Syntese, det højeste aspekt af intelligens, er vilje, hvor man ikke tænker på samhørighed, men som EN. Syntese ER "betydningens verden", "vejen", den abstrakte tænkeevne, monadisk/shamballisk erkendelse, og er karakteriseret ved evighed, guddommelighed, vilje, væren, levemåde og samhørighed med Den Ene. Syntese er ikke baseret på nogen form for sammensmeltning eller fusion eller transfiguration. Sagt helt enkelt − livet ER, og alt som ER, eksisterer allerede. Alle forandringer eller udvidelser findes inden for periferien af menneskets sekventielle intuitive forståelse af evighed.

Når man arbejder med abstrakt intelligens, monadisk vilje og shamballisk erkendelse, så er hierarkiske teknikker til relation og samstemmighed irrelevante. Det bliver derefter nyttigt at skelne rent abstrakt mellem "bevidsthed" og "klar erkendelse", for mens bevidsthed forudsætter proces, så gør den synteseskabende erkendelse det ikke. Selvom man benytter metoden flygtigt, vil man opfatte to former for intuitiv forståelse tydeligt. Syntese er ikke et "slutprodukt", for den kommer hverken fra individuel stræben eller fra gruppebestræbelse. Ligesom "Jeg og Faderen er Et", så er bevidsthed og syntese "Et", men de er ikke ens. Syntese indeholder bevidsthed, men bevidsthed indeholder ikke syntese. Sjæl og bevidsthed er et åndeligt princip for hierarkisk aktivitet, dvs. en sekventiel opfattelse af et abstrakt hierarki, af et kraft-/energispændingsfelt, af et komplekst aspekt af hierarkisk intelligens, der forbinder stof og ånd. For at kunne deltage i den guddommelige intelligens' sande perspektiv, er man nødt til at disidentificere sig med både eksklusiv (personlig) og inklusiv (sjæls-) bevidsthed for at kunne identificere sig med syntese (monade). Ikke dualiteter, ikke triader, kun samhørighed med den abstrakte tænkeevne − den synteseskabende intelligente vilje.

Der kommer et interessant tidspunkt, når man arbejder med betydningen af solar syntese og samhørighed og opdager, at man dybest set arbejder som én, fordi man arbejder på samme måde som Planetlogos. Den ydmyge tanke giver en pause. Guddommelig abstraktion åbenbarer, at den ene sjæl hverken er et resultat af kollektiv sjælsbevidsthed eller et resultat af åndelig stræben mod en gruppe, men i stedet er resultater af en helt ny livsfaktor, der er syntese, en altomfattende og evig erkendelse som én. Ved direkte kontakt til den synteseskabende vilje åbenbares den symbolske triangel i tænkeevnen som en evig livscirkel, så intelligensen afklares ved at overflødiggøre (transcendere) den sekventielle bevidsthed. Shamballisk intuitiv forståelse er mulig for de, der identificerer sig som ét, dog ikke med enhver "relation mellem", men med en abstrakt intelligens' monadisk syntese, der indeholder alt.