Chnouphis
(GrĂŠsk). Chnouphis er den grĂŠske betegnelse for den egyptiske gud Khnum eller Nouf. Chnouphis er et hĂžjere aspekt af Amon og en personificeringen af den skabende kraft. Chnouphis har vĂŠdderhoved. I sit aspekt som Khnum er han HelligĂ„nden, besjĂŠlet med den skabende hensigt. Ligesom Chnouphis er Khnum âenglen, som trĂŠder ind i det jomfruelige stof og kĂždâ. En invokation pĂ„ en papyrus siger− âO Sepui, du som er skabelsens Ă„rsag, og som har formet din egen krop! O eneste Herre, som er udgĂ„et fra Nun (urhavet)! O guddommelige substans, skabt fra dig selv! O Gud, som har skabt substansen, som er indeni dig! O Gud, som har skabt din egen far og gjort din egen mor gravidâ. Det afslĂžrer oprindelsen til den Kristne doktrin om Treenigheden og den ubesmittede undfangelse. Chnouphis ses i relieffer, hvor han sidder ved en pottemager drejeskive, hvor han skaber mennesker af ler. Ved inskriptionen stĂ„r der: âHan, som har skabt alt, som er. Han, som giver skabninger form, den fĂžrste eksisterende. Han som fik alt, der eksisterer til at eksistereâ. Nogle betragter ham som inkarnation af Amon-Ra, men ligesom Amon, er han âsin moders ĂŠgtemandâ, dvs., det maskuline eller befrugtende aspekt af naturen, som er den stoflige eller feminine side. Han har mange navne − eksempelvis Chnouphis, Chnoumis, Noum, Khem, Kneph og Khnum. Han symboliserer Logos i sit materielle eller lavere aspekt af VerdenssjĂŠlen. han er AgathodĂŠmon, som nogle gange symboliseres af en slange. (Se AgathodĂŠmon, Amon, Chnoumis, Kaos, Khnum, Treenigheden og Triade).
Choach-ha-guf
Se Koah hag-Guph.
Chohan
(Tibetansk). Chohan stammer muligvis fra âchosâ, der betyder âlovâ og âdharmaâ samt âmong khanâ, der betyder âherreâ. Chohan er derfor âDharmas Herreâ, men oversĂŠttes sĂŠdvanligvis med âHerreâ eller âMesterâ. I Ă„ndsvidenskaben er det betegnelsen for hĂžjtstĂ„ende mestre, der har taget 6. indvielse. De pĂ„tager sig et stort ansvar i Hierarkiet (Det Store Hvide Broderskab), som er planetens indre styrelse. En Chohan er en leder, og derfor vil en Dhyan-Chohan svare til âLeder af Dhyanierneâ eller âDe Himmelske Lysâ, som i Vesten oversĂŠttes med Ărkeengle. Chohan er desuden en generel betegnelse for skabninger, der befinder sig flere niveauer hĂžjere i evolution end menneskeriget. Der er mennesker, som engang bliver disse mĂŠgtige skabninger. Der er mennesker, som kan blive udĂždelige i lĂžbet af de resterende runder, og derefter kan de tage plads blandt de hĂžjt oplyste Chohaner, som er planetariske bevidste âsjĂŠle/Ă„nderâ. Foruden Chohaner af lys er der mĂžrkets Chohaner, som leder Pralaya, styret af Mamo-Chohaner. (Se ogsĂ„ Dharma, Dhyan-Chohan, Hvide Broderskab, Mamo-Chohan, Mester og Pralaya).
Chokmah
(Hebraisk). Chokmah eller Hochmah er den anden Sephira af de 10 Sephiroth og den anden i den hĂžjeste Triade. Chokmah er visdommen. I Kabbalaen betragtes Chokmah som den fĂžrste udstrĂ„ling fra fĂžrste Sephira − Kether. Visdom betragtes som en maskulin aktiv kraft, og derfor kaldes den Ab (Faderen), som den tredje Sephiroth, Binah (Moderen) er forenet med. Chokmah er den Ăžverste i den hĂžjre side med de tre sĂžjler i det kabbalistiske trĂŠ. Den indviedes tegn styres af Uranus, og ĂŠrkeenglen Ratziel behersker Chokmahs sfĂŠre. (Se ogsĂ„ Ain-Soph, Binah, Chesed, Geburah, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Malkuth, Netzach, Sephiroth, Tiphereth og Triade).
Chopesh
(Egyptisk). Chopesh er navnet pĂ„ et egyptisk svĂŠrd, som man kaldte âsejrens buede svĂŠrdâ. Chopesh, der ogsĂ„ udtales Khepesh, har spillet en vĂŠsentlig rolle i MellemĂžstens krige i mere end to Ă„rtusinder fĂžr indfĂžrelsen af islam. Fra 18. dynasti (ca. 1600 Ă„r f.Kr.), indfĂžrte egypterne nye vĂ„bentyper, der var inspireret fra Hyksos-folket − herunder den almindelige form af âsegl-svĂŠrdetâ, som var vigtige vĂ„ben til opretholdelse af Egyptens regionale dominans i perioden. Chopesh giver dokumentation for brugen af et svĂŠrd i stil med Scimitar lĂŠnge fĂžr udviklingen af den persiske Shamshir. Et typisk Chopesh-svĂŠrd er 50-60 cm. langt, men mindre svĂŠrd findes ogsĂ„. Klingen var kun skĂŠrpet pĂ„ den udvendige del af den buede ende. Chopesh har udviklet sig fra Epsilon eller tilsvarende halvmĂ„neformede Ăžkser, der blev brugt i krig. Derfor er Chopesh ikke et ĂŠgte svĂŠrd (som er udviklet fra dolke), men et specialiseret stridsĂžksesvĂŠrd. Men i modsĂŠtning til en Ăžkse er Chopesh ikke et slagvĂ„ben, men et snitvĂ„ben i stil med et svĂŠrd. Chopesh gik ud af brug omkring 1300 f.Kr. Adskillige faraoner er afbildet med Chopesh-svĂŠrd, og nogle er blevet fundet i kongelige grave, som f.eks. to svĂŠrd i Tutankhamons gravfund. Selv om nogle svĂŠrd tydeligvis har vĂŠret skĂŠrpet, har mange eksempler slĂžve kanter, og tilsyneladende har det aldrig vĂŠret meningen, at de skulle vĂŠre skarpe. Det er derfor sandsynligt, at nogle Chopesh-svĂŠrd, der er fundet i grave for personer med hĂžj social status, udelukkende har vĂŠret ceremonielle svĂŠrd. Senere Chopesh udviklede sig efterhĂ„nden til, hvad der er kendt som Kopis. Denne variant blev brugt af Alexander den Store pĂ„ grund af svĂŠrdets store effektivitet.
Chozzar
(Gnostisk). Chozzar er Naassenernes gode slange eller drage, som svarer til Poseidon hos Peraterne â en gnostisk sekt. Poseidon er en âdrageâ bĂ„de kosmisk og billedligt. Det er den âgode og fuldkomne slangeâ, Naassenernes Messias, og symbolet pĂ„ himlen er Dragen. (Se ogsĂ„ Gnostiker, Naassenerne og Neptun).
Chrestos
(GrĂŠsk). Chrestos, Chrestes, Chrestian eller Chrestos blev brugt af grĂŠkerne som en respektfuld titel, der svarer til âvĂŠrdig.â Chrestes er et menneske, som forklarer orakler − âen profet og sandsigerâ − og Chresterios er et menneske, som tjener et orakel eller en guddom. Chrestian er ikke kun âsĂŠdet for et orakelâ, men et offer for og til oraklet. I mysteriesproget var en Chrestos en kandidat eller en neofyt, og en Christos (salvet) var en indviet. Kristus er et esoterisk udtryk for menneskets indre guddom, mens Chrest betyder det gode. Iflg. mysteriesproget kan Kristus sammenlignes med Dionysos, Osiris eller Krishna. Det er Christos, der inkarnerer i Chrestos. Sprogbruget blev overtaget af de gnostiske skoler, som kristendommen opstod af, og der er rigeligt med beviser blandt de tidlige kristne forfattere og gnostikere pĂ„, at tilhĂŠngerne oprindeligt kaldte sig Chrestians. Chrestos er den tidlige gnostiske form for Kristus. Den blev brugt i det 5. Ă„rh. f.Kr. af Aischylos (ca. 525-456 f.Kr.), Herodot (ca. 480-420 f.Kr.) og flere andre. Den tidlige kristne forfatter, Justinus Martyr (ca. 100-165 e.Kr.) kaldte sine trosfĂŠller Chrestian. Lucius Caecilius Firmianus Lactantius (ca. 240-320 e.Kr.) − en tidlig kristen forfatter − sagde, at: âDet er kun pĂ„ grund af uvidenhed, at mennesker kalder sig selv kristne i stedet for Chrestiansâ. Udtrykket Kristus og kristne, der oprindeligt blev stavet âChrĂ©stâ og âChrestiansâ, blev lĂ„nt fra hedenske templers ordforrĂ„d. Oprindeligt betĂžd ChrĂ©stos en discipel pĂ„ prĂžve eller en neofyt, der strĂŠbte
efter hierofantskab. NĂ„r neofytten nĂ„ede sit mĂ„l via indvielser, lange prĂžver og mange lidelser, og derefter blev âsalvetâ − dvs. âindsmurt i velduftende olieâ, sĂ„dan som det var kutyme for bĂ„de indviede og billeder af guderne. Herefter blev neofyttens navn ĂŠndret til Christos − âden salvedeâ. Inden for esoterisk symbolsprog betĂžd Christes eller Christos, at â(udviklings)vejen var betrĂ„dt og mĂ„let var nĂ„etâ. Den forgĂŠngelige personlighed var forenet med den uforgĂŠngelige sjĂŠl. âVed enden af vejen stĂ„r Chrestes â âforĂŠdlerenâ − og nĂ„r foreningen var opnĂ„et, blev Chrestos − âsorgens menneskeâ − selv Christosâ. Ethvert moralsk og menneskekĂŠrligt menneske kan derfor finde Kristus i sit indre, uanset om det er jĂžde, muslim, hindu eller kristen. (Se ogsĂ„ Discipel, Hierofant og Kristus).
Chutuktu
(Mongolsk). Chutuktu, Hutukhtu (mongolsk), Khutukhtu, Houtouktou m.fl. er betegnelsen for en inkarnation af en Buddha eller en Bodhisattva. Det er opfattelsen i Tibet, hvor der generelt er fem manifesterende og to hemmelige Chutuktuâer blandt de hĂžjtstĂ„ende Lamaer. Chutuktu svarer til den tibetanske Tulku og den kinesiske Huo-fo (levende Buddha), som er gengivet i kinesiske afbildninger som Hua Cheng Tsai Lai Jen (âden, der kommer igenâ eller âden, der vender tilbageâ). Den samme betydning har den buddhistiske Tathagata. Det er en hĂžjt indviet mester, som er en inkarnation af en Bodhisattva eller en lavere Buddha. De sĂ„kaldte inkarnationer er ikke altid egentlige legemliggĂžrelser i snĂŠver forstand, for de er snarere udtryk for det, der kan betegnes som âoverskygningâ af Buddhisk kraft. En Chutuktu er i stand til, nĂ„r kroppen forlades ved den fysiske dĂžd, bevidst at sĂžge Ăžjeblikkelig legemliggĂžrelse i et nyfĂždt barn eller pĂ„ et tidspunkt fĂžr fĂždslen. (Se ogsĂ„ Bodhisattva, Buddha, Buddhi, Tathagata og Tulku).
Chyuta
(Sanskrit). Chyuta eller Cyuta stammer fra roden âchyuâ, der betyder âat flytte frem og tilbageâ, âat faldeâ og âat tone udâ. Chyuta er derfor âden faldneâ. Chyuta er de Dhyanier, der inkarnerede i menneskelige former i 3. rodrace for at udstyre dem med et intellekt (Manas). De kaldes Chyuta, fordi de âfaldt ned i skabende aktivitetâ. Chyuta er det modsatte af Achyuta, som henviser til noget, der ikke er underlagt forandring eller differentiering, og derfor henviser det til en guddom. (Se ogsĂ„ Achyuta, Dhyani-Buddhaer og Manas).
Cinta-Maya Prajna
Se Prajna.
Cirkel
Cirklen er et af de ĂŠldste og vigtigste symboler. Cirklens midtpunkt betegner det fĂžrste trin i âskabelsenâ â dvs. det aspekt af uendeligheden, der ligger til grund for alt liv og manifestation. Det er centralpunktet, der bĂ„de er over alt og ingen steder. Cirklen symboliserer Det Absolutte, det evige og det uendelige â det, der hverken kan defineres, beskrives eller fattes. Selve cirklen er symbol pĂ„ skabelsen, pĂ„ Universet og pĂ„ den begrĂŠnsning, som den ubegrĂŠnsede Skaber manifesterer, og ved begrĂŠnsningen opstĂ„r dualiteten mellem Ă„nd og stof − Skaberen og det skabte − Selvet og ikke-selvet â indre og ydre − osv. Cirklen er blevet omtalt til alle tider, og ofte med tilfĂžjelse af mystiske adjektiver. Iflg. Pythagoras symboliserer cirklen âdet guddommeligt fuldkomneâ, og Platon talte om den âden perfekte cirkelâ, og ogsĂ„ om cirklen med krydsende linjer som et kors i form af bogstavet X. I beskrivelsen af de kosmologiske symboler er det fĂžrste tal en cirkel. Det henviser til den permanente, evige og universelle karakter − det abstrakte rum i et kosmisk hierarki. Selve cirklen kan betragtes som et symbol pĂ„ det abstrakte, grĂŠnselĂžse rum og den fĂžrste manifestation. Cirklen er i virkeligheden grĂŠnselĂžs, for dens omkreds reprĂŠsenterer kun grĂŠnserne for menneskets opfattelse af bĂ„de det fysiske og det indre rum. Cirklen med det centrale punkt reprĂŠsenterer 1. Logos i ethvert hierarki. Det er den esoteriske enhed, der symboliseres af det inkluderende nummer Ă©t − den ene fundamentale kilde, som er en forudsĂŠtning for udstrĂ„ling af de skabende energier eller strĂ„ler eller Logosâ syvfoldige manifestation. Punktet i centrum er symbol pĂ„ skabelsens kosmiske kim, som er grundlag for manifestationen eller udstrĂžmningen af alle senere skabninger, og dermed reprĂŠsenterer punktet den fĂžrste manifestation. Hvis cirklen betragtes som en cirkelformet linje, er linjen uden begyndelse og slutning. Det viser, at enhver bevĂŠgelse altid vil bringe det skabte tilbage til udgangspunktet. Cirklen bliver dermed et symbol pĂ„ cyklisk evolution, som i Ăsten kaldes ânĂždvendighedens cirkelâ. BevĂŠgelse i det ĂŠteriske omrĂ„de er grundlĂŠggende cirkulĂŠr og vibrerende, men den cirkulĂŠre bevĂŠgelse er desuden fremadrettet, og dermed dannes der en spiral. Det er de gamle kulturers og religioners kosmiske slange, som er et symbol pĂ„ de kosmiske krĂŠfter, og dermed reprĂŠsenterer slangen liv pĂ„ alle bevidsthedsplaner. Cirklen symboliseres ofte af ĂŠgget, som reprĂŠsenterer en sfĂŠre, et Chakra eller et hjul − symboler som navnlig bruges i Indien. Cirklen kan enten opfattes som en ubrudt linje eller som en linje, der bestĂ„r af en uendelighed af punkter. Det viser, at nul og uendeligheden er ekstremer, som mĂždes, og derfor kan cirklen vĂŠre symbol pĂ„ Ă„nd og stof, der endnu ikke er adskilt − det er stadig Ă„nd/substans i forening. (Se ogsĂ„ Chakra, Cirklens diameter og Logos).
Cirklens diameter
I kosmologien symboliserer den vandrette diameter i cirklen den fĂžrste manifestation, den ubesmittede Moder Natur, som fĂžder Universet. Den reprĂŠsenterer ogsĂ„ Hermafroditten i menneskehedens 3. Rodrace. Diameteren isoleret i en cirkel stĂ„r for den kvindelige natur, og for den fĂžrste ideelle verden, som er selvskabt og selvbefrugtet af livets universelle, diffuse Ă„nd, og det henviser derfor ogsĂ„ til den primitive Rodrace. Den umanifesterede guddom symboliseres enten af cirklen eller af intet, og den Ă„benbarede guddom symboliseres af cirklens diameter. Den tomme cirkel reprĂŠsenterer det grĂŠnselĂžse eller umanifesterede, og punktet i cirklen viser den fĂžrste differentiering â âdet potentielle rum i det abstrakte rumâ − mens den vandrette diameter reprĂŠsenterer manifestationens tredje fase − den guddommelige moder eller naturen. Korset i cirklen er symbol pĂ„ den manifesterede verden. Den lodrette diameter er maskulin, og hvis den vises alene i cirklen, reprĂŠsenterer den menneskeheden efter kĂžnnenes adskillelse. (Se ogsĂ„ Cirkel, Hermafrodit og Rodrace).
Clairalience
(Fransk). Clairalience er ogsĂ„ kendt som clairescence. Clairalience stammer fra det franske âclairâ, der betyder âklarâ og âalienceâ, der betyder âlugtâ. Clairalience er derfor evnen til registrere psykiske lugte. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er clairalience en form for metafysisk sansning, hvor et medialt menneske har adgang til psykisk viden via den fysiske lugtesans. (Se ogsĂ„ Clairaudience, Claircognizance, Clairgustance, Clairsentience og Clairvoyance).
Clairaudience
(Fransk). Clairaudience betyder âklarhĂžrelseâ. Det er en medfĂždt eller optrĂŠnet evne til at hĂžre lyde, som ikke kan registreres af det fysiske Ăžre. Clairaudience eller klarhĂžrelse er evnen til at hĂžre uafhĂŠngig af tid og rum. SjĂŠlen har en rĂŠkke sanser og psykiske evner, som den benytter som erkendelsesredskaber pĂ„ de syv bevidsthedsplaner. Clairaudience er sjĂŠlens evne til at hĂžre pĂ„ astralplanet (lavere clairaudience) eller pĂ„ mentalplanet (hĂžjere clairaudience). Evnen bruges som regel til at hĂžre, hvad diskarnerede sjĂŠle pĂ„ astralplanet eller mentalplanet meddeler. (Se ogsĂ„ Clairalience, Claircognizance, Clairgustance, Clairsentience og Clairvoyance).
Claircognizance
(Fransk). Claircognizance betyder âklartvidendeâ, og det er en form for metafysisk sansning, hvor et menneske opnĂ„r psykisk viden primĂŠrt ved at âvideâ noget uden at kunne give en fysisk eller logisk forklaring pĂ„, hvorfor det ved det. Claircognizance er derfor kendetegnet ved en stĂŠrk fĂžlelse af at vide, selv om der ikke er en forklaring pĂ„, hvordan oplysninger er kommet ind i tankesindet. Mennesker med denne evne er ofte analytiske, men de er desuden gode til at forstĂ„ abstrakte begreber. (Se ogsĂ„ Clairalience, Clairaudience, Clairgustance, Clairsentience og Clairvoyance).
Clairgustance
(Fransk). Clairgustance er en metafysisk sans, der gÞr det muligt at smage et stof uden at komme det i munden. De, der er i besiddelse af evnen, opfatter essensen af Êterisk stof ved hjÊlp af smagssansen. (Se ogsÄ Clairalience, Clairaudience, Claircognizance, Clairsentience og Clairvoyance).
Clairsentience
(Fransk/latin). Clairsentience stammer fra det franske ord âclairâ, der betyder âklartâ, og det latinske âsentireâ, der betyder âat fĂžleâ. Ă
ndsvidenskaben beskriver clairsentience som en metafysisk sans, hvor et sensitivt menneske opnĂ„r psykisk indsigt ved hjĂŠlp af fĂžlelser, fornemmelser og evt. berĂžring. Udtrykket spiller desuden en rolle i nogle religioner. I buddhismen er clairsentience eksempelvis en af menneskets seks specielle sanser. Det er en evne, der kan udvikles via avanceret meditation. Men mere generelt henviser clairsentience til et menneske, der kan fornemme vibrationerne fra andre mennesker. Der er mange forskellige grader af clairsentience â lige fra fornemmelse af sygdomme til andre menneskers tanker eller fĂžlelser. Mange mediale mennesker, der tilbyder âclairvoyantâ rĂ„dgivning, er ikke clairvoyante, men benytter clairsentience. (Se ogsĂ„ Clairalience, Clairaudience, Claircognizance, Clairgustance, Clairvoyance og Meditation).
Clairvoyance
(Fransk). Udtrykket clairvoyance stammer fra det franske âclairâ, der betyder âklarâ, og âvoyanceâ, der betyder âvisionâ. Et menneske, der har evnen til clairvoyance, kaldes clairvoyant â dvs. âklartseendeâ. Clairvoyance er en medfĂždt eller optrĂŠnet evne til at registrere det, der eksisterer i andet end det tĂŠtte fysiske stof, og registreringen opfattes som synsindtryk. SjĂŠlen har en rĂŠkke sanser og psykiske evner, som den bruger som erkendelsesredskaber pĂ„ de syv bevidsthedsplaner. Clairvoyance eller klarsyn er sjĂŠlens evne til at se pĂ„ astralplanet (lavere clairvoyance) eller pĂ„ mentalplanet (hĂžjere clairvoyance). Clairvoyance er derfor evnen til at âseâ metafysisk og uafhĂŠngigt af tid eller rum. Der er mange grader af clairvoyance. Nogle kan kun se de lavere astrale vibrationer, mens andre kan se helt op til det hĂžjere mentalplan (sjĂŠlsplanet) og i sjĂŠldne tilfĂŠlde endnu hĂžjere. Ofte bruges clairvoyance til at fortolke de tankeformer og farver, der findes i menneskets aura. Men den udviklede clairvoyance kan ogsĂ„ iagttage historiske begivenheder og fremtidige potentialer. Den hĂžjere clairvoyance er udtryk for klarsyn pĂ„ mentalplanet. Den hĂžjere clairvoyance er mere prĂŠcis end den astrale clairvoyance, der ofte rummer mulighed for blĂŠndvĂŠrk og illusioner. Clairvoyance ligger latent i alle mennesker, men for at opnĂ„ de hĂžjere grader mĂ„ karakteren udvikles, for der krĂŠves et hĂžjt moralsk niveau for at kunne opnĂ„ og udholde at have evnen. Det gĂŠlder ogsĂ„ andre metafysiske evner. (Se ogsĂ„ Clairalience, Clairaudience, Claircognizance, Clairgustance og Clairsentience).
Clairvoyanceskoler
Clairvoyanceskoler tilbyder udvikling af menneskets latente psykiske evner. Det er et fĂŠnomen, der ekspanderer i nutiden. I Alice A. Baileys bog The Externalisation of the Hierarchy blev vĂŠksten i clairvoyanceskoler forudset, og der gives anvisninger og retningslinjer for undervisningen. Der er en rĂŠkke alvorlige farer forbundet med vĂŠkkelse af psykiske evner, og derfor er der god grund til at advare mod at forcere udviklingen af de latente krĂŠfter i mennesket.
Clairvoyant
(Fransk). En Clairvoyant er et menneske med metafysiske evner. Det clairvoyante menneske kan se de fÊnomener, der eksisterer pÄ astralplanet (lavere clairvoyance) og mentalplanet (hÞjere clairvoyance) og i menneskets aura. (Se ogsÄ Clairvoyance).
Clairvoyant rÄdgivning
Clairvoyant rĂ„dgivning er baseret pĂ„ et medies psykiske evner. En clairvoyant har metafysiske evner, dvs. evnen til at se menneskets energilegemer og indre psykologiske forhold, som pĂ„virker adfĂŠrden. Clairvoyance betyder âklarsynâ, men ofte reklamerer psykiske rĂ„dgivere med clairvoyance, selv om deres rĂ„dgivning ikke er baseret pĂ„ klarsyn, men pĂ„ klarfĂžlelse â clairsentience. Dvs. at den âclairvoyanteâ fĂžler og fornemmer klientens psykiske og fysiske tilstand. Andre bruger betegnelsen âclairvoyanceâ, selv om deres mediale evne bestĂ„r i at hĂžre budskaber fra afdĂžde. Den rigtige betegnelse er clairaudience eller klarhĂžrelse. Clairvoyant rĂ„dgivning kan vĂŠre god eller yderst misvisende afhĂŠngig af rĂ„dgiverens evner. Man skal altid forholde sig kritisk til forskellige metafysiske former for rĂ„dgivning. (Se ogsĂ„ Clairalience, Clairaudience, Claircognizance, Clairgustance, Clairvoyance og Clairsentience).
Clemens Alexandrinus
(GrĂŠsk). Clemens Alexandrinus (ca. 150-220 e.Kr.) var kristen teolog, kirkefader og forfatter til mange bĂžger. Han var indviet neoplatoniker og discipel af Ammonious Saccas − grundlĂŠggeren af den alexandrinske skole kristen teologi. Origenes var elev af Clemens Alexandrinus. (Se ogsĂ„ Alexandria-skolen og Discipel).
Cleopatra
(Egyptisk). Cleopatra (69-30 f.Kr.) var den syvende prinsesse med navnet Cleopatra. Cleopatra â âkongernes dronningâ â havde et betydeligt mindre romantisk liv end beskrevet i litteraturen. Hun var datter af farao PtolemĂŠus XII og PtolemĂŠus Auletesâ anden sĂžster. Hun blev dermed en del af det ptolemĂŠiske dynasti, der regerede i Egypten fra 305-30 f.Kr. De ptolemĂŠiske herskere kom til magten efter Alexander den Store, der erobrede landet i Ă„r 332 f.Kr. PtolemĂŠerne opfattede sig som grĂŠkere. Man talte udelukkende grĂŠsk ved hoffet og praktiserede grĂŠsk religion og kultur. Cleopatra skilte sig ud ved at vĂŠre den eneste regent fra dynastiet, der lĂŠrte sig egyptisk og praktiserede den egyptiske religion. Som 4-Ă„rig blev hun guddommeliggjort, og i Ă„r 51 f.Kr. besteg hun tronen sammen med sin bror PtolemĂŠus XIII. Han blev imidlertid offer for et attentat i Ă„r 48 f.Kr., hvorefter en anden bror, PtolemĂŠus XIV, trĂ„dte i hans sted. Cleopatra giftede sig med sin bror. Ăgteskab mellem sĂžskende var almindeligt blandt de kongelige i oldtidens Egypten. Hun mĂždte imidlertid romeren Julius CĂŠsar, og i Ă„r 47 f.Kr. fik de sammen en sĂžn PtolemĂŠus CĂŠsar kaldet CĂŠsarion. Cleopatra rejste til Italien Ă„ret efter for at prĂŠsentere drengen for sin far, og de levede i Rom sammen med ham indtil attentatet mod Julius CĂŠsar i marts Ă„r 44 f.Kr. Herefter vendte Cleopatra tilbage til Egypten. Hun drĂŠbte sin bror for at indsĂŠtte CĂŠsarion som sin medregent. I Ă„r 41 f.Kr. kom der en ny guvernĂžr for de Ăžstlige romerske provinser, Marcus Antonius. Han inviterede Cleopatra til et mĂžde i Tarsus for at drĂžfte de egyptiske ressourcer af guld og korn. Dronningen viste politisk begavelse, og Ă„ret efter fĂždte hun yderligere to beviser pĂ„ den romersk-egyptiske alliance i form af tvillinger. Efter en afstikker til Rom og et ĂŠgteskab med Octavia â sĂžster til Octavian, senere kejser Augustus â vendte Marcus Antonius tilbage til Egypten og Cleopatra i Ă„r 37 f.Kr. De fik endnu en sĂžn og levede sammen indtil Ă„r 30 f.Kr. Da Octavian og den romerske flĂ„de erobrede Alexandria, valgte de begge frivilligt at gĂ„ i dĂžden − Marcus Antonius for svĂŠrdet og Cleopatra med et bid fra en kobraslange. Romerne lod sig pĂ„virke af den egyptiske kultur og begyndte at tilbede den egyptiske gudinde Isis. Under Cleopatras ophold i Italien dannede hun ligefrem mode blandt de romerske kvinder, der begyndte at kopiere den egyptiske dronnings stil og pĂ„klĂŠdning.
Clych y Gwynfyd
Se Gwynfyd.
Coagula
(Alkymi). I alkymien skelnes der mellem oplĂžsning, som kaldes âsolveâ og stĂžrkning, som kaldes âcoagulaâ. Coagula er derfor et stadie i den alkymiske proces, jvf. âkoagulationâ, der stammer fra det latinske âcoagulumâ i betydningen âat lĂžbe sammenâ eller âat stĂžrkneâ.
Codex Nazaraeus
(Latin). Codex Nazaraeus kaldes ogsĂ„ âAdams Bogâ. SidstnĂŠvnte betyder âanthroposâ, dvs. âmenneskeâ eller âmenneskehedenâ. Den nazarenske tro kaldes nogle gange âdet bardesanianske systemâ, selv om Bardesanes (ca. 154-222 e.Kr.) tilsyneladende ikke har haft forbindelse med troen. Bardesanes er en grĂŠsk form af det syriske Bar-Daisan. Bardesanes var kristen-syrisk forfatter, som blev han fĂždt ved Edessa i Syrien. Han var et veluddannet menneske fra en respektabel familie, og han ville ikke have brugt den nĂŠsten uforstĂ„elige kaldĂŠiske dialekt, som var blandet med gnostikernes mysteriesprog, som Codexâet er skrevet i. Nazarenernes sekt var fĂžr-kristen. Fra begyndelsen blev deres tro sĂ„ hemmeligt bevaret, at Epiphanius, som skrev imod kĂŠtterierne i det 14. Ă„rh. mĂ„tte indrĂžmme, at han var ude af stand til at forstĂ„, hvad de troede pĂ„. Han fortalte, at de aldrig nĂŠvner ordet Jesus, og de kalder sig heller ikke kristne. Alligevel findes nogle af bardesanernes sĂ„kaldte filosofiske synspunkter og doktriner i Codex Nazaraeus. Nazarenernes sekt er et eksempel pĂ„ esoterisme i en fĂžr-kristen sekt, som overlevede i mange Ă„rhundreder i den kristne ĂŠra som en esoterisk skole, der fungerede parallelt med den eksoteriske kristendom. Nazarenernes symbollĂŠre er identisk med symbollĂŠren i Den Hemmelige LĂŠre. (Se ogsĂ„ Jesus og Nazarener).
Colob
Mormonerne er overbevist om, at deres Ändelige leder lever pÄ en planet ved navn Colob.
Confucius
(Latin). Confucius er den latinske form for den kinesiske vismand Kâung Fu-tzu, Konfutze, Kong Fuzi, Kongfuzi (551-479 f.Kr.) Han regnes for Kinas fĂžrste filosof, og han er grundlĂŠggeren af Konfucianismen. Den kinesiske filosof Kâungâ− som desuden var statsmand og videnskabsmand − prĂŠsenterede en lĂŠre, der omhandlede moralsk adfĂŠrd, familierelationer, sociale reformer og statsmandskunst. Han udformede en rĂŠkke etiske leveregler − eksempelvis âGĂžr ikke mod andre, hvad du ikke Ăžnsker, de skal gĂžre mod digâ. Han har ikke efterladt sig noget vĂŠrk, men spredte sine tanker i form af dialoger med eleverne, som er samlet under titlen Lunyu (Udvalgte Udsagn), der traditionelt omtales som Analekterne, der er en af fem bĂžger af kinesiske klassikere. Han kaldte sig selv âbudbringer − ikke ophavsmandâ. (Se ogsĂ„ Konfucianisme og Konfutze).
Corax
(GrĂŠsk). Corax eller âravnenâ er den laveste grad i Mithra-kultens indvielsessystemer. De forskellige grader svarer til forskellige udviklingsmĂŠssige kvaliteter pĂ„ en stigende skala, som opnĂ„s af neofytten i forskellige faser. (Se ogsĂ„ Cryphius og Mithra).
Criocephalus
(GrĂŠsk). Criocephalus stammer fra âkriokephalosâ, som betyder âmed vĂŠdderhovedâ. VĂŠdderhovedet bruges i symbolikken til egyptiske guddomme som f.eks. Khnum og Amon og til sfinkser med vĂŠdderhoveder. Nogle gange brugte man vĂŠdderhorn i afbildninger af Moses. Det var symbol pĂ„, at han var hĂžjt indviet med henvisning til den skabende kraft. Desuden er der en forbindelse til stjernetegnet VĂŠdderen, eksempelvis nĂ„r man ved jĂŠvndĂžgn gĂ„r fra Tyrens tegn til VĂŠdderens tegn. (Se ogsĂ„ Amon og Khnum).
Croix Cramponnee
(Fransk). Croix Cramponnee er en betegnelse for âhagekorsetâ eller Svastikaet. I tidligere tider blev hagekorset pĂ„ fransk kaldt Croix GammĂ©e og Gammadion, fordi symbolet lignede en kombination af fire grĂŠske bogstaver. Symbolet blev navngivet af grev Goblet dâAlviella i hans sene vĂŠrk, La Migration des Symboles. Det blev ogsĂ„ kaldt Croix Cramponee, Coroix en Crochet. Man opnĂ„ede imidlertid konsensus â selv med de franske etymologer â om at symbolet skulle kaldes Svastika. (Se ogsĂ„ Svastika).
Cromagnon
(Fransk). Cromagnon er en meget avanceret udgave af den forhistoriske menneskehed, der levede fĂžr den yngre stenalder. Man mener, at Cromagnon var opdelt i flere forskellige racer. De fĂžrste skeletrester, man opdagede, bestod af fire skeletter, der blev fundet i en klippehule ved Cromagnon i det sydvestlige Frankrig i 1868, men man har efterfĂžlgende fundet mange eksemplarer, og det viser, at Cromagnon-mennesket var spredt i hele Europa (mennesketypen fandtes ikke uden for Europa) i den sidste tredjedel af istiden ved afslutningen af Mousterian-kulturen og under Aurignacien-kulturen. Cromagnon-mennesker var en storslĂ„et race med pragtfuld fysisk udvikling. Cromagnon-kraniet var stĂžrre end Neandertalernes kranium. Nogle Cromagnon-mennesker, som angiveligt viser en markant afrikansk negroid oprindelse, findes ved Middelhavskysten ved grĂŠnserne til Frankrig og Italien. ForsĂžget pĂ„ at presse Cromagnon-mennesket ind i en kategoriseret skala, der fĂžrer tilbage til den umiddelbart forudgĂ„ende europĂŠiske race og de mere brutale Neandertalere, har ikke vĂŠret en succes, og udviklingen i de antropologiske opdagelse gĂžr forsĂžgene mere og mere vanskelige. Problemet bliver mere kompliceret, jo lĂŠngere man gĂ„r tilbage i tiden. De tidligste rester af menneskeheden, der endnu er fundet, viser forskelle i racetyperne, der er mere eller mindre som de nutidige racer. Videnskaben har endnu ikke lĂžst problemet med Cromagnon-menneskets oprindelse. H.P. Blavatsky antyder, at Cromagnon-mennesket kom indirekte fra Atlantis via Afrika: âDe tidligste palĂŠolitiske mennesker i Europa − hvis oprindelse etnologien er tavs omkring − var af enten rent atlantisk eller af afrikansk-atlantisk oprindelse. Ligesom de afrikanske stammer − som selv er divergerende sideskud til atlantiderne, der er blevet modificeret af klima og levevilkĂ„r − vandrede de ind i Europa over den halvĂž, som gjorde Middelhavet til et indhav. Mange af de europĂŠiske huleboere − eksempelvis Cromagnon â var fremragende racer. Men som det kan forventes, var fremskridt nĂŠsten ikke-eksisterende i hele den lange periode, som forskerne kalder stenalderen. Den cykliske impuls, der vejede tungt pĂ„ de overlevende, var det karmiske mareridt efter Atlantis-katastrofenâ. (Se ogsĂ„ Atlantis og Karma).
Crux Ansata
(Latin). Se Ankh-korset.
Cryphius
(GrĂŠsk). Cryphius stammer fra âkryphiosâ, der betyder âhemmeligâ eller âokkultâ. I Mithra-mysterierne var det anden grad i indvielsessystemet, som kunne opnĂ„s af neofytten i forskellige faser af indvielse. (Se ogsĂ„ Corax og Mithra).
Cubit
(Latin). Cubit stammer fra âcubitumâ, der betyder âalbueâ eller âalenâ. Cubit er en traditionel lĂŠngdeenhed, der er baseret pĂ„ lĂŠngden af underarmen mĂ„lt fra albuen til spidsen af den midterste finger. Cubit blev brugt som lĂŠngdemĂ„l i MiddelhavsomrĂ„det i oldtiden. Forskellige cubit-lĂŠngder har vĂŠret brugt mange steder i antikkens verden − bĂ„de i middelalderen og i nyere tid. I det gamle Egypten blev cubit brugt fra ca. 3000 f.Kr. En kongelig cubit svarer til 52,4 cm, og en lille cubit svarer til 44,9 cm. Senere brugte grĂŠkerne mĂ„leenheden, og derefter kom turen til romerne, og hos begge svarer en cubit til ca. 45 cm. Den egyptiske hieroglyf for cubit er afbildet som en underarm. Den egyptiske cubit blev underinddelt i 7 palms af 4 digits hver. Man har fundet cubit-mĂ„lestokke med lĂŠngder, der varierer mellem 52,3 og 52,9 cm. De tidligste dokumenterede standardmĂ„l stammer fra Egyptens sĂ„kaldte pyramidetid (Gamle Rige), og det var her, man brugte udtrykker kongelig cubit (mahe). Den kongelige cubit blev brugt i forbindelse med Gamle Riges arkitektur.
Cupido
(Latin). Cupido betyder âbegĂŠrâ. Cupido er et tilnavn til elskovsguden Amor i romersk mytologi. Romerne identificerede Amor med den grĂŠske Eros, og hans tilnavn, Himeros, svarer til Cupido. (Se ogsĂ„ Eros).
Curetes
(GrĂŠsk). Curetes er de prĂŠsteindviede pĂ„ fortidens Kreta. De var tilknyttet frugtbarhedsgudinden Rhea Kybele og hendes kult. Indvielse i deres templer var meget vanskelig. Indvielsesprocessen varede en MĂ„ne-mĂ„ned â dvs. i 27 dage − hvor neofytten bl.a. var overladt til sig selv i en krypt, hvor man skulle gennemleve barske og frygtelige prĂžver. Pythagoras blev angiveligt indviet i ritualernes mange prĂžver og bestod. I den klassiske mytologi reprĂŠsenterede mysterieprĂŠsterne de dĂŠmoner eller halvguder, som Kybele betroede spĂŠdbarnet Zeus., og som er identiske med Kabiri, der hĂžrer til de syvfoldige skabende grupper af Dhyan-Chohaner, som inkarnerede i udvalgte i 3. og 4. Rodracer. Zeus siges at vĂŠre gud for 4. Rodrace. (Se ogsĂ„ Dhyan-Chohan, Kabiri, Kybele og Rodrace).
Cybele
Se Kybele.
Cyklus
(GrĂŠsk). Cyklus stammer fra det grĂŠske âkyklosâ, som betyder âkredsâ eller âhjulâ. Den cykliske lov opstod pĂ„ grundlag af den uafbrudte vekselvirkning i Universets Store Ă
ndedrĂŠt. Det er en absolut og abstract bevĂŠgelse, efterhĂ„nden som verden udvikler sig, som kommer til udtryk som en voksende cirkulĂŠr bevĂŠgelse. Det er baggrunden for, at der kredslĂžb, cyklusser og planetariske runder i den kosmiske evolution og i de evolutionĂŠre livsbĂžlger. BevĂŠgelserne gentages, og kredslĂžbet vender tilbage til sit udgangspunkt, men hver gang pĂ„ et hĂžjere trin. Det geometriske symbol er spiralen, som kombinerer den cykliske og den progressive bevĂŠgelse. Hvis spiralens akse er selve cirklen, dannes der en hvirvel, og dermed opstĂ„r cyklus inden i cyklus efterhĂ„nden som processen udvikles til hĂžjere grader af kompleksitet. Fortidens kulturer inddelte tiden i endelĂžse cyklusser med cyklus inden i cyklus, og dermed opstod der perioder af forskellig varighed, og hver cyklus markerede begyndelsen eller slutningen pĂ„ en begivenhed, der var makrokosmisk, mikrokosmisk, fysisk eller metafysisk. Derfor var der cyklusser pĂ„ nogle fĂ„ Ă„r og cyklusser af ufattelig varighed. Den store orfiske cyklus refererede til etnologiske forandringer af racer, som varede 120.000 Ă„r, og Cassandrusâ cyklus som varede 136.000 Ă„r, og som medfĂžrte en fuldstĂŠndig forandring at de planetare indflydelser og deres samspil mellem mennesker og guder − et faktum, som nutidens astrologer har mistet af syne.
Cyprianus
Cyprianus er navnet pĂ„ en bog med magiske formler og trylleformularer som pĂ„stĂ„s at kunne pĂ„kalde og fremmane metafysiske vĂŠsener. Cyprianus stammer fra oldtiden, men nutidens udgaver er oftest beregnet til drĂžmmetydning. De magiske hĂ„ndskrifter, som man forbinder med Cyprianus, fandtes pĂ„ grĂŠsk og latin allerede fra middelalderen. Iflg. folketroen er en Cyprianus skrevet med rĂždt og kan ikke brĂŠnde. Cyprianus bruges ogsĂ„ som navn pĂ„ âHeksebogenâ, der menes at gĂ„ i arv blandt hekse. FortĂŠllinger om Cyprianus og dens ejere har holdt sig langt op i 1900-tallets folketradition, men de kendes fra 1600-tallet og svarer til de tyske Faust-bĂžger og franske grimoirer (tryllebĂžger). Thascius Caecilius Cyprianus var i virkeligheden en hedensk troldmand, der blev omvendt til kristendommen og led martyrdĂžden. Han blev fĂždt ca. Ă„r 200 i nĂŠrheden af Kartago og halshugget 14. september 258 i Kartago. Hans helgendag er 16. september.
Cythraul
(Walisisk). Cythraul er et udtryk for det ondes princip, som senere blev personificeret som DjĂŠvelen.
|
