Jabal
(HebrĂŠisk). Jabal eller yabal betyder âstrĂžmningâ. I Bibelen er Jabal sĂžn af Lemek og Ada. âHan blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvĂŠgâ. (FĂžrste Mosebog). H.P. Blavatsky sammenligner Jabal med kabiri som instruerede menneskehedens i landbrug. (Se ogsĂ„ Bibelen og Genesis).
Jabala
(Sanskrit). Jabala er en betegnelse for de mennesker, der studerer den mystiske del af den Hvide Yajur-Veda (den anden Veda). (Se ogsÄ Veda).
Jacob
(HebrĂŠisk). Jacob eller Yaâaqob var Isaks og Rebekkas yngre sĂžn, som blev grundlĂŠgger af israelitternes nation. Han var tvillingebror til Esau. Israelitterne kaldes nogle gange Beith Yaâaqob (âJakobs husâ). Tvillingerne symboliserer naturens dobbelte princip. Jacob er det feminine, og Esau er det maskuline princip. Jakobs sĂžjle svarer til en linga â en kegle- eller cylinderformet sten, som i hinduismen symboliserer den avlende og skabende kraft. Ofte er lingaen anbragt i en skĂ„lformet genstand, en yoni, som symboliserer det kvindelige kĂžnsorgan. Jakobs tolv sĂžnner svarer til hinduernes rishier, men ogsĂ„ til de tolv stjernetegn i dyrekredsen. Jakobs drĂžm, hvor han ser engle, der bevĂŠger sig opad og ned ad en stige fra Himlen til Jorden, kan enten fortolkes som stoffets skiftende tĂŠthed fra plan til plan, eller som den konstante cirkulation af monader eller skabninger, der bevĂŠger sig opad og nedad, for at opfylde deres skĂŠbne, og dermed yde deres bidrag til Universets struktur. (Se ogsĂ„ Yoni).
Jacobitter
Jakobitter var en kristen sekt i 6. Ă„rh. i Syrien. De mente, at Kristus kun havde Ă©n natur, og at skriftemĂ„l ikke var af guddommelig oprindelse. De brugte hemmelige tegn, adgangskoder og en hĂžjtidelig indvielse i mysterierneâ.
Jadar-Christina
(Sanskrit). Jadar-Christina eller Jadar-Krishna er en af Krishnas titler. (Se ogsÄ Krishna).
Jadasphota
Se Brahmacakra.
Jadoo
(Hindi). Jadoo eller jadu betyder trolddom, sort magi eller magt til at forhekse. Jadoo praktiseres af jadugarer eller indiske magikere. (Se ogsÄ Jadoogar, Magi og Magiker).
Jadoogar
(Hindi). Jadoogar eller jadugar er et menneske, der praktiserer jadu eller magi. Iflg. den indiske befolkning er det et menneske med onde Þjne, for det er en magiker, der er i stand til at inspirere til bÄde had og kÊrlighed, og som ogsÄ er Ärsag til pludselige sygdomme eller endda vÊre skyld i dÞden. Jadoogar kan skabe sygdom hos kvÊg, og det er i det hele taget et menneske, der behersker trolddomskunst.
Jafet
(HebrÊisk). Jafet eller Yepheth er Noahs yngste sÞn. Han var bror til Sem og Kam. Jafet er sandsynligvis stamfader til de nordlige og vestlige nationer og til den indoeuropÊiske stamme. H.P. Blavatsky sammenligner Jafet med titanen Iapetus. (Se ogsÄ Titaner).
Jagad-yoni
(Sanskrit). Jagad-yoni bestĂ„r af âjagatâ, der betyder âverdenâ, og âyoniâ, der betyder âlivmoderâ eller âkildeâ. Jagad-yoni er âverdens livmoderâ â dvs. rummet. Betegnelsen bruges om Brahma, Vishnu og Krishna. Det er den stoflige Ă„rsag til Universet og ikke Verdensmoderen, selv om Jagad-yoni ofte oversĂŠttes pĂ„ den mĂ„de. Jagad-yoni er en del af det rumlige dyb, som er âlivmoderenâ eller âkildenâ til himmellegemerne som f.eks. en planet, eller en gruppe af legemer som f.eks. et solsystem. Jagad-yoni er derfor et hvilket som helst aspekt af det kosmiske rum, som pga. af den karmiske skĂŠbne kommer til udtryk som et himmellegeme eller et solsystem. Det svarer pĂ„ nogle mĂ„der til hinduernes Hiranyagarbha og grĂŠkernes Pleroma (Se ogsĂ„ Brahma, Hiranyagarbha, Jagat, Krishna, Pleroma, Vishnu og Yoni).
Jagaddhatri
(Sanskrit). Jagaddhatri eller jagaddhatr bestĂ„r af âjagatâ, der betyder âverdenâ, og âdhatriâ, der betyder âmorâ eller âsygeplejerskeâ. Jagaddhatri er derfor âverdensmoderenâ eller âverdens sygeplejerskeâ. Det er en betegnelse, der bruges om Saraswati, Durga og andre hinduistiske gudinder. Men Jagaddhatri bruges isĂŠr i relation til Krishna i hans logoiske aspekt â dvs. som avatar − og ligeledes med sin bror Balarama, som en betegnelse for den kraft, der bragte dem begge til deres mor, Devaki, ved hjĂŠlp af Jagaddhatri. Kosmologisk henviser navnet til den Ă„ndelige substans, som er noget af det fĂžrste, der udgĂ„r fra Brahman. I opbygningen af verdenerne er Jagaddhatri den kosmiske matrix, som er grundlag for verdeners fĂždsel, og derfor optrĂŠder den ikke kun som udtryk for âmoderenâ, men ogsĂ„ som âplejemoderâ, âsygeplejerskeâ og skaber. (Se ogsĂ„ Avatar, Balarama, Devaki, Durga, Jagat, Krishna, Logos og Saraswati).
Jagannatha
(Sanskrit). Jagannatha bestĂ„r af âjagatâ, der betyder âverden, og ânathaâ, der betyder âbeskytterâ, âoverhovedâ eller âherreâ. Jagannatha er âverdens beskytter eller âVerdens Herreâ. Det er titlen pĂ„ bĂ„de Vishnu og Krishna, isĂŠr i manifestationen som Vishnus avatar, men ogsĂ„ som Rama, der var en tidligere avatar. Det er en guddom, der tilbedes af alle sekter i Indien. Jagannatha er gud for mysterielĂŠren, og hans templer, som er de mest talrige i Bengalen, har alle pyramideform. Jagannatha bruges specifikt for det store gudebillede af Vishnu og Krishna ved Puri i Orissa, Bengalen, hvor gudebilledet to gange Ă„rligt trĂŠkkes gennem gaderne i et stort transportmiddel under overvĂŠrelse af et enormt antal pilgrimme i Snana yatra og Ratha-atra ceremonierne. Det enorme fartĂžj trĂŠkkes af hengivne, som betragter det som en lykke, hvis de skulle blive knust til dĂžde under det. Et nutidigt engelsk ord er âjuggernautâ, der betyder kĂŠmpestor lastvogn, en destruktiv kraft og enhver sĂŠdvane eller tro, der krĂŠver blind hengivenhed og hensynslĂžst offer. Jagannatha er i kosmologien den kosmiske Herre for en bestemt kosmisk enhed, som er kilden til alle evolutionĂŠre udstrĂžmninger, der former manifestationsperioderne i det pĂ„gĂŠldende univers, og som alt vender tilbage til, nĂ„r tiden er inde, for igen at blive genudsendt, nĂ„r den nye kosmiske manvantara begynder. Jagannatha har derfor pĂ„ en mĂ„de paralleller til de skabende medlemmer af den hinduistiske trimurti. (Se ogsĂ„ Avatar, Brahma, Jagat, Krishna, Manvantara, Rama, Trimurti og Vishnu).
Jagat
(Sanskrit). Jagat stammer fra roden âgamâ, der betyder âat gĂ„â. Jagat er verden, Universet eller Jorden. Jagat i flertal henviser til mennesker i almindelighed eller til menneskeheden. Oprindeligt betĂžd jagat noget, der bevĂŠger sig, som kontinuerligt er i bevĂŠgelse eller som konstant er aktivt, og derfor er det kosmisk set i live.
Jagrat
(Sanskrit). Jagrat eller jagrata stammer fra roden âjagriâ, der betyder âat vĂŠre vĂ„genâ. Jagrata er den vĂ„gne bevidsthedstilstand. Jagrata er den fĂžrste af fire bevidsthedstilstande (avastha), der omtales i yoga-filosofien. Jagrat er ofte kombineret med avastha (betingelse, tilstand) som jagrad-avastha i en af de fire pranava-tilstande inden for asketisk praksis, som bruges af yogierne. Svapna er den drĂžmmende tilstand, og sushupti er den dybe, drĂžmmelĂžse sĂžvn. De tre tilstande fĂžrer til den fjerde â turiya, som ligger hinsides den drĂžmmelĂžse tilstand, og den er den hĂžjeste af dem alle. Turiya er en tilstand af hĂžj Ă„ndelig bevidsthed. Svapna og sushupti er en drĂžmmetilstand eller astral bevidsthed, hvor bevidstheden er mere eller mindre frigjort fra kroppens hylster, og delvis vĂ„gen pĂ„ astralplanet pĂ„ hĂžjere eller lavere underplaner afhĂŠngig af udvikling og omstĂŠndighed. Sushupti er en af de fire bevidsthedstilstande â avasthaer â der er beskrevet i Mandukya-Upanishad. Ănsket om selvrealisering begynder i hverdagen. Mennesket sover det meste af sit liv, og hvis man forstĂ„r sĂžvnen, vil det vĂŠre muligt at nĂ„ mĂ„let hurtigere. Jagrat, den vĂ„gne tilstand er nem at forstĂ„. Under svapna eller den drĂžmmende bevidsthed under sĂžvnen har jagrat â den vĂ„gne tilstand â indvirkning pĂ„ tankesindet. Kroppen hviler sig, men bevidstheden er aktiv. Sushupti eller den drĂžmmelĂžse sĂžvn, er en tilstand hvor det fysiske menneske befinder sig i dyb selvglemsel. Det er et stadie, der klart adskiller sig fra bĂ„de den vĂ„gne tilstand (jagrat) og den drĂžmmende tilstand (svapna). Under sushupti er bĂ„de kroppen og sindet i hvile. Og nĂ„r man vĂ„gner, har man en oplevelse af, at man er udhvilet. Turiya er en tilstand af overbevidsthed. Det er det dybeste fravĂŠr fra alt i den materielle verden. Turiya er menneskets hĂžjere bevidsthed. (Se ogsĂ„ Avastha, Pranava, Sushupti, Svapna, Turiya, Upanishader og Yogi).
Jagt
(Egyptisk). De gamle egyptere elskede at gĂ„ pĂ„ jagt, og de store papyrus-sumpe, som var mere udbredte dengang end i nutiden, gav rig mulighed for jagt pĂ„ forskellige dyr og fugle. NĂ„r en farao under jagten nedlagde et sĂŠrligt farligt dyr â eksempelvis en lĂžve eller en tyr â brugte prĂŠsterne episoden som et billede pĂ„ sjĂŠlens kamp og sejr over de mĂžrke krĂŠfter, de dyriske aspekter i mennesket eller karaktersvagheder i personligheden. Faraoen blev identificeret med Horus, som er et symbol pĂ„ sjĂŠlen, og i jagten demonstrerede faraoen sjĂŠlens evne til at opspore âdyretâ eller det dyriske i menneskets natur og nedlĂŠgge det.
Jah
(HebrĂŠisk). Jah eller yah stammer fra âhayahâ, der betyder âat vĂŠreâ eller âat bliveâ. Det er en forkortelse for Jehovah â selv om ordet sandsynligvis er afledt af âJah er hans navnâ. Det henviser til en kosmisk skabning, selv om det er i en begrĂŠnset forstand. I kabbalaen er Jah det guddommelige navn for sephirah chokmah. Det er ogsĂ„ det maskuline aspekt af den hermafroditiske opfattelse af Jehovah. (Se ogsĂ„ Chokmah, Jah-Havah, Jah-Veh, Jehovah, Kabbala og Sephiroth).
Jah-Havah
(HebrÊisk). Jah-Havah, Ja-Heva, Jah-Hovah, Jah-Eve osv. er et kabbalistisk ord, der betegner Jah eller Yah som det maskuline aspekt kombineret med Hovah (eller Eva), som er Jehovahs feminine aspekt. Tilsammen danner de en androgyn skabning. Det henviser desuden til et tidspunkt, hvor menneskeheden var androgyn. PÄ et senere tidspunkt i udviklingen blev mennesket opdelt i kÞn. (Se ogsÄ Eva, Jah, Jehovah og Kabbala).
Jah-Veh
(HebrÊisk). Jah-Veh, YHVH eller JHVH er en translitteration (omskrivning af en tekst fra et alfabet til et andet) af Jehovah. (Se ogsÄ Jehovah og Tetragrammaton).
Jahnavi
(Sanskrit). Jahnavi er Jahnusâ datter. Betegnelsen bruges ogsĂ„ om floden Ganga eller Ganges. I Mahabharata omtales Ganges, som kom fra Himlen, flĂžd over Jorden og oversvĂžmmede Jahnus jordbund, der drak vandet. Han tillod, at vandene lĂžb fra hans Ăžrer, og derfor betragtes floden som hans datter. (Se ogsĂ„ Ganga og Mahabharata).
Jahva alhim
(HebrĂŠisk). Jahva alhim er navnet som i FĂžrste Mosebog erstatter âalhimâ eller elohim dvs. guderne. Det bruges i 1. kapitel, men i 2. kapitel bruger man Jehovah eller âHerren Gudâ. Inden for esoterisk filosofi og eksoterisk tradition var Jahva Alhim (Java Aleim) betegnelsen for hierofanternes leder. Hierofanten indviede neofytterne i bĂ„de det gode og det onde i verden, og det skete i prĂŠsteskolen, der var kendt som Aleim i Gandunya eller Babylon. Traditionen og overleveringerne fortĂŠller, at lederen af templet Fo-maiyu, kaldet Foh-tchou (underviser i buddhismens love), er et tempel, der ligger ved det store bjerg Kouenlong-sang (mellem Kina og Tibet). Han underviste Ă©n gang hver tredje Ă„r under et trĂŠ, man kaldte Sung-Min-Shu, − âKundskabens TrĂŠâ eller âLivets TrĂŠâ − som er bodhitrĂŠet. (Se ogsĂ„ BodhitrĂŠ, Genesis, Hierofant, Jehovah og TrĂŠ).
Jahve
Se Jehovah.
Jaimini
(Sanskrit). Jaimini var en hĂžjt respekteret vismand og filosof i antikken. Han var elev af Vyasa, som angiveligt kanaliserede Sama-Veda til ham. Jaimini var grundlĂŠgger af Purva-Mia-nsa eller Karma-Mima-nsa-systemet − en af den hinduistiske filosofis seks Darshana-skoler. (Se ogsĂ„ Darshana og Vyasa).
Jaina
(Sanskrit). Jaina betyder âsejrherreâ. Jainister er tilhĂŠngere af Mahaviras lĂŠre. Jaina er en stor religiĂžs organisation i Indien, som pĂ„ mange mĂ„der ligner buddhismen, men den gik forud for buddhismen med mange Ă„rhundreder. Jainisterne pĂ„stĂ„r at Gautama Buddha var discipel af en af deres tirtankaraer eller helgener. De afviser Vedaernes autoritet og eksistensen af nogen personlig hĂžjeste gud, men tror pĂ„ stoffets evighed, Universets periodicitet, menneskets udĂždelige tankesind (manas) og ogsĂ„ dyrenes. En ekstremt mystisk sekt. (Se ogsĂ„ Gautama Buddha, Buddhisme, Jainister, Mahavira, Manas og Veda).
Jaina-korset
Jaina-korset er det samme som svastika. Jaina-korset kaldes ogsÄ Thors hammer eller det hermetiske kors. (Se ogsÄ Svastika og Thors hammer).
Jainister
(Indisk). Jainister stammer fra âjainaâ, der betyder âsejrherreâ. Jainister er tilhĂŠngere af jina, der er en af de store indiske religioner. Forskerne placerer religionens oprindelse til det 5. Ă„rh. f.Kr., og man mener, at de er de sidste direkte reprĂŠsentanter for de filosofiske skoler, som dengang blomstrede. Jainisme blev imidlertid overskygget i forbindelse med fremkomsten af buddhismen, som jina minder meget om, men den kom i fokus dengang hengivenheden for buddhismen var aftagende i Indien. Den fĂžrste registrerede jain-lĂŠrer er Vaddhamana (kendt som Mahavira − âden store heltâ). Jainisterne selv pĂ„stĂ„r, at en rĂŠkke lĂŠrere gik forud for ham, og de nĂŠvner 24 jinaer eller tirthankaraer. Jainister afviser Vedaernes autoritet, og de tror ikke pĂ„ noget personligt hĂžjeste gode. De har en kompleks religiĂžs filosofi, som omfatter tro pĂ„ stoffets evighed, Universets periodicitet og menneskets og dyrets udĂždelige sind. De er isĂŠr kendt for at undgĂ„ at skade noget levende. (Se ogsĂ„ Buddhisme, Jaina, Mahavira og Tirthankara).
Jakin
(HebrĂŠisk). Jakin eller yachin stammer fra âikinâ, som kan fĂžres tilbage til roden âkunâ, det betyder âat etablereâ. Jakin er den hĂžjre sĂžjle, der blev opstillet foran Salomons tempel af Hiram Abiff. Fra et kabbalistisk synspunkt er jakin den hĂžjre sĂžjle i de 10 sephiroth, som tilsammen udgĂžr âLivets TrĂŠâ. âTrĂŠetâ bestĂ„r af chokmah (visdom), chesed (barmhjertighed) og Netzach (fasthed). Den anden sĂžjle hed boaz (boas), som er den venstre sĂžjle, der bestĂ„r af binah (intelligens), geburah (styrke) og hod (pragt). Jakin og boaz tilsammen reprĂŠsenterer den duale manas, eller det hĂžjere og det lavere âSelvâ. De to sĂžjler var henholdsvis hvid og sort. Ud over det hĂžjere og det lavere âSelvâ, forbinder en anden teori de to sĂžjler med den slovenske mystik, hvor de symboliserer Gud og DjĂŠvelen eller âden hvide Gudâ og âden sorte Gudâ eller âByeloy Bogâ og âTchernoy Bogâ. (Se ogsĂ„ Binah, Boaz, Chesed, Chokmah, Geburah, Hiram Abiff, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Malkuth, Manas, Netzach, Salomons tempel, Sephiroth og Tiphereth).
Jala
(Sanskrit). Jala betyder âvandâ, som er det fjerde af fem elementer eller stadier i prakriti i den hinduistiske mytologi. Elementerne henviser imidlertid ikke til Universets skabelse, men til energier og krĂŠfter i mennesket. Elementet vand opstĂ„r fra taijasa (ild), og dens sĂŠrlige kvalitet er gandha (lugt). (Se ogsĂ„ Agni, Apas, Bhumi, Bhuta, Element, Pancha-mahabhuta, Prakriti, Sanser, Shunya, Tanmatra, Vayu).
Jala-basti
(Sanskrit). Jala betyder âvandâ. Sanskritordet âbastiâ henviser normalt til underlivet, maven, bĂŠkkenet og blĂŠren, og jala-basti er en af yoga shatkarma-teknikkerne. Jala-basti er derfor en yoga-renselsesteknik, hvor der bruges vand. Det er en yoga-Ăžvelse til renselse af maven â isĂŠr tyktarmen. Jala-basti er en praksis, hvor man suger vand ind gennem anus. Ăvelsen kaldes ogsĂ„ âvati-bastiâ. Vati betyder ogsĂ„ vand, og vari-basti er ogsĂ„ en Ăžvelse, hvor tyktarmen renses med vand. FremgangsmĂ„den ved jala-basti og sthala-basti er den samme. Den eneste forskel er, at jala-basti praktiseres med vand, mens sthala-basti praktiseres med luft. I jala-basti er det tilladt at bruge et kateterrĂžr. Det er det ikke i sthala-basti. Begyndere skal fĂžrst indsĂŠtte et 0,8 cm kateter i endetarmen. Oprindeligt brugte yogierne et bambusrĂžr. RĂžret skal vĂŠre mindst 13-15 cm langt, glat og hult. SmĂžr rĂžret med f.eks. vaseline eller smĂžr. IndsĂŠt 4 cm af rĂžret i endetarmen, og skrĂŠv i hugsiddende stilling over en spand, der er fyldt med vand. Ă
nd ud og udfÞr uddiyana bandha. Hvis vandet ikke suges op gennem rÞret i tarmen, sÄ lav madhyama nauli og lÄs. Hvis vandet stadig ikke suges op, kan man udfÞre vama eller dakshina nauli. NÄr man ikke lÊngere kan holde kumbhaka, fjernes kateteret uden udÄnding. StÄ derefter oprejst og udÄnd langsomt gennem nÊsen. NÄr vandet lukkes ud, er det bedst at sidde pÄ hug over et toilet. Efter mange Þvelser kan kateteret undvÊres, for sÄ vil man vÊre i stand til at suge vand direkte ind i tarmen, men det er et meget fremskredent stadie. Efter Þvelsen skal man sÞrge for, at alt vandet udrenses. Derefter skal man ligge i savasana pÄ et tÊppe. Det er vigtigt, at vandet, der bruges i basti, er helt rent og hverken for varmt eller for koldt. (Se ogsÄ Dakshina Nauli, Madhyama Nauli, Uddiyana bandha, Savasana og Sthala-basti).
Jala-neti
(Sanskrit). Jala betyder âvandâ. Neti er en vigtig del af shatkarma (ogsĂ„ kendt som shatkriya), der er yogiske teknikker til at rense kroppen. Jala-neti er et yogaudtryk for nĂŠseskylning. Jala-neti en renselsesteknik, hvor man bruger vand og en neti-kande. Neti har mange gavnlige virkninger, der spĂŠnder fra dybe fysiologiske effekter pĂ„ kroppen, sindet og personligheden og som endda kan vĂŠre et element i udvikling af clairvoyance. De to vigtigste varianter er jala-neti med vand og en mere avanceret sutra-neti, hvor der bruges en trĂ„d. Ved jala-neti anvendes lunkent saltvand, der ved hjĂŠlp af en neti-kande fĂžrst hĂŠldes i et nĂŠsebor, sĂ„dan at saltvandet lĂžber ud gennem det andet nĂŠsebor. Derefter gentages proceduren i det andet nĂŠsebor. NĂŠsen tĂžrres ved at bĂžje sig fremad og trĂŠkke vejret hurtig gennem nĂŠsen. (Se ogsĂ„ Neti, Dugdha-neti, Ghrita-neti, Neti-Kriya og Sutra-neti).
Jalandhara-bandha
(Sanskrit). Jalandhara-bandha er et yogaudtryk for en hagelÄs, der begrÊnser ÄndedrÊttets bevÊgelse gennem halsen. Jalandhara-bandha udfÞres ved at presse hagen mod brystbenet. Bandha er en energilÄs, der fastholder prana i torsoen og koncentrerer energien i kroppens tre stÞrste nadier (energikanaler). Jalandhara-bandha kan udfÞres som en fysisk og ydre Þvelse ved hjÊlp af musklerne, men Þvelsen kan ogsÄ opleves som en subtil og indre energiproces. Jalandhara-bandha aktiverer nakkemusklerne og tilfÞrer energi til halschakraet. (Se ogsÄ Bandha, Maha-bandha og Prana).
Jalarupa
(Sanskrit). Jalarupa bestĂ„r af âjalaâ, der betyder âvandâ og ârupaâ, der betyder âformâ eller âkropâ. Jalarupa betyder âvandkropâ eller âvandformâ. Det er et begreb, der har relation til det tiende stjernetegn, Makara, der svarer til Stenbukken. Jalarupa symboliseres af et dyr med hoved og forben som en antilope, og med en krop og en hale som en fisk. Det er et af de mest esoteriske og gĂ„defulde af zodiakens tegn. Symbolet betragtes bĂ„de som en haj og som en delfin, for den er symbol havguden Varunas vahan eller form. Symbolet findes pĂ„ banneret for kĂŠrlighedens gud Kama, og det er forbundet med menneskets udĂždelige âSelvâ. (Se ogsĂ„ Kama, Makara, Stenbukken og Varuna).
Jam-pe-yang
(Tibetansk). Jam-pe-yang eller Jam dpaâi dbyangs svarer til sanskritordet Manjughosha, som er et andet navn for bodhisattva Manjusri. (Se ogsĂ„ Manjushri).
Jamblichus
Se Iamblichus.
Jambu-dvipa
(Sanskrit). Jambu-dvipa eller Jambu-dwipa bestĂ„r af âjambuâ, der er et rosen-/ĂŠbletrĂŠ (et gigantisk trĂŠ, der angiveligt blomstrer pĂ„ Mount Meru), og âdvipaâ, der betyder âkontinentâ eller âĂžkontinentâ. Jambu-dvipa er en af planetens hovedinddelinger i det puraniske system. Det er den midterste af de syv dvipaer eller Ăžkontinenter, der bekrives geografisk i Puranaerne og Mahabharata, og det er omgivet âaf et hav af lavana (saltvand)â. De andre seks er omgivet af hav af vin, afklaret smĂžr osv. Nogle mener, at Jambu-dvipa var et kontinent, mens andre mener, at det var en Ăž eller en af syv Ăžer (sapta dvipa), hvor Vishnu hersker. Puranaerne og Mahabharata fortĂŠller, at Mount Meru lĂžftede sig op fra Jambu-dvipas centrum. Jambu-dvipa var opdelt i ni varshaer (dele eller afdelinger): 1) Bharata eller Indien, der ligger syd for Himalaya â dvs. den sydligste del. 2) Kim-purusha. 3) Hari-varsha. 4) Ila-vrita, den centrale varsha med Mount Meru. 5) Ramyaka. 6) Hiran-maya. 7) Uttara-kuru. 8) Bhadrasva Ăžst for Ila-vrita. 9) Ketu-mala vest for den centrale varsha. I astronomisk og esoterisk betydning er de syv dvipaer navnene pĂ„ de syv planeter i jordkĂŠden. Jambu-dvipa reprĂŠsenterer udelukkende menneskehedens verden, og de seks andre er (for mennesket) Jordens usynlige fĂžlgesvende. Det bekrĂŠftes af karakteren af de allegoriske og symbolske beskrivelser. (Se ogsĂ„ Mahabharata, Meru, Puranaer og TrĂŠ).
Jamin
(HebrĂŠisk). Jamin er menneskets hĂžjre side − den mest vĂŠrdige. Benjamin betyder âsĂžnnen ved hĂžjre sideâ.
Jana-loka
(Sanskrit). Jana-loka eller jano-loka bestĂ„r af âjanâ, der betyder âat blive fĂždtâ eller âat komme til syneâ, og âlokaâ, der betyder âlokalitetâ, âverdenâ eller âstedâ. Iflg. Puranaerne er jana-loka den verden, hvor Ă„ndelige mennesker eller munier (helgener) hviler efter deres dĂžd, men jana-loka er desuden en jordisk lokalitet. Jana-loka er den tredje loka, nĂ„r man tĂŠller oppefra og nedad i skalaen med de syv lokaer (principper eller eksistensplaner for et hierarki). Det er dens tala (element eller stofside), som er sutala (en differentieret tilstand af meget ĂŠterisk og astralt stof). Ă
ndsvidenskaben oplyser, at omrĂ„det strĂŠkker sig lĂŠngere ud end solsystemet, og at det er bolig for de kumaraer, der befinder sig pĂ„ et meget hĂžjt plan, men det befinder sig alligevel under de skabninger, der bor i tapar-loka. Siddhaerne (befriede sjĂŠle) har angiveligt deres Ă„ndelige boliger eller hvileperioder i jana-loka. Lokaerne og talaerne er naturens usynlige sfĂŠrer, og de er langt mere ĂŠteriske end bhur-loka − det fysiske plan. Lokaerne har ikke kun relation til solsystemet, men til hele den planetariske kĂŠde og samtlige planeter i kĂŠden. (Se ogsĂ„ Bhur, Bhur-loka, Loka, Puranaer, Siddha, Sutala, Tala og Tapar-loka).
Janaka
(Sanskrit). Janaka stammer fra roden âjanâ, der betyder âat blive fĂždtâ eller âat komme til syneâ. Janaka var konge fra Mithila-dynastiet, som herskede pĂ„ Videha. Janaka var barnebarn af Ikshvaku, der var grundlĂŠgger af soldynastiet (suryavansa). Tyve generationer senere herskede en anden konge af samme navn pĂ„ Videha. Han var berĂžmt for sine gode gerninger, sin store viden og sin Ă„ndelighed. Han blev ogsĂ„ kaldt Siradhvaja (âham med plovbanneretâ) for iflg. Ramayana gjorde kongen jorden parat til en offerhandling for at fĂ„ afkom, og under arbejdet sprang en jomfru, Sitha, op af plovfuren. I kraft af sit retfĂŠrdige liv blev han bramin og en af de rajarshier, der omtales i Bhagavad-Gita. Det siges ogsĂ„, at han og hans lĂŠrer, Yajnavalkya, banede vejen for Buddha. Janaka brugt som tillĂŠgsord betyder âskabeâ. (Se ogsĂ„ Bhagavad-Gita, Buddha, Ramayana, Sitha og Suryavansa).
Janardana
(Sanskrit). Janardana bestĂ„r af âjanâ, der betyder âat blive fĂždtâ eller âat komme til syneâ, og roden âardâ, der betyder âat bevĂŠge sigâ eller âat agitereâ. Janardana vil sige forgudet af menneskeheden, tilbedt af de dĂždelige eller mennesker, der forkynder eller agiterer. Janardana er Det Ene kosmiske intelligente liv iflg. Puranaerne. Det Ene Liv manifesterer sig i sit trefoldige aspekt som skaber, opretholder og nedbryder − Brahma, Vishnu, Shiva. Betegnelsen bruges ogsĂ„ om Krishna i hans avatariske manifestation som Vishnu. Den filosofiske fortolkning betragter âverdensbevĂŠgerenâ, som den iboende intelligente vitale manifesterede kosmiske enhed − den evigtfĂždte. (Se ogsĂ„ Avatar, Brahma, Krishna, Puranaer, Shiva og Vishnu).
Jang-khog
(Tibetansk). Jang-khog eller bhang-khog svarer til kama-rupa, som ogsÄ kaldes dyresjÊlen i menneskets opbygning. Jang-khog er det aspekt, der kan fremkaldes ved hjÊlp af Ändemaneri. (Se ogsÄ Kama, Kama-rupa og Rupa).
Jangama
(Sanskrit). Jangama stammer fra roden âgamâ, der betyder âat gĂ„â eller âat bevĂŠgeâ. Evnen til at gĂ„ eller at bevĂŠge sig henviser til levende enheder, der er selv-bevĂŠgende â eksempelvis dyr og mennesker. Jangama bruges i modsĂŠtning til sthavara (faste genstande), dvs. alle de enheder, der ikke er i stand til at bevĂŠge sig efter behag − eksempelvis mineraler og planter. (Se ogsĂ„ Sthavara).
Janman
(Sanskrit). Janman stammer fra roden âjaanâ, der betyder âat blive fĂždtâ. Janman betyder derfor fĂždsel.
Janmotsav
(Hindi). Janmotsav i hinduismen er en ceremoni til minde om Krishnas fÞdsel. (Se ogsÄ Hinduisme og Krishna).
Jano-loka
Se Jana-loka.
Janu sirshasana
(Sanskrit). Janu sirshasana stammer fra âjanuâ, der betyder âknĂŠâ, âshirshaâ, der betyder âhovedâ, og âasanaâ, der betyder âstillingâ. Janu sirshasana betyder derfor hoved-til-knĂŠ-stillingâ. Det er en mildere version af yoga-Ăžvelsen paschimottasana. I denne stilling lĂŠgges hovedet pĂ„ det strakte knĂŠ. Selv om janu sirshasana minder om yogastillingen sirsasana (hovedstand), er der ingen lighed mellem de to Ăžvelser. (Se ogsĂ„ Paschimottanasana og Sirsasana).
Janus
(Latin). Janus stammer fra âjanuaâ, der betyder âportâ. Janus er den ĂŠldste og den mest ophĂžjede af de romerske guder. Han blev kaldt den ĂŠldste af guderne og begyndelsen til alt. Han blev betragtet som oprindelsen til alt organisk liv − isĂŠr menneskelivet. Fra ham udsprang alle bĂŠkke og floder, og han havde desuden magt over havene. Janus havde ikke et grĂŠsk modstykke, og oprindeligt kan han have vĂŠret en solgud eller en gud for lyset, der blev tĂŠndt og slukket i lĂžbet af dagen. Senere var Janus isĂŠr gud for begyndelse og slutning − eksempelvis begyndelsen og slutning pĂ„ cyklusser, og det blev symboliseret ved at give hans statuer to ansigter â et, der vender bagud, og et der vender fremad for at symboliserede fortid og fremtid. Han reprĂŠsenterede desuden alle dĂžre, porte, indgange og passager, hvor han blev afbilledet som porter med vagtmandskab og nĂžgle. Han blev hyldet hver morgen ved dagens begyndelse. Det samme gjaldt ved begyndelsen af hver mĂ„ned, men ogsĂ„ ved Ă„rets begyndelse. Da romerne begyndte et nyt Ă„r efter vintersolhverv (153 f.Kr.), kaldte de mĂ„neden âjanuariusâ â Janusâ mĂ„ned − som reprĂŠsenterede slutningen pĂ„ en cyklus og begyndelsen pĂ„ den nĂŠste. De kombinerede navnet Janus med Dianus â dvs. et aspekt af den guddommelige sol, hvis feminine aspekt er Diana eller MĂ„nen. Janus blev ogsĂ„ betragtet som den ĂŠldste italienske konge, der byggede et tempel ved Tiberen og bĂžd Saturn velkommen. De kristne forvandlet Janus til St. Peter, som vogter porten eller indgangen til Himlen.
Japa
(Sanskrit). Japa stammer fra roden âjapâ, der betyder âat hviskeâ eller âat knurreâ. Japa er yoga-lĂŠrens betegnelse for gentagelse (af mantraer). Japa er en Ă„ndelig disciplin, hvor der bruges meditativ gentagelse af et mantra, navnet pĂ„ en Ă„ndelig energi eller navnet pĂ„ en guddom. Mantraet eller navnet skal udtales sĂ„ sagte, at det kun er den, der praktiserer japa, der kan hĂžre det, eller det skal udelukkende âsigesâ lydlĂžst i tanken. Japa kan udfĂžres, mens man sidder i meditationsstilling, og mens man udfĂžrer andre aktiviteter. Gentagelse af et mantra (eller en bĂžn) praktiseres i mange former inden for de fleste religioner, selv om man i Indien lĂŠgge vĂŠgt pĂ„, at japa skal praktiseres som en sĂŠrskilt disciplin. (Se ogsĂ„ Mantra og Meditation).
Jara-marana
(Sanskrit). Jara-marana bestĂ„r af âjaraâ, der betyder âaldringâ eller âalderdomâ (fra roden âjriâ, der betyder âat ĂŠldesâ), og âmaranaâ, der betyder âdĂžâ eller âdĂždâ fra roden âmriâ, der betyder âat dĂžâ. Jara-marana betyder derfor gammel, aldring og dĂžd. Jara-marana er skandhaer eller grupper af egenskaber. Jara-marana henviser til alt det, der er begrĂŠnset til menneskets struktur, og som bringes over til det nye liv fra sidste inkarnation som karmiske tendenser eller impulser, og som genforenes med personligheden ved den nye fĂždsel. Egenskaberne udgĂžr dermed den nye personlighed, og det medfĂžrer, at det nyfĂždte menneske ikke bare er et barn af sidste livs personlighed, men en genkomst af den samme personlighed plus de ĂŠndringer eller modifikationer, som dĂžden og opholdet i devachan har medfĂžrt. NĂ„r personligheden har opnĂ„et modenhed, vil de skandhaer, som udgĂžr personligheden, langsomt begynde at blive svĂŠkket, og de udskilles gradvis som forberedelse til dĂžden. EfterhĂ„nden som processen fortsĂŠtter, vil den til sidst medfĂžre jara-marana, forfald og dĂžd. (Se ogsĂ„ i Devachan, Karma og Skandha).
Jaras
(Sanskrit). Jaras stammer fra roden âjriâ, der betyder âat blive gammelâ. Jaras vil sige at ĂŠldes, at gĂ„ i forfald eller ganske enkelt at nĂ„ alderdommen. Jaras er ogsĂ„ det allegoriske navn pĂ„ en jĂŠger i Mahabharata, som ved et uheld sĂ„rede Krishna og forĂ„rsagede hans dĂžd. Esoterisk kan det fortolkes som den vitale cykliske kraft, der konstant bevĂŠger manifesterede skabninger, sĂ„dan at unge bliver voksne og modne, og derefter bliver gamle. PĂ„ den mĂ„de skaber naturen barndom, ungdom, manddom og alderdom igen og igen. (Se ogsĂ„ Krishna og Mahabharata).
Jason
(GrĂŠsk). Jason eller Iason var en grĂŠsk sagnhelt. Han var sĂžn af Aison, der var konge af Iolkos. Da Aison af sin halvbroder Pelias blev stĂždt fra tronen, blev den unge Jason overladt i Cheirons varetĂŠgt â den vĂse kentaur. Da Jason blev voksen, begav han sig til Iolkos, men ved Aneuros-floden mĂždte gudinden Hera ham i skikkelse af en gammel kvinde. Hun spurgte ham, om han ville bĂŠre hende over den voldsomme flod, men undervejs over floden tabte han sin ene sko. Det var uheldigt, for oraklet i Delfi havde advaret Pelias mod âen, der kom med kun Ă©n skoâ. Da Jason senere kom til Iolkos for at krĂŠve sin retmĂŠssige trone, befalede Pelias ham fĂžrst at udfĂžre en farlig og vanskelig opgave for at vise sit vĂŠrd. Han skulle hente det gyldne skind fra Aresâ hellige lund i det fjerne Kolchis (nutidens Georgien). Skindet stammede fra den vĂŠdder, der have flĂžjet Frixos og Helle over Hellespont-strĂŠdet. Jason og skibsbyggeren Argos byggede sammen det talende skib Argo. De fremmeste og mest ansete mĂŠnd i Hellas (GrĂŠkenland) Ăžnskede at komme med pĂ„ det ĂŠdle togt. Blandt dem var dioskurerne, afariderne, Orfeus, Herkules og mange andre. PĂ„ vej til Kolchis standsede togtet ved Lemnos, hvor Hypsipyle blev moder til Jasons fĂžrste barn, Euneos. Jason nĂ„ede frem til mĂ„let og vandt ved kong Aietesâ datter trolddomskvinden Medeas hjĂŠlp adgang til lunden med det gyldne skind. I lunden hvilede den sĂžvnlĂžse drage â et grufuldt uhyre, som Jason overvandt. Jason havde forinden lovet Medea at tage hende med til Iolkos som hustru, hvis skindet blev hans â og det skete. Hjemme i Iolkos brugte Medea sine krĂŠfter til at trylle Aison, der var ĂŠldet kraftigt, yngre igen. Lykken varede dog kort for Aison, der kort tid efter dĂžde som fĂžlge af Peliasâ intriger. Pelias dĂžde selv kort efter for enten Jasons eller Medeas hĂ„nd. Nogle mener, at Peliasâ egne dĂžtre var skyld i hans ulykke. Jason og Medea levede som mand og hustru og fik bĂžrn. Freden varede dog ikke lĂŠnge. Akastos, Peliasâ sĂžn, kom til magten og fordrev Jason og Medea til Korinth. Her ĂŠndrede Jason sig og brĂžd sit troskabslĂžfte til Medea, for han blev forelsket i kong Kreons datter Glauke og ville gifte sig med hende. Medea drĂŠbte â rasende af had â Glauke og hendes far og tilmed sine egne bĂžrn − Mermeros og Feros â hvorefter hun drog bort. Hun tog fĂžrst til Athen og siden tilbage til Kolchis. Helten Jason levede videre â knust og fortvivlet â i landflygtighed, og som gammel mand vendte han tilbage til Iolkos. Her ventede der ham en dĂžd, der var forudbestemt af skĂŠbnen. Hans trofaste skib, Argo, der havde beskyttet ham og hans kammerater under talrige farer skulle blive hans undergang. Han havde lagt sig til hvile under sit gamle skibs stĂŠvn, og det mĂžrnede trĂŠ faldt ned og drĂŠbte ham. (Se ogsĂ„ Gyldne skind, Frixos, Helle, Hera, Herkules og Medea).
Jata
(Sanskrit). Jata stammer fra roden âjanâ, der betyder âat blive fĂždtâ eller âat komme til syneâ. Jata betyder derfor fĂždsel eller at blive skabt. NĂ„r jata bruges om mennesker, henviser det til en levende skabning. Som egennavn, er Jata en af de syv kumaraer. (Se ogsĂ„ Kumaraer).
Jataka
(Sanskrit). Jataka stammer fra roden âjanâ, der betyder âat blive fĂždtâ eller âat komme til syneâ. Jataka er en fĂždselshistorie. De 550 jataka-fortĂŠllinger er samlet i bogen Khuddaka Nikaya, som er en buddhistisk kanon. Historierne er angiveligt blevet fortalt af Buddha, og nogle anser dem for at vĂŠre en beskrivelse af hans tidligere inkarnationer, mens andre betragter dem som fortĂŠllinger, der er basseret pĂ„ esoteriske sandheder og Buddhas tidligere erfaringer. FortĂŠllingerne blev behandlet som allegorier af nogle af hans fĂžrste og nĂŠrmeste disciple for at skabe en oversigt over menneskehedens evolution. Som almindeligt dĂždeligt menneske levede Gautama Buddha hundredtusindvis af inkarnationer indtil han opnĂ„ede oplysning. I lĂžbet af inkarnationerne arbejdede han sig gennem alle faser af transmigration fra det laveste atom og insekt op til det hĂžjeste â for mennesket rummer ldal al din Rumis velkendte esoteriske potentialer â âJeg dĂžde som sten og blev til plante. Jeg dĂžde som plante og blev til dyr, og nu er jeg menneske. Hvorfor frygte dĂžden? Blev jeg nogensinde ringere eller mindre af at dĂž? Jeg dĂžr engang som menneske og bliver til en Ă„ndelig skikkelse af lys, en drĂžmmende engel â men min vej gĂ„r videre. Alt undtagen Gud forsvinder. Jeg bliver, hvad ingen hĂžrte eller sĂ„. Jeg bliver stjernernes stjerne, der strĂ„ler over fĂždsel og dĂždâ. Ethvert menneske passerer gennem den samme udvikling. Men den skjulte symbolik i jakatas (genfĂždslernes) rĂŠkkefĂžlge rummer en perfekt historie om Jordens udvikling bĂ„de fĂžr og efter menneskeheden, som er en videnskabelig fremstilling af naturlige fakta. En sandhed, der ikke er tilslĂžret, og som findes i terminologien, er, at sĂ„ snart Gautama Buddha havde opnĂ„et menneskelig form, begyndte han i alle sine personligheder at demonstrere en hĂžj grad af uselviskhed, selvopofrelse, medfĂžlelse og velgĂžrenhed. (Se ogsĂ„ Buddha, Gautama Buddha).
Jatayu
(Sanskrit). Jatayu er fuglekongen eller gribbenes konge, som var Vishnus og andre guders hest. Jatayu er sÞn af Aruna og Syeni iflg. Mahabharata, eller sÞn af Garuda iflg. Ramayana. Jatayu lovede at stÞtte Rama, og da dÊmonkongen Ravana bortfÞrte Ramas hustru Sitha, forfulgte Jatayu ham, men han blev dÞdeligt sÄret efter en voldsom kamp med Ravana. Puranaerne oplyser, at dengang Ramas far, kong Dasaratha, drog til ekliptika for at befri Sitha fra Sani (Saturn), blev hans stridsvogn opslugt af et blik fra Sanis Þje, men Jatayu greb den faldende konge og reddede ham. Jatayu er naturligvis cyklussen pÄ 60.000 Är inden for Garudas store cyklus, og derfor siges det, at han er hans sÞn eller nevÞ. Det er ligegyldigt, hvilken af delene man vÊlger, for hele betydningen ligger i, at han har sin plads i rÊkken af Garudas efterkommere. Cyklussen er den store cyklus eller mahakalpa, som symboliseres af den gigantiske fugl, der tjente som hest for Vishnu, og andre guder, den blev relateret til tid og rum. Fugle har fra tidernes morgen vÊret symboler pÄ de vandrende og udviklende monader. (Se ogsÄ Aruna, Garuda, Kalpa, Mahabharata, Monade, Puranaer, Rama, Ramayana, Ravana, Sitha og Vishnu).
Jati
(Sanskrit). Jati stammer fra roden âjanâ, der betyder âat blive fĂždtâ eller âat komme til syneâ. Jati vil sige âat komme til syne fra de indre vitale krĂŠfterâ. Jati refererer ikke alene til fĂždsel, skabelse eller eksistens baseret pĂ„ fĂždsel, men henviser ogsĂ„ til en gruppe, en familie, en race m.m. Varna udgĂžr kastesystemets ideologiske ramme, og jati udgĂžr en erfaringsbaseret gruppering. Jati er ofte begrĂŠnset til et geografisk omrĂ„de, som man er fĂždt i. Her gifter man sig, for jati udgĂžr en lukket social gruppe, der ofte holdes sammen af fĂŠlles profession og fĂŠlles ritualer. I buddhismen er der tolv nidanaer (Ă„rsager til eksistens). Ă
rsag og virkning er udtryk for chatur yoni (âde fire skĂždâ), afhĂŠngig af, om det er et mennesker eller et dyr, der fĂždes, og hvor de er placeret i en af de seks (esoterisk er det syv) gati eller veje til sansende eksistens. Oppefra og nedad er der esoterisk set tale om disse syv: 1) Den hĂžjest oplyste dhyanier (anupadakaer). 2) Devaer. 3) Mennesker. 4) Elementaler eller naturĂ„nder. 5) Dyr. (6) LaverestĂ„ende elementaler. 7) Organiske bakterier. I eksoterisk terminologi er der tale om devaer, mennesker, asuraer, vĂŠsener i Helvede, pretaer (sultne dĂŠmoner) og dyr. (Se ogsĂ„ Anupadaka, Asura, Chatur Yoni, Deva, Dhyani, Gati, Nidana, Preta, Varna og Yoni).
Java aleim
(HebrĂŠisk). Java aleim eller Jehovahs elohim, hvor det mest almindelige er at bruge Jehovah elohim − Herren Gud. I Genesis bruges ordet elohim i 1. kapitel, og i 2. kapitel dukker Yehovah eller Herren op. Andre steder kombineres ordene til Yehovah âelohim. I Mesopotamiens esoteriske filosofi bruges ordet som betegnelse for lederen af et prĂŠstekollegium (elohim), som pĂ„ et tidspunkt blomstrede i KaldĂŠa. Den, der var i besiddelse af âordetâ, overfĂžrte det fĂžrst til sin efterfĂžlger pĂ„ dĂždstidspunktet. (Se ogsĂ„ Elohim, Genesis og Jehovah).
Javidan Khirad
(Persisk). Javidan Khirad er et vĂŠrk med moralske forskrifter. Javidan Khirad er det evige intellekt. Man regner med, at den oprindelige Javidan Khirad var Houshang-lĂŠren, som stammede fra en af de mytiske pishdadian-konger (para-dhata) â dvs. de gamle lovgivere. Den iranske historiker Ibh-e-Moskouyeh (923-1030 e.Kr.) skrev en bog med samme navn. I indledningen til bogen skrev han: âI min ungdom havde jeg lĂŠst en bog kaldet âEstetalat-al-Fahm af Jahizâ (160-255 hejra), hvor Javidan Khirad var omtalt overvĂŠldende rosende. Jeg ledte efter bogen, og rejste overalt i min sĂžgen efter den, og til sidst fandt jeg den ved Mobed-Mobedan (chefen for Mobeds) i Fersâ.
Jaya
(Sanskrit). Jaya stammer fra roden âjiâ, der betyder âat erobreâ. Jaya er erobring, kapring og sejr. Erobring og sejr var et yndlingsegennavn, der blev brugt til guder og gudinder. I Puranaerne er jaya de tolv store varaer (eller de tolv store hierarkier af skabninger), der er skabt af Brahma for at hjĂŠlpe ham i det store arbejde med skabelsen i begyndelsen af en kalpa. Det er de tolv store guder, der nĂŠgtede at skabe mennesket, og derfor nedkaldte Brahma en forbandelse over dem, og den medfĂžrte, at de skal genfĂždes âi enhver (race) manvantara ind til den syvendeâ. Jaya er desuden en anden form eller et andet aspekt af reinkarnerende sjĂŠle. De kaldes ogsĂ„ chhandajaer, dvs. de, der er fĂždt i menneskeform eller i andre former af egen fri vilje eller svabhavah. De gik glip af opholdet i samadhi, fordi de nĂŠgtede at skabe, og derfor skal de fĂždes flere gange i hver manvantara indtil den syvende. De kaldes henholdsvis: Ajitaer, tushitaer, satyaer, hariser, vaikunthaer, sadhyaer og adityaer. De svarer til manasaputraerne eller de reinkarnerende sjĂŠle. Jaya indriyanam er et filosofisk begreb, der betyder sejr over eller tilbagetrĂŠkning af sanserne. (Se ogsĂ„ Aditya, Ajita, Brahma, Brahman, Chhandaja, Haris, Kalpa, Manasaputra, Manvantara, Pratyahara, Puranaer, Sadhya, Samadhi, Satya, SjĂŠl, Svabhava, Tushita, Vaikuntha og Vara).
Jebel Djudi
(Arabisk). Jebel Judi eller Jabel Djudi er det hellige bjerg eller âSyndflodsbjergetâ i de arabiske legender. I tilsvarende fortĂŠllinger om oversvĂžmmelser i andre legender henvises der til Mount Ararat og det babyloniske Mount Nizir, hvor Xisuthrus landede med sin ark eller livets beholder.
Jegâet
Se SjĂŠl.
Jehovah
(HebrĂŠisk). Jehovah eller Yehowah er iflg. Bibelen hebrĂŠernes Gud. Den jĂždiske guddom Jehovah eller Jâhovah er sammensat af to ord, dvs. af âJahâ (y, i eller j, yodh − alfabetets 10. bogstav) og âhovahâ (havah, eller Eva), iflg. en kabbalistisk autoritet. Jehovah er udtryk for en af nutidens fejlagtige udtalelser af de hebrĂŠiske bogstaver pga. jĂždernes kombination af de hebrĂŠiske konsonanter − YHVH eller JHVH − og vokalerne i ordet Adonai (âHerreâ), fordi jĂžderne − selv om de altid skrev eller kopierede navnets alfabetiske tegn korrekt i deres skrifter − aldrig udtalte ordet YHVH, men altid lĂŠste âAdonaiâ i stedet for. I ĂŠldre tid blev tegnene af tyske teologer fejlagtigt udtalt Jehovah, fordi den indskudte vokal stammer fra Adonai. JĂždiske teologer pĂ„stĂ„r, at det hellige Tetragrammaton skal udtales YAHWEH eller YOD HE WAW (VAU) HE, selv om ingen siden ĂždelĂŠggelsen af det andet tempel i Jerusalem har vĂŠret helt sikker pĂ„ den korrekte udtale. NĂ„r Bibelen blev studeret af de mennesker, der var bekendt med den virkelige udtale af YHVH, blev tegnene lĂŠst pĂ„ forskellige mĂ„der − men almindeligvis som Jehovah. Men nogle forskere mener, at YHVH skal udtales Jahve eller Yahweh. Man har ogsĂ„ foreslĂ„et Yihweh (âhan vil vĂŠreâ, eller âdet vil vĂŠreâ). Josefus − en prĂŠst, der utvivlsomt kendte den korrekte udtale − skrev imidlertid, at det ikke var tilladt for ham at videregive det, som jĂžderne betragtede som alt for helligt til at udtale hĂžjt. H.P. Blavatsky skriver, at fortolkningen âJa-ho-vahâ er âen perversion af det hellige navnâ. Flertallet af jĂžderne var uvidende om den korrekte udtale. Uden for deres nation var det udelukkende yppersteprĂŠsterne, der havde kendskab til det, og de gav fĂžrst deres viden videre til deres efterfĂžlgere lige fĂžr deres dĂžd. En gang om Ă„ret pĂ„ âforsoningsdagenâ, fik yppersteprĂŠsten lov til at udtale det med svag, hviskende stemme. He-brĂŠerne var ikke de eneste, som havde en guddom med et navn, der hovedsageligt blev kommunikeret med vokaler. Det samme gjaldt gnostikernes Iao, Ieuo eller Iaou. De gamle kulturer Ăžnskede at udtrykke Jordens og MĂ„nens og den planetariske kildes flydende, livgivende energi − i dette tilfĂŠlde Saturn â med vokalord. De tidlige kristne kirkefĂŠdre forbandt MĂ„nen og dens funktioner med Jehovah â dvs. den nĂŠrmeste, men ikke den kausale, som var âden, der gav liv og dĂždâ. Desuden forbandt israelitterne Jehovahs funktion med den, der skĂŠnkede bĂžrnene, og den esoteriske forstĂ„else af Bibelen, (nĂ„r den fortolkes kabbalistisk), viser unĂŠgtelig, at templets allerhelligste udelukkende er et symbol pĂ„ livmoderen. IdĂ©en har jĂžderne tydeligvis kopieret fra egypterne og inderne. Jehovah er desuden identisk med slangen eller dragen, der fristede Eva. Dragen symboliserer ofte det oprindelige urprincip. I kabbalaen betragtes Jehovah som hermafrodit, og er forbundet med den kvindelige sephirah binah. Kabbalisterne viser, at ordet bestĂ„r af det tofoldige navn pĂ„ den fĂžrste androgyne − Adam og Eva eller Jod (Yodh), Vau og He-Va − den kvindelige slange, som er et symbol pĂ„ den guddommelige intelligens, der strĂžmmer ud fra Den Ene eller fra Den Skabende Ă
nd. Fra jĂždernes synspunkt var Jehovah deres stammegud â herskeren over planeten Saturn. I FĂžrste Mosebog kan man lĂŠse den fejlagtige oversĂŠttelse: âDengang begyndte man at pĂ„kalde Herrens navnâ. Men der burde stĂ„: âDengang begyndte mennesket at kalde sig selv ved navnet Jah-hovahâ â dvs. at de kaldte sig for mĂŠnd og kvinder efter kĂžnnenes adskillelse. Det sidste beskrives i samme kapitel, hvor Kain (den mandlige Jah) ârejste sig imod Abel, (hans sĂžster, ikke hans broder) og drĂŠbte hamâ (eller rettere âspildte blodetâ iflg. den originale udgave). FĂžrste Mosebog beskriver den allegoriske beretning fra perioden med den antropologiske og fysiologiske evolution, som er beskrevet i âDen Hemmelige LĂŠreâ, hvor menneskehedens 3. rodrace omtales. (Se ogsĂ„ Adonai, Bibelen, Binah, Eva, Heva, Kabbala, Sephiroth og Tetragrammaton).
Jehovah-tzabaoth
(HebrĂŠisk). Jehovah-tzabaoth, Jehovah-tsebaoth eller Jehovah-sabbaoth er den syvende sephirah af de syv primĂŠre, som er identisk med netzach (triumf), der esoterisk svarer til haniel (menneskets fysiske liv) − den androgyne elohim. De tilhĂžrer alle formverdenen â og det samme gĂŠlder Shiva, Saturn og englen Michael. Michael og hans engle − eller Jehovah-tzabaoth − nĂŠgtede at skabe Brahmas syv begĂŠrlĂžse, tankefĂždte sĂžnner, fordi de Ăžnskede at inkarnere som mennesker for at blive hĂžjere udviklet end guderne, og derfor kĂŠmpede de mod dragen (den esoteriske visdom), for at fĂ„ kontrol over den, og stoffets barn blev fĂždt. (Se ogsĂ„ Baal, Brahma, Elohim, Michael, Netzach og Sephiroth).
Jehovahh-nissi
(HebrĂŠisk). Jehovah-nissi eller Yehowah-nissi stammer fra ânesâ, der betyder âhĂžjâ eller âophĂžjetâ, og âiâ, der betyder âminâ eller âmitâ − dvs. âJehovah er min ophĂžjelseâ. Iflg. Bibelen er Jehova-nissi det navn, som Moses gav alteret. H.P. Blavatsky har oplyst, at Jehovah-nissi er et aspekt af Jehovah, der svarer til Dionysos eller Bakkus, og at jĂžderne tilbad guddommen (den androgyne fra Nissi), pĂ„ samme mĂ„de som grĂŠkerne tilbad Bakkus og Osiris. Iflg. traditionen blev Bakkus opfostret i en hule ved Nysa, og Diodorus lokaliserede Nysa et sted mellem FĂžnikien og Egypten. (Se ogsĂ„ Bakkus, Bibelen, Dionysos, Jehova, Osiris og Zeus).
Jernalder
Jernalderen er den fjerde tidsalder, der er nĂŠvnt i Hesiods teogoni. Jernalderen svarer til hinduernes kali-yuga (den sorte tidsalder). I de gamle skrifter er tidsalderen omtalt som den vĂŠrste af de fire tidsaldre, fordi det er den mest materialistiske, og den markerer samtidig det laveste punkt i en evolutionscyklus. Hver rodrace er opdelt i fire tidsaldre, som generelt fĂžlger de hinduistiske yugaer − og en rodraces mindre inddelinger er ogsĂ„ underopdelt. Faktisk er de fire tidsaldre forbundet med naturens udviklingsmĂŠssige progressionscyklusser, sĂ„dan at de mindre er indeholdt i de stĂžrre, og derfor gentages de pĂ„ en mindre skala. PĂ„ den mĂ„de er der fire tidsaldre i en serie, der gĂŠlder for solsystemet som helhed, og desuden mindre serier pĂ„ fire tidsaldre, der gĂŠlder for enhver planet osv. (Se ogsĂ„ Hesiod, Kali-yuga, Teogoni og Yuga).
Jernsaxa
(Oldnordisk). Jernsaxa var en af Thors tidligere elskerinder i den nordiske mytologi. Med Thor fik Jernsaxa sÞnnen Magni. Desuden er hun én af de ni jomfruer. (Se ogsÄ Magni og Thor).
Jerusalem
Jerusalem, Jerosalem, Yerushalem, Yerushalayim (iflg. den grĂŠske Septuaginta) og Hierosolyma iflg. Vulgata (betyder âden almindeligeâ, âden folkeligeâ − en sen 4. Ă„rh. latinsk oversĂŠttelse af Bibelen). Plutarch fortĂŠller, at Typhon eller Seth efter en lang kamp med Horus flygtede pĂ„ et ĂŠsel til PalĂŠstina og grundlagde Hierosolyma og Judaeus − de to navne betyder Jerusalem og jĂžderne. PĂ„ hebrĂŠisk kaldes byen Yrshlim eller âfredens byâ, men de gamle grĂŠkere kaldte mere prĂŠcist byen for Hierosalem eller âden hemmelige Salemâ, for Jerusalem var en genfĂždsel af Salem (by i Det Gamle Testamente), hvor Melkisedek var konge og hierofant, og han var desuden kendt som astrolog og soltilbeder. I forskellige epoker i historien, blev den jĂždiske Guds tempel plyndret, Ăždelagt og brĂŠndt â herunder Pagtens Ark, keruberne, Shekinah (Guds nĂŠrvĂŠr) og alt andet. JĂždernes Gud var tilsyneladende magteslĂžs, nĂ„r det drejede sig om at beskytte sin hellige ejendom fra at blive skĂŠndet. Efter at GnĂŠus Pompejus Magnus (106-48 f.Kr.) havde taget det andet tempel 63 f.Kr., og det tredje tempel, der var bygget af Herodes den Store, var alt blev jĂŠvnet med jorden af romerne, og det blev forbudt at bygge et nyt tempel til âHerrens udvalgte folkâ i hovedstaden. (Se ogsĂ„ Ark, Hierofant, Keruber, Melkisedek, Shekinah, Seth, Tyfon og Typhon).
Jesod
(HebrĂŠisk). Jesod er den 9. sephirah af de 10 sephiroth. Jesod betyder âgrundvoldâ, men reprĂŠsenterer desuden basis og kraft. Jesod er et maskulint aktivt potentiale, der fuldender de seks, som former microprosopus. Jesod stĂ„r under MĂ„nens herredĂžmme. (Se ogsĂ„ Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Kabbala, Kether, Macroprosopus, Malkuth, Microprosopus, Netzach, Sephiroth og Tiphereth).
Jesus
(Latin). Jesus er det latinske ord for det grĂŠske Iesous og for det hebrĂŠiske Yeshua, der er en sammentrĂŠkning af Yehoshua, som er et egennavn, der betyder frelser, eller noget, som er rummeligt eller udbredt. Det hebrĂŠiske navn Jah eller Jehovah blev af de kristne identificeret med Jesu navn, selv om Jesus aldrig var eller har vĂŠret identisk med den jĂždiske Jehovah. Jesus er utvivlsomt en virkelig historisk skikkelse, men hans liv, som det beskrives i evangelierne, er ren og skĂŠr allegori. Hans virkelige liv er omformet til en indvielseshistorie, sĂ„dan som det var kutyme dengang. En jĂždisk historie fra middelalderen er beskrevet i âSepher Toledoth Yeshuaâ, og iflg. den er evangeliernes Jesus identisk med Jehoshua ben Panthera, en jĂždisk indviet, der levede ca. 100 f.Kr. Jesu liv illustrerer de typiske sekvenser i den esoteriske lĂŠre: 1) En leder eller lĂŠrer viser sig i et folk, der har brug for at blive guidet og undervist. 2) Hans dĂžd efterfĂžlges af tilbedelse â og endda tilbedelse af hans tilhĂŠngere. 3) De historiske kendsgerninger omdannes gradvist, og bliver mere eller mindre pyntede og fantasifulde legender eller mytologiske fortĂŠllinger, som i tidens lĂžb klistres som et tykt lag til mindet om ham og hans identitet som menneske, at selv hans rigtige navn er gĂ„et tabt. 4) Der bliver derefter skabt myter, allegorier eller legender. 5) Ved hjĂŠlp af andre troende, som senere bliver undervisere, der forklarer og fortolker, erstatter man de tidligere lĂŠreres forklaringer, og virkeligheden udskiftes med en rent mytisk skikkelse, og lĂŠren bliver gradvis materialiseret og misforstĂ„et. Kristendommens evangelier havde sin oprindelse i fortidens mysteriedramaer. De var meningsfulde, smukke og ofte sublime i deres dybere betydning. I mysteriedramaerne kunne neofytterne og de indviede erfare, hvordan man bliver Ă©t med Logos, og nĂ„r det lykkedes, blev mennesket kaldt en Logos, der var inkarneret som menneske. Logos selv blev henholdsvis kaldt Christos eller Dionysos, og udviklingen skete i etaper, der var tilpasset den semi-historiske skikkelse, sĂ„dan som det er sket i mange andre tilfĂŠlde og ikke kun i den kristne myte. Kristus eller Christos er derfor ikke et bestemt menneske eller en speciel guddommelig inkarnation, men en fĂŠllesbetegnelse for det guddommelige, som inkarnerer i alle mennesker â selv om Jesus uden tvivl var det individuelle navn pĂ„ den oplyste jĂždiske indviede avatar. Det er Ă„rsagen til, at den universelle allegori i den kristne version kan henvise til en historisk sandhed, for det er set flere gange fĂžr den kristne ĂŠra, at en sĂŠrlig cyklisk budbringer, som kom, da tiden var inde, dengang ekliptika skiftede fra stjernetegnet VĂŠdderen til Fiskenes tegn. I Ă„ndsvidenskaben er Jesus en avatar, der var budbringer for Fiskenes cyklus. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er Jesus af Nazareth den discipel, som stillede sit fysiske legeme til rĂ„dighed for Kristus â VerdenslĂŠreren â dengang Jesus var fysisk til stede pĂ„ Jorden. Iflg. mesteren Djwhal Khul er mesteren Jesus brĂŠndpunktet for den energi, der strĂžmmer igennem de kristne kirker. Ă
ndsvidenskaben oplyser, at Jesus for tiden lever i et syrisk legeme. Han rejser meget og tilbringer en stor del af sin tid i forskellige dele af Europa. Han arbejder isĂŠr med masserne frem for med det enkelte menneske, selv om han har samlet en talrig skare af disciple omkring sig. Han er pĂ„ 6. strĂ„le for hengivenhed og abstrakt idealisme, og hans disciple er ofte kendetegnet ved den dedikation og hengivenhed, som kom til udtryk blandt martyrer i de tidlige kristne tider. Selv har han et myndigt udseende, og han er virkeliggĂžrelsen af disciplin og jernvilje. Mesteren Jesus er hĂžj og mager med et langt, smalt ansigt, sort hĂ„r, bleg og med gennemtrĂŠngende blĂ„ Ăžjne. Hans arbejde er meget ansvarsfuldt, for det er hans opgave at lede Vestens tĂŠnkning ud af den nuvĂŠrende urolige tilstand og ind i fredfyldte vande, hvor der hersker vished og viden. I Europa og USA skal han forberede vejen for VerdenslĂŠrerens tilsynekomst. Han er kendt fra Bibelen, for han viser sig fĂžrste gang som Josua, Nuns sĂžn, og derefter igen pĂ„ Ezras tid som Jesua, der tog 3. indvielse. I Zakariasâ Bog er han omtalt som Josua, og i Det Nye Testamente er han kendt for to store ofre. Det ene, hvor han stillede sit legeme til rĂ„dighed for Kristus, og det andet, som var den store forsagelse, der kendetegner 4. indvielse. Som Apollonius af Tyana tog Jesus 5. indvielse og blev mester. Siden den tid er han som lovet blevet hos menneskeheden og har arbejdet med den kristne kirke, hvor han har stimuleret spiren til det sande Ă„ndelige liv, som findes blandt medlemmer af alle sekter og trosretninger. Han neutraliserer sĂ„ vidt muligt prĂŠsternes og teologernes fejltrin og misforstĂ„elser. Han er uden tvivl en oplyst leder, og i kirkelige anliggender har han et nĂŠrt samarbejde med Kristus. Han aflaster Kristus ved at fungere som hans mellemmand, nĂ„r det er muligt. Ingen forstĂ„r Vestens problemer bedre end Jesus, og ingen anden er sĂ„ nĂŠrt forbundet med de mennesker, der stĂ„r for det bedste i den kristne lĂŠre, og ingen anden er sĂ„ bevidst om nutidens behov. (Se ogsĂ„ Apollonius af Tyana, Avatar, Bibelen, Djwhal Khul, Ekliptika, Ezra og Jehovah).
Jetavana
(Sanskrit). Jetavana stammer fra âJetavanaâ, der er en lund i nĂŠrheden af Sravasti, hvor Buddha pĂ„ Ă©n gang offentliggjorde sine doktriner. Jetavana er desuden en buddhistisk mysterieskole pĂ„ Ceylon, som iflg. traditionen blev grundlagt ca. 247 f.Kr. af Katyayana − Gautama Buddhas nĂŠrmeste discipel. En af de tre afdelinger i en tidlig buddhistisk skole kaldte man Sthavira-kaya, som blev grundlagt i Rom 300 f.Kr. (Se ogsĂ„ Buddha, Gautama Buddha og Sthavira).
Jethro
(HebrĂŠisk). Jethro eller Yitro blev ogsĂ„ kaldt Reuel (Exodus). Iflg. Bibelen var Jethro far til syv dĂžtre. Den ene var Sippora, som blev gift med Moses. De syv dĂžtre reprĂŠsenterede forskellige Ă„ndelige, intellektuelle og psykiske krĂŠfter og egenskaber, som stammer fra monaden eller sjĂŠlen. I Ă©n forstand er Jethro Mosesâ indvier. Jethro kaldes Mosesâ âsvigerfarâ − ikke fordi Moses reelt var gift med en af hans syv dĂžtre, for Moses var en indviet. MĂ„ske har Moses aldrig eksisteret. MĂ„ske er han identisk med den egyptiske tronarving Senmut, der var sĂžn af dronning Hatshepsut. Hvis Moses var asket − en nazar − kunne han aldrig gifte sig, og sĂ„ er det en allegori ligesom sĂ„ meget andet i historien. Sippora (âden lysendeâ) er sandsynligvis en personificering af de esoteriske videnskaber, der er givet af Revel-Jethro − den Midjan-prĂŠst, der indviede Moses, for han var hans egyptiske neofyt. (Se ogsĂ„ Moses, Nazar, Reuel-Jethro og Sippora).
Jetzirah
(HebrĂŠisk). Jetzirah, Sepher eller Sefer ha-yetsirah (âSkabelsens bogâ) er en af de mest esoteriske af alle de kabbalistiske vĂŠrker, som i nutiden er i mystikernes besiddelse. Man pĂ„stĂ„r, at den er nedskrevet af Abraham, men det er selvfĂžlgelig noget vrĂžvl − men dets iboende vĂŠrdi er stor. âSkabelsens bogâ er inddelt i seks perakim (kapitler), som er underinddelt i 33 korte mishnaer (sektioner), der beskriver Universets evolution via et system af korrespondancer og tal. Guddommen har iflg. bogen formet (âskabtâ) Universet pĂ„ grundlag af tal âmed 32 stier (eller veje), der bestĂ„r af hemmelig visdom. Vejene korresponderer bĂ„de med 22 bogstaver i det hebrĂŠiske alfabet og de 10 fundamentale tal. De 10 tal er de oprindelige urtal, hvorfra hele Universet udgik, og de fĂžlges af 22 bogstaver, der er inddelt i tre âmĂždreâ, syv dobbelte konsonanter og tolv enkle konsonanter. (Se Yetzirah.)
Jhana
(Pali). Jhana kan bedst oversĂŠttes som en âdyb meditativ tilstandâ. Jhana svarer til sanskritordet âjnanaâ. Jhana udtrykker ogsĂ„ det samme som sanskritordet âdhyanaâ, der stammer fra âdhayatiâ, som betyder âat tĂŠnkeâ eller âat meditereâ. Jhana er en meditativ tilstand af dybeste ro og koncentration. Tankesindet er fuldstĂŠndig absorberet i det valgte meditationsobjekt, og det er mĂ„let for koncentration. Der er fire niveauer af jhana, og hvert niveau er dybere end det foregĂ„ende, og tilsammen udgĂžr de samadhi i betydningen ĂŠgte koncentration. Nogle buddhistiske skoler lĂŠgger meget lidt vĂŠgt pĂ„ jhanaerne, og nogle forkaster dem, fordi man betragter dem som ikke-buddhistiske, men studier af den tidligste buddhistiske lĂŠre viser, at jhanaer blev betragtet som sĂŠrdeles vigtige, og en nĂždvendighed for at opnĂ„ oplysning. For at forstĂ„ de fire jhanaer skal man vide, at de reprĂŠsenterer afgĂžrende faser for ĂŠgte koncentration i den buddhistiske tradition. Jhanaer er dybe meditative tilstande, hvor opmĂŠrksomheden forenes med et meditationsobjekt, og tankesindet udelukkes fra alle sansemĂŠssige pĂ„virkninger og alle tidligere bevidsthedsstadier. Hvert niveau i fordybelsen er karakteriseret ved en bestemt gruppe af forstĂŠrkende faktorer. Ud over de fire jhanaer er der to andre grupper af tilstande, der ofte relateres til de fire jhanaer. 1) Adgang til jhana: a) PĂ„ tĂŠrsklen til jhana er fem forhindringer blevet forladt, og fem jhana-faktorer er skabt. b) Adgang til jhana og fĂžrste jhana deler de samme fem grundlĂŠggende faktorer, men i fĂžrste jhana er de mere fuldkommengjorte og stabile. c) Den mediterendes adgang til jhana forudsĂŠtter evnen til at fastholde bevidstheden pĂ„ skiftende sanseobjekter. 2) Fire immaterielle jhanaer fĂžlger sĂŠdvanligvis efter de fire jhanaer: a) Det uendelige rum. b) Den uendelige bevidsthed. c) Intetheden. d. BĂ„de-og/hverken-eller-opfattelsen. FĂžrste jhana har fem forhindringer: 1. Dovenskab og slĂžvhed. 2. Tvivl. 3. Ond vilje eller uvilje. 4. RastlĂžshed. 5. GrĂ„dighed og Ăžnsker om sanseoplevelser. Fem faktorer skal erhverves eller intensiveres: 1. Anvendt tĂŠnkning. 2. Uafbrudt tĂŠnkning. 3. GlĂŠde. 4. Lykke. 5. Fokusering. Anden jhana har to forhindringer: 1. Anvendt tĂŠnkning. 2. Uafbrudt tĂŠnkning. Tre faktorer skal erhverves eller intensiveres: 1. GlĂŠde. 2. Lykke. 3. Fokusering. Tredje jhana har Ă©n forhindring: GlĂŠde. To faktorer skal erhverves eller intensiveres: 1. Subtil lykke. 2. Fokusering. Fjerde jhana har Ă©n forhindring: Lykke. To faktorer skal erhverves eller intensiveres: 1. Tankesindets fokusering. 2. Sindsro. (Se ogsĂ„ Dhyana, Jnana, Meditation og Samadhi).
Jhana Bhaskara
(Sanskrit). Jhana Bhaskara er et vÊrk om Asuramaya, den atlantiske astronom og magiker, og andre legender fra fÞrhistorisk tid. (Se ogsÄ Asuramaya).
JHVH
Se Jehovah og Tetragrammaton.
Jihva-dhauti
(Sanskrit). Jihva-dhauti er yogisk tungeskrabning, som er en af shatkarma-teknikkerne til renselse af tungen. Man bruger en âdantunâ â dvs. den samme kvist fra det trĂŠ, man brugte til tandbĂžrstning (danta-dhauti), og den bruger man ogsĂ„ til jihva-dhauti. Man tager kvisten og river den midt over, sĂ„ man har to halvdele. Man tager den ene halvdel af kvisten, bĂžjer den i u-form og trĂŠkker den en enkelt gang over tungen for at rense den. Herefter bruger man pege- og langfinger til at gnide pĂ„ tungen for at lĂžsne de toksiner, der evt. er tilbage. Til sidst tager man den anden halvdel af kvisten, bĂžjer den, og renser tungen med den igen, indtil tungen er helt ren. (Se ogsĂ„ Antar-dhauti, Danda-dhauti, Danta-dhauti, Dhauti, Karna-dhauti, Shankhaprakshalana, Tridosha, Vaman-dhauti, Vastra-dhauti og Vatsara-dhauti).
Jinn
(Arabisk). Jinn, jinni, jinnee en gruppe vĂŠsener i Koranen − bĂ„de mandlige og kvindelige â der befinder sig mellem engleriget og menneskeriget. De omtales, som om de er skabt af rĂžgfri ild. De opholder sig isĂŠr pĂ„ Ăžde steder. Almindeligvis mener man, at jinn er i stand til at vise sig for mennesker ved at antage form af et husdyr eller af et menneske i gigantisk stĂžrrelse. De venligste af dem viser sig i smukke former, og de ondsindede i skrĂŠkindjagende skikkelser. (Se ogsĂ„ Djinn og Koranen).
Jishnu
(Sanskrit). Jishnu eller Jishnu stammer fra roden âjiâ, der betyder âat vindeâ eller âat erobreâ. Jishnu vil derfor sige at vĂŠre sejrrig, triumferende eller erobrende. Som et egennavn er det navnet pĂ„ Vishnu og Indra, der svarer til den hebrĂŠiske Michael, som var leder af ĂŠrkeenglene. Jishnu blev ogsĂ„ brugt om Arjuna, som var sĂžn af Indra. Jishnu er desuden âden himmelske vĂŠrts lederâ, som var en betegnelse for Indra, der anfĂžrte âhĂŠrskaren af devaerâ i gudernes krig mod asuraerne. (Se ogsĂ„ Arjuna, Asura, Indra, Michael og Vishnu).
Jiva
(Sanskrit). Jiva betyder âlivâ â underforstĂ„et det guddommelige eller kosmiske liv. Jiva er det Absolutte liv. Jiva bruges ogsĂ„ som betegnelse for det hĂžjeste Ă„ndsprincip hos manifesterede skabninger, og nogle gange er der tale om den individuelle jiva. Jiva − den levende skabning − var center for potentiel vitalitet og intelligens, der svarer til monaden, livsatomet eller atma-buddhi. Fra livet som ubevidst gudsgnist bliver en jiva en kosmisk elemental fĂždt fra det kosmiske element, og det er dets skĂŠbne at passere gennem alle de mellemliggende udviklingsfaser, indtil det til sidst bliver en altfavnende gud − en jivanmukta. Jiva bruges ogsĂ„ om det kosmiske livsprincip eller livskraften, og nogle gange bruges det i flĂŠng for begreber som prana og livsprincippet i menneskets konstitution. (Se ogsĂ„ Atma-buddhi, Jivanmukta, Monade, Prana og SjĂŠl).
Jivanmukta
(Sanskrit). Jivanmukta bestĂ„r af âjivaâ, der betyder âlivâ, og âmuktaâ eller âmuktiâ, der betyder âbefrietâ. Jivanmukta er et menneske, som iflg. hinduismens Advaita-filosofi har fĂ„et dradh nishthaa − dvs. at det har integreret sjĂŠlsbevidstheden i sin natur, og derfor har det befriet sig fra reinkarnation. Jivanmukta er derfor en betegnelse for âdet frigjorte livâ. Jivanmukta er en mester eller adept, eller det samme som asekha − âden, der ikke lĂŠngere har noget at lĂŠreâ, fordi bevidstheden er oplĂžftet til nirvana. Jivanmukta er et menneske, der har opnĂ„et frihed fra de stoflige verdener som en individualiseret monade, og som lever i fuld bevidsthed i sine hĂžjeste aspekter. Ofte betyder jivanmukta den hĂžjeste gruppe af indviede, nirvanier, adepter, mestre eller mahatmaer − uanset om de er med eller uden legeme. (Se ogsĂ„ Adept, Advaita, Asekha, Dradh nishthaa, Mahatma, Mester, Nirvana og Nirvani).
Jivanu
(Sanskrit). Jivanu bestĂ„r af âjivaâ, der betyder âlivâ, og âanuâ, der betyder âatomâ eller âudelelig partikelâ. Jivanu er livsatomet − et begreb, der blev opfundet af Gottfried de Purucker, for et livsatom, det uendeligt lille livsaspekt eller âsjĂŠlenâ i det kemiske atom, bestĂ„r kun i en bestemt periode, inden for den kosmiske manvantara. (Se ogsĂ„ Atom, Livsatom og Manvantara).
Jivatma
(Sanskrit). Jivatma eller Jivatman bestĂ„r af âjivaâ, der betyder âlivâ, og âatmanâ, der betyder âSelvâ. Jivatma er menneskets Ă„nd, som er udĂždeligt til slutningen pĂ„ Solens maha-manvantara. Reelt er der tale om monaden, hvis sĂŠrlige plads er buddhi-princippet, som er frĂžet, og frugten er manas. RĂŠkkevidden af jivatmas bevidsthed er solsystemet. I almindelighed er jivatma betegnelsen for det Ene universelle liv, men jivatma bruges som sagt ogsĂ„ om Ă„nden i mennesket. Jivatma fortolkes derfor ofte som âdet individuelle selvâ, mens Paramatman betyder Gud. I de tidlige Vedaer afslĂžrer Gud sin eksistens for mennesket. Mennesket oplyses om Guds veje, natur og lĂŠre. Gud er alkĂŠrlig, og kan derfor kontaktes via kĂŠrlighed. Gud afslĂžrer sig selv, som den, der skaber, opretholder og nedbryder verden. PĂ„ samme mĂ„de som musikere i et orkester er nĂždt til at afstemme sit instrument til det musikstykke, der skal spilles, skal det enkelte menneske afstemme sig selv efter den grundlĂŠggende harmoni og orden, der kaldes Gud. Dermed skabes der enhed. Mennesker, som er i harmoni med helheden, er aldrig alene, og de er altid i kontakt med lys, kĂŠrlighed og kraft. Det er et velkendt faktum, at det er menneskets tanker, der former personligheden, og de vediske mestre var derfor fokuseret pĂ„, at mennesket ikke kun dyrkede tanken om Gud, men arbejdede pĂ„ at legemliggĂžre alt, hvad Gud reprĂŠsenterer. (Se ogsĂ„ Atma-buddhi, Buddhi, Manas, Manvantara, Paramatman og Veda).
Jnana
(Sanskrit). Jnana stammer fra roden âjnaâ, der betyder âat videâ, âat have kendskab tilâ eller âat forstĂ„â. Jnana, der udtales âgnjanaâ, er derfor viden, forstĂ„else og visdom. Jana er afledt af samme rod som dhyana, der betyder âmeditationâ eller âerkendelser, som er opnĂ„et via meditationâ. Jnana er visdom eller ren kundskab. Esoterisk set er jnana guddommelig indsigt, som er erhvervet via yoga. Jnana-yoga er derfor erkendelsens yoga. I jnana-yoga bliver mennesket bevidst opmĂŠrksom i den handlende personlighed, og det resulterer i to holdninger: 1) âJeg er den, der oplever, jeg er ikke det, der oplevesâ. 2) âJeg er alt. Alt er en del af mig, og jeg er en del af altâ. De gamle filosoffer sagde, at Parabrahman er ikke-jnana (kendt), ikke-jnana (viden) og ikke-jnana (det, der kan vĂŠre kendt). Alligevel er Parabrahman den kilde, som de tre former for forstĂ„else manifesteres fra. Jnana og vidya er meget ens, men mĂ„ske kommer den intuitive intellektuelle opfattelse til udtryk som jnana, mens den mere aktive og individuelle aktivitet kommer til udtryk som vidya. Begge ord kan oversĂŠttes med viden eller visdom. I Ă„ndsvidenskaben er jnana ofte beskrevet som medfĂždt eller intuitiv viden, mens vidya betragtes som reflekteret eller ophobet intellektuel viden eller visdom, men forskellen er tilfĂŠldig. (Se ogsĂ„ Dhyana, Jhana, Jnana-yoga, Meditation, Parabrahman, Vidya og Yoga).
Jnana-bhaskara
(Sanskrit). Jnana-bhaskara er âsummen af videnâ. Jnana bhaskara er et sanskritord for medicinsk arbejde. Jnana-bhaskara er desuden et vĂŠrk om Asuramaya, den atlantiske astronom og magiker, men den rummer ogsĂ„ andre forhistoriske legenderâ. (Se ogsĂ„ Atlantis og Magi).
Jnana-darsana-siddhi
(Sanskrit). Jnana-darsana-siddhi bestĂ„r af âjnanaâ, der betyder âvidenâ eller âvisdomâ, og âdarsanaâ, der betyder âvisionâ eller âundervisningâ, samt âsiddhiâ, der betyder ârenhedâ, âsandhedâ og âperfektionâ. Jnana-darsana-siddhi er derfor renhed eller perfektion i den viden eller visdom, der opnĂ„s i en vision eller i en undervisning.
Jnana-deva
(Sanskrit). Jnana-deva bestĂ„r af âjnanaâ, der betyder âvidenâ eller âvisdomâ, og âdevaâ, der betyder âguddomâ. Jnana-devaer er guderne for viden eller visdom. Det er de hĂžjerestĂ„ende grupper af guddomme eller devaer herunder manasaputraer, agnishwattaer og kumaraer. I en vis forstand er jnana-devaerne menneskets reinkarnerende sjĂŠle. I en anden forstand er det betegnelsen for oplyste vĂse mennesker som f.eks. mahatmaerne, og det indebĂŠrer, at det er lykkedes for dem at opnĂ„ − eller at de er under uddannelse for at opnĂ„ â en selvbevidst forening med den indre guddom. (Se ogsĂ„ Agnishwatta, Kumaraer, Mahatma og Manasaputra).
Jnana-marga
Se Marga.
Jnana-mudra
Jnana-mudra
(Sanskrit). Jnana betyder âvidenâ, og mudra betyder âtegnâ, eller âgestusâ. Jnana mudra er tegnet for viden. I jnana-mudra bĂžjes pegefingeren sĂ„dan, at fingerspidsen fĂžres sammen med tommelfingerens fingerspids, og de Ăžvrige tre fingre er udstrakte. I hinduisme og buddhisme bruges mudra som symbolske og rituel tegn og bevĂŠgelser. Nogle mudraer involverer hele kroppen, men de fleste udfĂžres med hĂŠnder og fingre. I de almindelige tantriske ritualer, er der 108 mudraer. (Se ogsĂ„ Buddhisme, Hinduisme, Jhana, Mudra og Tantra).
Jnana-shakti
(Sanskrit). Jnana-shakti bestĂ„r af âjnanaâ, der betyder âvidenâ eller âvisdomâ, og âshaktiâ, der betyder âkraftâ og âenergiâ. Jnana-shakti er den intellektuelle kraft eller visdomskraft. Kraften er det rene intellekt, som er en strĂ„le, der udgĂ„r fra Logos, og derfor er jnana-shakti den bevidsthed, der kommer til udtryk som hĂžjere manas. Hver shakti â uanset om det er jnana-shakti, ajnana-shakti, ichchha-shakti eller kriya-shakti, som er manifesteret i Universet eller i en individuel skabning − er udtryk for en naturkraft, og derfor er enhver naturkraft en udstrĂ„ling fra en kosmisk enhed. Hver udstrĂ„ling har sin egen svabhava (individualitet eller sĂŠrlige kendetegn), der tydeligt adskiller den fra alle andre naturkrĂŠfter. Jnana-shakti har kraften eller den iboende egenskab til at bevĂŠge intelligensen i Universet, der ogsĂ„ kommer til udtryk i mennesket, som er et barn af Universet, og det handler i overensstemmelse med sit eget sĂŠrprĂŠg. Adepten eller mesteren, som er bevidst om dette via sin monade, kan til enhver tid vĂŠlge en af de Ăžnskede shaktier i sin opbygning, og bruge kraften alene eller i kombination med andre shaktier for at skabe bĂ„de ydre og indre virkninger. NĂ„r kraften manifesteres, er det en aktion, og derfor opstĂ„r der altid en tilsvarende reaktion i stil med et lynnedslag, og der skal gĂ„ en vis tid inden den normale ligevĂŠgt genskabes. LigevĂŠgt er en forudsĂŠtning for sundhed. NĂ„r en mester vĂŠlger at bruge sine indre krĂŠfter til et medmenneskeligt formĂ„l, er det faktisk sjĂŠldent, at en enkelt af shaktierne bruges alene. FĂžrst danner mesteren et billede af, hvad der skal gĂžres, for billedet dirigerer viljen. Derefter fremkaldes ichchha-shakti eller Ăžnsket om at udfĂžre handlingen. Det kombineres med kriya-shakti eller den psykiske kraft, som dirigerer Ăžnsket og viljen mod formĂ„let. Andre shaktier kan eventuelt aktiveres efter behov. Det shakti, der som regel har en virkning eller bivirkning pĂ„ det fysiske plan, er ichchha-shakti, som kombineres med kriya-shakti og styres af jnana-shakti. (Se ogsĂ„ Adept, Ichchha-shakti, Jhana, Kriya-shakti, Manas, Mester, Shakti og Svabhava).
Jnana-vidya
(Sanskrit). Jnana-vidya bestĂ„r af âjnanaâ, der betyder âvidenâ, og âvidyaâ, der betyder âvisdomâ. Jnana-vidya svarer til brahma-vidya, Ă„ndsvidenskab, visdomstraditionen eller gnosis. (Se ogsĂ„ Brahma-vidya, Gnosis, Gnosticisme, Jnana, Teosofi og Vidya).
Jnana-yoga
(Sanskrit). Jnana-yoga bestĂ„r af âjnanaâ, der betyder âvidenâ, og âyogaâ, der er udledt af roden âyujâ, som betyder âat forbindeâ eller âat foreneâ. Jnana-yoga er en form for yoga-praksis og -uddannelse, hvor opnĂ„else af forening med den Ă„ndelige eller guddommelige essens i det indre erhverves ved at praktisere visdom, Ă„ndelig indsigt og intuition. Jnana-yoga er derfor erkendelsens yoga eller vidensyoga. Jnana-yoga praktiseres ved hjĂŠlp af frivillig selvanalyse og studier af abstrakte og filosofiske idĂ©er. Jnana-yoga er derfor indsigtens eller integrationens yoga. Jnana-yoga arbejder med erkendelse af sjĂŠl, Ă„nd og vĂŠren. MĂ„let er skabelse af den integrerede personlighed. Jnana-yoga tilstrĂŠber evnen til at opleve, men samtidig at undgĂ„ at binde sig til begivenheder, tanker og fĂžlelser â dvs. at lade dem komme og gĂ„ af sig selv. I jnana-yoga lĂŠrer man at disidentificere sig â at gennemskue tankesindets automatiske processer â vanerne i tanke- og fĂžlelsesmĂžnsteret. Og man lĂŠrer at acceptere det, man oplever, uden at fĂžle skyld eller at fortrĂŠnge oplevelserne. NĂ„r man har lĂŠrt sig selv at vĂŠre ânĂžgenâ â uden idealer, uden Ăžnsker om at vĂŠre god, retfĂŠrdig osv. â vil man opdage en dyb ro og hĂžjt energiniveau i alle handlinger. Og man vil opleve sig selv â eller rettere sit âSelvâ − sjĂŠlen. (Se ogsĂ„ Jnana, SjĂŠl og Yoga).
Jnanam
(Sanskrit). Jnanam er det samme som âgnanaâ, og det samme som âjhanaâ. (Se ogsĂ„ Gnana og Jhana).
Jnanendriya
(Sanskrit). Jnanendriya stammer fra âjhanaâ, der betyder âvidenâ, âforstĂ„elseâ og âvisdomâ, samt âindriyaâ, der betyder âsanseorganâ. Jnanendriya er de fem kanaler for viden og erkendelse. Ordet er synonymt med buddhindriya, som esoterisk kan betyde buddhis sanseorgan, men sĂŠdvanligvis henviser jnanendriya til de fysiske sanseorganers opfattelse og fornemmelse, som intelligensen fungerer igennem â dvs. Ăžjne, Ăžrer, nĂŠse, tunge og hud. Men jnanendriya er isĂŠr menneskets fem indre sanser i modsĂŠtning til karmendriya, der er de fem fysiske sanser, og de fysiske sanser er manifesteret pĂ„ grundlag af de indre sanser. Jnanendriya er egenskaber i prakriti. Den sjĂŠl, som er inkarneret i et fysisk legeme i den fysiske verden, opfatter verden gennem sanseorganerne, som gĂžr det muligt at opfatte den omgivende fysiske verden. De fem sanser er: Shotra â hĂžresansen og Ăžrerne, tvak â fĂžlesansen og huden, chakshu â synssansen og Ăžjnene, jivha â smagssansen og tungen og grahna â lugtesansen og nĂŠsen. Menneskets opfattelse af den ydre, hĂ„ndgribelige verden sker gennem registrering af forskellige typer af vibrationer, som udgĂ„r fra de genstande og skabninger, der pĂ„virker sanseorganerne. Tankesindet er meget sensitivt, og registrerer alle vibrationer i omgivelserne. Tankesindet reagerer pĂ„ alle stimuli â billeder, lyde, dufte, berĂžring, smag og andre pĂ„virkninger, som opfattes via sanserne. Tankesindet identificerer, organiserer og fortolker alle de sensoriske oplysninger, der modtages via sanseorganerne. (Se ogsĂ„ Buddhi, Buddhindriya, Indriya, Jnana og Karmendriya, Prakriti og Sanser).
Jnaneshwari
(Sanskrit). Jnaneshwari eller jnaneswari stammer fra âjhanaâ, der betyder âvidenâ, âforstĂ„elseâ og âvisdomâ, og âisvariâ, der betyder âdronningâ. Jnaneswari er âvidensdronningenâ. Jnaneshwari er en esoterisk afhandling, hvor Krishna beskriver betingelserne for, at en yogi kan opnĂ„ en tilstand af fuld oplysning for Arjuna. (Se ogsĂ„ Arjuna, Jhana, Krishna og Yogi).
Jnanin
(Sanskrit). Jnanin stammer fra roden âjnaâ, der betyder âat videâ. Jnanin er en vismand, der har erhvervet sig viden og visdom om det Ă„ndelige og det guddommelige. Som tillĂŠgsord betyder jnanin âklogâ eller âvĂsâ.
Jnata
(Sanskrit). Jnata stammer fra roden âjnaâ, der betyder âat videâ. Jnata vil sige âerkendtâ, âkonstateretâ og âforstĂ„etâ. Metafysisk bruges jnata om Logos eller om sjĂŠlene. Jnata som navneord, henviser til enhver, der ved eller forstĂ„r. (Se ogsĂ„ Gnatha, Logos og SjĂŠl).
Jneya
(Sanskrit). Jneya stammer fra roden âjnaâ, der betyder âat videâ. Jneya henviser til det, der kan erkendes eller forstĂ„s.
Jol
(Oldnordisk). Jol eller Jul stammer fra âhjolâ, der betyder âhjulâ. Det er Solens hjul eller yuletide, som var dedikeret til Freyr. Som gud for solskin, frugtbarhed og hĂžst boede han i lyselvernes hjem. Jol er relateret til vintersolhverv ved midvinter â jf. det angelsaksiske ord âgeolâ, der betyder december. Jol er midvinterens festival, nĂ„r Solen begynder at bevĂŠge sig nordpĂ„ og lyset dermed fĂ„r stĂžrre magt. Jol var en Ă„rlig begivenhed, der selvfĂžlgelig blev fejret lĂŠnge fĂžr tidspunktet pĂ„ Ă„ret blev kendt som jul eller Kristmesse. Der findes utallige pĂ„mindelser om tidspunktets store betydning for de gamle nordboer. Man brugte betegnelsen yule-spil, yule-fest og jolahelgi (yule-ferie), som var en hellig periode, der havde sĂŠrlig betydning, nĂ„r der var en jola-tungl (yule-mĂ„ne). Nordboernes yule varede 13 dage, og derfra stammer navnet threttandi (trettende) for helligtrekongersdag, der er en kirkelig festdag den 6. januar. Et af Odins navne er Jolnir. (Se ogsĂ„ Freyr og Jul).
Jomfruen
Jomfruen eller Virgo (latin) udgĂžr zodiakens 6. tegn og stjernebilledet Jomfruen. I astrologien er det et jordtegn. Det er et feminint tegn, som derfor har en modtagende energi. Jomfruens tegn styres af Merkur. Jomfruen hersker over maveregionen, fordĂžjelsen, tarmene, bughinden, milten og den nederste del af leveren. I en ĂŠldre zodiak, som kun havde ti eksoteriske stjernetegn (selv om der desuden var to skjulte tegn), blev de tre nuvĂŠrende stjernetegn − Jomfruen, VĂŠgten og Skorpionen − kombineret til et enkelt stjernetegn, der befandt sig mellem LĂžven og Skytten. Det reprĂŠsenterede en udviklingsfase, der lĂ„ fĂžr kĂžnnenes adskillelse. Dengang Eva − iflg. den hebrĂŠiske legende − blev trukket ud af siden pĂ„ Adam, og menneskeheden mĂ„tte formere sig via befrugtning, blev stjernetegnet delt i to − Jomfruen og Skorpionen − og det afbalancerende stjernetegn, VĂŠgten, blev tilfĂžjet. Iflg. det hebrĂŠiske system blev zodiakens tolv stjernetegn tildelt Jakobs sĂžnner, hvor Tvillingerne reprĂŠsenteres af Simeon og Levi, og derfor er der en sĂžn for lidt til stjernetegnene. Det blev reguleret ved at relatere Jakobs datter Dina til Jomfruen. I hinduernes zodiak kaldes det 6. stjernetegn ogsĂ„ Jomfruen. Det er Kanya, og det er Karttikeya, krigsguden, der hersker over stjernetegnet. Subba Row siger, at Kanya reprĂŠsenterer shakti eller mahamaya. Stjernetegnet er den sjette rashi eller afdeling, og det antyder, at der i naturen er seks primĂŠre krĂŠfter, og deres syntese er den syvende. H.P. Blavatsky tilfĂžjede, at selve navnet Kanya (jomfru) viser, hvordan der er overensstemmelse mellem alle de gamle esoteriske systemer i deres grundlĂŠggende doktriner. Kabbalisterne og de hermetiske filosoffer kalder astrallyset for den himmelske eller overjordiske jomfru, som i en syntese udgĂžr den syvende. I den runde Dendara-zodiak i Egypten er der tre jomfruer. Det viser, at der var gĂ„et tre prĂŠcessionscyklusser, og at deres lĂŠngde var blevet registreret. Jomfruen svarer til Astraea − gudinden for retfĂŠrdighed. (Se ogsĂ„ Astraea, Astrallys, Dendara, Kabbalist, Kanya, Mahamaya, Shakti og Zodiak).
Jonang
(Tibetansk). Jonang er en af skolerne i tibetansk buddhisme. Oprindelsen i Tibet kan spores tilbage til mester Yumo Mikyo Dorje i begyndelsen af det 12. Ă„rh., men skolen fik meget stĂžrre udbredelse ved hjĂŠlp af Dolpopa Sherab Gyaltsen − en munk, der oprindeligt var uddannet i Sakya-skolen. Man mente fĂžrst, at Jonang-skolen var blevet udryddet i slutningen af det 17. Ă„rh. pga. den femte Dalai Lama, som med magt tvang Jonang-klostre ind under hans Gelugpa-skole og erklĂŠrede Jonang-skolen kĂŠttersk. Jonang-skolen genetablerede sit religions-politiske centrum i Golok, Nakhi og i de mongolske omrĂ„der i Kham og Amdo centreret omkring Dzamthang-klostret, og skolen er stadig aktiv i nutiden. Man anslĂ„r, at 5.000 munke og nonner praktiserer Jonang-traditionen i nutiden. Men Jonang-lĂŠren var begrĂŠnset til de fĂ„ regioner, indtil RimĂ©-bevĂŠgelsen i det 19. Ă„rh. tilskyndede til studier af ikke-gelugpa Ă„ndsretninger og praksis.
Jonisk sĂžjle
Den joniske sĂžjle er en af de tre sĂžjleformer i den klassiske kunst â som desuden bestĂ„r af den korintiske og den doriske sĂžjle. De joniske sĂžjler er slankere end de doriske. De stĂ„r pĂ„ en base, og kapitĂŠlen slutter ofte i to kunstfĂŠrdige spiraler â volutter. Selve sĂžjlen er cylindrisk eller let konveks med riller (kanneleringer) hele vejen fra sĂžjlefoden og op til sĂžjlehovedet. De joniske sĂžjler symboliserer visdom, for volutterne (spiralerne i toppen) afbilleder en skriftrulle. SĂžjlerne blev ofte placeret ved indgangen til grĂŠske templer, og i nutiden benyttes sĂžjlerne ofte i rĂ„dhuse, domhuse og i frimurernes ritualer m.m. De tre klassiske sĂžjler reprĂŠsenterer de tre metaller guld, sĂžlv og kobber. Guld er den joniske sĂžjle, som symboliserer visdommen. Dens kapitĂŠl forestiller en skriftrulle. SĂžlv er den korintiske sĂžjle, som symboliserer skĂžnheden. KapitĂŠlen forestiller akantusblade, som er symbol pĂ„ liv. Kobber tilhĂžrer den doriske sĂžjle, som symboliserer styrken. KapitĂŠlen forestiller en stĂždpude. Som fĂŠlles symbol reprĂŠsenterer de det sande, det smukke og det gode â eller religion, kunst og videnskab, som engang udgjorde en enhed. (Se ogsĂ„ Akantus, Dorisk sĂžjle og Korintisk sĂžjle).
Jord
(Oldnordisk). Jord er gudinde for Jorden. Jord er datter af Nat (Nott) i den nordiske mytologi. Med Odin fik hun sÞnnen Thor. Hun kaldes ogsÄ FjÞrgyn. I Eddaens esoteriske symbolik kaldes Nat for datter af urgiganten eller frostgiganten, som symboliserer den substans, som verdenerne blev skabt af. Jord er sÞster til Thrudgelmir, den opretholdende kraft, og sammen med ham fik hun sÞnnen Urd (rig, frodig, ÞdelÊggende), hvilket indikerer Bergelmir, som er slutningen pÄ en livscyklus. Jords andet Êgteskab med en af de skabende guder resulterede i fÞdslen af Jorden, mens en tredje forening med Delling (daggryet), gjorde hende til mor for den lyse dag. (Se ogsÄ Bergelmir, Edda, Frostgiganter, Giganter, Jotun, Jotunheim, JÊtter, Norner, Odin, Orgelmir, Rimfaxe, Sif, Skuld, Thor, Thrudgelmir, Urd, Thurser, Titaner, Verdandi og Yggdrasil).
Jord-manvantara
Jord-manvantara er Ändsvidenskabens betegnelse for den samlede periode af syv runder i jordkÊden. (Se ogsÄ JordkÊde, KÊdeperiode, PlanetkÊde, Planetrunder og Manvantara).
|
