Den største velsignelse
Derefter rejser folk sig og ser med ærbødighed på Herren Buddha, mens Det Store Hvide Broderskab synger Maha mangala suttaens ædle ord. Professor Rhys Davids har oversat suttaen på denne måde:
"I inderlig længsel efter det gode
har mange devaer og mennesker
betragtet forskellige ting som velsignede.
Fortæl os da, Herre,
hvad er den største velsignelse?
Ikke at tjene det tåbelige
men at tjene det kloge, at ære de,
som er værd at ære,
det er den største velsignelse.
At bo i et fredeligt land,
at have gjort gode gerninger i tidligere liv,
at have en sjæl opfyldt af de rigtige ønsker,
det er den største velsignelse.
Stor indsigt og dannelse,
selvkontrol og et veltrænet tankesind,
venlige ord, der siges på den rigtige måde,
det er den største velsignelse.
At støtte sin fader og moder,
at værne om ægtefælle og børn,
at følge et fredeligt mål,
det er den største velsignelse.
At give en almisse og være retfærdig,
at hjælpe de, der er beslægtede,
at leve et moralsk liv,
det er den største velsignelse.
At afsky synd og undgå at synde,
at afstå fra alle stærke drikke,
utrætteligt at praktisere den rigtige adfærd,
det er den største velsignelse.
Ærbødighed og beskedenhed,
tilfredshed og taknemmelighed,
at følge loven, når det kræves,
det er den største velsignelse.
At være tålmodig og stilfærdig,
at slutte sig til de rolige,
at tale åndeligt i de rigtige situationer,
det er den største velsignelse.
Selvdisciplin og renselse,
at kende de fire store sandheder,
en klar erkendelse af nirvana,
det er den største velsignelse.
At sjælen står fast og urokkelig
under presset fra livets omskiftelser,
lidenskabsløs, sorgløs og tryg,
det er den største velsignelse.
Uovervindelig i enhver henseende
er det menneske, der optræder sådan,
altid lever det i sikkerhed,
og det er den største velsignelse".
|
"Artikler på Visdomsnettet.dk udtrykker ikke nødvendigvis VisdomsNettets holdninger, men er alene forfatterens.”
”Denne artikel må distribueres videre over Internettet og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse." |