KOMMENTARER

III

NÅR MENNESKET KAN BRUGE STEMMEN

TIL AT TALE I MESTERENS NÆRVÆR …

Tale er evnen til at kommunikere, og stemmen lyder for første gang i det øjeblik mennesket træder ind i det fysiske liv.

Først skal det forklares, hvorfor reglerne i Lys på Vejen har en bestemt rækkefølge. Reglerne blev nummereret for at gøre beskrivelserne af dem og deres relationer mere forståelige. De syv første regler har relation til Kommentarerne I og II. Reglerne fra VIII til XV har relation til beskrivelserne i Kommentar III, som nu skal studeres.

Som sagt, er reglerne beregnet til disciple, for ingen andre kan have interesse i dem, og sandsynligvis vil ingen andre have ulejlighed med at læse videre. De to første regler omfatter hele den del af indsatsen, som nødvendiggør fjernelse af flere aspekter af menneskets natur. Det vil blive uddybet yderligere et andet sted, hvis der er behov for det. Men det forventes, at disciple selv er i stand til at arbejde med personlighedens lavere aspekter uden hjælp, og at de ved egen viljeskraft kan styre deres temperamenter og følelser. De kan kun kræve hjælp fra en mester, når det er gennemført – eller i hvert fald delvist. Hvis det ikke er tilfældet, vil porten til sjælen være lukket og dens vinduer blive så duggede og formørkede, at ingen viden kan trænge igennem. Her er det ikke hensigten at forklare, hvordan man skal håndtere sin egen sjæl. Det er udelukkende hensigten at give viden til disciplene. Når det ikke er muligt at fortælle det, så alle kan forstå det, skyldes det, at den højere bevidsthed forhindrer det på grund af sine egne uforanderlige love.

De fire regler, som er givet til Vestens disciple, der ønsker at studere dem, er som nævnt skrevet på væggene i forkammeret til logesalen i ethvert arbejdende broderskab eller esoterisk orden eller loge. Og det er muligt at tilføje – forkamre i ethvert levende eller dødt broderskab eller enhver orden, der vil blive skabt engang i fremtiden. Når der tales om et broderskab, en esoterisk orden eller en loge, så menes der ikke et hvilket som helst selskab af belæste og intelligente mennesker, men metafysiske grupper på et højt udviklingsniveau, der befinder sig på udviklingsvejen på vej mod den absolutte Gud eller det absolutte gode. I løbet af udviklingsprocessen opnår disciplene forskellige grader af harmoni, viden og ægte sandhed i forskellige grader, og efterhånden som de erhverver graderne, bliver de en del af det, man groft kan betegne som et lag af menneskehedens bevidsthed.

De møder deres lige – dvs. mennesker, der har samme uselviske karakter, og deres kontakt til dem bliver permanent og fast forankret, fordi den er baseret på vital lighed i karakteregenskaber. Disciple knytter sig til grupperne med løfter, der ikke består af almindelige ord og kontrakter. Det er et af de aspekter, der menes med et broderskab.

Hvis disciplene har klaret de første regler, står de på tærskelen. Og hvis de viljesmæssigt er tilstrækkeligt målbevidste, får deres evne til at tale dobbelt effekt. For når disciplene går videre i deres udvikling, træder de ind i en tilstand af blomstring, hvor hver blomsterknop gradvis åbner sine kronblade og udstråler sin kraft. Hvis de ønsker at bruge de nye evner, skal de bruge deres dobbelte karakter. De opdager, at de selv har mulighed for at tale i mesterens nærvær – med andre ord har de opnået retten til at komme i kontakt med den mest guddommelige bevidsthedstilstand, som de nu befinder sig i. Men på grund af deres udviklingstrin er de nødt til at handle på to måder på samme tid. Deres stemme kan ikke nå helt op til de guddommelige højder, før de er trængt igennem til de dybder, hvor deres lys ikke kan skinne. De er nødt til at respektere en jernhård lov.

Hvis de kræver at blive neofytter, bliver de øjeblikkeligt udvalgt til at blive tjenestearbejder. Men deres tjenestearbejde er sublimt set fra de andre deltageres synsvinkel. For mestre er også tjenestearbejdere, der udfører et tjenestearbejde som efterfølgende kræver belønning. En del af mestrenes tjenestearbejde består i, at de lader deres viden inspirere disciplene, der derved får impuls til – som deres første tjenestearbejde – at videregive noget af mestrenes viden til mennesker, der endnu ikke er i stand til at stå der, hvor de står. Det er ikke en tilfældig beslutning, der er truffet af en mester eller vejleder, uanset hvor guddommelige, man kan opfatte dem. Det er en af livslovene, som disciplene nu er begyndt at leve.

Derfor stod der skrevet på den inderste dør til logerne i det gamle egyptiske broderskab: ”Arbejderne er lønnen værd”.

Skriftstedet ”Bed, så skal der gives jer”[1] lyder for nemt til at være sandt. Men esoteriske set kan disciplene heller ikke bare ”spørge”, selv om skriftstedet giver indtryk af det. Først skal disciplene have udviklet evnen til at hjælpe andre.

Hvorfor er det sådan? Lyder påstanden alt for dogmatisk?

Er det for dogmatisk at sige, at et menneske skal have et solidt fodfæste, før det kan tage afsæt til et stort spring? Holdningen er den samme. Hvis hjælpen er ydet, hvis arbejdet er gjort, så vil der reelt være et krav – ikke det sædvanlige personlige krav om betaling, men et krav om en enhedsbevidsthed. Det guddommelige giver og forlanger, at disciplene også skal give, før de kan blive ét med det guddommelige.

Disciple vil opdage loven, så snart de forsøger at tale. At kunne tale er en gave, der kun kommer til de disciple, der har kraft og viden. Spiritister kontakter den psykisk-astrale verden, men der findes ikke en troværdig form for tale, medmindre de straks kræver det og fortsætter med at kræve det. Hvis man kun er interesseret i fænomener, der ikke er andet end almindelige eller tilfældige astrale tilstande, så får man ikke kontakt med en direkte tankestrøm eller et formål, for man er til stede og lader sig underholde i det astrale liv på samme måde, som man gjorde i det fysiske liv. Der er ganske vist et par mindre vigtige lektier, som kan læres i det psykisk-astrale liv, ligesom der er mindre vigtige lektier i det fysiske og intellektuelle liv. Det er lektier, der skal læres, for det menneske, der ønsker at blive discipel uden at have lært de grundlæggende og enkle lektioner, vil uundgåeligt komme til at lide under sin uvidenhed. Lektierne er afgørende, og de skal studeres grundigt, og de skal gennemleves igen og igen, sådan at enhver del af menneskets natur er fuldstændig gennemstrømmet af dem.

For at vende tilbage til emnet, så vil et menneske, der gør krav på styrke til at tale, som det kaldes, påkalde den mester, der står i spidsen for strålen med den ønskede viden, med anmodning om vejledning. Stemmen, der påkalder, kastes tilbage af den kraft, som mennesket har henvendt sig til, og det giver genlyd helt ned til uvidenhedens dybe afkroge. På en forvirret og uklar måde opfattes nyheden om, at der findes en viden og en godgørende kraft, der rummer en lærdom, der skal gives til alle, der vil lytte. Ingen disciple kan komme over tærskelen uden at kommunikere nyheden på en eller anden måde.

De bliver chokerede over den ufuldstændige og uforberedte måde, de har videregivet nyheden på, og det er årsagen til, at der opstår et ønske om at gøre det godt, og samtidig opstår ønsket om at hjælpe andre, og dermed kommer kraften. Det er et ægte og dybtfølt ønske, og det giver ingen belønning, ingen ros, ingen personlig påskønnelse eller berømmelse ved at gøre det, og derfor får de evnen til at indfri ønsket.

Historien viser tydeligt – så langt som man er i stand til at gå tilbage – at neofytter hverken kan vinde påskønnelse, berømmelse eller belønning ved at udføre den første opgave. Clairvoyante er altid blevet hånet, og man har ikke troet på deres informationer, men nogle af dem har også haft evnen til at skrive på en intelligent måde, og derfor har eftertiden fået deres oplysninger. De fleste mennesker synes de er meningsløse og fantasifulde, men forfatterne har den fordel, at de taler fra en fjern fortid. De disciple, der påtager sig opgaven, men som reelt håber på, at opnå berømmelse og få succes som vejledere eller apostle, vil mislykkes, allerede før de kommer i gang med opgaven. Det skjulte hykleri forgifter dem selv og de mennesker, de underviser. De tilbeder i al hemmelighed sig selv, og den form for afgudsdyrkelse medfører lidelser og smerte.

De disciple, der har styrken til at passere porten og til at lægge alle forhindringer bag sig, vil – når det guddommelige budskab når dem – glemme sig selv i den nye bevidsthed, der er udviklet. Hvis den ophøjede forbindelse kan vække dem, bliver det guddommelige ønske identisk med deres ønske om at give hellere end at tage, at hjælpe hellere end at skulle hjælpes, at give de sultne mad i stedet for at modtage manna fra Himlen. Deres natur er transformeret, og den egoisme, der styrede deres handlinger i det daglige liv, forlader dem pludseligt.

_________________________________

[1] Matthæusevangeliet, 7,7

_________________________________