En spontan følelsesmæssig relation

For at forklare naturen af denne proces og hvad det er, der virkelig foregår, når man praktiserer upersonlighed, vil det være meget gavnligt at forestille sig selv i en fuldkommen negativ bevidsthedstilstand – en tilstand af total personlighed eller selvoptagethed.

I denne forestilling er man indhyllet i et mørke af håbløshed og fortvivlelse, på grund af personlige omstændigheder, der er gået galt. Det er simpelthen ikke muligt at glemme eller forstå det, der er sket. Man ruger i den grad over situationen, og føler sig så forvirret, såret og misbrugt, at man overhovedet ikke er i stand til at tænke på noget andet eller foretage sig noget som helst. Og selvfølgelig synes man, at man reagerer fuldstændig normalt under de givne omstændigheder – og frem for alt er reaktionen berettiget. Men hvis man er helt ærlig, vil man vide, at nogle af tankerne og følelserne er blandet med vrede og bitterhed, og de er ikke specielt kærlige. Og man vil også vide, at det sandsynligvis er sandt, at en del af besværlighederne skyldes den kendsgerning, at man elsker det menneske, der er en del af problemet, og at man derfor har positive følelser for vedkommende. Alligevel er det uforståeligt, at vennen sagde og handlede, sådan som det skete. Og hvordan kan tilværelsen nogensinde blive som før – eller som man troede, den var – eller som man troede vennen var? Og så videre!

På et eller andet tidspunkt bliver man klar over, at man befinder sig i en uheldig situation, hvilket man for længst burde have gennemskuet. Men at man overhovedet har været i stand til at komme til denne erkendelse, er et skridt på vejen. Men hvis man ved, hvordan man bør handle og er så meget herre over sig selv, at man faktisk gør det, tænker man ikke. Hvad vil man gøre? Man vil vende blikket indad og iagttage sindstilstanden – ganske enkelte se på den. Man vil iagttage, hvad der foregår uden en eneste tanke på, hvad man selv synes, der bør foregå. Man iagttager ganske enkelt, hvad der i virkeligheden foregår. Man vil fordybe sig i det, nøjagtig som det er uden at tænke over det, og ganske enkelt iagttage den person som er en selv – hvad føler eller tænker denne person? Det skal gøres her og nu. Man må fange øjeblikket.