Descartes, Rene
(Fransk). Descartes, Rene (1596-1650) fransk videnskabsmand, matematiker og filosof. Han adskilte religion fra naturvidenskab, og det fysiske liv fra bevidsthedens eller det Ändelige liv, og dermed grundlagde han nutidens naturvidenskabelig praksis, hvor man ignorerer det ikke-fysiske, nÄr man studerer eller forklare den materielle verden.
Deshret
(Egyptisk). Deshret er faraoens rĂžde krone, og nĂ„r han bar den, viste han sin ret til at herske over Nedre-Egypten. Han bar Hedjet â den hvide krone â nĂ„r han Ăžnskede at vise, at han var overhoved for Ăvre-Egypten. Og han bar Pasekhemty â dobbeltkronen â som var en kombination af den hvide og den rĂžde krone â nĂ„r han viste sig som herskeren over de to lande eller dobbeltriget. Det kan fortolkes bogstaveligt, og det skal det ogsĂ„. Faraoen, som bar dobbeltkronen, var den fysiske hersker over bĂ„de den nordlige og sydlige del af Egypten. Men det ydre herskersymbol havde ogsĂ„ en indre betydning. Han symboliserede samtidig kraften til at herske over det indre kongerige â personlighedens legemer (det fysiske legeme, astrallegemet og mentalleget) og dermed chakrasystemet. Faraoen var et forbillede for det egyptiske folk og ikke mindst for templernes neofytter. NĂ„r han bar dobbeltkronen, betĂžd det ikke nĂždvendigvis, at han havde fuldkommen kontrol over sin indre natur, selv om det uden tvivl var tilfĂŠldet i Egyptens tidligste perioder, hvor mestrene og de hĂžjt indviede stod i spidsen for civilisationen. Senere blev faraoen mere et symbol pĂ„ de hĂžje indvielser og det fuldkomne menneske. Den hvide krone (Hedjet) symboliserer kontrol over de lavere chakraer (rodchakra, sakralchakra og solar plexus chakra). Den hvide farve reprĂŠsenterer det hvide og rene, for oprindeligt hed Egypten âKemitâ, som betyder âden sorte jordâ. âKemitâ blev senere til det grĂŠske âchemiaâ, som nu er omdannet til âkemiâ. NĂ„r egypterne kaldte deres land âKemitâ, er forklaringen, at Egyptens civilisation var planlagt til via forvandlingen fra sort jord, mĂžrkt stof eller dyb materialisme at blive et tempel for Guds lys. Skaberguden Khnum blev bl.a. kaldt Khnum-Ra, fordi han skabte lyset pĂ„ baggrund af mĂžrket. (Se ogsĂ„ Amon-kronen, Atef-kronen, BlĂ„ krone, Dobbeltkronen, Hvide krone, Kemit, Khnum-kronen, Nemes-hovedklĂŠdningen og RĂžde krone).
Determinativer
(Egyptisk). Ligesom i de fleste sprog havde de gamle egyptere forskellige ord, der lyder ens, men hieroglyfferne klarlĂŠgger deres mening, og afslĂžrer dermed et andet kommunikationsniveau: IdĂ©er. Tegnene findes i hundredvis â og de kaldes âdeterminativerâ (bestemmende) â og de oplyser ordets nĂžjagtige idĂ©, og resultatet er en terminologi med en helt anden betydning end et andet ord, der udtales pĂ„ samme mĂ„de.
Determinisme
Determinisme vil sige en opfattelse af, at hele verden â herunder det enkelte menneske og alle dets handlinger â er forudbestemt. Dog indgĂ„r forskellige faktorer som f.eks. arv og miljĂž, men reelt medfĂžrer determinisme, at den frie vilje ikke eksisterer. Hvis determinismen er religiĂžs, betragter man Gud eller guddommelige krĂŠfter som eneste ansvarlige Ă„rsag til alt det, der sker i verden. Nogle mennesker betragter astrologi som udtryk for determinisme, fordi de tror, at det er himmellegemernes position og energipĂ„virkning, der afgĂžr menneskets skĂŠbne, mens den seriĂžse astrologi betragter energierne som potentialer for menneskets adfĂŠrd. Kristendommen har deterministiske trĂŠk, for pga. Guds almagt og alvidenhed er begivenheder i verden forudset og forudbestemt, og i den forstand har Gud determineret dem. I nutiden domineres holdningerne af naturvidenskaben, og derfor betragtes determinisme mere fra en fysisk synsvinkel end fra en teologisk. Men fysikere kan ikke undersĂžge, om Universet er deterministisk, for fysikken kan kun beskĂŠftige sig med den empiriske del af Universet, men en logisk fĂžlge af empiriske undersĂžgelser peger i retning af et deterministisk univers.
Deukalion
(GrÊsk). Deukalion eller Deucalion er sÞn af Prometheus og Klymene og konge af Phthia i Thessaly. Da Zeus besluttede at tilintetgÞre den degenererede menneskelige race, var Deucalion og hans kone Pyrrha de eneste, der overlevede pÄ grund af deres gudfrygtighed. PÄ faderens rÄd, byggede Deucalion en ark, hvor han og Pyrrha opholdt sig i under oversvÞmmelsen, der varede ni dage, indtil arken til sidst strandede pÄ Mount Parnassus. Efter rÄd fra et orakel, genbefolkede de Jorden ved at kaste sten bag sig, som alle blev forvandlet til mennesker. (Se ogsÄ Ark, Klymene, Prometheus, Pyrrha og Zeus).
Deus Emnim et Circulus Est
(Latin). Deus Emnim et Circulus Est betyder: âFor Gud er faktisk en cirkelâ. Det er et hermetisk aksiom, der stammer fra Pherecydes, en grĂŠsk filosof fra det 6. Ă„rh. f.Kr., og man mener, at han var lĂŠrer for Pythagoras. Cirklen er et symbol pĂ„ det grĂŠnselĂžse, men ogsĂ„ pĂ„ gentagne cyklusser. (Se ogsĂ„ Hermetisk, Hermetisk aksiom og Pythagoras).
Deus Explicitus
(Latin). Deus Explicitus eller Deus Implicitus betyder: âGud indfolder sig, og Gud udfolder sigâ. Det fĂžrste henviser til Pralaya (den kosmiske hvileperiode), og det sidste henviser til Manvantara (den kosmiske manifestationsperiode). (Se ogsĂ„ Manvantara og Pralaya).
Deus Lunus
(Latin). Deus Lunus er MĂ„nens guddom i maskulin skikkelse. Dea Luna er MĂ„nen i feminin skikkelse. H.P. Blavatsky forbinder Deus Lunus med hinduernes Soma og med jĂždernes Jehova. MĂ„nens pĂ„virkning betragtes som feminin, fordi dens vigtigste funktion er fĂždsler og avl, og den er desuden nĂŠrt forbundet med evnen til at give en hvilken som helst form liv. Menneskers mĂždre og dyremĂždre skaber, plejer og hjĂŠlper deres afkom − bĂ„de pĂ„ godt og ondt − og de samme funktioner har MĂ„nens feminine aspekt i de kosmiske relationer, der forbinder MĂ„nen intimt med Jorden. MĂ„nens pĂ„virkning i sit maskuline aspekt reprĂŠsenterer forplantningseffekten i modsĂŠtning til den feminine skabende effekt. Det maskuline aspekt producerer ikke alene selve livskimen som en kosmisk agent, men kosmisk set har aspektet i sig selv en forplantningsfunktion, som spreder de vitale cykliske aktiviteter som hĂŠrskarer af livskim, som bliver sĂ„et pĂ„ relevante omrĂ„der. (Se ogsĂ„ Soma).
Deus Mundus
(Latin). Deus Mundus er Verdensguden. Det er Verdensguden, der skaber og hersker over verden. I en vis forstand er Deus Mundus den esoteriske hierarkiske leder af den nuvĂŠrende verdensorden. Og i en anden betydning er der tale om det guddommelige aspekt af den nuvĂŠrende verdensorden, for det fremgĂ„r tydeligt af ordet âmundusâ, for den basale etymologiske betydning er ârenâ, âpĂŠnâ, âvelordnetâ, og det svarer til de grĂŠske ord âkosmosâ, som er ensbetydende med âordentlighedâ og âskĂžnhedâ i den kosmiske opbygning. Det er derfor bĂ„de selve verdens guddommelighed, der er adskilt fra det mere materielle plan, som det fungerer pĂ„, og guddommeligheden identificeret med det hierarkiske verdenssystem, som det fungerer igennem.
Deuteroskopi
(GrĂŠsk). Deutero betyder âden andenâ eller âi anden rĂŠkkeâ. Deuteroskopi er âdet andet synâ i betydningen âoversanseligtâ eller âmetafysiskâ syn. Deutero stammer fra kelterne. (Se ogsĂ„ Clairvoyance).
Deva
(Sanskrit). Deva stammer fra roden âdivâ, der betyder âat skinneâ. Deva vil derfor sige âde strĂ„lendeâ eller âde skinnendeâ. Ordet oversĂŠttes ofte ved âguderâ, men bruges aldrig i den hinduistiske gudelĂŠre om de primĂŠre guder, men altid om andre metafysiske skabninger. En Deva er hverken god, dĂ„rlig eller neutral. Devaer befinder sig pĂ„ de tre eksistensplaner, som ligger ovenover menneskehedens fysiske plan. Deva er en meget generel betegnelse for forskellige grupper af metafysiske skabninger. Der er grupper af ĂŠteriske, astrale, mentale og Ă„ndelige skabninger. Nogle er bagud i forhold til menneskehedens udvikling, andre er endnu ikke selvbevidste guddommelige gnister, for de har endnu ikke gennemgĂ„et menneskets udviklingsfase. Desuden er der guddommelige skabninger, der har bestĂ„et prĂžverne pĂ„ menneskets scene, og derfor befinder de sig udviklingsmĂŠssigt hĂžjere end menneskeheden. Og der er skabninger, der er endnu hĂžjere i udvikling, og som har udviklet de mest guddommelige aspekter i deres konstitution. De er indbyggere i de tre verdener eller bevidsthedsplaner over den fysiske menneskehed, og de betegnes generelt som Devaer. De hĂžjststĂ„ende Devaer svarer til de kristnes engle og ĂŠrkeengle. De lavtstĂ„ende Devaer kaldes naturĂ„nder. Navnlig benyttes ordet naturĂ„nder om den udviklingslinje, der er parallel med menneskehedens, og pĂ„ nogle punkter har de to udviklingslinjer berĂžringspunkter. De lĂžber f.eks. sammen pĂ„ det punkt, der svarer til den hĂžjeste indvielse i menneskets evolutionslinje. Devaerne er bevĂŠgelse. De legemliggĂžr energi og opbygger energiformer pĂ„ alle niveauer. Det er dem, der giver alt, hvad der er manifesteret, form. De kaldes derfor de stĂžrre og de mindre bygmestre. (Se ogsĂ„ Asura).
Deva-laya
(Sanskrit). Deva-laya bestĂ„r af âdevaâ, som er en subjektiv skabning eller en âgudâ, og âlayaâ, der betyder âoplĂžsende stedâ fra roden âliâ, der betyder âat oplĂžseâ. Det er et sanktuarie for en Ă„ndelig skabning eller âen Devas helligdomâ. Navnet gives til alle Braminske templer. Laya betyder i dette tilfĂŠlde et sted, hvor alt det lavere oplĂžses og sĂžger opad mod det hĂžjere. (Se ogsĂ„ Bramin og Deva).
Deva-loka
(Sanskrit). Deva-loka bestĂ„r af âdevaâ, som er en subjektiv skabning eller en âgudâ, og âlokaâ, der betyder âlokalitetâ, âverdenâ eller âsfĂŠreâ. Deva-loka er âgudernes boligâ eller âDevaernes boligâ i de hĂžjere sfĂŠrer. (Se ogsĂ„ Deva og Loka).
Deva-Sarga
(Sanskrit). Deva-Sarga bestĂ„r af âdevaâ, som er en subjektiv skabning eller en âgudâ, og âsargaâ, der betyder âudstrĂ„lingâ, âudledningâ eller âskabelseâ. Deva-Sarga er guddommelig udstrĂ„ling eller gudernes skabelseshandling − den sidste i den fĂžrste serie af skabelser, der beskrives i Vishnu-Purana. Deva-Sarga er skabelse â dvs. princippernes oprindelse, som angiveligt er intelligens fĂždt pĂ„ grundlag af naturens kvaliteter eller egenskaber. Deva-Sarga har en universel reference â dvs. evolutionen generelt. Der refereres ikke specifikt til den nuvĂŠrende Manvantara, som begynder med det samme igen og igen. Det viser, at der henvises til flere forskellige Kalpaer, for det siges: âVed afslutningen af den foregĂ„ende (Padma) Kalpa vĂ„gnede den guddommelige Brahma op af den sĂžvn, som han havde vĂŠret hensunket i, mens natten varede, og han sĂ„, at universet var tomtâ. Derefter oplyses det, hvordan Brahma igen gennemgĂ„r de âsyv skabelserâ pĂ„ det sekundĂŠre evolutionsstadie, mens han gentager de fĂžrste tre pĂ„ det objektive plan. (Se ogsĂ„ Brahma, Brahman, Kalpa, Manvantara, Padma, Puranaer og Vishnu-Purana).
Deva-Sena
(Sanskrit). Deva-Sena er en buddhistisk Arhat. Det feminine Devasena er et vĂŠld af Ă„ndelige eller himmelske skabninger − et navn, der er givet til Vach, som et aspekt af Saraswati, gudinden for esoterisk visdom. (Se ogsĂ„ Arhat, Saraswati og Vach).
Deva-vardhaki
(Sanskrit). Deva-vardhaki er âgudernes arkitektâ. Det er en titel, der gives til Visvakarman, som iflg. hinduistisk mytologi var den kosmiske Demiurg eller verdensskaber. (Se ogsĂ„ Demiurg og Visvakarman).
Devachan
(Sanskrit). Devachan stammer fra det tibetanske âbDe-ba-kanâ eller âde-wa-chenâ, hvor âbde-baâ betyder âlykkeâ, og âcanâ betyder âejeâ. Eksoterisk er Devachan âdet lykkelige landâ − en oversĂŠttelse af sanskritordet Sukhavati, âdet lykkelige vestlige rigeâ eller âDhyani-Buddha Amitabhas rene landâ i den Ăžstasiatiske buddhisme. Nogle tibetanske bĂžger indeholder begejstrede beskrivelser af Devachan, eksempelvis Mani Kambum (eller Kumbum) og Odpagmed Kyi shing kod. Devachan er en subjektiv tilstand mellem to inkarnationer. Tilstanden indtrĂŠder, nĂ„r sjĂŠlen (Atma-Buddhi-Manas) har afkastet sine lavere principper (mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-ĂŠteriske legeme). LĂŠngden pĂ„ Devachan-tilstanden afhĂŠnger af de erfaringer, personligheden har samlet i lĂžbet af inkarnationen. Erfaringerne skal bearbejdes og integreres af sjĂŠlen, fĂžr en ny inkarnation kan finde sted. Devachan svarer omtrent til hinduernes Svarga, buddhisternes Sukhavati, Zarathustrismes, muslimernes, jĂždernes og de kristnes Himmerige eller Paradis. Det er det oprindelige kendskab til Devachan, der ligger til grund for forestillingerne. I nutidens Ă„ndsvidenskab bruges Devachan hovedsageligt i betydningen mentalplanet. I Ă„ndsvidenskaben beskrives Devachan som en periode, hvor mennesket hviler i lyksalighed. Cykliske perioder af manifestation og hvile er grundlĂŠggende i naturen, og Devachan er den subjektive del af den cykliske rytme i menneskets evolution pĂ„ planeten. Det er en sovende tilstand, men devachaniske âdrĂžmmeâ er langt mere levende, virkelige og klare end almindelige drĂžmme. Det fysiske liv er i virkeligheden langt mere en drĂžmmetilstand â og for mange er det ofte et mareridt. Tilstanden i Devachan indtrĂŠder, efter at den âanden dĂždâ (den astrale dĂžd) har fundet sted, nĂ„r de lavere principper (det fysiske legeme, Ăterlegemet og Astrallegemet) har adskilt sig fra den reinkarnerende sjĂŠl, og nĂ„r sjĂŠlen har trukket de mest ophĂžjede tanker, fĂžlelser og de urealiserede visioner fra fortidens inkarnationer ind i sig selv. Atma-Buddhi og den mere Ă„ndelige del af Manas − den reinkarnerende sjĂŠl − bliver i en periode Monade. SjĂŠlen tager sin Devachan-periode inden i Monaden. I den devachaniske tilstand bearbejdes kun de hĂžjere principper i mennesket − den rensede del af personligheden. Tilstanden har mange grader, og sjĂŠlen finder sin rette plads i overensstemmelse med det karmiske og udviklingsmĂŠssige niveau. Devachan er en tilstand af ubeskrivelig fred og ekstatisk lykke ud over det, man sĂŠdvanligvis forestiller sig som lyksalighed ved hjĂŠlp af den fysiske hjerne. Der er lukket af for alle forstyrrende elementer indtil den reinkarnerende sjĂŠl er fĂŠrdig med sin hviletilstand og kan fokusere sin energi pĂ„ at gennemfĂžre en ny inkarnation i den fysiske verden. SjĂŠlen opbygger sit eget paradis ved hjĂŠlp af de materialer, den indsamlede i sidste inkarnation, og der er en mangfoldighed i den devachaniske tilstand. Tilstanden er et produkt af den enkeltes uopfyldte Ă„ndelige lĂŠngsler og hĂ„b. De blev kun delvis eller slet ikke opfyldt i inkarnationen, og i intervallet mellem inkarnationerne forsĂžger sjĂŠlen at indĂžve de Ă„ndelige visioner i form af mentale billeder eller tankeformer, som reelt er langt mere virkelige end alt muligt i den fysiske verden, hvor bevidstheden er tykt indhyllet i det tĂŠtte slĂžr af lavere begĂŠr. Det er kvaliteten af visionerne, der bestemmer lĂŠngden af den devachaniske periode. Jo mere ophĂžjede og Ă„ndelige visioner, jo lĂŠngere ophold. Devachan er ikke en tilstand af aktiv handling og ansvar, og derfor ikke et omrĂ„de, hvor man konfronteres af det, man gjorde forkert i fortiden. Den forĂŠdlede sjĂŠl er langt uden for rĂŠkkevidde for almindelige clairvoyante, for deres kontakt er begrĂŠnset til langt grovere planer. Nogle gange kan et meget sensitivt menneske fĂ„ kontakt med det devachaniske plan og opleve det Ă„ndelige fĂŠllesskab med sjĂŠlen, som det er meget tĂŠt forbundet med, men det hĂžrer ogsĂ„ til sjĂŠldenhederne, og evnen til at overfĂžre erkendelserne til den fysiske dagsbevidsthed er endnu sjĂŠldnere. Hvis man spekulerer pĂ„ forskellen mellem Devachan og Nirvana, sĂ„ er Devachan en del af menneskets sjĂŠl, hvorimod Nirvana er en langt hĂžjere tilstand, hvor personligheden er helt transcenderet og forladt − eller den er blevet sĂ„ grundigt forĂŠdlet, at mennesket er helt identificeret med den hĂžjere bevidsthed. Den devachaniske tilstand har en illusorisk karakter, selv om den forekommer virkelig i Devachan − pĂ„ samme mĂ„de som det fysiske plan er virkelig for den inkarnerede personlighed. Men i Nirvana har mennesket opnĂ„et universel bevidsthed, hvor det oplever virkeligheden, som den er. Devachan og Nirvana er ikke lokaliteter, men bevidsthedstilstande for skabninger under de respektive Ă„ndelige forhold. Nirvana er det hĂžjeste Ă„ndelige stadie. Devachan er de mellemliggende eller hĂžje psykologiske tilstande, mens Avichi, der populĂŠrt kaldes det laveste Helvede, er den Ă„ndelige tilstands nederste pol. Det er tre tilstande for skabninger, der eksisterer i Lokaer eller Talaer â dvs. verdener eller planer i det kosmiske ĂŠg − hvorimod Paranirvana â dvs. âhinsides Nirvanaâ â er et guddommeligt stadie, hvor der nĂŠsten er identifikation med den kosmiske virkelighed. (Se ogsĂ„ Amitabha, Astrallegeme, Atma, Atma-Buddhi, Atma-Buddhi-Manas, Avichi, Buddhi, Buddhi-Manas, Dhyani-Buddhaer, Kausallegeme, Loka, Manas, Monade, Nirvana, Paranirvana, SjĂŠl, Sukhavati, Svarga, Tala, Zarathustrisme og Ăterlegeme).
Devajnana
(Sanskrit). Devajnana eller Daivajna er de hĂžjere grupper af himmelske skabninger, som er i besiddelse af guddommelig viden.
Devaki
(Sanskrit). Devaki er Krishnas mor. Hun blev lukket inde i et underjordisk fangehul af broderen kong Kansa af frygt for opfyldelsen af en profeti, der forudsagde, at hans sĂžsters sĂžn ville fjerne ham fra tronen og drĂŠbe ham. PĂ„ trods af den strenge overvĂ„gning, blev Devaki overskygget af Vishnu (HelligĂ„nden) og fĂždte Krishna − den guddommelige Avatar â som var Logosâ inkarnerede strĂ„le. I en senere mytologi blev Devaki den antropomorfe (menneskelignende) form af Aditi eller det kosmiske rum, ligesom den hebraiske Mary blev en overjordisk skabning. Devakis syv sĂžnner, der blev drĂŠbt af Kansa fĂžr Krishna blev fĂždt, symboliserer de syv menneskelige principper. Mennesket skal lĂžfte sig over dem, fĂžr de nĂ„r det ideelle Krishna-, Kristus- eller Buddha-stadie, og dermed bliver centreret i den hĂžjeste, den syvende eller den fĂžrste. (Se ogsĂ„ Avatar, Kansa, Krishna, Logos og Vishnu).
Devamata
(Sanskrit). Devamata er en Rishi der havde en dialog med Narada. (Se ogsÄ Anugita, Narada og Rishi).
Devamatri
(Sanskrit). Devamatri er âgudernes moderâ. Devamatri er en betegnelse for den vediske modergudinde Aditi â ursubstansen eller det fysiske symbol pĂ„ det grĂŠnselĂžse rum, som er grundsubstans for Solen og planeterne. Hun er identisk med de hĂžjere aspekter af Akasha, den Ă„ndelige essens, der gennemtrĂŠnger rummet og ethvert solsystem. Aditi kan derfor betragtes som naturens mystiske livmoder, som fĂžder alt i manifestationen i den kosmiske Manvantara, og som alt trĂŠkkes ind i, nĂ„r den kosmiske evolutionsperiode ophĂžrer og Pralaya begynder. (Se ogsĂ„ Aditi, Akasha, Manvantara og Pralaya).
Devanagari
(Sanskrit). Devanagari betyder âdevaernes sprogâ eller âgudernes sprogâ og bogstaver. Det er det arisk-indiske skriftsprog, som skrives i sanskrit. Devanagari-alfabetet og skrivekunsten blev holdt hemmelig i lange tidsaldre, for det var kun Dvijaer (de dobbeltfĂždte) og Dikshitaer (de indviede), der havde tilladelse til at bruge den litterĂŠre kunst. I Indien og i mange andre lande, som var centre for arkaiske civilisationer, blev de hellige tekster overfĂžrt til tankesindet og ikke nedskrevet i bĂžger. Det var forbudt for en Sudra (Indiens fjerde og laveste kaste) at recitere vers fra Vedaerne, og hvis man tilhĂžrte de to lavere kaster (Vaisya og Sudra) og kunne lĂŠse, var det en overtrĂŠdelse, der indebar dĂždsstraf. Derfor findes ordet âlipiâ, der betyder âat skriveâ, ikke i de ĂŠldste skrifter. Det gav forskerne den fejlagtige idĂ©, at skrivning var ukendt fĂžr Paninis tid, og at selv vismanden Panini ikke var i stand til at lĂŠse og skrive! At den stĂžrste grammatiker verden nogensinde har set skulle vĂŠre uvidende om lĂŠsning og skrivning er i sandhed et endnu stĂžrre og uforstĂ„eligt fĂŠnomen. Udover huskeregler lavede prĂŠsterne altid ideografiske skrifter (et skriftsystem baseret pĂ„ ideogrammer, der betegner ting eller begreber og ikke bogstaver eller lyde) som blev brugt, nĂ„r det var praktisk eller nĂždvendigt − hovedsagelig til at kommunikere indbyrdes eller til indviede, der talte andre sprog. Det var ideografiske tegn, som nemt kunne lĂŠses af mennesker, der kendte til systemet uafhĂŠngig af deres modersmĂ„l. Det er hovedĂ„rsagen til, at de gamle civilisationer havde sĂ„ fĂ„ hentydninger − og nogen gange ingen hentydninger overhovedet − til evnen til at skrive. I endnu tidligere civilisationer har der ikke vĂŠret behov for at skrive, og ellers blev det betragtet som en hellig kunst for templets skriftkloge. Ăgte Devanagari â uden fonetiske tegn − betĂžd tidligere ydre symboler, dvs. de tegn, der blev brugt i kommunikationen mellem guderne og de indviede. Derfor opretholdt man den store hellighed og hemmelighed i hele den vediske og brahmanske periode om alt, der henviste til lĂŠsning og skrivning. Det var âgudernes sprogâ. Devanagari-tegn, som fĂžrst blev brugt blandt de indviede, var symbolske og ideografiske. Men efterhĂ„nden mistede de deres billedeform eller idĂ©mĂŠssige kraft, og pga. konstant brug og hurtig skrivning mistede de flere og flere detaljer i billederne, indtil de til sidst blev almindelige tegn eller bogstaver i alfabetet. Ordet Devanagari er synonymt med de gamle egypteres Hermetisk og Hieratisk â âNeter-khariâ (guddommelig tale). (Se ogsĂ„ Demotisk, Deva, Dikshita, Dvija, Hermetisk, Panini, Sudra, Vaisya og Veda).
Devapi
(Sanskrit). Devapi bestĂ„r af âdevaâ, som er en subjektiv skabning eller en âgudâ, og âapiâ, som betyder âvenâ. Devapi betyder derfor âven af Gudâ. Devapi er en Rishi, der omtales i Rig-Veda som sĂžn af Rishti-Shena. I Mahabharata og Puranaerne er han beskrevet som sĂžn af kong Pratipa af Kuru, der opgiver sit rige og trĂŠkker sig tilbage i skoven, hvor han angiveligt lever i fire tidsalder, og sammen med vismanden Maru eller Moru afventer de Maitreya Buddhas komme â Kalkiavataren (Vishnus sidste Avatar), der iflg. legenden kommer ved afslutningen af Kali-yugaen. Man mener, at Devapi og Moru lever i Himalaya i et retreat, der kaldes Kalapa eller Katapa. (Se ogsĂ„ Avatar, Buddha, Deva, Kali-yuga, Kalkiavatar, Mahabharata, Maitreya, Puranaer, Rig-Veda, Rishi, Vishnu og Yuga).
Devaraja
Se Maharaja.
Devarshi
(Sanskrit). Devarshi bestĂ„r af âdevaâ, som er en subjektiv skabning eller en âgudâ, og ârishiâ, der betyder âvismandâ. Devarshi betyder ârishi-guderâ, som er guddommelige eller gudelignende vismĂŠnd â âsĂžnner af Dharma eller Yogaâ. De udgĂžr en gruppe af vismĂŠnd â som f.eks. Atri. Det er vismĂŠnd, der tilhĂžrer menneskeheden, men som pga. af mĂ„lrettet strĂŠben, dyb aspiration og selvkontrol har opnĂ„et guddommelig natur, mens de befinder sig pĂ„ det fysiske plan. (Se ogsĂ„ Atri, Deva, Dharma, Rishi og Yoga).
Devata
(Sanskrit). Devata stammer fra âdevaâ, som er en subjektiv skabning eller en âgudâ. Devata er en guddommelig eller Ă„ndelig skabning. Almindeligvis sidestilles Devata med en Deva. I flertal er det en gruppe af himmelske skabninger, der iflg. Puranaâerne fĂžrte krig med Daityaerne. (Se ogsĂ„ Daityaer, Deva og Puranaer).
Devayana
(Sanskrit). Devayana bestĂ„r af âdevaâ, som er en subjektiv skabning eller en âgudâ, og âyanaâ, der betyder âstiâ. Devayana er gudernes vej eller sti.
Devi
Se Tantra.
Devi-Durga
(Sanskrit). Devi-Durga er en utilgĂŠngelig gudinde, der ogsĂ„ kaldes Kali − âden sorteâ. Sort er den farve, som alle andre farver smelter sammen med, og det afspejler den esoteriske betydning af hendes natur. Kali omtales sĂŠdvanligvis som en krigerisk, blodtĂžrstig gudinde, der tilintetgĂžr og fortĂŠrer sine fjender uden medlidenhed. Esoterisk set er Kali en gudinde, der opsuger eller fjerner mĂžrket. Hun eliminerer urenheder og uretfĂŠrdigheder. Gudernes kvindelige partnere symboliserede stoffet og formen, som udstrĂ„les fra Monaden (Ă„nden), og fordi stoffet er konstant bevĂŠgelse, er de ofte grupperet under navnet Shakti â dvs. aktiv universel energi, som er syvfoldig, tifoldig eller tolvfoldig i den hierarkiske opbygning, afhĂŠngig af mĂ„den, man tĂŠller pĂ„. De Ă„ndelige eller guddommelige ĂŠgtefĂŠller svarer derfor til Ă„ndsvidenskabens elementer eller grundelementer, uanset om de er kosmiske eller individuelle, og som omgiver hver enkelt Monade og opbygger den indflydelsessfĂŠre, som Monaden udtrykker sig igennem. (Se ogsĂ„ Durga, Kali, Monade og Shakti).
Dhaivata
(Sanskrit). Dhaivata er den sjette af de syv primÊre musikalske toner i den hinduistiske skala. (Se ogsÄ Shad-ja).
Dhammachakkappavattana
(Pali). NĂ„r buddhisterne taler om Dhammachakkappavattana, taler de om livets og dĂždens hjul, der beskrives i den fĂžrste store tale, hvor Buddha gav sin lĂŠre under betegnelsen Dhammachakkappavattana Sutta. Det er en betegnelse, som en forsker har oversat med disse ord: âAt sĂŠtte sandhedens og pĂ„lidelighedens verdensriges kongelige vognhjul i bevĂŠgelseâ. Chakka i ordet Dhammachakkappavattana, er et pali ord, der svarer til sanskrit udtrykket Chakra, der betyder âhjulâ. Det er netop Ă„nden i den betydning, som den hengivne tilhĂŠnger af Buddha lĂŠgger i udtrykket, selv om ordene bogstaveligt betyder âomdrejningen af lovens hjulâ. (Se ogsĂ„ Buddha og Chakra).
Dhammapada
(Pali). Dhammapada eller Dammapadan bestĂ„r af sanskritordet âdharmaâ, der betyder âpligtâ og âpadaâ, der betyder âfodâ, âverslinjeâ eller âordâ − muligvis âlĂŠrens ordâ. Dammapadan er en buddhistisk aforismesamling pĂ„ pali. Dhammapada indgĂ„r i Suttapitaka, den anden hovedafdeling i Theravada-skolens kanon. Dhammapada er et samlevĂŠrk, som menes at vĂŠre citater af Gautama Buddha. Mere end halvdelen af de 423 vers findes i andre buddhistiske tekster. Det lille skrift behandler i kort og letfattelig form vigtige sider af Buddhas lĂŠre, ligesom etiske tanker af almengyldig karakter kommer til udtryk. Dhammapada beskĂŠftiger sig med en bred vifte af filosofisk og religiĂžs tĂŠnkning med stor vĂŠgt pĂ„ etik, og ofte formuleret i smukt billedsprog, som skaber en klar og dyb appel til lĂŠseren. Der lĂŠgges stor vĂŠgt pĂ„ selvkontrol, og hvis forskrifterne fĂžlges medfĂžrer det et engageret og ophĂžjet liv. Mange af samlingens aforismer er almindeligt indisk tankesprog, som ogsĂ„ er optaget i den jainistiske og den hinduistiske litteratur. Dhammapada har vundet stor udbredelse i Vesten og er den hyppigst oversatte buddhistiske tekst. (Se ogsĂ„ Buddha, Dharma, Gautama Buddha, Pada, Sutta, Theravada og Tripitaka).
Dhanu
(Sanskrit). Dhanu betyder âbueâ, som er det 9. stjernetegn − Skytten. Iflg. nogle hinduistiske tĂŠnkere reprĂŠsenterer tegnet de ni Brahmaer eller Prajapatier, som hjalp med at opbygge Universet. Ni er et tal, der symboliserer noget, man er pĂ„ vej til eller som man forandrer. (Se ogsĂ„ Brahma, Brahman og Prajapati).
Dhanurasana
(Sanskrit). Dhanurasana, som nogle gange kaldes Akarna Dhanurasana og Urdva Chakraasana, er en betegnelse for en bagoverbĂžjet yogastilling, hvor det fysiske legeme spĂŠndes som en bue. NĂ„r Ăžvelsen kaldes Akarna Dhanurasana betyder âkarnaâ âĂžreâ og forstavelsen âaâ betyder âi nĂŠrheden afâ. Dhanu betyder âbueâ, og âasanaâ betyder âstillingâ. Bogstaveligt oversat betyder betegnelsen âstillingen, der buer mod Ăžretâ. SĂŠdvanligvis kaldes yoga-stillingen for âbuenâ, for stillingen ligner en bueskytte, der er ved at sende en pil af sted. I yoga er rygsĂžjlen den vigtigste og mest subtile del af kroppen, og Dhanurasana hjĂŠlper med at styrke og udvikle rygsĂžjlen og smidiggĂžre hofter, ben, arme, skuldre og ryg. Ăvelsen udfĂžres ved at man ligger pĂ„ maven. Man bĂžjer benene og tager fat om anklerne. Ved indĂ„ndingen strĂŠkker man benene sĂ„ meget, at kroppen strĂŠkkes opad og kun maven rĂžrer ved gulvet. Vejret og stillingen holdes sĂ„ lĂŠnge som muligt. Man rokker nu frem og tilbage, mens man stadig holder vejret, og derefter fra side til side. Ăvelsen skal udfĂžres i tre runder, og nĂ„r sidste runde afsluttes, lĂŠgger man sig pĂ„ ryggen i Savasana (dĂždstille). (Se ogsĂ„ Chakraasana, Savasana og Yoga).
Dharaka
(Sanskrit). Dharaka er en beholder eller et kar. SekundĂŠrt, svarer Dharaka til Dhara, der betyder det hĂžjeste punkt − toppunktet. Subba Row oplyser, at den hellige Dharaka svarer til det hellige hebrĂŠiske Tetragram eller Pranavas fire Matraer − de fire kvaliteter i de hellige stavelser âOMâ. (Se ogsĂ„ Matra, Pranava og Tetragrammaton).
Dharana
(Sanskrit). Dharana stammer fra rodenâ dhriâ, der betyder âat holdeâ, âat bĂŠreâ, âat vedligeholdeâ eller âat lĂžseâ. Dharana er viljesbestemt koncentration af opmĂŠrksomheden pĂ„ Ă©t punkt. Det resulterer i fuldstĂŠndig abstraktion fra alt, hvad der vedrĂžrer det ydre univers eller sansernes verden. Dharana er det sjette stadie i den ottefoldige vej i Raja-yoga eller Ashtanga-yoga, der er beskrevet i Yoga Sutras af Patanjali. Dharana er koncentration, som er det fĂžrste stadie i Yoga eller helliggĂžrelsens vej efter Pratyahara (tilbagetrĂŠkning af sanserne), der er et forberedende stadie. Forskellen mellem Dharana, Dhyana og Samadhi (som tilsammen udgĂžr Samyama) er, at i de tidligere stadier er meditationsobjektet, den mediterende og selve meditationsprocessen adskilt. Dvs. at den mediterende eller den mediterendes koncentrerede bevidsthed er bevidst om at meditere (dvs. selve meditationsprocessen) pĂ„ meditationsobjektet. NĂ„r den mediterende bliver mere avanceret, vil selve meditationshandlingen forsvinde i den efterfĂžlgende Dhyana-fase, og kun bevidstheden om at eksistere og koncentrationen pĂ„ meditationsobjektet eksisterer i tankesindet. I den afsluttende Samadhi-fase oplĂžses tankesindet, og den mediterende bliver Ă©t med objektet. Den mediterende fusionerer med den syvende sans − den mest Ă„ndelige. Generelt er formĂ„let fusion med sjĂŠlen, der betragtes som et udtryk for Ă„nden eller Gud. (Se ogsĂ„ Ashtanga-yoga, Dhyana, Meditation, Patanjali, Pratyahara, Raja-yoga, Samadhi, Samyama og Yoga).
Dharani
(Sanskrit). Dharani stammer fra roden âdhriâ, der betyder âat holdeâ, âat bĂŠreâ, âat vedligeholdeâ eller âat lĂžseâ. I buddhismen − bĂ„de den sydlige og den nordlige − henviser Dharani til mystiske Mantraer, og det samme gĂŠlder i hinduismen, hvor Dharani er mantraer − hellige vers − fra Rig-Veda. Oprindeligt var Mantraerne eller Dharaniâerne bĂ„de esoteriske og virkningsfulde, nĂ„r de blev brugt i praksis. I nutiden er det imidlertid kun Yogacharya-skolen, der beviser virkningen i praksis. NĂ„r Mantraerne intoneres efter de rigtige instruktioner, skaber Dharani en fantastisk effekt. Den esoteriske kraft skabes ikke af ordene, men af tonefaldet eller betoningen og den lyd, som dermed skabes. (Se ogsĂ„ Buddhisme, Mantra, Rig-Veda og Yogacharya).
Dharma
(Sanskrit). Dharma stammer fra roden âdhriâ, der betyder âat holdeâ, âat bĂŠreâ, âat vedligeholdeâ eller âat lĂžseâ. Dharma eller Dhamma (pĂ„ pali) betyder âretfĂŠrdighedâ, âpligtâ, ârigtig handlingâ eller âlovâ, for Dharma er udtryk for altings sande objektive tilstand â dvs. dets lovmĂŠssige skikkelse. Immanuel Kant betegnede det ânumenonâ til forskel fra âfĂŠnomenâ. Dharma oversĂŠttes ofte med âpligtâ, og dermed menes der opfyldelse af menneskets karmiske forpligtelser pĂ„ det sted og under de omstĂŠndigheder, hvor skĂŠbnen har anbragt det. Dharma er derfor menneskets pligt i evolutionen. Dharma er pĂ„ den mĂ„de et udtryk, der spĂŠnder over hele menneskets plads i evolutionen og de pligter, det medfĂžrer i forhold til menneskeheden, rodracen, nationen, samfundet, familien osv. Alle de tanker, handlinger, Ăžnsker og begĂŠr, der fremmer et menneskes udvikling, er derfor i overensstemmelse med dets Dharma, mens de, der forsinker udviklingen, er imod Dharma. Med andre ord vil alt, hvad der fremmer et menneskes udvikling, vĂŠre rigtigt for mennesket at gĂžre, selv om det ville vĂŠre forkert for et menneske, som er hĂžjere udviklet. Ordet benyttes ogsĂ„ om Buddhas lĂŠre. Desuden er Dharma en karakteristisk egenskab, der ligger tĂŠt pĂ„ betydningen af Svabhavat (substans). Dharma er ogsĂ„ navnet pĂ„ en vismand, som giftede sig med ti eller tretten af Dakshas dĂžtre â Daksha, der var dommer over de dĂžde, og en personificering af lov og retfĂŠrdighed. I Mahabharata var han Yudhishthiras far og Pandavaâernes overhoved. (Se ogsĂ„ Buddha, Daksha, Mahabharata, Pandava, Rodrace, Substans og Yudhishthira).
Dharma-megha
(Sanskrit). Dharma-megha betyder overĂžst med âskyer af dydâ eller universel sandhed. Det er en hĂžjere bevidsthedstilstand, hvor mennesket bliver bevidst om at vĂŠre uden tendenser til separatisme. Det er den sidste Samadhi-tilstand inden foreningen med Brahman. Det sker, nĂ„r en Bodhisattva giver afkald pĂ„ alle sine psykiske evner og krĂŠfter. Dermed giver Bodhisattvaen afkald pĂ„ illusionen om, at der er behov for noget ydre, for at vĂŠre lykkelig. Bodhisattvaer pĂ„ dette udviklingsniveau kan ikke lĂŠngere fejle, for de er i kontakt med virkeligheden. De er ren vĂŠren eller den dybeste Ă„ndelige fred. (Se ogsĂ„ Bodhisattva, Brahma og Brahman).
Dharma-savarni
(Sanskrit). Dharma-savarni er en af de 14 Manuer, som har opsyn med jordkÊden. Dharma-savarni er Rodmanuen for sjette runde. (Se ogsÄ Manu og Rodmanu).
Dharmachakra
(Sanskrit). Dharmachakra bestĂ„r af âdharmaâ, som stammer fra roden âdhriâ, der betyder âat holdeâ, âat bĂŠreâ, âat vedligeholdeâ eller âat lĂžseâ, men oversĂŠttes ogsĂ„ ofte med âlovâ, samt âchakraâ, der betyder âhjulâ. Dharmachakra er derfor âlovens hjulâ. I buddhismen er det et symbol pĂ„ det kosmiske system med cyklusser og reinkarnationer. Buddha betragtes som den, som styrer lovens hjul, for det er ham, der sĂŠtter en ny cyklus i bevĂŠgelse, og dermed ĂŠndrer han menneskehedens skĂŠbne i kraft af sin prĂŠsentation af den esoteriske lĂŠre. (Se ogsĂ„ Chakra).
Dharmadhatu
(Sanskrit). Dharmadhatu betyder âdimensionâ, ârigeâ eller ârumâ (Dhatu) i Dharma. Dharmadhatu har lidt forskellige definitioner i Mahayana- og Theravada-buddhismen. PĂ„ sanskrit og pali betyder Dhatu âelementâ eller âejendomâ. Sanskritordet Dharma har flere betydninger. Her betyder det âmanifestation af virkelighedenâ (Mahayana) eller âfaktorer i tilvĂŠrelsenâ, de midlertidige betingelser, der er Ă„rsag til, at fĂŠnomener opstĂ„r (Theravada). I Theravada-buddhismen staves Dharmadhatu ofte âDhammadhatuâ, og det er Dharmas grundlĂŠggende essens − sagens natur og hvordan den eksisterer. I Mahayana-buddhismen er Dharmadhatu en matrix, en totalitet eller et grĂŠnselĂžst altgennemtrĂŠngende rum, hvor alle fĂŠnomener opstĂ„r, opholder sig og ophĂžrer. (Se ogsĂ„ Akanishta, Dagoba, Dharma, Dhatu, Mahayana og Theravada).
Dharmakaya
(Sanskrit). Dharmakaya bestĂ„r af âdharmaâ, som stammer fra roden âdhriâ, der betyder âat holdeâ, âat bĂŠreâ, âat vedligeholdeâ eller âat lĂžseâ, men oversĂŠttes ogsĂ„ ofte med âlovâ, samt âkayaâ, der betyder âkropâ. Dharmakaya er et âfortsĂŠttelseslegemeâ, et âsandhedslegemeâ eller âlyksalighedens klĂŠdningâ. Det er et af Buddhas tre legemer (Trikaya) i Mahayana-buddhismen. Trikaya bestĂ„r af 1) Nirmanakaya, 2) Sambhogakaya 3) Dharmakaya. Dharmakaya er det tredje og hĂžjeste af de tre legemer. Det er det sidste, det hĂžjeste og det mest sublimerede af dem alle, for det placerer asketen pĂ„ tĂŠrsklen til Nirvana. Dharmakaya er det umanifesterede aspekt af en Buddha, som er en egenskab, der udvikles af enhver âBuddhaâ â dvs. enhver indviet, som er nĂ„et til slutningen af det, der kaldes den âfjerde vejâ (i Ă„ndsvidenskaben er det den sjette âportalâ, fĂžr den indviede kan trĂŠde ind gennem den syvende). Buddhaer er manifestationer af de Dharmakayaer, der kaldes Nirmanakaya (i et transformationslegeme). Det er et âvirkelighedslegemeâ, som er uden en specifik, afgrĂŠnset form, hvor Buddha er identificeret med den Ă„ndelige natur af alt, hvad der er. Dharmakaya er den fĂžrste Bardo-tilstand, den perfekte orden, den sande Buddha-natur, Universets essens, foreningen mellem Buddha og alt eksisterende. Det er, et Ă„ndeligt legeme eller en hĂžj Ă„ndelig skabnings bevidsthedstilstand, hvor den begrĂŠnsede betydning af sjĂŠl og individualitet er forsvundet i en universel (hierarkisk) sans, og bevares kun latent som kim. Det er ren bevidsthed, ren lyksalighed, ren intelligens, der er befriet fra al personlig tĂŠnkning. Nogle gange kaldes Dharmakaya for âNirvana uden jordiske resterâ for nĂ„r man fĂžrst har nĂ„et Buddha-stadiet eller Bodhisattva-stadiet, er man helt befriet for enhver jordisk tiltrĂŠkning. Den indviede vil ikke vende tilbage fĂžr en ny Manvantara indledes, for den indviede har frigjort sig fra reinkarnationens cyklus. Dharmakaya-tilstanden kaldes Parasamadhi hvor ingen fremskridt er muligt − i hvert fald sĂ„ lĂŠnge den indviede forbliver i tilstanden. Man kan sige, at de i en periode er krystalliseret i renhed og homogenitet. (Se ogsĂ„ Bardo, Buddha, Buddhi, Mahayana, Manvantara, Nirmanakaya, Nirvana, Sambhogakaya, Trikaya og Trisarana).
Dharmaprabhasa
(Sanskrit). Dharmaprabhasa bestĂ„r af âdharmaâ, som stammer fra roden âdhriâ, der betyder âat holdeâ, âat bĂŠreâ, âat vedligeholdeâ eller âat lĂžseâ, men oversĂŠttes ogsĂ„ ofte med âlovâ, samt âprabhasaâ, der betyder âoplysningâ og âilluminationâ. Dharmaprabhasa er âden, der oplyser om lovenâ. Det er navnet pĂ„ den Buddha, som vil vise sig i 7. Rodrace, hvor kĂžnnene ikke lĂŠngere eksisterer. (Se ogsĂ„ Buddha og Rodrace).
Dharmaraja
(Sanskrit). Dharmaraja er en streng og retfÊrdig konge. Det en titel, der blev givet til Gautama Buddha og til Yima, som er gud for de dÞde. I sidstnÊvnte tilfÊlde symboliserer Dharmaraja streng og fuldstÊndig upartisk karmisk retfÊrdighed, som de afdÞde konfronteres med efter dÞden. (Se ogsÄ Gautama Buddha og Yima).
Dharmasmriti Upasthana
(Sanskrit). Dharmasmriti Upasthana eller Dharma-Smrti-Upasthana bestĂ„r af âdharmaâ, som stammer fra roden âdhriâ, der betyder âat holdeâ, âat bĂŠreâ, âat vedligeholdeâ eller âat lĂžseâ, men oversĂŠttes ogsĂ„ ofte med âlovâ, samt âsmritiâ, der betyder âerindringâ, og âupasthanaâ, der betyder at man placerer sig selv i relation til sine handlinger. I buddhismen betyder det handlinger, hvor man husker at handle i overensstemmelse med den kosmiske lov. H.P. Blavatsky ser udtrykket fra en anden synsvinkel: âHusk, at bestanddele (i mennesketes natur) stammer fra Nidanaerne, og ikke fra Selvetâ. Nidanaerne er en kĂŠde af kausale sammenhĂŠnge − de tolv Ă„rsager til eksistens eller manifestation. Hver enkelt er udviklet af sig selv, som regel i seriel og periodisk orden og i nĂžje overensstemmelse med de forskellige oplagrede karmiske frĂž. Lige sĂ„ vigtigt er det, at den Atmiske kerne af individualitet selv iklĂŠder sig forskellige bevidsthedslegemer, som derfor faktisk er frĂžene eller − i en vis forstand − Nidanaernes natur, og pĂ„ den mĂ„de virker Nidanaerne tilbage pĂ„ Selvet som Ă„rsag. Det er samme idĂ©, der kommer til udtryk i den kristne udtalelse: âSom et menneske tĂŠnker, sĂ„dan er detâ. (Se ogsĂ„ Atma og Nidana).
Dharmasoka
(Sanskrit). Dharmasoka er et navn, der blev givet til den fĂžrste Asoka efter hans konvertering til buddhismen. Han var barnebarn af kong Chandragupta, som tjente âDharmaâ eller Buddhas lov i hele sit lange liv. Den anden kong Asoka konverterede ikke, for han var fĂždt som buddhist. (Se ogsĂ„ Asoka, Buddha, Chandragupta og Dharma).
Dhatu
(Sanskrit). Dhatu er en primĂŠr bestanddel. Det svarer til Mahabhuta (element) eller urstoffets omrĂ„de eller plan. Man regner som regel med, at der er fem: Kha eller Akasha (ĂŠter) − Anila (vind) − Taijasa (ild) − Jala (vand) − Bhu (jord) − men esoterisk er der syv. âDer er syv krĂŠfter i mennesket og i hele naturen, ligesom der er syv Dhatu (hovedsubstanser i menneskekroppen)â. I den sydlige buddhisme, betyder ordet ogsĂ„ levn eller relikvie (det, der er tilbage, efter at kroppen er kremeret), og ordet bruges isĂŠr om relikvier fra Buddhas krop, som angiveligt blev indsamlet efter kremering. I Ă„ndsvidenskaben er de planeter i den planetariske kĂŠde, der er fordelt i tre Dhatuâer: Arupa-Dhatu, Kama-Dhatu og Rupa-Dhatu. (Se ogsĂ„ Akasha, Arupa-Dhatu, Dharmadhatu, Mahabhuta, Jala, Kama-Dhatu, Rupa-Dhatu og Taijasa).
Dhauti
(Sanskrit). Dhauti er den anden Shatkarma (ogsĂ„ kendt som Shatkriya) â yogasystemets teknikker til kropsrensning. Dhauti skal primĂŠrt rense fordĂžjelseskanalen i dens fulde lĂŠngde, men det pĂ„virker ogsĂ„ i luftvejene, Ăžrer og Ăžjne. Derfor er Dhauti en renselsesteknik for Ăžjne, Ăžrer, tunge, forhoved, spiserĂžr, endetarm og anus. Dhauti er opdelt i fire dele: Antar-Dhauti (intern), Danta-Dhauti (tĂŠnder), Hrid-Dhauti (hjerte- eller brystregionen) og Moola Shodhana (rektal udrensning dvs. tarmrensning). (Se ogsĂ„ Antar Dhauti, Danda Dhauti, Danta Dhauti, Jihva Dhauti, Karna Dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman Dhauti, Vastra Dhauti og Vatsara Dhauti).
Dhriti dhrti
(Sanskrit). Dhriti dhrti stammer fra roden âdhriâ, der betyder âat holdeâ, âat bevareâ, âat vĂŠre stabilâ. Dhriti dhrti betyder fasthed, konstans, beslutning. Det er desuden et tilnavn til Dakshas datter og Dharmas hustru. (Se ogsĂ„ Daksha og Dharma).
Dhrupad
(Hindi). Dhrupad bestĂ„r af âdhruvaâ, der stammer fra roden âdhruâ, som betyder âat vĂŠre fastâ eller âfikseretâ og âpadaâ, der betyder âversâ. Dhruva betegner den del af et vers, der bruges som et fast refrĂŠn. Dhrupad er en genre i klassisk hindustani musik, og man mener, at den er den ĂŠldste, der stadig er i brug inden for musiktraditionen. Udtrykket betegner bĂ„de digtets vers og sangstil. Abul Fazl, der var kronikĂžr ved hoffet under kejser Akbar, forklarer i Ain-e-Akbari, at Dhrupad-versene er: âFire linjer der rimer, hver pĂ„ ubestemt prosodiske lĂŠngderâ. Prosodisk vil sige stavelsernes tonehĂžjde samt tryk- og lĂŠngdeforhold. Temaerne spĂŠnder fra religiĂžse og Ă„ndelige (for det meste i lovprisning af hinduistiske guder) til kongelige lovtaler, musikvidenskab og romantik. Selv om Dhrupad dybest set er en vokal tradition, praktiseres dens musikalske ĂŠstetik af mange musikere. (Se ogsĂ„ Akbar, Bhajan, Karnatisk, Kirtan, Kriti, Raga og Tala).
Dhruva
(Sanskrit). Dhruva stammer fra roden âdhruâ, der betyder âat vĂŠre fastâ eller âfikseretâ. Dhruva er Nordstjerne. Dhruva omtales i klassisk hinduistisk mytologi som: â− den himmelske form af den mĂŠgtige herre Hari, der bestĂ„r af stjerner og formet som et marsvin med Dhruva i halen. Planeter, MĂ„nen, Solen osv. drejer omkring Dhruva, og Krittika (Plejaderne) cirkler omkring ham som et hjul, og Solen hviler pĂ„ Dhruva, og vogter verden med sine guder, dĂŠmoner og mennesker. Alle de planeter, stjernebilleder, stjerner og meteorer er uden undtagelse bundet til Dhruva med snore af vind, sĂ„ de bevĂŠge sig i deres rigtige kurs, kĂŠre Maitreyaâ. Ă
ndsvidenskaben afslĂžrer, at rodracernes forfĂŠdre (de respektive grupper af syv Prajapatier) alle er forbundet med Nordstjernen. Det siges at: âDen, som forstĂ„r Dhruvas alder, som er pĂ„ 9.090 af de dĂždeliges Ă„r, vil forstĂ„ tiderne for Pralayaerne og folkeslagenes endelige skĂŠbne, kĂŠre Lanooâ. Dhruva er ogsĂ„ navnet pĂ„ en arisk vismand, en Kshatriya, der ved hjĂŠlp af disciplineret askese og filosofisk meditation, blev Rishi. I Puranaerne var Dhruva Maharaja sĂžn af kong Uttanapada − herskede over Universet − der blev fĂžrt til Nordstjernen af Vishnu. (Se ogsĂ„ Hari, Kshatriya, Krittika, Meditation, Prajapati, Pralaya, Puranaer, Rishi, Rodrace og Vishnu).
Dhulkarnayn
(Arabisk). Dhulkarnayn er den to-hornede. Det var en betegnelse, der blev givet af araberne til erobrere − uanset om de var Ă„ndelige eller materielle − som efter deres opfattelse har underlagt sig verden fra Ăžst til vest. Dhulkarnayn er i en vis forstand identisk med hinduernes Chakravartin. (Se ogsĂ„ Chakravartin).
Dhyan
(Sanskrit). Dhyan betyder meditation. PĂ„ pali hedder det Jhan. Dhyan eller Dhyana har en anden betydning end det latinske ord meditation (beherskelse) â for det betyder ânedsĂŠnkningâ med det formĂ„l, at man vĂ„gner op og oplyses. Dhyan kan oversĂŠttes til Chan (Kina), Son (Korea) og Zen (Japan). Dhyan er desuden betegnelsen for hĂžjtstĂ„ende Ă„ndelige skikkelser af forskellige grader. (Se ogsĂ„ Chohan, Dhyana, Dhyan-Chohan og Meditation).
Dhyan-Chohan
(Sanskrit/Tibetansk). Dhyan-Chohan eller Dhyani-Chohan stammer fra sanskrit âdhyaniâ, der betyder âfordybelseâ, og det tibetanske âchohanâ, der betyder âherreâ. Dhyan-Chohan eller Dhyani-Chohan er âmeditationens herrerâ. De er âlysets herrerâ eller âDhyanernes overhovederâ. Det er guddommelige intelligenser, der deltager i Universets opbygning, og det er dem, der har overopsyn med skabelsen. De svarer omtrent til kristendommens ĂŠrkeengle. De omtales bl.a. i Den Hemmelige LĂŠre i forbindelse med verdens skabelse. Dhyan-Chohaner er generelt en gruppe, der omfatter bĂ„de hĂžjere skabninger, som deltager selvbevidst og aktivt i den arkitektoniske opbygning af Universet, og helt ned til de lavere skabninger, hvoraf nogle er selvbevidste. De laveste af bygherrerne er lidt mere end blot bevidste eller halvbevidste skabninger, som nĂŠsten slavisk fĂžlger idĂ©strĂžmmene fra den kosmiske Ă„nd, som overfĂžres til dem af hĂžjere grupper af bygherrer. Dhyan-Chohan svarer pĂ„ en mĂ„de ogsĂ„ til sanskritordet Manu. Dhyan-Chohanernes syv vigtigste grupper er intimt forbundet, bĂ„de til de syv hellige planeter i solsystemet, men ogsĂ„ til aspekterne i Jordens planetariske kĂŠde. Desuden er der en gruppe Dhyan-Chohaner i spidsen i solsystemet for hver afdeling af naturen. Dhyan-Chohanerne, som udgĂžr toppen af Hierarkiet, legemliggĂžr den kosmiske Logosâ hensigter, og pĂ„ den mĂ„de udgĂžr Dhyan-Chohanerne de love, som naturen eksisterer og fungerer under. Lovene er derfor reelt de Ă„ndelige aktiviteter for de hĂžjeste grupper af Dhyan-Chohanerne. Dhyan-Chohanerne har deres Bodhisattvaer, som er deres intelligente reprĂŠsentanter pĂ„ ethvert lavere kosmisk plan, og pĂ„ den mĂ„de har enhver skabning et hĂžjere aspekt â en egoisk individualitet − som er en Dhyan-Chohan. Derfor er Dhyan-Chohanerne reelt det vigtigste aspekt i mennesket. Mennesket blev skabt af dem. Mennesket er Monaderne, mennesket er atomerne, mennesket er sjĂŠlene, som er projiceret og udsendt, og det hele stammer fra Dhyan-Chohanerne. (Se ogsĂ„ Bodhisattva, Dharma-savarni, Manu, Meditation, Monade og Rodmanu).
Dhyana
(Sanskrit). Dhyana stammer fra roden âdhyaiâ, der betyder âat overvejeâ og âat meditereâ â dvs. Ă„ndelig-intellektuel fordybelse, der medfĂžrer fuldstĂŠndig lĂžsrivelse fra alle genstande, fĂžlelser og den lavere mentale natur. Tilstanden kaldes ogsĂ„ âkontemplationâ. Dhyana defineres som meditation. Dhyana blev afledt via tibetansk-kinesisk Châan til det japanske Zen (f.eks. Zenbuddhisme). Dhyana er det tredje og nĂŠsthĂžjeste stadie i Yoga. Det kommer efter Dharma og Pratyahara. Dhyana er et udtryk for meditation i betydningen fokusering af opmĂŠrksomheden pĂ„ en form, en tanke eller en lyd. Dhyana er derfor koncentration af tanken i Ă©t punkt og forlĂŠnget fastholdelse af opmĂŠrksomheden pĂ„ punktet, som ultimativt kan resultere i Samadhi. Sutta beskriver fire niveauer af Dhyana, og niveauerne kaldes Jhana, som hver isĂŠr har tiltagende dybde. Jhanaerne er beskrevet i Pali-skrifterne, og udgĂžr en stor del af den Theravada-buddhistiske litteratur og Mahayana-litteraturen. Zen-traditioner er blevet opkaldt efter Dhyanas meditative tilstand, men i kinesisk buddhisme kan Dhyana henvise til alle former for meditationsteknikker og deres forberedelse, som kan bruges til at opnĂ„ Samadhi. Iflg. den hinduistiske Yoga Sutra, der er skrevet af vismanden Patanjali, er Dhyana et af de otte trin i Yoga. De Ăžvrige syv er Yama, Niyama, Asana, Pranayama, Pratyahara, Dharana og Samadhi. Iflg. Patanjali betragtes den sidste fase i Dhyana (meditation) som Jhana. Det er et stadie i meditationen, som ikke lĂŠngere kan betragtes som en egentlig meditationshandling, for den mediterende smelter sammen med meditationsobjektet, og man kan ikke nĂ„ et hĂžjere bevidsthedsstadie uden Jhana. Samtlige otte trin i Patanjalis system kaldes nogle gange Dhyana eller âden meditative vejâ, selv om det strengt taget kun er de sidste fire trin â Pratyahara, Dhyana, Dharana, og Samadhi â der udgĂžr meditation. De foregĂ„ende trin skal alene forberede kroppen og tankesindet til meditation. I Patanjalis Ashtanga-yoga (âotte trinâ), kaldes det meditationsstadie, der gĂ„r forud for Dhyana for Dharana. I Dhyana er den mediterende ikke bevidst om meditationen (dvs. at den mediterende ikke er bevidst om meditationsprocessen), men er kun bevidst om sin eksistens (bevidstheden om at vĂŠre) og selve formĂ„let med meditationen. Dhyana adskiller sig fra Dharana, fordi den mediterende bliver Ă©t med meditationens formĂ„l. Den mediterende er derefter i stand til at opretholde tilstanden i 144 indĂ„ndinger og udĂ„ndinger. Dhyana praktiseret sammen med Dharana og Samadhi udgĂžr Samyama. Dhyana-systemet er detaljeret beskrevet af Sri Krishna i 6. kapitel i Bhagavad-Gita, hvor han forklarer de forskellige yoga-systemer for sin ven og discipel, Arjuna. I hinduismen anses Dhyana for at vĂŠre et redskab til selvindsigt. Dhyana adskiller Maya fra virkeligheden og er en hjĂŠlp til at nĂ„ det endelige mĂ„l â Moksha. (Se ogsĂ„ Arjuna, Asana, Ashtanga-yoga, Bhagavad-Gita, Dharana, Dharma, Jhana, Kontemplation, Krishna, Mahayana, Maya, Meditation, Moksha, Niyama, Patanjali, Pranayama, Pratyahara, Samadhi, Samyama, Sutta, Theravada, Yama, Yoga og Zenbuddhisme).
Dhyana-Marga
(Sanskrit). Dhyana-Marga bestĂ„r af âdhyanaâ, der betyder âmeditationâ, og âmargaâ, der betyder âstiâ. Dhyana-Marga er stien til meditation eller til Ă„ndelig-intellektuel fordybelse. (Se ogsĂ„ Dhyana og Meditation).
Dhyana-yoga
(Sanskrit). Dhyana-yoga er en dyb Ändelig forbindelse til den indre guddommelighed, som bestÄr af seks eller syv fremadskridende stadier, der ledsages af en simultan tilbagetrÊkning af tankesindet fra den ydre tilvÊrelse. 6. kapitel i Bhagavad-Gita omhandler Dhyana-yoga. Det var desuden en af buddhismen Paramitaer. (Se ogsÄ Bhagavad-Gita, Buddhisme, Dhyana, Meditation og Paramita).
Dhyani-Bodhisattva
(Sanskrit). Dhyani-Bodhisattva bestĂ„r af roden âdhyaiâ, der betyder âat meditereâ eller âat overvejeâ, og âbodhisattvaâ, der betyder, âden, hvis essens er Bodhiâ. Bodhi betyder âat opnĂ„ forstĂ„elseâ, âat erkendeâ eller âat videâ. Dhyani-Bodhisattva er derfor en Bodhisattva, der mediterer og kontemplerer. Dhyani-Bodhisattvaerne er de fem Dhyani-Buddhaers tankefĂždte sĂžnner. Der er en Dhyani-Bodhisattva for Jorden, og for hver af de tre planeter, der gik forud for den nuvĂŠrende planet pĂ„ den nedadgĂ„ende bue. PĂ„ samme mĂ„de er der en Bodhisattva for hver af de tre planeter, der fĂžlger den nuvĂŠrende planet pĂ„ den opadgĂ„ende bue â dvs. en Bodhisattva for hver. Dhyani-Bodhisattva er den Ă„ndelige leder af det Ă„ndelige-psykologiske hierarki i hver verden. Jordens nuvĂŠrende Dhyani-Bodhisattva er den guddommelige skabning, der kaldes planetens â tavse vogterâ. (Se ogsĂ„ Bodhi, Bodhisattva, Dhyani-Buddha, Kontemplation og Meditation).
Dhyani-Buddha
(Sanskrit). Dhyani-Buddha bestĂ„r af roden âdhyaiâ, der betyder âat meditereâ eller âat overvejeâ, og âbuddhaâ, som stammer fra roden âbudhâ, der betyder âat opfatteâ, âat vĂŠkkeâ eller âat vĂ„gne opâ. Buddha er en titel â ikke et navn. Dhyani-Buddhaer er de evige urtyper for de jordiske Buddhaer. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er der syv, hvoraf endnu kun fem har manifesteret sig gennem fysiske Buddhaer. Syntesen af de syv er Avalokiteshvara. Der er tale om to hierarkier af Ă„ndelige skabninger, der har udviklet det nuvĂŠrende kosmos. Det ene er Dhyani-Buddhaerne eller âarkitekterneâ, som i enhed skaber den hĂžjere og mere Ă„ndelige side, og reelt danner de en linje, der har form af en lysende bue. Den anden er Dhyan-Chohanerne, âbygherrerneâ eller âingeniĂžrerneâ, som udgĂžr den lavere og relativt mere materielle side, og de danner en linje, som (kun fra det hĂžje synspunkt) er en skyggefuld bue. Ofte bruges udtrykket Dhyan-Chohaner om begge linjer. Der er som sagt syv Dhyani-Buddhaer, sĂ„dan at der for hver runde i en syvfoldige planetarisk kĂŠde er en herskende Dhyani-Buddha eller kausal Buddha. I menneskehedens nuvĂŠrende 4. runde er den under overvĂ„gning af en Dhyani-Buddha, der tilhĂžrer 4. grad i det guddommelige hierarki. De Dhyani-Bodhisattvaer, der overvĂ„ger planeterne i hver runde af den planetariske kĂŠde, bestĂ„r af strĂ„ler fra rundens Dhyani-Buddha. Det er Dhyani-Buddhaen for menneskehedens 4. runde â âFaderen i Himlenâ − som er den store initiativtager eller den, der yder det store offer. StrĂ„len strĂžmmer igennem alle individuelle skabninger, og det er derfra mennesket trĂŠkker sit Ă„ndelige liv og sin Ă„ndelige nĂŠring, for livet kommer direkte fra den hierarkiske skabning, som alle mennesker er forankret i. I forhold til menneskeheden er Dhyani-Buddhaen psykisk og Ă„ndeligt nĂžjagtig det samme, som menneskets sjĂŠl er til de utallige skarer af elementĂŠre enheder, som udgĂžr menneskekroppen. Ethvert menneskes Monade er udsprunget fra essensen af en Dhyani-Buddha. (Se ogsĂ„ Avalokiteshvara, Bodhisattva, Buddha, Dhyan-Chohan og Monade).
Dhyanipasa
(Sanskrit). Dhyanipasa bestĂ„r af âdhyaninâ, som er en âguddommelig skabningâ, og âpasaâ, der betyder ârebâ. Dhyanipasa er gudernes (dhyaniernes) reb. Det er en anden betegnelse for den store âringmurâ, âgrĂŠnseringâ eller âring-pass-notâ, som omslutter fĂŠnomenernes verden og adskiller den fra det metafysiske kosmos.
Di-Nur
(Hebraisk). Di-Nur findes i en kabbalistisk allegori som en del af en berĂžmt sĂŠtning − Nehar Di-Nur â der betyder âfloden eller strĂžmmen af lys eller ildâ. NĂ„r mennesket nĂŠrmer sig den tid, hvor det skal vĂŠk fra den fysiske verden, og hvor herolden rĂ„ber sit dekret, springer en flamme pludselig frem fra den nordlige ende og antĂŠnder floden Di-Nur (ildfloden), og ilden spreder sig ud til verdens fire hjĂžrner og fortĂŠrer de skyldige sjĂŠle. Og flammerne fortsĂŠtter helt ned til verden. âOg nĂ„r Neshamoths sjĂŠle stiger op, renser de sig i floden Dâe-noor (Di-Nur), men de fortĂŠres ikke, de renser blot sig selvâ, iflg. Zohar. (Se ogsĂ„ Kabbala og Zohar).
Diakka
Diakka er et udtryk, som blev opfundet af den prominente amerikanske clairvoyante, Andrew Jackson Davis (1826-1910). Det var en betegnelse for âutrovĂŠrdige Ă„nderâ. I sine bĂžger beskriver han âspĂžgelserneâ som amoralske, vildledende vĂŠsener, der lever i et skyggefuldt hjĂžrne af âsommerlandetâ (pĂ„ Astralplanet). Der er tale om Elementaler eller astrale Skygger og Skaller − dvs., fantomer fra Kama-Loka. Diakkaer er derfor ganske enkelt mediers og spiritisters sĂ„kaldte materialiserede og kommunikerende Ă„nder. H.P. Blavatsky siger om Diakka: âEnhver form for trolddom skabes med direkte hjĂŠlp fra de dĂ„rlige dĂŠmoner. Det er Ă„nder, som bruger deres tid pĂ„ at bedrage mennesket, ved at vise tĂ„belige illusioner. Det er deres ambition, at blive betragtet som guderâ. Skallerne, Skyggerne, Elementalerne eller âspĂžgelserneâ i det astrale lys var kendt i oldtiden. Generelt var de hadet, og ofte var de frygtet af mennesker pĂ„ grund af deres onde pĂ„virkning af menneskers liv. Hebraiske og tidlige kristne demonologier personificerede dem under overhovedet Belial og hans hĂŠr af djĂŠvleunger. (Se ogsĂ„ Astralplan, Belial, DĂŠmonologi, Elementar, Elementaler, Kama-Loka og Skygger).
Diamant
Diamanten eller diamanthjertet symboliserer den kosmiske kvintessens, − quinta essentia − det femte element − den aristoteliske âĂŠterâ, dvs. det fuldkomne element, som bevĂŠger sig i cirkelformede baner, og som himlen og stjernerne er skabt af, hvorimod den jordiske verden bestĂ„r af de fire elementer ild, jord, vand og luft. Iflg. den nordlige buddhisme er den umanifesterede Logos sĂ„ meget Ă„nd, at direkte manifestation i de stoflige verdener er umulig, og derfor sender Logos sit âhjerteâ ned i de manifesterede verdener − diamanthjertet (Vajrasattva eller Dorjesempa) − som er den manifesterede Logos, som udstrĂ„ler 3. Logos, der kollektivt er de syv kosmiske Dhyani-Buddhaer. NĂ„r Manushi-Buddhaernes personlighed er blevet fusioneret i Atma-Buddhi, kaldes de ogsĂ„ diamantsjĂŠle pga. deres Ă„ndelige tilgang til deres kosmiske prototype − ellers er de Mahatmaer pĂ„ hĂžjeste niveau. (Se ogsĂ„ Atma-Buddhi, Buddhisme, Dhyani-Buddha, Dorje, Dorjesempa, Elementer, Logos, Mahatma, Manushi-Buddhaer, Vajra, Vajradhara, Vajrasana, Vajrasattva og Vajrayana).
DiamantsjĂŠlen
Se Vajradhara.
Diamantstillingen
Se Vajrasana.
Diana
(Latin). Diana er lysets gudinde − en gammel italiensk guddom, der senere blev identificeret med den grĂŠske Artemis, som er datter af Zeus og Latona og sĂžster til Apollon. Diana var MĂ„nens gudinde og nattens dronning. Hun herskede over jagt, det Ă„bne land, skovene, krig og vand. Som MĂ„nens gudinde blev hun betragtet som et aspekt af Hekate. Hun blev desuden tilbedt i form af Lucina, som hersker over fĂždsler. Som nattens gudinde blev hun tilbedt med fakkelceremonier, og hun var elsket som skytsengel for udstĂždte og slaver. MĂ„nen har en tĂŠttere relation til Jorden end noget andet himmellegeme. De tidlige racer forstod det og vidste det fra de tidligste tider. Diana er dronningen, og hun er kongen. Hun var kong Soma, fĂžr hun blev forvandlet til Phoebe og den kyske Diana. Artemis var âLuna i Himlenâ, og Diana var den, der herskede over livet og fĂždslerne pĂ„ Jorden. Hos egypterne var hun Heka (Hekate) i Helvede â dĂždens gudinde, som herskede over magi og trolddom. Ikke nok med det, for hun personificerede MĂ„nen, som havde tredelte fremtoninger − Diana-Hekate-Luna â og derfor er hun âtre i Ă©nâ. Hun har tre hoveder pĂ„ Ă©n hals ligesom Brahma-Vishnu-Shiva. (Se ogsĂ„ Apollon, Artemis, Apollon, Brahma, Heka, Hekate, Latona, Lucina, Luna, Phoebe, Shiva, Soma, Vishnu og Zeus).
Dianoia
(GrĂŠsk). Dianoia betyder âtankeâ, og det svarer derfor til Logos − den evige tankes kilde og den âguddommelige hensigtâ. Dianoia blev brugt af Platon og Aristoteles − ofte i kontrast til Soma (kroppen). Dianoia er de guddommelige tanker og roden til al tĂŠnkning. (Se ogsĂ„ Aristoteles, Ennoia, Logos, Platon og Soma).
Dictynra
(GrĂŠsk). Dictynra eller Dictynna er en grĂŠsk havgudinde, der blev tilbedt pĂ„ Kreta. Dictynra var et aspekt af Britomartis, en gudinde der blev tilbedt i hele MiddelhavsomrĂ„det, og som ofte blev identificeret med Artemis. Britomartis administrerede lykken, og hun var skytsĂ„nd for jĂŠgere, fiskere og sĂžfolk. Desuden var hun gudinde for sundhed og fĂždsel. Dictynra var datter af Zeus og Artemis, og sandsynligvis var hun oprindeligt mĂ„negudinde. Hun bar angiveligt âen krans, der var lavet af den magiske plante dictamnus, en stedsegrĂžn buskâ. Iflg. myten kan berĂžring af planten bĂ„de udvikle sĂžvngĂŠngeri og helbrede den definitivt. I Danmark dyrkes bl.a. Dictamnus albus, som kaldes âMosesâ brĂŠndende buskâ. (Se ogsĂ„ Artemis, Britomartis og Zeus).
Didaktisk
(GrĂŠsk). Didaktisk stammer fra âdidaktikosâ og âdidaskeinâ, der betyder âlĂŠreâ, âbelĂŠreâ og âunderviseâ. I Egyptens historie henvises der kollektivt til skrivekunsten som didaktisk (belĂŠrende) eller som âvisdomslĂŠrenâ.
Dido
(FĂžnikisk). Dido er den mytiske dronning, der grundlagde Kartago. Iflg. Timaios, var hendes rigtige navn Theiosso. PĂ„ fĂžnikisk var navnet Helissa eller Elissa, og hun var de fĂžnikiske sĂžfolks beskytter. Under sin flugt fra Troja mĂždte Ăneas hende, og iflg. Virgil forelskede han sig i hende, men han mĂ„tte forlade hende, fordi det var hans skĂŠbne at grundlĂŠgge Rom. Herefter begik Dido selvmord. Temaet er den mytiske baggrund for konflikten mellem Rom og Kartago. Det siges ogsĂ„, at Dido var navnet pĂ„ en fĂžnikisk gudinde, og navnet kan oversĂŠttes med âden elskedeâ. En anden version siger, at hendes mand blev drĂŠbt af sin bror, og derfor flygtede Dido til Afrika, hvor hun grundlagde en by, der blev til Kartago. I stedet for mod sin vilje at gifte sig med en lokal hĂžvding, begik hun selvmord. Dido var âhavets jomfruâ sammen med Venus og andre mĂ„negudinder. MĂ„nen har en stĂŠrk indflydelse pĂ„ tidevandet, og fĂžnikerne, der var dristige opdagelsesrejsende, anbragte gudinden Astartes figur pĂ„ stĂŠvnen af deres skibe − Astarte, der er identisk med Elissa og Dido. (Se ogsĂ„ Astarte).
Dies Sanguinis
Dies Sanguinis betyder âbloddagenâ. Det var en romersk fest, der hvert Ă„r blev afholdt i det antikke Rom den 24. marts. Dagen kaldte man Bellona-dag. Det var en dag, hvor de romere, der dyrkede krigsgudinden Bellona, skar sig selv til blods og drak den hellige blod for at formilde guddommen. Gudinden Kybeles prĂŠster piskede sig selv til blods og stĂŠnkede blodet pĂ„ gudestatuer og altre i helligdommen, mens andre angiveligt efterlignede Attis ved at kastrere sig selv. De smertefulde og dramatiske handlinger gav de fanatiske tilbedere en mulighed for at identificere sig med Attisâ smerte og dĂžd. Attis blev fejret i en cyklus af festligheder i en periode fra 15. til 28. marts hvert Ă„r. I helligdagene fejrede man en guddoms dĂžd i stil med den kristne pĂ„ske, hvor ceremonierne drejer sig om Jesu lidelse, dĂžd og genopstandelse. ForĂ„rsfesten i Rom sluttede med en tiltrĂŠngt hviledag, hvor den hellige statue af Kybele â âden store moderâ â blev badet i Almo-floden. (Se ogsĂ„ Attis og Kybele).
Differentiering
Differentiering er en proces, der gĂ„r fra det enkle til det komplekse eller som det bruges i filosofi − fra homogenitet til heterogenitet − fra enhed til mangfoldighed. Det betyder ikke, at enheden er mindre end mangfoldigheden, eller at helheden er blevet reduceret, for enheden rummer alt det, der er mangfoldiggjort fra den. Ordet bruges i stort set samme betydning som manifestation. Evolutionsprocessen pĂ„ den nedadgĂ„ende bue bestĂ„r af kontinuerlige differentieringer, og den modsatte proces finder sted pĂ„ den opadgĂ„ende bue. PythagorĂŠerne fordĂžmte âduadâ, fordi det reprĂŠsenterede differentieringens begyndelse eller ophĂžr af den kosmiske enkelhed og helhed. I Ă„ndsvidenskabelig filosofi begynder differentieringen efter nul, og Den Ene er den fĂžrste differentiering. Ă
nden er den fÞrste differentiering i rummet, og urmaterien er den fÞrste differentiering fra Änden. Differentiering indebÊrer ogsÄ specialisering af funktionerne, som det bl.a. ses i biologi i forbindelse med celleudviklingen.
Digambara
(Sanskrit). Digambara bestĂ„r af âdisâ, der betyder âen fjerdedelâ eller âen regionâ samt âambaraâ, der betyder âhimmelâ eller âatmosfĂŠreâ. Men det betyder ogsĂ„ âtĂžjâ eller âbeklĂŠdningâ. Digambara er den âhimmelklĂŠdteâ, âden, der er ifĂžrt elementerneâ eller âden, der er iklĂŠdt rummetâ. Digambara er derfor en nĂžgen tigger, dvs. en tigger, der gĂ„r uden tĂžj. Betegnelsen bruges ofte om Shiva i rollen som Rudra i aspektet som asket, men det bruges ogsĂ„ om oplyste Mestre eller hĂžjt udviklede Chelaer. NĂ„r Digambara bruges om Mestre og hĂžjt udviklede Chelaer skyldes det deres evne til at projicere metafysisk bevidsthed pĂ„ stor afstand. De bruger den kraft, som i Tibet kaldes âhpho-waâ. De bliver derfor pĂ„ mystisk vis betragtet som frigjort for al fysisk iklĂŠdning, for de er âklĂŠdt i himlenâ eller i âatmosfĂŠrenâ, og de kan bevĂŠge sig frit og ved hjĂŠlp af deres vilje. (Se ogsĂ„ Adept, Chela, Khechara, Mester, Rudra og Shiva).
Dii Majores
(Latin). Dii Majores, Dii Magni eller Di Magni er âde store guderâ. Dii Majores refererer specifikt til de tolv store guder i den latinske gudeverden, som svarer til Kabiri, Dhyan-Chohaner mv. De tolv store guder er let at genkende i den grĂŠske mytologi men ogsĂ„ i andre. Det er ogsĂ„ de tolv store guder i den romerske mytologi − Juno, Vesta, Minerva, Ceres, Diana, Venus, Mars, Merkur, Jupiter, Neptun, Vulcan og Apollo. De blev sĂŠrlig dyrket i den gamle Etruriske mytologi. (Etrurien var beboet af etruskerne, og Etrurien lĂ„ mellem floderne Tiberen i syd og Arno i nord og var i Ăžst afgrĂŠnset af Appenninerbjergene, og det svarer nogenlunde til nutidens Toscana og Umbria). De tolv guder var direkte forbundet med de tolv tegn i dyrekredsen. (Se ogsĂ„ Dhyan-Chohan, Dii Minores og Kabiri).
Dii Minores
(Latin). Dii Minores er âde mindre guderâ eller âde tolv store guders − Dii Majores − refleksion i en lavere gruppeâ. Dii Majores blev beskrevet af Cicero i hans De Natura Deorum. Dii Minores i den grĂŠske og latinske Pantheon er bestemte guddomme, som er underordnet de tolv store guder fra Olympen. De er forbundet med de tolv patriarker, de gnostiske ĂŠoner, de tolv Sephiroth mv., men deres antal varierer angiveligt fra 10 til 12 ligesom dyrekredsens tegn. De tilhĂžrer en lavere gruppe, som er udstrĂ„let af de tolv store guder, og derfor er de jordiske refleksioner af det overordnede kosmiske hierarki, der reprĂŠsenteres af Dii Majores. (Se ogsĂ„ Dii Majores, Olympen, Pantheon og Sephiroth).
Dike
(GrÊsk). Dike er retsind og retfÊrdighed personificeret som en gudinde, der er datter af Zeus og Themis (iflg. Hesiod) og sÞster til Moira (skÊbnen). (Se ogsÄ Atropos, Klotho, Lachesis, Moira, Themis og Zeus).
Diksha
(Sanskrit). Diksha eller Diksa stammer fra roden âdikshâ, der betyder âat indvieâ eller âat dedikere sigâ. Diksha betyder âindvielseâ, og âdikshitâ betyder âindvietâ. Diksha, der ogsĂ„ staves Deeksha eller Deeksa, er ofte betegnelsen for en indvielse, der gives af en Guru inden for hinduisme, buddhisme og jainisme. Diksha gives ikke kollektivt men direkte fra en Guru til en discipel, og det indebĂŠrer pĂ„bud om streng Ă„ndelig disciplin. NĂ„r Guruens tankesind bliver Ă©t med disciplens, er disciplen blevet indviet af Guruen. Diksha foregĂ„r pĂ„ mange mĂ„der â via Guruens blik, berĂžring eller ord â som har til formĂ„l at rense disciplen. Indvielse ved berĂžring kaldes Sparsa Diksha. Den, der giver guddommelige nĂ„de via Diksha, hedder Saktipat. (Se ogsĂ„ Dikshita, Guru og Sparsa).
Dikshita
(Sanskrit). Dikshita eller Diksita strammer fra roden âdikshâ, der betyder âat indvieâ eller âat dedikere sigâ. Dikshita vil sige at hellige sig, at dedikere sig til eksoterisk uddannelse, som iflg. hinduismen ikke er begrĂŠnset til en inderkreds af disciple eller indviede, men som fungerer som trĂŠning for udfĂžrelsen af et Soma-offer, og dermed bliver det som navneord en indviet. (Se ogsĂ„ Soma).
Diktamnon
(GrÊsk). Diktamnon eller Dictemnus er en gÄdefuld plante, som vokser i GrÊkenland. Den er i besiddelse af mystiske egenskaber, og i antikken var den almindelig kendt for sine beroligende egenskaber og for den fantastiske helbredende kraft til sÄr. Blandet med jernurt (verbena) medfÞrer den clairvoyance og ekstase. Diktamnon er en eviggrÞn busk. Den var dedikeret til mÄnegudinden Luna, Astarte, Diana. Det kretensiske navn for Diana var Dictynra, og derfor bar gudinden en krans, der var flettet af planten. Ordet var forbundet med Dictynra, der var et tilnavn for mÄnegudinden Artemis. (Se ogsÄ Artemis, Astarte, Diana, Dictynra og Luna).
Dimensioner
Se Plan.
Dinah
(Hebraisk). Dinah er datter af Jakob, og hun er identificeret med stjernetegnet Jomfruen.
Dinakara
(Sanskrit). Dinakara er et symbol pÄ Solen.
Dione
(GrĂŠsk). Dione er datter af Okeanos og Tethys â eller af Uranus og Gaia. Dione er mor til Afrodite, mens Zeus er Afrodites far. Dione blev tilbedt som hustru til Zeus pĂ„ Dodona, og hendes navn reprĂŠsenterede det feminine aspekt af Zeus. Da Dodonan-oraklet mistede sin betydning, blev Dione aflĂžst af Hera, og Dione blev derefter kun betragtet som en nymfe. En legende siger, at der kom to sorte duer flyvende fra Egypten. De slog sig ned i Dodonas ege og gav de grĂŠske guder deres navne. (Se ogsĂ„ Afrodite, Gaia, Hera, Okeanos, Tethys, Uranus og Zeus).
Dionysia
(GrĂŠsk). Dionysia er ceremonier, der er dedikeret til Dionysos, isĂŠr de festivaler, der blev holdt i Attika. De landlige eller mindre Dionysier blev fejret i december pĂ„ landet, hvor vinen blev dyrket. Ved forĂ„rsfesten Anthesteria (blomsternes fest), som varede i tre dage, fejrede man Dionysos som den livgivende gud med masser af vin, mad og processioner. De stĂžrre Dionysier blev fejret i marts i Athen, og festlighederne stod pĂ„ i seks dage ved forĂ„rsjĂŠvndĂžgn. Ved festivalen opfĂžrte man nye skuespil i tre dage i trĂŠk med et enormt antal borgere og internationale allierede som tilskuere. Efter processioner og dithyramber (korsang til ĂŠre for Dionysos) blev der holdt dramakonkurrencer, og pĂ„ festens anden dag blev der opfĂžrt fem komedier, og pĂ„ hver af de fĂžlgende tre dage blev der opfĂžrt en tetralogi â tre tragedier og et satyrspil. Ved en anden Dionysosfest, Lenaea, som ogsĂ„ foregik i Dionysosteatret, blev der primĂŠrt opfĂžrt komedier. Det skete i februar-marts. I oktober-november fejrede man Oschophoria. Dionysos- eller Bakkus-mysterierne blev Ăždelagt i senere tider pga. bogstavelig fortolkning af symbolikken, og ved at man erstattede den rent Ă„ndelige inspiration med psykospirituel sindsbevĂŠgelse. (Se ogsĂ„ Anthesteria og Dionysos).
Dionysos
(GrĂŠsk). Dionysos eller Dionysius betyder âZeusbarnâ. Det stammer fra âdioâ og âdisâ, som er en gammel form for Zeus plus Nysa. Dionysos blev fĂždt ved Nysa eller Nissi − et navn, som hebrĂŠerne kopierede og gav Mount Sinai (jf. 2. Mosebog). I den grĂŠske mytologi er Zeus Nysa et bjerg ved verdens ende, hvor Dionysos plantede sin fĂžrste vinstok. Under Alexander den Stores indiske felttog erobrede han en by med et helligt bjerg, Meros, som man identificerede med Nysa. Bjerget blev skiftevis placeret i Thrakien, Boiotien, Arabien, Indien, Lilleasien og Libyen. Et andet navn for Dionysos er Bakkus, der var en form for Iacchos, som er en hentydning til Bakkus-pĂ„kaldelse. Romerne kaldte ham Liber (den frie), og mange kaldte ham âbefrierâ (jf. labarum, som senere blev symbol pĂ„ Kristus). Dionysos blev tilbedt og fejret i Athen under Dionysierne, og han havde en stilling, der var nĂŠsten lig med Apollons i Delfi, og han var tilknyttet de Eleusinske mysterier. Dionysos var sĂžn af Zeus og Semele − Solen og MĂ„nen − og han havde derfor en biseksuel natur. Derfor blev han pĂ„ forskellige tidspunkter betragtet som henholdsvis en solguddom og en mĂ„neguddom. Hans betydning minder om Krishnas, Brahmas, Christos, Adonais, Mithras og Prometheusâ, for han var en frelser, og et mellemled mellem Gud og mennesket − det himmelske og det jordiske. Han var desuden den gud, der udgik fra VerdensĂŠgget, og som de dĂždelige senere udsprang fra, og derfor forenede han begge kĂžn i sin natur. De vigtigste symboler for Dionysos er vin og druer, der ogsĂ„ er typiske for en dobbelt betydning i den sande mysterielĂŠre. Vin er et symbol pĂ„ Ă„nden i Kristus, pĂ„ samme mĂ„de som brĂžd er symbol pĂ„ kroppen, og begge indgik i ritualet, som det kristne sakramente er kopieret fra. NĂ„r den indre gud Ă„benbares for den, der har kvalificeret sig til indvielse, blev hele den indviedes natur illumineret og belivet. Men den, der uforberedt sĂžger guddommelighed, drives til vanvid eller ĂždelĂŠgges af den indre gud. Bakkus-orgierne og det dionysiske vanvid var udtryk for den senere vanhelligelse. I sit kosmiske aspekt er Dionysos demiurgen eller Universets skaber. Som Dionysos Chthonios var han sĂžn af Demeter eller Persefone, og en af hans navne er Zagreus. Han blev flĂ„et i stykker og fortĂŠret af Titaner, men hans hjerte blev reddet og givet til Zeus. Det samme aspekt ses i Dionysios Sabazios i Thrakien og Frygien. Allegorien har paralleller til hinduernes Avalokiteshvara, og hans partering af de kosmiske Titaner. Det samme gĂŠlder egypternes Osiris, som blev drĂŠbt og parteret af Seth og spredt i fjorten dele. Det symboliserer den kosmiske evolutions differentieringsprocesser, der opbyggede Universets vigtigste hierarkier. Dionysos var ogsĂ„ en personificering af Solen i sine Ă„ndelige og materielle aspekter. I de Orfiske mysterier blev neofytterne undervist i Dionysos-mysteriernes esoteriske betydning. (Se ogsĂ„ Adonai, Alexander den Store, Apollon, Bakkus, Brahma, Chrestos, Demeter, Demiurg, Eleusinske mysterier, Iacchos, Krishna, Liber, Mithra, Orfiske mysterier, Persefone, Prometheus, Titaner, VerdensĂŠgget og Zagreus).
Dioskurer
(GrĂŠsk). Dioskurer eller Dioskouroi er i den grĂŠske mytologi de romerske navne for tvillingerne Kastor og Polydeukes − Zeusâ sĂžnner. I grĂŠsk mytologi er de Ledas sĂžnner. I nogle myter er Zeus far til begge, i andre er Ledas mand Tyndareos far til Kastor, som derfor er dĂždelig. Tvillingernes sĂžstre var Helen og Klytaimnestra. SĂŠdvanligvis var det Zeus i skikkelse af en svane, der havde forfĂžrt Leda, som fĂždte to ĂŠg â det ene med Helen, og det andet med Kastor og Pollux. Tvillingerne reddede Helen fra Theseus og gik med argonauterne (sĂžmĂŠndene pĂ„ Argo, som var hovedpersoner i det grĂŠske sagn om den farefulde ekspedition med skibet Argo.) Kastor og Pollux er forbundet med stjernetegnet Tvillingerne og nogle gange med morgen- og aftenstjerner. Dioskurernes festival â Dioscuria − blev fejret med stor festivitas. Oprindeligt var de syv kosmiske guder, for dengang i Lemurien var der syv ĂŠgfĂždte Dioskurer eller Dhyan-Chohaner (Agnishwatta-Kumaraer), som inkarnerede i syv udvalgte i 3. Rodrace. De identificeres med Korybantes, Curetes, Dii Majores, Titaner mv. Senere blev de opdelt i tre og fire, som mand og kvinde. De fire er de fire Kabiri, som man normalt regner med, og endelig blev de begrĂŠnset til to, som ogsĂ„ var Kabirier. (Se ogsĂ„ Agnishwatta, Aswin, Dhyan-Chohan, Dii Majores, Kabiri, Leda, Lemurien, Rodrace, Titaner og Zeus).
Dipamkara
(Sanskrit). Dipamkara bestĂ„r af âdipaâ, der betyder âlysâ og âkaraâ, der betyder âskaberâ eller âhandlingâ. Dipamkara er âlysskaberenâ eller âlysbringerenâ. Dipamkara er en tidligere Buddha − en af Gautama Buddhas forfĂŠdre − som af forskerne betragtes som mytisk. (Se ogsĂ„ Buddha og Gautama Buddha).
Diplomati
(Egyptisk). Med en fjer i hĂ„ret og et rĂŠveskind om hoften gik egypterne i krig. En gammel hieroglyf, der viser en ambassadĂžr med en fjer og et rĂŠveskind i hĂ„nden, er uden tvivl det ĂŠldste symbol pĂ„ en âdiplomatâ. Diplomati var derfor en kamp ved hjĂŠlp af ord, men hvis det ikke hjalp, bestod diplomatiet af en kamp ved hjĂŠlp af vĂ„ben. Men i Gamle Rige foretrak man at handle i stedet for at slĂ„s. Under Sesostris I gennemfĂžrte den kendte Sinuhe et diplomatisk arbejde, der sikrede jordanernes stĂžtte til Egypten. Man kan se pĂ„ fund af dokumenter, at det diplomatiske spil foregik efter faste regler. F.eks. ser man, at âRas sĂžn Apopi sender hilsener til kongen af Nubiens sĂžnâ. Da situationen blev alvorlig for hyksos-kongen Apopi, fordi han kom under pres fra Thebens konger, blev det vigtigt for ham at indgĂ„ en alliance med Nubiens hersker, men han undgik at titulere ham med en kongelig titel: âDeres tiltrĂŠdelse er sket uden mit videndeâ, skrev han diplomatisk, og efter denne formalitet kunne han tage fat pĂ„ forhandlingerne. Egypterne udkĂŠmpede mange kampe med nabostaterne, men de handlede endnu mere med dem, og derfor udviklede de balance mellem trusler og forhandlinger. (Se ogsĂ„ Sesostris I).
Diploteratology
(GrĂŠsk). Diploteratology er skabelse af sammensatte monstre â som forkortet kaldes teratologi − lĂŠren om misdannelser, dvs. medfĂždte misdannelser hos mennesker og husdyr.
Dis
(GrĂŠsk/Latin/Oldnordisk/Sanskrit). Dis har flere betydninger afhĂŠngig af sproget. Dis pĂ„ grĂŠsk betyder iflg. Damascios det samme som Protogonos − âdet fĂžrstefĂždte lysâ, som han kalder âalle tings herskerâ. Dis er âden lysendeâ, som er en ĂŠldre form af Zeus. Dis pĂ„ latin er en sammentrĂŠkning af âdykâ og ârigâ. Dis er navnet pĂ„ Pluto, der er gud for underverdenen. Udtrykket ârigâ opstĂ„r i det faktum, at underverdenens herskende guddom i tidsaldrenes lĂžb indsamler alt, og det antyder et konstant voksende lager af alt det, der engang var, men nu hĂžrer fortiden til. Der er derfor en lighed mellem den grĂŠske og latinske Dis. Dis i den oldnordiske mytologi betyder âsĂžsterâ. I de nordiske myter er Dis en skytsĂ„nd eller en ledsager. Muligvis hentydes der til menneskets astrallegeme, for nĂ„r menneskets Dis er fravĂŠrende, er det et forvarsel om fysisk dĂžd. En anden ledsager, der overgĂ„r Dis, er Hamingja, som er Solenglen, der beskytter og fremskynder sjĂŠlens udvikling, og det gĂžr Monadens kraft til en Asmegir − en guddommeliggĂžrer eller en potentiel Ase. Dis pĂ„ sanskrit, stammer fra roden âdisâ, der betyder âat viseâ, âat pĂ„pegeâ, âat vise vejâ. Dis henviser til en retning eller et punkt i rummet − et kardinalpunkt eller de fire kardinalpunkter: Prachi (Ăžst), Dakshina (syd), Pratichi (vest) og Udichi (nord). PĂ„ samme mĂ„de betyder navneordet âdisaâ retning, region eller et punkt af rummet. (Se ogsĂ„ Aser, Asmegir, Diser, Hamingja, Monade, Protogonos, Solengel og Zeus).
Discipel
(Latin). Discipel stammer fra âdiscipulusâ, der betyder âelevâ, og ordet er afledt af âdiscereâ, dvs. âat lĂŠreâ. Ă
ndsvidenskabeligt set er en discipel et menneske, der har nĂ„et et vist bevidsthedsniveau, hvor det primĂŠre formĂ„l er at leve og fungere som en sjĂŠl og at tjene den guddommelige plan. En discipel er derfor en esoterisk og teknisk betegnelse for mennesker, der er trĂ„dt ind pĂ„ den humanistiske og Ă„ndelige vej. Et menneske behĂžver ikke vĂŠre religiĂžst for at vĂŠre discipel. Det er motivet om at gĂžre en positiv forskel, der er afgĂžrende. At blive en mesters accepterede discipel eller Chela betyder, at et menneske, efter at have nĂ„et et vist udviklingsniveau, og derefter at har gennemgĂ„et en vis prĂžvetid (som regel flere inkarnationer), knyttes fast til mesteren, og som regel lĂŠrer disciplen mesteren at kende ansigt til ansigt. Disciplen skal derefter gennemgĂ„ bestemte udviklingsstadier og udvikle bestemte egenskaber, og processen kaldes âdiscipelskabets vejâ eller ârenselsens vejâ. Sanskritbetegnelserne for stadierne er fĂžlgende: 1) Viveka â evnen til at skelne mellem det virkelige og det uvirkelige. 2) Vairagya â ligegyldighed over for det uvirkelige og forgĂŠngelige, dvs. den ydre verden. 3) Shatsampatti â âhundredfoldig lykkeâ. Det er et stadie, hvor der skal udvikles seks dyder: Shama, herredĂžmme over tankerne â Dama, herredĂžmme over handlingerne â Uparati, fredsommelighed â Titiksha, udholdenhed, standhaftighed â Shraddha, tro, tillid − Sannadhana, ligevĂŠgt. 4) Mumuksha â lĂŠngsel efter frigĂžrelse. NĂ„r de fire stadier er passeret, er disciplen en Adhikarin, som er parat til 2. indvielse. (Se ogsĂ„ Adhikarin, Chela, Dama, Mumuksha, Shatsampatti, Shraddha, Titiksha, Uparati, Upacharo, Vairagya og Viveka).
Discipelskab
Se Discipel.
Discipelskabets vej
Se Discipel.
Diser
(Oldnordisk). Diser (flertal) og Dis (ental) er en gudindegruppe der omtales i Eddaen. Diserne er en slags skytsĂ„nder, der er knyttet til et enkelt menneske eller til en slĂŠgt som beskytter − isĂŠr i forbindelse med fĂždsel og kamp. Oprindelig var de sandsynligvis frugtbarhedsgudinder, men funktionen er gĂ„et i glemmebogen, og de er gledet sammen med Norner og Valkyrier og med slĂŠgternes fĂžlgeĂ„nder − Fylgerne. Gudinderne dyrkedes ved âdĂsablĂłtâ, der sandsynligvis blev afholdt hver vinter som en offentlig offerhandling, der skulle fremme hĂžsten. (Se ogsĂ„ Dis, Edda, Fylgje, Norner og Valkyrie).
Diskarnere
At diskarnere vil sige at forlade det fysiske legeme â dvs. at dĂž set fra personlighedens synspunkt. (Se Reinkarnation).
Diti
(Sanskrit). Diti betyder âbundet afâ fra roden âat bindeâ. Aditi (som stammer fra âditiâ) betyder tilsvarende âikke-bundetâ. Aditi er det grĂŠnselĂžse, frigjorte eller uendelige. Diti er derfor det, der kan kaldes den fĂžrste kosmiske kappe eller skal i aditi. Hvis aditi generelt er rummet, bliver diti den mere eller mindre guddommelige udstrĂŠkning af den kosmiske enhed, som omfatter et univers, solsystemet osv., men betydningen af diti henviser samtidig direkte til den ophĂžjede Ă„nd. Diti er den metafysiske naturs sjette princip − akashaens buddhi. Diti er mor til marutâerne (en gruppe af Ă„ndelige eller meget ĂŠteriske vĂŠsener, korrekt klassificeret som tilhĂžrende den midterste sfĂŠre mellem himmel og jord), som er en af hendes stoflige former. (Se ogsĂ„ Aditi, Akasha, Buddhi og Marut).
Divination
(Latin). Divination stammer fra âdivinatioâ, der betyder "forudsigelse", og fra âdivinareâ, der betyder "guddommelig inspiration". Divination kaldes ogsĂ„ varselstydning, og det var oprindeligt et religiĂžst ritual med det formĂ„l at opnĂ„ information ved at tyde varsler eller kommunikere med en metafysisk skabning. Divination er derfor evnen til at forudsige, og omfatter eksempelvis forvarsler, orakler, spĂ„domme osv.
Divyachakchus
(Sanskrit). Divyachakshus eller Divyacakshus bestĂ„r af âdivyaâ, der betyder âguddommeligâ, og âcakshusâ, der betyder âĂžjeâ. Divyachakshus er âdet guddommelige Ăžjeâ eller âdet himmelske Ăžjeâ. I buddhismen er det den fĂžrste af de seks eller syv âAbhijnaerâ (indre krĂŠfter eller sanser), der opnĂ„s af en Buddha â dvs. guddommelige evner, der udvikles ved at praktisere Yoga. Evnen giver magt til at se ethvert objekt i enhver Loka eller pĂ„ ethvert bevidsthedsplan uafhĂŠngigt af afstanden. Divyachakshus er ĂŠgte Ă„ndelig Clairvoyance. (Se ogsĂ„ Abhijna, Buddha, Buddhisme, Clairvoyance, Divyasrotra, Loka og Yoga).
Divyasrotra
(Sanskrit). Divyasrotra bestĂ„r af âdivyaâ, der betyder âguddommeligâ, og âsrotraâ, der betyder âĂžreâ. Divyasrotra er âdet guddommelige Ăžreâ eller âdet himmelske Ăžreâ. I buddhismen er det den anden af de seks eller syv âAbhijnaerâ (indre krĂŠfter eller sanser), der opnĂ„s af en Buddha â dvs. guddommelige evner, der udvikles ved at praktisere Yoga. Evnen giver magt til at hĂžre enhver lyd i enhver Loka eller pĂ„ ethvert bevidsthedsplan uafhĂŠngigt af afstanden â herunder alle sprog. Divyachakshus er ĂŠgte Ă„ndelig Clairaudience. (Se ogsĂ„ Abhijna, Buddha, Buddhisme, Clairaudience, Divyachakshus, Loka og Yoga).
|
