VisdomsNettets Åndsvidenskabelige Ordbog
Åndsvidenskaben bruger en terminologi, der indeholder ord og begreber, som ikke findes i det almindelige danske sprog. I VisdomsNettets ordbog kan du finde en forklaring på de fleste af Åndsvidenskabens begreber og udtryk.
Hvis du scroller ned i bunden af skærmen, kan du vælge mellem alle bog-staver i alfabetet. Klik på det ønskede bogstav. Derefter kan du bladre ved at klikke pÅ siderne 1, 2, 3 ... osv.
Det opslåede ord
Aither
Betydning
(Græsk). Aither, Aether eller Æthere stammer fra ”aitho”, der betyder ”skinner” eller ”ild”. Aither eller Aether var en af de syv græske skaberguder. Aither var en personificering af den mest subtile del af luftelementet, og ligesom Tartaros og Erebos har Aither muligvis haft helligdomme i Hellas, men man byggede og dedikerede ikke templer til ham, og derfor er det usandsynligt, at han havde en kult. Aither symboliserer den rene luft i ”de højere luftlag”, som guderne indånder, i modsætning til den normale luft – ”aer” – som indåndes af de dødelige. I den græske mytologi er Aither en af de oprindelige skaberguder – den førstefødte. I antikken var Aither eller Aether betegnelsen for urstoffet – Proteus eller protyl. Protyl er et hypotetisk oprindeligt stof, som de kemiske elementer er skabt af. Aither er derfor både kilden til alt stof og al form, og dermed også til alle kosmiske former og fænomener. Det er et begreb, der dækker betegnelser, der strækker sig fra Alfader til Moder Jord. I Den Hemmelige Lære er Aither eller æteren det femte kosmiske element nedefra, som forbinder det kosmiske tankesind eller Mahat med den lavere manifesterede verden. Det er derfor redskab for det oprindelige og ophav til det sidstnævnte. Ser man på æter fra en mere generel kosmisk synsvinkel, befinder det sig inden for den kosmiske 3. Logos’ – Brahmas eller Prakritis – aktivitetsområde, og derfor er æteren ”den store livmoder” til alle manifesterede skabninger. Æteren er skatkammer for alle kosmiske arketyper, og fra skatkammeret strømmer arketyperne ud i manifestation og antager form, og de vender tilbage til udgangspunktet ved manifestationsperiodens slutning, når den kosmiske Pralaya (hvileperiode) begynder. Æteren er derfor det store urstof eller ”moderstof”, som alle hierarkier i Universet er opbygget af. Æteren gennemtrænger alt fra begyndelsen af den universelle Manvantara (manifestationsperiode) til afslutningen, og herefter kan man sige, at den fortsat eksisterer i sin mest sublime og subtile åndelige form under den kosmiske Pralaya, hvor potentialerne opbevares som åndelige kim. Når manifestationen igen begynder efter hvileperioden, vil alt igen strømme ud i manifestation i den nye periode for kosmisk aktivitet. Når æteren betragtes som den kosmiske moder til alt i skabelsen, er æter i sit højeste feminine aspekt det samme som den vediske Aditi – eller Hera eller Juno i Grækenland og Rom. I den forstand er æteren også Mulaprakriti, dvs. den, der skaber de frø, der er ophav til alt i skabelsen. Det Gamle Testamente omtaler æteren som ”det kosmiske ocean”. I sine højeste aspekter er det den mystiske Alaya (den kosmiske ånd og sjæl), som i den nordlige buddhisme kaldes Svabhavat (substans) – eller det er den endnu mere gådefulde Adi-Buddhi. Nogle gange oversættes sanskritordet Akasha med ”æter”, og det har samme etymologiske og filosofiske betydning. Akasha er et element eller princip, der kommer efter Manas (det mentale princip) og Kama (det astrale princip) og før det æteriske princip. Men det æteriske princip er en stor del af Akasha, som også har syv underordnede aspekter. I det kosmiske rum er der mindst syv ætere eller Prakritier, som findes inden i hinanden på en opadgående åndelig skala. Tilsammen kan man derfor kalde ånd for æter eller Akasha. Hesiod betragtede Aither som ”lys” – måske inspireret af astrallyset. Aither er søn af Erebus (mørket) og Nyx (natten), og han er bror til Hemera (dagen). Den romerske Hyginus siger, at Aither var søn af Chaos og Caligo (mørket). Vergil taler om, at ”Jupiter er identisk med Aither”, og Cicero beskriver æteren som en ultimativ sfære på himlen, som omkranser og gennemtrænger alt, og derfor indgik æteren i alkymisternes jagt på det ”absolutte element”, som ville give magt over naturen – og som desuden er et medium for overførsel af lysbølger. (Se også Adi-Buddhi, Afrodite, Akasha, Alaya, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Brahma, Chaos, Demeter, Erebos, Eros, Gaia, Hades, Hefaistos, Hera, Hestia, Kama, Logos, Manas, Manvantara, Mulaprakriti, Nyx, Poseidon, Prakriti, Pralaya, Python, Tartaros, Tyfon, Uranus, Zeus og Æter). |
