Hvis dette forhold skal forstås i dybden, er det nødvendigt at forestille sig, at den del af sjælen, der er vågen på kausalplanets laveste underplan (og glem ikke, hvor lille en del denne del er i forhold til det hele), desuden er delt i tre dele:

a) Den del, der bliver på sjælens eget plan − kausalplanet.

b) Den del, der sendes ned, men ikke forbindes med lavere stof.

c) Den del, der forbindes fuldstændigt med lavere stof og modtager svingninger og impulser fra det.

De er ordnet i en nedadgående skala, for ligesom …

a) er en meget lille del af den egentlige sjæl er …

b) kun en lille del af (a) og …

c) en lille del af (b).

Den anden fungerer som forbindelsesled mellem den første og den tredje.

Man kan sym­bolisere …

a) med kroppen …

b) med en udstrakt arm, og …

c) med hånden som griber, eller måske snarere fingerspidserne som dyppes ned i stof.

Det er derfor tale om et system i hårfin og gensidig balance, som kan påvirkes på forskellige måder.

Meningen er, at hånden (c) skal tage et fast greb og lede det stof, den er forbundet med, samtidig med at den hele tiden er under kroppens fulde kontrol (a) gennem armen (b). Under ideelle omstændigheder kan der sendes y­derligere kraft og endog stof fra (a) gennem (b) til (c) sådan at grebet bliver bedre og bedre. Det vil medføre, at (c) vokser i størrelse såvel som i styrke, og jo mere den gør det desto bedre, så længe forbindelsen gennem (b) holdes åben og fri og (a) beva­rer kontrollen. For netop forbindelsen mellem det kausale stof, som udgør (c) og det lavere stof, vækker det til vital aktivitet og udvikler evnen til en præcis reaktion på de finere svingninger – en evne som det ikke kunne få på an­den måde. Når den overføres til (a) gennem (b) medfører det udvikling af selve sjælen.

Desværre følger begivenhederne ikke altid denne ideelle plan. Når kontrollen hos (a) er svag, kan det medføre, at (c) bliver så sammenfiltret med det lavere stof, at den identifi­cerer sig helt med det. Den glemmer sit høje ophav og tror, at den er hele sjælen. Hvis den navnlig er identificeret med det lavere mentale stof (den konkrete tænkning), får man et menneske, som er helt materialistisk. Det fysiske menneske har måske et knivskarpt intellekt, men det er overhovedet ikke åndeligt. Det vil sandsynligvis være intole­rant over for åndelighed og helt ude af stand til at forstå dette livssyn. Det vil sandsynligvis kalde sig selv et praktisk, realistisk og usentimentalt menneske, mens det i virkeligheden er hårdt som den hårdeste møllesten − og på grund af denne hårdhed er dette menneskes liv en fiasko, og det gør ingen fremskridt.

Hvis mennesket på det fysiske plan i stedet hovedsagelig er identificeret med astralt stof (c), vil det kun tænke på tilfredsstillelse af sine egne begær. Det vil være helt ubarmhjertigt i sin jagt ef­ter noget, som det begærer. Det vil være totalt udisciplineret og styret af hensynsløs egoisme. Dette menneske lever i sine lidenskaber − på samme måde som mennesket, der er indfiltret i mentalt stof, lever i tankesindet.