Jorden og dens befolkning bliver periodisk ramt af epidemier samt af naturkatastrofer eller temporært omslag i klima, det glemmes hyppigt; f.eks. var det snestorm da Alexander den Store indtog Babylon. Og i større målestok: Cykliske destruktive hændelser på Jorden er allerede foregået flere gange − og vil ske igen. Dette er et koncept, der kendtes ikke alene hos de gamle grækere som Heraklit, Aristarchos og Hesiod − men også hos hinduer, buddhister og persiske zoroaster-tilhængere, hvor ideen om verdens ende/omvæltning indgår som en del af deres lære; og den kendes ligeledes i den nordiske mytologi som ragnarok eller Vølvens spådom.

I disse beretninger og traditioner findes den store omvæltning, langt ude i fremtiden, fremlagt undertiden i mere mytisk form, men mindre hysterisk. Det kan siges både som alvor og joke: ”Det eneste, der er permanent, er ændringer”. Men det hører med, at ændringer synes at koncentrere sig mere i visse perioder frem for andre.

Konstrueret billede af en stor planetkonjunktion.

Edgar Cayce (1877-1945) var kendt som en af 1900-tallets største clairvoyante personligheder. Blandt hans mere end 14.000 nedskrevne forudsigelser handler flere om årtusindskiftet − i 1930erne sagde han en del om naturkatastrofer omkring år 2000: Ekstremt stærke jordskælv i USA’s vestkyststater, forbundet med store oversvømmelser i Japan og ændringer i Europas geografi. New York vil i en proces være delvis ødelagt, når han ifølge eget udsagn ”lader sig genføde” omkring år 2100; mens det forsvundne Atlantis vil dukke op af havbunden.

Herom har pressen udskreget de mest voldsomme ting − i dén forretning ses det positive ofte som uinteressant, mens en dårlig nyhed er en god nyhed. Det synes at have delvis overskygget, at andre clairvoyante personer længe efter Cayces død omtaler visioner med ”ændringer i fremtidens mønster” − f.eks. et andet landkort end det, der blot er præget af kæmpemæssige oversvømmelser samt andre fredeligere alternativer til ikke mindst Edgar Cayces scenario.