Diyyuqna
(Kaldæisk). Diyyuqna er et kabbalistisk udtryk for billedet eller skyggen af en åndelig genpart. Skyggen kan være meget æterisk eller måske endda åndelig. Diyyuqna er det legeme, hvor det mere virkelige eller åndelige manifesterer sig som en skygge på et lavere eksistensplan. Menneskets sjæl vil eksempelvis være en Diyyuqna af Monaden. Iflg. Zohar har alle verdens skabninger, før de kom til den fysiske verden, eksisteret i deres sande Diyyuqna. Det svarer til ”tilstedeværelsens engle” eller ærkeengle, de zarathustristiske Ferouer og åndsvidenskabens Mayavirupa. (Se også Ferouer, Mayavirupa, Monade, Zarathustrisme og Zohar).
Djati
Se Jati.
Djed-søjle
(Egyptisk). I Egypten er Djed-søjlen en hieroglyf, som findes i tekster fra de tidligste til de seneste perioder. Djed-søjlen symboliserer de fire elementers verden – dvs. den fysiske verden, men her gælder det samme som med andre egyptiske symboler, at den bogstavelige fortolkning er alt for enkel og afgrænset. Iflg. egyptologerne symboliserer Djed-søjlen ”stabilitet”. Djed-søjlen findes eksempelvis i en inskription på Senuserets monument, og iflg. inskriptionen giver Djed-søjlen ”liv og stabilitet”. Men Djed-søjlen associeres med rygsøjlen, og kaldes desuden ”Osiris’ rygsøjle”. Djed-søjlen var derfor også menneskets rygsøjle, der kunne betragtes som menneskets center eller midtpunkt for det enkelte menneskes aktiviteter i personlighedens verden. Man kan sige, at alle menneskets oplevelser og erkendelser roterer omkring eller erkendes fra dette center, for som bekendt er rygsøjlen basis for menneskets Chakrasystem og dermed også for Kundalinikraften. Djed-søjlen repræsenterede Osiris’ rygsøjle efter at hans legeme var ”samlet” og ”genskabt” af Isis. I Dødebogen, der handler om Djed-ritualet, udtaler den afdøde: ”Han (Osiris) har harmoniseret mit hjerte ved hjælp af sin rygsøjle. Han har harmoniseret mit hjerte ved hjælp af sin store og overvældende styrke”. Det viser, at den trælignende opbygning af menneskekroppens nerver, der stråler ud fra rygraden, var kendt af de gamle egyptere. Djed-søjlen symboliserer desuden Jordens akse, dens hældning og dens daglige rotation, som viser sig som dag og nat, og som kommer til udtryk som Jordens årstider i planetens kredsløb omkring Solen. Det faktum, at Jorden drejer, hælder og slingrer på sin akse, er den væsentligste nøgle til forståelse af livets opretholdelse og den konstante bevægelse af himmellegemerne. Hvis Jorden ikke roterede, ville Solen ikke stå op, og der ville ikke være liv på planeten. Symbolet rummer derfor aksens langsomme slingren, som præcist skaber jævndøgnene med fiksstjernerne som baggrund (og rundt om ekliptikas poler) i en cyklus på ca. 26.000 år. (Se også Chakra, Isis, Kundalini og Osiris).
Djedefra
(Egyptisk). Den egyptiske farao Djedefra (Djedefre eller Radjedef) var søn af Khufu. Djedefra blev Khufus efterfølger på tronen. Djedefras mor er ukendt. Djedefras navn betyder ”udholdende ligesom Ra.” Djedefra var den første farao, der benyttede titlen ”søn af Ra” som en del af hans kongelige skytsånd. Han giftede sig med sin (halv-)søster Hetepheres II. Måske var det nødvendigt for at legalisere kravet på tronen. Hans mor var en af Khufus knap så vigtige hustruer. Djedefra havde en anden hustru − Khentetka − og med hende havde han (mindst) tre sønner − Setka, Baka og Hernet − og en datter − Neferhetepes. Børnenes identitet er fundet på fragmenter fra statuer, der stod i templet i nærheden af Djedefras pyramide. Mange fragmenter af Khentetka er fundet i templet i Abu Rawash. Udgravninger har tilføjet en anden datter − Hetepheres − og endnu en søn − Nikaudjedefra − til listen. (Se også Khufu).
Djinn
(Arabisk). Djinn er elementaler eller naturånder. Genii, Djin eller Jin, Jinn, Jinni, Jinnee er frygtede i Egypten, Persien og mange andre steder. Djinn er luftånder, der blev betragtet som dæmoner. I Koranen er det en gruppe af væsener − både maskuline og feminine – der befinder sig mellem engleriget og menneskeriget, og de repræsenterer væsener, som er skabt af ”røgfri ild”. De holder især til i ørkenen. Populært mener man, at Djinn er i stand til at manifestere sig for menneskeheden i form af husdyr eller mennesker med gigantisk størrelse. De gode naturånder viser sig i smukke former, men de ondskabsfulde antager rædselsvækkende skikkelser. (Se også Dæmon, Elementaler, Elementarer, Jinn, Naturånder og Spøgelser).
Djnana
Se Jnana.
Djoser
(Egyptisk). Djoser var navnet på to konger i 3. dynasti (ca. 2.800-2.700 f.Kr.) Djoser I havde tilnavnet Horus Netjerirkhet, og egyptologerne mener, at det var under hans regering, at arkitekturen pludselig og uden forudgående byggeteknisk udvikling gik fra primitive lerhytter bygget af tørret nilslam til opførelsen af et arkitektonisk mesterværk i form af en 60 meter høj trinpyramide omgivet af et avanceret tempelkompleks i kalksandsten. Nutidens ingeniører og arkitekter afviser, at et kvantespring af det format var muligt uden en endog meget lang forudgående udviklingsperiode, for på trods af det enkle udseende er pyramidekonstruktionen i virkeligheden særdeles kompleks. Men egyptologerne fastholder teorien (uden yderligere dokumentation), og de tilføjer desuden, at det sandsynligvis var den berømte arkitekt Imhotep, der var hjernen bag trinpyramiden. Man fastholder dermed, at det var et primitivt stenalderfolk, der formåede at udføre et arkitektonisk mesterværk, og årsagen er uden tvivl, at man ikke ønsker at anerkende Atlantis-teorien og en forudgående udviklingsepoke, hvor egypterne (atlantiderne) erhvervede byggeteknisk viden. Åndsvidenskaben oplyser, at pyramidernes arkitektur blev udviklet på Atlantis. Derfor kendte egypterne den byggeteknik, der var en forudsætning for pyramidekonstruktionen på Djosers tid, for Egypten repræsenterer en efteratlantisk udviklingsperiode. (Se også Imhotep).
Djwhal Khul
Djwhal Khul, Tibetaneren eller mesteren D.K., som han ofte kaldes, er mester på 2. stråle for kærlighed-visdom. Han tog 5. indvielse i 1875. Han var tibetaner, dengang han fik mesterindvielsen, og han benytter stadig det samme fysiske legeme, som ved indvielsen. De fleste af Hierarkiets øvrige mestre har taget 5. indvielse i et tidligere legeme. Mesteren Djwhal Khul er som sagt tibetaner, og han har ikke noget ungt fysisk legeme. Han er mesteren Koot Hoomi meget hengiven, og han bor i et lille hus ikke langt fra Koot Hoomis større hus. På grund af Djwhal Khuls villighed til at tjene og til at gøre hvad der er nødvendigt, kaldes han ”mestrenes budbringer”. Djwhal Khul er i besiddelse af ufattelig stor visdom, og han har større indsigt i de syv stråler og de planetariske hierarkier i solsystemet end nogen anden i mestrenes rækker. Han arbejder bl.a. med mennesker, der praktiserer healing. Han samarbejder usynligt med mennesker, der søger efter sandhed i verdens store laboratorier, og med mennesker, der seriøst forsøger at ændre verden i en positiv og åndelig retning, og derfor også med de store, filantropiske og verdensomspændende bevægelser som f.eks. Røde Kors. Han tager sig af adskillige af de andre mestres disciple, som har gavn af hans undervisning, og han aflaster både mesteren Morya og mesteren Koot Hoomi for en stor del af deres undervisningsarbejde ved at overtage nogle af deres disciple. Mesteren Djwhal Khul arbejder i stor udstrækning med nogle af æternes Devaer – bl.a. healingsdevaerne – der samarbejder med ham for at helbrede fysiske lidelser i menneskeheden. Det var Djwhal Khul, der dikterede hovedparten af det vigtige åndsvidenskabelige værk, Den Hemmelige Lære, som udkom 1888, og han viste H.P. Blavatsky mange af illustrationerne og gav hende mange af de data, der findes i det store værk. Projektet blev udvidet i perioden 1919-1949 med 24 avancerede esoteriske værker, og det var igen den tibetanske mester Djwhal Khul, der var den indre mentor. Gennem 30 år formidlede han materialet via den engelske kvinde Alice A. Bailey. Materialet blev kanaliseret på engelsk, med herefter er det blevet oversat til utallige sprog. Der er tale om den mest avancerede esoteriske viden, som verden har set i nyere tid, og alligevel siger Djwhal Khul, at der kun er tale om den esoteriske visdoms ABC. I Den Nye Tidsalder vil mere fra samme kilde blive tilgængeligt. (Se også Alice A. Bailey, Deva, Koot Hoomi og Morya).
Djævelen
(Græsk). Djævel stammer fra ”diabolos”, som både kan betyde Djævlen som person, og Satan som den onde magt − Guds modstander. Djævelen findes i Det Gamle Testamente. I 1. Mosebog 3. kapitel beskrives han som slangen, der narrede Eva til at spise af Kundskabens træ. Hans navn forekommer første gang i Mattæusevangeliet 4,1, hvor han frister Jesus. Ondskaben blev personificeret af den kristne kirke og andre verdensreligioner, dengang de første kristne opfandt den skræmmende skikkelse med horn i panden og kløftet slangetunge m.m. I nutiden har forestillingen om det onde overlevet i en eller anden form – ofte som en objektiv virkelighed. Det er en magt, der modarbejder det gode – en magt, der i sin inderste natur er ond, og det er endda et uhyggeligt væsen − ”det ondes fyrste”. I Bibelen er Satan menneskehedens fjende. Forestillingen om noget ondt i skikkelse af en person har overlevet som en sørgelig arv, for kristendommen overtog idéen fra den jødiske tradition. Men i Kristi lære finder man stort set ingen begrundelse for tanken om det ondes objektive virkelighed. De første kristne frygtede sandsynligvis en verden, der var fyldt med fristelser, og derfor besluttede de, at de ville betragte verdens skønhed som et udtryk for en snedig list, der var udtænkt af Djævelen – menneskehedens fjende – selv om en smule selvransagelse nemt kunne have afsløret, at hvis de ikke var i stand til at nyde verdens skønhed uden at blive afhængige af den, var årsagen udelukkende deres egen karaktersvaghed. Åndsvidenskaben oplyser, at den højeste virkelighed ER, og i den højeste virkelighed er der hverken godt eller ondt. Hvis man kalder den absolutte virkelighed for Gud, kan man umuligt påstå, at Gud er god. Kristendommen har skabt en misforstået dualitet mellem den gode Gud og den onde Djævel. Konsekvensen er, at hvis Gud har skabt det onde, er Gud ikke alkærlig. Hvis Gud ikke var i stand til at forhindre, at Djævelen blev skabt, er Gud ikke almægtig. Hvis Gud ikke kunne forudse, at Djævelen kunne få magt, er Gud ikke alvidende. Men Gud ER, og derfor er Gud hverken god eller ond. Man kan kun bruge ordet ”god” om skabninger eller objekter i det relatives verden. Godt og ondt er derfor uden undtagelse et udtryk, der betegner forholdet mellem bestemte ting, handlinger eller skabninger for mennesker på deres nuværende udviklingstrin. Oplevelsen af det onde som en energi og kraft, der modarbejder det gode − og erkendelsen af, at der i mennesket raser en uafbrudt kamp mellem åndelig stræben og fysiske begær – er imidlertid alt for virkelig til at kunne ignoreres. Åndsvidenskaben opfatter kirkens Djævel som en modstandskraft i personligheden, der modarbejder udviklingen på vejen mod fuld oplysning. Modstandskræfterne er derfor en del af den evolutionære plan, der er lagt for planeten. Djævelen eller modstandskræfterne repræsenterer den totale sum af bevidsthed, der fortsat er domineret af og rettet mod egoistiske formål. Alle, der forsøger at fremme separatisme og egoisme, modarbejder evolutionen og den guddommelige hensigt. Derfor bruger åndsvidenskaben betegnelsen ”modstandskræfter”. Man er kanal for modstandskræfter, hver gang man giver efter for involutionære drifter, men indsigten i kræfterne og overvindelsen af dem er en forudsætning for udvikling. (Se også Jesus og Træ).
Dobbelt
(Egyptisk). Begrebet ”dobbelt” eller ”dobbeltgænger” findes i Egypten under betegnelsen ”Ka”. Åndsvidenskaben oplyser at ”Ka” er astrallegemet – menneskets følelseslegeme. Egypterne fortalte, at man kunne forlade graven eller mumien i sin ”Ka” og bevæge sig omkring. Det lyder logisk, for det samme gør ethvert mennesket om natten under søvnen og efter den fysiske død. Frigjort fra det fysiske legeme vil ethvert menneske bevæge sig frit omkring på astralplanet i astrallegemet. Gudinden Nephthys er en billedliggørelse af menneskets astrallegeme, og hun er astralplanets gudinde. Hun symboliserer derfor selve astralplanet. Udtrykket ”at gå til sin Ka” betød ”at dø”, for mennesket forlod sit fysisk-æteriske legeme og gik til sit astrallegeme. Statuer af døde mennesker, som blev begravet i gravene, blev kaldt ”Ka-statuer”. Begravelsesritualet var henvendt til den afdødes ”Ka”, og selv en levende person kunne opleve ”sin Ka” blive ophøjet af faraoen. (Se også Astrallegeme, Astralplan, Ka, Nephthys og Æterlegeme).
Dobbeltgænger
Dobbeltgænger er nogle gange en betegnelse for et fænomen, hvor et menneske viser sig to steder på samme tid. Men det er snarere udtryk for et usynligt legeme eller en genpart, som i åndsvidenskaben kaldes Æterlegemet. En dobbeltgænger i form af et svagt lysende Æterlegeme ses af og til før, efter eller på tidspunktet for et menneskes død − ofte som en meddelelse om dødsfaldet til nære slægtninge. I nogle tilfælde er dobbeltgængeren en Mayavirupa, som kan ses på meget store afstande, når et menneske ønsker at præsentere sig. Men nogle gange bruges udtrykket dobbeltgænger fejlagtigt på de meget sporadiske astral-projektioner, men astrallegemet er ikke i stand til at bevæge sig langt væk fra det fysisk-æteriske legeme. (Se også Mayavirupa og Æterlegeme).
Dobbeltkronen
(Egyptisk). Faraoens dobbeltkrone (Pasekhemty) er en kombination af den hvide krone og den røde krone. Den hvide krone (Hedjet) og den røde krone (Deshret) er et symbol på en forening af de to lande. Men dobbeltkronen symboliserer også en alkymistisk proces, hvor stoffet (de lavere chakraer – rodchakraet, sakralchakraet og solar plexus chakraet) forvandles til ren kærlighed (de højere chakraer.) Den røde farve på Nedre-Egyptens krone (de højere chakraer – hjertechakraet, halschakraet, pandechakraet og kronchakraet), er symbol på livets eller åndens dynamiske kraft. Den hvide farve på Øvre-Egyptens krone (de lavere chakraer) symboliserer renselse (den hvide farve) og åndeliggørelsen af de lavere legemer og niveauer. Den røde krone rummer den hvide krone på samme måde, som ånden, der omgiver stoffet. Ånden ligger i koncentriske kugler uden om stoffet. Den hvide farve repræsenterer den rene tilstand af menneskets natur, når det er modtageligt for kærlighed. Den røde farve repræsenterer ren kærlighed i handling, for i handlingen afsløres Guds sande natur. Kronen er målet og den endelige sejr. Symbolikken stammer fra den kendsgerning, at kronen ikke alene sidder øverst på det fysiske legeme (og dermed på mennesket som helhed), men rejser sig oven over det fysiske menneske ligesom hovedcentret, og dermed er kronen et symbol på det endelige mål og den endelige sejr. Hovedcentrets udstråling er symbol på opnåelse af evolutionens højeste mål: ”Den, der har overvundet sig selv, vinder det evige livs krone.” (Se også Amon-kronen, Atef-kronen, Blå krone, Hvide krone, Khnum-kronen, Nemes-hovedklædningen og Røde krone).
Docetæ
(Græsk). Docetæ stammer fra ”dokein”, der betyder ”at agere” eller ”at træde frem”. Docetæ blev anvendt i betydningen ”illusionister”, og det blev brugt om bestemte gnostikere, som de tidlige kristne betragtede som kættere. Gnostikerne mente, at Kristi død var en illusion. De påstod, at Kristus hverken døde eller kunne dø, men at der blot var tale om en illusion, som de forklarede på forskellige måder. Nogle påstår, at han ikke havde en krop af fast stof, for hans krop var kun tilsyneladende, mens andre beskrev deres tro på lignende måder. Iflg. den gnostiske lære er Kristus søn af den ånd, der overskygger hele menneskeheden, og hans død symboliserer åndens frivillige entré ind i kroppens skumle tåger. Nogle af gnostikerne har tilsyneladende forsøgt at tilpasse sig trosbekendelsen i den dengang voksende kristne kirke, som havde forvandlet den mystiske korsfæstelse til en bogstavelig død. (Se også Gnostiker).
Dodekaeder
(Græsk). Dodekaeder stammer fra ”dodeka”, der betyder ”tolv” og ”hedra”, der betyder ”flade” eller ”side”. Et Dodekaeder er et geometrisk eller platonisk legeme, der begrænses af 12 lige store, ligesidede femkanter. Det er et af de fem regulære polyedre. Et regulært Dodekaeder består derfor af tolv femkantede sideflader, hvor tre mødes ved hvert hjørne. Det har tyve hjørner og tredive kanter. Dodekaederets duale Polyeder er Ikosaederet. Udtrykket Dodekaeder bruges også til andre polyedre med tolv sideflader. Det mest bemærkelsesværdige er det rombiske Dodekaeder, som er dualt i forhold til Kuboktaedret. Det findes i naturen som en krystalform f.eks. granat. Det almindelige Dodekaeder kaldes nogle gange for Pentagondodekaeder for at man kan kende forskel på dem. Iflg. Platon er Universet bygget af ”den førstefødte” på grundlag af den geometriske figur Dodekaeder. I Phaedo siger Platon, at Universet, hvis det blev set fra oven, ville ligne en bold, der var dækket med tolv forskelligt farvede læderstykker. Pythagoræerne undersøgte regelmæssigt de faste stoffer, og de havde stor symbolsk betydning for dem, ikke mindst det regelmæssige Dodekaeder, som var et symbol på det fuldt manifesterede Univers. (Se også Heksaeder, Ikosaeder, Oktaeder, Platoniske legemer, Polyeder og Tetraeder).
Dodona
(Græsk). Dodona er det ældste orakel i Grækenland i en gammel by i Thessalen. Oraklet ligger i Epirus, og det var berømt for sit Jupiter-tempel. Iflg. gamle legender blev byen grundlagt af en due. Zeus’ vilje blev fortolket af clairvoyante ved at lytte til vindens lyd i træerne eller lyden af en rislende kilde ved rødderne af den hellige eg. Oraklet var berømt i de homeriske tider, men senere i historisk tid blev det erstattet af templet i Delfi. Se også Carnac, Delfi, Orakel og Zeus).
Dogme
(Græsk). Dogme stammer fra ”dógma”, der betyder ”mening”, ”læresætning” eller et autoritært system, som fastlægges af de kirkelige autoriteter. Et dogme er derfor religionens, ideologiens, trossætningens eller doktrinens grundantagelse (aksiom), som udelukkende af trosgrunde er udelukket for enhver diskussion. (Se også Doktrin).
Doktrin
(Latin). Doktrin stammer fra ”doctrina”. En doktrin er en belæring om den ”rigtige” tro. Det repræsenterer et trossystems læresætninger, instruktioner, principper eller standpunkter. Den græske analogi for en doktrin er katekismus. I nutiden bruges ordet doktrin om principielle politiske standpunkter. (Se også Dogme og Katekismus).
Dolmas sGrol-ma
(Tibetansk). Dolmas sGrol-ma er to jomfruer, der betegnes som inkarnationer af det blå lys fra Amitabha Buddhas venstre øje, på samme måde som Padmapani er inkarnationen af strålen fra højre øje, og begge opholder sig i menneskeheden. De to jomfruer fik magt til at oplyse tankesindet hos alle levende skabninger. (Se også Amitabha og Avalokiteshvara).
Dolmen
(Keltisk). Dolmen er betegnelsen for et primitivt stenmonument, der består af to eller flere opretstående bautasten, som støtter en overligger eller en dæksten. Den slags monumenter findes forskellige steder i verden − især i Carnac i Bretagne. De er symbolske optegnelser af verdens historie, og hensigten var, at de skulle bevares til evig tid. H.P. Blavatsky oplyser: ”Der findes optegnelser, som viser egyptiske præster – dvs. indviede − på vej i nordvestlig retning over land i det område, der senere blev til Gibraltarstrædet. De drejede mod nord og rejste gennem fremtidens fønikiske bosættelser i det sydlige Gallien, og derefter fortsatte de endnu længere mod nord, indtil de nåede Carnac (Morbihan). De drejede derefter igen mod vest. De rejste stadig på land, og de ankom til det nordvestlige forbjerg til et nyt kontinent. Hvad var formålet med deres lange rejse? De arkaiske optegnelser viser indviede fra 2. underrace fra den ariske familie, der flyttede fra et land til det andet for at inspicere opførelsen af bautasten, stendysser, den kolossale sten-zodiak og gravsteder, der kunne fungere som beholdere for kommende generationers aske”. (Se også Carnac, Rodrace og Zodiak).
Donar
(Oldnordisk). Donar eller Thunar er identisk med den nordiske tordengud Thor. Han var Tonans Jupiter, hvor Tonans betyder tordneren, som var et tilnavn til romernes øverste guddom Jupiter. Han var hersker over himmelhvælvingen og vejret med tordenkilen og sceptret som symbol. Egetræet var helliget Jupiter, og det samme gjaldt Thor, og altrene stod i egetræernes skygge. Thor eller Donar var Odins søn − Odin, ”den almægtige Himlens Gud”. (Se også Odin, Thor, Torden og Tordenkile).
Dondam-pai-den-pa
(Tibetansk). Dondam-pai-den-pa eller don-dam-pe den-pa betyder det samme som sanskritudtrykket Paramarthasatya, der betyder ”absolut sandhed” eller ”universel sandhed” – dvs. den højeste åndelige selvbevidsthed eller guddommelig selvbevidsthed. Det modsatte begreb er Kundzabchi-denpa (Kun rdzob Kyi bden pa eller Kun-dzob-Kyi den-pa), der betyder ”illusionsskabende fremtoning”, som er identisk med Samvritti-Satya på sanskrit – dvs. oprindelsen til illusion eller Maya. (Se også Maya).
Dorisk søjle
Dorisk søjle er den ene af tre søjleformer i den klassiske kunst – den Joniske, den Korintiske og den Doriske. De doriske søjler var uden sokkel og søjlerne bliver mindre i diameter for oven. Endestykket under taget – kapitælen – var rektangulært. Det klassiske Doriske tempel havde tre trappetrin op til det rektangulære tempel. De Joniske søjler er slankere end de Doriske, og de Joniske står på en sokkel og kapitælen har ofte to kunstfærdige cirkler – volutter – for enden. De tre søjler repræsenterer de tre metaller guld, sølv og kobber. Guld repræsenterer den Joniske søjle, som symboliserer visdommen. Søjlens kapitæl forestiller en skriftrulle. Sølv repræsenterer den Korintiske søjle, der symboliserer skønheden. Kapitælet forestiller akantusblade, og den er livets symbol. Kobber repræsenterer den Doriske søjle, som symboliserer styrken. Kapitælet forestiller en stødpude. Som fælles symbol repræsenterer de det sande, det smukke og det gode – eller religion, kunst og videnskab, som engang udgjorde en enhed. (Se også Akantus, Korintisk søjle og Jonisk søjle).
Dorje
(Tibetansk). Dorje eller Dorje rdo rje betyder ”diamant” eller ”tordenkile”. Dorje refererer til det rituelle redskab, der holdes i en lamas højre hånd under religiøse ceremonier. Det svarer til sanskritudtrykket Vajra, der både betyder ”lyn” og ”diamant”. Dorje er derfor et lyn, det vises i hænderne på nogle af de tibetanske guder − især guder, der beskytter mennesker, og det svarer derfor til de våben, som blev båret af Indra og Zeus. Dorje er et scepter med kraft uanset om det fortolkes åndeligt eller materialistisk. Det ses på Gelukpaernes altre sammen med klokken og bækkenet. En mere mystisk henvisning til Dorje hentyder til den højere triade i menneskets opbygning, som renser og forædler de fire lavere aspekter, på samme måde som tordenvejr gør det i Jordens atmosfære, og når Dorje symboliserer en diamant, er der en direkte henvisning til diamantens uforgængelige natur. Her er Dorje symbol på, at man er i besiddelse af Siddhier eller metafysiske kræfter, som kan være åndelige, intellektuelle og astrale. Hvis man betragter den som en kraftstav eller diamant-tordenkile, blev man kaldt Vajra-Panins. Dorje er også en Mudra − dvs. en gestus og kropsholdning, der bruges i siddende stilling i forbindelse med meditation. Dorje er et symbol på magt over usynlige negative påvirkninger − enten som en kropsholdning eller som en talisman. (Se også Dorjeshang, Gelukpa, Indra, Mudra, Siddhi, Talisman, Torden og Tordenkile, Vajra og Zeus).
Dorjesempa
(Tibetansk). Dorjesempa eller Rdo-rje sems-dpa svarer til sanskritordet Vajrasattva, der betyder ”diamantsjæl” med henvisning til sjælens (og diamantens) uforgængelighed. Dorjesempa bruges også som en betegnelse for den himmelske Buddha. (Se også Vajrasattva).
Dorjeshang
(Tibetansk). Dorjeshang er en betegnelse for Buddha i sit højeste aspekt − et navn for den højeste Buddha eller Adi-Buddha. Dorjeshang er synonymt med sanskritordet Vajradhara. (Se også Adi-Buddha, Buddha og Vajradhara).
Dosha
(Sanskrit). Dosha eller Dosa stammer fra roden ”dush”, der betyder ”at blive ond” eller ”at blive demoraliseret”, ”at begå fejl” eller ”at synde”. Dosha henviser til et lastefuldt liv med ondskab, svaghed og manglende moral. Dosha betyder også aften, mørke og nat. (Se også Tridosha).
Dracontia
Dracontia er templer, der er dedikeret til dragen, som er et symbol på Solen, livet, visdommen og den universelle cykliske natur. Engang fandtes dragetemplerne overalt på Jorden, men det eneste, der er tilbage, er de kolossale, rå monolitter eller monolitstrukturer, der ses ved Stonehenge, Carnac i Bretagne, egypternes Karnak i Luxor og mange andre steder. Serpent Mounds i Ohio symboliserer det samme. Udover at være tavse historiske vidner til indsigt i den kosmiske eller jordiske slanges mysterium blev templerne brugt som orakler af præsterne, der forstod templernes hemmeligheder. (Se også Carnac, Drage, Karnak og Stonehenge).
Dradh Nishthaa
(Sanskrit). Dradh Nishthaa er et hinduistisk begreb. Et menneske, der har fået Dradh Nishthaa, har integreret sjælsbevidstheden i sin natur, og det har derfor befriet sig selv fra reinkarnation.
Drage
(Græsk). Drage stammer ”drakon”, der betyder ”slange” og ”årvågen”, samt fra det franske og latinske ”draco”. I nutiden anses en drage for at være et mytisk monster, et gigantisk skællet og bevinget firben, det udånder ild, men fantasifiguren stammer utvivlsomt fra et præ-historisk dyr. I Vesten ses dragen ofte på segl i form af en heraldisk grif, der forestiller Djævlen, som dræbes af Sankt George. I den babyloniske oldtid refererede dragen til ”den skællede”. I det gamle Egypten var Dragen (som dengang var Nordstjernen) årsag til, at næsten alle guder havde forbindelse med Dragen. Det gælder eksempelvis Osiris og Typhon, Baal og Dragen, Apollon og Python, Sigurd og Fafner og Sankt George og Dragen, som i virkeligheden alle er identiske. De var alle solguder, og overalt hvor Solen bruges som symbol, finder man også dragen, der var symbol på Thoth-Hermes og visdom. Dragen er ofte synonym med slangen. Hierofanterne i Egypten og Babylon omtalte sig selv som ”slangegudens sønner” og ”dragens sønner”. ”Jeg er druide, jeg er en slange”, sagde druiderne i de keltisk-engelske områder, for både slangen og dragen var betegnelser for visdom, sjælens udødelighed og reinkarnation. På samme måde som slangen afkaster sit gamle skind for at fortætte livet i et nyt, afkaster den udødelige sjæl også sin personlighed for at skabe en ny til en ny inkarnation. Dragen er ofte et dobbelt symbol. Den kan være parret med slangen, som f.eks. Agathodæmon og Kakodæmon − den gode og den onde slange, og det ses bl.a. i Caduceus. Dragen er et to-polet væsen med et hoved og en hale som f.eks. Rahu og Ketu i Indien. Normalt beskrives de som Månens nordlige og sydlige knudepunkter, og Månen bliver på den måde et tredobbelt symbol, hvor enheden er i konflikt med dualiteten. Det er en universel legende, hvor solguden kæmper med dragen og i sidste ende besejrer den. Legenderne symboliserer åndens nedstigning i stoffet, åndens endelige sublimering af stoffet og den videre vej på evolutionens opstigende bue. Det gælder også Baal (og senere Merodak) og dragen Tiamat i Babylonien og hos hebræerne, Fafner i Norden, Chozzar og Peratae hos gnostikerne, hos grækerne blev Python overvundet af Apollon, Herkules dræbte to slanger, da han blev født, kampen mellem Ahti og den onde slange Kalevala i finsk mytologi − og mange andre legender. I den kristne apokalypse spiller dragen en stor rolle, men den er ofte misforstået, for den betragtes som ond ligesom Satan eller Djævelen, som man også fejlagtigt forestiller sig som en fjende af guddommelighed og menneskelighed. I kosmologien bliver alle drager og slanger dræbt af deres modstandere, for de repræsenterer de ukontrollerede og kaotiske kosmiske principper, der kommer under de åndelige solguders eller de kosmiske kræfters kontrol. Dragen er demiurgen, der manifesterede Jorden og alt, hvad der findes på planeten. Og det er hverken godt eller dårligt, men blot forskellige aspekter i naturen, som antager forskellig karakter. Dragen som symbol, er derfor både makrokosmisk og mikrokosmisk. Det kan stå for naturens kræfter, der først kontrollerer mennesket, men som mennesket til sidst skal overvinde, på samme måde som Monaden og Atma-Buddhi, som via det manasiske princip søger manifestation, men som har brug for hjælp fra de endnu lavere principper for at inkarnere på det fysiske plan. Dragen i sit højere aspekt betyder bl.a. guddommelig visdom, og det var grunden til, at mestre og indviede blev kaldt drager eller slanger. Stjerner i konstellationen Dragen var desuden tidligere Nordstjerner. Men navnet har tilsyneladende haft forskellige betydninger på forskellige tidspunkter og steder. Den mest omtalte er den store stjernekonstellation, der strækker sig gennem syv tegn i Zodiaken, og dragen havde ofte syv hoveder, hvor hvert hoved var en stjerne i Ursa Minor. (Se også Agathodæmon, Ahti, Apollon, Baal, Caduceus, Demiurg, Drage, Druide, Fafner, Herkules, Hermes, Hierofant, Kakodæmon, Osiris, Rahu, Sankt George, Seth, Thoth, Tiamat, Typhon, Ursa Major og Zodiak).
Drasta
(Sanskrit). Drasta er betegnelsen for seeren – den clairvoyante.
Draupner
(Oldnordisk). Draupner, Draupnir eller Dropner stammer fra det islandske ”drjupa”, og det svenske ”drypa”, som betyder ”dryppe”. I de nordiske myter − eddadigtet Grimnismal og i Snorres Edda − er Draupner Odins magiske guldring, der er smedet af dværgene Brok (mineraler) og Sindre (vegetation), som var sønner af Ivalde (Månen), dengang de skabte Jorden. Fra Draupner dryppede otte ringe, som var identiske med Draupner, hver niende nat, som symbol på cyklusser inden i større cyklusser. Da solguden Balder blev myrdet af sin blinde bror Hødur, lagde Odin Draupner på sin søns ligbål. Hermod blev af Odin sendt som budbringer til Hel (”det skjulte”, ”det indhyllede”), som var navnet på både det underjordiske dødsrige og på dets personifikation, den barske herskerinde over underverdenens ”sale”. Han fik det udleveret og returnerede det til Odin. (Se også Edda, Hermod, Ivalde og Odin).
Dravidia
(Sanskrit). Dravidia eller Dravidierne er navnet på en folkestamme, som er udbredt over store dele af det sydlige Indien. Dravida nævnes som et af Indiens riger i Mahabharata. Riget omfattede angiveligt de sydligste dele af nutidens provinser Tamil Nadu og Kerala. Nogle gange bruges navnet Dravida som en fælles betegnelse for alle de sydlige riger og nogle gange som et selvstændigt kongerige. Dravidierne drog ind i Punjab via de nordvestlige pas. De underlagde sig de folkeslag, som de stødte på, og til sidst slog de sig ned i den sydlige del af Indien, hvor de stadig befinder sig i stort tal. Selv om de blev underkuet af ariere, blev de alligevel så stærkt rodfæstede, at de ikke blev splittet som de andre ikke-ariere. De fem vigtigste dravidiske sprog er tamil, telugu, kannada, malayalam (eller malabar) med egne skriftsystemer, der er afledt af brahmiskriften, samt tulu. De fleste andre dravidiske sprog har ikke skriftsprog. Det gælder f.eks. kodagu, tulu, gondi og det stærkt afvigende brahui. (Se også Arier, Mahabharata og Tamil).
Dravya
(Sanskrit). Dravya stammer fra roden ”dru”, der betyder ”at køre”, ”at være i bevægelse”, ”at blive flydende” og ”at smelte”. Dravya er stof, ting eller objekter. I filosofien er Dravya elementærstof, hvoraf ni er nævnt i Nyaya systemet: Prithivi, Ap, Taijasa, Vayu, Akasha, Kala, Dis, Manas og Atman. I Jain-systemet er der kun seks: Jiva, Dharma, Adharma, Pudgala, Kala og Akasha. I de syv Padarthas (kategorier af eksisterende ting) i Vaiseshika-systemet, nævnes Dravya som den første, som svarer til Sthula-Sarira i den teosofiske syvfoldige klassificering af menneskets principper. (Se også Adharma, Akasha, Atman, Dharma, Dis, Jiva, Kala, Manas, Nyaya, Padartha, Prithivi, Sthula-Sarira, Taijasa, Vaiseshika og Vayu).
Drilleånder
Drilleånder kan optræde under spiritistiske seancer. Der kan være tale om afdøde, som fra astralplanet synes, det er sjovt at drille fysisk inkarnerede mennesker. Drilleånderne kommer i forbindelse med den fysiske verden under seancen. Som regel er der tale om harmløse drillerier – ofte af telekinetisk art, hvor genstande bevæger sig, eller der skabes lyde. I sjældne tilfælde kan fænomenerne antage karakter af mere ondsindede drillerier.
Drishti
(Sanskrit). Drishti stammer fra roden ”drish”, der betyder ”at se” og ”at se med sindets øje”. At se er en egenskab ved det fysiske syn, men mennesket kan desuden se med det indre øje, og på den måde ”se” visdom og intelligens.
Druide
(Keltisk). Druider var en keltisk præstekaste i forhistorisk tid – særligt i England, Irland og Bretagne i romertiden. Druiderne var indviede, der også optog kvinder i deres hellige orden og indviede dem i ordenens mysterier. De nedskrev aldrig deres hellige mantraer og skrifter, men overførte deres viden via hukommelsen ligesom de gamle Braminer. Iflg. Cæsar tog det tyve år at indlære teknikken. Ligesom perserne havde de ikke billeder eller statuer af deres guder. Den keltiske religion betragtede det som blasfemi at afbilde en guddom − også i mindre størrelse. Det ville have været positivt, hvis de græske og romerske kristne havde lært den samme lektie fra de ”paganske” druider. De havde tre hovedbud i deres livsopfattelse: 1) Lydighed over for de guddommelige love. 2) Omsorg for menneskehedens velfærd. 3) Sindsro i alle livets lidelser. Oprindeligt stammede Druiderne fra Atlantis. Druidernes orden var opdelt i tre grupper – Druider, Barder og Ovates. Druidernes klædning var hvid, Bardernes var blå og Ovates bar grønne kåber. Den walisiske tradition bekræfter, at visdommen altid havde eksisteret, og at den i fjerne tider var kendt som gwyddoniaeth (videnskab) og lærerne som gwyddoniaid. Denne viden forfaldt indtil en vismand ved navn Tydain Tad Awen engang i en ukendt periode viste sig og underviste sine tre disciple Plenydd, Gwron og Alawn i den evige visdom, som derefter underviste hele Cymry-racen. Fra den tid var læren kendt som derwyddoniaeth eller druidisme − ”visdom, der undervises i i egelunde”. De klassiske referencer til druiderne er mange. De stammer fra ca. 200 f.Kr. til ca. 200 e.Kr. De er skrevet før Cæsar angreb Gallien. Druidismen var meget velorganiseret − en kendsgerning, som Cæsar har kendt, og som han bevidst underspillede, for på mange områder var den galliske civilisation mere avanceret end romerriget. Da romerne kom til England, blev Druidernes magt brudt, og til sidst forsvandt de helt. H.P. Blavatsky oplyser, at i den vestlige verden var druidismen den ene gren af de hellige mysterier i antikken, som ikke var degenereret. Hun fortæller, at Cæsars styrker i Gallien dræbte tre millioner gallere, og druidismen blev næsten udslettet der. Det er Cæsar, der er ansvarlig for nutidens forestilling om, at gallerne og briterne var rå vilde, og at druiderne var barbariske og grusomme. (Se også Barder og Bramin).
Druser
Drusere er en stor sekt med ca. 100.000 tilhængere, som levede på Mount Libanon i Syrien. Deres ritualer var meget mystiske, og ingen rejsende, der har skrevet om dem, kender med sikkerhed den fulde sandhed. Druserne er Syriens sufier. De betragter det som en fornærmelse at blive kaldt Drusere, for de kalder sig selv for ”Hamsas disciple”. Hamsa er deres Messias, som kom til dem i det 9. årh. fra ”det guddommelige Ords land” − et land og et ord, som er deres religiøse hemmelighed. Deres Messias, som vil komme, vil være den samme Hamsa, men han skal kaldes Hakem − ”den althealende”. (Se også Sufisme).
Dryade
(Græsk). Dryade stammer fra ”dryas”, der er afledt af ”drys”, som betyder ”eg” eller ”træ”. Dryader eller Hamadryader er skovnymfer i den græske mytologi. Åndsvidenskabeligt er Dryader luftelementaler, der navnlig holder til ved træer og i skove. En dryade er knyttet til et træ, og lever og dør med det. (Se også Hamadryade og Naturånder).
Drømme
Drømme er et ord, der som regel bruges om de kaotiske indtryk, som hukommelsen sender til bevidstheden i det øjeblik, man vågner, med det er bare en lille del af den drøm, der udspiller sig i løbet af den sovende periode, og som man ikke kan huske. Drømme er primært en refleks fra menneskets sanseindtryk og tanker i vågen tilstand. De åndsvidenskabelige principper, der er aktive, er Kama (den lavere astrale natur) og Manas (den konkrete tænkning), som fungerer i samspil med forskellige nervecentre og celler ved hjernens basis. Men hvis ordet ”drøm” skal skelnes fra ”drømmeløs søvn” på den ene side og vågen bevidsthed på den anden, skal ”drøm” omfatte en langt højere form for drøm, som stammer fra erfaringer fra det højere aspekt af Manas − Kausallegemet. De erfaringer, der opleves i astralplanets 4-dimensionale verden og mentalplanets 5-dimensionale verden, er så forskellige fra de 3-dimensionale oplevelser i vågen tilstand i den fysiske verden, at de ikke kan overføres til hjernen bortset fra i symbolske eller forvrængede udgaver. Det astrale lys har også en enorm indflydelse på de fleste drømme. Man kan opleve scener, der ikke stammer fra de vågne erfaringer, og derfor kan det være billeder, som man har set i det astrale lys, som man rigtigt eller fejlagtigt relaterer til sin personlighed. Hvis det drejer sig om profetiske drømme, er menneskets visioner ikke begrænset af de fysiske sanser, og derfor opfatter man i det astrale lys et billedede af, hvad der senere vil ske på det fysiske plan, og derfor kan man af og til huske, hvad drømmen viste i vågen tilstand. Sanskritbetegnelsen for tilstanden af er Svapna. (Se også Drømmetydning, Kama, Kausallegemet, Manas og Svapna).
Drømmetydning
(Egyptisk). Både Bibelen og egyptiske optegnelser fortæller om kongelige drømme. Nogle præsenteres i mystisk form, som f.eks. beretningen om Josef, der havde held til at fortolke faraos drømme. En anden beretning fortæller om en etiopisk konge, Tanutaum, som i sin drøm så to uræusslanger, der stadfæster hans kommende indsættelse på tronen over de to lande (Egypten). En af de mest farverige drømme stammer fra Tutmosis IV. Den er mejslet ind i den berømte stele, der befinder sig mellem poterne på Sfinksen. Tutmosis fortæller, at han sov i skyggen under hovedet på den tilsandede sfinks, da den pludselig taler til ham og fortæller, at han skal være Egyptens konge, hvis han fjerner sandet, der dækker Sfinksens krop. Det gjorde han, og han blev faktisk Egyptens konge. Men guderne henvendte sig ikke kun til konger i drømmene. I de sene perioder i Egyptens historie blev det almindeligt at tilbringe en nat i templet for at modtage varselsdrømme. ”Guderne skabte drømme for at vise de mennesker vejen til fremtiden, som ikke selv kan se”, oplyser Visdommens Bog. Ofte var det ikke den store mystik, der blev afsløret i drømmene, men et klart billede af fremtiden i symbolsk form. (Se også Drømme, Sfinks, Tutmosis IV og Uræus).
Duade
(Latin). Duade betyder ”tofoldighed”. Duade benyttes nogle gange om Atma-Buddhi, når de betragtes som en tofoldighed.
Dualisme
(Latin). Dualisme stammer fra ”duo”, der betyder ”to”. Dualisme er en opfattelse af, at tilværelsen består af uforenelige modsætninger. Modsætningerne kan ikke mødes og gå op i en højere enhed, men modsætningerne kan være led i en universel balance, som det f.eks. kendes i den indiske Kosmogoni og i det kinesiske livssyn (yin- og yang-systemet). Dualisme findes også i f.eks. Zarathustrismens system, hvor man lærer om Ormazd og Ahriman – det gode og det onde, men også i de kristne trosforestillinger, hvor Gud og Djævelen er modpoler, hvorimod åndsvidenskaben er Monistisk. Dualisme er derfor en ”tofoldighedslære”, som er baseret på det filosofiske eller religiøse synspunkt, at der fra begyndelsen findes to grundprincipper – positiv og negativ – plus og minus – ånd og stof − godt og ondt. I buddhismen er Dualisme udelukkende udtryk for sanseindtryk og objekt. Det uoplyste tankesind holder fast ved en skelnen mellem tankesindet, der oplever, og genstanden for oplevelsen. Det kaldes samsarisk sanseindtryk. I Buddha-tilstanden toner den samsariske eksistens efterhånden bort. Samsara er det buddhistiske livshjul, og buddhismens og hinduismens mål er at frelse sig selv fra Samsaras gentagelse, dvs. at komme ud af den evige cirkel af genfødsler og opnå Nirvana. Dualisme er en modsætning til Monismen, men ikke nødvendigvis til Pluralismen. Det er modsætninger af idéer i både teologi og filosofi, men de er helt unødvendige, for de er udtryk for tankesindets tendens til at organisere tanker og forestillinger i faste kategorier, i stedet for at betragte principperne ud fra en grundlæggende enhed. Åndsvidenskaben oplyser, at enhed og dualitet, som udvikler sig mangfoldigt i forbindelse med manifestation, eksisterer i hele Universet. Årsagen er, at hver dobbelthed består af en enhed, der findes på et højere bevidsthedsplan end enhedens dobbelte manifestation, og dualiteten reproducere sig selv i et netværk af mangfoldigheder, der skaber det manifesterede univers. Det svarer til Pythagoras’ princip om Monaden, som skaber Duaden, der skaber Triaden, og den sidste reproducerer igen sig selv i hierarkier af ufatteligt antal. Lys og mørke er en dual manifestation af det, der kaldes det Absolutte lys/mørke. Ånd og stof er en dual manifestation af det Ene Liv. En grundlæggende Dualisme er den kosmiske vekslen mellem Manvantara og Pralaya, som er aspekter af den evigt skabende, usynlige kilde. Monistiske og dualistiske filosofier fokuserer bare på hver sin side af sagen. (Se også Ateisme, Djævelen, Duade, Dualisme, Gud, Guddom, Henoteisme, Holisme, Gnosticisme, Kosmogoni, Manvantara, Monade, Monisme, Monolatri, Monoteisme, Pandeisme, Panenteisme, Panteisme, Pluralisme, Polyteisme, Pralaya, Pythagoras, Samsara, Teisme, Theos, Treenighed, Triade, Trimurti, Universalisme, Yin og Yang og Zarathustrisme).
Dualitet
(Egyptisk). De gamle egyptere satte ethvert princip i relation til dets modsatte eller komplementære princip. Begrebet ”Dualitet” anvendes i forbindelse med enhver idé i forsøget på at nå til erkendelse af naturens iboende balance eller symmetri. Men dualitetens metafor er ikke mindst indbygget i den store Horus-Seth myte. De to guder – Horus og Seth – repræsenterer på et niveau en bestemt polarisering i det fysiske univers: Udvikling og krystallisering – eller bevægelse opad mod Himlen (mod større åndelighed) kontra bevægelsen nedad mod Jorden (mod større materialisme). I myterne vises de to guddomme i konstant konflikt og fjendskab. De konkurrerer om retten til Egyptens trone ved at tilintetgøre hinandens besiddelser, og de kaster sig ud i en indædt kamp af kosmiske proportioner, som influerer på både Egyptens land og freden i Himlen. Men i den egyptiske verdensorden er eliminering et vigtigt element i de modstridende kræfter. Mange guddomme symboliserer fænomenet, når de blandes med hinanden, eller når deres natur forenes i en syntese. Nubti, er et godt eksempel, for Nubti legemliggør Horus og Seth i én menneskeskikkelse med to hoveder. Horus’ hoved (sjælen og fremtiden) vender fremad, og Seths hoved (personligheden og fortiden) vender bagud. Nubti er en metafor, der viser Horus-bevidstheden, som har elimineret de modstridende kræfter og handlinger – ikke ved at udrydde dem, men via syntese. (Se også Horus den Anden, Horus den Ældre og Seth).
Duat
(Egyptisk). Duat, Tuat, Tiau eller Tiaou er en region, som egyptologerne kalder underverdenen, selv om den ikke var placeret under jorden. Associationen stammer sandsynligvis fra den almindelige opfattelse af kristendommens Helvede, selv om Duat beskrives som et sted for renselse. Duat burde i stedet kaldes inderverdenen, for det er de afdøde, der opholder sig i Duat eller i de indre eksistensplaner. Duat er et af de post mortem stadier, der er beskrevet i Dødebogen. I en populær mytologi var Duat adskilt fra den fysiske verden af en bjergkæde, og Duat bestod af en stor dal omgivet af bjerge. I dalen løb en flod (et modstykke til Nilen), og på bredderne boede mange onde ånder og afskyelige skabninger. Men når Solen passerede gennem Duat, havde et stort antal sjæle kvalificeret sig til at komme ombord i solbarken. De var i stand til at få et nyt liv, når Solen steg op i dalens østlige ende for at indvarsle en ny dag. Duat blev også afbildet som en region, hvor sjælen drog til hver nat, og den vendte tilbage for at slutte sig til de levende i den fysiske verden ved daggry. Oprindeligt var Duat beskrevet som en bolig for nattens Sol, og solguden Ra passerede igennem Duat i nattens løb for at opstå fornyet om morgenen. ”Hvad er der i Duat?” − er den hyppige hentydning til Duat i Dødebogen, som tydeligvis rummer et mysterium. Duat er Solens (Inferis) vej om natten. Duat blev inddelt i tolv regioner, som egypterne kaldte Sekhet (felter), der svarende til antallet af nattens timer. Eller de blev beskrevet som syv cirkler (Arrets), som alle var under beskyttelse af en vogter. Osiris’ rige blev præsenteret som Sekhet-Aarru eller Sekhet-Aanre (Aanroos marker), som var opdelt i 15 Aats (huse), der havde 21 pyloner. En af regionerne i Duat blev betegnet Amenti eller Amentet, der betyder ”det skjulte sted” − et udtryk, der ofte blev brugt om hele det område, hvor de afdøde opholdt sig. (Se også Aanroo, Amenti, Dødebog, Hades, Helvede, Osiris, Pylon og Ra).
Dudaim
(Hebræisk). Dudaim er en alrune (atropa mandragora). Planten omtales i Første Mosebog og findes desuden i salmer. Dudaim indgår i Kabbalaen, hvor den henviser til ”sjæl og ånd” − to principper, der er forenet i kærlighed og venskab (”dodim”). ”Lykkelig er den, som bevarer sin dudaim (højere og lavere Manas) uadskillelig”. Navnet er relateret til hebræiske ord, der betyder ”bryster” og ”kærlighed”, og planten blev brugt som en elskovs-amulet. Den har desuden været brugt til mange former for sort magi. (Se også Kabbala og Manas).
Due
Duen som symbol spiller en fremtrædende rolle i religiøse systemer. I den bibelske syndflod, som er en blanding af kosmisk og præ-kosmisk allegori, udsender Noah først en ravn, der symboliserer det mørke, der gik forud for lyset. Derefter udsendte han en due. I den kaldæiske udgave repræsenteres Noah af Ishtar eller Astarte − en månegudinde, der på en måde svarer til henholdsvis Artemis og Venus − og duen symboliserer Venus, som også findes i den græske mytologi. I flere nationer symboliserer duen også sjælen. I kristendommen er duen et symbol på Helligånden, som viser sig i denne form for Jesus ved hans dåb. Duen er også ofte et af de fire hellige dyr, som symboliserer fire vigtige menneskelige principper sammen med tyren, ørnen og løven. De fire dyr i den græske mysterielære er symboler på henholdsvis planeterne Venus, Månen, Merkur (eller Jupiter) og Solen, men mere korrekt repræsenterer de Serafen eller Keruben og Agathodæmon – slangen med de flammende vinger. Duen bruges ofte som symbol på mildhed og kærlighed i de hebræiske skrifter. (Se også Agathodæmon, Artemis, Astarte, Ishtar, Jesus, Kerubim og Seraf).
Dugdha Neti
(Sanskrit). Dugdha Neti er et yogaudtryk for næseskylning – en renselsesteknik, hvor man bruger mælk. Teknikken er ikke så hård, som det umiddelbart lyder til. I en anden version af Neti bruger man fortyndet mælk, der er forvarmet til kropstemperatur i stedet for vand. Det er særligt gavnligt for mennesker, der synes, at saltvand er irriterende. En særlig kande med lang tud – en Neti-kande – fyldes med mælk, der er forvarmet til kropstemperatur. Kandens tud indsættes derefter i et af næseborene. Hovedet holdes lidt på skrå, så mælken kan flyde ud gennem det andet næsebor. Samtidig trækkes vejret forsigtigt gennem munden uden at sniffe eller synke, mens mælken flyder igennem. (Se også Neti, Ghrita Neti, Jala Neti, Neti Kriya og Sutra Neti).
Dugpa
(Tibetansk). Dugpa, Dug-pa eller Drug-pa, der betyder ”rødhue”, er en sekt i Tibet. Dugpa har to betydninger. Bogstaveligt henviser ordet til en indbygger i Bhutan. Ordets anden betydning er en ond skabning, en troldmand eller en sort magiker. Før Tsong-kha-pa’s ankomst i det 14. årh., var tibetanernes buddhisme blevet forsimplet, fordrejet og forfalsket med læresætninger fra den gamle Bon-religion. I tiden herefter, og efter at bureaukratiske love var blevet pålagt Gelukpaerne (gulhuerne), hengav Dugpaerne sig mere og mere til sort magi og umoral. Siden dengang er ordet Dugpa blevet synonym med ”troldmand” eller ”mester i sort magi”. I nutiden er der er få Dugpaer i det østlige Tibet. De holder til i Bhutan, Sikkim og i grænseområdet. Orientalister, som aldrig har studeret Buddho-Lamaisme i det rigtige Tibet, beskriver Dugpaerne på grundlag af folkesnak, og hvad Emil Schlagintweit og nogle få andre havde lært om emnet fra Dugpaerne. De forveksler de to religioner og betragter dem som ét. De præsenterer på den måde ren Dugpaisme for offentligheden i stedet for Buddho-Lamaisme. Den nordlige buddhisme i dens rene, metafysiske form, er stort set ukendt. Dugpaerne er tilhængere af den tidligere tibetanske buddhistiske religion fra før Tsong-kha-pa’s reformer i det 14. årh. Dugpaerne praktiserer sort magi og andre mere eller mindre tantriske teknikker, der er helt fremmede for buddhismens rene lære. I åndsvidenskabelig litteratur er ordet Dugpa blevet brugt som et synonym for ”brødre i skyggen” − især i Mahatmabrevene. De fire eksisterende skoler i tibetansk buddhisme er Rnying ma pa (Nying-ma-pa), Bka’ rgyud pa (Kar-gyu-pa), Sa skya pa (Sa-kya-pa) og Dge lugs pa (Ge-lug-pa). Kar-gyu-pa, der stammer fra Marpa og Milarepa, er opdelt i flere underskoler end de andre, og en af underskolerne er Dugpa-sekten, som er dominerende i de indo-tibetanske grænseområder i Ladakh i vest og Bhutan i øst. Det bhutanesiske og tibetanske navn for Bhutan er ”brog yul” (dug-yul), der betyder ”tordendragens land” (”brog” betyder både torden og drage). En forklaring på sekstens navn henviser muligvis til en oplevelse, som sektens grundlægger, Tsand-pa Gya-re (Gtsang pa rgya ras (1161-1211)) engang havde. Under opførelsen af et kloster, blev han enten forskrækket af voldsom torden, eller måske var han vidne til flyvende drager, og derfor navngav han klosteret ”tordendragen” (”brog”). Sekten og dens tilhængere blev opkaldt efter klosteret, og det land, hvor deres indflydelse var størst, blev opkaldt efter sekten. Dugpa underskolen er yderligere opdelt i tre afdelinger, der er kendt som ”mellemste Dugpa” (”bar brog”), ”lavere Dugpa” (”smad brog”) og ”højere Dugpa” (”stod brog”). (Se også Bon, Brødre i skyggen, Gelukpa, Tsong-kha-pa og Vestrehåndsvejen).
Duhkha
(Sanskrit). Duhkha stammer fra ”dus” og ”kha” eller fra ”duhstha”, der betyder ”dårlig tilstand”, ”ustabil”, ”ulykkelig”, ”smertefuld” og ”vanskelig”. Som et navneord er betydningen ”smerte”, ”lidelse” og ”problemer”, der er personificeret som Narakas og Vedanas søn. Duhkha er et buddhistisk udtryk, der almindeligvis oversættes med ”lidelse”, ”stress”, ”angst” eller ”utilfredshed”. Duhkha er den første af de fire ædle sandheder. I den buddhistiske tradition opdeles Dukkha almindeligvis i tre kategorier. I den første kategori omfatter Duhkha åbenlyse fysiske lidelser eller smerter, som eksempelvis er forbundet med fødsel, alderdom, fysisk sygdom og dødsproces. Duhkha som ydre gener betragtes som almindelig lidelse (Duhkha-Duhkha). I en anden kategori betyder Duhkha angst eller stress, som stammer fra forsøget på at holde fast i ting, der er under konstant forandring (konservatisme), og den form for indre frygt kaldes Duhkha, der er skabt af forandring (Viparinama-Duhkha). Den tredje kategori henviser til en grundlæggende utilfredshed, som gennemtrænger alle former for liv, fordi alle former for liv er forgængelige og under konstant forandring. På dette niveau indikerer Duhkha manglende tilfredshed, dvs. en følelse af, at tingene aldrig svarer til forventningerne. Det er en subtil utilfredshed, der betegnes som de betingede tilstandes Dukkha (Samkhara-Duhkha). (Se også Buddhisme, Naraka, Skandha og Vedana).
Dukkha
Se Duhkha.
Dula
(Sanskrit). Dula er en af de syv Plejader.
Dumah
(Hebræisk). Dumah eller Duma er stilhedens og dødens engel i Kabbalaen. Duhma er også ”stilhedens land”, som er den indre verden, som de afdøde befinder sig i. Duma har derfor nogenlunde samme betydning som grækernes Hades. Et andet udtryk for de samme astrale regioner er Sheol. (Se også Astralplanet, Hades, Kabbala, Kama-Loka og Sheol).
Dunamis
(Græsk). Dunamis betyder ”potens”. Betegnelsen blev brugt af Aristoteles i modsætning til ”energeia” (energi i bevægelse), som hentyder til det usynlige aspekt af Universet i modsætning til det synlige eller manifesterede. Dunamis svarer til Platons ”noeton” (forståeligt), som indikerer det synlige aspekt af urårsagen − den oprindelige årsag – til den manifesterede verden i modsætning til ”aistheton” (fornuftigt), det, der kan opfattes af sanserne. (Se også Aristoteles og Platon).
Duodenar
Duodenar eller Dodecad betyder et antal på tolv eller en gruppe på tolv. Det er et vigtigt tal i den kosmiske symbolik. Eksempelvis er der tolv tegn i zodiaken, Jesu tolv apostle, de tolv primære græske guder på Olympen og i andre religioner, Jakobs tolv sønner og årets tolv måneder. De tolv olympiske guder bestod seks guder og seks gudinder, der symboliserede to aspekter i hver af Logos’ seks stråler (som ikke inkluderer syntesestrålen − den syvende). Astrologiens stjernetegn er tilsvarende opdelt i maskuline og feminine tegn. I den buddhistiske kosmologi er der tolv Nidanaer − hovedårsagerne til den manifesterede eksistens, der er effekter, som er skabt af en sammenkædning af årsager, der slutter på det fysiske plan. I åndsvidenskaben er der tolv planeter, principper osv., der er fordelt på syv bevidstheds- og eksistensplaner − fem på de tre Arupa-planer, og syv på de fire Rupa-planer. (Se også Arupa, Buddhisme, Nidana, Rupa og Zodiak).
Durga
(Sanskrit). Durga betyder ”utilgængelig” eller ”den svært tilgængelige”. Durga er en guds kvindelige potentiale, og derfor er det navnet på Kali, Shivas hustru, og Mahesvara, ”den store gud”. Durga har derfor relation til en gudinde i hinduismen, der er kendt som Devi, men også til Shakti (de feminine styrker og egenskaber), og Shakti er ligeledes Shivas hustru. Durga vises ofte i kamp med en dæmon, der har taget skikkelse af en bøffel – Mahisasura. Mahishasuras far Rambha var Asuraernes konge, og han blev engang forelsket i en vandbøffel (prinsesse Shyamala, der var forhekset til at være en bøffel). Mahishasura blev født via Rambhas forening med Shyamala. Mahishasura var derfor i stand til at skifte mellem menneskeskikkelse og bøffelskikkelse efter behag (Mahisha er et sanskritord for ”bøffel”). Iflg. legenden blev Durga skabt for at dræbe Mahisasura, og man ser Durga, der rider på en løve, som i fulde firspring stormer frem mod det dæmoniske dyr, mens hun svinger forskellige våben, som hun holder i sine mange hænder. Hun er som regel udstyret med ti arme. I sit gruopvækkende aspekt kræver gudinden dyre- og menneskeofringer. I nutiden ofres der dyr ved den store Durga-fest, som afholdes om efteråret ved de talrige templer, der er dedikeret til Durga. (Se også Asura, Devi-Durga, Kali, Mahesvara, Parvati, Puja, Shakti og Shiva).
Duscharita
(Sanskrit). Duscharita, Dustcharitra, Duscharitra eller Duscarita stammer fra roden ”dus-car”, der betyder ”at handle forkert”, ”at opføre sig dårligt”. Duscharita er dårlig opførsel, dårlig adfærd og ugudelighed. Duscharita er de ”ti onde handlinger” − tre handlinger med kroppen dvs., at tage liv, at stjæle og at forfalske − fire onder med munden, dvs., at lyve, at overdrive, at bagvaske og ved ondskabsfuld tale − de tre onde handlinger med tankesindet (lavere Manas), dvs., at være misundelig, at være grådig eller at have en forkert tro. (Se Manas).
Dvadasa-Kara
(Sanskrit). Dvadasa-Kara er ”ham, der har tolv hænder”. Det er titlen på den hinduistiske gud Murugan (Kartikeya) − ikke kun fordi Zodiakens tolv stjernetegn angiveligt er skjult i hans krop, men fordi de tolv tegn arbejder mere eller mindre kraftfuldt via denne guddom, for hvert tegn betragtes som et organ eller et instrument, som han kan bruge til forskellige handlinger. Faktisk er alle guddomme organer eller kanaler, som de tolv stjernetegns indflydelser strømmer igennem for at påvirke og udvikle. Murugan kaldes også Dvadasaksha, der betyder ”den tolvøjede”, og årsagen er den samme. (Se også Murugan, Phoenix og Zodiak).
Dvaita
(Sanskrit). Dvaita eller Dwaita betyder ”dualitet”. Dvaita bruges af en Vedanta-sekt, der også kaldes Madhva efter sekstens grundlægger, Madhva (født ca. 1200 e.Kr.). Den vigtigste doktrin i skolen er dualitet, som er i modsætning til Sankaracharyas lære, for her er systemet kendt som Adwaita (ikke-dualitet). De Dvaita-vedantiske eksperter påstår, at der er to principper i Universet − den højeste bevidsthed og de utallige skarer af andre skabninger − bl.a. menneskeheden − og at de er adskilt fra hinanden. (Se også Adwaita, Dualisme, Dualitet, Ramanujacharya, Sankaracharya og Vedanta).
Dvalin
(Oldnordisk). Dvalin stammer fra ”dvala”, der betyder ”forsinkelse”. Dvalin er en dværg i den nordiske mytologi. Dvalin repræsenterer menneskets bedøvede eller fortryllede natur, der svarer til karakterens lavere aspekter, hvor mennesket ikke helt er et dyr, men det har heller ikke helt udviklet sig som et menneske. Dvalin repræsenterer den ufuldkomne, voksende og skiftende menneskelige personlighed. Sammen med den begavede intelligens Loke, skabte Dvalin passende gaver til guderne Odin, Thor og Freya. (Se også Dværg, Freya, Loke, Odin og Thor).
Dvapara-yuga
(Sanskrit). Dvapara-yuga eller Dwapara-yuga er den tredje af fire Yugaer (tidsaldre), som udgør en Maha-yuga (stor tidsalder). Yugaerne er beskrevet i hinduismens skrifter. Dvapara-yuga er bronze- eller kobberalderen – den tidsalder, der gik forud for den nuværende Kali-yuga. Dvapara-yuga kom efter Treta-yuga. Dvapara-yuga varede i 864.000 år, og iflg. Puranaerne er Dvapara-yuga det tidspunkt, hvor Krishna vendte tilbage til sin evige bolig Vaikuntha. I Mahabharata er der en beskrivelse af Dvapara-yuga: ”I Dvapara Yuga blev retfærdigheden reduceret til det halve. Vedaerne blev opsplittet i fire. Nogle mennesker studerede alle fire Vedaerne, andre tre, andre to, andre en, og nogle studerede slet ingen. Ceremonier blev fejret på alverdens måder. Under tilbageskridtet var kun få mennesket i stand til at udtrykke godhed og sandhed. Når mennesker opgiver godhed og sandhed, fremkalder skæbnen mange sygdomme, begær og ulykker, som angriber dem, og dermed bliver de alvorligt plaget og tvunget til at praktisere askese. Andre, som ønsker himmelsk lyksalighed, giver offergaver. På den måde degenererede menneskeheden pga. uretfærdighed”. (Se også Brahmas alder, Kali-yuga, Krita-yuga, Mahabharata, Maha-yuga, Narayana, Treta-yuga, Vishnu og Yuga).
Dvesha
(Sanskrit). Dvesha, dwesa eller dosa på pali stammer fra roden ”dvish”, der betyder ”at hade”. Dvesha er derfor et buddhistisk begreb, der betyder had, modvilje, fjendskab, vrede, aversion, aggression, frastødning osv. Dvesha kan defineres som frygt for at få det, man ikke ønsker, eller frygt for ikke at få det, man ønsker. Dvesha er en af de fem klesha. Dvesha er også en af de tre principielle sindstilstande (hvoraf 63 er beskrevet). De tre er: Raga − stolthed eller begær. Dvesha – vrede eller had. Moha − uvidenhed om sandheden. De tre sindstilstande skal man konstant forsøge at undgå. Mennesket tillader hverken sig selv at lide eller at acceptere noget, der giver, ubehag, smerte eller lidelse. Ethvert menneske har en ”liste” i hovedet og hjertet, der er en opsummering af tilstande, som man selv har godkendt. Den opregner ting, spørgsmål, situationer og mennesker, hvor man iflg. egen retfærdighedslov har lov til at blive vred, ked af det, såret og oprørt. Listen udelukker naturligvis indlysende ting som mord, voldtægt, krig osv. Hvis nogle situationer, spørgsmål eller mennesker, som er på listen, vises sig i livet, vil man automatisk aktivere en respons. Det betyder, at man er knyttet til fortiden. Det medfører, at man åbner døren for ubehag, smerte og lidelse, og lukker døren til at være til stede i nuet. (Se også Klesha, Moha og Raga).
Dvesha
(Sanskrit). Dvesha, Dwesa eller Dosa på pali stammer fra roden ”dvish”, der betyder ”at hade”. Dvesha er derfor et buddhistisk begreb, der betyder had, modvilje, fjendskab, vrede, aversion, aggression, frastødning osv. Dvesha kan defineres som frygt for at få det, man ikke ønsker, eller frygt for ikke at få det, man ønsker. Dvesha er en af de fem Klesha. Dvesha er også en af de tre principielle sindstilstande (hvoraf 63 er beskrevet). De tre er. Raga − stolthed eller begær. Dvesha – vrede eller had. Moha − uvidenhed om sandheden. De tre sindstilstande skal man konstant forsøge at undgå. (Se også Klesha, Moha og Raga).
Dvija
(Sanskrit). Dvija eller Dwija består af ”dvi”, der betyder ”to” og roden ”jan”, der betyder ”at blive født”. Dvija betyder derfor at blive født to gange eller ”den dobbeltfødte”. I nutidens Indien bruges Dvija om ethvert menneske fra de første tre af de fire kaster, når de har gennemgået en bestemt ceremoni. Mere specifikt bruges Dvija om en Brahman (Dvija-Brahmana), som angiveligt er genfødt efter ”indsættelse med den hellige tråd”, men i ældre tid blev begrebet kun brugt om indviede Braminer. I åndsvidenskaben bruges Dvija sædvanligvis om en indviet i ordets oprindelige betydning – dvs. om et menneske, der reelt er født to gange − den første gang fysisk og den anden gang åndeligt og intellektuelt via indvielse. Nutidens rent ceremonielle og rituelle højtideligholdelse, hvor man ”passerer gennem en sølvko eller en gylden ko”, er en rent fysisk, symbolsk ceremoni, og selv blandt nutidens Braminer er den sande og oprindelige betydning fuldstændig glemt. I arkaiske tider i det gamle Egypten og Hindustan er koen altid blevet betragtet som et symbol på Moder Natur, der giver næring (mælk) til alle ting, som altid er frugtsommelig, og som konstant føder alt levende fra sin frugtbare livmoder. Guld har altid været symbol på Solen, som er ophav til de humane, åndelige og intellektuelle evner, mens sølv altid har været symbol for Månen, som er ophav til menneskets lavere sind. På samme måde som mennesker udvikler sig ved hjælp af utallige genfødsler fra naturens livmoder, udvikler mennesker sig via indvielser, og dermed fødes det to gange og bliver en Dvija ved at blive genfødt fra enten Solen eller Månen, som begge er aspekter af Moder Natur. (Se også Bramin, Kshatriya, Nut og Varna).
Dvipa
(Sanskrit). Dvipa eller Dwipa er et område, en region, et land, en ø eller et kontinent. Hinduerne havde syv (Sapta-dwipa). Sapta er det numeriske tillægsord syv. Buddhisterne havde kun fire. Det skyldes en misforstået reference, der blev givet af Siddhartha Gautama Buddha, som brugte udtrykket metaforisk, for han forbandt ordet Dvipa med menneskehedens Rodracer. De fire Rodracer, der gik forud for den nuværende femte Rodrace, blev af Gautama Buddha sammenlignet med fire kontinenter, der var styret af fødslens og dødens hav − Samsara. I hinduistisk mytologi henvises der esoterisk til de syv planeter i Jordens planetariske kæde, og til de syv store kontinenter, der gradvist dukkede op som hjem for de syv rodracer. De syv Dvipaer hedder på sanskrit Jambu, Plaksha, Kusa, Krauncha, Saka, Salmala og Pushkara. (Se også Buddha, Gautama Buddha, Rodrace, Samsara og Siddhartha).
Dvæleren på Tærsklen
Se Tærskelens vogter.
Dværg
(Oldnordisk). Dværg stammer fra ”dvergr”, det angelsaksiske ”dveorg”, det tyske ”Zwerg” og det svenske ”dvarg”. Populært mener man, at dværge er ”små mennesker”, og i nordisk mytologi beskrives de som mindre end andre mennesker. Derfor kan dværge betragtes som symbol på mindre udviklede mennesker. Ordet kan også give association til ”midten”, som er en beskrivelse af de såkaldte dværg-kongerigers position i Universet. I Eddaerne ser man dværg-navne, der er inspireret af typiske dyreegenskaber, som f.eks. ”gevir” eller ”hurtig”. Der er også mere generelle navne som Sindre (planter) og Brokk (mineralriget). Da ”Jorden” blev skabt, herskede Sindre og Brokk, som var sønner af Ivalde, over den tidligere Jord, som nu er Månen. Planeten blev skabt som passende gaver til guderne Odin, Thor og Freyr i konkurrence med Loke og Dvalin (menneskets natur). Loke symboliserer intelligensen, og Dvalin repræsenterer menneskets sovende sjæl. Gaverne bestod i håndværkerne Sindre og Brokk samt Loke og Dvalin. Gaven til Odin var Draupner og Gungner. Draupner eller Draupnir er navnet på Odins imponerende guldring, som blev smedet af dværgene Brokk og Sindre i forbindelse med Lokes væddemål med dværgene. Gunger eller Gungnir betyder ”det rystende”, som var Odins spyd. Det var et af Odins vigtigste våben, som blev smedet af dværgene. Thor fik Mjølner (Thors hammer) og Sifs hår. Freyr fik Gullinbursti (gyldenbørste), som var en galt (hangris) med børster af guld, og Skidbladnir, som var Freyr skib. Selv om skibet var mindre end dødsskibet Naglfor, var det alligevel så stort, at det kunne rumme alle Aserne. Efter brug kunne Skidbladnir foldes sammen ligesom et tørklæde og puttes i lommen. På den måde blev både planteriget og dyreriget skabt til Odin (cyklisk aktivitet), Thor (energi og livskraft) og Freyr (Jordens guddom), som fik det gyldne vildsvin (Jorden), som han kunne ride på gennem rummet. Freyr, der betyder ”herre”, var særligt knyttet til afgrøder, landbrug, velstand og frugtbarhed. Odins spyd, som aldrig svigtede, var åndelig vilje. Thor fik Sifs genskabte gyldne hår (den åndelige og materielle høst), og Freyr fik skibet, som indeholdt alle livsfrøene, men som han kunne folde sammen som et tørklæde, når tidsalderen var overstået. (Se også Asathor, Aser, Draupner, Dvalin, Edda, Freyr, Gullinbursti, Gungner, Ivalde, Loke, Odin, Skidbladnir, Thor og Thors hammer).
Dwaita
(Sanskrit). Se Adwaita.
Dyaus
(Sanskrit). Dyaus består af ”dyu”, der betyder ”himlen”, som stammer fra ”div”, der betyder ”dag” eller ”lys” fra roden ”at skinne”. Iflg. Vedaerne er himlen opdelt i tre områder, som nedefra og op kaldes Avama, Madhyama og Uttama eller Tritiya. Himlen kaldte man ”Fader” (Dyaush-Pita), Jorden var ”Moderen” (Dyava-Prithivi), og daggryet var ”Datteren” (Usha). Udtrykket står for ”usynlig guddom”, eller det, der kun viser sig som lys eller metaforisk ”den lyse dag”. (Se også Veda).
Dynasti
I de gamle civilisationer fandtes der dynastier over stort set hele verden, og der har altid været to grundlæggende former for dynastiske regeringer − de guddommelige og de menneskelige. I Indien var der iflg. Puranaerne to dynastier − Suryavansa (solar-dynastiet) og Chandravansa eller Somavansa (lunar-dynastiet). Førstnævnte nedstammer angiveligt fra Solen via Ikshvaku, der iflg. mytologien var søn eller barnebarn af Solen – dvs. Vaivasvata Manu, som er stamfader til den nuværende menneskehed. Chandravansa nedstammer angiveligt fra Atri – dvs. Maharshi (den store Rishi), og hans søn var Soma eller Månen, og derfor har Månens givet navn til dynastiet. I Kaldæa og Egypten var der også to forskellige former for dynastier − det guddommelige og det menneskelige. Ved tidernes begyndelse blev befolkningen i begge lande regeret af gudedynastier, og det er dokumenteret af fund. I det gamle Egypten var der 30 faraoniske dynastier iflg. historikeren Manetho. Men de egyptiske præster fortalte Herodot, at der var tre guddommelige dynastier, som gik forud for de menneskelige faraoner. Først blev Egypten regeret af guderne, derefter af halvguderne og derefter af heltene. I Kaldæa regerede guderne i 120 Sari, dvs. 432.000 år. Kina havde også guddommelige dynastier, der gik forud for de menneskelige dynastier. Chow-herskerne hører derfor til ca. 1100 f.Kr., men Sheng gik forud, og endnu tidligere herskede Hea- (eller Hia-) dynastierne. Grækerne oplyste også om guddommelige dynastier, der blev efterfulgt af mennesker, og Platon fortæller om guddommelige og semi-guddommelige lærere, der først underviste menneskeheden i kunst, videnskab og landbrug. Den samme generelle tradition findes i oldtidens Amerika. Den gamle filosofi oplyste, at ledelse af et land altid skal følge det samme mønster som Universet, dvs. en hierarkisk natur. Det var på grund af dette faktum, at man tidligt lærte, hvad der senere blev kendt som ”kongens guddommelige ret”. Tidligt i menneskehedens historie lærte man om den tidligere eksistens af dynastierne, som herskede over de forskellige folkeslag på Jorden på grundlag af åndelig visdom og kundskab. Det skete først med halvguder som ledere, derefter med helte, og endelig overgik systemet til rent menneskelige dynastier, som man kender dem i nutiden, hvor dynastierne bestod af indviede konger. Den Hemmelige Lære oplyser, at de tidligste menneskeracer blev instrueret og vejledt af guddommelige og semi-guddommelige skabninger. Den 4. eller atlantiske Rodrace modtog oprindeligt sin viden om cyklusser, astronomi, kunst og videnskab fra guddommelige og semi-guddommelige dynastier. Før atlantiderne var befolkningen på Lemurien de første, der havde et dynasti af åndelige konger, som i virkeligheden var Dhyanier eller halvguder, der iførte sig kroppe, så de kunne undervise og vejlede menneskeheden. En gammelt egyptisk Zodiak viser tre Jomfruer eller Jomfruen i tre forskellige positioner. Zodiaken præsenterer dermed de første tre guddommelige dynastier, som underviste den 3. rodrace, og efter Atlantis’ undergang vendte de tilbage under 5. Rodraces 3. underrace, for at afsløre de skjulte mysterier for menneskeheden. (Se også Atlantis, Atri, Chandravansa, Dhyan-Chohan, Dhyani-Bodhisattva, Dhyani-Buddha, Herodot, Ikshvaku, Lemurien, Maharshi, Mahayuga, Manu, Puranaer, Rishi, Rodrace, Soma, Somavansa, Suryavansa, Vaivasvata og Zodiak).
Dyookna
(Kabbalistisk). Dyookna er ”det evig lys’ skygge” eller ”tilstedeværelsens engle” eller ærkeengle. Det er det samme som Feruer i Vendidad og andre af Zarathustrismes værker. (Se også Feruer, Vendidad og Zarathustrisme).
Dyrisk sjæl
Udtrykket ”den dyriske sjæl” henviser til det aspekt af sjælen, der er inkarneret i personligheden og som stadig er identificeret med de lavere begær eller instinktive (dyriske) kræfter og til fortidens udvikling. De instinktive kræfter vil i udviklingens løb blive forædlet og komme ind under sjælens kontrol. (Se også Kama).
Dzyan
(Tibetansk). Dzyan er en fordrejning af sanskritordene Dhyan og Jnana, som kan oversættes med ”visdom” eller ”guddommelig indsigt”. De stanzaer, som Den Hemmelige Lære er skrevet efter, er fra Dzyans bog – et ældgammelt, esoterisk håndskrift.
Dzyan
(Tibetansk). Dzyan, Dzyn eller Dzen ligner det tibetanske ord Dzin, der betyder ”læring” og ”viden”. H.P. Blavatsky siger, at Dzyan er en fordrejning af sanskritordene Dhyan og Jnana, som kan oversættes med ”visdom” eller ”guddommelig indsigt”, men der findes også et tilsvarende kinesisk ord − ”dan” eller ”janna” − som i nutidig kinesisk og tibetansk fonetik, ”ch’an”, er en generel betegnelse for esoteriske skoler og deres litteratur. Janna defineres i gamle bøger på den måde: ”at reformere sig selv via meditation og viden”, dvs. ”den anden fødsel”, som er en indre fødsel og indvielse. Udtrykket Dzyan er forbundet direkte med det gamle mysteriesprog, der kaldes Senzar, og desuden med den tibetanske og kinesiske esoteriske buddhisme, der undervises i − primært i Mahayana-skolerne − og for det tredje med sanskritordet Dhyana (dyb meditation, visdom, guddommelig viden og kontemplation), som Dzyan sandsynligvis oprindelig stammer fra, før det blev fordrejet. De stanzaer, som Den Hemmelige Lære er skrevet efter, stammer fra Dzyans bog – et ældgammelt, esoterisk håndskrift. H.P. Blavatsky siger om det gamle håndskrift Dzyan: ”Det er et arkaisk manuskript − en samling palmeblade, der ikke kan ødelægges af vand, ild eller luft, pga. en særlig og ukendt proces”. Den meget gamle bog er det originale værk, hvorfra mange bind af Kiu-ti er samlet. Det samme gælder Siphrah Dzeniouta og selv Sepher Jezirah, som de hebraiske kabbalister tilskriver deres patriark Abraham. Bogen Shu-King (Kinas primitive bibel), de hellige bind fra den egyptiske Tehuti (Thoth-Hermes), Indiens Puranaer og den kaldæiske Mosebog og selv Mosebøgerne, er alle afledt af det lille oprindelige håndskrift. Traditionen siger, at det blev kanaliseret i Senzar − det hemmelige præstesprog − fra ord fra guddommelige skabninger, der dikterede det til ”lysets sønner” i begyndelsen af 5. Rodrace (den nuværende), for der var en periode, hvor Senzar var kendt af indviede i enhver nation. Toltekerne forstod det lige så let som indbyggerne i det tabte Atlantis. De arvede det fra vismændene i 3. Rodrace, Manushi-Buddhaerne, der lærte det direkte af Devaerne i 2. og 1. Rodrace. Efter beskrivelsen af den kosmiske evolution, forklarer den gamle bog oprindelsen til alt på Jorden, herunder det fysiske menneskes oprindelse og udvikling, baseret på den sande beretning om Rodracerne fra 1. til 5. (den nuværende). (Se også Deva, Dhyana, Mahayana, Manushi-Buddhaer, Rodrace og Senzar).
Dzyans Stanzer
Dzyans Stanzer eller strofer er arkaiske vers, der handler om filosofi og kosmogoni, som stammer fra Dzyans Bog. Dzyans Bog er kilden til Den Hemmelige Lære. Begge præsenterer den esoteriske lære med hensyn til ”Universets skabelse” og ”Menneskets oprindelse”. Det er menneskehedens antikke arv, der er bevaret af Det Store Hvide Broderskab − Mahatmaerne. Hver race og nation har trukket på Dzyans Stanzer via indviede eller inspirerede lærere. Kun dele af Dzyans oprindelige vers er gengivet i Den Hemmelige Lære, og H.P. Blavatskys værk er første gang, teksterne er udgivet på nutidigt europæisk sprog. Hun har forsøgt at fortolke teksterne snarere end at præsentere en bogstavelig gengivelse af ordene: ”Det må derfor overlades til læserens intuition og højere evner så vidt muligt at forstå betydningen af de allegoriske formuleringer, der er brugt. Man skal huske, at alle Stanzer primært henvender sig til de indre evner og ikke til den fysiske hjernes almindelige forståelse”. Det gælder navnlig når en Stanze refererer til kosmiske hændelser og begivenheder i menneskelivet, som nutidens menneskehed stort set har glemt, bortset fra spredte fragmenter fra arkaiske skrifter, der er dukket frem af forhistoriens mørke. Kun dyb meditation og fordybelse over de mystiske symboler, der bruges, vil vække evnen at forstå dem. De arkaiske Stanzer er i høj grad skrevet i symbolsk sprog, og hensigten er at give en syvfoldige betydning, og derfor er der syv nøgler til fortolkning af hvert symbol og allegori. Hvis en fortolkning f.eks. ikke passer fra en psykologisk eller astronomisk synsvinkel, vil den korrekte betydning måske være fysisk eller metafysisk. (Se også Dzyan, Hvide Broderskab, Kosmogoni og Mahatma).
Dæmon
(Græsk). Dæmon stammer fra det græske ”daimonos”. Dæmon betød oprindeligt både gode og onde åndevæsener. I de oprindelige hermetiske værker og gamle klassikere var betydningen identisk med ”gud”, ”engel” eller ”geni”. Sokrates brugte udtrykket om den uforgængelige del af mennesket − det sande indre menneske som kaldes Nous – dvs. det højere ”Jeg” eller sjælen, og det antyder paralleller til den kristne idé om skytsengle. Nu er dæmon næsten udelukkende en betegnelse for onde ånder, men de store vismænd betragtede ikke en dæmon som identisk med de kristnes Helvede, eller den forestilling man møder i den kristne ortodokse teologi. Navnet blev givet i fortiden − især af filosofferne i den Alexandrinske skole − om alle former for ånder, uanset om de var gode eller onde, menneskelige eller ikke-menneskelige, men nogle filosoffer forsøgte med god grund at skabe en kategorisering af de forskellige grupper. Derfor blev der senere henvist til skabninger, der befandt sig mellem guder og mennesker, som varetog gudernes rettigheder og funktioner. Platon delte dæmonerne i tre grupper. De to første var usynlige, for deres legemer bestod af ren æter og ild, mens dæmoner fra tredje gruppe var iført dampagtige legemer. Derfor var de som regel usynlige, men nogle gange kunne de gøre sig synlige i få sekunder. Det giver associationer til menneskets astrallegeme. Hesiod kaldte dem guldalderens ånder, og han fortalte, at de vågede over menneskeheden. Ligesom så mange andre kosmiske kræfter og deres symboler blev ånderne udstødt i jødedommen og kristendommen, som definerede dem som ondskabsfulde kræfter, som er fjendtlige over for menneskeheden, og som man skulle frygte og ikke respektere. Derfor blev de afvist som lydige hjælpere og nedgraderet til at være ringere end mennesket. Hele idéen om Djævelen eller Modstanderen blev udtrykt med ordet dæmon. De såkaldt ”faldne engle” repræsenterede et oprør mod Gud, selv om de bare udførte deres naturlige pligt i evolutionen ved at skabe de lavere verdener. Reelt er det mennesket, der er en personificering af ondskab pga. af dets onde tanker og begær, som skaber former på de laveste astrale underplaner, hvor de hjemsøger Kama-Loka. Selv de gamle grækere og romere trak en skarp linje mellem dæmoner med æterisk form, virkelig åndelige skabninger og de lavere dæmoner, som var beboere i de lavere astrale og fysiske riger, og som man frygtede i de gamle kulturer. Derfor var de langt mere oplyste end nutidens kristne nogensinde har været. Iflg. Kabbalaen opholder dæmonerne sig i Assiah’s verden, som er stoffets og de døde ”skallers” verden. De kaldes Qelippoth. Der er syv Helveder, og deres dæmoniske beboere repræsenterer de personificerede moralske laster. Deres prins er Samael, og hans kvindelige ledsager er Isheth Zenunim − den prostituerede kvinde. Som forenet aspekt kaldes de Chiva − ”Bæstet”. (Se også Agathodæmon, Alexandria-skolen, Djævelen, Helvede, Kakodæmon, Kama-Loka, Samael og Qelippoth).
Dæmonologi
(Græsk). Dæmonologi består af ”dæmon”, der stammer fra det græske ”daimon” samt ”logi”. ”Logi” stammer fra ”logia”, der betyder ”lære” eller ”samling”. ”Logi” er afledt af ”logos”, der betyder ”ord”, ”tanke”, ”fornuft” m.m. Dæmonologi er læren om dæmoner, men ordet bliver som regel brugt som synonym for at have decideret omgang med dæmoniske skabninger, hvor et menneske kommunikerer med en dæmon eller i værste fald indgår en pagt med den. Det giver dæmonologen store kræfter, men samtidig binder vedkommende sig til dæmonherren. Dæmonologi er det teoretiske studie eller læren om dæmoner, deres væsen og effekter. Den praktiske lære, dyrkelsen eller påkaldelse af dæmoner, kaldes dæmonolatri. Dæmonologi er et fagområde inden for teologi, selv om der er delte meninger om emnet skal betragtes som et teologisk emne. Malleus Maleficarum (1487) og Practica rerum criminalium (1635) af tyskeren Benedict Carpzov fremhæves ofte som et eksempel på litteratur, der udlægger den katolske kirkes dæmonologi. Andre kilder er The Sacred Magic of Abramelin the Mage, The Lesser Key of Solomon (Ars Goetia), Grimoirum Verum med flere middelalderlige og eftermiddelalderlige værker, som behandler dæmoners natur. Majoriteten af de eksisterende dæmonologiske kilder er kristne, eller de stammer fra en kristen eller jødisk teologi, men begrebet dæmon og tilsvarende væsener findes i flere andre religioner. (Se også Agathodæmon, Djævelen, Dæmon, Helvede, Kakodæmon, Samael og Qelippoth).
Dænam
(Pahlavi). Dænam betyder ”viden”. Dænam er iflg. Avesta forståelsens princip i mennesket dvs. den konkrete tænkning eller Manas. (Se også Avesta og Manas).
Død
Døden er ikke en ting i sig selv, men en fase eller midlertidig begivenhed i livets endeløse drama. Det modsatte af døden er reelt fødslen og ikke livet. Med andre ord må det modsatte af manifesteret liv være umanifesteret liv – dvs. Pralaya. Manvantara og Pralaya er faser i den kosmiske strøms uendelige bevægelse, som er det umiddelbare resultat af den åndelige essens’ åndedræt i hjertet af al manifestation. Det er den samme evige bevægelse, som er årsag til al objektiv eksistens, og det er derfor også den samme åndelige essens, som fra et subjektivt plan er årsag til døden. Når levetiden for manifestationen slutter, medfører den modsatte rytmiske bevægelse døden for den enhed, som er i objektive eksistens, og enheden føres tilbage for at blive genfødt i sit subjektive liv. Det er en lov, der gælder universelt for solsystemer, planeter, mennesker, atomer osv. Reinkarnerende enheder fødes og dør på hver af de successive eksistensplaner, for alt er skabt fra indre åndelige planer for at blive manifesteret på lavere planer, og den samme rytmiske men modsatrettede bevægelse medfører død på lavere planer og tilbagevenden til højere. Døden indtræffer derfor ikke pga. mangel på liv, men fordi den rytmiske bevægelse af den vitale essens udsætter legemerne for slid. Senilitet i alderdommen betyder, at bestemte elementer allerede er på vej i den modsatte retning. Ved det sidste fysiske hjerteslag bliver mennesket født på astralplanet, og ved overgangen får den døende et vitalt kendskab til et detaljeret panorama, som skal bearbejdes i den indre verden. Ved den fysiske død befries atomerne i kroppen fra den åndelige sammenhængskraft. De adskilles, og hver især finder de et passende indsatsområde i naturens riger. Mesteren, som lever i den fysiske verden, har besejret døden via selvudvikling, og derfor er det muligt at bruge den udviklede åndelige vilje til at bevæge sig ind i og bevidst fungere på de indre eksistensplaner. Paulus’ mystiske udtalelse: ”Jeg dør dagligt”, er sandt for den indviede, som konstant forandrer en del grad af sin selviske personlighed for at vitalisere sin højere natur. Der er en tæt sammenhæng mellem dødsfald, søvn og indvielse, for søvn er en ufuldstændig død, og indvielse medfører en bevidst oplevelse af stadierne i efterlivet. (Se også Devachan, Kama-Loka, Manvantara, Mester, Pralaya og Reinkarnation).
Dødebog
(Egyptisk). Den egyptiske Dødebog er en betegnelse, der stammer fra nutiden. På oldegyptisk hedder bogen ”Pert em hru”, og rigtigt oversat betyder det ”Bogen om at træde ind i lyset”. Dødebogen er et ældgammelt, ritualistisk egyptisk værk, der tilskrives visdomsguden Tehuti (Thoth-Hermes). Dødebogen er en manual, som detaljeret beskriver processerne i livet efter livet. Bogen stammer fra begyndelsen af Ny Rige, og den blev skrevet på papyrus eller læder, og den blev navnlig anbragt i rige egypteres grave. Den blev lagt i et skrin, dekoreret med en statuette af Osiris-Sokar, indhyllet i mumiebandage eller i et mumieskrin, og der er fundet manuskripter i hundredvis. De er både skrevet i hieroglyffer, hierartisk og demotisk. Der er ikke tale om en egyptisk bibel, selv om nogen tror det, men bogen indeholder instruktioner, mantraer og formler, som kan hjælpe den afdøde gennem processerne i efterlivet. Dødebogen er på ingen måde den eneste af de gamle egypteres tekster, som har stor betydning, selv om bogen indeholder en beskrivelse af stadierne i efterlivet, som de blev forklaret af præsterne, og Dødebogen er langt ældre end to andre bevarede værker, der er kendt som Portenes Bog og Bogen om hvad der er i Duat. Arbejdet viser i symbolsk form stadierne i efterlivet. Sjælen beskrives som en pilgrim, der rejser gennem forskellige haller, og ved portene til hver hal er pilgrimmen forpligtet til at give et korrekt svar – dvs. en redegørelse for det liv, der blev levet i den fysiske verden. Pilgrimmen nåede til sidst til domssalen, men inden var den afdøde blev prøvet af forskellige guder og gudinder. Foran Osiris blev den afdødes hjerte (bevidsthed) lagt på en vægt, hvor hjertet helst skulle være i en balance med sandhedens fjer i den anden vægtskål. Hvis testen blev bestået på tilfredsstillende måde, fik den afdøde lov af Osiris til at træde ind i gudens domæne (Amenti) og leve som en gud. I åndsvidenskabelig forstand er Dødebogen en symbolsk gengivelse af den afdødes passage gennem forskellige prøver i Kama-Loka (Astralplanet) før overgangen til Devachan (Mentalplanet) − og indvielsens retssager (prøver) var blot symbolske kopier af de lavere graders prøver. (Se også Aanroo, Amenti, Astralplanet, Devachan, Duat, Kama-Loka, Osiris og Tehuti).
Dødetempel
(Egyptisk). Dødetempler kaldes også gravtempler. Et dødetempel er et tempel, som oprindeligt lå tæt på kongegraven, og hvor der blev afholdt daglige ceremonier for den afdøde konge. Faraoen var gudernes repræsentant, Egyptens sjæl og idealkarakter for sit folk. Efter faraoens død kunne folket fortsat søge inspiration fra den afdøde farao på de indre planer. Faraoen var søn af Ra – dvs. en gudesøn. Princippet er reelt overført til kristendommen, hvor Jesus på samme måde betragtes som gudesøn og idealkarakter. I nutiden søger de kristne inspiration fra den ophøjede gudesøn i nutidens ”gravtempel”, som kaldes en kirke. I Ny Rige var gravtemplet en del af et gudetempel, der var dedikeret til Amon. Templet lå på Nilens vestbred (de dødes land), men var adskilt fra selve graven, der lå i Kongernes dal. (Se også Amon, Farao, Gravtempel, Jesus og Ra).
Dødsdværgen
(Oldnordisk). Dødsdværgen i den nordiske Edda var Ivalde (som både er dværg og gigant), og som skjulte livet i det store havs dybder for at lade det stige op til verden på de rigtige tidspunkter. Livet er Idun, den smukke jomfru, som er ”dværgens” datter. Hun er Nordens Eva, for hun serverer æbler, der giver evig ungdom til guderne i Asgård. Men hun bliver ikke udstødt som Eva i Bibelen for at gøre det, for hvert år giver hun fornyet ungdom til guderne, Jorden og menneskeheden efter sin korte og søde søvn i dværgens arme. Idun stiger op fra havet, når Brage − livets drømmer − uden fejl og skavanker i søvne krydser havets stille ødemark. Brage er livets åndelige intuition, og Idun er den levende natur – Prakriti. (Se også Asgård, Brage, Dværg, Edda, Idun, Ivalde, Prakriti og Træ).
Dødstille
Se Savasana.
|
