Menneskets forvandling til et guddommeligt redskab er ikke alene fundamentet i de egyptiske religiøse mysterier. Det har altid været det åndelige mål i alle religioner i alle tider:

I sufitraditionen bliver den indviede "Indris-Hermes" – "et menneske af lys" – forenet med Gud.

Kabbalisternes "Zelem" adskiller mennesket fra det fysiske legeme, hvorefter det eksisterer i et højere rige.

Buddhisternes "Vajrakaya" eller "diamantkrop" er et resultat af al åndelig stræben.

Der er ingen tvivl om, at disse åndelige mål korresponderer med "genopstandelsens legeme" i kristendommen, men her forudsættes en fysisk død.

I disse doktriner dannes det åndelige legeme først efter aflæggelsen af det fysiske legeme, men i de egyptiske tekster fremstilles døden som et tilbud om transformation – ikke som en forudsætning.

Det mytologiske fundament for stjerneindvielserne er adskillige legender associeret med Isis. Det begynder med hendes magiske genopbygning af Osiris, efter at hun fra visdomsguden Tehuti havde erhvervet sig den nødvendige viden om, hvordan hun kunne fylde ham med liv. Denne proces indebar den magiske omfavnelse og overførslen af "Sa" (ånd) til Osiris' livløse legeme. Idet hun udførte denne magiske handling, undfangede hun på mirakuløs vis sønnen Horus.