Hvad der tydeligvis mangler ved alle disse fredsdefinitioner, er en indre forståelse for, hvad fred egentlig er. En hel anden fredsopfattelse er på vej, og opgaven er at stimulere denne fredsopfattelse. Problemet er, at hvis den indre fredsopfattelse begrænses til en oplevelse af følelsesmæssig ro, så er man ikke kommet ét skridt længere. I Alice A. Baileys litteratur fortæller den tibetanske mester Djwhal Khul, hvordan man skal forholde sig, og Djwhal Khul advarer mod faren for den følelsesmæssige længsel efter fred, hvis den ikke er grundfæstet mentalt. Han fortæller, at under Anden Verdenskrig var denne længsel efter fred i alt for høj grad bare er en længsel tilbage til atlantiske tilstande. Begæret efter paradisisk lykke og glæde er uhensigtsmæssig, fordi denne længsel hovedsagelig er et egoistisk ønske om nydelse, mæthed og behag, som i sig selv er stilstand − og en tilstand, der ikke kan holde.

I nutiden ser man, hvordan de globale aggressioner og frustrationer netop er baseret på astrale identifikationer. Kun en fredslængsel, som er kombineret med en mental indsigt, kan skabe det rigtige fundament for fred. Efter Anden Verdenskrig havde den tibetanske mester denne besked til sine disciple:

"Når der er sikkerhed, ordnede forhold, tilintetgørelse af de aggressive ledere, beskyttelse og helbredelse af de svage og undertrykte, plus rigtige leveforhold og en fornuftig uddannelse af verdens ungdom, så vil freden komme, men ikke før. Lad den søvndyssende snak om paradisisk fred forsvinde, og lad fornuftige menneskeforhold gå forud for diskussionen om fred. Verden snakkede sig ind i en drømmeagtig, idealistisk rapsodi om fred mellem Første og Anden Verdenskrig. Det må ikke ske igen, og det er de intelligente, humanistisk indstillede mennesker, som skal forhindre det."