Oprindeligt var de egyptiske indvielsesritualer og -ceremonier i præsteskabets varetægt, og indvielsesprocesserne blev først indledt efter omfattende træning, omhyggelige studier og lang tids tjenestearbejde i templerne. Før man fik adgang til de hellige bygninger, måtte man gennemgå særlige prøver og ritualer. De indebar renselse og dedikation, efterfulgt af tjeneste for "Per Neter" i en fastlagt tidsperiode, før den officielle status var erhvervet.

I uddannelsen blev der lagt vægt på åndelig udvikling, viden og erfaring. De mennesker, der havde fuldført tempeluddannelsen og derefter trak sig tilbage fra aktivt tempelarbejde, fik titlen "Atf Neter", som betyder "gudfader" (i stil med kirkens "pater" eller "fader"). De var Egyptens ypperstepræster.

Ypperstepræsterne kunne fortsætte livet i det hellige tempel, eller de kunne rejse til andre religiøse centre for at undervise der. De blev betragtet som lærde, og de var derfor de ultimative autoriteter. Faraoens øverste religiøse rådgiver fik ligeledes titlen "Atf Neter", der fungerede som faraoens åndelige vejleder.

(Billedet: Ranofer, ypperstepræst. I dag Egyptian Museum i Cairo).

Den øvrige befolkning, som levede udenfor templerne, modtog den åndelige vejledning og oplysning ved hjælp af religiøse ceremonier og højtider, hvor temaet var fødsel, bestigelsen af tronen, død og genopstandelse. Disse faser blev billedliggjort ved hjælp af tempeldramaer og mysteriespil for at demonstrere udvalgte guddommelige kræfter, kvaliteter og processer. Store folkemængder deltog frivilligt i disse riter og modtog derved den påvirkning eller velsignelse, som strømmede ud fra de hellige ceremonier.