Templers målforhold og symbolik

De stjernemytiske lignelsers indhold kunne kun forstås, når inddelingen med de 72 (datidens antal) stjernebilleders placering på himmelhvælvingen opfattedes i rette indbyrdes sammenhæng som udtrykt ved specielle himmelgeometriske forhold. Lertavleinskriptioner med reglerne for den pythagoræiske trekant er fundet i Babylon - fra længe før Pythagoras' tid. Endda er der her fundet skolemateriale med læren om den retvinklede trekants hypotenuse 1.700 år før Euklids geometri.

Idet himmelsfærerne kunne identificeres med skrift, bogstaver og tal, der yderligere var integreret i en kosmisk esoterisk lære, bliver det forståeligt, at der både af profeten Esajas i Babylon og senere i "Johannes' Åbenbaring" omtales:

-"… himlene drejer og krummer som en skriftrulle …".

Altså noget ganske andet, end når visse bibelskoler mener, at det er en epileptikers hallucinationer. Jf. i græsk tempelarkitektur, at doriske søjler bærer en skrivetavle/regnebrædt (abax/abakos) øverst, og joniske søjler har en skriftrulle øverst - begge "som Verdensaksen, der bærer himlen" og dennes skrift/tal. Tempelbygningerne - "en forpost til himlen" - var kultiske monumenter for den kosmiske orden. Mål og ting i rummene og det indre og ydre af templet eller helligdommen havde de særlige betydninger for indviedes blik - og referérede til deres okkulte viden (jf. kap. 3 om søjler; og kap. 15 om mål og tal i Tabernaklet). Rumoplevelsens mystik ansås befordrende for psykens indstilling hos den indtrædende.

At Moses og israelitterne på et tidspunkt har haft deres hemmelige base i den skjulte dal ved den senere by Petra, synes bestyrket af, at blandt de ældste fund er der i dalens klipper udhugget et offeralter og andre genstande med særlige målforhold, bl.a. ud fra de betydningsfulde relationer: 2-3-4 (jf. bind 3, s. 104). Opmålt ved den britiske arkæolog Iain Brownings forskning (1970-1990) af Petra, ses flere ting nøje at følge forskrifterne i "2. Mosebog" (25,23). Her skal alteret være:

-"… 2 alen langt og en alen bredt og halvanden alen højt …".

Alteret i Petra er hermed magen til indretningen efter præcis samme forskrift ligesom senere i Salomons tempel.

Den særlige viden indgår i en lige linje af traditioner fra det gamle Egypten og kan følges netop bl.a. via Petra og Salomons tempel til Europa, i f.eks. senmiddelalderens Padua. Her levede en styrtende rig ejendomsspekulant Scrovegni, der var så berygtet for sine metoder, at Dante indsatte ham i sin tekst om Helvedet. Scrovegnis søn og arving Enrico ville gøre bod for sin far og lod i 1303 i en antik romersk arena-ruin bygge det såkaldte Arena-kapel. Dets storslåede rum blev siden hen verdensberømt på grund af dets udsmykning med den revolutionerende Giottos frescoer. Men den store religiøse inspiration i selve konceptet var, at hele byggeriet er udført nøjagtigt som målene i Salomons tempel - dvs. mål netop oprindelig givet af Moses.

Flere af de ældre dele af det Gamle Testamente har været anvendt ved de indviedes gamle kultpraksis, hvorfra jøderne stadig har videreført dele i deres ydre ceremoniel: F.eks. at binde "kraftord" fra skriften på panden og armen, samt ikke at have billeder af guddommen. Og omskærelse havde man fra Egypten, der med sin okkulte tradition er det sted, hvor dette ritual først praktiseredes i større udstrækning.

At israelitterne/jøderne lærte mysteriekultisk praksis, både fra Egypten oprindeligt og også fra Babylon, har ved optagelsen af sådanne forhold i deres religion medvirket til ekstern kendskab og udbredelse af ellers lukkede kultiske forhold, idet disse træk herefter indgik i israelitternes "folkereligion".

I flere religioner og både i og uden for kulterne valgte mange at optage de særlige lærdomme, nu også ad anden vej - som mystikere.

Senere tekster - fra det Nye Testamente - anvendtes i de kristne kulter i de første århundreder efter Jesus. Det blev til en inspirerende og revolutionerende indflydelse på de ældre mysterier, der flere steder var livløst stivnet, ofte allerede under tidligere præstelig ledelse.

Fortsat på Jesu tid inspirerede også den egyptiske mystik: F.eks. det omtalte (jf. kap. 4) æsel, som Jesus red på, hedder på hebraisk aton og er også navnet på den egyptiske solgud. De kristnes symbol, korset - der blev brugt i stedet for pælen, som Jesus blev ophængt på - stammer fra Egypten og menes fastholddt i religionen af egyptiske nykristne. Ligeledes egypternes "livskors" ankh, der var hieroglyftegnet for 'liv':

- Selve denne lyd ankh betød også 'sandalrem', hvorfor den hieroglyf, der netop forestiller en sandalrem, i flere tusinde år var et skriftegn for begge betydninger. I "1. Mosebog" (14,23), i forbindelse med en omtale af "sjæle", afslår Abraham på vej til Egypten at modtage en sandalrem fra Sodomas konge. Johannes Døberens berømte ord, "jeg er ikke værdig til at løse hans (Jesu) sandalrem" (Johs.ev. 1,27), kan på en sådan baggrund have yderligere mening (jf. nærv. kap. 19). Gnostiske og koptiske kristne beholdt brugen af det specielle ankh-kors i deres kirker.