Harmonisering
Et redskab til harmonisering
Den rigtige åndelige begrundelse for at føre krig ser ud til at være ”harmonisering”. Men hvis krig skal bruges som et redskab til at foretage justeringer i den fysiske verden, hvordan bliver man så disciple, der kan vise andre vejen i tider med krig og fjendskab?
I Bhagavad-Gita gav Krishna dette råd til Arjuna i en tid med krig:
”Mennesker, der overvældes af følelser som f.eks. begær, grådighed og frygt, har ført menneskeheden ind i hykleri, selvbedrag og formørkelse. Hvis menneskeheden i stedet havde et lyst sind, ville disciplin og ægte tro blive praktiseret uden ønske om belønning. Når man ikke mestrer at leve op til Selvet (sjælen), bliver det lille ”selv” (personligheden) en krigsfjende, og det resulterer i, at man tvivler på sig selv, bliver deprimeret og mister både tro og håb. Verdens ledere fastlægger de normer, som almindelige mennesker skal leve efter. Selvom de nuværende ledere rundt omkring i verden handler ud fra uvidenhed og egoisme, burde disciple handle ”ud fra upersonlighed for at bevare verden.”
Modsætninger
Krig skaber en spænding mellem modsætninger. Der er tale om det elektriske spændingsfelt mellem positive og negative kræfter. Alle ved, at der i enhver nation er modsætninger i befolkningen. Der er en dyb afgrund i kampen mellem fornuft og hengivenhed – mellem 6. stråle for hengivenhed og idealisme og 2. stråle for kærlighed og visdom. Mennesket vælger sine kandidater efter det, de ser gennem disse kvaliteter. For at forædle og holde denne kraft under kontrol, må man interessere sig for erkendelsesprocessen: Erkendelse af krisen, der fører til erkendelse af intentionen, som fører til selve spændingstilstanden.
|