Anima Supra Mundi
(Latin). Anima Supra Mundi er det intelligente liv hinsides eller i verden, og den hÞjere del af Anima Mundi. Anima Supra Mundi er Akasha eller den kosmiske intelligens, og dermed i en vis forstand VerdenssjÊlen. (Se ogsÄ Akasha og Anima Mundi).
Animisme
(Latin). Animisme er kombineret af âanimaâ, der kan oversĂŠttes med âsjĂŠlâ plus âismeâ, der betyder âbevĂŠgelseâ eller âlĂŠreâ. Animisme er troen pĂ„, at alt har en sjĂŠl. Oprindelsen til alle fĂŠnomener er derfor sjĂŠlen og ikke ydre Ă„rsager. I modsĂŠtning til spiritismen pĂ„stĂ„r animismen, at Ă„ndelige krĂŠfter uden for mennesket ogsĂ„ skal tages i betragtning i forbindelse med esoteriske fĂŠnomener. Animisme er en betegnelse, der er givet af antropologer for at beskrive troen pĂ„, at tilsyneladende livlĂžse objekter som f.eks. bjerge, floder eller billeder har liv og er udtryk for bevidsthed. Animisme er desuden en betegnelse for dyrkelse af forfĂŠdrenes Ă„nder. Animisme eksisterede tidligere i mange folkeslag som en anerkendelse af naturens universelle bevidsthed. (Se ogsĂ„ Anima).
Animus
(Latin). Animus er den rationelle sjÊl i modsÊtning til Anima, der er den vitale sjÊl. BÄde Animus og Anima blev brugt overfladisk af romerne, pÄ samme mÄde som man i nutiden bruger ordene sjÊl og sind. Animus svarer til Ändsvidenskabens Kama-Manas og Anima svarer til Prana-Manas. (Se ogsÄ Anima, Kama-Manas og Prana).
Aniyamsam
(Sanskrit). Aniyamsam eller Aniyasam stammer fra âanuâ, der betyder âatomâ. Filosofisk er det atomernes atomer ellers det mindste af det mindste. Det er en sĂŠtning, der er hentet fra en af de hinduistiske skrifter. Det bruges bĂ„de om essensen af den universelle guddoms allestedsnĂŠrvĂŠrende bevidsthed, og om det absolutte Ă„ndelige atom, som er den guddommelige monade i alle enheder i kosmos − store sĂ„vel som smĂ„. I vedantinsk filosofi bruges betegnelsen ofte som et navn pĂ„ Brahman, for hinduerne opfatter Brahman som mindre end det mindste atom og tilsvarende hĂžjere end den hĂžjeste sfĂŠre dvs. hele Universet. Betegnelsen gĂŠlder ogsĂ„ Paramatman. Uanset om universaliteten er uendelig lille eller har kosmisk udstrĂŠkning kommer den til udtryk i en betegnelse, der nĂŠsten er identisk − Anor Aniyamsam − der betyder âmindre end et atomâ, og i betegnelsen Anor Aniyan, der betyder âmindre end det mindsteâ i kombination med Mahato Mahiyan, der betyder âstĂžrre end det stĂžrsteâ, som begge omtales i Upanishaderne. (Se ogsĂ„ Atom, Brahman, Paramatman, Upanishader og Vedanta).
Anjala
(Sanskrit). Anjala er en af de syv personificerede krĂŠfter, der udsprang fra Brahmas legeme − Prajapatierne. (Se ogsĂ„ Brahma og Prajapati).
Anjali Mudra
(Sanskrit). Anjali Mudra stammer fra âAnjaliâ, der betyder âgestusâ, âĂŠrbĂždighedâ, âvelsignelseâ og âhilsenâ. Ordet er afledt af âanjâ, der betyder âat ĂŠreâ eller âat fejreâ. âMudraâ betyder âtegnâ eller âseglâ. Anjali Mudra er ligesom Pranamasana en hĂ„ndbevĂŠgelse, der praktiseres overalt i Ăsten. Anjali Mudra er tegn pĂ„ respekt. I Indien er det en almindelig hilsen, og den bruges ogsĂ„ blandt yoga-udĂžvere. Det er en gestus, der er indarbejdet i mange yoga-asanas. Anjali Mudra udfĂžres ved at lĂŠgge hĂ„ndfladerne sammen. Fingrene holdes samlet med fingerspidserne pegende opad. I den mest almindelige form for Anjali Mudra placeres hĂŠnderne foran Anahata-chakra (hjertechakraet) med tommelfingrene hvilende let mod brystbenet. Men Anjali Mudra kan ogsĂ„ udfĂžres ved at placere hĂŠnderne foran Ajna-chakra (pandechakraet) med spidsen af tommelfingrene hvilende let mod det âtredje Ăžjeâ. Anjali Mudra kan desuden udfĂžres ved at placere hĂŠnderne pĂ„ Sahasrara-chakra (hovedchakraet) over issen. I nogle yogastillinger placeres hĂŠnderne i Anjali Mudra stilling til en af kroppens sider eller bag ryggen. Anjali Mudra kombineres ofte med en let bĂžjning af hovedet. Anjali Mudra har samme betydning som sanskrit-hilsenen Namaskara eller Namaste, og den kan udfĂžres samtidig med, at man siger Namaskara, Namaste eller Pranam. Anjali Mudra har en dybere betydning end bare âgoddagâ og âfarvelâ. NĂ„r hĂŠnder og fingre samles, er det symbol pĂ„ forening af hĂžjre og venstre hjernehalvdel, der reprĂŠsenterer enhed. Anjali Mudra viser derfor den sjĂŠlsmĂŠssige enhed mellem de mennesker, der hilser pĂ„ hinanden. Det er derfor en gestus, der anerkender den indre guddommelighed hos bĂ„de afsender og modtager. (Se ogsĂ„ Ajna-chakra, Anahata-chakra, Asana, Namaskara, Pranam og Sahasrara-chakra).
Anjana
(Sanskrit). Anjana stammer fra roden âanjâ, der betyder âat smĂžre medâ, âat salveâ eller âat ĂŠreâ. Anjana er en magisk salve. Som egennavn er Anjana en af de 1.000 mytiske mangehovedede slanger, der udgĂ„r fra Kadra, der er Rishi Kasyapas sĂžn eller ĂŠgtefĂŠlle. Anjana er ogsĂ„ navnet pĂ„ en af Universets fire elefanter, der bevogter det vestlige eller sydvestlige omrĂ„de af rummet. Anjana er desuden mor til Hanumat eller Hanuman, den berĂžmte abegud Ramayana, som derfor kaldes Anjaneya (sĂžn af Anjana). I en tidligere inkarnation var Anjana gudinde, men pĂ„ grund af en forbandelse, blev hun fĂždt som en abe i Himalaya. FĂždslen af hendes sĂžn, Hanuman, ophĂŠvede forbandelsen, og efter en periode steg Anjana op til Svarga (âHimlenâ). Anjana er desuden navnet pĂ„ et bjerg. (Se ogsĂ„ Hanuman, Ramayana, Rishi og Svarga).
Ankh
(Egyptisk). Ankh er âdet egyptiske korsâ. Ankh er symbol pĂ„ liv og udĂždelighed. Symbolet er en hieroglyf, der betyder âlivâ med henvisning til âevigt livâ, mens ordet âankhâ oversĂŠttes med ânĂžgleâ. Ankh-korset kaldes derfor âlivets nĂžgleâ. PĂ„ latin kaldes Ankh-korset for Crux Ansata â âhankekorsetâ. Ankh-korset er skabt ved at anbringe ĂŠgformen eller cirklen (evighedens symbol) pĂ„ toppen af T-korset (stoffets, dualitetens eller menneskets symbol). Korsets T-form stammer fra det egyptiske Tau (gudinden Isis) eller det endnu ĂŠldre Tat. Overalt i de egyptiske templer ser man relieffer, hvor guder og gudinder bĂŠrer Ankh-korset i hĂŠnderne. Det sammen gĂŠlder faraoner, dronninger og indviede, og desuden blev det anbragt pĂ„ mumierne. Det planetariske tegn for Venus er stort set det samme som formen pĂ„ Ankh-korset. Esoterisk viser Ankh-korset, at menneskeheden og alt dyreliv er trĂ„dt ud af den guddommelige Ă„ndelige cirkel (enheden) og er nedsĂŠnket i stoffets maskuline og feminine polarisering i de lavere verdener (T-korset). Det er derfor et tegn, der markerer slutningen af 3. rodrace, og det har samme betydning som âlivets trĂŠâ i Paradisets have. (Se ogsĂ„ Rodrace).
Anna
(Sanskrit). Anna stammer fra roden âadâ, der betyder âat spiseâ eller âat forbrugeâ. Anna henviser derfor til alt spiseligt â f.eks. mad eller fĂždevarer. Men Anna er ogsĂ„ mad i esoterisk forstand â dvs. Brahmans laveste manifestation eller legeme. Brahman − den hĂžjeste Ă„nd i manifestation − betragtes som âfĂždevarerâ af de enheder, der bor i formerne, for de lever af eller bliver âfodretâ af stamfaderens legeme. Det er Ă„rsagen til, at ordet nogle gange betyder âjordâ og âvandâ. âLevende vĂŠsener skabes af fĂždevarer (Anna), fĂždevarer skabes af regn, regn stammer fra ofre (Yajna), og ofre stammer fra handlinger (Karma).â (Se ogsĂ„ Annamaya-Kosha, Brahman, Karma og Yajna).
Annamaya-Kosha
(Sanskrit). Annamaya-Kosha er et vedantinsk udtryk. Det reprĂŠsenterer det samme som Sthula Sharira eller den fysiske krop. Det er det fĂžrste âhylsterâ af fem âhylstreâ iflg. Vedaerne. Et hylster kaldes et âprincipâ inden for Ă„ndsvidenskaben. Kosha betyder âhylsterâ, og det er den vedantinske betegnelse for menneskets forskellige legemer. Koshaer eller legemer er omrĂ„der for erfaring og eksistens. Der er fem Koshaer: Det fĂžrste er det fysiske legeme, der kaldes Annamaya-Kosha. Sanskritordet âAnnaâ betyder âmadâ. Alle de fysiske aspekter i livet kommer og gĂ„r â opstĂ„r og forvinder â og forbruges af et andet aspekt af den ydre virkelighed. Derfor kaldes den yderste af de fem Koshaer for âmadlegemetâ. Mennesket uddanner og disciplinerer det ydre aspekt af sin natur, tager sig af det, plejer det, sĂ„ det er muligt bĂ„de at nyde det ydre liv og gĂ„ indad, uden at det skaber forhindringer under meditation. I meditation, bliver mennesket opmĂŠrksom pĂ„ Annamaya-Kosha, det udforske legemet, og derefter gĂ„r det indad til de andre Koshaer. (Annamaya-Kosha skal ikke forveksles med Anandamaya-Kosha). (Se ogsĂ„ Anandamaya-Kosha, Manamaya-Kosha, Kosha, Sthula Sharira, Veda, Vijnanamaya-Kosha og Ăterlegemet).
Annapurna
Se Ana.
Annedotus
(GrĂŠsk). Annedotus er den kaldĂŠiske Oannes, den mystiske menneske-fisk, som var halvt menneske og halvt dyr, men som alligevel var i stand til at give kaldĂŠerne nyttig viden, der kunne menneskeliggĂžre dem. Iflg. historikeren Berosus rejste der sig ved utallige begivenheder en halvdĂŠmon med navnet Oannes eller Annedotus fra det Eritreanske Hav. Der var ti og syv kaldĂŠiske Annedotusâer, som kan sammenlignes med Sephiroth, Amshaspand (Ahura-Mazdas guddommelige fĂžlgesvende), Rishi-Manuer, osv., der reprĂŠsenterer de guddommelige forfĂŠdre, som var menneskeracernes ophav, og som udgĂžr et aspekt af det udstrĂ„lende hierarki, der er udgĂ„et fra de oprindelige Dhyan-Chohaner. Berosusâ historie begynder med skabelsen og de mellemliggende stadier, der gik forud for menneskeracerne. FortĂŠllingerne er fulde af esoteriske oplysninger for de mennesker, der har nĂžglerne til hans myter. (Se ogsĂ„ Ahura-Mazda, Amshaspand, Dhyan-Chohan og Sephiroth).
Annihilationisme
Annihilationisme er en kristen trosretning, hvor man tror, at syndere og ikke-troende ikke vil opleve evig lidelse i Helvede, men efter afstraffelsen i stedet vil blive âudslettetâ efter dĂžden. Annihilationisme er et attraktivt trossyn for mange, fordi det er frygteligt at forestille sig, at mennesker skal tilbringe en evighed under ufattelige lidelser i Helvede pga. deres manglende eller forkerte tro.
Annus Magnus
(Latin). Annus Magnus betyder âdet store Ă„râ, og betegnelsen henviser til en prĂŠcessionscyklus pĂ„ 25.920 Ă„r. Annus Magnus er desuden intervallet mellem to successive ekliptika-konjunktioner med samtlige planeter − herunder Solen og MĂ„nen. Hinduerne daterer begyndelsen af Kali-Yuga til sĂ„dan en storkonjunktion, som angiveligt fandt sted 3102 f.Kr. I antikken var det en udbredt overbevisning, at cyklusser af varierende lĂŠngder markerede afgĂžrende epoker eller tidspunkter for indvielse, og det blev markeret af udrensende naturkatastrofer, og derefter fulgte en gentagelse af tilsvarende begivenheder. (Se ogsĂ„ Kali-Yuga).
Annwn
(Walisisk). Annwn er et udtryk, der blev brugt af druiderne. Annwn er det store dyb, der befinder sig under menneskets verden pĂ„ det laveste plan, Abred. SjĂŠlens udgangspunkt var oprindeligt Annwn, men den udviklede sig fra dette niveau gennem alle mulige former for liv indtil sjĂŠlen nĂ„ede menneskets niveau. Hvis mennesket i mange liv blev ved med at udfĂžre dĂ„rlige handlinger, kunne det synke tilbage til Annwn igen gennem Cydfil og Obryn. Hvis et menneske sank ned i Annwn igen, ville det vĂŠre endeligt, og det ville medfĂžre udslettelse â âNid ai Annwn ond unwaithâ â âder er kun Ă©n nedstigning til Annwnâ. (Se ogsĂ„ Druide).
Anoia
Se Agnoia.
Anouki
Se Anuket og Anuki.
Ansigt
(Se Makroprosopus).
Ansumat
(Sanskrit). Ansumat er ânevĂž til kong Sagars 60.000 sĂžnnerâ i Puranaerne. Kong Sagars sĂžnner blev forvandlet til aske med et enkelt blik fra Kapila Rishis Ăžje. (Se ogsĂ„ Kapila og Purana).
Antaeus
(GrĂŠsk). Antaeus er en af giganterne i de grĂŠske mysterier. Antaeus er sĂžn af Poseidon og Gaia. Han voksede sig stĂŠrkere hver gang, han rĂžrte ved sin mor, Jorden. Han blev drĂŠbt af Herkules, fordi Herkules var i stand til at holde ham vĂŠk fra jorden. Han blev begravet nĂŠr Tingis i Mauretanien.
Antahkarana
(Sanskrit). Antahkarana eller Antaskarana bestĂ„r af âantarâ, der betyder âmidtersteâ eller âindreâ, og âkaranaâ, der betyder âĂ„rsagâ eller âredskabâ. I teknisk forstand er Antahkarana broen mellem det hĂžjere og det lavere tankesind â dvs. det indre redskab, som fungerer imellem dem. Antahkarana kaldes âbroenâ eller âregnbuebroenâ, som er forbindelsesleddet mellem den hĂžjere og den lavere tĂŠnkeevne (Manas) â dvs. mellem sjĂŠlen og personligheden. Det er Ă„ndsvidenskabens definition pĂ„ Antahkarana, men ordet bruges ogsĂ„ i andre betydninger i de filosofiske skoler. Antahkaranaen opbygges af bevidsthed og giver respons pĂ„ hĂžjere sjĂŠlelige og Ă„ndelige energier. FĂžr stadiet for bevidst sjĂŠlskontakt er der en barriere mellem sjĂŠlen pĂ„ kausalplanet og sjĂŠlsaspektet i personligheden. Bevidsthedsbarrieren forhindrer mennesket i at fĂ„ bevidst kontakt med sjĂŠlen − og med Ă„nden (monaden) pĂ„ et senere udviklingsstadie. Men via meditation, studier og aktivt tjenestearbejde til gavn for menneskeheden opbygges der en bevidsthedsbro fra personligheden ind til sjĂŠlen og senere til Ă„nden. Det er denne bro, der kaldes Antahkaranaen. Som sagt har Antahkarana forskellige betydninger i forskellige filosofiske skoler og grupper. Sankaracharya oversĂŠtter Antahkarana med âforstĂ„elseâ. Andre siger âdet indre instrumentâ, âsjĂŠlen, formet af det tĂŠnkende princip og egoismeâ o.l. (Se ogsĂ„ Kausallegemet, Manas og Monade).
Antar
(Sanskrit). Antar betyder âindreâ, âinternâ eller âi midtenâ.
Antar Dhauti
(Sanskrit). Antar Dhauti er betegnelsen for teknikker til indre renselse (Shat-Marma) i yoga. Dhauti er opdelt i fire dele. Iflg. Gherand Samhita kaldes de fire dele a) Antar (intern), b) Dhauti, Danta (tĂŠnder), c) Dhauti (hjerte) og d) Moola Shodhana (rektal udrensning). Den teknik, der beskrives i denne yoga-Ăžvelse, er reelt Vastra Dhauti. (Vastra betyder âkludâ). Yoga-Ăžvelsen mĂ„ kun udfĂžres under kyndig vejledning og i fuld overensstemmelse med teknikkens instrukser. (Se ogsĂ„ Danda Dhauti, Danta Dhauti, Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).
Antar Kumbhaka
(Sanskrit). Antar Kumbhaka betyder tilbageholdelse af Ă„ndedrĂŠttet. Det er et stadie i Pranayama, hvor man holder vejret efter indĂ„nding, og Kumbhaka danner grundlag for de dybe Ă„ndedrĂŠtsĂžvelser (Pranayama), der regulerer aktiviteterne i tankesindet og Ăžger koncentrationen. Ă
ndedrÊttet omfatter indÄnding og udÄnding. Imellem de to yderpunkter, er der er en lille pause (normalt pÄ millisekunder), som normalt ikke bemÊrkes. Pausen forekommer igen og igen i rytmen indÄnding-pause-udÄnding-pause-indÄnding ⊠osv. Den stÞrste pause forekommer i hviletilstand. Kumbhaka forsÞger at Þge pausen ved at regulere ÄndedrÊttets rytme ved hjÊlp af forskellige former for af Pranayama- og Kumbhaka-Þvelser. (Se ogsÄ Kumbhaka, Pranayama og Rechaka).
Antar Mouna
(Sanskrit). Antar Mouna betyder âindre stilhedâ. Det er en tantrisk meditationsteknik, der skal forberede tankesindet til selve meditationsstadiet. Antar Mouna bestĂ„r af seks faser, og det anbefales, at man arbejder med hver fase i mindst en mĂ„ned. Antar Mouna er et effektivt redskab til trĂŠning af hjernen og sanserne. Antar Mouna er en Pratyahara-teknik, og Pratyahara (tilbagetrĂŠkning af sanserne) er den fĂžrste af de fire trin i Raja-yoga. Antar Mouna arbejder med det aktive og bevidste tankesind, og derfor er man opmĂŠrksom pĂ„ tankerne og den mentale aktivitet, nĂ„r man praktiserer Antar Mouna. Teknikken indebĂŠrer muligheden for at skabe, transformere og endelig fĂ„ kontrol over tankeprocesserne. (Se ogsĂ„ Meditation, Pratyahara og Raja-yoga).
Antar-yoga
(Sanskrit). Antar-yoga stammer fra âantarâ, der betyder âindreâ eller âinternâ og âyogaâ, der betyder âforeningâ. Yoga stammer fra roden âyujâ, der betyder âat deltageâ eller âat foreneâ. Antar-yoga er derfor indre forening − en tilstand af fordybelse eller abstraktion, der er tegn pĂ„ opnĂ„else af et hĂžjt niveau af indre Ă„ndelig og intellektuel kontakt, hvor alle de hĂžjerestĂ„ende instanser i menneskets konstitution er samlet og fokuseret i et enkelt punkt af bevidsthed. Det er mĂ„let for opnĂ„else af hĂžjere bevidsthedstilstande som f.eks. Turiya-Samadhi. (Se ogsĂ„ Abhyasa-yoga, Agni-yoga, Antar-yoga, Bhakti-yoga, Hatha-yoga, Jnana-yoga, Karma-yoga, Kundalini-yoga, Raja-yoga Turiya og Yoga).
Antarabhava
(Pali). Antarabhava betyder âmellemtilstandâ, men begrebet forkastes af Abhidharma pĂ„ trods af, at Sutraerne omtaler en mellemtilstand mellem livene i reinkarnationsprocessen. (Se ogsĂ„ Abhidharma, Bardo og Sutra).
Antarakasha
(Sanskrit). Antarakasha stammer fra âantarâ, der betyder âindreâ eller âi midtenâ og âakashaâ, der betyder ârumâ eller âĂŠterâ fra âa-kasâ, der betyder âat skinneâ eller âat strĂ„leâ. Antarakasha er âAkashaens Akashaâ eller essensen af Akasha eller essensen af den inderste ĂŠter. Det er den Ă„ndelige-guddommelige ĂŠter eller Pradhana, som er hjemsted for den oprindelige Atman pĂ„ en kosmisk skala, eller den svarer til samme princip i individuelle enheder. âDet, der findes i Brahmapura (âBrahmans byâ), er en bolig, en lille lotusblomst, og inden i den er der et lille rum (Antarakasha). Det, der er inde i det lille rum, skal undersĂžges. Det er i sandhed det, man skal Ăžnske at forstĂ„â. (Se ogsĂ„ Akasha, Atman og Pradhana).
Antaratman
(Sanskrit). Antaratman stammer fra âantarâ, der betyder âindreâ eller âi midtenâ og âatmanâ, der betyder âSelvâ. Antaratman er det indre Selv eller den oprindelige kilde i et individ. MĂ„let for en yogi er den ultimative forening med Antaratman. (Se ogsĂ„ Atman).
Antardhanam
(Sanskrit). Antardhanam er et udtryk, der beskriver en yogis forsvinden ved hjĂŠlp af en viljeshandling.
Antariksha
(Sanskrit). Antariksha eller Antariksa stammer fra âantarâ, der betyder âindreâ eller âi midtenâ og âikshaâ fra roden âikshâ, der betyder âat betragteâ eller âat seâ. Antariksha er midterfeltet, himmelhvĂŠlvingen eller omrĂ„det mellem Jorden og Himlen, hvor Apsaraerne (nymferne), Gandharvaerne (de himmelske musikere) og Yakshaerne (forskellige typer af alfer) sammen med den mytiske ko, Kamadhenu, der rundhĂ„ndet opfylder Ăžnsker, opholder sig. I Vedaerne er Antariksha i midten af eller det andet af tre Lokaer (regioner), der sĂŠdvanligvis omtales som Bhur, Bhuvar og Svar. Over de tre Lokaer findes der fire hĂžjere Lokaer i den almindelige hierarkiske opbygning. I dette hierarki er Bhur-Loka den fysiske sfĂŠre og Bhuvar-Loka eller Antariksha svarer til astralplanet. I Vishnu-Purana nĂŠvnes Antariksha af Vyasa som 13. Dvapara-yuga i Vaivasvata Manvantara, dvs. den nuvĂŠrende verdenscyklus. (Se ogsĂ„ Apsara, Astralplan, Dvapara-yuga, Gandharva, Loka, Manvantara, Veda, Vyasa og Yaksha).
Antediluviansk
(Latin). Antediluviansk stammer fra âanteâ, der betyder âfĂžrâ eller âforanâ og âdiluviumâ, der betyder âoversvĂžmmelseâ. Diluvium er afledt af âluereâ, der betyder âat afvaskeâ. Antediluviansk er betegnelsen for tiden fĂžr Syndfloden, men ordet kan ogsĂ„ henvise til noget, der er forĂŠldet eller gammeldags.
Anthesteria
(GrĂŠsk). Anthesteria stammer fra âanthosâ, der betyder âblomstâ. Anthesteria er blomsternes fest. I den gamle romerske religion var blomsternes fest, Floralia, en ceremoni til ĂŠre for gudinden Flora, som blev afholdt 27. april i den republikanske ĂŠra og 28. april efter den julianske kalender. PĂ„ latin blev festivalen kendt som Ludi Florae, og spillene varede i seks dage. I det gamle GrĂŠkenland blev dĂ„bs- og renselsesritualerne udfĂžrt ved tempelsĂžerne, Limnaeerne, under Anthesteria, der blev afholdt fra den 11. til den 13. i mĂ„neden Anthesterion (februar-marts), hvor Mystaeen blev inspireret til at gĂ„ gennem Dionysosâ âsnĂŠvre portâ, for derefter at gĂ„ videre som indviet. Det var et ritual i de mindre mysterier, som var forberedelse til ritualerne i mĂ„neden Boedromion (september) i Eleusis. (Se ogsĂ„ Eleusinske Mysterier).
Anthropoid
(GrĂŠsk). Anthropoid betyder âmenneskelignendeâ eller âabeagtigâ, dvs. ethvert medlem af underordenen Anthropoidea − herunder aber og menneskeaber og hominider (f.eks. neandertaleren). I Ă„ndsvidenskaben henvises der til en periode, hvor menneskeheden i 4. rodraces 4. runde (den atlantiske) pĂ„ planeten D (den nuvĂŠrende Jord) passerede et punkt, hvor nogle mennesker endnu kun delvist bevidst var indblandet i raceblandinger med de dengang eksisterende abetyper, som selv var afkom fra en tidligere tilsvarende raceblanding i 3. rodrace (den lemuriske). Anthropoider nedstammer dels fra menneskelige stamceller, og derfor udgĂžr Anthropoider ikke en opadstigende udvikling imod mennesket i den forstand, som darwinismen pĂ„stĂ„r. Det er bevist ved en undersĂžgelse af de strukturelle og funktionelle forskelle og ligheder mellem Anthropoider og mennesket. Siden midten af 4. rodrace kunne monader fra dyreriget ikke lĂŠngere inkarnere i menneskeriget, for dengang begyndte Jorden sin opstigende udvikling i evolutionen. Alligevel vil uratomerne, der er findes i Anthropoidernes opbygning, pĂ„virke med de laveste og mindst udviklede tendenser fra menneskeriget under 5. runde. Monaderne, der nu findes i Anthropoide kroppe, vil forsvinde ud af inkarnation i lĂžbet af den nuvĂŠrende 5. rodrace, og de vil trĂŠde ind i Paranirvana. De vil fortsat eksistere som astrale monader indtil nĂŠste runde â dvs. 5. runde. De relativt fĂ„ individer blandt Anthropoiderne, som har nĂ„et den mest avancerede grad af udvikling, som er mulig for Anthropoiderne, vil have nĂ„et et nĂŠsten-menneskelig niveau, men de befinder sig stadig i menneskelignende kroppe, fĂžr 5. rodrace har nĂ„et sin afslutning. Selv de ekstraordinĂŠre Anthropoider vil sandsynligvis uddĂž, fĂžr 5. rodrace er ophĂžrt eller i den fĂžrste del af 6. rodrace − en periode, der ligger flere millioner Ă„r fremme i tiden. (Se Atlantis, Lemurien og Rodrace).
Anthropos
(GrĂŠsk). Anthropos betyder âmenneskeâ eller âmenneskehedenâ. Filosofisk svarer det til Adam eller den fĂžrste menneskehed. I gnosticismen er anthropos det fĂžrste princip ogsĂ„ kaldet Ieov (navnet med de fire vokaler), som svarer til Brahma. (Se ogsĂ„ Adam, Brahma og Brahman).
Antigamin
(Sanskrit). En Antigamin er âen skabning, der ikke lĂŠngere skal genfĂždes i begĂŠrets verdenâ. Det er et trin pĂ„ indvielsesvejen, der gĂ„r forud for Arhat-stadiet. (Se ogsĂ„ Arhat).
Antipartikel
En antipartikel er en partikel, som har de modsatte egenskaber i sammenligning med kendte partikler. Eksistensen af en antipartikel tyder pÄ en mulig eksistens af antistof.
Antologi
(GrĂŠsk). Antologi stammer fra det grĂŠske âanthologiaâ, der reelt betyder âblomstersamlingâ, for ordet er sammensat af âanthosâ (blomst) og âlogiâ, der er en afledning af âlogosâ i betydningen âlĂŠren omâ. Teologi er eksempelvis âlĂŠren om Gudâ, biologi er âlĂŠren om livâ osv. Antologi er en samling af udvalgte digte eller af eksempler fra Ă©n eller flere forfatteres litterĂŠre arbejde. Betegnelsen bruges navnlig om to store digtsamlinger fra antikken â den grĂŠske og den latinske Antologi.
Antropogoni
(GrĂŠsk). Antropogoni er et mytologisk begreb, der stammer fra det grĂŠske âantropoâ og âgoniâ − dvs. videnskaben om menneskets opstĂ„en og afstamning eller menneskets udviklingshistorie. Antropogoni referer ofte til religiĂžse fortĂŠllinger eller myter â eksempelvis myten om Adam og Eva fra Det Gamle Testamente.
Antropologi
(GrĂŠsk). Antropologi er âvidenskaben om mennesketâ. Den omfatter bl.a. fysiologi eller den gren af naturvidenskaben, som afslĂžrer organernes funktioner i mennesker, dyr og planter. Antropologi omfatter ogsĂ„ â eller isĂŠr â psykologi. I virkeligheden omfatter den ogsĂ„ den oversete videnskab om sjĂŠlen. Med sjĂŠlens psykologi menes der den enhed, der er adskilt fra Ă„nden, og dets relation til Ă„nden og legemerne. I nutidens videnskab beskĂŠftiger psykologien sig kun eller principielt med tilstande i nervesystemet, og ignorerer stort set helt den psykiske essens og natur. LĂŠgevidenskaben mener, at videnskaben om psykisk sygdom hĂžrer under psykologien.
Antropomorfisk
(GrĂŠsk). Antropomorfisk stammer fra âanthroposâ, der betyder âmenneskeligâ, og âmorfeâ, der betyder âformâ. Antropomorfisme vedrĂžrer menneskeformen. Antropomorfisk form eller Antropomorf betyder derfor menneskeskikkelse. Det er en form, hvor noget abstrakt eller Ă„ndeligt symboliseres i menneskeskikkelse, eller det er et fĂŠnomen eller at en skabning, der tillĂŠgges menneskelige egenskaber â eksempelvis den kristne Gud, hvor de kristne tror pĂ„ en personlig Gud eller at Gud har menneskeskikkelse. Antropomorfisme er derfor en handling, hvor man giver Gud eller guder menneskelig form og menneskelige egenskaber eller kvaliteter.
Antroposofi
(GrĂŠsk). Antroposofi stammer fra âanthroposâ, der betyder âmenneskeâ og âsofiaâ, der betyder âvisdomâ. Antroposofi betyder derfor âmenneske-visdomâ eller âviden om mennesketâ. Antroposofi er en Ă„ndelig bevĂŠgelse, der blev grundlagt af Rudolf Steiner (1861-1925). Iflg. antroposofien er mennesket en del af en trindelt indre verden, der gĂžr det muligt at opnĂ„ stadig hĂžjere sjĂŠlelige egenskaber. (Se ogsĂ„ Rudolf Steiner).
Antum
Se Anatum.
Anu
(Sanskrit/KaldĂŠisk). PĂ„ sanskrit er Anu som navneord et stofligt atom, og som tillĂŠgsord betyder Anu âsmĂ„tâ eller âminutâ. Anu er en betegnelse for Brahma, som angiveligt er et atom i betydningen uendelig og universel. Det kan betragtes som en henvisning til guddommelighedens panteistiske natur. Hvert eneste Anu eller atom er âet center for potentiel vitalitet med latent intelligensâ. I Bhagavad-Gita bliver Arjuna bedt om at meditere pĂ„ âden, der serâ, dvs. den oplyste, alvidende guddom, som er âmindre end et atomâ (Anor Aniyamsam), og desuden âden, der forener alt og alleâ. I jainismen er Anu identisk med sjĂŠlen, og det siges, at sjĂŠlen har samme stĂžrrelse som et atom. Atomet sidder i hjertet, mens Jiva (livet eller monaden) er det aktiverende aspekt, der gennemstrĂžmmer hele menneskets system. KaldĂŠisk er Anu en af de mest ophĂžjede guddomme i den babyloniske gudekreds. Anu var et primĂŠrt aspekt i treenigheden sammen med Enlil og Ea. âAnu er konge over engle og Ă„nder, og hersker over byen Erech eller Uruk − senere Urâ. Han er Herren og guden i Himlen og pĂ„ Jorden. Det var ham, der skabte stjernernes Ă„nder og kuldens, regnens og mĂžrkets dĂŠmoner. ĂgtefĂŠllen til Anu var Anatum (eller Antum), der var gudernes moder. De svarer til grĂŠkernes Uranus og Gaia iflg. Hesiod. Anu var en usynlig guddom i den kaldĂŠiske skabelseslegende. Han var en passiv guddom, og alligevel reprĂŠsenterede han desuden det oprindelige kaos, kosmos, det uskabte stof, tid og rum, der udgĂ„r fra det ene grundlĂŠggende princip bag alt i skabelsen. I den senere babylonske historie bestĂ„r treenigheden af Anu, Baal og Ea, der er forbundet med tre regioner i Universet − Himlen, Jorden og rummet eller dybet. I et andet aspekt er Anu identisk med Sin − MĂ„nen. MĂ„nen i den hebraiske Kabbala er Argha, der er kilden til alt materielt liv, som kabbalistisk set er endnu tĂŠttere forbundet med Jehova, der rummer begge kĂžn i sin natur ligesom Anu. De er begge reprĂŠsenteret i Ă„ndsvidenskaben som et dualt aspekt − det maskuline og Ă„ndelige og det feminine og stoflige − eller Ă„nd og stof − eller modsĂŠtningernes par. Der er ingen tvivl om, at den kaldĂŠiske Anu og Anu (atom) pĂ„ sanskrit har samme oprindelse. Anu er en titel pĂ„ den formskabende Brahma, som filosofisk set ofte fremstilles som det kosmiske atom eller det uendelige Univers. Anu er et udtryk, der pĂ„ mystisk vis henviser til det evigt usynlige, uerkendelige guddommelige center − uanset om det opleves som en skabning eller et univers. Anu er det guddommelige, Ă„ndelige fokuspunkt for den essentielle bevidsthed, og kilden til de mangfoldige strĂžmme af bevidsthed. (Se ogsĂ„ Aniyamsam, Atom, Baal,Bhagavad-Gita, Ea, Gaia, Jain, Jiva, Panteisme og Uranus).
Anubhava
(Sanskrit). Anubhava betyder erfaring eller virkeliggĂžrelse.
Anubis
(Egyptisk/GrĂŠsk). Den egyptiske gud Anubis hed oprindeligt Anpu pĂ„ egyptisk, men pĂ„ grĂŠsk blev det til Anubis. Det var Anubis-prĂŠsten, der havde ansvaret for neofytternes mange prĂžver og eksaminationer. Han reprĂŠsenterede guden Anubis â en meget gammel gudeskikkelse, der blev afbilledet med sjakalhoved. DĂžden er ogsĂ„ en indvielse, og fordi det var Anubisâ opgave at vise den afdĂžde vejen til livet pĂ„ den anden side af dĂžden (astralplanet), var det ogsĂ„ ham, der fĂžrte neofytten over indvielsens tĂŠrskel til et nyt liv som indviet. Han var derfor symbol pĂ„ slutningen og begyndelsen − slutningen pĂ„ det fysiske liv og begyndelsen pĂ„ livet i den ikke-fysiske verden â eller slutningen pĂ„ et stadie i menneskelivet og begyndelsen pĂ„ det nĂŠste. Anubis blev fĂždt efter en forening mellem Isisâ sĂžster Nephthys og Osiris, men i legenden bliver Anubis Isisâ trofaste fĂžlgesvend og beskytter. Astronomisk danner Anubis stjernebilledet Sirius sammen med Isis. NĂ„r Orion, som egypterne identificerede med Osiris, steg op over den sydlige horisont, blev han fulgt af Sirius, som egypterne identificerede med Isis, og Isis blev tĂŠt fulgt af Hundestjernen, som egypterne sammenlignede med Anubis. Anubis er derfor Hundestjernen, der markerer hjertet i det store stjernebillede Canis Major. Hunden symboliserer âstifinderenâ, eller âden, der viser vejenâ. Anubis er derfor et aspekt af Tehuti (egyptisk) eller Thoth (grĂŠsk), som er âbudbringerâ â dvs. âden, der kender vejenâ. Tehuti er symbol pĂ„ VerdenslĂŠreren og sjĂŠlens vejleder pĂ„ indvielsesvejen, mens Anubis er den, der tester sjĂŠlen undervejs. Anubisâ tal er 9, som ogsĂ„ er et symbol, der reprĂŠsenterer begyndelsen og slutningen, for 9-tallet markerer slutningen pĂ„ talrĂŠkken og begyndelsen pĂ„ den nĂŠste talrĂŠkke pĂ„ et hĂžjere niveau. Anubis er ansvarlig for overgangen fra Ă©n bevidsthedstilstand til en anden, og derfor er det naturligt, at Anubis ogsĂ„ er balsamerernes overhoved. Legenderne siger, at det var Anubis, der balsamerede Osirisâ dĂžde legeme, og han var derfor den fĂžrste, der udfĂžrte en balsamering. Det var ogsĂ„ Anubis, der vogtede vĂŠgten i Amenti â âDommens Halâ. Anubis aflĂŠste vĂŠgten, hvor den afdĂždes hjerte (bevidsthed) blev vejet pĂ„ den ene vĂŠgtskĂ„l mod retfĂŠrdighedens hvide fjer pĂ„ den anden, og det var alene Anubisâ dom, der var afgĂžrende. Hverken Osiris eller andre i Dommens Hal kunne blande sig eller ĂŠndre afgĂžrelsen. Anubis var fĂždt af Nephthys, som er sĂžster til Isis. Anubis var Isisâ trofaste vagthund, nĂŠrmere bestemt i de usynlige verdener, som symboliseres af Nephthys og i den synlige verden symboliseret af Isis. Anubis var forbindelsen og overgangen mellem den synlige og den usynlige verden â mellem Isis og Nephthys. Anubis var desuden skytsgud for psykiatere og for lĂŠger, der udfĂžrer bedĂžvelse. Under bedĂžvelse forlader bevidstheden det fysiske legeme, og igen understreges Anubisâ rolle som bindeled mellem to tilstande. Han var ogsĂ„ skytsgud for enhver, der sĂžger efter tabte ting. Det skal forstĂ„s i overfĂžrt betydning, for det gjaldt isĂŠr den tabte forbindelse til det Ă„ndelige. Anubis er bĂ„de âden, der viser vejenâ, og âden der giver adgang til vejenâ. De store mysterier befandt sig i hans varetĂŠgt. Anubisâ lĂŠre var hemmelig og blev kun afslĂžret for neofytter, der sĂžgte indvielse. (Se ogsĂ„ Amenti, Isis, Nephthys og Thoth).
Anugita
(Sanskrit). Anugita stammer fra âanuâ, der oversĂŠttes med âefterâ og âgitaâ, der betyder âsangâ fra roden âgaiâ, der betyder âat syngeâ. Anugita betyder derfor âeftersangâ. Anugita er en af Upanishaderne. Det er en betegnelse for kapitlerne 16-92 i Asvamedhika-Parvan − Mahabharatas 14. bog. Den omhandler Asvamedha (ofring af heste) udfĂžrt af Yudhishthira. Det er et ritual, der stammer fra den vediske periode. Ligesom Bhagavad-Gita er Anugita en samtale mellem Krishna og Arjuna − en âeftersangâ − hvor Krishna giver en detaljeret forklaring pĂ„ undervisningen med mange mystiske hentydninger − en meget esoterisk afhandling. (Se ogsĂ„ Arjuna, Bhagavad-Gita, Krishna, Mahabharata og Upanishader).
Anugraha
(Sanskrit). Anugraha eller Anugrahana stammer fra âanu-grahâ, der betyder âat stĂžtteâ, âat vĂŠrneâ, âat fremmeâ og âat behandle venligtâ. Anugraha henviser til velvilje, venlighed og fremme af en god sag. I Vishnu Purana, er der syv skabelser, men der tilfĂžjes to, og den 8. kaldes Anugraha, som âbesidder bĂ„de godhedens og mĂžrkets egenskaberâ. Det er en tanke, der mere hĂžrer hjemme i Sankhya-filosofien end i Puranaerne. I Vishnu-Purana (1:5) anvendes Anugraha om den 8. skabelse (i Matsya og andre Puranaer om den 5. skabelse), der er perioden for udvikling af form, âsom rummer kvaliteterne godhed og mĂžrke.â I Sankhya filosofien henviser Anugraha-Sarga til skabelsen eller dannelse af âfĂžlelser eller mentale tilstandeâ. H.P. Blavatsky mener, at Anugraha er en tilslĂžring. Den 8. skabelse, der nĂŠvnes, er slet ikke nogen skabelse. Det er en tilslĂžring, fordi den refererer til en rent mental proces − erkendelsen af den â9. skabelseâ, som igen er en virkning af det, der var en âskabelseâ i den primĂŠre skabelse (Prakrita), dvs. en virkning, der manifesterer sig i den sekundĂŠre. Den 8. der kaldes Anugraha er Sankhyaernes (se Sankhya-Karika) intellektuelle skabelse eller Pratyayasarga skabelse. Det er âden skabelse, som man har en forestilling om (i dens esoteriske aspekt), eller som man erkender intellektuelt (Anugraha) i modsĂŠtning til den organiske skabelse.â Det er den korrekte opfattelse af menneskets forhold til hele rĂŠkken af de forskellige âguderâ og isĂŠr af forholdet til Kumaraerne − den sĂ„kaldte â9. skabelseâ, der i virkeligheden er et aspekt eller en afspejling af den 6. i den nuvĂŠrende Manvantara (Vaivasvata Manvantara). âDer er en 9. Kumara-skabelsen, som bĂ„de er primĂŠr og sekundĂŠrâ, oplyser Vishnu-Purana, der er den ĂŠldste af Puranaerne. Alle de forskellige âskabelserâ, der nĂŠvnes i Puranaerne, reprĂŠsenterer stadier i evolutionen, som sker i regelmĂŠssig rĂŠkkefĂžlge, og det, der befandt sig som latente frĂž, udfolder sig i manifestation, og dermed opstĂ„r de forskellige stadier. Derfor kan henvisningen i Vishnu-Purana f.eks. vĂŠre et analogisk rĂŠsonnement, der gĂŠlder bĂ„de for et univers, et solsystem, en planetarisk kĂŠde eller Jordens og menneskehedens udviklingsmĂŠssige historie. (Se ogsĂ„ Manvantara, Prakrita, Pratyaya, Pratyayasarga og Puranaer)
Anuket
(Egyptisk). Anuket eller Anukis er den grĂŠske betegnelse for den egyptiske gudinde Anqet. Anqet stammer fra âanqâ, der betyder âomslutteâ eller âomfavneâ. Anuket indgik i gudinde-triaden, der bestod af Anuket, Satet og Neith. De var alle hustruer til skaberguden Khnum eller Khnemu. Anuket var gudinde for katarakten ved Egyptens sydlige grĂŠnse, hvor hendes hovedhelligdom fandtes pĂ„ Ăžen Seheil. Hun afbildes normalt som en kvinde med en hovedklĂŠdning, der bestĂ„r af ildrĂžde fjer, som kunne stamme fra rĂžde papegĂžjer. GrĂŠkerne identificerede Anuket med Hestia, gudinden for ildstedet. Man ved ikke, om de rĂžde fjer stammer fra papegĂžjer, men alligevel har det givet anledning til en teori, der gĂ„r ud pĂ„, at egypterne havde importeret gudinden Anuket fra afrikanske stammers gudelĂŠre. NĂ„r man ved, hvor omhyggeligt de gamle egyptere udviklede deres gude- og gudindesymboler, lyder det usandsynligt, at de skulle have valgt en nem lĂžsning ved at kopiere et symbol fra en anden kultur med en helt anden religiĂžs symbolik. Det er vigtigere at fokusere pĂ„ fjerenes farve, for rĂžd var Ă„ndens og ildelementets farve i det gamle Egypten, og Anuket var 1. aspekt i Khnums gudindetriade. Anukets rĂžde fjerkrone viser, at hun udgĂžr den Ăžverste position og funktion i den skabende triade af gudinder, der er forbundet med guden Khnum. Men pĂ„ trods af at hun er i stand til at skabe former ved egen kraft, fĂžlger hun ikke sin egen vilje, men opfanger konstant den guddommelige vilje, som strĂžmmer fra skaberguden Khnum. Fjerene er et smukt symbol pĂ„ gudindens lydhĂžrhed over for de guddommelige impulser, for fjerenes fibre opfanger og reagerer pĂ„ selv de blideste vindpust â og i dette tilfĂŠlde kommer de fra ânordenvindenâ, som var en betegnelse for Khnum. (Se ogsĂ„ Khnum, Neith og Selket).
Anukis
Se Anuket.
Anuloma
(Pali). Anuloma betyder âdirekte ordenâ eller ârĂŠkkefĂžlgeâ. Det skal forstĂ„s sĂ„dan, at opnĂ„elsen af Anuloma er en naturlig fĂžlge af tilegnelsen af de tre egenskaber â Manodvaravajjana, Parikamma og Upacharo. Det er et udviklingsstadie, hvor man fĂ„r et intenst Ăžnske om frigĂžrelse fra det fysiske liv og forene sig med det hĂžjeste. Hinduernes betegnelse for egenskaben er Mumukshatva. (Se ogsĂ„ Manodvaravajjana, Parikamma og Upacharo).
Anumana
(Sanskrit). Anumana stammer fra âanu-maâ, der betyder âat udledeâ, âat konkludereâ eller âat forudsĂŠtteâ. Anumana er derfor en fĂžlgeslutning eller en konklusion baseret pĂ„ givne prĂŠmisser. I Samkhya-yoga er Anumana den anden af tre Pramanaer (beviser eller former for erkendelse), som bruges til at Ăžge forstĂ„elsen eller til at sĂžge viden. Nyaya-systemet nĂŠvner fire kilder til prĂŠcis viden, hvor Anumana (logisk konklusion) ogsĂ„ er den anden. (Se ogsĂ„ Pramana og Samkhya).
Anumati
(Sanskrit). Anumati stammer fra âanu-manâ, der betyder âat godkendeâ eller âat acceptereâ. Anumati vil derfor sige enighed, bevilling og accept. Anumati er ofte personificeret som en gudinde. Anumati er den 15. dag i MĂ„nens cyklus, og det er angiveligt et tidspunkt, der er gunstigt for offergaver til Devaer og Pitrier. âVed fuldmĂ„ne bliver Soma af en gud gjort til gudindeâ. FĂžrste halvdel af den tiltagende fase i MĂ„nens cyklus betragtes mytologisk som maskulin. Ved fuldmĂ„ne og de efterfĂžlgende fjorten dage er MĂ„nen aftagende, og den betragtes som feminin. I nogle kulturer betragtes MĂ„nen som maskulin og i andre som feminin. PĂ„ latin var MĂ„nen bĂ„de Lunus (maskulin) og Luna (feminin), men i de fleste andre sprog er MĂ„nen nĂŠsten konsekvent enten maskulin eller feminin. (Se ogsĂ„ Deva, Pitri og Soma).
Anumiti
Se Anumana.
Anunit
(KaldÊisk). Anunit er gudinden fra Akkad. H.P. Blavatsky fastslog, at Anunit er Venus, dvs. Lucifer, lysbringeren og morgenstjernen. Anunit var desuden aftenstjernen Isthar fra Erech, som var den samme planet. Anunit var en af de populÊre gudinder i den tidlige babyloniske befolkning, som i et aspekt kaldes Ishtar. Tilbedelsen af Anunit var markant pÄ Sippar i den senere babyloniske periode. Man rejste et sanktuarie, der var dedikeret til hende ved Sargon af Akkad i Babylon (3800 f.Kr.).
Anunnaki
(KaldĂŠisk). Anunnaki er engle eller Ă„nder fra Jorden − ogsĂ„ jordiske Elementaler. Anunnaki er et hierarki af laverestĂ„ende engle i den babyloniske mytologi. Det er Jordens engle eller underverdenens engle, og stjerneguder, der er sunket under horisonten og fungerer som dommere over de dĂžde. Under Anunnaki er der flere grupper − Sadu Vadukku, Ekimu og Gallu − og nogle reprĂŠsenterer godhed og andre ondskab. Anunnaki er desuden elementaler. I sumerisk mytologi er Anunnaki bĂžrn og tilhĂŠngere af An − de afdĂždes dommere. (Se ogsĂ„ Elementaler).
Anunnaki
(KaldĂŠisk). Anunnaki er et hierarki af laverestĂ„ende engle i den babyloniske mytologi. De er Jordens eller underverdenen engle. De er stjerneguder, som er sunket under horisonten, og er blevet de afdĂždes dommere. Under Anunnaki er der flere grupper af Ă„nder − sadu, vadukku, ekimu og gallu. Nogle omtales som gode og andre som onde. Anunnaki er desuden jordelementaler. I den sumeriske mytologi er det bĂžrn og tilhĂŠngere af An, der dĂžmmer de afdĂžde. (Se ogsĂ„ Ekimu, Elementaler, Gallu og Igaga).
Anupadaka
(Sanskrit). Anupadaka, Anupapadaka eller Aupapaduka betyder âforĂŠldrelĂžsâ, âselveksisterendeâ, âselvskabtâ eller âfĂždt uden forĂŠldre eller ophavâ. I buddhismen er det et udtryk, der sĂŠdvanligvis henviser til selvskabte guder og Dhyani-Buddhaer. Anupadaka er âdet, hvori endnu intet legeme er skabtâ. Det er det nĂŠsthĂžjeste plan i solsystemet â det monadiske plan eller Ă„ndens plan. Sammen med Atma, som er det hĂžjeste trin i menneskets udvikling, udgĂžr det en treenighed for guddommelig skabelse. Adi-Anupadaka-Atmaska skaber og opretholder solsystemet. De tre aspekter i Sollogos kaldes ogsĂ„ vilje, visdom og virksomhed. (Se ogsĂ„ Anupapaduka-Bhuta, Anupapaduka-Tattva og Dhyani-Buddhaer).
Anupapaduka-Bhuta
(Sanskrit). Anupapaduka-Bhuta stammer fra âaupapadukaâ, der betyder âselvskabtâ og âbhutaâ, der betyder âelementâ fra roden âbhuâ, der betyder âat bliveâ. Anupapaduka-Bhuta er derfor det selvskabte element − dvs. den anden i nedstigende skala af de syv kosmiske Bhutaer eller elementer. Anupapaduka-Bhuta svarer derfor til 2. Logos eller den umanifesterede Logos. (Se ogsĂ„ Anupadaka, Anupapaduka-Tattva og Bhuta).
Anupapaduka-Tattva
(Sanskrit). Anupapaduka-Tattva stammer fra âaupapadukaâ, der betyder âselvskabtâ og âtattvaâ, der betyder âessensâ. Tattva reprĂŠsenterer bevidstheden, energien eller den Ă„ndelige side af en skabning. Anupapaduka-Tattva er det selvskabte eller forĂŠldrelĂžse princip − dvs. den anden i nedstigende skala af de syv kosmiske Tattvaer. I Indiens filosofiske skoler regner man kun med fem. Aupapaduka henviser til den mystiske mening om noget, der opstĂ„r − uanset om det er i kosmos eller i et menneske − udelukkende af den iboende energi. Det opstĂ„r derfor ikke som afkom eller barn af en forgĂŠnger. Aupapaduka-Tattva svarer derfor til 2. Logos eller den umanifesterede Logos. (Se ogsĂ„ Anupadaka, Anupapaduka-Bhuta og Tattva).
Anuttara
(Sanskrit). Anuttara bestĂ„r af âikkeâ og âuttaraâ, der kan sammenlignes med ordene âudâ eller âopâ. Anuttara betyder uovertruffen, enestĂ„ende, uden lige osv. Eksempelvis betyder Anuttara-Bodhi uovertruffen eller enestĂ„ende intelligens eller visdom, og Anuttara-Dharma er en enestĂ„ende eller uovertruffen lov eller religion. I buddhismen er Anuttara-Tantra en af de fire grupper af tantriske afhandlinger, der fortolker de yogiske teknikker til opnĂ„else af den hĂžjeste sandhed. Hos jainister er Anuttaraer (maskulin flertal) en gruppe af guder.(Se ogsĂ„ Jain).
Anuttara-Samyak-Sambodhi
(Sanskrit). Anuttara-Samyak-Sambodhi er det uoverstigelige, barmhjertige og oplyste hjerte. Det er Jivanmukta eller âdet frigjorte livâ â frigjort fra reinkarnation. Det er fuldkomne skabninger, der er forbundet i enhed, og derfor kan de âpassere gennem alle seks eksistensplaner (Rupa-Loka) og trĂŠde ind i de tre hĂžjeste verdener (Arupa)â. (Se ogsĂ„ Arupa, Jivanmukta, Loka og Rupa).
Anvaya
(Sanskrit). Anvaya betyder âfalsk lysâ eller âuĂŠrlig fremtoningâ.
Anyamsam
Se Aniyamsam.
AnĂŠstesi
(GrĂŠsk). AnĂŠstesi stammer fra âanaisthesiaâ, der betyder âfĂžlelseslĂžsâ. Det er en tilstand med hel eller delvis fĂžlelseslĂžshed. De mange referencer til bedĂžvelsesmidler i de gamle kulturer indikerer, at man vidste meget om emnet, som man er uvidende om i nutiden. H.P. Blavatsky henviser bl.a. til en hellig drik, der blev brugt af hierofanter i ceremonierne for at frigĂžre astrallegemet fra bindingen til det fysiske legeme, og det gjorde det muligt at gennemfĂžre kontrollerede ud-af-kroppen-oplevelser. AnĂŠstesi virker med stĂžrre besvĂŠr pĂ„ kirurgiske patienter, der lider af skrĂŠk, fĂžr de bedĂžves, og der er ogsĂ„ stĂžrre bivirkninger fra bedĂžvelsesmidlet end hos mennesker, der ikke fĂžler angst. Den fĂžrste fase i almindelig anĂŠstesi, er sĂŠdvanligvis ikke ubehagelig, og den resulterer ganske enkelt i tab af fysisk bevidsthed. Derefter begynder anden fase, hvor man kĂŠmper mere eller mindre energisk − sandsynligvis pga. en automatisk reaktion pĂ„ den fysiske krop, der forsĂžger at forhindre, at astrallegemet adskilles fra det fysiske aspekt. I tredje fase slapper musklerne af, og hjerte og lunger finder en almindelig rytme, der er under kontrol af det sympatiske nervesystem, og patienten glider ind i en dyb og drĂžmmelĂžs sĂžvn. Bevidstheden forlader sin sĂŠdvanlige tilstand af vĂŠren, og bevĂŠger sig mere eller mindre dybt ind pĂ„ de subjektive bevidsthedsplaner i det indre liv. Det er en tilstand, der paradoksalt nok kan kaldes âbevidst bevidstlĂžshedâ. Der er en risiko for, at sjĂŠlen kan komme sĂ„ langt i adskillelsen fra den fysiske krop, at den ikke vender tilbage igen. Resultatet er fysiske dĂžd. Men bevidstlĂžsheden er udelukkende en fysisk tilstand. Mennesker er stadig bevidst i et aspekt af sin indre natur, pĂ„ samme mĂ„de som mennesket gennemgĂ„r en serie af stadig dybere former for bevidsthed efter den fysiske dĂžd. Nogle mennesker er blevet bragt tilbage efter en dĂždlignende tilstand, og efter nĂŠr-dĂžd-oplevelsen har de en mere eller mindre klar erindring om en tilstand af at vĂŠre transcenderet til noget, som de aldrig nogensinde havde forestillet sig i fysisk tilstand. Deres fĂžrste fĂžlelse er en ubeskrivelig fred og befrielse. Derefter oplever de en mental klarhed med kosmiske visioner om fuldkommen sandhed og en realisering af det selveksisterende âSelvâ, som en del af den universelle helhed. Det Ă„ndeligt bevidste menneske kan opnĂ„ en Ăžjeblikkelig og fuldstĂŠndig Buddhi-Manasisk erkendelse af âtingene som de erâ, men eventuelle glimt af viden kan blive misforstĂ„et af hjerne og tankesind pga. forudfattede filosofiske eller religiĂžse idĂ©er. Gennemsnitsmennesket bringer kun lidt eller overhovedet ingen erindring tilbage om sin oplevelserne pĂ„ de indre planer. Det bedĂžvede menneske kan eventuelt vĂŠre bevidst om at befinde sig uden for sin krop, og eventuelt se ned pĂ„ kroppen under operationen, og det kan bevarer en svag erindring om ud-af-kroppen-oplevelsen, nĂ„r det igen vĂ„gner til fysisk bevidsthed.
Apah
Se Apas.
Apamnapat
(Sanskrit). Apamnapat stammer fra Apam, der betyder âvandeâ fra âapâ, der betyder âvandâ og ânapatâ, der betyder âbarnâ, âsĂžnâ eller âafkomâ. Apamnapat er derfor âvandenes sĂžnâ i Vedaerne. Det er et navn pĂ„ Agni (den kosmiske og jordiske ild), der er opstĂ„et som et lyn fra himmelhvĂŠlvingen eller fra det kosmiske rum, der ofte kaldes âvandeneâ eller âurhavetâ i de gamle skrifter. Apamnapat har forbindelse med Fohat. PĂ„ samme mĂ„de som Fohat er den kosmiske vitalitet manifesteret i en af sine former som ild (Agni), elektricitet og magnetisme i mange varianter, og Fohat eller Apamnapat er âet barnâ eller âafkomâ af det kosmiske rum eller de kosmiske vande. Men vandene bestĂ„r ikke af vĂŠske, sĂ„dan som man kender det fra den fysiske verden, men af ĂŠter â ârummets flammende vandeâ. Fohat kaldes ogsĂ„ âĂŠterens sĂžnâ i sit hĂžjeste aspekt som Akasha. (Se ogsĂ„ Agni, Akasha, Fohat og Veda).
Apana
(Sanskrit). Apana stammer fra âapaâ, der betyder âvĂŠkâ eller ânedâ, og âanâ, der betyder âat pusteâ eller âat Ă„ndeâ. Apana vil sige at âĂ„nde nedâ eller at âĂ„nde vĂŠkâ− dvs. indtage livsenergier, livsstrĂžmme eller Prana, som vitaliserer og renser mennesket. Apana kan oversĂŠttes med âsubtil energiâ, der bevĂŠger sig i maveregionen og styrer fjernelse af affaldsprodukter fra kroppen. Som âapaâ i betydningen âvĂŠkâ antyder, er det Prana, som udskiller materiale eller biprodukter fra systemet, der ikke lĂŠngere er behov for, i modsĂŠtning til funktionen Udana, den opadstigende livsstrĂžm i menneskekroppen, der opbygger og opretholder kroppen. I yoga oversĂŠttes Prana med âlivskraftâ, og ordet henviser til en kosmisk energi, der stammer fra Solen og forbinder elementerne i Universet. Prana er et universelt princip om energi eller kraft, der er ansvarlig for kroppens liv, varme og opretholdelse. Prana er derfor summen af al energi, som er manifesteret i Universet. Livsenergien Prana er detaljeret beskrevet i Vedaerne. I Ayurveda, Tantra og Prana Vayu (tibetansk medicin) er den essentielle Vayu (vind, luft), som alle andre Vayuer udgĂ„r fra. (Se ogsĂ„ Prana, Tantra, Udana og Vayu).
Apap
Se Apep.
Aparavidya
(Sanskrit). Aparavidya bestĂ„r af âikkeâ og âparaâ, der betyder âfremmestâ samt âvidyaâ, der betyder âvidenâ fra roden âvidâ, der betyder âat seâ, âat videâ og âat opfatteâ. Aparavidya betyder derfor den âikke-fremmeste videnâ i Vedanta-filosofien â dvs. den lavere visdom om Brahman. Der henvises til relative kundskaber, som er opnĂ„et ved hjĂŠlp af intellektet og via udfĂžrelse af rituel tilbedelse og tjeneste. Aparavidya er derfor en modsĂŠtning til Paravidya â den hĂžjeste visdom eller den transcendentale viden om Brahman, som kun er opnĂ„elig for den, der har opnĂ„et Moksha (befrielse) i lĂžbet af inkarnationen. Det er en skelnen mellem den eksoteriske og den esoteriske tradition og doktrin, som findes i stort set alle kulturer. (Se ogsĂ„ Brahman, Moksha og Vedanta).
Aparigraha
(Sanskrit). Aparigraha bestĂ„r af âikkeâ og âparigrahaâ, der betyder at âbegĂŠre nogetâ eller at âkrĂŠve noget til sig selvâ. Aparigraha er derfor âikke-besiddertrangâ. Aparigraha er en modsĂŠtning til Asteya, der henviser til det, der er virkelig nĂždvendigt − og ikke mere end det. Aparigraha eller ikke-besiddertrang er bĂ„de et Jain-koncept og et aspekt af Raja Yoga eller Ashtanga Yoga. Udtrykket betyder normalt at begrĂŠnse ejendele til det, der er nĂždvendigt eller vigtigt, og det skifter fra tidsperiode til tidsperiode â hvorimod en Sadhu ikke Ăžnsker at eje noget. Det er et af de fem principper i jainismen, som sammen med Ahimsa (ikke-vold), Asteya (ikke-stjĂŠle), Brahmacharya (ikke have sex dvs. cĂžlibat) og Satya (sandfĂŠrdighed). De kaldes ogsĂ„ de fem begrĂŠnsende lĂžfter. I Yoga Sutras, der er baseret pĂ„ Raja Yoga-traditionen, er Aparigraha den femte Yama eller nĂžglen til selvbeherskelse efter Ahimsa (ikke-vold), Satya (sandfĂŠrdighed), Asteya (ikke-stjĂŠle) og Brahmacharya (cĂžlibat). (Se ogsĂ„ Ahimsa, Brahmacharya, Jain, Raja Yoga, Sadhu, Satya og Yama).
Aparinamin
(Sanskrit). Aparinamin bestĂ„r af âikkeâ og âpariâ, der betyder ârundt omâ eller âomkringâ samt roden ânamâ, der betyder âat bĂžjeâ, âat drejeâ eller âat ĂŠndreâ. Aparinamin er det uforanderlige, som er det modsatte af Parinamin, der henviser til det, som er underlagt ĂŠndring, differentiering eller forfald. Aparinamin bruges i forbindelse med Purusha og Prakriti eller Pradhana i betydningen deres grundlĂŠggende essens af permanent Ă„ndelig substans. I Puranaerne kaldes bĂ„de Purusha (Ă„nd) og Aparinamin (uforanderlig) eksempelvis Avyaya, der betyder âuforgĂŠngeligâ, mens Prahana eller Prakriti (stof i elemental-stadiet) er Vyaya (forgĂŠngeligt) og Parinamin, der betyder âunderlagt forandringâ. Men nĂ„r Purusha og Prakriti betragtes ud fra de perioder, hvor de er i manifestation, bliver deres aspekter Maya (illusoriske), og deres samspil er derfor omfattet af ĂŠndringerne under evolutionen i den aktuelle Manvantara. (Se ogsĂ„ Manvantara, Maya, Pradhana, Prakriti, Puranaer og Purusha).
Aparoksha
(Sanskrit). Aparoksha betyder âdirekte opfattelseâ eller âdirekte oplevelse af sandhedenâ. Aparoksha henviser til guddommelig Jnana eller viden, som modtages fra hĂžjeste Ă„ndelige kilde, og som kaldes Aparoksha-Jnana. Der er tale om identifikation af det individuelle Selv med det universelle Selv via en direkte oplevelse af den hĂžjeste sandhed. Iflg. Advaita Vedanta-filosofien er Brahman (eller âDet Absolutteâ), den eneste virkelighed, og verden har ingen eksistens udover Brahman. I Aparokshanu-Bhuti omtales metoderne og vejen til en direkte oplevelse af Brahman og den ultimative sandhed. Metoden til at fĂžre tankesindet fra Paroksha-Jnana til Aparoksha-Jnana oplyses i 6. kapitel af Chhandogya-Upanishaden (fra omkring 600-tallet), hvor Uddalaka-Aruni instruerer studerende i Svetaketu. Indirekte viden om Brahman er givet som udsagn i Upanishaden med ordene âSatyam-Jnanam-Anantam Brahmaâ â âsandhed-viden-uendelighed er Brahmanâ − og direkte kendskab til temaet findes i 6. kapitel af Chhandogya-Upanishaden, som ogsĂ„ har vigtige sĂŠtning âTat-Tvam-Asiâ â âDet-er-Digâ. Ordene rummer grundtanken i Upanishade-lĂŠren, som siger, at ethvert individ i sit inderste vĂŠsen (Atman) er identisk med verdensaltet eller Brahman. Stedordene âDetâ og âDigâ refererer til henholdsvis et fjernt objekt og et nĂŠrt objekt, som er velkendt. (Se ogsĂ„ Atman, Brahman, Jnana og Upanishader).
Apas
(Sanskrit). Apas eller Apah stammer fra âapâ, som betyder âvandâ eller âfugtigâ og i flertal betyder Apas âvandeneâ, der symboliseres med feminine guddomme, gudinder og guddommelige mĂždre, som har fĂždt alt. Kosmisk set er Apas eller Apasâer urhavet, som er Universets byggesten. En tekst siger: âApas (vandene) antager forskellige former pĂ„ Jorden, skaber atmosfĂŠren, himlen, bjergene, guderne og mennesker (Deva-Manushyah), kvĂŠg, fugle, grĂŠs, trĂŠer, dyr og desuden orme, fluer og myrer. Apas (vand) er i hĂžj grad alle disse formerâ. Apas eller Ap er desuden navnet pĂ„ en dĂŠmon, der er forbundet med mĂ„neden Karttika (oktober). Apas nĂŠvnes ogsĂ„ som en Prajapati af den anden Manvantara (manifestationsperiode) og sĂžn af Vasishtha. (Se ogsĂ„ Manvantara og Prajapati).
Apas-Bhuta
(Sanskrit). Apas-Bhuta stammer fra âapâ, som betyder âvandâ eller âfugtigâ og âbhutaâ, der betyder âelementâ fra roden âbhuâ, der betyder âat vĂŠreâ eller âat bliveâ. Vandelementet er det sjette af de syv kosmiske Bhutaer i nedadgĂ„ende skala (hvoraf de fem er almindeligt anerkendt), og det er det andet i opadgĂ„ende skala pĂ„ elementernes kosmiske stige. Apas-Bhuta svarer til Linga-Sharira i menneskets opbygning. (Se ogsĂ„ Apas, Apas-Tattva, Bhuta og Linga-Sharira).
Apas-Tattva
(Sanskrit). Apas-Tattva eller Apattattva stammer fra âapâ, som betyder âvandâ eller âfugtigâ og âtattvaâ, der betyder âvirkelighedâ − det indre Ă„ndelige lys. Vandet eller urhavet er grundlag for den manifesterede virkelighed. I nedadgĂ„ende skala er vandelementet det sjette af de syv kosmiske Tattvaer, der er principper eller kategorier i naturen. I Upanishaderne og Vedanta nĂŠvnes kun fem af de syv Tattvaer. (Se ogsĂ„ Apas, Apas-Bhuta, Mahattattva, Tattva, Upanishader og Vedanta).
Apattattva
Se Apas-Tattva.
Apava
(Sanskrit). Apava stammer fra âapâ, der betyder âvandâ. Apava betyder bogstaveligt âhan, der bevĂŠger sig i eller pĂ„ rummets vandeâ. Apava er et aspekt af Narayana eller Vishnu og af Brahma i kombination, for ligesom den sidstnĂŠvnte inddeler Apava sig selv i to dele − maskulin og feminin − og skaber Vishnu, som skaber Viraj, som skaber den fĂžrste manu − Manu Svayambhuva. Manuen skabte derefter de ti Prajapatier, der er stamfĂŠdre til den manifesterede verden. I Mahabharata er Apava et navn pĂ„ Prajapati Vasishtha. Navnet forklares og fortolkes pĂ„ forskellige mĂ„der i brahmanistisk litteratur. (Se ogsĂ„ Brahma, Mahabharata, Manu, Narayana, Prajapati og Vishnu).
Apavarga
(Sanskrit). Apavarga stammer fra âapa-vrijâ, der betyder âholde op medâ eller âat opfyldeâ. Apavarga vil sige at holde op med at blive genfĂždt eller at frigĂžre sig fra reinkarnation. Dermed menes der sjĂŠlens frigĂžrelse fra gentagne fĂždsler og opnĂ„else af Moksha, Nirvana eller befrielse. (Se ogsĂ„ Moksha og Nirvana).
Apeiros
(GrĂŠsk). Apeiros betyder âgrĂŠnselĂžsâ, âuendeligâ eller âgrĂŠnselĂžs ekspansionâ. Apeiros blev brugt af Anaximander, Anaximenes og Platon i Philebus. Det tilsvarende udtryk − Apeiria − blev brugt af Anaxagoras og Aristoteles. Det svarer til Ain-Soph, og iflg. Porfyr svarer det til Pythagorasâ monade, der er âĂ„rsag til al enhed og mĂ„lestok for alle ting.â (Se ogsĂ„ Ain-Soph, Anaxagoras, Anaximenes, Platon og Pythagoras).
Apep
(Egyptisk). Apep eller Apap var de gamle egypteres billede pĂ„ ondskab, der symbolsk havde taget form som en slange. Generelt blev Apep betragtet som den laveste og tĂŠtteste del af Ă„ndens differentiering. Apep omtales i DĂždebogen som den, der drĂŠber solbarken og Solen. Apep var desuden sjĂŠlens banemand, fordi sjĂŠlen kun var lĂžst knyttet til sin udĂždelige Ă„nd. Efter at Typhon have drĂŠbt Osiris, inkarnerer Typhon i Apep, og han forsĂžger nu at drĂŠbe Osirisâ sĂžn Horus, men Apep bliver drĂŠbt af Horus ved hjĂŠlp af kraften fra Osiris − det buddhiske princip. Apep er desuden den slange, der drĂŠbes af solguden Ra. Kampen er et andet aspekt af myten om kampen mellem Horus og Seth, og guderne reprĂŠsenterer henholdsvis kosmisk og fysisk lys og kosmisk og fysisk mĂžrke. Ligesom Taoer (eller Ta-ap-oer, der er Typhons kvindelige aspekt), kaldes Apep âden, der fortĂŠrer sjĂŠleneâ, fordi Apep symboliserer menneskets dyriske krop. Den fysiske krop bestĂ„r af stof, der overlades sjĂŠlslĂžs til sig selv. Osiris er ligesom alle andre solguder en betegnelse for et Ă„ndeligt aspekt eller Ă„ndelig bevidsthed. Horus den Ăldre med solskiven pĂ„ hovedet symboliserer hĂžjere Manas eller hĂžjere bevidsthed, mens Horus den Anden, der bĂŠrer dobbeltkronen, reprĂŠsenterer personligheden og selvbevidsthed. PĂ„ mange relieffer kan man se Horus den Anden i kamp, hvor han bliver hjulpet af guder med sjakalhoved (Anubis), der er bevĂŠbnet med ankh-kors og spyd, hvor de sammen drĂŠber Apep. Scenerne kan betragtes som den tidligste form for Skt. George og Dragen eller Michael og Satan osv. Apep-slangen eller ondskaben drĂŠbes af Aker, der er Seths slange, og det viser slangesymbolets dobbelte betydning. Kosmologisk betyder det, at der skabes orden i de turbulente principper i kaos, i mennesket henviser det til indvielsernes prĂžver og i astronomi til eklipser. Apep blev af grĂŠkerne kaldt Apophis. (Se ogsĂ„ Apophis, Horus den Anden, Horus den Ăldre, Manas og Osiris).
Apis
(Egyptisk). Apis var en tyr, som pĂ„ egyptisk hed Hapi-ankh â âden levende dĂždeâ. Den reprĂŠsenterede Osiris, som var inkarneret i den hellige hvide Apis-tyr. Egypterne tilbad ikke selve tyren, for den var et symbol pĂ„ Osiris, pĂ„ samme mĂ„de som de kristne beder til lammet, der er symbol pĂ„ Kristus. Apis er den hellige tyr, som fĂžrste gang blev fundet af egyptologen Mariette i Serapeums underjordiske gravlabyrint ved Sakkara. Apis-tyren har en historie, der er lige sĂ„ lang som den egyptiske civilisation, og Apis-kulten blev fĂžrst afviklet i forbindelse med kristendommens indfĂžrelse. I Ă„rhundredernes lĂžb fik det oprindelige esoteriske begreb mange former. Apis-tyrens kult var knyttet til Memphis og skaberguden Ptah og reprĂŠsenterede gudens lavere aspekt â dvs. den guddommelige vilje eller hensigt manifesteret i stoffet. Den hvide Apis-tyr bĂŠrer solskiven (symbolet pĂ„ solguden Ra eller Ă„nden) mellem sine horn og viser dermed livet, som er sĂŠnket ned i stoffets duale verden. Apis blev pĂ„ den mĂ„de forenet med Ra â det lavere og det hĂžjere blev forenet. Apis smeltede som sagt ogsĂ„ sammen med Osiris, for Osiris symboliserede Ă„nden, der genopstod fra graven. NĂ„r Apis-tyren var 28 Ă„r gammel â den alder, hvor Osiris blev slĂ„et ihjel af Seth − blev tyren slĂ„et ihjel under en stor ceremoni. (Se ogsĂ„ Osiris).
Apokryf
(GrĂŠsk). Apokryf stammer fra det grĂŠske âapokryfosâ. Apokryf betyder âhemmeligâ eller âskjultâ. Apokryfisk er betegnelsen pĂ„ de skrifter, der er blevet fjernet fra Det Gamle og Det Nye Testamente som âuheldigeâ eller i hvert fald ligegyldige i teologisk henseende. Nogle apokryfe bĂžger har dog fĂ„et deres plads selv i nyere bibeludgaver, selv om de ikke sidestilles med de kanoniske skrifter â dvs. de hellige bĂžger, der anvendes under gudstjenesten − mens andre og stĂžrsteparten er forsvundet ud af Bibelen.
Apollon
(GrĂŠsk). Apollon er en grĂŠsk gud for det gode, det smukke, for harmoni, inspiration, musik og for digtekunst. Apollon kaldes ogsĂ„ Foibos eller Phoebus pĂ„ latin. Det betyder âden reneâ eller âden skinnendeâ. Romerne kaldte ham Apollo. Apollon var sĂžn af Zeus og Leto (Latona) − polaromrĂ„det eller natten â og hans tvillingesĂžster var Artemis (Diana). Hans fĂždsel reprĂŠsenterede udstrĂ„ling af lys fra mĂžrket. Apollon var en af de mest populĂŠre guder i den grĂŠske mytologi. Han var fĂžrst og fremmest lysets guddom, og han var forbundet med Solen. Derfor var det ham, der gav liv, lys og visdom til Jorden og menneskeheden. H.P. Blavatsky oplyste, at âApollon og Artemis er den mystiske Sol og den hĂžjere esoteriske MĂ„neâ. Apollon symboliserede orden, retfĂŠrdighed, lov og udrensning ved bodshandling. Han straffede ondskab, og det blev symboliseret af buen, som han brugte, dengang han drĂŠbte Python, selv om han dengang kun var et spĂŠdbarn. Han ikke alene straffede ondskab, for han var desuden en guddom, der afvĂŠrgede ondskab. Han var ogsĂ„ gud for medicin og healing og far til Asklepios, som han ofte bliver identificeret med. Han var ogsĂ„ gud for profeti, og han var isĂŠr tilknyttet oraklet i Delfi, men ogsĂ„ med Klaros og Didyma. Et andet vigtigt sted for tilbedelse af Apollon var pĂ„ Delos, der var hans fĂždested. Han var desuden skytshelgen for sang og musik og beskytter af afgrĂžder og menneskemĂŠngder. Hans musikinstrument, som han havde fĂ„et af Hermes, var den hellige syvstrengede heptachord-lyre, der er udtryk for Logosâ syvfoldige manifestationer i Universet og i mennesket. Apollon var derfor ogsĂ„ Solen med dens syv hellige planeter. Apollons hellige trĂŠ var laurbĂŠrtrĂŠet (Dafne), og laurbĂŠrgrene bruges stadig til hĂŠderskranse for digtere og musikere. Apollon svarer pĂ„ en mĂ„de til den hinduistiske Indra og Karttikeya og til den kristne ĂŠrkeengel Michael, men i Romerriget var det Janus, der var lysets gud. (Se ogsĂ„ Artemis, Asklepios, Hermes, Indra, Janus, Murugan, Latona, Python og Zeus).
Apollonius af Tyana
(GrĂŠsk). Apollonius af Tyana var ny-pythagorĂŠisk filosof. Han blev fĂždt i Kappadokien. Han levede i 1. Ă„rh. e.Kr. og blev kendt for sit asketiske liv, sin morallĂŠre og sine magiske evner. Hans lĂŠre var baseret pĂ„ hermetikkens allegorier, men i en mere faktuel udgave. Apollonius af Tyana var en mester med stor autoritet. Han studerede den pythagorĂŠiske filosofi og de fĂžnikiske videnskaber under Euthydemus og andre studier under Euxenus fra Heraclea. Han rejste meget bl.a. til Babylon og Indien, hvor han var i forbindelse med kaldĂŠerne, brahmanerne og buddhisterne. Hans liv var dedikeret til oplysning om etik og moral, og han profeterede og udfĂžrte healing, og der findes mange veldokumenterede fĂŠnomener eller sĂ„kaldte âmiraklerâ udfĂžrt af ham. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er han en tidligere inkarnation af mesteren Jesus, og H.P. Blavatsky oplyser, at Apollonius af Tyana snarere var en Nirmanakaya end en Avatar. Han var vegetar i hele sit liv, og han spiste kun frugter og urter. Han drak ingen vin, bar kun klĂŠder fremstillet af plantefibre, gik barfodet og lod hĂ„ret vokse til fuld lĂŠngde ligesom alle andre indviede havde gjort bĂ„de fĂžr og efter ham. Han blev indviet af prĂŠsterne i Asklepios-templet ved ĂgaĂŠ og lĂŠrte mange healings-âmiraklerâ. Han forberedte sig til en hĂžjere indvielse ved at praktisere tavshed og stilhed i fem Ă„r, og han besĂžgte Antioch, Ephesus og Pamphylia og andre egne. Da han rejste til Indien via Babylon, forlod alle hans disciple ham, for de var bange for at tage til âfortryllelsens land.â Damis − en discipel, som han mĂždte pĂ„ sin vej − fulgte ham imidlertid pĂ„ rejserne. Iflg. Damis blev han indviet af kaldĂŠerne og magerne i Babylon. Damisâ beretning blev kopieret af Philostratus 100 Ă„r senere. Efter sin tilbagevenden fra Indien optrĂ„dte Apollonius af Tyana som en sand indviet, hvor han profeterede pest, jordskĂŠlv, kongers dĂžd og andre begivenheder, som skete nĂžjagtig som profeteret. PĂ„ Lesbos blev en Orfeus-prĂŠst jaloux pĂ„ ham, og nĂŠgtede at indvie ham i de orfiske mysterier, men indvielsen skete mange Ă„r senere. FĂžr sin dĂžd grundlagde han en esoterisk skole i Efesos. Apollonius af Tyana dĂžde i en alder af nĂŠsten 100 Ă„r. (Se ogsĂ„ Avatar, Nirmanakaya, Orfeus og Orfisme).
Apollyon
(GrĂŠsk). Apollyon er latin, men ordet stammer fra âapollunaiâ, der betyder âtotal nedbrydningâ. Apollyon er derfor nedbryderen − et navn, der senere blev givet til DjĂŠvelen (Ă
b 9:11) af de kristne. Apollyon stammer fra det samme verbum som Apollo. Symbolet er udtryk for, at kraften til enhver vÊkst rummer en lige sÄ stor nedbrydnings- og spredningskraft, som er en forudsÊtning for ny vÊkst. Oprindeligt reprÊsenterede Apollyon derfor et vigtigt esoterisk begreb, men i kristen tid blev Apollyon pga. af prÊsternes uvidenhed forvandlet til at vÊre identisk med Satan. Den kirkelige monoteisme krÊvede, at nogle af de positive skabende krÊfter blev fjernet fra Himlen og forvist til afgrunden. (Se ogsÄ Apollon).
Apophis
(GrÊsk). Apophis symboliserede kaos, og blev fremstillet som en dÊmonisk slange af gigantisk stÞrrelse, der forstyrrede den kosmiske orden ved at angribe solbarken hver morgen og hver aften. Evigt besejret men ogsÄ evigt genfÞdt var han uforgÊngelig og et fast element i den kosmiske orden. Apophis var den trussel, der udfordrede de krÊfter, der forsÞgte at skabe balance. Mange hellige skrifter fortÊller om angrebene fra Apophis og om hans nederlag. I templerne udfÞrte man hemmelige ritualer, som havde til formÄl at paralysere angrebene fra det forfÊrdelige monster pÄ det tidspunkt, hvor solskiven steg op over horisonten. Apophis identificeres ofte med den egyptiske gud Seth. (Se ogsÄ Apep og Seth).
Aporrheta
(GrĂŠsk). Aporrheta betyder âforbudtâ, âhemmeligâ, âmystiskâ og ânoget der ikke tales omâ. Aporrheta er hemmelige instruktioner om esoteriske emner. Instruktionerne blev givet til neofytter under indvielsesceremonierne i de egyptiske og grĂŠske mysterier. I en dybere betydning henviser Aporrheta til specifikke fakta af teknisk esoterisk karakter, der gives af mestre i forbindelse med indvielse, og som det er forkert at videregive informationerne til uindviede, og derfor er de forbundet med tavshedspligt.
Apostolisk succession
Apostolisk succession er en trosforestilling, der praktiseres i forskellige grene af den kristne kirke. Doktrinen medfĂžrer, at biskoppelig magt er nĂždvendig for den anerkendte administration af sakramenterne og for modtagelse af Guds ordrer og befalinger mv. Apostolisk succession er blevet praktiseret ubrudt siden Saint Peter, som angiveligt var den discipel, som Jesus stolede pĂ„. Den grundlĂŠggende idĂ©, der blev til den apostoliske succession, kopierede den tidlige kristendom fra den esoteriske lĂŠre hos Middelhavets folkeslag. Det oprindelige esoteriske ritual bestod i, at lys blev videregivet fra en mester til en anden i forbindelse med en indvielse. Dermed skabes der det, der kaldes Guruparampara eller overfĂžrsel af energi og viden fra lĂŠrer til lĂŠrer i en uafbrudt serie eller rĂŠkke af lĂŠrere. En lignende praksis eksisterede i de Eleusinske mysterier, hvor Hierofanterne stammede fra Ă©n familie â Eumolpidae â men samme praksis fandtes i mange andre dele af verden. (Se ogsĂ„ Eleusinske mysterier, Guruparampara og Hierofant).
Apparition
(Latin). Apparition stammer fra âapparitioâ, der betyder âat komme til syneâ. Ă
ndsvidenskaben beskriver Apparition som en visuel oplevelse af en diskarneret eller nulevende person, som ikke er fysisk til stede. Apparition er derfor en slags genfĂŠrd, der, selv om fĂŠnomenet sjĂŠldent forekommer, er bĂ„de ĂŠgte og autentisk. Tilsynekomsten skyldes den dĂžendes intense tanke om et andet menneske, og det gĂžr det muligt et kort Ăžjeblik at manifestere sig synligt for det andet menneske. Ă
rsagen kan vÊre et intenst Þnske om at se eller vise sig for den anden, eller det kan vÊre en projektion af en Mayavirupa af den dÞende. I det sidste tilfÊlde krÊver det en bevidst evne og kraft til at adskille og projicere det hÞjere astrale-mentale legeme. (Se ogsÄ Mayavirupa).
Apperception
(Latin). Apperception stammer fra âadâ, der betyder âtilâ, og afledningen af âpercipereâ, der betyder âopfatteâ eller âtilegne sigâ. Det er et filosofisk begreb, som betegner et stadie, der befinder sig over eller er mere subtilt end perception. Perception involverer selvbevidsthed, dvs. erkendelse ved at forbinde nye idĂ©er med velkendte idĂ©er. Indtryk, der modtages ved hjĂŠlp af perception og forstĂ„s af tankesindet, er relateret til andre indtryk, som er lagret i hukommelsen, og dermed er det muligt at kombinere og skabe komplekse idĂ©er. Apperception kan derfor kaldes perception ledsaget af opmĂŠrksomhed sammen med en fortolkende kraft. I modsĂŠtning til forestillingen om, at tankesindets hĂžjere sanser er kunstigt opbygget fra det lavere, er teorien baseret pĂ„, at intuitive eller oprindelige indre krĂŠfter er de primĂŠre. Spirende Apperception, som er de lavere niveauers Mahat, er isĂŠr udviklet af elementalernes tredje orden, som efterfĂžlges af det fĂžrste objektive naturrige, der kaldes mineralriget, og i sidstnĂŠvnte er Apperception helt latent, og kan kun genskabes i planteriget. Og det, der kaldes âdyrâ i den primĂŠre skabelse, er kimen til vĂŠkkelse af bevidsthed eller Apperception. Det er det, der svagt spores i bestemte sensitive planter pĂ„ Jorden og mere tydeligt i protoctista monera − organismer, der kendetegnes ved at have cellekerne (dvs. vĂŠre eukaryoter). Protoctista omfatter de undergrupper, som hverken er dyr, planter eller svampe, f.eks. grupper af encellede organismer som ciliater, foraminiferer og coccolitter samt grupper, der kan indeholde eller udelukkende bestĂ„r af flercellede former som f.eks. forskellige alger, der hverken er planter eller dyr, men en eksistens mellem de to. (Se ogsĂ„ Mahat).
Apport
(Fransk). Apport stammer fra âapporterâ, der igen stammer fra det latinske âapportareâ, der betyder âat bringe hjemâ, âat henteâ. Ordet er afledt af âadâ og âportareâ, der betyder âat bĂŠreâ, âat bringeâ, âat henteâ. Apport er en betegnelse, man mĂžder i Ă„ndsvidenskaben. Apport henviser til, at fysisk stof kan pĂ„virkes og oplĂžses i finere og mere subtile bestanddele og fĂžres op pĂ„ et metafysisk plan. Herefter kan stoffets atomer igen samles og manifesteres pĂ„ det fysiske plan â muligvis pĂ„ et andet sted. Apport-fĂŠnomenet kendes inden for spiritismen, hvor genstande pludseligt daler ned i en kreds af mennesker. Kraften formidles som regel af et medium. (Se ogsĂ„ Spiritisme).
Apportation
Apportation er evnen til at projicere et objekt gennem rummet og derved flytte det fra et sted til et andet. Det kan vÊre en menneskelig form eller ethvert andet objekt. Evnen omtales ofte i indiske skrifter, men man mÞder den ogsÄ i forbindelse med kristne helgener og Ändelige skikkelser som Apollonius af Tyana. (Se Apollonius af Tyana og Apport).
Apsara
(Sanskrit). Apsara eller Apsarasa stammer fra âapâ, der betyder âvandâ og âsarasâ, der betyder âflydeâ fra roden âsriâ, der betyder âat flydeâ, âat glideâ og âat blĂŠseâ. Apsara er ogsĂ„ kendt som Vidhya Dhari eller Tep Apsar hos khmererne, Acchara pĂ„ pali, og pĂ„ engelsk oversĂŠttes ordet Apsara med ânymfeâ, âhimmelsk nymfeâ og âhimmelsk jomfru.â Apsara er betegnelsen for en Undine eller en vandnymfe fra Indras Himmel. Apsaraerne er iflg. en populĂŠr overbevisning âgudernes hustruerâ, og de kaldes Suranganaer − og med et mindre respektfuldt udtryk, kaldes de Sumad-atmajaer eller âbehagelighedens dĂžtreâ, for man mener, at nĂ„r de viste sig ved kvĂŠrningen af urhavet, ville hverken guder (Suraer) eller dĂŠmoner (Asuraer) tage dem som legitime hustruer. Apsaraer omtales i Vedaerne. Der er to typer â Laukika, der er jordiske, og 34 specificeres, mens Daivika er guddommelige, og her omtales 10. Urvasi, Menaka, Rambha og Tilottama er de mest berĂžmte blandt Apsaraerne. Apsaraer sammenlignes nogle gange med muser i oldtidens GrĂŠkenland, hvor hver af de 26 Apsaraer i Indras hof reprĂŠsenterer et aspekt af scenekunsten. Apsaraer er forbundet med vand, og dermed kan de sammenlignes med Nymfer, Dryader og Najader i oldtidens GrĂŠkenland. De har desuden relation til frugtbarhedsritualer. En gruppe af de feminine guddomme er kendt som himmelske vandnymfer, og de befinder sig sĂŠdvanligvis mellem skyerne og ikke i havene pĂ„ Jorden, selv om de angiveligt ofte besĂžger Jorden. De alfelignende hustruer til Gandharvaerne (de himmelske musikere) kan ĂŠndre form efter behag, og de illustreres ofte som vandfugle. I Puranaerne og Ramayana relateres deres oprindelse til kvĂŠrningen af de kosmiske vande. I Yajur-Veda kaldes Apsarasaerne for âsolstrĂ„lerneâ pĂ„ grund af deres forbindelse til Gandharvaerne, der personificerer Solen. H.P. Blavatsky betragter Apsarasaerne som âbĂ„de kvaliteter og mĂŠngderâ, men ogsĂ„ som âvandplanter, der virker som sovemiddel og indre naturkrĂŠfterâ. (Se ogsĂ„ Asura, Dryader, Gandharva, Indra, Laukika, NaturĂ„nder, Puranaer, Ramayana, Sura, Undine, Urvasi, Veda og Vidya).
Apsu
Se Ab-Soo.
Apta
(Egyptisk). Apta betyder âsengâ, âkrybbeâ eller âfĂždestedâ for Solen.
Apurva
(Sanskrit). Apurva betyder âfĂžrste Ă„rsagâ.
Aquarius
Se VandbĂŠreren.
Aquinas
Thomas Aquinas (1225?-1274) var italiensk filosof og medlem af den dominikanske orden. Han var elev af Albertus Magnus, og den mest fremtrĂŠdende kristne filosof i Middelalderen. Han blev kanoniseret i 1323, og i 1567 titulerede man ham âkirkens lĂŠgeâ. Han er kendt som den katolske teologis organisator og for sin filosofi, der nu er kendt som Thomisim. Hans bedst kendte vĂŠrk er Summa Theologica.
Ar-Abu Nasr-al-Farabi
(Persisk). Ar-Abu Nasr-al-Farabi eller Abu Nasr Muhammad al-Farabi, som pĂ„ latin kaldes Alpharabius var en af de tidligste islamiske intellektuelle, der formidlede Platons og Aristotelesâ doktriner til den muslimske verden, og han fik stor indflydelse pĂ„ de senere islamiske filosoffer som f.eks. Avicenna. Han var en fremragende sprogforsker som oversatte Aristotelesâ og Platons grĂŠske vĂŠrker, og han forsynede dem med vigtige tilfĂžjelser af sine egne tanker. Han fik tilnavnet Mallim-e-Sani, og tilnavnet er oversat som âden anden masterâ eller âden anden lĂŠrerâ. Han blev fĂždt i 950 e.Kr., og han blev angiveligt myrdet i 1047. Han var hermetisk filosof, og han havde evnen til at hypnotisere via musik. Nogle af hans arbejder om hermetisk filosofi findes i biblioteket i Leyden.
|
