Det er derfor indlysende, at den nye verdensreligion ikke baseres på et nyt gejstligt hierarki, der består af biskopper, imamer eller lamaer. Fællesskabet i Den Nye Tidsalders åndelighed skal i højere grad baseres på et indre værdisæt og et indre arbejde end på ydre autoriteter, ydre doktriner og et ydre trossamfund.

Man kan også konkludere, at deltagelse i den nye verdensreligion ikke afgrænses til bestemte sociale, politiske eller religiøse grupperinger. Den vil derimod betone de universelle værdier, der findes i alle religioner og have samme respekt for både Østens og Vestens indviede og mestre. Den nye verdensreligion skal sammensættes af alle holistisk, humanistisk og åndeligt orienterede tænkere, der arbejder for menneskehedens enhed. Det er mennesker, der sætter enhed over dogmatisk lærdom, og som ikke tænker separatistisk i begreber som ”rettroende” og ”hedninger”, ”rene” og ”urene”, ”frelste” og ”fortabte” osv. Det er bl.a. de omstillingsparate og konsensussøgende mennesker, man finder i åndelige miljøer. Det er en gruppe af esoterikere, og deres fundament kan være kristendom, hinduisme, buddhisme, jødedom, islam eller åndsvidenskabelig ideologi.

Deltagerne i den nye verdensreligion tænker i universelle baner. De går ind for enhed, men ikke for ensartethed. Mottoet er ”enhed i mangfoldighed”. De går ind for holisme, men ikke kollektivisme. De ser det som naturligt, at de har individuel frihed til at nå frem til deres egen sandhed, og at det er menneskets ukrænkelige ret.