Det dobbelte menneske
Det er åndsvidenskabens svar på spørgsmålet om varselsdrømme, klardrømme eller bekræftede drømme, som nutidens naturvidenskab betragter som et uløst eller uløseligt problem. Drømmelivets uløselige natur er skabt af naturvidenskabens materialistiske stædighed og forskernes rutine-reaktioner. Mennesket har en dobbelt natur. Mennesket har en indre sjæl, og sjælen er det virkelige menneske, som er adskilt fra og uafhængigt af det ydre menneske, der sædvanligvis har svagheder i kroppens opbygning. Det er en sjæl, som har sanser og evner, der strækker sig langt ud over den grænse, som kendes fra menneskets fysiske sanser.
Sjælen overlever den ydre klædnings forfald − i hvert fald i en meget lang udviklingsperiode. Det gælder også selv om det fysiske liv skulle tage en fejlagtig og endda ondskabsfuld kurs, som forhindrer sjælen i at nå sit mål – dvs. den fuldkomne forening med monaden eller det højere åndelige Selv. Målet er at forene sjælen eller individualiteten med ånden, mens personligheden gradvist toner bort. Det har millioner af mennesker bekræftet i tusindvis af år – og det er også bekræftet af hundredvis af de mest veluddannede og intelligente mennesker i det nuværende århundrede. Men alt bevismateriale ignoreres af de naturvidenskabelige autoriteter, som er omgivet af en ivrig skare af skeptikere og amatører − selvudnævnte ”eksperter” med meget lidt forståelse − som aldrig selv har set noget, men alligevel kræver retten til at benægte alt. Set i det lys ligner verden et gigantisk sindssygehospital. Hospitalet har imidlertid en særlig afdeling, og den er forbeholdt de mennesker, som har bevist, at deres tankesind er sundt og stabilt − men de betragtes naturligvis som løgnere og bedragere.
|