A
âAâ er det fĂžrste bogstav i alfabetet overalt i verden â bortset fra nogle fĂ„ undtagelser som det mongolske, det japanske, det tibetanske, det etiopiske, m.fl. âAâ er et bogstav med stor og mystisk magt og âmagisk kraftâ i de lande, der bruger det, og hvor bogstavets numeriske vĂŠrdi er Ă©n. Det er Aleph hos hebrĂŠerne, og det symboliseres af oksen eller tyren. Det er Alpha hos grĂŠkerne â det fĂžrste og den ene. Det er Az hos slavonierne (Slavonien er en geografisk og historisk region i det Ăžstlige Kroatien − ikke at forveksle med Slovenien), og Az symboliserer stedordet âjegâ (med henvisning til Bibelens âJeg er, det jeg erâ). Alephs ophĂžjede betydning bliver endnu mere markant hos de kristne kabbalister, nĂ„r de lĂŠrer, at bogstavet symboliserer enheden i treenigheden, fordi det er sammensat af to Yods − den ene er opretstĂ„ende, og den anden har en skrĂ„ bjĂŠlke eller neksus (forbindelsesled), og dermed dannes der et âAâ. Andreaskorset er esoterisk set forbundet med dette princip. Aleph eller Ahih stammer fra sanskrit. (Se ogsĂ„ Bibelen).
Aahla
(Egyptisk). Aahla betyder âfredens sfĂŠreâ. Aahla er en af de indre regioner, der ogsĂ„ kaldes Amenti â dvs. indre eksistens- eller bevidsthedsplaner, som svarer til mentalplanet eller Manas i Ă„ndsvidenskaben. Aahla pĂ„ sanskrit stammer fra âjnaâ, der betyder âat videâ, og dermed mener man en speciel viden om beherskelse over den indre natur. I buddhismen er det en af fem eller seks transcendentale krĂŠfter til at opnĂ„ metafysiske evner og ultimativt at nĂ„ Buddha-tilstanden. (Se ogsĂ„ Aanroo, Amenti, Kausalplanet og Manas).
Aam
(Egyptisk). Aam stammer sandsynligvis fra âamâ, der betyder âat spiseâ eller âfortĂŠreâ. Begrebet stammer fra navnet pĂ„ guden Tem, der reprĂŠsenterer en af solgudens skikkelser â isĂŠr i byen Annu (Heliopolis). Et vers fra DĂždebogen associerer Aam med solguden Ra: âJeg er Ra, Aam er jeg, jeg fortĂŠrede min arvingâ. H.P. Blavatsky tilfĂžjer, at det er et billede pĂ„ guddommelige funktioner, som skifter fra en form til en anden eller pĂ„ sammenhĂŠngen mellem de guddommelige krĂŠfter. Aam er den elektro-positive kraft, der fortĂŠrer alle andre, som dengang Saturn slugte sit afkom. (Se ogsĂ„ DĂždebog).
Aanroo
(Egyptisk). Aanroo, Aanru, Aanre, Aarru eller mere fuldstĂŠndigt Sekhet-Aanre, der betyder âstrĂ„markerneâ. Aanroo er en betegnelse for Amentis anden afdeling â âden himmelske verdenâ. Det er den fĂžrste region i efterlivet (Iwenmutef), hvor den afdĂžde befinder sig pĂ„ de indre bevidsthedsplaner, hvor man ankommer som en Khu. Den anden afdeling af Amentis himmelske verden inden for Aanroo er omkranset af en jernmur. PĂ„ markerne vokser der hvede, og man ser de afdĂžde, der er i gang med at indsamle aksene til âEvighedens Herreâ. Nogle strĂ„ er tre, andre fem, og de lĂŠngste er syv âcubitsâ hĂžje. De afdĂžde, der er i stand til at hĂžste hvede, som er vokset til de sidste to lĂŠngder, fik adgang til lyksaligheden (som i Ă„ndsvidenskaben kaldes Devachan). De afdĂžde, der kun kan hĂžste hvede, som er tre alen hĂžj, fĂ„r adgang til lavere regioner (Kama-Loka). Hos egypterne er hveden symbol pĂ„ karmaloven, og mĂ„leenheden cubits henviser til de syv, fem og tre menneskelige principper. Hinsides Aanroo i Iwenmutef er der syv haller med vogtere, der er forbundet med Kama-Loka og det er kun de afdĂžde, der kender navnene pĂ„ vogterne af de syv haller, der fĂ„r adgang til Iwenmutef for evigt â dvs. de mennesker, der er passeret gennem de syv rodracer i hver runde â ellers mĂ„ de hvile pĂ„ de lavere marker, der reprĂŠsenterer de syv successive lokaer eller regioner. (Se ogsĂ„ Amenti og Aahla).
Aanru
Se Aanroo.
Aarea
(Tahitiansk). Aarea betyder ârĂžd jordâ, og iflg. tahitianske legender, blev de fĂžrste mennesker skabt af den rĂžde jord. Det svarer til den rĂžde jord, som det hebraiske adamiske mennesket blev skabt af.
Aaron
(HebrĂŠisk). Aaron var Mosesâ ĂŠldste bror og Guds profet. Det fremgĂ„r af bĂ„de den hebraiske bibel og Koranen. Aaron var den fĂžrste indviede blandt de jĂžder, der senere blev til et hierarki af indviede. Aarons navn betyder âden illumineredeâ eller âden oplysteâ. Han stod for stammens prĂŠstelige funktioner, og han var israelitterne fĂžrste yppersteprĂŠst. Mens Moses modtog sin uddannelse ved det egyptiske hof og under sit eksil blandt midianitterne, blev Aron og hans sĂžster Miriam sammen med deres slĂŠgtninge i Egyptens Ăžstlige grĂŠnseomrĂ„de. Her blev Aaron kendt for sine talegaver og overbevisende taler. Man har forsĂžgt at finde ud af, hvornĂ„r Aaron levede, og der er gĂŠttet pĂ„ mange Ă„rstal mellem ca. 1600-1200 f.Kr. Den JĂždiske EncyklopĂŠdi har to forslag til begivenhederne omkring Arons dĂžd. Den ene, der betragtes som den vigtigste, er en detaljeret forklaring om, at efter begivenhederne ved Meriba, besteg Aron Sinai-bjerget (Mt. Hor) sammen med sĂžnnen Eleazar og Moses. Her tog Moses prĂŠsteklĂŠdningen fra Aron og gavn den til Eleazar. Aron dĂžde pĂ„ toppen af bjerget, og folket sĂžrgede over ham i 30 dage. Den anden beretning findes i 5. Mosebog, hvor Moses oplyser, at Aron dĂžde pĂ„ Moserah og blev begravet der. Aaron nĂŠvnes ogsĂ„ i Det Nye Testamente.
Ab
(Egyptisk). Ab var de gamle egypteres betegnelse for hjertet, og hjertet var identisk med bevidstheden, mens menneskets formside blev kaldt Sekhem. Det fysiske legeme kaldte egypterne for Khat. Ăterlegemet kaldte de Khaibit, som ofte oversĂŠttes med âskyggenâ. Astrallegemet kaldte de Ka â en betegnelse, der mange gange oversĂŠttes med âdobbeltâ eller âdobbeltgĂŠngerâ. SjĂŠlen kaldte de Ba, og fra nutidens Ă„ndsvidenskab ved man, at der hentydes til mentalplanet, der er opdelt i hĂžjere og lavere Manas. Ba er tĂŠnkeevnens bevidsthedsplan, og sjĂŠlen reprĂŠsenterer hĂžjere tĂŠnkning eller abstrakt tĂŠnkning, mens den lavere tĂŠnkning kommer til udtryk som konkret tĂŠnkning. Derfor havde man desuden en betegnelse for det Ă„ndelige legeme â Sahu, der kan fortolkes som hĂžjere Manas eller sjĂŠlen, og intelligensen, lavere Manas eller den konkrete tĂŠnkning, kaldte man Khu. For de gamle egyptere var ord levende vĂŠsener, og menneskets navn var derfor en levende energi eller kraft, som man kaldte Ren. Nogle af de indre legemer havde direkte forbindelse til âgudernes rigeâ, og derfor levede mennesket reelt i âgudernes rigeâ. Ordet Ab findes ogsĂ„ pĂ„ hebraisk. Ab stammer fra âababâ, der betyder âat blomstreâ eller âat bĂŠre frugtâ. Det er oprindeligt et babylonisk ord for âfaderâ, âgrundlĂŠggerâ, âstamfaderâ â og afledt heraf er det blevet til âlĂŠrerâ eller ârĂ„dgiverâ. PĂ„ hebraisk er Ab en betegnelse for den 11. mĂ„ned i den hebraiske kalender − den 5. af de hellige mĂ„neder, der begynder i juli.
Ab Hati
(Egyptisk). Ab Hati er dyresjĂŠlen, hjertet eller fĂžlelserne i de gamle egypteres opfattelse af det syvfoldige menneske.
Ab-e-Hayat
(Persisk). Ab-e-Hayat eller Ab-e-Zendegi stammer fra âAbâ, der betyder âvandâ, renhedâ, âklarhedâ og âvelsignelseâ. Ab-e-Hayat er udĂždelighedens kilde, som angiveligt gav evig ungdom og evigt liv til den, der drak af den. Nogle persiske legender siger, at Alexander den Store sĂžgte efter kilden men forgĂŠves. Det siges ogsĂ„, at profeten Khezr fandt den, og det var grunden til, at han blev udĂždelig. Iflg. Ă„ndsvidenskaben reprĂŠsenterer Ab-e-Hayat den universelle sjĂŠl og urstoffet. Det svarer til det âvandâ, der omtales i Mosebog 1:2. De gamle iranere mente, at Mithra var det fĂžrste, der blev skabt, og Mithra var en refleksion af vĂŠren â dvs. lysets essens i livets vand. Skabelsen var en syntese af de to, som man kaldte Mehrab. Mehrab blev senere muslimernes hellige sted for tilbedelse i moskeerne. Det er interessant, at de samme bogstaver bruges i ordene Abraham (ABRHM), Bahram (BHRAM) og Brahma (BRHMA). Livets vand kaldes ogsĂ„ Ab-e-Bagha (udĂždelighedens vand), Ab-e-Heyvan (livets vand) og Ab-e-Khezr (Khezrs vand).
Ab-e-Zendegi
Se Ab-e-Hayat.
Ab-Soo
(KaldĂŠisk). Ab-Soo eller Absu, (babylonisk) Apsu, (sumerisk) Abzu, er en betegnelse for ârummetâ. Ab-Soo betyder stedet hvor âAbâ eller âFaderenâ opholder sig eller âkilden til visdommens vandeâ. Viden om sidstnĂŠvnte er skjult i det usynlige rum eller i de akashiske optegnelser. Guder og mennesker udgik fra Ab-Soo (rummet) og Tiamat (urstoffet), og de blev formet af ler fra Abzu i den sumeriske version, og af blodet fra Kingu, sĂžn og Tiamats anden ĂŠgtefĂŠlle, i Enuma Elish. Urdybet er Eas (visdommens) bolig. Visdommen redder menneskeheden fra at blive knust i Ab-Soo, og dermed bliver Ab-Soo omdannet til stillestĂ„ende vand. Den babyloniske skaber er Marduk, og hans mod i kampen med Tiamats (stoffets) enorme krĂŠfter var Ă„rsag til, at guderne udstyrede ham med magt til at kontrollere stoffet og fuldfĂžre skabelsen af Himlen og Jorden. (Se ogsĂ„ Ab og Akasha).
Ababel
(Arabisk). Ababel stammer fra det hebraiske âabâ, der betyder âfaderâ. Ababel er âfadertrĂŠetâ eller det mystiske âlivstrĂŠâ i Koranen, der lader nye grene og blade vokse frem efter hver genfĂždsel af âKerkesâ eller âPhoenixâ, og det sker 7 gange 7 eller 49 gange. Det symboliserer de 49 Manuer i de syv runder, og menneskehedens syv gange syv cyklusser i hver runde pĂ„ hver planet. (Se ogsĂ„ Dharma-savarni, Kerkes, Manu, Phoenix og Rodmanu).
Abacus
(GrĂŠsk/Latin). Abacus stammer fra det grĂŠske âabaxâ, der betyder âpladeâ og det hebraiske âabaqâ, der betyder âstĂžvâ. Udtrykket stammer fra dengang man strĂžede sand pĂ„ et bord eller en plade, som blev brugt til skrivning eller til at tegne geometriske figurer osv. Det var et tegnebrĂŠt, en regnetavle eller en kugleramme, der blev brugt i regneundervisning som hjĂŠlpemiddel ved regning. Oprindeligt brugte man et bord med tĂŠllesten, men senere lavede man en ramme med kugler, der kunne forskydes pĂ„ vandrette stĂŠnger â en kugleramme. I arkitektur er Abacus den Ăžverste stendĂŠkplade pĂ„ en sĂžjlekapitĂŠl, der understĂžtter indfatningen, men Abacus er ogsĂ„ den mystiske stav, der blev bĂ„ret af tempelherrernes stormester.
Abaddon
(HebrĂŠisk). Abaddon stammer fra âabadâ, der betyder âat omkommeâ, âat vĂŠre afskĂ„retâ eller âĂždelĂŠggelseâ. Det stammer fra det grĂŠske Abaton, der er identisk med âafgrundenâ. I Det Gamle Testamente er det et navn for et underjordisk dĂždsrige â ĂždelĂŠggelsens, udslettelsens og undergangens sted. Iflg. rabbinerne er det betegnelsen for det dybeste rum i Helvede. Abaddon er sandsynligvis afledt fra navnet pĂ„ den grĂŠske gud Apollon, solguden, der hver nat steg ned i underverdenen, og derfor blev han ogsĂ„ betragtet som âafgrundens Ă„ndâ. Mytologien er identisk med den egyptiske Apep-slange, der bĂ„de var solgud og underverdens gud. Abaddon, Apollyon, Hades og Orcus er alle betegnelser for underverdenen. Iflg. Ă„ndsvidenskaben svarer det til Kama-Loka eller den laveste region pĂ„ astralplanet. (Se ogsĂ„ Hades, Helvede og Kama-Loka).
Abatur
(Gnostisk). Abatur eller Abathur stammer fra det hebrĂŠiske âabâ, der betyder âfaderâ. Abatur i Nazarenes og Bardesanian system er âAntiquus Altusâ, âUniversets Faderâ, Demiurgos, Verdensarkitekten eller â3. Logosâ. Nazarene var lĂŠrer og profet. Han blev fĂždt i Betlehem og prĂŠdikede sin lĂŠre i Nazareth. Hans liv og prĂŠdikener skabte grundlag for kristendommen ca. 4 f.Kr.-29 e.Kr.). I Codex Nazaraeus Ă„bner Abatur en port, han gĂ„r hen til det mĂžrke vand (kaos), og ser ned i det. I det mĂžrke vand ser han sit eget spejlbillede, og ud af afspejlingen formes der en sĂžn, som bliver Logos eller Demiurgos, der kaldes Ptahil eller Fetahil. NĂ„r Ptahil fĂ„r afsluttet sit arbejde, vil han igen stige op til sin Fader. Mysterieskikkelsen Abatur kaldes nogle gange âdet tredje livâ i betydningen 3. Logos, fordi han er en af tre i den trefoldige Gud i Nazarenes system, hvor Gud bestĂ„r af tre Logoi. Det er i overensstemmelse med âden gamle af dageâ i kabbalaen, Narayana hos hinduerne og HelligĂ„nden i kristendommen. Som den, der vejer sjĂŠlene efter dĂžden, kan Abatur sidestilles med visdomsguden Tehuti (Thoth), der var vejemester i den egyptiske dĂždebog. (Se ogsĂ„ Codex Nazaraeus, Demiurgos, Logos og Narayana).
Abba
(KaldĂŠisk). Abba stammer fra det hebraiske âabâ og det syriske âabbaâ eller âabboâ, der betyder âfarâ, âoprindelseâ, âkildeâ, og som er oversat til grĂŠsk i Markusevangeliet (14,36), som âAbbaâ. Udtrykket âAbba Faderâ er blevet en betegnelse, der bruges til pĂ„kaldelse af den fĂžrste person i Treenigheden. I koptiske og syriske kirker er Abba (Fader eller mester) en titel pĂ„ biskoppernes overhoved. I kabbala er Abba det oprindelige princip, der symboliseres af Kether (kronen). (Se ogsĂ„ Kabbala og Kether).
Abba Amona
(Hebraisk). Abba Amona betyder âFar-Morâ. Det er de esoteriske navne pĂ„ de to hĂžjere Sephiroth - Chokmah og Binah i den Ăžverste triade â toppen, der er Sephira eller Kether. Fra den Ăžverste triade udgĂ„r âtrĂŠetsâ nederste syvfoldighed. (Se ogsĂ„ Ain-Soph, Binah, Chesed, Chokmah, Geburah, Hod, Jesod, Kabbala, Kether, Malkuth, Netzach, Sephiroth og Tiphereth).
Abd
(Arabisk). Abd er et muslimsk udtryk for evigheden, som har en begyndelse, men ingen ende, i modsĂŠtning til Azl, som er udtryk for evigheden uden begyndelse.
Abdal
(Arabisk). Abdal betyder bogstaveligt âstedfortrĂŠderâ. Abdal er et muslimsk udtryk, som kan sammenlignes med yogi. Abdal er en rangorden, der bestĂ„r af 40 helgener, men i sufismen er der tale om en stĂžrre gruppe pĂ„ 356 helgener, som kun er kendt og udpeget af Allah. Det er i kraft af deres aktiviteter, at verden fortsĂŠtter med at eksistere. Udtrykket er i tidens lĂžb kommet til at omfatte et stĂžrre hierarki af helgener med forskellig rang og anseelse. Abdal er flertalsformen af Badal eller snarere Badeel, som betyder "de, der aflĂžserâ, âde, der fungerer som en delvis erstatning for profeterneâ eller âvenner af Allahâ. Abdal er derfor en gruppe af sande og rettroende. De tjener Allah i deres levetid, og nĂ„r de dĂžr, bliver de straks erstattet af en anden, som er udvalgt af Allah. UdvĂŠlgelsen sker fra en stĂžrre gruppe, der angiveligt kan vĂŠre pĂ„ 500 Akhyar, dvs. de semi-guddommelige helgener.
Abdi
(Arabisk). Abdi er muslimernes fire bogstaver, der betegner Allah. Abdi stammer fra det arabiske ord âabd alâ, âabd elâ og âabd ulâ. Navnet kan oversĂŠttes med âtjenerâ eller âslaveâ med henvisning til religiĂžs underkastelse til Allah. Men Abdi bruges desuden ofte som et af navnene pĂ„ Allah i Islam, og andre gange bruges betegnelserne uafhĂŠngigt af hinanden.
Abel
(Hebraisk). Abel eller Hebel stammer fra roden âabalâ, der betyder âat trĂŠkke vejretâ, âblĂŠseâ, ânyttelĂžsâ og âforbigĂ„endeâ. Abel er âĂ„ndedrĂŠtâ, âtĂ„geâ, âdisâ, og i forlĂŠngelse heraf âtomhedâ, âfrugteslĂžshedâ, âforfĂŠngelighedâ o.l. Abel er Adams og Evas anden sĂžn. Abel var fĂ„rehyrde, og det var ham, der blev drĂŠbt af sin bror Kain (1. Mosebog). Iflg. H.P. Blavatsky reprĂŠsenterede Kain og Abel den 3. rodrace eller âhermafrodittens todelingâ, som skabte den 4. rodrace â Seth-Enos. Abel eller Hebel er den feminine pendant til den maskuline Kain, og Adam er den kollektive betegnelse for bĂ„de mand og kvinde. Abel er âden fĂžrste naturlige kvinde som udgyder det jomfruelige blod i forbindelse med adskillelsen af kĂžnnene. Mordet symboliserer blodudgydelse, men ikke drabâ. Abel er derfor en generel betegnelse for kvindekĂžnnet, og Kain for menneskeheden, da de to kĂžn begyndte at blive adskilt i 3. rodrace, men kĂžnnene var endnu ikke helt adskilt, fĂžr den androgyne menneskehed blev til den nuvĂŠrende menneskehed, hvor kĂžnnene er klart adskilte. Et lignende ord â Hebel â der betyder âsmerte ved fĂždslenâ, har iflg. nogle forskere relation til Abel. (Se ogsĂ„ Kain).
Abestillingen
Se Hanumanasana.
Abhamsi
(Sanskrit). Abhamsi er betegnelsen for âfire typer af skabningerâ − guder, dĂŠmoner, pitrier og mennesker. Orientalister forbinder navnet med âvandâ, men den esoteriske filosofi forbinder symbolikken med Akasha â dvs. det ĂŠteriske − ârummets vandâ eller âskĂždâ, fordi de âfire (lavere) typer af skabningerâ, og de tre hĂžjere typer af Ă„ndelige skabninger er fĂždt pĂ„ ârummetsâ syv planer.
Abhasvara
(Sanskrit). Abhasvara stammer fra roden âbhasâ, der betyder âat skinneâ, âoplyseâ, âstrĂ„lendeâ eller âskinnendeâ. Abhasvara er lysets og lydens devaer eller âguderâ − den hĂžjeste af de tre Ăžverste himmelske regioner (eksistensplaner) i 2. Dhyana. (Dhyana er en abstraktion, som er hinsides Det Absolutte.) Abhasvara er en kategori af guder eller halvguder â 64 i alt − der reprĂŠsenterer en bestemt manifestationscyklus, dvs. en aktiv fase af evolutionsprocessen, der er sat i gang af Brahman ved hjĂŠlp af en viljeshandling, mens Brahman stadig er transcendent, mens han udstrĂ„ler det manifesterede univers. (Se ogsĂ„ Absolutte, Brahman og Dhyana).
Abhava
(Sanskrit). Abhava stammer fra âbhavaâ, der er afledt af roden âbhuâ, der betyder âikke-vĂŠrenâ, âikke-eksisterendeâ, âuanseeligâ eller âbenĂŠgtelseâ med henvisning til specifikke objekter â dvs. stof, der er uafhĂŠngig af sanserne eller abstrakt objektivitet. I Vedanta-filosofien er Abhava den fĂžrste af de seks Pramanaer, der er midler til at opnĂ„ viden, og som derfor svarer til den 5. Pramana â Abhava-Pratyaksha â der er uimodtagelighed i forhold til det fysiske, men mere prĂŠcist er evnen til at opfatte subjektivt eller Ă„ndeligt. I almindeligt sprogbrug forbindes Abhava med dĂžd eller udslettelse, men kun fordi mennesker, der tĂŠnker materialistisk er overbevist om, at hvis man ikke kan se det med de fysiske sanser eksisterer det ikke. Ligesom andre filosofiske udtryk, har Abhava dobbelt betydning. Abhava betyder ikke-vĂŠren eller ikke-eksistens, nĂ„r ordet forstĂ„s objektivt. Ă
ndsvidenskabeligt er Abhava den eneste sande skabning nemlig Ă„nden, som er ikke-eksisterende for mennesker, der ikke accepterer, at der findes hĂžjere bevidstheder og eksistensplaner. BĂ„de Bhava og Abhava â eksistens og ikke-eksistens â er Brahma. Brahman er hovedsagelig kilden eller grundlaget for alt det eksisterende, men ogsĂ„ for det ikke-eksisterende, og fordi Bhava og Abhava eksisterer i Universet, er begge Brahman. Et subtilt og dybt filosofisk begreb er anvendelsen af Abhava til det umanifesterede â dvs. en tilstand af den kosmiske essens fĂžr manifestationen begyndte med differentieringen af de hierarkiske ordener, og dermed skabes Bhava. (Se ogsĂ„ Pramana).
Abhaya
(Sanskrit). Abhaya er afledt af âikkeâ kombineret med âbhayaâ, der betyder âfrygteâ, og ordkombinationen stammer fra roden âbhiâ, der betyder âat frygteâ, âfrygtlĂžshedâ, âfredâ og âmental roâ. Abhaya er kort sagt âfrygtlĂžshedâ. Abhaya forbindes med âen sĂžn af Dharmaâ, eller et religiĂžst liv, der er prĂŠget af pligter. Som adjektiv er Abhaya (âfrygtlĂžshedâ) et tilnavn, der gives til bĂ„de Shiva og enhver Buddha â eller en af Dhritarashtras 100 sĂžnner
Abhayagiri
(Sanskrit). Abhayagiri er âMount Fearlessâ i Ceylon. PĂ„ stedet er der en gammel Vihara eller et kloster, hvor den berĂžmte kinesiske rejsende Fahien 400 e.Kr. fandt en skole kaldet Abhayagiri Vasinah − âDen hemmelige skovs skoleâ − med 5.000 buddhistiske prĂŠster og asketer. Den filosofiske skole blev betragtet som kĂŠttersk, da asketerne studerede doktriner om bĂ„de âde hĂžjereâ og âde lavereâ legemer − eller Mahayana, Hinayana og Triyana â dvs. tre successive yogatrin, pĂ„ samme mĂ„de som et bestemt broderskab stadig gĂžr det i nĂŠrheden af Himalaya. Det var den mest mystiske af alle mysterieskoler, og den var kendt for de mange 4. indviede â Arhater â den kunne fremvise. Abhayagiri-broderskabet kaldte sig selv for disciple af Katyayana â Gautama Buddhas foretrukne chela. Traditionen fortĂŠller, at de forlod Ceylon pĂ„ grund af intolerance og forfĂžlgelse. De slog sig ned i nĂŠrheden af Himalaya, hvor de har vĂŠret lige siden. (Se ogsĂ„ Arhat, Gautama Buddha, Mahayana, Hinayana og Triyana).
Abhichara
(Sanskrit). Abhichara eller Abhicara stammer fra âabhiâ, der betyder âmodâ og âcarâ, der betyder âat bevĂŠge sigâ. Abhichara bruges ofte nedsĂŠttende som udtryk for at handle forkert i forhold til et andet menneske ved at charmere det, fortrylle det eller forsĂžge at eje det. Abhichara henviser normalt til anvendelse af charme eller magi med ondskabsfulde hensigter, som f.eks. kan forĂ„rsage sygdom eller dĂžd. Abhichara bruges bl.a. om de mesmeriske krĂŠfter, der anvendes af magikere i Indien.
Abhidharma
(Sanskrit). Abhidharma er den metafysiske (tredje) del af Triftitaka − et filosofisk buddhistisk vĂŠrk af Katyayana. Abhidharma hedder Abhidhamma eller Abhidhamma Pitaka pĂ„ pali, og de udgĂžr Pali-skrifterne i Theravada-buddhismen. Abhidharma er buddhistiske tekster fra 3. Ă„rh. f.Kr., som indeholder detaljerede skolastiske og videnskabelige omarbejdelser af det materiale, der findes i Suttaerne (Buddhas taler), men som senere er blevet udviklet som selvstĂŠndige doktriner. Abhidhamma-vĂŠrkerne indeholder ikke systematiske filosofiske afhandlinger, men er resumĂ©er eller abstrakte og systematiske oversigter. Betydningen af ordet Abhidharma er uklar, men sĂŠdvanligvis gives der to forklaringer. Abhidharma bestĂ„r af Abhi, der betyder âhĂžjereâ eller âsĂŠrligâ og Dharma i betydningen âundervisningâ eller âfilosofiâ, og dermed bliver Abhidharma âden hĂžjere lĂŠreâ. Eller Abhi, der betyder âomâ og Dharma, der betyder âundervisningâ, og dermed betyder Abhidharma âom undervisningenâ. I Vesten er Abhidhamma generelt blevet betragtet som kernen af den buddhistiske psykologi. Abhidhamma Pitaka er den sidste af de tre Pitakas. Pitaka betyder âkurveâ. (Se ogsĂ„ Suttaer og Theravada).
Abhidina
(Sanskrit). Abhidina stammer fra âabhiâ, der betyder âmodâ og âdinaâ, der betyder âflyvningâ. Abhidina er en Siddhi â dvs. en af Buddhas metafysiske krĂŠfter. Abhidina var kraften til at projicere Mayavirupa (illusionslegemet) prĂŠcis derhen, hvor man Ăžnsker det i de lavere regioner af kosmos. Det er kraften til at transcendere de begrĂŠnsninger, der findes i kosmosâ lavere firfoldighed og fuldt bevidst âflyveâ ind pĂ„ Universets Ă„ndelige planer og fungere der med fuldt selvkontrol og med fuld kontrol over tiden og begivenhederne. Abhidina er en af de mest mystiske og fremmedartede i den esoterisk buddhisme, og begrebet er nĂŠrt forbundet med Nirvana. (Se ogsĂ„ Mayavirupa og Siddhi).
Abhijit
(Sanskrit). Abhijit eller Abhijita stammer fra âabhiâ, der betyder âmodâ og roden âjiâ, der betyder âat erobreâ. Abhijit som navneord er den vigtigste stjerne i stjernebilledet Lyra. Abhijit er ogsĂ„ et navn for Vishnu, og der er flere betydninger. Som et adjektiv â âsejrendeâ â henviser ordet ogsĂ„ til et menneske, der er fĂždt under stjernebilledet Abhijit. Det svarer til Aghijin-Muhurta, der er den 8. Muhurta eller periode, som bestĂ„r af 24 minutter fĂžr og 24 minutter efter middag. Det er en sĂŠrlig positiv periode, og det siges, at Sankaracharya blev fĂždt pĂ„ dette tidspunkt.
Abhijna
(Sanskrit). Abhijna stammer fra âabhiâ, der betyder âmodâ og roden âjnaâ, der betyder âat videâ, âhave sĂŠrlig indsigtâ, âbeherskeâ osv. I buddhismen er Abhijna metafysisk sansning, der er en af de fem eller seks transcendentale krĂŠfter, der erhverves, nĂ„r man nĂ„r buddhatilstanden. Abhijna blev erhvervet af Gautama Buddha den nat, hvor han opnĂ„ede buddhaskab eller oplysning. Abhijna er fjerde grad af Dhyana (den syvende i den esoteriske lĂŠre), der skal opnĂ„s af enhver Arhat. Generelt prĂŠsenteres faserne sĂ„dan: 1) Divyachakshus â den guddommelige synssans â den Ăžjeblikkelige opfattelse af, hvad man Ăžnsker at se. 2) Divyasrotra â den guddommelige hĂžresans â Ăžjeblikkelig forstĂ„else af alle lyde pĂ„ ethvert plan. 3) Riddhisakshatkriya â den intuitive sans â kraften til at blive synligt manifesteret med en viljeshandling. 4) Purvanivasajnana â evnen til at kende tidligere eksistenser â som ogsĂ„ kaldes Purvanivasanu-smritijnana eller erindring om tidligere liv. 5) Parachittajnana â evnen til at aflĂŠse andres tanker â dvs. forstĂ„else af deres tankesind og hjerter. De indviede buddhistiske asketer i Kina arbejder med seks metafysiske evner, men i Ceylon er der kun tale om fem. Den fĂžrste Abhijna er Divyachakchus â evnen til Ăžjeblikkeligt at se, hvad man sĂŠtter viljen ind pĂ„ at se. Den anden er Divyasrotra − kraften til at forstĂ„ enhver lyd â osv. Abhijna kan udvikles nĂ„r man arbejder med at gĂžre Ă„ndelige fremskridt, men Buddha havde modstand mod ethvert forsĂžg pĂ„ at udvikle de Ă„ndelige evner, og hvis de opstod spontant, skulle man undgĂ„ at afslĂžre, at man var i besiddelse af de metafysiske evner.
Abhimana
(Sanskrit). Abhimana stammer fra âabhiâ, der betyder âmodâ og roden âat tĂŠnkeâ. Abhimana betyder, at et menneske tĂŠnker pĂ„ sig selv, at det er selvoptaget, at det er stolt, arrogant osv., og derfor er det indhyllet i selvbedrag. BegĂŠr kommer til udtryk i begĂŠrlighed, og begĂŠrlighed skaber lĂŠngsel efter det, der tĂŠnkes pĂ„ og begĂŠres, og det skaber selvoptagethed. I Samkhya-filosofien defineres Abhimana som en ekstrem egoistisk opfattelse af sig selv, der som regel bygger pĂ„ selvovervurdering. Den er udtryk for menneskets tilstand, nĂ„r det drives til handling af impulser fra Kama (begĂŠr). (Se ogsĂ„ BegĂŠr, Abhimanim, Kama og Samkhya).
Abhimanim
(Sanskrit). Abhimanim eller Abhimani stammer fra âabhiâ, der betyder âmodâ og roden âat tĂŠnkeâ eller âreflektereâ. Abhimanim er navnet pĂ„ Agni (ild) − den âĂŠldste sĂžn af Brahmaâ. Med andre ord det fĂžrste element eller den fĂžrste kraft (den skabende krafts begĂŠr), der skabes i Universet under udvikling. Sammen med sin kone Swaha fik Abhimanim tre sĂžnner (tre former for ild) Pavaka, Pavamana og Suchi, og de fik femogfyrre sĂžnner, som sammen med den oprindelige sĂžn af Brahma og hans tre efterkommere, udgĂžr den esoteriske lĂŠres 49 flammer. Som Brahmas ĂŠldste sĂžn reprĂŠsenterer Abhimanin den kosmiske Logos, den fĂžrste kraft, der produceres i Universet, da det blev skabt med det kosmiske, kreative begĂŠrs ild â dvs. begĂŠret efter manifestation. Brahmas tre sĂžnner symboliserer iflg. Vayu-Purana tre forskellige aspekter af Agni (ild). Pavaka er den elektriske ild. Pavamana er ild ved friktion. Og Suchi er solild. Hvis de tre former for ild overfĂžres fra kosmisk til menneskeligt niveau, reprĂŠsenterer de tre former for ild henholdsvis Ă„nd, sjĂŠl og legeme â dvs. de tre primĂŠre aspekter med deres fire sekundĂŠre aspekter. Legenden siger, at vismanden Vasishtha har fortryllet dem, sĂ„ de er nĂždt til at blive fĂždt igen og igen. Hver ildtype har en sĂŠrskilt funktion og betydning i de fysiske og de Ă„ndelige verdener. De har i Ăžvrigt i deres grundlĂŠggende natur et tilsvarende forhold til en af menneskets psykiske evner, ud over de velkendte kemiske og fysiske krĂŠfter, nĂ„r de kommer i kontakt med fysisk differentieret stof. (Se ogsĂ„ BegĂŠr, Abhimana, Kama og Samkhya).
Abhimanyu
(Sanskrit). Abhimanyu stammer fra âabhiâ, der betyder âmodâ og roden âat tĂŠnkeâ. Abhimanyu var sĂžn af Arjuna. Han drĂŠbte Lakshmana i det store slag pĂ„ Kurukshetra i Mahabharata pĂ„ sin 2. dag, men han blev selv drĂŠbt pĂ„ den 13. dag. I den esoteriske fortolkning af Bhagavad-Gita symboliserer Abhimanyu ophĂžjethed og gavmildhed, der er beslĂŠgtet med Dhyana (meditation). Mahabharata fortĂŠller om Abhimanyu tidligere fĂždsel som Varcha, sĂžn af Chandra, og der blev indgĂ„et en aftale med Chandra og devaerne om, at de skulle lade sĂžnnen blive fĂždt som sĂžn af Arjuna, for at han kunne kĂŠmpe mod de âonde menneskerâ. Chandra indfĂžrte imidlertid en betingelse, at Abhimanyu skulle drĂŠbes af modstandskrĂŠfterne, sĂ„ han kunne vende tilbage, nĂ„r han fyldte 16. Ă„r. (Se ogsĂ„ Bhagavad-Gita, Dhyana, Mahabharata og Meditation).
Abhinivesa
(Sanskrit). Abhinivesa, Abhinna eller Abhijna er sammensat af âabhiâ, der betyder âmodâ, âniâ, der betyder ânedâ og roden âvisâ, der betyder âat gĂ„ ind iâ. Dvs. at gĂ„ fuldstĂŠndigt ind i opgaven og mĂ„lsĂŠtningen med hengivenhed, udholdenhed og vilje til at gennemfĂžre hensigten for at nĂ„ mĂ„let. I Bhagavad-Gita oplyses det, at nĂ„r Abhinivesa bruges med Manas (tankesindet) og Atman (Ă„nden), betyder det, at man dedikerer hele sin opmĂŠrksomhed til formĂ„let. I Samkhya-filosofien og yoga-systemerne er Abhinivesa eller vedholdenhed den sidste af de fem hindringer (Klesha). W.Q. Judge definerer det som âinaktiv terror, der er Ă„rsag til dĂždâ. (Se ogsĂ„ Atman, Bhagavad-Gita, Klesha, Manas og Samkhya).
Abhrayanti
(Sanskrit). Abhrayanti stammer fra âabhraâ, der betyder âskyâ. Der henvises til formning af skyer, eller at forĂ„rsage regn. Abhrayanti er en af de syv Krittikaer â Plejaderne. (Se ogsĂ„ Krittika).
Abhutarajasa
(Sanskrit). Abhutarajasa stammer fra en kombination af âikkeâ, roden âbhuâ, der betyder âat blive fĂždtâ eller âproducereâ, og ârajasâ, der betyder âlidenskabâ. Lidenskab er derfor ikke Ă„rsag til, at Abhutarajasaerne blev skabt eller fĂždt. Nogle kalder Abhutarajasaerne for en simpel gruppe Pitrier, mens andre identificerer dem med Vairaja Agnishwatta. I mange manuskripter siges det, at Vishnu blev inkarneret gennem dem. Abhutarajasa er en gruppe pĂ„ 14 guder eller devaer i den 5. Manvantara, hvor den 5. Manu var Raivata. Abhutarajasaerne udgĂžr et hierarki af guddommelige skabninger, der svarer til Kumaraerne og Manasaputraerne, der har passeret gennem de stoflige verdener i tidligere udviklingscyklusser. Efter at have lĂžftet sig over alle former for lidenskaber og begĂŠr i de lavere sfĂŠrer, har de tre grupper af guder helt frigjort sig fra enhver form for lidenskab. Guddommene er mestre over deres egen natur. I forhold til Ă„ndsvidenskabens runder og rodracer, henviser den 5. Manvantara iflg. Puranaerne til fĂžrste halvdel eller den nedadgĂ„ende bue i 3. runde af den nuvĂŠrende planetariske kĂŠde, og den 5. manu â Raivata â som var rodmanu for 3. runde, stimulerede livbĂžlgernes passage gennem hver runde pĂ„ alle planeter i den planetariske kĂŠde â dvs. fra planeten A til planeten G â som bestĂ„r af to Manvantaraer, og pĂ„ den mĂ„de bliver den fĂžrste halvdel eller den nedadgĂ„ende bue i den 3. runde den 5. af Manvantaraerne. Desuden â ligesom i 3. rodrace pĂ„ planeten i Jordens nuvĂŠrende 4. runde â inkarnerede Manasaputraerne i den dengang relativt intellektuelt uudviklede menneskehed for at vĂŠkke det selvbevidste tankesind. PĂ„ den mĂ„de og pĂ„ deres egne bevidsthedsplaner handlede Abhutarajasaerne. PĂ„ den nedadgĂ„ende bue i den 3. runde spillede de samme rolle, selv om det var pĂ„ en mere diffus og mindre aktiv mĂ„de end i den tidlige del af 3. rodraces 4. runde pĂ„ Jorden, hvor de menneskelige legemer udviklingsmĂŠssigt var parate til mere intensive inkarnationer. (Se ogsĂ„ Agnishwatta, Dharma-savarni, Kumaraer, Manasaputra, Manu, Manvantara, Pitri, Rodmanu og Rodrace).
Abhyasa
(Sanskrit). Abhyasa i hinduismen er en Ă„ndelig praksis, der udfĂžres rytmisk og disciplineret over en lang periode. Abhyasa er blevet anbefalet af den store vismand Patanjali i Yoga Sutras og af Krishna i Bhagavad-Gita som et vigtigt middel til at kontrollere tankesindet sammen med Vairagya. I en Sutra stĂ„r der: âBĂ„de Abhyasa (Ă„ndelig praksis) og Vairagya (ikke-binding) er nĂždvendig for at skabe ro i bevidstheden.â Og i Patanjalis Yoga Sutras siger han: âĂ
ndelig praksis er den rytmiske indsats, der fĂ„r tankesindet til at falde til roâ. Abhyasa er derfor evnen til at praktisere en vedholdende indsats for at opnĂ„ og fastholde en tilstand af stabil ro, og for at integrere tilstanden, skal Abhyasa udfĂžres disciplineret og i lang tid. Fra den stabile ro fortsĂŠttes en praksis, hvor man gĂ„r stadigt dybere i bestrĂŠbelsen pĂ„ at fĂ„ en direkte oplevelse af den evige kerne i menneskets natur. Det er vigtigt at udvikle Vairagya eller ikke-binding samtidig, for man skal lĂŠre at give slip pĂ„ de mange bindinger, programmeringer, aversioner, frygt og falske identiteter, som stĂ„r i vejen for erkendelsen af sjĂŠlen. (Se ogsĂ„ Bhagavad-Gita, Discipel, Krishna, Parikamma, Patanjali, Samnyasa, Uparama, Uparati og Vairagya).
Abhyasa-yoga
(Sanskrit) Abhyasa-yoga stammer fra âabhiâ, der betyder âmodâ og roden âat leveâ, âat eksistereâ. Nogle gange kaldes abhyasa-yoga fejlagtigt abhyasana, hvor âasanaâ betyder âĂžvelseâ eller âstillingâ. Abhyasa-yoga er gentagelse af yoga-praksis og meditation. Gentagelsen skal skabe en neutral tilstand af fuldkommen sindsro og opmĂŠrksomhed i tankesindet. Koncentration og opmĂŠrksomhed er en af yogaens otte krav, og kombineret med fysiske stillinger er det en form for hatha-yoga, men hvis abhyasa-yoga praktiseres uden raja-yogaens Ă„ndelige disciplin, er den ikke ufarlig. Hvis den mentale koncentration er rettet mod upersonlige og humanitĂŠre mĂ„l, er abhyasa-yoga til gengĂŠld gavnlig. Krishna pĂ„peger, at abhyasa-yoga ikke kun er nyttig til uddannelse og udvikling i Ă©t enkelt liv, men hvis den praktiseres af hensyn til den HĂžjeste, vil den skabe permanente impulser i sjĂŠlen, som ogsĂ„ vil vĂŠre gavnlige i fremtidige inkarnationer, og til sidst vil abhyasa-yoga fĂžre til forening med det guddommelige. (Se ogsĂ„ Bhakti-yoga, Hatha-yoga, Jnana-yoga, Karma-yoga, Krishna, Meditation, Raja-yoga og Yoga).
Abib
(Hebraisk). Abib stammer fra roden âababâ, der betyder at vĂŠre âfriskâ, âgrĂžnâ, âat blomstreâ og âbĂŠre frugtâ. Abib er den fĂžrste jĂždiske hellige mĂ„ned, der begynder i marts. Et aks eller en spire (fra korn) markerer den fĂžrste mĂ„ned af det hebraiske hellige Ă„r, der svarer til marts-april, og den begynder ved nymĂ„ne. Hodesh ha-âAbib var âdet grĂžnne korns mĂ„nedâ, som senere â efter eksilet â blev kaldt Nisan, hvor man fejrede forĂ„rsjĂŠvndĂžgn.
Abir
(Hebraisk). Abir eller Abbir stammer fra roden âabarâ, der betyder âat vĂŠre stĂŠrkâ. Som adjektiv betyder det âholdbarâ og "styrke", og som navneord, betyder det âbeskytterâ og âheltâ. Abir er beslĂŠgtet med kabbir, kabiri, kabeiroi, som generelt signalerer magt, kraft, styrke, selv om hvert ord har sin sĂŠrskilte betydning. (Se ogsĂ„ Kabiri).
Abiri
(GrÊsk). Abiri eller Kabiri eller Kabeiri er de ophÞjede, de overjordiske, sÞnner af Zedec, den eneste ene. Det var en gruppe guder, som man tilbad i FÞnikien. De minder om Titanerne, Korybantes, Curetes og Telchines. (Se ogsÄ Kabiri og Titaner).
Abjayoni
(Sanskrit). Abjayoni er en kombination af ordene âabjaâ, der betyder âlotus, âapâ, der betyder âvandâ, roden âjanâ, der betyder âat blive fĂždtâ eller âskabtâ og âyoniâ, der betyder âlivmoderâ, âvaginaâ eller âkildeâ. Abjayoni er den lotus-fĂždte, og betegnelsen bruges om Brahma, som sprang ud som en lotus pĂ„ det tidspunkt, hvor Universet blev skabt. Lotussen voksede ud fra Vishnus navle. (Se ogsĂ„ Brahma, Vishnu og Yoni).
Ablanathanalba
(Gnostisk). Ablanathanalba er et begreb, der ligner âAbracadabraâ. Det skulle angiveligt betyde: âDu er en Fader for osâ. Ordet Ablanathanalba er et palindrom, som siger det samme, uanset om ordet siges forfra eller bagfra, og ordet blev brugt i en amulet i Egypten. Senere blev Ablanathanalba brugt som en magisk besvĂŠrgelse i det sene Romerrige, dengang gnosticismen blomstrede i de fleste store befolkningscentre som f.eks. Alexandria. (Se ogsĂ„ Abracadabra).
Abracadabra
(Gnostisk). Abracadabra stammer muligvis fra det keltiske âabraâ eller âabarâ, der betyder âGudâ og âcadâ, der betyder âhelligâ. Abracadabra er et symbolsk ord, der fĂžrst optrĂŠder i en medicinsk afhandling pĂ„ vers af Samonicus, der havde sin storhedstid under kejser Lucius Septimius Severus (1193-211 e.Kr.). Ordet blev brugt i amuletter, og indgraveret pĂ„ Kameas, der sĂ„ vidt man ved, er det mystiske navn pĂ„ magiske firkanter. Men det er mere sandsynligt, at Abracadabra er en senere forvanskning af det hellige gnostiske udtryk Abrasax. Abrasax er en endnu tidligere forvanskning af et helligt og gammelt koptisk eller egyptisk ord. Det var en magisk formel, der betĂžd: âGĂžr mig ikke fortrĂŠdâ, og ordene var henvendt til en guddom, som i hieroglyfskriften blev betegnet som âFaderâ. Formlen blev indgraveret i en amulet, der blev bĂ„ret som en Tat pĂ„ brystet under tĂžjet. Kraften i en amulet med et magisk ord ligger ikke i selve ordet, men i den skjulte videnskab, der forbinder lyde og symboler med de krĂŠfter i naturen, som de korresponderer med. (Se ogsĂ„ Ablanathanalba, Abrasax og Tat).
Abraham
(Hebraisk). Abraham strammer fra âabâ, der betyder âfaderâ eller âforfaderâ og roden ârahamâ, der betyder âat bringe sammenâ eller âat samleâ. Abraham betragtes traditionelt som grundlĂŠggeren af det hebraiske og sydarabiske folk, hvis oprindelige navn var Abram. âDerfor skal dit navn ikke mere vĂŠre Abram, men dit navn skal vĂŠre Abraham, for jeg har gjort dig til fader til mange nationerâ. (1. Mosebog 17,05). Iflg. H.P. Blavatsky hĂžrer Abraham til den universelle mytologi. Det mest sandsynlige er, at han blot et af de utallige pseudonymer for Zeruan (Saturn) â kongen af den gyldne alder, der ogsĂ„ kaldes den gamle mand (symbol pĂ„ tiden). Skikkelserne er beskrevet pĂ„ forskellige mĂ„der â som historiske skikkelser, som mytologiske skikkelser, og som jordiske og himmelske herskere, og de skal fortolkes astronomisk og kosmisk. (Se ogsĂ„ Abram).
Abrahamitisk
De abrahamitiske religioner er en fĂŠllesbetegnelse for flere religioner, der stammer fra gammel, semitisk monoteistisk tradition, primĂŠrt jĂždedom, kristendom og islam. De kaldes abrahamitiske, fordi deres traditioner stammer fra patriarken Abraham. BahĂĄâi, den drusiske religion og rastafarianismen (en variant af kristendommen, der blev praktiseret pĂ„ Jamaica), inkluderer ogsĂ„ Abraham. Det samme gĂŠlder mandĂŠismen og sikhismen, som har et vist idĂ©fĂŠllesskab eller slĂŠgtskab med den jĂždiske og islamiske tradition, men de regnes ikke for abrahamitiske i egentlig forstand, for de inkluderer ikke Abraham-fortĂŠllingerne. (Se ogsĂ„ Sikhisme).
Abram
(Hebraisk). Abram er et fornavn af hebraisk oprindelse. Det betyder âophĂžjet faderâ. I Bibelen var Abram det oprindelige navn pĂ„ det menneske, der senere blev kendt som patriarken Abraham. (Se ogsĂ„ Abraham).
Abraxas
(Gnostisk). Abraxas eller Abrasax er et mysterieord, der er blevet sporet sĂ„ langt tilbage som til Basilides â en tidlig gnostisk religiĂžs lĂŠrer i Alexandria i Egypten, der underviste fra 117-138 e.Kr. Han brugte Abraxas som betegnelse for guddommelighed. Abraxas er et esoterisk udtryk, der blev brugt af gnostikerne til at angive den Ăžverste enhed i det kosmiske hierarki eller dets manifestation i mennesket, som de kaldte Christos. Abraxas har talvĂŠrdien 365, og tallet er baseret pĂ„ numeriske ĂŠkvivalenter i det grĂŠske alfabet. Fordi 365 reprĂŠsenterer en cyklus eller Jordens kredslĂžb omkring Solen, mente man, at Abraxas pĂ„ mystisk vis indeholdt det fulde antal enheder, der udgjorde et hierarki. Fra deres Ăžverste lyskilde Abraxas, modtager enhederne livsstrĂžmen og inspirationen til deres eksistens. PĂ„ den mĂ„de er Abraxas i en vis forstand den kosmiske oversjĂŠl eller den skabende 3. Logos. Abraxas var derfor den Ăžverste af syv, som havde 365 dyder, der henviser til Ă„rets 365 dage eller solĂ„ret − en fuldfĂžrt cyklus af guddommelig aktivitet. Abraxas ligner det hebraiske Shemhamphorasch − et helligt ord eller det udvidede navn pĂ„ Gud. Abraxas er en pendant til hinduernes Abhimanim og Brahma tilsammen. Det er disse kombinerede og mystiske egenskaber, som fik en frimurerisk autoritet til at forbinde navnet pĂ„ Abraxas med Abraham, selv om det var ubegrundet. Man burde have vist, at Abraxasâ 365 dyder og egenskaber betĂžd, at guddommen havde tilknytning til Solen og Solens opdeling af Ă„ret. Basilides lĂŠrte gnostikere, at den Ăžverste Gud skabte nous (tankesindet). Abraxas blev ogsĂ„ identificeret med det hebraiske Adonai, den egyptiske Horus og hinduistiske Prajapati.
Absoluthed
NĂ„r âAbsoluthedâ anvendes om det universelle princip, benytter man et abstrakt substantiv, som er mere korrekt og logisk, end nĂ„r man anvender adjektivet âDet Absolutteâ om det, som hverken har egenskaber eller begrĂŠnsninger eller kan have nogen. (Se ogsĂ„ Absolutte.)
Absolutte
(Latin). Absolut stammer fra âabâ, der betyder âvĂŠkâ og âsolvereâ, der betyder âat lĂžsneâ eller âat oplĂžseâ. Absolut kan oversĂŠttes med âbefrietâ, âfrigivetâ og âfrikendtâ. Det svarer til sanskritordet Moksha eller Mukti og buddhisternes Nirvana, og alle begreber er udtryk for opnĂ„else af frihed fra reinkarnation eller cyklisk begrĂŠnsning i legemer. âDet absolutteâ er filosofisk set betegnelsen for selve guddommen, âDETâ, Den Ene fundamentale virkelighed, sandhed og enhed, som er bĂ„de vĂŠren og ikke-vĂŠren. I Vestens filosofi er âAbsolutâ blevet brugt temmelig lĂžst, som en betegnelse for en ubetinget eller grĂŠnselĂžs uendelighed. Men nogle tĂŠnkere betragter âDet Absolutteâ som diametral modsĂŠtning til og i direkte modstrid med ubegrĂŠnsethed, og det er korrekt ud fra bĂ„de etymologi og abstrakt filosofi. H.P. Blavatsky bruger udtrykket i begge betydninger â nogle gange sidestillede hun det med ubegrĂŠnsethed, og pĂ„ andre tidspunkter med den fĂžrste Ă„rsag eller det guddommelige stof-princip. I virkeligheden er âAbsolutâ et relativt begreb. Det reprĂŠsenterer filosofisk set den kosmiske oprindelse, men det er ikke identisk med det mystiske nulpunkt eller ubegrĂŠnsethed. âDet Absolutteâ eller âDen kosmisk befriedeâ er ikke âDETâ (ubegrĂŠnsethed), for ubegrĂŠnsethed har ingen egenskaber. Det er hverken absolut eller ikke-absolut, bevidst eller ubevidst, fordi alle egenskaber og kvaliteter tilhĂžrer det manifesterede og derfor begrĂŠnsede skabninger og genstande. I grĂŠnselĂžsheden findes der utallige absolutter, som omfatter iagttageren, iagttagelsen og det iagttagede, og derfor er bĂ„de stof og Ă„nd, subjekt og objekt, selv og ikke-selv, inkluderet i processen. Fra nulpunktet udspringer et uendeligt antal kosmiske enheder eller monader. Enhver absolut er ikke kun leder af sit eget hierarki â âDen Eneâ, som alle efterfĂžlgende differentieringer udstrĂ„ler fra â men den er ogsĂ„ en kosmisk Jivanmukta, en fri monade, der er befriet fra tiltrĂŠkning til de lavere planer. Hver monade pĂ„ tĂŠrsklen til Paranirvana vender tilbage til sin uressens og bliver igen Ă©t med âDet absolutteâ i sit eget hierarkiske system. âDet absolutteâ er derfor bĂ„de udviklingens mĂ„l og kilde, den hĂžjeste guddommelighed eller âden tavse vogterâ, som udgĂžr Universets lyse natur eller kosmiske hierarki. (Se ogsĂ„ Absoluthed, Brahm, Jivanmukta, Moksha, Mukti, Nirvana og Parabrahman).
Absorbere
(Latin). Absorbere betyder âat optage i sigâ eller âopslugeâ. Iflg. Den Hemmelige LĂŠre absorberes hele manifestationen, nĂ„r âden store natâ eller Mahapralaya indtrĂŠffer. Det sker nĂ„r Pralaya har transformeret ikke alene materielle og psykiske legemer, men selv sjĂŠlene til deres oprindelige princip. Fortid, nutid, og selv fremtidens menneskehed og alt skabt, vil udgĂžre Ă©n samlet enhed. Alt i kosmos vil genindtrĂŠde i det Store Ă
ndedrÊt. Det enkelte menneske vil ogsÄ vende tilbage til den guddommelige kilde, hvor det vil opnÄ Samadhi, og det vil fÄ adgang til den nirvaniske tilstand. (Se ogsÄ Maha, Nirvana, Pralaya og Samadhi).
Abstraktion
(Latin). Abstraktion stammer fra âabstractusâ, dvs. âat trĂŠkke noget vĂŠkâ. Abstraktion betyder âden egentlige vĂŠrdiâ, âfravĂŠr af tĂŠnkningâ eller âuden meningâ. Iflg. Ă„ndsvidenskaben er det abstrakte udtryk for en modsĂŠtning til det konkrete. SjĂŠlen pĂ„ det hĂžjere mentalplan eller kausalplanet udtrykker abstrakt tĂŠnkning â dvs. idĂ©er, der endnu ikke har antaget form â mens den pĂ„ det lavere mentalplan udtrykker konkret tĂŠnkning â dvs. tanker, der har antaget form i mentalt stof. (Se ogsĂ„ Tankeform).
Absu
Se Ab-Soo.
Abu Simbel
(Egyptisk). Abu Simbel eller Ibsambul ligger i den sydligste del af Ăvre-Egypten eller Nedre Nubien, hvor to imponerende klippetempler, der er udfĂžrt i sandsten, vender facaden mod Nilen. Begge er udfĂžrt efter ordre fra Ramses II, der ogsĂ„ kaldes Ramses den Store. Fire imponerende kolossalstatuer af den mĂŠgtige farao dominerer tempelfacaden. I templet, der er dedikeret til Ramses selv, ses smukke relieffer med kampscener, ceremonier og kultritualer. Bl.a. ses en velbevaret scene af det berĂžmte slag ved Kadesh. Det mindre nabotempel er dedikeret til Ramsesâ yndlingshustru Nefertari og gudinden Hathor. Begge templer er flyttet fra deres oprindelige placering til den nuvĂŠrende hĂžjere position for at redde de fantastiske bygningsvĂŠrker fra ĂždelĂŠggelse i forbindelse med oversvĂžmmelserne, der blev skabt ved bygningen af den store Aswan-dĂŠmning.
Abydos
(Egyptisk). Abydos eller Abodu ligger nord for Luxor og syd for Asyut i Egypten. Mange templer, faraoniske grave og gravminder, som er dateret til Egyptens tidligste tider, er fundet i omrĂ„det. Abydos har vĂŠret berĂžmt i Ă„rtusinder, ikke mindst pĂ„ grund af det store Osiris-tempel, der blev bygget af Sethos I og hans sĂžn Ramses II. Templet er berĂžmt for de sĂŠrdeles velbevarede og usĂŠdvanligt smukke relieffer. Templet rummer en af Egyptens mange Osiris-grave, som i Abydos-templet kaldes Osirion â et mystisk underjordisk sanktuarie, som oprindeligt havde et centralt rum, hvor Nilen strĂžmmede ind og skabte en sĂž, der symboliserede urhavet. Midt i sĂžen stod en sarkofag med Osirisâ mumificerede legeme. Ved Abydos opfĂžrte de gamle egyptere Ă„rlige Osiris-spil, som var en symbolsk gengivelse af Osirisâ fĂždsel, liv, dĂžd og genopstandelse. I nutiden fejrer de kristne principielt det samme ved pĂ„sketid â i Ăžvrigt pĂ„ samme tidspunkt af Ă„ret, hvor Osiris-dramaerne fandt sted i det gamle Egypten. Mange prĂŠster og adelsfamilier indrettede deres grave i omrĂ„det, fordi de Ăžnskede at blive begravet i nĂŠrheden af Osiris.
Acervulus Cerebri
Acervulus Cerebri eller âhjerne-sandâ er mikroskopiske partikler, der er gullige, halvgennemsigtige, hĂ„rde og strĂ„lende. De findes i pinealkirtlen i menneskets hjerne, men ikke hos mennesker, der er fĂždt evnesvage, hos smĂ„ bĂžrn og hos senile ĂŠldre. Fysiologer oplyser, at âsandetâ bestĂ„r af alkaliske phosphater, karbonater og animalsk materiale, men de forklarer ikke deres formĂ„l. Det faktum, at âhjerne-sandetâ er mineralsk og ikke har en knogleagtig karakter, er i overensstemmelse med Ă„ndsvidenskaben, der oplyser, at der engang var et aktiv, ydre tredje Ăžje i de tidlige faser af menneskets udvikling. Fortidens gamle vismĂŠnd vidste, at efterhĂ„nden som evolutionen fĂžrte menneskeheden ned i stadig grovere stof, svandt de âĂ„ndelige Ăžjneâ gradvis ind. De blev forkrĂžblede og forstenede, og trak sig dybt ind i hjernen, der var under udvikling. Pinealkirtlen er Ă„ndelighedens primĂŠre organ i menneskets hjerne pĂ„ nuvĂŠrende tidspunkt i udviklingen. Det mystiske âsandâ er resultatet af den mentale elektricitets arbejde med det omgivende stof. Det er baseret pĂ„ den Ă„ndsvidenskabelige idĂ© om, at hvert stofatom er en fortĂŠtning eller krystallisering af Ă„nden eller Akasha â den universelle sjĂŠl. (Se ogsĂ„ Akasha).
Achaitanya
(Sanskrit). Achaitanya eller Acaitanya stammer fra âikkeâ plus roden âcitâ, der betyder âat vĂŠre bevidst omâ, âat forstĂ„â. Achaitanya henviser til et menneske, der er blottet for intelligens, bevidsthed og manglende Ă„ndelighed. En gammel sanskrit talemĂ„de siger: âAchaitanyan noa vidyate, Sarvan sarvatra sarvadaâ â âEn skabning uden intelligens eller bevidsthed findes ikke. Alt er altid overaltâ.
Achala
(Sanskrit). Achala eller Acala stammer fra âikkeâ eller âudenâ plus roden âcalâ, der betyder âbevĂŠgesâ, âirriteretâ. Achala henviser til urokkelighed og ubevĂŠgelighed. Som navneord betyder Achala âbjergâ, âklippeâ, âJordenâ og desuden tallet âsyvâ. Som egennavn, er Achala et af Sivas navne. Achala henviser ogsĂ„ til Bodhisattvaens ti trin eller grader, der fĂžrer til buddhatilstanden. Ordet anvendes i Bhagavad-Gita til at beskrive Selvet i modsĂŠtning til ikke-selvet: âHan er evig, altgennemtrĂŠngende, uforanderlig og urokkelig (Achala)â. Achala var ogsĂ„ en heroisk vognstyrer, der blev drĂŠbt af Arjuna. (Se ogsĂ„ Bhagavad-Gita og Bodhisattva).
Achamoth
(Gnostisk). Achamoth var navnet pĂ„ âden anden Sophiaâ − den lavere Sophia. Esoterisk set og i overensstemmelse med gnostikernes opfattelse, reprĂŠsenterede den ĂŠldste Sophia HelligĂ„nden (det feminine aspekt) eller Shakti af det ukendte og den guddommelige Ă„nd, mens Sophia Achamlith er personificeringen af det kvindelige aspekt af den skabende maskuline kraft i naturen ogsĂ„ kaldet astrallyset. (Se ogsĂ„ Astrallyset).
Achar
(Hebraisk). Achar er guderne som Jehova â iflg. jĂžderne â hersker over.
Achara
(Sanskrit). Achara eller Acara stammer fra âimodâ og roden âcarâ, der betyder âfremgangsmĂ„deâ, âforlĂžbâ, âopfĂžrselâ. Achara henviser derfor til skik, adfĂŠrd, praksis â eksempelvis personlige og sociale (religiĂžse) forpligtelser, men ogsĂ„ almindelige adfĂŠrdsregler og forskrifter. Achara bruges ofte i sammensatte ord â eksempelvis i litteratur, der beskĂŠftiger sig med moralske forskrifter.
Acharya
(Sanskrit). Acharya eller Acarya stammer fra âimodâ og roden âcarâ, der betyder âfremgangsmĂ„deâ, âforlĂžbâ, âopfĂžrselâ. Acharya er en betegnelse for en Ă„ndelig lĂŠrer eller guru â eksempelvis Sankaracharya. Acharya er et navn, der som regel blev givet til indviede, og det betyder âmesterâ.
Achath
(Hebraisk). Achath betyder âden eneâ, âden fĂžrsteâ feminine. Achad er den maskuline. Det talmudiske ord blev anvendt til Jehova. Det er vĂŠrd at bemĂŠrke, at sanskritudtrykket âakâ betyder âenâ, mens âekataâ er âenhedâ, Brahma kaldes âakâ eller âekaâ â âden eneâ, âden fĂžrsteâ − og det er herfra, det hebraiske ord er taget.
Acher
(Hebraisk). Acher stammer fra âaharâ, der betyder âat vĂŠre bagudâ, âat tĂžveâ, âat fĂžlge efterâ. Der hentydes til at fĂžlge efter en anden eller en fremmed. Acher er det talmudiske navn pĂ„ apostlen Paulus og kabbalisterne siger, at Acher er Paulus. Talmud fortĂŠller historien om de fire Tanaim, der kom ind i Paradisets Have â dvs., at de kom for at blive indviet. Ben Asai, som sĂ„ og mistede synet − Ben Zoma, som sĂ„ og mistede sin fornuft − Acher, som plyndrede Haven og svigtede, og Rabbi Akiba, som var den eneste, der lykkedes.
Acheron
(GrĂŠsk). Acheron stammer sandsynligvis fra âachosâ, der betyder âsmerteâ eller âangstâ. Acheron er âsorgens flodâ, der er en af de fem floder i Hades i den grĂŠske mytologi. De andre var Cocytus â âjammerens flodâ, Styx â âhadets flodâ, Pyriphlegethon â âden brĂŠndende flodâ og Lethe â âglemsomhedens flodâ. I de senere traditioner blev en sĂžn af Solen (Helios) og Demeter â der forsynede Titanerne med drikkevarer, nĂ„r de kĂŠmpede imod Zeus â omdannet til en flod af underverden. Floderne refererer til Universets kredslĂžb, og derfor havde de gamle grĂŠkere og romere bestemte mystiske ritualer med relation til sjĂŠlenes âguddommeliggĂžrelseâ efter dĂžden, og deres passage ind i andre sfĂŠrer. (Se ogsĂ„ Demeter, Hades, Styx, Titaner og Zeus).
Achidrupa
(Sanskrit). Achidrupa eller Acidrupa stammer fra âikkeâ eller âudenâ, og âcitâ, der betyder âintelligensâ, samt ârupaâ, der betyder âformâ eller âlegemeâ. Achidrupa er en form eller et legeme uden intelligens. Det er det modsatte af Chidrupa, der er ren intelligens og bevidsthed, som kendetegner herskeren over et hierarki. Achidrupa betegner en hvilken som helst skabning eller genstand, der endnu ikke er selvbevidst, dvs. bevidst om Chit (intelligensen) i sig selv â og dermed menes der, at den er uden Atman eller et bevidst Selv. Derfor henviser Achidrupa til stoflige planer, eller til intelligenser, der er laverestĂ„ende end Chidrupa. Som de fleste af Ăstens filosofiske udtryk, ĂŠndres betydningen i forhold til den kontekst, tanken indgĂ„r i. (Se ogsĂ„ Chidrupa).
Achit
(Sanskrit). Achit eller Acit stammer fra âikkeâ eller âudenâ, og roden âcitâ, der betyder âat opfatteâ eller âforstĂ„â. Achit hentyder derfor til totalt fravĂŠr af intelligens. ModsĂŠtningen til Achit er Chit, der betyder absolut intelligens. Achit vil sige ingen forstĂ„else, ingen tĂŠnkeevne, og hvis ordet bruges som navneord i relation til kosmos, betyder Achit absolut fravĂŠr at intelligens i modsĂŠtning til Chit, der betyder absolut intelligens. I Ă„ndsvidenskabelig litteratur betegner Achit ofte naturens uintelligente, stoflige eller formmĂŠssige aspekter. (Se ogsĂ„ Chit og Sat-Chit-Ananda).
Achthna
(Sanskrit). Achthna eller Acthna er den usynlige ild i Jordens indre, som nogle gange er Ă„rsag til vulkanudbrud. Det er âet aspekt af den store slange Vasukis livâ. Vasuki omkranser Jorden iflg. hinduistisk mytologi, og nĂ„r slangen bevĂŠger sig, kan det medfĂžre jordskĂŠlv. Det skyldes ogsĂ„ âen bestemt tilstand af Jordens sjĂŠl â en kombination af astrale og fysiske elementer, som mĂ„ske har elektrisk eller magnetisk karakterâ.
Achthnichi
(Sanskrit). Achthnichi er hinduernes ildguder eller ilddevaer.
Achyuta
(Sanskrit). Achyuta eller Acyuta stammer fra âikkeâ eller âudenâ og roden âcyuâ, der betyder âat flytte frem og tilbageâ, âat faldeâ og âebbe udâ. Achyuta er det, der ikke kan ĂŠndres eller nedbrydes. Achyuta er derfor det evige og uforgĂŠngelige, som har relation til Brahman, men Achyuta bruges desuden som titel til guden Vishnu og Krishna. ModsĂŠtningen er Chyuta, der er det foranderlige og forgĂŠngelige. Achyuta refererer ikke sĂ„ meget til en individualiseret guddom, som dog er sublim, fordi det er en guddom, der udgĂžr en enhed, og derfor er begrĂŠnset. Achyuta refererer snarere til en vigtig kosmisk tilstand, der bestĂ„r af bevidsthed-liv-stof, og som reprĂŠsenterer mĂ„let og den endelige skĂŠbne for alle skabninger.
Acosmism
(GrĂŠsk). Acosmism er perioden fĂžr skabelsen, hvor der ikke fandtes et Kosmos men udelukkende kaos.
Actio i Distans
(Latin). Actio i Distans betyder âhandling pĂ„ afstandâ. Kan kraft overfĂžres gennem det tomme rum? Iflg. den naturvidenskabelige teori om Universet, er det en handling, der er uforklarlig, men den er alligevel nĂždvendig, for hvis Universet udelukkende bestĂ„r af stof, der er opbygget af atomer, som er adskilt fra hinanden af tomt rum, kan overfĂžrslen af kraften fra et atom til et andet kun forklares ved, at et mellemled griber ind. Men hvis mellemleddet er atomart, stĂ„r man med nĂžjagtig samme problem. Hvis overfĂžrslen er en kontinuerlig proces, er der ingen grund til at teoretisere om det, for man antager at stof er sammenhĂŠngende. SĂ„ hvis man vĂŠlger at betragte virkeligheden som et system, der bestĂ„r af punkter i rummet, mĂ„ man antage, at Actio i Distans er en forudsĂŠtning. Problemet med, at et legeme ikke er i stand til at handle, der hvor det ikke befinder sig, skal mĂ„ske ĂŠndres til, at overalt hvor det kan handle, der vil det ogsĂ„ befinde sig. Naturvidenskabelige teorier fĂžrer til en logisk konklusion, der stĂžtter tanken om, at alt i Universet er forbundet med hinanden, sĂ„ uanset hvad der pĂ„virker den ene del, pĂ„virker det ogsĂ„ den anden. Teorierne om det fysiske rum kommer ikke ind pĂ„ omrĂ„der som sind, tanke og fĂžlelse. For at imĂždegĂ„ problemet med Actio i Distans eller âhandling pĂ„ afstandâ, har tidlige europĂŠiske forskere opfundet forskellige former for ĂŠter, der kan bygge bro over den formodede forskel pĂ„ den tomhed, der adskiller atom fra atom eller legeme fra legeme. Teorierne blev til sidst opgivet bortset fra teorien om lysbĂŠrende ĂŠter, som blev bevaret indtil Michelson-Morley eksperimentet, og derefter blev det ogsĂ„ opgivet. Alligevel pĂ„stĂ„r Ă„ndsvidenskaben, at der eksisterer atomar og subatomar ĂŠter af forskellige grader af tĂŠthed, der spĂŠnder fra fysisk til Ă„ndelig. Kollektivt betragtet er ĂŠterne forskellige planer eller intervaller i Akasha â Universets grundlĂŠggende fundament og det stof, som den kosmiske guddom ifĂžrer sig â dvs. de forskellige Prakriti, som isĂŠr omtales i Samkhya-filosofien. Enhver form for naturvidenskabelig ĂŠter er hverken Akasha eller ĂŠter i Ă„ndsvidenskabelig forstand, men udelukkende det laveste plan i den akashiske struktur eller nogle af intervallerne i det astrale lys, som i en vis forstand er det hĂžjeste princip i Jordens atmosfĂŠre. Det er en subtil ĂŠterisk energimasse, der gennemtrĂŠnger og pĂ„virker alle former for fysisk stof. (Se ogsĂ„ Akasha, Prakriti, Samkhya og Ăter).
Ad
(Hebraisk). Ad, Adad og Hadad betyder âFaderâ. Ad pĂ„ aramĂŠisk betyder âĂ©nâ, og âAd-Adâ betyder âden enesteâ. PĂ„ assyrisk betyder Ad âFaderâ. Ad eller Adad, Hadad (semitisk) stammer fra âAdadâ, der betyder âat vĂŠre kraftfuldâ, âstĂŠrkâ, âmĂŠgtigâ, âden oprindeligeâ. Det svarer til sanskrit, hvor Ad betyder âfĂžrsteâ eller âur-â. I det babyloniske system er Ad eller Ad-Ad iflg. H.P. Blavatsky den fĂžrste Ă„rsag, âder er uden navn, og som kun kan erkendes i tanken, ligesom den hinduistiske Swayambhuva. Fra udgangspunktet manifesterer Ad sig som Anu eller Ana â den ene over alt og alleâ. Ad eller Adad er uden egenskaber, og betragtes derfor som kilden til manifestation af Demiurgos eller Verdens Bygherre. Adad er en national beskyttende guddom for syrerne og edomitterne. Det bekrĂŠftes af fund af tavler med syrisk kileskrift, der stammer fra ca. 3000 f.Kr. I den babylonisk-assyriske gudekreds er Adad placeret i den anden guddommelige triade sammen med solguden Shamash og mĂ„neguden Sin (der altid symboliseres med en tyr), og triaden reprĂŠsenterer de livgivende naturkrĂŠfter. I den babylonske myte om syndfloden er Adad gud for storm, regn og hĂžst, og gudens symbol er lynet, og derfor er det tilsyneladende en semitisk version af den grĂŠske gud Zeus, den romerske gud Jupiter og den nordiske gud Thor. Hans hustru er Atargatis (Astarte, Asthoreth, Ishtar), som nogle gange tager hans plads. (Se ogsĂ„ Demiurgos og Thor).
Ad-i
(Sanskrit). Ad-i er et navn, der blev givet af ariere til âden fĂžrste talende race i menneskehedenâ i fjerde runde. âAdâ er roden til mange vigtige ord i mange gamle sprog. PĂ„ sanskrit betyder Adi âfĂžrsteâ og âoprindeligeâ. PĂ„ hebraisk betyder Adon âherreâ, og Adonim er engle eller planetariske Logoi â âJordens fĂžrste Ă„ndelige og ĂŠteriske sĂžnnerâ. SĂžnner af Adi â sĂžnner af den fĂžrste â kaldes ofte âildtĂ„gens sĂžnnerâ. (Se ogsĂ„ Adi).
Adah
(Assyrisk). Adah, Ad-Ah eller Ada har hebrĂŠerne lĂ„nt fra assyrerne til navnet pĂ„ deres Adah − far til Jabal (Jubal) ⊠osv. Men Adah betyder âden fĂžrsteâ, âden eneâ, og tilhĂžrer dermed alle. Der er grund til at tro, at Ak-Ad, betyder âden fĂžrste fĂždteâ eller sĂžn of âAdâ. Adon var den fĂžrste âHerreâ i Syrien. Adah blev brugt af H.P. Blavatsky som betegnelse for menneskehedens tidligste rodrace â den fĂžrste rodrace pĂ„ Jorden, og â analogt hermed â den fĂžrste store underrace i den nuvĂŠrende 5. rodrace, som begge omtales som âAd-Ahs sĂžnnerâ. I 1. Mosebog var Ada den fĂžrste af Lamechs to koner, og hun fĂždte Jabal (Yabal), der betyder âstrĂžmmendeâ (som vandet i en flod), og dermed var Jabal ligesom moderen Ada, afgrĂŠnset af tid og/eller rum og forgĂŠngelig. Jabal stod angiveligt for den nomadiske ariske race, der beboede et omrĂ„de, der strakte sig fra Sortehavet til Kashmir og endnu lĂŠngere. Adah bruges af Esajas sammen med âolamâ, der betyder verden, alder eller ĂŠon, for at tilkendegive evighedens evigheder.
Adam
(Hebraisk). I kabbalaen er Adam âden eneste fĂždteâ. Ordet Adam betyder ârĂžd jordâ, som Gud brugte, dengang han skabte det adamiske menneske. Det er nĂŠsten det samme som Athamas, og pĂ„ grĂŠsk bliver det til Didymos â âtvillingenâ eller âden dobbelteâ â og det er i overensstemmelse med fremstillingen i 1. Mosebog af âden fĂžrsteâ som mand/kvinde, der var oprindelsen til menneskeheden. Kabbalaen nĂŠvner fire Adamâer. Den arketypiske Adam eller âdet himmelske menneskeâ (Adam-Kadmon) er prototypen for den anden Adam â âden androgyne Adamâ. Fra de to Adamâer udstrĂ„les den tredje Adam, som var fĂžr-fysisk og uvidende, men alligevel langt vĂŠk fra den guddommelige prototype Adam-Kadmon. Den fjerde Adam er âden tredje Adam, som han var efter syndefaldetâ, dvs. den fysiske Adam i Edens Have. Han reprĂŠsenterer den fysiske, kĂžnsopdelte, seksuelle menneskehed. Med hensyn til Elohim, som skabte mennesket âi gudernes eget billedeâ (Tselem), siger H.P. Blavatsky: FĂžrst blev den ukĂžnnede rodrace skabt. Elohim betyder âGudâ eller rettere âguderâ pĂ„ hebraisk, og Elohim er den samme som Jahve. Racen var en modifikation af guderne selv â de rene Ă„ndelige eksistenser â og derfor fremstod rodracen som Adam-Solus. Det hebraiske ord âAdamâ sammen med det latinske ord âSolusâ reprĂŠsenterer 1. rodrace â den adamiske rodrace â som var en ren astral og androgyn eksistens. Derfra opstod 2. rodrace â Adam-Eva, Iod-Havah eller Jod-Heva â den HyperborĂŠiske rodrace, som var ĂŠterisk, passiv og androgyn. Endelig opstod den 3. rodrace â den lemuriske â som var fysisk, og hvor den lemuriske hermafrodit blev adskilt i to kĂžn symboliseret af Kain og Abel, hvor Kain reprĂŠsenterede det maskuline aspekt og Abel det feminine. Begivenheden blev symboliseret i Bibelen med allegorier, hvor den indre Iod-Havah fysisk adskiller sig â Havah (Eva) skilles fra Iod (Adam) â og ved hjĂŠlp af âfaldetâ opdeles bevidstheden i Kain (tendensen til adskillelse og ondskab â tankesindet) og Abel (tendensen til renhed og godhed â sjĂŠlen). Den uskyldige Abel dĂžde pga. Kains ondskab, som ved hjĂŠlp af regenerering skabte Seth-Enos â atlantidernes 4. rodrace. Atlantiderne (i betydningen successive transformationer) kom til udtryk som Noah, der er identisk med Vaisvasvata Manu, som var sĂžn af den HyperborĂŠiske Surya â Solen. Han var stamfader til den ariske rodrace, og bĂ„de 4. og 5. rodrace (den 5. rodrace er den nuvĂŠrende) er resultatet af, at Adam smagte frugten pĂ„ Kundskabens TrĂŠ, for det medfĂžrte, at menneskeheden skulle opnĂ„ kundskab om dualitet â Ă„nd og stof â selv og ikke-selv â godt og ondt. De fire Adamâer blev efterhĂ„nden glemt i processen, hvor symbolikken blev videregivet fra den ene generation til den nĂŠste, for allegorierne fik tilfĂžjet ekstra myter, og den oprindelige betydning druknede til sidst i det store hav af populĂŠr symbolik, som man kaldte âgudekredsenâ. Men de fire Adamâer eksisterer stadig i de ĂŠldste jĂždiske traditioner, som Tzelem â âSkygge-Adamâ â der svarer til Ă„ndsvidenskabens Chhaya. (Se ogsĂ„ Aarea, Abel, Adam-Adammi, Adam Illaâah, Adam-Kadmon, Adam-Riâshon, Chhaya, Elohim, Eva, HyperborĂŠisk og Rodrace).
Adam-Adammi
(Hebraisk). Adam-Adammi eller Adam-Adami stammer fra âadamâ, der betyder âmenneskehedenâ og âadamiâ, der betyder âfĂŠstningâ. Iflg. H.P. Blavatsky er Adam-Adammi âet generelt og konstrueret navn, der er lige sĂ„ gammelt som selve sprogetâ. Adam-Adammi â ligesom Adam â var ikke et menneske, men en race. Mere specifikt var det âden mĂžrke raceâ, som var âden fĂžrste til at degenerereâ i modsĂŠtning til Sarku eller âlysets raceâ, som forblev ren meget lĂŠngere. âAdam-Adammi er en personificering af den dobbelte Adam, der bĂ„de bestĂ„r af den forbilledlige Adam-Kadmon eller Ă„ndelige Adam, og den lavere Adam, den fysiskeâ. (Se ogsĂ„ Adam, Adam-Illaâah, Adam-Kadmon, Adam-Riâshon og Eva).
Adam-Illaâah
(Hebraisk). Adam-Illaâah stammer fra âadamâ, der er en betegnelse for âmenneskehedenâ og âalahâ, der betyder âat bestigeâ eller âstigeâ. Adam-Illaâah er den overordnede Adam. I kabbalaen er det den Ă„ndelige Adam, som har en modsĂŠtning i den jordiske Adam. Adam-Illaâah svarer til Adam-Kadmon (den himmelske Adam), det kosmiske menneske eller den kosmiske Ă„nd. (Se ogsĂ„ Adam, Adam-Adammi, Adam-Illaâah, Adam Kadmon, Adam Riâshon, Eva og Kabbala).
Adam-Kadmon
(Hebraisk). Adam-Kadmon stammer fra âadamâ, der er en betegnelse for âmenneskehedenâ og âqadamâ, der betyder âat vĂŠre fĂžrâ eller âforudâ. Adam-Kadmon er urmennesket â Adam-Primus. Adam-Kadmon er det arketypiske menneske eller sindbilledet pĂ„ menneskeheden. Adam-Kadmon er det âhimmelske menneskeâ eller âdet makrokosmiske menneskeâ, der er uden synd i modsĂŠtning til den jordiske Adam, âdet mikrokosmiske menneskeâ. Kabbalisterne refererer til den 10. Sephiroth i Livets TrĂŠ. I kabbalaen er Adam Kadmon den manifesterede Logos, der svarer til Ă„ndsvidenskabens 3. Logos - den umanifesterede skabning - det fĂžrste ideale menneske. I Aristotlesk forstand symboliserer Adam-Kadmon Universet in abscondito eller i begĂŠrlĂžs tilstand. Adam-Kadmon svarer til hinduernes Purusha, og begge er et generelt udtryk, der bruges til at reprĂŠsentere enten den kosmiske Logos eller mestre, der hersker over deres respektive hierarkier. H.P. Blavatsky identificerer Adam-Kadmon med den fĂžrste Manu, Svayambhuva â âsyntesen af de fjorten Manuerâ. Det samme gĂŠlder den grĂŠske Prometheus og den guddommelige Pymander i Hermetica â tankens guddommelige kraft i sit mest Ă„ndelige aspekt. (Se ogsĂ„ Adam, Adam-Adammi, Adam-Illaâah, Adam-Riâshon, Eva, Kabbala, Manu og Sephiroth).
Adam-Riâshon
(Hebraisk). Adam-Riâshon stammer fra âadamâ, der er en betegnelse for âmenneskehedenâ og âreâshâ, der betyder âhovedâ. Den fĂžrste Adam â Adam-Primus â omtales i Jobs Bog: âEr du det fĂžrste menneske, der blev fĂždt, eller blev du skabt fĂžr landskabet?â H.P. Blavatsky siger, at Adam-Riâshon er MĂ„nens Ă„nd (dvs. Jehova i en vis forstand eller Pitrier) og hans tre sĂžnner â Ka-yin (Kain) Habel (Abel) og Seth â reprĂŠsenterer menneskehedens tre rodracer. (Se ogsĂ„ Adam, Adam-Adammi, Adam-Illaâah, Adam-Kadmon, Eva, Pitri og Rodrace).
Adamisk jord
(Alkymistisk). Adamisk jord kaldes âden ĂŠgte olie, der bestĂ„r af guldâ, og det er âurelementetâ i alkymien. Adamisk jord er blot et enkelt trin fra skabelse af det rene homogene element. Adamisk jord betragtes derfor som âoriginalt stofâ i alkymien, dvs. udifferentieret stof fra planeten Jorden. Det er ânabo til alkahestâ, som er et hypotetisk universelt oplĂžsningsmiddel, der er i stand til at oplĂžse ethvert andet stof â herunder guld. Det er en af alkymisternes vigtigste hemmeligheder. (Se ogsĂ„ Alkymi).
Adbhitanya
Adbhitanya er sandsynligvis en forvrĂŠngning af sanskritordet âAdbhuta-maâ eller âAdbhutvaâ, som stammer fra âAdbhutaâ, der betyder âgĂ„defuldtâ eller âpragtfuldtâ. I Vishnu-Purana er Adbhuta navnet pĂ„ guden Indra i den niende Manvantara. H.P. Blavatsky henviser til det fĂžrste kontinent, som engang var beboet af Svetadwipas velsignede sĂžnner (den hvide Ăž) og Adbhitanya, den fĂžrste, den ene og den reneâ. Et andet navn for kontinentet eller den oprindeligt beboede del af Jorden er Adivarsha. (Se ogsĂ„ Manvantara og Puranaer).
Adbhuta Brahmana
(Sanskrit). Adbhuta-Brahmana stammer fra âadbhutaâ, der betyder âgĂ„defuldtâ eller âpragtfuldtâ kombineret med âBrahmanaâ. Brahmana beskrives i Vedaerne, og emnet er ritualer, bĂžnner, ofringer og mantraer. Adbhuta-Brahmana er en af de otte Brahmanaer i Sama-Veda. Adbhuta Brahmana er miraklernes Brahmana, som omhandler undervĂŠrker, varsler og forskellige andre mystiske fĂŠnomener. (Se ogsĂ„ Brahmana og Veda).
Adbhuta Dharma
(Sanskrit). Adbhuta Dharma stammer fra âadbhutaâ, der betyder âgĂ„defuldtâ eller âpragtfuldtâ kombineret med Dharma, der betyder âlovâ, âsandhedâ, âopgaveâ, âpligtâ. Adbhuta Dharma er âloven om ting, der aldrig tidligere er hĂžrtâ. Adbhuta Dharma hĂžrer til en gruppe buddhistiske vĂŠrker, der omhandler mirakler eller fĂŠnomener. Adbhuta Dharma er en af de ni Angas (inddelinger af buddhistiske tekster), der beskriver mirakler og undervĂŠrker.
Adept
(Latin). Adept stammer fra det latinske âadeptusâ. I Ă„ndsvidenskaben betyder adept âoplystâ eller âindsigtsfuldâ. En adept er âden, som har opnĂ„etâ â mesterskab. En adept er en mester â et menneske, der har fuldfĂžrt discipelskabet og har opnĂ„et 5. indvielse. Det er et menneske, der er blevet en mester i esoterisk filosofi og Ă„ndsvidenskab. En adept behĂžver ikke lĂŠngere at inkarnere pĂ„ de tre lavere planer (de fysiske, astrale og mentale planer), men lever og arbejder pĂ„ intuitionens plan (det buddhiske plan) i 5. naturrige â det overmenneskelige rige. Adept og mester er derfor synonyme. H.P. Blavatsky brugte i begyndelsen betegnelsen temmelig frit. Hun taler nogle steder om âindviede adepterâ, og hentyder samtidig til mennesker, som endnu ikke er parate til âindvielseâ. âIndvielseâ er et ord, der bĂ„de betyder indfĂžring i de esoteriske mysterier og begyndelsen til en bevidsthedsudvidelse ved hjĂŠlp af metoder, der fĂžrer til en fuldstĂŠndig forandring af menneskets indre natur. Hun talte ogsĂ„ om adepter pĂ„ âvenstrehĂ„ndsvejenâ. Det viser, at der kan vĂŠre andre, som mĂ„ske har stor indsigt i bestemte omrĂ„der som f.eks. magi, men som fĂžlger en forkert udviklingsvej. Ordet adept blev derfor i begyndelsen brugt i en anden betydning end i den senere esoteriske litteratur. I nutiden betyder adept noget andet og mere end et menneske, der har stor indsigt i Ă„ndsvidenskab, eller som er i stand til at manipulere med metafysiske krĂŠfter.
Adharma
(Sanskrit). Adharma bestĂ„r af âikkeâ og âdharmaâ, der betyder âlovâ, âsandhedâ, âopgaveâ og âpligtâ. Adharma er derfor âikke-dharmaâ. Adharma er det modsatte af Dharma, for Adharma er betegnelsen for et liv fyldt med laster og begĂŠr. Adharma betyder desuden bĂ„de uvane, usandhed, umoral og uretfĂŠrdighed. I Bhagavad-Gita siger Krishna: âKĂŠre Bharata, nĂ„r Dharma i verden forfalder og Adharma vokser, vender jeg tilbageâ. (Se ogsĂ„ Bhagavad-Gita og Dharma).
Adhi
(Sanskrit). Adhi betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ. (Se ogsĂ„ Adi).
Adhibhautika
(Sanskrit). Adhibhautika stammer fra âadhiâ, der betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ og âbhutaâ, der betyder âhar vĂŠretâ. Bhuta er afledt af roden âbhuâ, der betyder âskalâ eller âbliverâ. Ordet har relation til elementĂŠre vĂŠsener, og dermed til skabninger, der er fremkaldt af de primordiale elementer eller urelementaler. NĂ„r de har forbindelse med lidelse (Dukkha), er det en af de tre typer af modgang (Klesha), der beskrives i hinduismen som âden lidelse, der stammer fra materielle objekter eller ydre genstandeâ â herunder mennesker eller dyr. Adhibhautika er derfor den anden af tre former for lidelser − âdet onde, der stammer fra ydre skabninger eller genstandeâ. (Se ogsĂ„ Adi, Dukkha og Klesha).
Adhidaiva
(Sanskrit). Adhidaiva eller Adhidaivata stammer fra âadhiâ, der betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ og âdevaâ, der kan oversĂŠttes med âgudâ eller âengelâ. Der henvises til en oprindelig guddom eller en guddommelig reprĂŠsentant, der manifesteres via skabninger eller genstande. Generelt er det et udtryk for en guddommelig skabning, dvs. Adhyatman eller den oprindelige Atman. (Se ogsĂ„ Adi, Atman og Deva).
Adhidaivika
(Sanskrit). Adhidaivika stammer fra âadhiâ, der betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ og âdevaâ, der kan oversĂŠttes med âgudâ eller âengelâ. Det er âde himmelskeâ eller âde lysendeâ, og derfor henviser Adhidaivika til devaerne, som er himmelske eller Ă„ndelige skabninger, en slags guder, som reprĂŠsenterer guddommelige pĂ„virkninger. NĂ„r Adhidaivika kombineres med Dukkha (lidelse), bliver det en af de tre former for Klesha (lidelser) i hinduismen. Adhidaivika henviser til âguddommeligeâ kilder eller naturen, som f.eks. kan skabe lidelse ved hjĂŠlp af vind, regn eller hedeslag, men ordet reprĂŠsenterer ogsĂ„ uventede ulykker, som f.eks. huse, der styrter sammen. Adhidaivika er derfor den tredje af de tre former for lidelser â âdet onde, der har guddommelig Ă„rsager, eller som skyldes en retfĂŠrdig karmisk virkningâ. (Se ogsĂ„ Adi, Deva, Dukkha og Karma).
Adhikarin
(Sanskrit). Adhikarin er en Chela (elev), der har opnÄet det fulde discipelskab og er klar til 2. indvielse. (Se ogsÄ Adi, Chela og Discipel).
Adhima
(Sanskrit). Iflg. Siva-Purana er Adhima det fÞrste menneske, der skabes af Shiva, som sammen med Heva er forfÊdre til den nuvÊrende menneskehed. (Se ogsÄ Adi og Shiva).
Adhishthana
(Sanskrit). Adhishthana eller Adhishtanam stammer fra âadhiâ, der betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ og roden âsthaâ, der betyder âat stĂ„ pĂ„â. Adhishthana betyder derfor âbasisâ, âfundamentâ eller âet fokusâ for en handling. Adhishthana bruges ofte i betydningen et princip, der indeholder andre principper â dvs. det overordnede eller aktive princip, der fungerer i Prakriti. Adhishthana bruges ogsĂ„ for âprĂŠcedensâ eller âen regelâ, der anvendes som betegnelse for en af de ti frigĂžrende handlinger eller adfĂŠrdsregler. Adhishnhana-Deha eller Adhishnhan-Sarira (-kroppen) er et subtilt legeme, som afdĂžde ifĂžrer sig efter dĂžden. (Se ogsĂ„ Adi og Prakriti).
Adhitthana
(Sanskrit). Adhitthana betyder viljestyrke.
Adhiyajna
(Sanskrit). Adhiyajna stammer fra âadhiâ, der betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ og roden âyajâ, der betyder âat indvieâ, âtilbydeâ eller âofreâ. Adhiyajna er et altafgĂžrende offer eller ofre fra oven, som er synonymt med den kosmiske Logos, der er ved at komme i manifestation. Logos âofrerâ sig selv til gavn for alle levende skabninger, for dermed gives der mulighed for, at de ventende monader kan gennemgĂ„ deres egen udvikling, for i Ham lever, Ă„nder og er de. Hver Avatar gentager i mikrokosmos den kosmiske Logosâ offerhandling. Guddommen ofrer sig af hensyn til de hierarkier, der findes i den indre natur. Det er et offer, der fandt sted âfĂžr verden blev skabtâ, og det er kernen i de mytologiske beretninger om Kristus, Logoer eller skabende Ord, der inkarnerede som menneske. (Se ogsĂ„ Adi, Avatar og Logos).
Adhyaropa
(Sanskrit). Adhyaropa, Aropa eller Adhyaro-Pana stammer fra âadhiâ, der betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ og âa-ruhâ, der betyder âat bestigeâ eller âbjergâ. Adhyaropa betyder at gennemtvinge en konklusion, der som regel er fejlagtig. I vedisk filosofi beskrives Adhyaropa som en forkert fortolkning eller en misforstĂ„else. Tankesindets opfattelse kan vĂŠre uvirkelig (Avidya eller uvidenhed) og dermed gennemtvinger man opfattelsen af, at dualitet og mangfoldighed er virkelighed, og resultatet er en mangfoldighed af forvirrende og ofte modstridende mĂ„l. (Se ogsĂ„ Adi og Avidya).
Adhyasa
(Sanskrit). Adhyasa eller Adhyasika stammer fra âadhiâ, der betyder âoverâ, âĂžversteâ, âsuverĂŠnâ eller âaltafgĂžrendeâ og roden âat kasteâ. Adhyasa henviser til at kaste om sig med misforstĂ„else eller fejlagtige opfattelser. Det skal forstĂ„s som tankesindet, der fokuserer pĂ„ facts, som bliver misforstĂ„et. Dermed opstĂ„r der fejlagtige holdninger og derfor forkert retning i livet. Adhyasa svarer til Adhyaropa. (Se ogsĂ„ Adi og Adhyaropa).
|
