Solguden Ra

Man kan påstå, at det ikke var Hathor, men Ra (Solen), der var ritualets egentlige midtpunkt. Solen er kilden til alt liv i solsystemet, og derfor også på Jorden. Foreningen af Ra og Hathor symboliserer det grundlæggende tema i den egyptiske religion nemlig åndens forening med stoffet. Men hvordan opfattede de gamle egyptere egentlig Solen?

Solen var hjerte og centrum for egypternes offentlige religion i årtusinder. I hele Egypten var Ra til alle tider "Herren over alt". Det var en inspirerende tro konstant støttet af den levende og synlige tilstedeværelse af den sande guddom, som strålede med lys, liv og pragt på alle mennesker dag efter dag. Og om natten modtog den dødes sjæl Ras kærlige omsorg i den indre verden. Ra var den ene, de tre i én, de ni, de ni under de ni − alle var indeholdt og forenet i en eneste strålende himmelsk guddom … Solen.

Den lysende gyldne kugle, den fysiske solskive, var den sande guddom for alle egyptere udenfor sanktuariet. Solstrålerne var Solens hænder, som var i stand til både at give liv, opretholde livet og tage det tilbage. Den fysiske solskive strålede gang på gang oven over dem, og derfor kunne de nemmere bygge deres tro på denne levende kendsgerning. De uddannede og indviede betragtede imidlertid den fysiske sol som Ras legeme. Deres ceremonier var derfor rettet mod Solens "hjerte og sjæl" − den indre åndelige sol og altså ikke den ydre solskive.

Denne religion er i virkeligheden den mest sande og intelligente af alle religioner. Den kræver ingen blind tro til trods for, at den har givet liv til meget overtro − navnlig hos mennesker, som ikke er i stand til at forstå symbolik og abstraktioner. I det gamle Egypten fandtes der ingen verdslige eller hellige helligdage. Guddommen var altid til stede og kunne tilbedes hvor som helst og når som helst. Det var netop styrken og forklaringen på den uafbrudte kontinuitet af den egyptiske civilisation. Denne erkendelse og denne praksis bragte Egypten til succesfulde højder.