Henri Dunant var ikke kommet til Solferino for at være vidne til et slag, for han havde en hel anden hensigt med sit besøg. Han var præsident for en dårligt fungerende landbrugsfaglig virksomhed i Algier. Han havde behov for mere vand til sin husdyrbesætning og sin kornavl og havde håbet på at sikre sig Napoleon III’s opbakning til at bygge et vandreservoir til overrisling af sine marker. Uden en større tilgang af vand ville hans forretningsplaner være ødelagt.

Slaget ved Solferino.

Han fik at vide, at kejseren var til stede i nærheden af slagmarken. Henri Dunant havde netop skrevet og fået trykt en bog The Empire of Charlemagne Restored som en hyldest til kejseren og havde håbet på at få lejlighed til at overrække den personligt til ham. Samtidig kunne han bede kejseren om støtte til sit overrislingsprojekt. Men han mødte aldrig kejseren på grund af den kamp, der pludselig brød ud og endte i et chokerende blodbad, som man ikke tidligere havde oplevet. I de næste par dage tænkte Dunant ikke på sin virksomheds behov, for foran ham − efter 15 timer med nogle af de blodigste kampe nogen sinde i Europa − lå der mere end 6.000 døde og over 30.000 sårede soldater.

Følgerne af kampene overvældede Henri Dunant. To år senere skrev han i sin vigtige bog A Memory of Solferino:

”Da Solen stod op den 25. viste der sig det mest forfærdelige syn, man kan tænke sig. Kroppe af mænd og heste dækkede hele stridsområdet − kroppe lå spredt ud over veje, grøfter, kløfter, skovkrat og marker − vejen til Solferino var bogstavelig talt ufremkommelig på grund af døde … De stakkels sårede mænd, der var blevet samlet op dagen igennem, var ligblege og hårdt medtagne. Nogle af de værst sårede havde et tomt udtryk i øjnene og fattede ikke, hvad der blev sagt til dem. De stirrede med rædselsslagne øjne, og deres tilsyneladende nedbrudte tilstand forhindrede dem ikke i at føle smerte. Andre var ophidsede på grund af nerveanspændelse og rystede med krampagtig skælven. Nogle, der havde gabende sår, var allerede begyndt at få infektion, og de var næsten ved at blive vanvittige af smerter. Med forvredne ansigtsudtryk bad de om at blive befriet for deres smerter og for dødskampens mareridt.”