
VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Ark
Betydning
(Latin). Ark eller Bark stammer fra ”arca”, der betyder ”skrin”. En ark eller en bark er en båd, en kiste, en tildækket kurv eller en anden lukket beholder. Arken symboliserer naturens livmoder, der rummer et kim fra de foregående tidsaldre, som på et tidspunkt udfolder sig og udvikler sig i et nyt system senere i evolutionen. Arken henviser til den periodiske hvile (Pralaya) før fødslen af et univers, et solsystem, en planet eller et menneske, som altid vil repræsentere en enhed, der er en ny legemliggørelse af en tidligere levende enhed. Forbindelsen til Sishta er tydelig. Enhver ark, uanset om det var hos mexicanerne, egypterne, hinduerne, kaldæerne, grækerne eller jøderne (Pagtens Ark), var symbol på ”naturens moderskød”. Pagtens Ark har jøderne kopieret fra den egyptiske bark, og Pagtens Ark er stort set identisk med den egyptiske – eksempelvis med vingede keruber på låget, der svarer til den vingede Isis. Osiris’ ark, der rummede gudens hellige relikvier, havde samme størrelse som jødernes ark, iflg. egyptologerne. Arken blev båret i hellig procession af præster på stave, der var sat igennem Arkens ringe. Arken eller barken havde form som en båd. ”Theben havde en hellig bark, der var 300 cubits lang”. Ordet Theben betyder ”bark” eller ”ark” på hebraisk. Moses var ikke den første, der brugte keruberne. Den vingede Isis var Kerub eller Kerubim i Egypten århundreder før Abraham. Jøderne anerkendte idéen, men ”glemte” at anerkende dens kilde. Halvmånens buede form var symbol på arkens esoteriske betydning i mysterieskolernes undervisning, for Månen var symbol på ”den døde moders frugtbarhed”, for Månen er efterfølgende legemliggjort i form af Jorden. Månen er med andre ord et planetarisk lig, men engang var der biologisk liv på Månen, og dele af menneskeheden individualiserede i det, der i åndsvidenskaben kaldes Månekæden. Kosmos blev betragtet som et urhav, og som et kosmisk symbol var Månen derfor symbol på en ark, der sejlede på urhavet eller på rummets baggrundsstof − og den jødiske ark var som bekendt forbundet med syndflod og oversvømmelse, der rummede alle livskim. Arken har derfor både kosmisk og menneskelig betydning. På en måde er det mennesket selv, der er Arken, for den repræsenterer individualiseringen, hvor mennesket gik fra dyreriget til menneskeriget. I sin bredeste forstand symboliserer Arken den første kosmiske ”oversvømmelse”, dvs. urhavet og den oprindelige skabelse, og derfor repræsenterer Arken også Moder Natur, men den refererer samtidig til den jordiske syndflod, hvor symbolikken er dobbelt. Dels betyder den, at menneskeheden aldrig udslettes, for den reinkarnerer, dels henviser den til den cykliske syndflod − eksempelvis den atlantiske. Arken er derfor det receptive eller modtagende aspekt, der har relation til princippet om reproduktion og regenerering. (Se også Pralaya, Kerubim og Sishta). |