Tænkning

Denne lovmæssighed beskrives af Lao-Tze, som siger: "Forudsætningen for udvidelse er sammentrækning. Forudsætningen for sammentrækning er udvidelse." Naturligvis! Det er et kosmisk princip. Forudsætningen for udånding er indåndingen. Forudsætningen for indånding er udåndingen. Det samme princip gælder for udviklingen af menneskets tænkeevne. På Atlantis og i den efteratlantiske periode var menneskets tænkeevne i en udvidelses- eller udåndingsfase. Derfor anvendte de indviede den analogiske metode. Formidling af viden foregik ved hjælp af symboler, ritualer og drama, som fremkaldte en følelsesmæssig identifikation og indsigt, som var individuel. Det bekræftes af den tibetanske mester Djwhal Khul i en af Alice A. Baileys bøger, hvor han siger:

"– der findes ikke nogen bestemt fortolkning af et symbol, og ethvert symbol – uden undtagelse – formidler en individuel forståelse til det enkelte menneske."

Betydningen af symbolerne varierede altså fra menneske til menneske og var derfor ikke entydig. Åndsvidenskaben oplyser, at menneskets astrale natur var det store udviklingsområde på Atlantis og i den efteratlantiske periode. Kandidaterne fik kontakt med deres følelses- og begærliv ved at deltage aktivt i dramaernes rollespil, "tage symbolerne ind" i meditation og udfolde dem i associationer – i bevidstheden eller gennem dramatiseringer.

Den næste fase i udviklingen af menneskets tænkeevne er den nutidige. Fokuseringen er flyttet fra følelseslivet til tankelivet. Tankelivet er todelt i sin natur. Menneskets mentale evner er opdelt i abstrakt og konkret tænkning, og menneskeheden forsøger at undersøge, erfare og til sidst gøre sig til herre over den konkrete tænkning. En esoteriker vil sige, at man gør sig til herre over det lavere mentalplan.

Naturvidenskaben er et godt eksempel på den nutidige tænkemåde, for den analytiske tænkning og tilbøjeligheden til at opsplitte virkeligheden har medført, at man søger årsagen til livets opståen i de mindste fysiske partikler. Man prøver at forstå helheden ved at skille den ad. Det er en nødvendig erfaring i udviklingen af tænkeevnen. Ved at opsplitte tilværelsen og analysere de enkelte dele, bliver mennesket i stand til at analysere livets grænser. Denne evne er forudsætningen for at mennesket kan undgå farer, holde sig indenfor naturlovenes rammer og i det hele taget undgå problemer. For at kunne fatte helheden, må man først forstå delene.

I de gamle kulturer forsøgte menneskeheden at forstå livet ved at ekspandere bevidstheden i et forsøg på at opfatte og rumme helheden. Man "lyttede" til symbolerne. Man "tog dem ind" og lod dem gennemstrømme sindet. Processen kan også sammenlignes med oplevelsen af musik, der fremkalder en spontan respons inde i mennesket uforstyrret af intellektet. Symbolet er som musik, der spontant giver genklang i mennesket, og på denne måde lever den viden, symbolet giver, i menneskets natur. Målet er ikke en sanseoplevelse, men at få mennesket til at identificere sig med symbolet. Man skal brænde med ildens kvalitet. Man skal føle tyngde med tyngdens kvalitet, osv. Oplevelsen bliver måske tydeligere, hvis man forestiller sig en negativ lyd. Eksempelvis en negl der stryges hen over en tavle – eller to stykker metal der hvinende gnides mod hinanden. Man tager omgående lyden ind, identificerer sig helt med den – så meget at det kan gøre ondt i hovedet eller tænderne.