’Stjernernes Mark’ har just allusioner til den berømte episode om apostelens navnebror, den oprindelige Jakob, Isaks søn, i ”1. Mosebog” (28,11-19), der i en egn kaldet Luz havde lagt sig med en sten under sit hoved (hovedskal) på åben mark under nattens stjerner og observerede ”en stige” fra jorden til himlen. Jf. Verdens-aksen som en scala cosmica (jf. også myten om Jupiters vej ned til Leda), stigen som engle steg op og ned ad. ”Vandrestjerner” (planeter), der astrologisk kunne aflæses for et budskab, kaldtes i hebraisk tradition også for ”ærkeengle”.

Senere, på græsk og latin dannedes ordspil på engle, angelos, ’budbringere’, og angulus, de ”budbringende vinkler” mellem planeterne. Men allerede Jakob − ved at lade den pgl. mark med stjernerne over sig benævne Bethel, dvs. ’Guds hus/hjem’ − betegnede i virkeligheden denne mark som (en genklang af) ”himlen”, hvor både Gud og stjerner/engle har hjemme.

Ifølge oldtidens rabbinerskrifter var det eneste Jakob tog med, da han flygtede fra Isak, en speciel stav. Den kendes som ”Jakobsstaven”. I traditionens udtryksform var den lavet af en gren fra Livets Træ, en kendt betegnelse for Mælkevejens forløb hen over himlen − og en klar henvisning til det astronomiske. Mælkevejen er galaksens tværsnit, der fra Jorden ses som en overskåret linse. Et uudforsket naturfænomen er det lys, der således går igennem en linse ’på langs’ fra kant til kant. Den alternative prismeeffekt ved denne kosmiske stråling kan optræde som en co-factor for udvikling af liv på Jorden. Og symbolsk var en gren fra træet en magisk stav: Som astronomisk måleinstrument er den en stav med tværribber og ligner i anvendelse − samt bogstaveligt − ’en lille stige til himlen’. Den brugtes fra oldtiden og helt til 1700-tallet.

Et græsk fartøj af typen, som Paulus rejste med.