Et almindeligt spejl blev af de gamle egyptere kaldt "livets hus" eller "livets beholder". Årsagen er, at spejlet reflekterer et uvirkeligt billede af objektet og gengiver dette billede nøjagtigt − men spejlvendt. Mennesket er et åndeligt væsen, der er reflekteret ned i stoffets verden. Når et menneske ser sig selv i et spejl, ser det ikke ånden i sig selv, men åndens udtryk i stoffet − altså et spejlbillede. Hathor repræsenterer sjælslegemet og dermed et billede på ånden eller sjælen, som kommer til udtryk i stoffet. Derfor var spejlet et af hendes hellige symboler i det gamle Egypten. Men spejlet havde ikke kun religiøs og magisk relevans dengang.

I sin bog Gensyn med de afdøde har den amerikanske læge Raymond A. Moody beskæftiget sig med spejlet og dets relation til den åndelige verden. Hans opfattelse er, at man møder denne relation overalt på planeten. Han fortæller eksempelvis, at i Sibirien brugte Tungus-shamanerne kobberspejle til at "anbringe ånderne" i. I deres sprog var ordet "spejl" rent faktisk afledt af ordet for "sjæl" eller "ånd", og man påstod, at spejlet kunne modtage ånderne. Shamanerne påstod, at de var i stand til at se afdøde menneskers ånder ved at stirre intensivt i spejle. Ordet shaman opstod for øvrigt i Tungus-stammen.

Tungus-shaman

På et tidspunkt fremkaldte de indfødte på Madagaskar de dødes ånder ved gruppeceremonier. Blandt dette folkeslag var det almindeligt at diskutere synerne af de afdøde slægtninges genfærd og desuden at fortælle åbent om den kontakt, de havde haft med ånderne. Stammens shamaner indledte den form for ceremonier ved at kontakte ånder i spejle.