
VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Guru
Betydning
(Sanskrit). Ordet ”guru” stammer fra ”gur”, som betyder ”at opløfte”. En guru er en ”lærer” – navnlig i betydningen ”en åndelig lærer”, der har til opgave at udvikle sine elever (chelaer) og opløfte dem åndeligt. Betegnelsen guru benyttes både i indiske religioner og i vestlige yoga-bevægelser, som en betegnelse for et menneske, der har nået en høj grad af åndelig indsigt, og som derfor er i stand til at undervise eller fungere som åndelig vejleder. En guru er reelt en indviet, der underviser disciple for at føre dem fremad på den åndelige udviklingsvej. Ofte bruges samme terminologi for en chela – en discipel eller en elev. Iflg. Paramahansa Yogananda betyder guru ”fordriver af mørket”. ”Gu” betyder ”mørke” og ”ru” betyder ”fordriver af”. Guru-begrebet er centralt i hinduisme, buddhisme og sikhisme. For tilhængere er det vigtigt at finde en guru, man har respekt for, og som man kan have fuldt tillid til. Den åndelige ild i hvert menneske − det højere selv eller atma-buddhi – kaldes også guru, for det er menneskets indre guddommelige lærer. Atma-buddhi i ethvert menneske er reelt den øverste guru eller mester for det pågældende menneske. Den ydre guru var tidligere et meget nødvendigt element i den ægte esoteriske undervisning, men iflg. den tibetanske mester Djwhal Khul er der i nutiden så mange mennesker, der har bevæget sig ind på den åndelige udviklingsvej, at der ikke er ydre guruer nok. Guruens eller mesterens tanker er derfor nedskrevet i bøger – eksempelvis H.P. Blavatskys ”Den Hemmelige Lære” og de 12.000 sider avanceret esoterisk stof, som Djwhal Khul kanaliserede via Alice A. Bailey. Chelaens eller disciplens opgave i nutiden er derfor selvundervisning evt. sammen med grupper af ligesindede. (Se også Alice A. Bailey, Atma-Buddhi, Buddhisme, Chela, Djwhal Khul, Hinduisme og Sikhisme). |