Isis Unveiled
1877: Isis Unveiled
Det første hovedværk udkom i 1877 med titlen Isis Unveiled – (Isis afsløret). Gudinden Isis er et egyptisk symbol, og Isis repræsenterer de mindre mysterier i de egyptiske mysterieskoler. Disse mysterier var skjult eller tilsløret af symboler og allegorier. I Isis Unveiled afsløres mysterierne. H.P. Blavatsky løftede med andre ord sløret for den hemmelige lære, som tidligere var skjult og tilsløret.
1878: Flyttede til Adyar i Indien
Af en eller anden grund svigtede interessen i USA overraskende hurtigt, og derfor besluttede man i 1878 at flytte hovedkvarteret til Indien og udbrede den esoteriske lære herfra. Henry Steel Olcott tegnede organisationen udadtil, og han tog på utallige foredragsturnéer. De stiftede en lang række studiegrupper, som man kaldte “loger”, men reelt var det almindelige studiekredse. Organisationen udgav også et blad, der stadigvæk eksisterer, nemlig The Theosophist (Teosoffen), hvor H.P. Blavatsky dengang var ansvarshavende redaktør.
1882: Huddlestones Gardens
I 1882 fik organisationen konkret, fysisk form. Man købte nemlig en gammel engelsk bungalow – Huddlestones Garden i Adyar udenfor Madras. Det blev Det Teosofiske Samfunds internationale hovedkvarter og har været det siden.
H.P. Blavatsky var en højt udviklet discipel, som såede det åndsvidenskabelige frø i Vestens jord. At frøene virkeligt slog rødder og voksede ses i dag, hvor åndsvidenskaben er udbredt over hele Jorden. H.P. Blavatsky satte en kædereaktion i gang, som i nutiden præger og former det tænkende menneskes livsholdninger og -værdier.
|