“Nuet”
Kahlil Gibran har udtrykt det med disse smukke ord:
“Er tiden ikke ligesom kærligheden
udelt og uden bevægelse?
Men eftersom I med tanken
skal udmåle tiden i tider,
lad da hver tid rumme alle de øvrige tider.
Og lad i dag favne
det forgangne med ihukommelse
og fremtiden med længsel.”
Kahlil Gibran: Profeten, s. 62
Men hvordan kan enhver tid rumme alle de øvrige tider? Denne erkendelse forudsætter en transcendering af bevidstheden. Det er muligt at give et billede på denne tilstand. Hvis man forestiller sig, at man står ved fortovskanten og iagttager et kompagni soldater, der marcherer forbi på rad og række, og hvis man forestiller sig, at man stirrer lige frem, så vil man blot se den ene soldat passere efter den anden – altså på samme måde som den ene dag går efter den anden. De soldater, der er passeret forbi, repræsenterer fortiden, og de soldater, der er på vej, repræsenteret fremtiden. Hvis man derefter forestiller sig, at man løfter sig op over soldaterkompagniet i en luftballon, vil man pludselig kunne opleve hele kompagniet på én gang. Men vil se fortid, nutid og fremtid som en sammenhængende helhed – som ét “nu”.
“Nuet”
Tid er den mest afgørende faktor til styring af menneskelige affærer, men den er også en af de mest uhåndgribelige. Tid kan måles, men blandt alt andet, som kan måles (for eksempel vindens hastighed eller vandets temperatur, der er nemt at forholde sig til) er det anderledes vanskeligt at afgøre, om tid har en klar eksistens. Én ting er dog et indiskutabelt faktum: Alle kender deres fortid, og alle er uvidende om deres fremtid. Og mellem fortid og fremtid skal man definere et punkt, der adskiller de to. “Nuet”. Så uhyre subtil, så ufatteligt umærkeligt er denne uendelig lille overgang, som evigt bevæger sig mellem disse to grænseløse rum. Dette atomare liv, som kaldes “nuet”, undviger endog tanken.
|