VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Parvati
Betydning
(Sanskrit). Parvati, Paarvati eller Parvatti betyder ”datter af bjerget”. I hinduismen er Parvati hustru til Shiva – den nedbrydende og foryngende guddom. Parvatis forældre er Himavan, bjergenes konge (personificeringen af Himalaya) og gudinden Meena, og Shiva og Parvati er forældre til Kartikeya og Ganesha, der er visdommens gud. Parvati er også kendt som Gauri, der er en blid hinduistisk gudinde. Parvati er Shakti eller kraft. Det omtales i Soundarya Lahiri, at Parvati er kilden til al kraft i Universet, og det inkluderer Shivas magt. Parvati vises derfor ofte som halvdelen af Shiva. Iflg. hinduismen er Shiva og Parvati forældre til alle mennesker. Parvati er det blide aspekt af den store gudinde Mahadevi, og hun betragtes som en fuldkommen inkarnation af Adi Parashakti, hvor alle de andre gudinder repræsenterer hendes inkarnationer eller manifestationer. Parvati kaldes Shivas anden hustru, men hun er ikke forskellig fra hans første hustru, for hun er en inkarnation af Shivas første hustru Sati. Men det er Parvati, der er mor til Shivas guddommelige børn. Nogle retninger mener, at hun desuden er Vishnus søster. Når Parvati afbildes sammen med Shiva, vises hun sædvanligvis med to arme, men når hun er alene, vises hun med fire eller otte arme, og så sidder hun ofte overskrævs på en tiger eller løve. Generelt betragtes Parvati som en menneskekærlig gudinde, men Parvati har også destruktive inkarnationer, som f.eks. Durga, Kali, Shitala Devi, Tara, Chandi, og Mahavidyas. Hun har menneskekærlige inkarnationer i skikkelse af Kathyayini, Mahagauri, Kamalatmika, Bhuvaneshwari og Lalita, samt gudinden for kærlighed og hengivenhed Kamakshi. Umiddelbart virker det selvmodsigelse, at Parvati både er den lyse Gauri, og den mørke Kali eller Shyama. Det henviser til et filosofisk mysterium, for det antyder, hendes ”dobbeltfødte” natur som Sati og derefter som Uma. Men endnu vigtigere tyder det på, at den ene – den rolige og fredsommelige hustru Uma – i tider med krise, kan vende tilbage til den grundlæggende kaotiske natur som Kali, som afslørende står med en fod på hendes mands Shivas bryst. De to farver – hvid og sort – repræsenterer gudindens to modsatrettede temperamenter. (Se også Durga og Kali). |