I skabelsesprocessen må der have været forsøg, som viste sig at være var unyttige for det planetariske liv. Der må have været fejltagelser eller begrænsede succeser. De livsformer, som har vist deres værdi gennem deres plads i naturens orden, er bevaret. Bevarelsen af disse livsformer, deres funktioner og instinktive adfærd, er basis for det program, der er programmeret i deres specielle genetiske kode. De er styret af kræfterne i de såkaldte morfogenetiske eller formskabende felter. Derfor fødes mennesker af mennesker, grise af grise og mus af mus – og derfor udtrykker de deres menneskelighed eller “grisselighed” eller “musselighed”.

Når en livsform når til grænsen af sine muligheder, stabiliseres den i sin “miljømæssige niche”. Og der bliver den, indtil den har fuldført sin funktion. Men samtidig er andre og mere komplekse livsformer involveret. Det, der på et tidspunkt var nyt, stabiliseres og gøres efterhånden til rutinefunktioner. Og alligevel opstår der fra tid til anden naturkatastrofer med ødelæggende virkning – som f.eks. ændringerne i Jordens magnetfelt og istiderne, der medførte masseødelæggelse af de tidlige livsformer og derfor skabte mulighed for at nye kunne opstå.

Livets udvikling bevægede sig fra livsformer med reptilhjerne til pattedyr med todelt hjerne, som igen blev fundament for udviklingen af den menneskelige livsform. Undervejs udvikledes et mere komplekst nervesystem – navnlig udviklingen af forhjernen, som gradvis har overtaget den gamle baghjerne.

Konsekvenserne heraf er, at af alle arter er menneskets hjerne den mest uegnede til instinktiv eller genetisk overført information. Denne mangel ville være dødbringende, hvis der ikke var alternative muligheder for overførsel af nødvendige informationer, men det er der kompenseret for ved hjælp af et mere komplekst nervesystem, og en hjerne som gør det muligt at adskille, sammenligne, skelne og vurdere.

Som konsekvens af muligheden for at vurdere årsag og virkning, begyndte mennesket at fortrænge instinktet. I stedet vurderede det hensigten med sine handlinger. Man kan også sige, at instinktet blev afløst af intentionen. Det blev nu muligt for mennesket at tilegne sig viden gennem undervisning og lærdom – men samtidig skabte det større afhængighed under opvæksten, for evnen til at klare sig kræver stadig større træning og indlæring.

Beviset for menneskets mangel på instinkt ses ved fødslen. Prøv blot at sammenligne en nyfødt krokodille med et nyfødt føl. Krokodilleungen bryder selv ud af ægget og løber hurtigt og direkte ned til det nærmeste vandløb. Efter bare få minutter klarer den sig selv. Et føl må kæmpe nogle minutter for at komme på benene, men herefter er det i ugevis afhængig af moderen, når det skal have føde eller beskyttes mod fjender.

Her bør det indskydes, at instinkt ofte defineres som racens opsamlede fælles erfaring, og det er sandt. Men naturvidenskaben betragter den som overleveret gennem organismen, hvorimod åndsvidenskaben ser den som gruppesjælens sammensparede erfaringsmængde.

Et menneskebarn er ikke alene totalt hjælpeløst ved fødslen. Det kræver hjælp og uddannelse af et stort samfund på et højt teknologisk niveau i op til 18, 20 ja endog 30 år efter fødslen, før det kan klare sig selv. Og selvom mennesket er fysisk voksen i en alder mellem 24 og 28 år, er det endnu ikke følelsesmæssigt, mentalt eller åndeligt modent, hvilket samfundets kaos, frustrationer og åndelige tomhed på de fleste af livets områder demonstrerer.

Det betyder, at mennesket har et livslangt behov

for personlig transformation.