Jordan
(Hebræisk). Jordan eller Yardan betyder ”den strømmende” (flod) − med den underordnede betydning, at kilden til strømmen kommer fra et højere sted, og det er her, den symbolske betydning ligger skjult. Mange kristne salmer omhandler den mystiske Jordan og om at nĂĄ over til ”den anden bred” − en idĂ©, der mere eller mindre er identisk med buddhismen. ”Denne side” er livet pĂĄ det fysiske plan, mens ”den anden bred” er livet i den ĂĄndelige verden, som indebærer en relativ udvidelse af den kraft og funktion, der omfatter hele spektret af menneskets natur. Med andre ord skal ”den anden bred” forstĂĄs som et liv, hvor man er Ă©t med den indre guddom, og dermed deltager man i det universelle liv med relativ fuld selvbevidsthed. Symbolikken gælder ogsĂĄ andre hellige floder, som f.eks. Nilen og Ganges. H.P. Blavatsky har en kommentar til Pistis Sophia, hvor hun siger, at Jordan er ”den mystiske flod”, som standsede israelitternes Exodus fra Egypten, der var symbol pĂĄ kroppen. Pilosophumena oplyser, at i forbindelse med Jesu dĂĄb efterlod han et ”aftryk” i Jordanfloden, og efter at hans fysiske krop var blevet korsfæstet og dræbt, vendte hans sjæl muligvis tilbage til den krop, der var blevet præget i vandet, dengang han blev døbt. Det er en allegori, der handler om indvielse. (Se ogsĂĄ Bibelen, Buddhisme, Eridanus, Ganga, Hapi, Nilen og Pistis Sophia).
Jordbundne sjæle
Se Elementarer.
Jordens herre
Se Kumaraer.
Jordkæde
Jordkæde henviser til, at planeten Jorden, ligesom ethvert andet synligt kosmisk legeme, bestĂĄr af en sammenhængende kæde eller en forbundet gruppe, der udgør syv eller tolv energier og stoffer. Det er kun den ene planet i kæden, der er synlig for de fysiske sanser. De syvfoldige grupper kaldes planetariske kæder, og i jordkæden er det den synlige del, der er det, man kalder planeten Jorden. De ord og diagrammer, der beskriver idĂ©en, er blot repræsentationer − ikke virkeligheden. De enkelte dele er tydeligt adskilte sfærer i hver kæde, men alligevel udgør de en sammenhængende enhed. Det er vigtigt at forstĂĄ, at ingen af planeterne bestĂĄr af det samme stof. (Se ogsĂĄ Kædeperiode, Planetkæde og Planetrunder).
Jordskælv
Jordskælv betragtes normalt som fysiske fænomener, men generelt er der tale om den endelige virkning af en ĂĄrsagskæde, og den kommer ikke kun til udtryk pĂĄ det fysiske plan, for ĂĄrsagen stammer fra andre kosmiske planer. En undersøgelse af jordskorpens geologi med hensyn til klippernes placering, lokalisering af forkastningerne, tilstedeværelsen af vulkanske aktivitet m.v. kan give et fingerpeg om de steder, der med størst sandsynlighed vil blive berørt, men relationen mellem jordskælv og himmellegemernes placering og bevægelse er ogsĂĄ blevet genstand for forskernes overvejelser, men der er stadig ikke fundet en anerkendt sammenhæng mellem ĂĄrsagen til jordskælv og begivenheder pĂĄ Jordens mentalplan. Men der findes ikke noget, som kan kaldes et uheld i Universet, for enhver begivenhed, der opleves som en ulykke, er i virkeligheden effekten af en kraft pĂĄ mentalplanet. Derfor er det nemt at forstĂĄ, hvorfor hinduer efter et jordskælv betragter det som virkningen af akkumulerede ubalancer, der er skabt af menneskeheden. De mere subtile former for kraft og stof pĂĄ astralplanet skaber forbindelsen mellem det fysiske plan og levende skabningers mentale tilstand pĂĄ mentalplanet. Hurtige og mere eller mindre voldsomme fysiske naturkatastrofer skal betragtes som de endelige virkninger af en pludselig frigivelse af spændinger pĂĄ de højere planer. Usædvanlige psykiske forhold kan mærkes af dyr og ofte ogsĂĄ af sensitive mennesker forud for jordskælv − endda mange timer før det bryder løs, og desuden længe før seismografer viser den mindste rysten. Det er veldokumenteret. NĂĄr naturvidenskabens forskere pĂĄstĂĄr, at alle store geologiske ændringer og ødelæggende forskydninger skabes af almindelige og kendte fysiske kræfter, er det helt forkert, og det er en demonstration pĂĄ nutidens enorme arrogance og indbildskhed. De fysiske kræfter er blot det endelige resultat af indre processer, der manifesterer sig indefra og ud. De opstĂĄr periodisk og tilsyneladende mekanisk, men den fysiske impuls bestĂĄr af en kraft, der er ud over den materielle natur. Enhver vigtig handling i naturen har et formĂĄl, og resultaterne er alle cykliske og periodiske. Men ĂĄndelige kræfter forveksles normalt med fysiske, og de indre eller ĂĄndelige afvises, og derfor forbliver de kræfter, der er ĂĄrsag til jordskælvet, ukendte for naturvidenskaben, fordi man nægter at undersøge dem. (Se ogsĂĄ Astralplan og Mentalplan).
JordĂĄnd
En jordånd er den psykiske modsætning til menneskets højere natur, og derfor henviser en jordånd til astralplanet eller den laveste del af anima mundi. Iflg. gnostikerne og nazaræerne var jordånder feminine. I jødisk mystik er det Samael (dødens engel), som også i en vis forstand er Jehovah – mens han i andre er Satan. Jordånden opbygger den fysiske krop af jordbaserede væsener. I nogle systemer står jordånden for hele manifestationens stofside, og i andre systemer er jordånden den sidste i en serie af ånder, der tilhører et hierarki af skabninger og planer. I flertal og i en mere begrænset forstand henviser jordånder til nisser eller jordelementaler i europæisk middelalderlig tænkning. (Se også Anima mundi, Astralplan, Djævelen, Gnosis, Gnostiker, Jehovah, Nazaræner, Naturånder og Samael).
Jotun
(Oldnordisk). Jotun eller Jotunn er en kæmpe i den nordiske mytologi. Mange kulturers mytologi indeholder monstre af menneskeligt udseende, men med abnorm størrelse og styrke. Kæmperne er ofte repræsentanter for kaos og de vilde naturkræfter, og de er ofte i konflikt med guderne. Ofte benyttes begrebet titaner, giganter eller kæmper om de store væsner. I den nordiske mytologi var jætterne identiske med kæmperne. I Eddaen repræsenterer kæmperne de stoflige og materielle omrĂĄder, som guderne beliver. Dermed oplyser guderne de mørke verdener, og samtidig fĂĄr de mulighed for at drikke ”mjød”, som er symbol pĂĄ erfaringer. Der er giganter af forskellige typer og grader. Den ultimative kilde til stoffet – som pĂĄ sanskrit kaldes mulaprakriti − hedder Mimer i Eddaen. Andre giganter repræsenterer perioder, hvor guderne besjæler en verden, en race eller en levende skabning. Hver gigant, der har et navn, symboliserer en livsperiode eller en guddoms besjæling af det materielle og stoflige. Giganten eksisterer kun sĂĄ længe, som den energigivende guddom opholder sig i formen, og den dræbes af Thors hammer nĂĄr perioden udløber. I en gigants lange liv, er der ofte en række ”gigantinder”, som er gigantens ”døtre”. De symboliserer mindre cyklusser, racer eller underracer i gigantens livscyklus. En gigant er pĂĄ den mĂĄde en manifesteret enhed. Enhedens levetid, svarer til æoner i den græske mytologi. Thurser, rimturser eller frostgiganter adskiller sig fra de levende giganter, for de symboliserer perioder af ikke-liv, nĂĄr guderne har trukket sig tilbage til deres himmelske verdener. (Se ogsĂĄ Edda, Frostgiganter, Giganter, Jotunheim, Jætter, Mimer, Mulaprakriti, Thor, Thors hammer, Thurser og Titaner).
Jotunheim
(Oldnordisk). Jotunheim bestĂĄr af ”jotun”, der betyder ”gigant”, og ”heimar”, der betyder ”hjem” eller ”land”. I den nordiske mytologi er Jotunheim hjemsted for frostgiganterne eller rimturserne, og Jotunheim er en af de ni verdener i Eddaerne. Jotunheim beskrives som ”hinsides havet” − det hav, der omgiver MidgĂĄrd, men det er adskilt fra AsgĂĄrd, gudernes hjem, af Ifing-floden, som aldrig fryser til. Jotunheim stĂĄr for de materielle livsomrĂĄder, der besøges af guderne, for det er her, de kan drikke ”mjød”, som er symbol pĂĄ erfaringer, kundskab og visdom, der opnĂĄs ved at besjæle stoffet. Det er en symbolsk beskrivelse af planeten Jorden, men ogsĂĄ af andre planeter og himmellegemer med forskellige udviklingsniveauer. (Se ogsĂĄ AsgĂĄrd, Edda, Frostgiganter, Giganter, Ifing, Jotun, Jætter, MidgĂĄrd, Thurser og Titaner).
Jubal
(Hebræisk). Jubal, Yubal eller Yuval iflg. nutidig hebræisk, stammer fra ”yabel”, der betyder ”at flyde” eller ”strømme”. Jubal betyder derfor flod eller strøm. Jubal er bror til Jabal, halvbror til Tubalkain og halvbror til sin halvsøster Naamah. I Bibelen er Jubal søn af Lemek og Ada. Jubal beskrives som ”forfader til alle, der spillede harpe og fløjte”. (Første Mosebog). Jubal sammenlignes med Kabiri, som ”fremstillede harpen til Kronos og treforken til Poseidon”. (Se også Bibelen, Genesis, Kabiri, Kronos og Poseidon).
Jul
(Oldnordisk). Jul eller Jol stammer fra ”hjol”, der betyder ”hjul”. Det er Solens hjul eller yuletide, der henviser til vintersolhverv. Jul, juledag og julefesten er en mærkelig blanding af kristne, jødiske, romerske, oldnordiske, vestlige hedenske og andre traditioner. Julen blev opfundet som en kristen fest som led i den tidlige kristne kirkes tilpasning til den verden, som den voksede op i. PĂĄstanden om Jesu fødsel den 24. eller 25. december giver den nuværende kristne kirke ĂĄbenlyse vanskeligheder, og alligevel stĂĄr man fast pĂĄ, at datoen skal betragtes som Jesu fødselsdag. Før det 5. ĂĄrh. har der ikke været nogen generel enighed om datoen. Valget stod mellem helligtrekongersdag den 6. januar, den 25. marts og den 25. december. Iflg. den græske kirkefader Johannes Chrysostomos (347-407 e.Kr.) – Chrysostomos betyder ”guld i mund”, og henviser til hans veltalenhed – skyldes valget af datoen vestlig indflydelse. Romerne holdt deres saturnalia pĂĄ samme tid, hvor de fejrede vintersolhverv, som ofte blev identificeret med det nye ĂĄr. Vintersolhverv er næsten universel, og tidspunktet betegner lysets eller Kristi fødsel hos kristne esoterikere, men vintersolhvervets betydning har den kristne kirke imidlertid bredt ud i perioden mellem jul og pĂĄske. Ud over en henvisning til mørkets død og lysets genfødsel ved vintersolhverv − og dermed ogsĂĄ til død og genopstandelse bĂĄde kosmisk og menneskeligt − har symbolikken en særlig henvisning til et esoterisk ritual og et eksoterisk drama, der blev udført i mysterierne i det aktuelle tidsrum, for i forbindelse med indvielsesceremonien blev neofytten eller kandidaten anbragt i en grav, sarkofag, kiste eller pĂĄ et korsformet leje. Her var kroppen fastgjort med bĂĄnd (ikke med søm), mens hierofanten befriede neofyttens bevidsthed i en ud-af-kroppen oplevelse eller nær-død-oplevelse. Neofytten foretog en astralrejse og samlede dermed erfaringer om efterlivet. PĂĄ tredje dagen blev neofytten genfødt eller vækket i det, der kaldes en opstandelse – dvs. tilbagevenden til kroppen. Juleskikkene stammer ogsĂĄ fra forskellige kilder – f.eks. udveksling af gaver eller søde sager, der som regel hørte til nytĂĄrsfestlighederne. Juletræet er et universelt symbol pĂĄ den manifesterede natur, og det forestiller ogsĂĄ korset, som kirken imidlertid har flyttet til fredag før pĂĄske. Ved vintersolhverv gĂĄr Solen ind i Stenbukken i Saturns hus – og begivenheden markeres med figurer som Santa Claus, Saint Nicholas og julemanden – og skikkelsernes ĂĄnd og gode humør passer meget bedre til Saturn, især i form af Silenus eller en Satyr, end til den mystiske fødsel af en neofyt. (Se ogsĂĄ Chrestos, Hierofant, Jol, Neofyt, Satyr og Silenus).
Julai
Se Tathagata.
Julai
Se Tathagata.
Juno
Se Hera.
Jupiter
I en stor gruppe, hvor manuen er overhovedet, er der to mestre – mester Jupiter og mester Morya. De har højere indvielser end mesterindvielsen, som er 5. indvielse, og mester Jupiter, som også er Indiens åndelige regent, respekteres af de øvrige mestre som den ældste i logen. Han opholder sig i Nilgiribjergene i det sydlige Indien, og han er ikke en af de mestre, der sædvanligvis tager elever. Nogle af hans disciple er indviede af højere grader, og der er et ret stort antal mestre. Han har ansvaret for den åndelige ledelse af Indien, herunder en stor del af grænseområdet mod nord, og han har fået overdraget den vanskelige opgave til sidst at føre Indien ud af det nuværende kaos og forene landets forskellige folkeslag til en endelig syntese. (Se også Dharma-savarni, Manu, Morya og Rodmanu).
Jupiter (mester)
I en stor gruppe, hvor Manuen er overhovedet, er der to mestre – mester Jupiter og mester Morya. De har højere indvielse end mesterindvielsen – 5. indvielse – og mester Jupiter, som også er Indiens indre regent, respekteres de øvrige mestre, som den ældste i logen. Han opholder sig i Nilgiribjergene i det sydlige Indien, og han er ikke en af de mestre, der sædvanligvis tager elever. Nogle af hans disciple er indviede af højere grader, og der er et ret stort antal mestre. Han har ansvaret for den indre ledelse af Indien, herunder en stor del af grænseområdet mod nord, og han har fået overdraget det vanskelige hverv til sidst at føre Indien ud af det nuværende kaos og forene landets forskellige folkeslag til en endelig syntese.
Juventas
(Romersk). Juventas var den antikke romerske gudinde og hendes indflydelsessfære omhandlede ungdom og foryngelse. Hun var især gudinde for unge mænd, som for første gang skulle ”bære en toga” (dea novorum togatorum) − det vil sige de unge mænd, der lige var nĂĄet skelsĂĄr og alder.
Jyotis
(Sanskrit). Jyotis stammer fra roden ”jyut”, der betyder ”at skinne”. Jyotis henviser til lys fra Solen, daggryet, ilden, lynnedslag og himlens lys, men også lys, der er personificeret af Solen og Månen. Jyotis i flertal henviser til planeter og stjerner. Jyotis er også det åndelige lys, livets guddommelige princip eller kilden til intelligens, især når det bruges sammen med paurusha, der betyder menneske. I Puranaerne er jyotis en af de syv prajapatier. I Upanishaderne refererer jyothisham-jyotis (lysenes lys) til den øverste ånd i det solare hierarki. (Se også Jyothisham, Paurusha, Prajapati, Puranaer og Upanishader).
Jyotisha
(Sanskrit). Jyotisha eller jyotisa stammer fra roden ”jyut”, der betyder ”at skinne”. I astronomi og astrologi er jyotisha (astronom) en af de seks vedangaer (dele af vedaerne). Som navneord – astronomi – kaldes det også jyotisha-vidya. Jyotisha er desuden en betegnelse for hinduernes astrologi. Endelig er jyotisha en betegnelse for anvisninger til fastsættelse af dage og timer for vediske offerhandlinger. (Se også Veda, Vedanga og Vidya).
Jyotisham
(Sanskrit). Jyothisham stammer fra roden ”jyut”, der betyder ”at skinne”. Jyothisham eller jyothisham-jyotis betyder ”lysenes lys”, og det henviser til den øverste ånd i det solare hierarki iflg. Upanishaderne. (Se også Jyotis og Upanishader).
Jyotsna
(Sanskrit). Jyotsna stammer fra roden ”jyut”, der betyder ”at skinne”. Jyotsna er måneskin eller en måneskinsaften. Det er en af de 16 kalaer (Månens dele eller faser). Jyotsna er et af de legemer, som Brahma iklæder sig. Jyotsna betyder også daggry eller morgenens tusmørke. I flertal betyder jyotsna lys eller glans, med særlig henvisning til den iboende udstråling fra astronomiske legemer. (Se også Brahma, Jyotis og Kala).
Jætter
(Oldnordisk). Jætter er oprindeligt opstĂĄet af det oldnordiske ord ”jotunn” eller ”jotun” og det gammeldanske ”iatun” eller ”iotun”, som er afledt af udsagnsordet ”at æde”. Jætter betyder derfor oprindeligt ”grovæder”. Jætter er en fællesbetegnelse for flere metafysiske skabninger i den nordiske mytologi. I Eddaerne er jætterne giganter, der hovedsageligt er forbundet med naturen og dens kræfter, som f.eks. sne, kulde og ild – dvs. personifikationer af de kosmiske urkræfter. Jætterne repræsenterer de stoflige verdener, som guderne besjæler, men de oplyser alligevel de mørke verdener samtidig med at indtager deres ”mjød”, som er symbol pĂĄ tilegnelse af erfaringer, kundskab og visdom. Jætternes bolig hedder Jotunheim eller Jættehjem, men et enkelt sted i Snorres Edda stĂĄr der, at deres bolig hedder UdgĂĄrd, mens de iflg. flere skjaldedigte bor i klipper og bjerge. Jætterne er giganter af varierende typer og grader. Den ultimative kilde til stof (mulaprakriti) er opkaldt efter Mimer i Eddaen. Andre giganter repræsenterer perioder, hvor guderne besjæler en verden, en rodrace eller andre levende skabninger. Navnet pĂĄ en gigant repræsenterer en livsperiode eller manifestationen af en guddom. Jætten eksisterer lige sĂĄ længe, som energien er legemliggjort, og jætten dør − dræbt af Thors hammer − ved udløbet af livsperioden. I den lange livsperiode fĂĄr jætten en række ”døtre”, som repræsenterer mindre cyklusser, rodracer eller underracer. Jætterne i den nordiske mytologi er gudernes og asernes modstandere og fjender. Før kristendommens indførelse blev de opfattet som entydigt onde skabninger, men de var snarere repræsentanter for den utæmmede natur. Bortset fra Ragnarok-fortællingerne var der kun kampe mellem jætter og guder i myterne om Thor. Guderne, der tilhører mental- eller tankeplanet, slutter af og til vĂĄbenhvile med jætterne og besøger dem – og nogle gange gĂĄr de endda i forbund med nogle af dem – f.eks. Ægir. (Se ogsĂĄ Aser, Edda, Frostgiganter, Giganter, Jotun, Jotunheim, Jætter, Mimer, Mulaprakriti, Ragnarok, Thor, Thors hammer, Thurser, Titaner og Ægir).
Jörd
(Oldgermansk). Jörd er Jordens gudinde i det nordlige Tyskland. Hun svarer til Nerthus og Freya eller Frigga. (Se også Freya, Frigga og Nerthus).
Jörmungandr
(Oldnordisk). Jörmungandr bestĂĄr af ”iormun”, der betyder ”enorm”, ”stor” eller ”overmenneskelig”, og ”gandr”, der betyder ”magi” eller ”fortryllelse” − eller fra ”andr”, der betyder ӌnd”. I den nordiske Edda slynger MidgĂĄrdsormen sig om Jorden, og det er en af de tre giganter, der er Lokes afkom. De to andre er Fenris − ulven der skal fortære Solen, nĂĄr dens levetid er forbi − og Hel, der er dronning i de dødes riger. Jörmungandr kan eventuelt henvise til ækvator og ekliptika (astronomiens betegnelse for det plan eller den store cirkel, der tegner Jordens bane om Solen set fra Jorden), og i en endnu større sammenhæng er det en henvisning til Mælkevejen. (Se ogsĂĄ Edda, Ekliptika, Fenris, Frostgiganter, Giganter, Hel, Jotun, Jotunheim, Jætter, Loke, MidgĂĄrdsormen, Mælkevejen, Thurser og Titaner).
Jødestjernen
Se Davidsstjernen.
|
