Menneskets ønske om at frigøre sig fra de mere eller mindre begrænsede bevidsthedstilstande er utvivlsomt et moralsk anliggende, for det ved, at så længe det er slave af sådanne tilstande og ikke magter at frigøre sig fra dem, udvikler det sig ikke til at blive en vidende og effektiv discipel. Man kan gøre sit bedste på trods af alle handicaps – det er sandt − men det er ikke nok at gøre det bedste i forhold til det, man føler, men i forhold til det, man faktisk er i stand til, når man har sine bedste stunder.

Men processen med at bearbejde de negative og mere begrænsede bevidsthedstilstande er hovedsageligt et psykologisk problem. Det er ikke et spørgsmål om at være god eller forsøge at være god. For uanset om man gør alt, hvad man kan, for at være god og forsøger at ændre bevidsthedstilstanden på denne måde, sker der ikke særligt meget. Alle de negative eller mere begrænsede bevidsthedstilstande er ikke nødvendigvis onde, men de repræsenterer altid skyggesider. Metoden er derfor at blive upersonlig i forhold til dem, og derefter forvandle dem − snarere som naturvidenskabelige forskere end som moralister − og det er nødvendigt at vide, hvordan man griber det an og hvornår.

Uselvisk upersonlighed er forbundet med ”at blive iagttageren”. Det er ikke nok, at lade som om man er iagttageren. Man skal ganske enkelt blive den, der iagttager. Den eneste måde, man kan blive iagttageren, er ved at iagttage og ikke gøre noget som helst andet. Og det, som iagttageren iagttager, er ikke fysiske begivenheder men iagttagerens egen tilstand i situationen, så længe den varer. Det nytter ikke at reflektere over, hvad man kan huske fra en negativ eller begrænset bevidsthedstilstand, når den først er forsvundet.

Denne rigtige form for upersonlighed er en særlig evne eller vane, som er et resultat af hårdt arbejde. Den indebærer først og fremmest en erkendelse af, hvornår upersonlighed er nødvendig. Og erkendelsen af dette er også en særlig evne. Det er nødvendigt at kunne associere sig med oplevelsen af at være upersonlig − også selvom det ikke ligefrem er den mest behagelige bevidsthedstilstand at befinde sig i, når man skal håndtere bestemte situationer – for det er ikke nødvendigt at være ustyrlig rasende eller at føle sig syg af bekymring for at kunne erkende, at sindstilstanden ikke er så god, som den burde være! Derfor er det vigtigt at forstå, at det er fornuftigt at handle på en upersonlig måde – at blive iagttager ved at iagttage – når som helst man befinder sig i vanskelige situationer, for derved at være sikker på, at man ikke handler upersonligt uden at vide det.