Den samme effekt er bekræftet ved de sprængningsforsøg med opsvulmende træpropper, som Henry Kjellson selv foretog. Han anbragte træpropper af fyr og birk i en lille granitblok i forskellige glasflaskeåbninger, i bundcylindre af afskårne glasflasker og i ringe skåret ud af glasflasker.

Ved meget stor diameter hos træproppen og ringe tykkelse af glasvæggen sprængtes ringen af opsvulmningstrykket. Træpropperne var blevet tørret i en ovn og derefter opbevaret tørt i en måneds tid. Forsøget udførtes ved en luftfugtighed på 30%. Ved denne luftfugtighed skulle den største sprængkraft kunne nås ifølge de teoretiske undersøgelser. Forsøget beviste, hvor ringe en sprængkraft en træprop giver ved opsvulmning. At egypterne skulle have benyttet sig af denne ineffektive metode, synes derfor udelukket.

Svaret på overskriften er derfor, at udviklingen ikke er gået fra trækile til dynamit − men fra viden til uvidenhed om fortidens teknik og energiformer.

_________________________________

Kildehenvisning:

Henry Kjellson: Forsvunden teknik

_________________________________