VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Gud
Betydning
I de panteistiske religioner tales der om mange guder, men åndsvidenskabeligt set findes selve guddommen, Gud eller Den Ene altid bag de mangfoldige symboler på guddommelige kræfter. I de monoteistiske religioner (jødedommen, kristendommen, islam) er der kun én personlig Gud, som betragtes som den højeste og eneste. Det er imidlertid et fuldstændig ufilosofisk og umuligt begreb. Den Gud, der nærmest svarer til den kristne kirkes Gud, er enten Planetlogos eller Sollogos, som hverken er den højeste eller den eneste Gud. Begrebet den immanente Gud henviser til opfattelsen af Gud som iboende alle former. Dermed udtrykker alle naturriger − herunder menneskeriget − guddommelighed. Opfattelsen af Gud som transcendent henviser til opfattelsen af Gud som en skabning og/eller bevidsthed, der befinder sig over mennesket og uden for den skabte verden. Åndsvidenskaben betragter Gud som både immanent og transcendent. Gud i videste forstand er oprindelsen til alt. Det Absolutte betragtes måske som et tilsvarende udtryk, men hvis Det Absoluttet betragtes som en skabning eller et væsen, kan begrebet i sig selv betragtes som en tilstand eller en egenskab, og derfor er det desuden nødvendigt at postulere ”værenhed”. Gud er et allestedsnærværende, evigt, ubegrænset og uforanderligt princip, som det er umuligt at forestille sig, for princippet ligger ud over menneskets forestillingsevne, og det kan kun blive mindre ved at gøre det til genstand for menneskelige og udtryk og sammenligne Gud med mennesker. Gud falder uden for tankens område og rækkevidde. Gud er ”utænkelig og unævnelig”. For at give en bedre forståelse af idéerne, kan man forudsætte, at der findes en Absolut Virkelighed, der eksisterede forud for al manifesteret og betinget væren. Den uendelige og evige årsag − som i den almindelige europæiske filosofi uklart kaldes ”det ubevidste” og ”det uerkendelige” − er den ”rodløse rod” til ”alt hvad der var, er og nogensinde skal blive”. Den er naturligvis blottet for alle egenskaber og har ingen forbindelse til manifesteret væren. Det er ”værenhed” snarere end væren, som er hævet over al tanke og tænkning. Værenhed har to aspekter. Det ene er det absolutte, abstrakte rum, der repræsenterer ren subjektivitet − det eneste, som ingen menneskelig tanke kan udelukke fra nogen forestilling eller opleve som adskilt fra alt andet. Det andet er absolut, abstrakt bevægelse, som repræsenterer ubetinget bevidsthed. Monoteister anerkender kun én Gud, som de forestiller sig som den øverste personlighed. Den monoteistiske Gud er normalt begavet med egenskaber, der har relation til menneskets personlighed. Det mentale billede af Gud er derfor blot en afspejling af menneskets tankesind inklusive tankens begrænsninger og fordomme. Men selv monoteister anerkender reelt andre guder, hvis man bare kalder dem for naturkræfter. Polyteisme anerkender hierarkier af guddommelige skabninger, og panteisme betragter guddommen som uendelig, allestedsnærværende og evig. Mennesket er også i sin essens en guddom. At forestille sig Gud som en personlighed må betragtes som en særdeles upassende begrænsning. Det afslører uvidenhed og mangel på forståelse af betydningen af ordene personlighed, sjæl og individualitet. Nogle monoteister frygter, at benægtelse af Guds personlighed vil forvandle opfattelsen af guddommelighed til en tom abstraktion. Men menneskets manglende evne til at opfatte det utænkeligt har intet at gøre med menneskets intuition og opgave − heller ikke visionen om den indre Gud som den højeste guide i menneskelivet. (Se også Ateisme, Dualisme, Gnosticisme, Guddom, Henoteisme, Holisme, Monisme, Monolatri, Monoteisme, Pandeisme, Panenteisme, Panteisme, Pluralisme, Polyteisme, Teisme, Theos, Treenighed, Triade, Trimurti, Universalisme og Værenhed). |