. Forbindelsen til Phoenix er esoterisk, for ligesom Phoenix, der bliver genfĂždt af sin egen aske, indleder Phoenix en ny cyklus, og derfor siges det, at kandidaten under indvielsesritualet bliver genfĂždt fra sin fortids âaskeâ. (Se ogsĂ„ Ababel, Enoichion, Hierofant, Idris, Kain, Kerkes, Noah, Phoenix og Thoth).
Entitet
(Latin). Entitet stammer fra âensâ, der betyder âdet, som erâ. Det er afledt af âesseâ, der betyder âat vĂŠreâ. I filosofien er det et begreb for noget, der har eksistens â et ontologisk samlebegreb, som er en betegnelse for alt eksisterende. Derfor kan genstande, egenskaber, processer osv. sammenfattes i begrebet Entitet. Ă
ndsvidenskabeligt er en Entitet et guddommeligt liv, og dermed menes der et synteseskabende, belivende og intelligent liv. Nogle gange benyttes ordet som betegnelsen for skabninger pÄ de lavere astrale planer. (Se ogsÄ Astralplanet).
Eos
(GrÊsk). Eos er morgenrÞdens gudinde i den grÊske mytologi. Hun er datter af Thea og Hyperion og er sÞster til Helios og Selene. En grÊsk myte handler om morgenrÞden Eos. Myten findes i mange forskellige varianter, men en af dem fortÊller, at Eos blev forelsket i den unge, jordiske trojanske prins Tithonos og bortfÞrte ham til sit palads. Hun var sÄ betaget af ham, at hun bad Zeus om at gÞre ham udÞdelig. Det accepterede Zeus, men Eos havde glemt at bede om evig ungdom til Tithonos. Han Êldedes gradvis, og de gyldne lokker blev efterhÄnden grÄ, og til sidst forsvandt de helt. Tithonos blev dement, og han skrumpede ind og blev til en krÞbling. Det eneste, han til sidst havde tilbage, var sin stemme. Eos gemte ham i sit kammer, men hans stemme var der hele tiden. Af barmhjertighed forvandlede hun til sidst Tithonos til en cikade, og derfor er det nu hans smukke cikadesang, man hÞrer. (Se ogsÄ Helios, Hyperion, Selene, Thea og Zeus).
|
