Samtidig med sin vision om et tyrkisk demokrati forstod Mustafa Kemal, at den drivende kraft til forandring ville komme fra den tyrkiske bondestand. Den tyrkiske bonde var længe blevet nedvurderet af de uddannede borgere i den ottomanske periode, og han var aldrig blevet anerkendt for egenskaber som den hårdnakkede sejhed, tålmodighed og udholdenhed, der gjorde det muligt for ham at kæmpe en lang og besværlig kamp, sådan som Mustafa Kemal forudså, det ville blive for Tyrkiet. Han vidste også, at bønderne ikke var uddannede, at de var konservative, selvopgivende, og at de reformer, han forestillede sig, ville blive mødt med stor modstand. Alligevel havde han en korrekt opfattelse af det tyrkiske folks villighed til at deltage i en revolution, der kunne genoprette stoltheden over deres nation, som engang var stor og magtfuld.

Efter Første Verdenskrig var Tyrkiet på vågeblus. Landet var besejret og frataget store dele af de gamle territorier, og man stod det tilbage med et fragment af dets tidligere rige – hele dets europæiske landområde og dets besiddelser i Mellemøsten var væk. Og landet var besat af britiske, franske og italienske styrker, og det led under en invasion af grækerne fra vest. Mustafa Kemal responderede på disse forhold med al den ambition, selvtillid og kraft, som han havde i overflod. Sammen med venner, der støttede hans planer, indledte han den revolution, der resulterede i, at besættelsesstyrkerne blev fortrængt − og med en sejr over grækerne i 1923.

Hans venner var idealistiske og evolutionære i deres fremgangsmåde, hvorimod Mustafa Kemal var nøgtern, realistisk, praktisk og revolutionær. En af hans mest bemærkelsesværdige egenskaber var hans synteseskabende overblik, der omfattede hele rækkevidden af de problemer, som Tyrkiet stod overfor. Han forstod omfanget af de vidtrækkende og nødvendige reformer. Han så, hvad Tyrkiet havde behov for, og han vidste, at kun han kunne præstere det lederskab, som Tyrkiet behøvede, hvis landet skulle genopbygge sig selv. Mustafa Kemal vidste, at Tyrkiet aldrig igen kunne blive et mægtigt rige. Det skulle nu konsolidere sig inden for de nye snævre grænser og blive en nation af tyrkere, og ikke et multietnisk rige. Han havde 1. stråles egenskaber, der kommer til udtryk som syntese, vilje og personlig autoritet, kombineret med en enorm vitalitet og realisme, og det gjorde ham til en naturlig leder for det tyrkiske folk, der i høj grad manglede en helt.

De reformer, han forestillede sig, omfattede en lang række områder i det tyrkiske liv, og han vidste, at han blev nødt til at påtvinge dem med 1. stråle metoder – pludseligt og totalt.

“Atatürk … havde et usædvanligt godt kendskab til den menneskelige natur. Han forstod, at de permanente forandringer, som han forestillede sig for tyrkerne, skulle begynde med et brat og endog smertefuldt brud med faste vaner samt en barsk indledning til nye metoder, for de nye planer ville aldrig blive permanente i gamle omgivelser, hvis de bremses af både gamle traditioner og nye tilstande. Nye tyrkere måtte begynde forfra”.[1]

_________________________________

[1] Eleanor Bisbee, The new Turks, p. 21

_________________________________