På samme måde som Homér beskriver Odysseus’ syner, blev blod benyttet som skuemedium af Pawnee-indianerne i Nordamerika. Deres metode til at fremkalde spejlsyner lignede grækernes. Når et medlem af stammen havde dræbt en grævling, blev den opbevaret af de gamle stammemedlemmer, indtil det blev nat, hvorefter den blev flået. Blodet blev hældt i en skål, og børnene skulle herefter stirre på deres eget spejlbillede i månelyset. Hvis de så sig selv med gråt hår, betød det et langt liv, men hvis billedet var mørkt og uklart, ville barnet dø af sygdom, og hvis der slet ikke viste sig noget billede, ville barnet en dag blive dræbt af fjenden.

Afrikanerne i Fez brugte en vandbeholder til at se syner. I nutidens Egypten bruger man et bassin med blæk på samme måde, som Odysseus benyttede blod. Dee Halde − en rejsende, der besøgte Kina i begyndelsen af 18. årh. − noterede, at taoistiske seere kunne se de ting, der skete rundt omkring i riget, i en kedel med spejlblank vandoverflade. De afrikanske zuluer agtede og ærede høvdingens kar, der blev fyldt med vand og herefter benyttet til spådomskunst. Shamaner i det nordækvatoriale Afrika lavede medicinske diagnoser ved at stirre i en kedel med vand.

Et af de mere fascinerende eksempler på spejlsyner stammer fra Nkomis-stammen ved Cap Lopez. Stammen benyttede spejlet i et manddomsritual, der foregik på denne måde:

Efter en lang faste blev den indviede lukket inde i en hytte. I den ene ende af hytten stod en statue af træ. En pakke med knoglerne fra en for længst afdød person blev lagt ved statuens fod. Foran statuen var der et spejl. Kandidaten til indvielse blev bedt om at stirre i spejlet, indtil et menneskes ansigt tonede frem. Når den indviede langt om længe så ansigtet, skulle ansigtet beskrives. Hvis det lykkedes at give en beskrivelse af det menneske, som knoglerne i pakken stammede fra, gik kandidaten videre til næste skridt i ritualet.