Obelisk
(Egyptologi). De gamle egyptere kaldte obeliskerne for ”tekhen”, men betydningen af det oldegyptiske ord fortaber sig i fortidens tåger. Nutidens egyptere kalder dem ”mirsalleh” – et arabisk ord, der betyder ”nål”. I det 12. århundrede omtaler den arabiske læge Abd al-Latif obeliskerne i Heliopolis som ”mirsallati fiz’um” – ”faraoens store nåle”, og det er grunden til, at de egyptiske obelisker, som i nutiden står i London og New York, kaldes ”Cleopatras nåle”. Grækerne kom til Egypten på Homérs tid. De undrede sig også over de firkantede granitsøjler med pyramidetop, som stod parvis foran de egyptiske templer. Tilsyneladende navngav de søjlerne efter den første association, der dukkede op i bevidstheden, for de kaldte dem ”obeloi”, som betyder ”noget, der spidser til i den ene ende”. Herodot (ca. 450 f.Kr.) kaldte eksempelvis søjlerne for ”obeloi” i verdens første rejsebeskrivelse fra Egypten. Cirka 350 år senere ændredes navnet til ”obelisci”, som betyder noget i retning af ”spydspids”, og ordet er efterhånden indgået i de europæiske sprog. Det er også grunden til, at man nu kalder stensøjlerne for ”obelisker”. De fleste egyptiske obelisker er udhugget i rosa granit, som er en meget hård stenart, der kun findes i bjergene ved Aswan ca. 1.000 km fra pyramidefeltet ved Cairo. I stenbruddet ved Aswan ligger der en ufuldendt obelisk på ca. 1.100 tons fra dronning Hatshepsuts tid (1490-1468 f.Kr.). Iflg. åndsvidenskaben stammer idéen med at opstille obelisker foran templerne helt tilbage fra Atlantis-perioden. Det afvises naturligvis af egyptologerne. I historisk tid indgik obeliskerne i tempelarkitekturen fra Heliopolis i nord til det sydligste Egypten. Antallet af obelisker steg i Ny Rige, hvor byggearbejdet tiltog markant, og hvor den egyptiske civilisation var på sit højeste. Obeliskerne blev rejst parvis foran templets pyloner eller langs tempelaksen ved indgangen til et tempelafsnit. Obeliskernes udhugning i granitbruddene i Aswan, evnen til at løfte af de ekstremt tunge stengiganter, den lange transport og den vanskelige rejsning af dem repræsenterer tekniske problemer, som egyptologerne ikke har løsningen på. Åndsvidenskaben og progressive forskere oplyser, at egypterne kendte og anvendte kræfter og teknikker, man ikke kender i nutiden.
Objektiv
(Latin). Objektiv stammer fra ”obicere”, der betyder ”at ligge overfor” eller ”det, som er modstillet”. Ordet kom til Norden fra det franske ”objectif”. Når noget betegnes som objektivt, mener man, at det befinder sig uden for iagttageren, og at det kan opfattes ved hjælp af de fysiske sanser. Objektiv sidestilles derfor ofte med begreber som upartiskhed, uden forudindtagethed og iagttagelse uden indblanding af følelser og fordomme. Modsætningen er subjektiv. Subjekt kan derfor oversættes med ”det underkastede”. Subjektet ville eksempelvis være underkastet en fordom. I den videnskabelige forskning betegner objektivitet en hensigt og et princip, som vil genspejle virkeligheden nøjagtigt i de udsagn, teorier, teser osv., der fremsættes. I bredere forstand taler man om objektivitet i påstande, teorier osv., når man ønsker at understrege, at subjektive holdninger ikke har påvirket påstandene og teorierne.
Odin
(Oldnordisk). Odin stammer fra Óðinn, der er afledt af óðr, der betyder ”raseri”. Odin var gudernes fader og en af menneskenes skabere i den nordiske gudelære. Han var personificeringen af den guddommelige, skabende visdom, og dermed svarer han til Hermes eller Merkur. Sammen med sine to brødre Vile (Høner) og Ve (Lodur) udgjorde han guddommens tre aspekter, vilje, kærlighed-visdom og aktiv intelligens. Det var dem, der dræbte jætten Ymer (kaos) og skabte Himmel og Jord af Ymers krop. Senere skabte de sammen de første mennesker. Odins ansvarsområde var meget komplekst, og derfor er det vanskeligt at beskrive ham som guddom. Han havde mange navne. Ofte kaldte man ham ”Alfader”, men andre gange hed han Ygg – ”den frygtelige”. Og som Jolner optrådte Odin som julens gud. De mange navne afspejler Odins mange funktioner. I myterne beskrives han ofte som en høj, enøjet og gråskægget mand. Han afbildes nogle gange ridende på den ottebenede hest Sleipner (eller Slejpner), og med spyddet Gungner i sin ene hånd. Han følges af ravnene Hugin og Munin og af ulvene Gere og Freke. Men Odin skiftede konstant form. Iflg. myterne var han besat af at erhverve sig viden og lærdom, og han rejste vidt omkring – enten flyvende som en fugl eller ridende på hesten Sleipner. I de islandske kilder er Odin asernes overhoved og den mest magtfulde konge. I før-kristen tid blev han dyrket i hele det germanske område. Det skandinaviske navn Óðinn udviklede sig fra det urnordiske navn Wodin i løbet af germansk jernalder. Han var f.eks. kendt som Woden i England og Wodan i Tyskland. Det blev til Wotan (jf. Richard Wagners opera Nibelungens Ring). Muligvis stammer dyrkelsen af Odin fra Rhinegnene i 1. årh. e.Kr., og derfra har troen spredt sig nordpå til Skandinavien. Her har ase-kulten erstattet en oprindelig frugtbarhedskult. I sydgermanske kilder fra 5. til 8. årh. optræder Odin som krigsgud. På trods af sin rolle som krigsgud beskrives Odin kun sjældent som aktivt kæmpende. Man omtaler heller ikke hans styrke og mod. Måske repræsenterede han andre krigsevner som f.eks. strategiske snilde.
Odisk kraft
Odisk kraft er en betegnelse, som blev indført af den tyske kemiker Karl von Reichenbach. Odisk kraft er betegnelsen for en udstråling fra både levende skabninger og livløse genstande − en udstråling, der normalt ikke kan iagttages, men som opstår, når genstandene udsættes for sollys. Da Karl von Reichenbach i 1839 blev pensioneret, begyndte han en patologisk undersøgelse af menneskets nervesystem. Han studerede neurasteni (nervesvækkelse), somnambulisme (søvngængeri), hysteri og fobi, og han mente, at tilstandene skyldes påvirkninger fra Månen. Han interviewede mange patienter for at udelukke forskellige årsager, og for at finde helbredelsesmetoder. Han konkluderede, at nervesygdommene havde tendens til at påvirke mennesker, der var særligt sensitive. Von Reichenbach var inspireret af Franz Anton Mesmers arbejde, og derfor mente han, at tilstandene skyldes påvirkning fra miljømæssig elektromagnetisme. Men hans undersøgelser fik ham til sidst til at foreslå en ny kraft, der var beslægtet med magnetisme, og som ikke kan måles, men som var en udstråling fra genstande. Den udstrålende energi var en slags ”livsprincip”, der gennemstrømmer og forbinder alt levende. Den udstrålende energi gavn han navnet Odisk kraft. (Se også Mesmerisme).
Offer
Fra en åndsvidenskabelig synsvinkel betyder offer at et menneske giver afkald på lavere bevidsthedstilstande, som man har bundet sig til og identificerer sig med. Offeret medfører, at de lavere bevidsthedstilstande transformeres til højere bevidsthedstilstande. Personligheden identificerer sig med tanker og forestillinger, følelser og begær og den fysiske krops udseende og tilstand, men fra sjælens synsvinkel er tanker, følelser og det fysiske legeme blot sjælens redskaber i de lavere verdener – mentalplanet, astralplanet og den fysisk-æteriske verden. Alle mennesker bruger udtrykket ”jeg tænker”, ”jeg føler” og ”jeg handler”. Talemåden viser, at der bag tanken, følelsen og handlingen er et ”jeg”, der tænker, føler og handler. Det er dette ”jeg” − menneskets indre og virkelige identitet − der i religionerne og åndsvidenskaben kaldes for sjælen. Andre kalder sjælen for ”selvet” eller ”egoet”. Åndelig udvikling består derfor i at disidentificere sig med det, man ikke er, og blive det, man dybest ser er − sjælen eller den højere bevidsthed. Processen vil opleves som et offer, fordi de lavere egenskaber − som man tror, man er − erstattes af højere egenskaber, som man i virkeligheden er. Offeret er derfor reelt en illusion. På makrokosmisk niveau består offeret i, at Den Ene, som religionerne kalder Gud, i skabelsen bevægede sig fra en ubegrænset til en begrænset tilstand, ved at lukke en del af sig selv inde i den begrænsning, der kaldes Universet. Dermed opstod der dualitet – ånd og stof – Selvet og ikke-selvet – ydre og indre osv.
Ofiterne
(Græsk). Ofiterne stammer fra ”ophis”, der betyder ”slange”. Ofiterne var et gnostisk broderskab i Egypten (særlig i 2. årh.), der kaldtes ”slangens broderskab”. De benyttede levende slanger som symbol på den guddommelige visdom og på Kristusprincippet – dvs. på den guddommelige reinkarnerende sjæl i mennesket. Sekstens medlemmer blev afbildet med Hippolytus af Rom (170-235) i Hippolytus’ værk – Syntagma – der nu er forsvundet. Hippolytus af Rom var den vigtigste teolog i 3. årh. i den kristne kirke i Rom, hvor han sandsynligvis blev født.
Ogdoade
(Græsk). Ogdoade stammer fra ”ogdoad”, der betyder ”den ottefoldige”. I den egyptiske mytologi henviser Ogdoade til en såkaldt ottegudekreds. Ogdoaden bestod af otte guder, som i Hermopolis blev betragtet som de primære skaberguder. Der var tale om en forsamling af otte guddomme i et hierarki med komplementære funktioner, som tilsammen repræsenterer alle elementære kræfter i Universet. Heliopolis i Deltaet var kultsted for en gudekreds, der bestod af ni guder – en guddommelig Enneade. Og på den anden side af floden ved Memphis fandtes en gudekreds, der bestod af tre guder – en kraftfuld Triade, og det siges, at de tre skaberguder kom til syne engang i tidernes morgen. Og i det legendariske Theben (nutidens Luxor) i det sydlige Egypten, var det også en gudekreds på tre, men en helt anden gudetriade, der var ansvarlig for livets opståen. De fire kosmogonier i Heliopolis, Memphis, Hermopolis og Theben betragtes som Egyptens ”fire mysterieskoler” af egyptologerne, der også mener, at tidsaktuelle ”kulter” eller regionale religiøse opfattelser havde langt mindre betydning. Men på trods af at de fire mysterieskoler gjorde områdernes fire templer til vigtige centre i en meget lang periode, var andre gudekredse lige så vigtige, og de påvirkede tankelivet og de kulturelle målsætninger i Egypten i landets fire kronologiske rytmer − Gamle Rige, Mellemste Rige, Ny Rige og Sentiden. Ifølge de ældste optegnelser, der er fundet i Egypten, var Hermopolis’ kosmogoni dominerende i den periode, der er kendt som den arkaiske periode (3100-2700 f.Kr.). I denne periode blev Hermopolis betragtet som Egyptens åndelige kraftcenter og gudekredsen, der repræsenterede centrets kosmogoni, spillede en universel tematisk rolle i kunst og arkitektur. Herefter mener forskerne, at man kan spore et skift i holdningen, hvor kosmogonien i Memphis og Heliopolis overlappede hinanden i den periode, der kaldes Gamle Rige (2700-2180 f.Kr.). Hellige skrifter fra perioden afspejler de unikke kosmogonier, men efter den historiske Første Mellemtid (2040-1780 f.Kr.), opnåede regionen i Theben dominans både politisk og religiøst. Åndsvidenskabelig forskning afviser egyptologernes teori om, at der var kamp og strid mellem de fire mysterieskoler og deres opfattelser. Dybere forskning afslører, at der var et tæt og naturligt samarbejde mellem de fire skoler og præsterne, og at deres lære udgjorde helhed. (Se også Enneade og Triade).
Okkult
(Latin). Okkult stammer fra ”occultus”, der betyder ”skjult”, ”hemmelig” og ”kendskab til det skjulte”. Okkult henviser derfor til det, der er skjult for de fysiske sanser. Det kan eksempelvis være formålet med livet, hvor energien og drivkraften bag begivenhederne i tilværelsen er skjult, uanset om det foregår på solart, planetarisk eller på menneskets niveau. De subjektive indstrømmende og udstrømmende energier er neutrale. De bruges af den hvide okkultist til gavn for menneskeheden og planeten. Den sorte okkultist bruger energierne til personlige og egoistiske formål. I almindelig sprogbrug henviser okkult til ”viden om det metafysiske og usynlige”, i modsætning til ”viden om det fysiske og målbare”. Det første hører til åndsvidenskab, og det sidste hører til naturvidenskab. Flere og flere bruger ordet ”esoterisk”, og blandt andet er det blevet almindeligt at sige, at symbolik har en esoterisk betydning. Nogle tror derfor, at esoterisk betyder ”mystisk” eller ”mysterium”, men ordet ”mysterium” er græsk, og det blev oprindeligt brugt om de ofte dramatiske fremstillinger af verdens skabelse, kosmiske processer og energier, åndens og sjælens kvaliteter og udvikling osv. Hierofanterne (ypperstepræsterne) fremførte mysterierne som dramaer i templerne for at neofytterne skulle kunne fortolke den okkulte (skjulte) esoteriske (indre) betydning af de eksoteriske (ydre) ritualer, og alt hvad der skete under mysterierne, blev strengt hemmeligholdt. Desværre tror mange, at okkultisme er sort magi eller satanisme, men det er en misforståelse. (Se også Eksoterisk, Esoterisk, Esoterisme, Okkultisme og Okkultist).
Okkultisme
(Latin). Okkultisme er afledt af ”okkult”, der stammer fra ”occultus”, som betyder ”skjult”, ”hemmelig” og ”kendskab til det skjulte”. Okkultisme er praktisk mysticisme, esoterisme eller åndsvidenskab. Okkultisme er videnskaben om de metafysiske planer, kræfter og bevidsthedstilstande, som er skjult for de fysiske sanser. Okkultisme forener den intelligente brug af tanken med hjertes motivation. I nutiden bruges ordet okkultisme ofte som betegnelse for de ”hemmelige videnskaber”, fordi okkult viden er skjult eller hemmeligholdes af ordener og loger. H.P. Blavatsky definerede okkultisme som ”studiet af den guddommelige tanke i naturen”. Studiet af okkultisme kræver viden om bestemte livsværdier, en bevidst stræben efter at leve et uselvisk liv baseret på en høj moral. Årsagen er, at okkultismen ellers meget let kan anvendes til ”sort magi”, og store dele af okkultismen er derfor kun tilgængelig for mennesker, der har bestået bestemte prøver og indvielser. Okkultisme har udgangspunkt i en religiøs tankegang. Ok-kultismens rødder går tilbage til antikken, og den kan betragtes som en vestlig esoterisk tradition. Okkultismens vigtigste elementer er blevet identificeret som gnosticisme, den hermetiske afhandling om alkymi og magi, neo-platonisme og kabbala, der alle udspringer i det østlige Middelhavsområde i de første par årh. e.Kr. (Se også Esoterisk, Esoterisme, Okkult og Okkultist).
Okkultist
(Latin). Okkultist er afledt af ”okkult”, der stammer fra ”occultus”, som betyder ”skjult”, ”hemmelig” og ”kendskab til det skjulte”. En okkultist er et menneske, der studerer okkultisme. Okkultisten udforsker den indre, skjulte natur, i modsætning til de ydre karakteristika, som undersøges af naturvidenskaben. For de fleste praktiserende okkultister, betyder okkult ganske enkelt studiet af den åndelige virkelighed, der ikke kan iagttages med de fysiske sanser, men udelukkende ved hjælp af metafysiske sanser. Okkult forskning kan ikke bevises på naturvidenskabens præmisser, og er derfor baseret på metafysiske iagttagelser og logiske indicier. Udtrykkene esoterisk og mystisk er synonymer for okkult, og de tre begreber bruges ofte i flæng. Nogle religioner og sekter accepterer okkultisme som et esoterisk aspekt af den mystiske religiøse oplevelse. Andre trosretninger tager afstand fra okkultisme i de fleste eller i alle former. De betragter det okkulte som noget overnaturligt eller paranormalt, der ikke fører til Gud (underforstået på den måde, som de religiøse trosretninger selv har defineret det). Derfor betragtes okkultister som nogen, der modarbejder troen, og derfor er ondsindede. Okkultister sidestilles endda med sorte magikere, troldmænd og hekse. Ordene okkultisme og okkultist giver negative associationer hos mange mennesker, men nogle aspekter, der af mange anses for at være ”okkulte”, findes faktisk i de store religioner, men her bruger man sjældent udtrykket ”okkult”, som erstattes med ”esoterisk”. (Se også Eksoterisk, Esoterisk, Esoterisme og Okkult).
Oktaeder
(Græsk). Oktaeder stammer fra ”okto”, der betyder ”otte” og ”hedra”, der betyder ”flade” eller ”side”. Et Oktaeder er et geometrisk legeme eller platonisk legeme, der består af otte lige store og ligesidede trekanter. Et Oktaeder er et af de fem regulære polyedre. Som krystalform tilhører oktaederet det kubiske krystalsystem. De otte krystalflader afskærer lige lange afstande af de tre krystallografiske akser. (Se også Dodekaeder, Heksaeder, Ikosaeder, Oktaeder, Platoniske legemer, Polyeder og Tetraeder).
Olympos
(Græsk). Olympos er Grækenlands højeste bjerg. Olympos er det græske ”verdensbjerg”, og iflg. Homér og Hesiod var Olympos gudernes bolig, sandsynligvis fordi den græske mytologi omtaler Olympos og Uranos (Himlen) i flæng som de olympiske guders bolig. I antikken og helt frem til den byzantinske periode var Olympos et helligt bjerg.
Om Mani Padme Hum
”Om Mani Padme Hum” er et mantra i buddhismen. Det forkortes ofte til ”OM”. ”Om Mani Padme Hum kan ikke oversættes med en enkel sætning eller endda et par sætninger. ”Om Mani Padme Hum” er et mantra, der primært benyttes i Østen. ”Mani” er ”juvelen” eller det positive, aktive, maskuline princip (af roden ”man”). ”Padme” eller ”padma” er ”lotusen”. Ordet er muligvis afledt af ”padmat”, der betyder ”rig på stængler”. ”Hum” er en kraftfuld mantra-stavelse, og adskillige tibetanske mantraer på seks stavelser begynder med ”Om” og slutter med ”Hum”. ”Om Mani Padme Hum” oversættes ofte med sætningen ”hilset være juvelen i lotusblomsten” eller ”hilset være den, der udgør juvelen i lotusblomsten”. Det mest almindelige er imidlertid at sige, at ”Om Mani Padme Hum” betyder ”juvelen i lotusblomsten”. I virkeligheden er det meningsløse ord, for hvorfor dog gentage ”juvelen i lotusblomsten” – ”juvelen i lotusblomsten” … rytmisk og mantrisk? Det er meningsløse ord, hvis de ikke forstås rigtigt og dvs. esoterisk. Hvis de forstås esoterisk, vil mantraet til gengæld afsløre den uadskillelige enhed mellem mennesket og Universet, for mantraet udtrykker opfattelsen af enhed på syv forskellige niveauer, som kan anvendes på syv forskellige måder på lige så mange bevidsthedsplaner. ”Om Mani Padme Hum” er et mantra med seks stavelser, og i Tibet betragtes det som det mest kraftfulde af alle mantraer. Det siges, at de centralasiatiske folkeslag har modtaget mantraet af Padmapani. Padmapani er egentlig det samme som 2. Logos eller Avalokitesvara, men betegnelsen benyttes også om sjælen. Alle mennesker er sjæle, og det betyder, at alle har ”juvelen i lotusblomsten” i deres natur, uanset om man kalder den Padmapani, Krishna, Buddha, Kristus eller bruger en anden betegnelse for menneskets guddommelige center. Det medfører også, at alle kan erkende ”juvelen i lotusblomsten”, når de udviklingsmæssigt er klar til det. ”OM” benyttes ofte som afslutning på en meditation.
Om-Tat-Sat
(Sanskrit). Om-Tat-Sat består af tre lyde, som tilsammen udgør et mantra, der repræsenterer den treenige Gud – OM eller AUM, TAT og SAT. OM refererer til den højeste og evige ånd, og lyden repræsenterer Shabda Brahman. TAT refererer til den anden Guptt (Gud) og alt, hvad der er skabt. SAT refererer til den tredje Guptt (Gud) og den universelle sandhed. Om-Tat-Sat kan derfor oversættes med den ”højeste absolutte sandhed” – eller mere bogstaveligt: ”Alt der er”. Etymologisk er Om-Tat-Sat relateret til det engelske ”Han, der er”, for ”Sat” er den indoeuropæiske rod til ”at være”. Det kan derfor relateres til den måde, Gud identificerede sig selv for Moses på Sinai-bjerget, hvor Han sagde: ”Jeg er den, jeg er.” Om-Tat-Sat er befrielsens mantra, som henvender sig til den trefoldige Gud for fritagelse for den gentagne cyklus af fødsel og død i skiftende livsformer og -situationer.
Omskæring
Omskæring (eller omskærelse) opleves af de fleste som unødvendigt og skræmmende. Det er ikke alene et spørgsmål om religion, trosforestillinger og familietraditioner, men om etik, moral og menneskeret. Spørgsmål er, om det er rimeligt, at forældre har så ubegrænset ejendomsret over deres egne børn, at det giver dem retten til bevidst at udsætte dem for traumatiske oplevelser, skamfere deres krop, skære i dem mens de er forsvarsløse, udsætte dem for smerter, blødning og risiko for alvorlige infektioner på trods af at man ved, at der er risiko for bl.a. seksuelle problemer i voksenlivet? Tilhængerne forklarer det med gamle religiøse traditioner. Inden for jødedommen skal drengebørn omskæres. Omskæring er udbredt inden for islam, men den er ikke påkrævet. Omskæring vil sige, at man foretager en kirurgisk fjernelse af forhuden på drengens penis. Forhuden dækker det meget følsomme område på penis, der kaldes glansen, og omskæring har forskellige følgevirkninger, fordi forhuden har en række naturlige funktioner. Forhuden beskytter penishovedet. Den indeholder følenerver og er en del af glidemekanismen ved samleje. Omskæring medfører dog ikke, at samleje ikke kan udføres. Men indgrebet medfører som regel nedsat følsomhed. Iflg. Herodot var omskæring af drenge ikke en del af den egyptiske kultur. Egypterne fik sent i historien den bizarre skik fra jøderne. I mastabaerne (gravene) ser man imidlertid relieffer, der viser nøgne, voksne mænd, som får foretaget omskæring. Men handlingen var ikke almindelig praksis i det egyptiske samfund, for den hørte til indvielsesritualerne. I den sene periode blev alle præster omskåret. Men oprindeligt blev omskæring udelukkende tilbudt voksne mænd og udelukkende i forbindelse med mysterieskolernes indvielsesprocesser. Man meldte sig frivilligt til indvielse, og derfor skete omskæringen frivilligt. Og man omskar ikke drengebørn. Skikken med at omskære nyfødte drengebørn stammer utvivlsomt fra jøderne. Piger og kvinder blev aldrig omskåret i Egypten. Når fortalere for omskæring forsvarer det religiøse ritual, er de ikke i stand til at oplyse hvorfor, det er så vigtigt at foretage omskæringen. Der henvises til, at det er ”en ældgammel religiøs tradition” – men der svares aldrig på spørgsmålet hvorfor! At foretage sig noget, bare fordi man ”altid” har gjort det, skaber ikke forståelse for en handling, hvor man skamferer sit eget barn. Fra Egypten havde Moses kendskab til omskæring, og ifølge Bibelen var det ham, der indførte omskæring af hele det israelitiske folk. Bibelen oplyser også, at i Mellemøsten blev omskæring udført hos indviede personer, og den blev også udført på de første patriarker Abraham, Isak og Jakob. Men omskæring som et led i et indvielsesritual var kun udbredt hos egypterne. Omskæring udførte egypterne med en stenkniv, og det samme gjorde Moses, da han indførte ritualet hos israelitterne. Det er vanskeligt at forstå, at mennesker kan tro, at Gud – som de kalder ”den alkærlige Fader” – kræver at forældre skal skamfere og skære i deres børn og påføre dem smerte og lidelse som en betingelse for, at der kan skabes en pagt mellem Gud og barnet. Det er vanskeligt at forstå, at mennesker kan tro, at Gud – som de kalder den almægtige Fader – ikke selv er i stand til at skabe drenge uden forhud og piger uden klitoris og kønslæber, men er afhængig af, at mennesker påtager sig opgaven med at fjerne den fejl, Gud begik i skabelsen.
Omvendt stående stilling
Se Viparita Karani.
Ontologi
(Græsk). Ontologi stammer fra ”onto”, der betyder ”det, der er”, og ”logia”, der betyder ”videnskab”, ”undersøgelse” og ”teori”. Ontologi er derfor betegnelsen for den filosofiske undersøgelse af karakteren af væren, eksistens, virkelighed og de grundlæggende aspekter og forbindelser i relation til væren. Inden for filosofi er ontologi en vigtig gren, der også er kendt som metafysik. Ontologi beskæftiger sig med det, der eksisterer – eller siges at eksistere – og hvordan de enkelte aspekter kan grupperes og forbindes i et hierarki, hvor opdelingen foregår efter både ligheder og forskelle. Ontologi er derfor læren om alle tings væren. Det er læren om ”det værende” − om tilværelsens almene principper, hvor erkendelse og virkelighed adskilles. Den ontologiske gudsopfattelse er en værens-filosofi, der er baseret på, at der iflg. sagens natur må eksistere en skabning, der er større end alt andet.
Onuris
(Egyptologi). Onuris betyder ordret: ”Han, der bragte den tilbage, som var langt borte”. Legenden fortæller, at Solens øje – en gudinde – blev rasende og antog form af en løvinde og flygtede til Nubien. Onuris havde held med at formilde hende og bringe hende tilbage. Onuris er en krigsgud, der afbildes med lange fjer og med en line i hånden, for han var sendt fra Himlen. Hans berømte legende findes i mange varianter, og nogle påstår, at Onuris er identisk med visdomsguden Tehuti (som grækerne kaldte Thoth), og at den vrede gudinde var Hathor.
Orakel
(Egyptologi). Guderne, som var identiske med de oplyste sjæle på de indre eksistensplaner, kunne kontaktes med præsterne som mellemled. Præsterne fungerede på den måde som orakler, der kunne besvare alverdens spørgsmål om fortiden, nutiden og fremtiden. Utallige ”konsultationer” blev i tidens løb nedskrevet og bevaret for eftertiden. De indeholder spørgsmål fra almindelige mennesker om almindelige bekymringer. Hvordan kan en bestemt sygdom kureres? Er det nødvendigt at tage på en rejse? Et tidspunktet rigtigt til et bryllup? Var det rigtigt at afskedige min tjener? Hvor kan jeg finde det, jeg blev frastjålet? – osv. Faraoner lyttede omhyggeligt til templernes orakler, hvor ”Gud kom for at tale med dem som en fader til en søn”. Spørgsmålet blev stillet til gudestatuen, og nogle spørgsmål kunne besvares med ja eller nej. Mere komplekse spørgsmål blev besvaret ved, at guden blev præsenteret for forskellige stentavler med forskellige svarmuligheder, hvorefter gudens repræsentant (præsterne) foretog et valg. Svaret blev nedskrevet på en ostrakon. Hvis svaret ikke passede spørgeren, kunne sagen appelleres, og spørgsmålet kunne forelægges et andet orakel med en anden guddom. (Se også Ostrakon).
Orfeus
(Græsk). Orfeus var oldtidens græske visdomslærer, og det var ham, der stiftede de orfiske mysterier eller orfismen. De orfiske mysterier var et system af høj morallære, der var baseret på Egyptens og Østens hemmelige visdom. Orfeus formidlede bl.a. den evige visdom ved hjælp af musik, og han underviste i livets rytmer og sandhedens harmoni. Orfeus var søn af Kalliope, som var muse for sang og digtning. Pindar kaldte ham ”sangens fader”. Han var konge af den trakiske stamme ”ciconerne”. Hans navn nævnes ikke af Homér eller Hesiod, og det blev først kendt på samme tid som Ibycus (ca. 530 f.Kr.). Orfeus blev betragtet som en af de vigtigste digterne og musikerne i antikken, og det var ham, der opfandt lyren. Han var datidens Verdenslærer og en af civilisationens store pionerer. Han underviste bl.a. menneskeheden i lægekunst, skrivning og landbrug. Orfeus var tæt knyttet til det religiøse liv, og han fungerede som orakel. Han praktiserede bl.a. astrologi, og han grundlagde både Apollon- og Dionysos-kulterne. Det var også ham, der indførte mystiske riter både offentligt og privat. Åndsvidenskaben oplyser, at Orfeus var Verdenslærer i 5. rodraces 4. underrace. Verdenslæreren i 1. underrace var Vyasa, som påvirkede Østen med sit åndelige budskab. I 2. underrace var Verdenslæreren den egyptiske visdomsgud Tehuti, som grækerne kaldte Thoth og senere Hermes Trismegistos eller Hermes. I 3. underrace trådte Zarathustra fra på verdensscenen i Persien, og som sagt var Orfeus Verdenslærer i 4. underrace, hvor han inspirerede sydeuropæerne. Men iflg. åndsvidenskaben er Vyasa, Tehuti, Zarathustra og Orfeus den samme åndelige mester i fire forskellige skikkelser. Og det var den samme mester, der viste sig som Gautama Buddha, som var den første Verdenslærer for 5. rodraces 5. underrace. Gautama Buddha blev senere afløst af Kristus, som er den nuværende Verdenslærer. Orfeus’ liv er beskrevet i legender, og iflg. sagnet var Orfeus dybt forelsket i Eurydike. Hun blev imidlertid bidt af en giftslange og døde. Orfeus sørgede så voldsomt, at han fik lov til at gå ned i dødsriget efter hende. I dødsriget brugte han sin evne som sanger til at overtale Hades, og det lykkedes han at få Eurydike frigivet. Men der var betingelser. Eurydike skulle gå bag Orfeus på vejen op fra Hades, og at Orfeus måtte ikke på noget tidspunkt se sig tilbage. Undervejs blev tvivlen for overvældende, så han vendte sig om, og i det samme sekund mistede han igen Eurydike til dødsriget. (Se også Bodhisattva, Buddha, Gautama Buddha, Kristus, Orfisme, Thoth og Zarathustra).
Orfisme
Orfeus fik sin egen mysteriereligion i Grækenland – orfismen. Hans kult havde den græske vingud Dionysos som øverste gud. Ifølge den orfiske myte blev Dionysos – som i Rom blev kaldt Bacchus – kidnappet af titanerne. Titanerne sønderrev ham og åd ham. Det lykkedes Athene at redde Dionysos’ hjerte, som hun gav tilbage til hans far, Zeus. Ved hjælp af hjertet skabte Zeus en ny Dionysos, og som straf brændte han titanerne med sine lyn. Af titanernes aske opstod mennesket. Da legemet stammede fra titanerne, betragtede orfikerne det som noget mindreværdigt. Men de mente, at alle mennesker havde noget guddommeligt i sig, nemlig Dionysos-essensen. Orfikerne mente, at man kunne slippe det guddommelige i mennesket fri ved at leve asketisk. De erkendte en antropologisk dualitet mellem sjæl og legeme. Hvis de ikke erkendte den, ville de blive genfødt i et nyt legemligt ”fængsel”. Det er et af de tidligste græske eksempler på den dualisme – der især via Platon – kom til at præge den senere hellenistiske tankegang og dermed store dele af den europæiske kultur. Både Pythagoras, Platon og de kristne gnostikere var inspireret af den orfiske tankegang. (Se også Orfeus).
Ormuzd
Se Ahura Mazda.
Ornitomanti
(Græsk). Ornitomanti stammer fra det nutidige græske ord ”ornis”, der betyder ”fugl”, plus ”manteia”, der betyder ”spådom”. Oprindelsen er et oldgræsk ord, der blev brugt, når man tog varsler fra fugles flugt, sang og skrig. Det var oldgræsk praksis at læse varsler fra fugles adfærd. Det svarer til Augury hos de gamle romere, som gav profetiske spådomme om fremtiden ved at iagttage naturfænomener − især fugles og dyrs adfærd. Desuden undersøgte man deres indvolde, men man iagttog også menneskeskabte objekter og situationer. Selv om Ornitomanti hovedsagelig bestod af iagttagelse af fugles flyvning og sange, kunne enhver handling fortolkes og bruges til enten at forudsige fremtiden eller opfattes som en besked fra guderne. Varslerne blev betragtet med største alvor af både grækere og romere. Den form for spådomme udviklede sig til at blive en integreret del af Romerrigets religion, for metoden blev udført af et særligt præsteskab, som etablerede en rituel praksis. Et interessant eksempel findes i Odysseen, hvor en ørn tre gange flyver til højre med en død due i sine kløer, og pga. det fortolker Augury, at Odysseus vender tilbage, og at hans kones bejlere vil dø. Ornitomanti er nævnt flere gange i Bibelens Septuaginta-version. Joseph påstår, at han praktiserede kunsten for at skræmme sine brødre, men senere i Septuaginta-teksterne blev denne praksis udtrykkeligt forbudt.
Orpheus
Se Orfeus og Orfisme.
Osiris
(Egyptologi). Den egyptiske gud Osiris hed oprindeligt ”As” (på egyptisk). I tidens løb blev ”As” til "Asar" og ”Aslar”, som blev til ”Uasar”, og til sidst blev det til ”Osiris” (på græsk) og endelig til ”Serapis”. I den egyptiske gudekreds er den mest kendte triade Osiris, Isis og Horus. Osiris var faderaspektet. Han repræsenterede pluspolen. Osiris var lysets herre, og man kaldte ham også ”Solen” – ligesom solguden Ra – men i nigudekredsen indtog han en position på et lavere niveau end Ra. Lyset, Solen og Faderen var symbol på vilje og kraft – eller det, der kaldes ”liv”. Ra symboliserede den guddommelige vilje, der blev afspejlet i Osiris, som repræsenterede den åndelige vilje. Den åndelige vilje (eller Osiris) afspejlede sig igen på niveauet under, og her kom det til udtryk som menneskets tænkeevne. Den egyptiske symbolik er helt i overensstemmelse med nutidens åndsvidenskab. Et andet billede på princippet er sjælen, som er ”den indre mester” set fra personlighedens synspunkt, mens det fra sjælens synspunkt er ånden, der er ”den indre mester”. Osiris vises af og til siddende på sin trone og andre gange stående, men han afbildes altid som et menneske, der er tæt indsvøbt i hvid mumieklædning. Figuren viser klart, at Osiris symboliserer ånd eller bevidsthed, og ikke noget stofligt, fysisk eller legemligt. Selv om det fysiske legeme er ”dødt” og fikseret, vises Osiris’ ansigt med en blågrøn farve som symbol på liv og vækst. På hovedet bærer han en høj hvid krone, der flankeres af to strudsefjer, som kaldes ”Atef”. Fjerene har givet navn til hele kronen, som kaldes ”Atef-kronen”. Osiris’ hænder er frigjort fra mumie-bandagen, og de er krydset foran på brystet, hvor de holder en plejl og et scepter formet som en hyrdestav. Osiris var ”dødens herre” – og derfor blev han også kaldt ”opstandelsens herre”. Der er intet liv uden død, og der er ingen død uden liv. Døden er en forudsætning for opstandelse. I indvielserne blev neofytterne viklet ind i mumiebandage på samme måde som Osiris. De blev lagt i sarkofagen, hvor de ”døde”. I en kontrolleret ud-af-kroppen oplevelse forlod de det fysiske legeme. Efter tre døgn på de indre eksistensplaner vendte de tilbage. De ”genopstod” ligesom Osiris. På samme måde som nutidens religiøse menneske arbejdede de gamle egyptere med en frelserskikkelse. Alle kristendommens fundamentale elementer var med i Osiris-legenden … en mirakuløs fødsel, et forbilledligt liv, en dramatisk død og en genopstandelse fra de døde. De var alle elementer i den egyptiske tro, og de blev billedliggjort af Osiris, som var søn af Gud eller faderen Ra – lysets fader. I hjertet af den egyptiske religion – årtusinder før Kristus – findes en helt identisk symbolik.
Ostrakon
(Egyptologi). Ostrakon stammer fra græsk og betyder ”potteskår”. Egyptologerne bruger ikke alene betegnelsen om potteskår, men også om afslåede kalkstensstykker med tekster, der er skrevet med hieratisk eller demotisk skrift. De gamle egyptere samlede forvitret limsten og knust lertøj og anvendte det til en billig form for papir, som kunne bruges til at skrive eller tegne på. Grækerne kaldte materialet for ”skaller”, der fungerede som en slags fattigmands-papyrus. Ostrakon blev brugt helt fra Gamle Rige til den arabiske periode. Navnlig i Theben (Luxor) er der fundet tusindvis af ostrakoner, der er dateret til perioden 18.-20. dynasti. De er skrevet på hieratisk og indeholder regninger, kvitteringer (navnlig skattekvitteringer), breve, arbejdslister og andre dagligdags ting. Desuden er der kopier af hellige tekster med det gamle Egyptens visdom, digte og kærlighedsbreve. Ostrakon blev brugt til øvelse eller som kladder i undervisningen og ved uddannelse af håndværkerne, som skulle udsmykke grave og templer. Ostrakoner er fundet i store mængder, og det har givet et værdifuldt indblik i mange offentlige forhold.
Ouija-bræt
Et Ouija-bræt er et psykografisk spirituelt kommunikationsmiddel, og brugen af det kaldes ofte for ”ånden i glasset”. Et Ouija-bræt består af et bræt med bogstaver og tal, plus ordene ”ja”, ”nej”, ”hej” og ”farvel” samt en planchette til at bevæge hen over brættet. Der bruges ofte et glas som planchette, og det er årsag til udtrykket ”ånden i glasset”. Konceptet er, at deltagerene anbringer en eller flere hænder fra en eller flere personer på planchetten, og fører den rundt på pladen for at udtrykke kommunikation med et metafysisk væsen. (Se også Ånden i glasset).
Ouranos
Se Uranus.
Ouroboros
(Græsk). Ouroboros eller Uroborus stammer fra ”oura”, der betyder ”hale” og ”boros”, der betyder ”som æder”. Som navnet antyder, er Ouroboros et symbol, der forestiller en slange eller en drage, der bider i sin egen hale og dermed former en cirkel. Den er derfor konstant i gang med at fortære sig selv og genføde sig selv. Ouroboros bruges ofte som symbol på altings enhed – både åndeligt og stofligt − som aldrig forsvinder, men evigt skifter form i en uendelig cyklus af nedbrydning og genskabelse. Ouroboros repræsenterer desuden kredsløb, især i den forstand at noget konstant genskaber sig selv i en evig tilbagevenden til det relative udgangspunkt. Ouroboros repræsenterer også idéen om den oprindelige enhed, der er forbundet med noget adskilt, som har eksisteret fra begyndelsen og rummer kræfter og kvaliteter, der ikke kan tilintetgøres. Ouroboros har været vigtig i religiøs og mytologisk symbolik, men symbolet har også været anvendt i alkymistiske illustrationer, hvor symbolet repræsenterer den cykliske natur i alkymisternes arbejde. I middelalderens alkymi blev symbolet benyttet til at illustrere opløsning af kobber og sølv i kviksølv. Ved afdampning af kviksølvet opstår der en sølvlignende legering af kobber og sølv. Symbolet er desuden forbundet med gnosticisme og hermetik.
Overbevidsthed
De mange psykologiretninger har ydet deres bidrag til forståelse af begrebet underbevidsthed, og de er alle vigtige, for alle indeholder et aspekt af sandhed. Ved hjælp af dem er man nået frem til en mere dybtgående viden om mennesket, om dets instinkter og mekanismer, om dets reaktioner over for omgivelserne og om menneskets sensitive redskab. Dermed har menneskeheden lært meget om det underbevidste, og det er fra tankesindets underbevidste, at ældgamle racemæssige fejltagelser, erfaringer, undertrykte komplekser og latente begær og naturligvis også højt organiserede psykiske reaktioner strømmer ind i det bevidste tankesind. Psykologien ved derfor meget om mennesket som en fungerende enhed og om den vekselvirkning, der foregår mellem nervesystemet, kirtelsystemet, musklerne og deres udtryk, i form af kvalitet, karakter, personlighed og omgivelser. Psykologien har afsløret meget om mennesket, som både et psykisk og som et dyrisk væsen. Men mennesket som en sjæl er stadig en spekulation, et håb eller en tro. Sjælen er endnu ikke dokumenteret som en naturvidenskabelig kendsgerning. Men det er en kendsgerning, at mennesket i det væsentlige er dualistisk, og i ethvert menneskes bevidsthed er der en oplevelse af dualitet. Mennesket er på mystisk vis to skabninger, og det er kampen mellem de to, der har medført neuroser og komplekser. Problemet er tydeligvis, at mennesket ikke kender sig selv. De fleste mennesker er overbevist om, at de er kroppen, og at de er deres følelser og tanker – dvs. deres personlighed. ”Persona” betyder ”maske”, og det er indlysende, at der bag masken findes en skabning, der har iført sig masken. Den indre instans er det, åndsvidenskaben kalder sjælen. Det er sjælen, der tænker, føler og handler. Det er sjælen, der spiller forskellige roller i form af ”delpersonligheder”. Sjælen repræsenterer derfor et bevidsthedsniveau, som de fleste kun har ubevidst kontakt med, og alle mennesker arbejder reelt med at skabe bevidst kontakt til ”overbevidstheden”, for det er den, mennesket i virkeligheden ER. Men der findes desuden bevidsthedsniveauer over sjælen, som normalt kaldes ”højere bevidsthed”, og de kan bl.a. erkendes via meditation. Åndsvidenskaben og Østens systemer til selvudvikling beskriver de høje bevidsthedstilstande og giver teknikker til at erkende dem.
Overflødighedshorn
Se Amaltheia.
Overmenneskelig
I åndsvidenskaben bruges betegnelsen ”overmenneskelig” for alt liv, der findes over menneskeriget og alle grader af væren, der ligger over det menneskelige.
Overnaturlig
Betegnelsen ”overnaturlig” anvendes som regel om fænomener, der falder uden for de anerkendte naturvidenskabelige rammer. Betegnelsen er i virkeligheden misvisende, for der findes hverken kræfter eller fænomener, der er over naturen. Alt er en del af naturen, også selv om man ikke for tiden er i stand til at forklare sammenhængen.
Oversjæl
Oversjæl er en betegnelse for Den Ene Sjæl, der inkluderer alle sjæle − Den Ene Flamme, der inkluderer alle gnister − Den Ene, der inkluderer alt levende. Former og legemer er mangfoldige, men alle sjæle er identiske med Oversjælen.
|
