En sjettedel af det gamle Egyptens mere end 3.000-årige epoke var under et græsk (og senere græsk-romersk) domineret styre. Grækerne har bevaret meget om de egyptiske forhold også forud for et græsk præg på landet og kulturen.

Den græsk-romerske historiker Diodorus Siculus erklærede kategorisk, ca. 20 f.Kr., at de gamle egyptiske astronomer var i stand til at kunne forudsige solformørkelser. Den græske forfatter og lærde Plutarch (46-125 e.Kr.) henviste til, at de gamle egyptere definerede solformørkelser fuldt korrekt ifølge vores langt senere udbyggede teknisk baserede astronomiske viden, nemlig at være Månens passage mellem Solen og Jorden i dagtimerne. - Ydermere, det berømte ”Wien Papyrus” beskriver måne- og solformørkelser og deres implikationer og præsenterer et stort astronomisk kendskab.

Som borger i Egypten og velbekendt med forholdene henviser den egyptisk-græske lærde kirkefader Clement af Alexandria (150-215 e.Kr.) til, at tempelbibliotekerne almindeligvis var i besiddelse af en 50-binds bogserie ”af guden Thoth”, således forsynet med visdomsgudens navn for at give dem autoritet. En af bøgerne omhandlede ”Solens og Månens beskaffenhed/tilstand”; og en anden ”konjunktionerne og variationerne ved Solens og Månens lys”. I disse bøger var det umiddelbare grundlag, at det var en værdsat kunnen hos de gamle egyptiske præsteastronomer at forudsige formørkelser.

Bøgerne var desuden blevet indsamlet, mere end 400 år forinden, af grundlæggeren af det berømte enorme bibliotek i Alexandria - kong Ptolemæus II, ca. 280 f.Kr. De blev hentet fra alle Egyptens tempelbiblioteker, dvs. netop tekster langt ældre end nogen tidlig græsk indflydelse.

Senere, ved sin adgang til disse værdifulde kilder har den egyptisk-græske historiker, hieroglyf-lærde og stoiske filosof Chaeramon af Alexandria, der tilmed var hovedbibliotekar for biblioteket i Alexandria, ca. 40 e.Kr., skrevet adskillige afhandlinger om stjernerne på himlen og om kometer m.v.

Den hidtil ældste kendte planet-”optegnelse” i Egypten er en tegning af planeten Jupiter nær ved stjernen Sirius’ meridian (længdegrad). Figuren findes placeret i forbindelse med et såkaldt stjerneur-diagram på indersiden af låget på en mumiekiste fra ca. 2.200 f.Kr.

Gennem årtusinder havde præsteastronomerne udviklet deres ofte imponerende færdigheder ved konstante observationer af himmelhvælvet, hvilket nødvendiggjorde at få foretaget nøjagtige optegnelser, ikke mindst til brug for at beregne himmelpositioner og cykliske fænomener. De indsamlede data ses især brugt til sol- og stjerne-relaterede kalendere såvel som til de nævnte stjerneure.

Den præcise positionsberegning af planeter blev opnået ved at observere dem yderst omhyggeligt og systematisk. At det i visse situationer også har kunnet lade sig gøre selv i dagslys, nemlig fra bunden af dybe brønde eller skakter direkte (og derfor ofte mindre sandsynligt ved hjælp af det ofte skæve himmelspejlbillede i vandoverfladen i kildebrønde), var en almindelig kendt praksis i alle gamle kulturer.

En af den græske digter Æsop’s allegoriske fabler i 500-tallet f.Kr., der i virkeligheden synes at stamme fra indvielses-kultiske lignelser, fortæller om en astronom i en brønd. Platon omtaler, at lignende skete for filosoffen Thales af Milet, mens denne kiggede stjerner. - En syrisk-kristen beretning fra 100-tallet e.Kr. beretter om de tre magoi, astronom-astrologer (”de hellige tre konger”) fra øst, der tog pejling af den nye stjerne, ”Betlehemsstjernen”, ved at observere den i forbindelse med en brønd. I nutiden er det blevet draget i tvivl, og endda kaldt ”en myte”, at oldtidens astronomer overhovedet anvendte sådanne brønde/skakter til foretage observationer fra.

Men et af de kendteste eksempler på denne anvendelse i praksis ses hos den højt respekterede egyptisk-græske lærde Eratosthenes (275-195 f.Kr.), der observerede Solens præcise vertikale placering, når den passerede Krebsens vendekreds ved sommersolhverv - og her netop kunne se Solen fra bunden af den enorme brønd (et Nilometer fra gamle faraoniske tider) på Elephantine-øen i Nilen ved Syene (Aswan). Dette hjalp ham i et astronomisk beregningsprojekt - ud fra en dengang allerede kendt viden om at Jorden var kugleformet - så han kunne udføre den første kendte, næsten nøjagtige beregning af Jordens omkreds.