V grad
(Balahate)
Christophores havde ret til V grad, og efter egen vurdering blev neofytten ført til "Samlingsstedet", hvor alle medlemmerne var til stede. Her overværede neofytten et symbolsk skuespil, som bagefter blev forklaret. En person, man kaldte Orus, gik ledsaget af nogle Balahater med fakler rundt i salen. De lod som om, de søgte noget. Pludselig trak Orus sin sabel. Scenen skiftede, og man så ind i en hule. Her sad Typhon og angrede sin morderiske handling. Hulen var fuld af flammer. Orus nærmede sig hulen, og Typhon rejste sig og antog en frygtindgydende skikkelse. Hundrede hoveder sad på hans skuldre. Kroppen var dækket med skæl, og hans arme var ekstremt lange. På trods af at han så hæslig og frygtindgydende ud, gik Orus modigt hen imod ham og begyndte at kæmpe med ham. Til sidst lykkedes det for Orus at kaste Typhon om på gulvet og dræbe ham.
Efter at have hugget hovederne af ham, blev Typhons krop nu kastet langt ind i hulen og voldsomme flammer slog sammen om den. Et af hovederne blev vist til alle tilstedeværende, og mens det skete, blev der ikke sagt et eneste ord.
Den nye Balahate fik derefter at vide, at Typhon betød "ild", som er en af de mest kraftfulde elementer, som man dog ikke kan undvære i verden. Orus, der betød "arbejde" og "flid", kunne have stort udbytte af ilden, hvis dens magt kunne dræbes eller kontrolleres.
Derefter blev den nye Balahate undervist i kemi, og hvis neofytten havde lyst, var det tilladt at deltage i eksperimenterne.
Denne grads løsen var "Chymia".
|