Meditationsstadiet

I yogatraditionen kaldes meditationsstadiet ”dhyana”, og Patanjali betegner meditationsstadiet som ”en uafbrudt bølge af tanker mod koncentrationsobjektet.”[1]. Meditation er med andre ord forlænget koncentration. I meditationsstadiet skal du ikke igen og igen bruge opmærksomheden til at tøjle tankesindet, når det vanemæssigt forsøger at flygte fra objektet og sprede opmærksomheden. Denne disciplinering hører under koncentrationsstadiet. Af samme grund advarer Patanjali mod at gå for hurtigt frem. Der er ingen grund til at forsøge at meditere, så længe du ikke behersker koncentrationen.

I meditationsstadiet har du opbygget en uindtagelig ”ringmur” omkring dit meditationsobjekt eller nøgleord – en ”ring-pass-not”, som man kalder det på engelsk – og en god meditation er kendetegnet ved, at din opmærksomhed på samme tid forbliver koncentreret og arbejder aktivt med nøgleordet inden for denne afgrænsning. Afgrænsningen er grænsen for en indflydelsessfære. Eksempelvis er det manifesterede solsystems afgrænsning grænsen for Solens indflydelse. Når du holder dig til nøgleordet, tegner du i din bevidsthed en cirkel, som du ikke tillader at tanken overskrider, for det vil medføre, at tankekraften spredes. I den henseende afgrænser og fokuserer både meditationen som helhed og især meditationsobjektet arbejdet med at udvikle koncentration. Meditation består derfor ikke i drømmeagtige billeder med tilfældige sceneskift, der ruller hen over det ”indre lærred”. Meditationsobjektet har kun ét formål – at søge åndelig indsigt til gavn for din egen udvikling, for dit tjenestearbejde og for andre mennesker.

Mange opfatter meditation som en rationel eller fornuftmæssig bearbejdning i tankesindet af en essentiel ide, men meditation er meget mere end det. Der er eksempelvis intet forkert i at meditere på Kristus, hans liv, hans gerninger, hans lidelser etc., men det er blot de første skridt i meditationen – ikke meditationens mål. Prøv at forestille dig, at alt i Universet på alle bevidsthedsniveauer er udfoldet fra ét eneste arketypisk tankebillede, og at skabelsens ufattelige mangfoldighed er udfoldet fra dette ene tankebillede i et uendeligt antal af tankeassociationer eller tankebilleder, der er forbundet med hinanden. De enkelte tankebilleder er igen udfoldet i nye tankeassociationer etc. En rationel analyse af et af skabelsens aspekter, vil føre dig fra billede til billede, og du vil erkende sammenhæng og forbundethed. Meditationens mål er imidlertid ikke denne analyse, som ofte blot er kombinationer og gentagelse af den viden, du allerede har erhvervet dig. Tankesindets analyse er blot et middel, der skal hjælpe dig med at trænge ind i emnets indre verden – at trænge ned under overfladen eller ind bag formsiden – helt ind til en erkendelse af selve livet eller årsagen bag tankeobjektet. Man kan sige, at tankebillederne ultimativt smelter sammen til ét.

Oplysninger af denne art får ofte mennesker til at tro, at de skal transcendere den fysiske hjerne. Den fysiske hjerne er et uundværligt redskab i meditationsprocessen. Den skal ikke transcenderes – den skal kontrolleres. Sjælen udsender sine ønsker og impulser via tankesindet til en kontrolleret og sensitiv hjerne.

Meditation på et specifikt emne, en essentiel ide, kaldes meditation med objekt, nøgleord, sædtanke, tankefrø m.m., og i meditationsfasen bevæger du dig gennem fire trin, der indledes med, at sindet kredser om objektet og skaber en masse tanker om det, men efterhånden ledes tankerne mod en erkendelse af helhed. Tankerne bliver enklere og mere abstrakte og glider over i en proces, hvor skellet mellem objektet og den mediterende toner ud. Ultimativt glider den mediterende og objektet sammen og bliver ét i kontemplationens ubeskrivelige bevidsthedstilstand. Forløbet har sædvanligvis fire faser:

1. Meditation på en bestemt forms natur.
2. Meditation på en bestemt forms kvalitet.
3. Meditation på en bestemt forms formål.
4. Meditation på det liv, der besjæler en bestemt form.

Alice A. Bailey: Fra intellekt til intuition, s. 79

Den sjælsorienterede bevidsthed forsøger altid at bevæge sig bag formen for at trænge ind til de sjælelige kvaliteter, der betinger formens natur, egenskaber og hensigt. De tre første faser beskriver derfor meditation på en bestemt form, men det er vigtigt at huske, at alle former er udtryk for det iboende liv, fordi formen er livets eller sjælens udtryk. Uden sjæl ingen form.

Først koncentrerer du dig om formens konkrete udtryk, det vil sige udseende, detaljer, struktur, proportioner o.l. Man kan sige, at du skaber tanker om objektet.

Dernæst fokuserer du på formens kvalitet, som blandt andet kommer til udtryk som egenskaber, særpræg, karakter, indflydelse, potentialer m.m. Man kan sige, at du har en oplevelse af objektet.

Herefter retter du opmærksomheden mod oprindelsen, formålet, betydningen, funktionen eller den bagvedliggende impuls. Hvorfor er formen manifesteret? Hvilken ide ligger bag skabelsen? Man kan sige, at du forsøger at nå ind til sagens kerne.

Endelig når du frem til livsaspektet, som er den inderste kerne, årsagen eller den dybeste essens.

Det er kun muligt at opnå denne erkendelse i sjælens egen verden. Der er kun ét liv i Universet, og derfor er dit liv og det liv, der besjæler objektet ét. Man kan derfor sige, at din bevidsthed smelter sammen med objektet og bliver ét med det.

”Det er det åndelige menneskes formål med meditation (ført frem til de senere stadier), at tankesindet skal holde op med at registrere nogen som helst formaktivitet, på trods af dens høje kvalitet, men i stedet begynde at registrere indtryk, der konstant strømmer fra den konstant manifesterende faktor, der kaldes for Guds sind − det universelle sind.”

Alice A. Bailey: Fra intellekt til intuition, s. 86

_________________________________

[1] Patanjali: Yoga Sutras, s. 95

_________________________________