Første del

Refleksiv, receptiv og

skabende meditation

Flere og flere bliver opmærksom på værdien af meditation. Tænkende mennesker er derfor interesseret i at høre, hvordan man mediterer, og mange mødes i grupper, som studerer og praktiserer meditation. Den voksende interesse betyder, at flere og flere indser, at et overaktivt ydre liv skal afbalanceres med et meningsfyldt indre liv ved at iagttage det, studere det og ved at koncentrere sig om den indre virkelighed.

Den enkleste definition på refleksiv meditation er "rigtig tænkning". Det er en korrekt definition, hvis det drejer sig om tænkning i esoterisk forstand, men det gør det sjældent, for som regel indeholder tænkningen ikke mange tanker. De fleste forestiller sig, at hvis de er intelligente, er det fordi, de kan tænke. Men tænkning på noget, der har menneskets interesse, er i virkeligheden kun en elementær tilstand med mental aktivitet.

Man kan sige, at normalt er det tankesindet, der "tænker i mennesket", snarere end at "mennesket selv tænker". Dermed menes der, at tankesindets aktivitet er en proces, der som regel foregår automatisk, eller som flyder uregelmæssigt af sted, når den stimuleres af forskellige impulser. En mere præcis beskrivelse vil være, at tankesindet er afhængigt af sjælen og af viljen, men tankesindet forstyrres konstant af følelser, impulser, forestillinger og ydre stimuli. Denne form for mental aktivitet fortjener ikke betegnelsen "rigtig tænkning", for tankesindet fungerer kun på en systematisk og produktiv måde, når en stærk motivation eller interesse påvirker tankesindet.

Meditation og tænkning

Refleksiv meditation praktiseres ofte af mennesker, der ikke kender denne terminologi, og som derfor kalder det noget andet. Forskere løser en problematik, filosoffen gennemtænker et begreb, forretningsfolk planlægger markedsstrategier – og det hele er eksempler på refleksiv meditation, for man praktiserer en logisk og konsekvent brug af tænkeevnen. Man må forstå, at mennesker, der ofte tænker, i virkeligheden mediterer – ofte mere effektivt end mange af de mennesker, der forsøger at gå den åndelige vej, for de kan have tendens til at blive for passive og til at blokere for tankesindets logiske aktivitet på grund af for ukontrollerbare følelser.

Som forberedelse til rigtig meditation må man derfor nå frem til en forståelse af, at tankesindet i virkeligheden er et redskab − et indre redskab − og for at gøre det lettere at anvende redskabet rigtigt, må man ikke identificere sig med det. På det første trin på vej mod rigtig meditation lærer man, hvordan man skal praktisere koncentration, hvordan man skal styre tænkeevnen, og hvordan man skal fastholde den stabil og målrettet i den ønskede retning. Derefter er man nået til næste trin, der handler om, hvordan man skal føre tænkeevnen fremad og få den til at bevæge sig ad den vej, man ønsker, mod det valgte mål.

Tænkning i denne forstand betyder at reflektere over et bestemt og veldefineret emne og at afsløre alle de betydninger, aspekter og meninger, der ligger skjult i det. Selvom man kun praktiserer det i kort tid, vil man opdage, hvor overfladisk og utilstrækkelig det meste af den såkaldte tænkning i virkeligheden er. Der er en tendens til at drage hurtige konklusioner og til kun at fundere over ét enkelt aspekt af det aktuelle emne. Tankesindet, der burde målrette sin opmærksomhed, vælger en anden vej som en respons på følelsesmæssige reaktioner.

Derfor er det første, der kræves for at kunne udvikle kunsten at tænke, at man koncentrerer sin opmærksomhed meget omhyggelig på den aktuelle tankeproces. Eksempelvis skal man øjeblikkeligt bemærke, når tænkningen begynder at afvige fra den ønskede retning på grund af en følelsesmæssig impuls eller en forudfattet opfattelse, eller – som det ofte er tilfældet – en respons på de automatiske tankeforbindel­ser, der fører tankesindet gennem en række beslægtede emner, der hurtigt bevæger sig langt væk fra udgangspunktet.

Det andet, der kræves, er tålmodighed – gennemtænkning. Her kan der opstå nogle mærkelige ting. For det første føler man sig efter nogle få minutters refleksiv tænkning sikker på, at emnet er blevet udtømt og ikke indeholder mere at tænke over. Men hvis man alligevel i denne blanke periode fortsætter med at reflektere, vil man opdage flere uventede aspekter, og man vil endda opdage, at det, der først virkede som et tomt rum, i virkeligheden er fyldt til bristepunktet. Derefter står man overfor en ny vanskelighed: Hvordan skal man studere alle de nye aspekter og detaljer, som man nu modtager om emnet. Og hvordan skal man overkomme indstrømningen af nye tankerækker?