Ved nogle af de ældste kendte mysteriespil i oldtiden udspilledes et vigtigt ritual i forbindelse med nytårsfesten eller ”fornyelsesfesten”. I Egypten hed dette ritual ”Heb-Sed ceremonien” eller ”Sed-ritualet”. Under denne ceremoni skulle faraoen, ledende hoffolk og præsterne klæde sig ud og spille mytologiske roller. En særlig udvalgt person blev udklædt som stedfortrædende farao. Han optrådte og fungerede som rigtig konge i en periode – ofte tre dage. Ildevarslende astrologiske forudsigelser eller en reel krisesituation for landet kunne kræve et kongeoffer, hvor denne narrekonge blev dræbt i stedet for kongen, hvorefter den oprindelige konge igen indtog sin plads på tronen og fortsatte sit herredømme under nye og bedre astrologiske omstændigheder.

Bag dette offerritual skimtes myten om gudekongen Osiris, der reelt blev dræbt i et ritual, men derefter opstod fra de døde som en ung Horus – ”den nye konge” – og processen krævede en genfødsel af livskraften. Det blev almindeligt, at også rituelle kongemord kunne udføres på en stedfortræder – det stedfortrædende offer. Efterhånden ændredes ”drabet” mest til bare at være en symbolsk handling.

Kongen kaldtes ”den levende Horus”, og i sit 30. år på tronen ”døde” han i Sed-ritualet, og herefter blev han ”genfødt” som Horus-barnet. Den periode udgør en astronomisk/astrologisk stor-parallel til en månefases afslutning inden for 30 dage. Men normalt var situationen ikke så alvorlig, at så vidtgående handlinger som et regulært kongedrab var nødvendigt, for at kongen kunne ”få tilbagegivet sin ungdomsstyrke og vitalitet”.

Ved Hatshepsuts Sed-ritual har præsteskabet sandsynligvis besluttet at sætte kronprinskandidaten ud af spillet. Præsternes strategi var at bruge Senmut/Moses direkte i rollen som stedfortrædende kongeoffer, for ifølge de gamle traditioner var en person nær kongen bedst egnet som stedfortrædende for en konge. På denne måde kunne et mord på en tronfølger både camoufleres og ”legaliseres”. Senmut/Moses havde forinden sørget for at lade sig udnævne til at være herold eller ”faraoens talerør” − en titel, der beskyttede ham mod henrettelse. Derfor skulle præsterne bruge en ikke ukendt metode – et ”stedfortrædende offer for et stedfortrædende offer”.

Dette paralleloffer blev iklædt kongedragt og var i forvejen ført ind på Sed-pladsen. Han var lydløst til stede – kneblet og bundet. De gamle rabbinerskrifter oplyser, at da Moses blev ført ind klædt i en tilsvarende kongedragt og med bind for øjnene, skulle henrettelsen gennemføres, uden at han vidste, at der samtidig befandt sig en ekstra person ved siden af som stedfortræder. I henrettelsesøjeblikket fik Moses derfor en psykisk oplevelse af faktisk at blive henrettet – at blive slået ihjel. Det var en illusion, men den opfattes hos offeret i første omgang som en virkelig tilstand, selvom det var stedfortræderen, der måtte lade livet.